Henrik S.

Jeg vil da ikke helt afvise at gå til yoga, hvis det var en beagletime: https://www.facebook.com/reel/1833428467487112

Forstår jeg godt. Jeg var back in the day alt for nervøs til bare at kaste mig ind midt i de der store felter. Jeg brugte nogle løb på netop at spidse formen til (uden at tage chancer), og så skruede jeg absurd meget op for træningen ved siden af. Efter en måned var formen ved at være der, og jeg kunne bare holde mig blandt de forreste hver lørdag/søndag. Det gav oprykning til B i juni måned, og der var felterne langt, langt mindre. Så selv om tempoet var højere, oplevede jeg det faktisk som en lettelse at rykke op. Slet ikke samme stress på den dårlige måde.

Den kan jeg slå med et totalt flashback til mine første løb i seniorklassen. Det var det år, hvor man havde sløjfet D-klassen (der var simpelthen for få cykelryttere i Danmark), så alle begyndte i C-klassen. Jeg kan se af min træningsdagbog, at vi var et felt på 68 til sæsonpremiere i Skive. Det toppede med et felt på 98 ryttere i Fredericia den 12. april, og derefter var det hhv. 85, 75 og 70 til de følgende løb. A word of advice: Hold dig fremme, så lang tid du overhovedet har saft i lårene til det. Jeg husker navnlig løbet i Fredericia, hvor folk kørte i grøften til højre og venstre. Det var jo - i modsætning til flyvestationen - på smalle landeveje med 98 forårskåde ryttere, hvoraf mange var nybegyndere. Kan se, at jeg fik krabbet mig igennem til et enkelt point som nr. 22

Jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret. Men det er nok også, fordi jeg personligt vil have det svært med terapi og den slags, som er og bliver en meget 'kunstig' foranstaltning (og sådan behøver alle jo ikke at have det). Som alternativ kunne man jo prøve at finde tilbage til, hvad der oprindeligt var det, der gav en gnist, og så bygge noget op med dét som afsæt, som du også er inde på. Hverdagen sætter uundgåeligt ind før eller siden, men hvis det virkelig trækker i én for at afsøge nye græsgange, skal man godt nok tænke konsekvenserne grundigt igennem. Jeg ved sgu ikke rigtig, om jeg køber historien om den lykkelige skilsmisse. Kommer alting ikke med en pris?

Nå, den ankel driller altså stadig to dage efter søndagsturen, så jeg har lige taget en hurtig beslutning og giver startnummeret til den halvmaraton videre. Så kan en anden få glæde af det, jeg behøver ikke mere at tænke på det og kan koncentrere mig 100 procent om at få den pokkers ankel til at makke ret. Nu skal den helt i bund - om jeg så må sige - og så tager vi den derfra. Jeg skruer op for styrketræningen af anklen med elastik, tager lige en runde Ipren, undgår lange ture og holder mig i gang på landevejs- eller spinningcykel alt efter vejret. I øvrigt et vildt forvirrende besøg i den lokale Puregym i dag, hvor de har skiftet hele maskinparken til et mærke, der hedder Matrix. Alt står nye steder, og alle maskinerne er anderledes, så det skal man da godt nok lige vænne sig til ...

Træningsmæssigt har det været en nogenlunde påskeuge, dog uden en cykeltur og uden besøg i den lokale Puregym, som har fået skiftet udstyr. Mandag var jeg sgu lidt ristet oven på sidste søndags bedrifter, så det blev en nuldag. Tirsdag en let løbetur på en 5-7 km - husker det ikke så nøje. Onsdag 9 km-turen med hele 2 x 12 minutters 30/20/10-intervaller. Torsdag glippede det, da vi kørte i fritidshus for første gang i år. Jeg manglede det sidste på en opgave (til en kunde i Tyskland, de holder ikke skærtorsdag), så jeg måtte køre tilbage på kontoret og gøre mig færdig og køre retur til fritidshuset. Det er heldigvis ikke nogen voldsom langt tur, men der blev ikke tid til løb. Fredag 9 km-turen på landet i skoven. Skønt at være tilbage i grønne omgivelser. Lørdag tilbage på stenbroen med en 9 km-tur hvor jeg fra km 2-8 løb 500 meter tempo, 500 meter let løb. Søndag en tur på 15,5 km for at få lidt mere distance på. Min venstre ankel driller stadig lidt, så jeg ville ikke friste skæbnen. Den halvmaraton den 28. april er på vippen. Kunne godt gå hen at blive noget af en gyser, om jeg når det. Det gør nu ikke så meget, for jeg har egentlig også lyst til at tage lidt flere cykelture.

Som nævnt ovenfor siger vægten omkring 7,7 kg for Brutus lige nu. Jeg har faktisk bestilt de lettere Tune-hjul, jeg skrev om tidligere, men de har taget turen fra München til København uden at blive afleveret og er nu på vej til München igen. Afsenderen har endnu ikke fået dem retur, så de cykler rundt i pakkekredsløbet et eller andet sted. Vi må se, hvornår og hvor de lander. Jeg håber, de tager en tur mere, så jeg får dem en dag, for skal det være let, skal det være tysk. Det man se på denne video fra GCN, hvor de har fundet en racer, der vejer under halvdelen af min(!).

Det er da cool at give efter for den indre fanboy Jeg var på Interrail i 1981 (ja, så gammel er jeg) og så en etapeafslutning i giroen i Arezzo. Om aftenen fik jeg opsøgt Jørgen Marcussen på hotellet, som signerede min Interrail-billet (har den stadig). Da det kom til stykket, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til ham ud over at ønske ham held og lykke

Åh ja, det minder mig om mit eneste livtag med Marmotte, hvor jeg måtte stå af præcis halvvejs med kramper, som bare ikke ville forsvinde. Frygteligt. Men velkommen tilbage. Bliver spændende at høre om licensløbene.

Jeg har sjovt nok aldrig drukket kaffe om morgenen, men sværger til te. Sådan en helt almindelig sort te med en lille skefuld sukker. Jeg drikker kaffe om formiddagen og eftermiddagen, men mærkværdigvis nok aldrig om morgenen. Ferier er en undtagelse, hvor jeg altid lægger fra land med kaffe. Sådan får vi hver især nogle spøjse vaner

SunTour Cyclone-bagskifteren kan man fx finde til en 40-50 euro i en okay stand. Glem alt om Campagnolo Record til dén opgave. Cyclone var langt det bedste og som jeg husker det også det letteste gearskifte.

Jeg tog i øvrigt en hurtig beslutning vedr. den gamle Raleigh Rapide. Da jeg kom over på Brutus kunne jeg godt mærke, at stelstørrelsen betyder alt, og som tidligere skrevet, så var Raleigh'en bare en bønne for lille. Den vokser nok ikke længere, så den er røget af sted til en glad ungersvend, der ønskede sig en stilig cykel at køre foråret i møde på. Jeg fik knap det samme, som jeg gav for den på Buycycle, så tabet er til at overse. Jeg når det ikke i år, men i 2025 kunne jeg godt have en afdeling af l'Eroica i tankerne. Det har jeg vist også luftet før. Der er en afdeling i Tyskland, nede omkring Rhinen i bakkerne/bjergene. Dér kan man jo bare køre ned i bil, så det ville være et realistisk projekt. Jeg mener, det afvikles sidst i august, så man kan nå at køre sig i form. Spørgsmålet er så, hvilken cykel der skal bruges til dét formål. Ud over, at stelstørrelsen skal sidde i skabet næste gang, kunne man vælge en rigtig gammel cykel - det kunne være sjovt - men jeg har også et andet projekt i tankerne, nemlig at genopbygge min sidste racer fra back in the day 1:1. Har kigget lidt på nogle af delene på eBay, også de er ikke så dyre, faktisk. Den største udfordring bliver nok at finde det matsorte 59 cm Schrøder-stel. Men altså, nu har jeg halvandet år til det, så det ... PS: Se lige bort fra blå sadel/rødt styrbånd. Der var ikke så meget at vælge imellem dengang, og hvis Jørgen Schmidt i Randers kun lige havde en blå Concor-sadel på lager, ja, så var det dén, man måtte rulle med. Her kunne jeg godt finde på at gå på kompromis med originaliteten, dog

En uge med lidt blandede bolcher. Mandag nåede jeg ikke noget træning ud over turene med hunden. Tirsdag en 7 km løbetur med OK tempo. Onsdag ingen træning, men en laaang hundetur. Han skulle lige køres træt, da min kone havde frokostgæster. Så må han gerne bare luske hen i kurven og ligge dér og snorke hele eftermiddagen. Torsdag 9 km løbetur med 2 x 12 minutter 15/15-træning. Det er 15 sekunders ryk, 15 sekunders jog osv. Giver lidt fart i benene, uden at benene syrer til. Fredag joggingtur hen til Puregym og lidt styrketræning. Ikke meget, for alt står hulter til bulter, da de skal have nye maskiner mandag/tirsdag, hvor der er helt lukket. Lørdag en tur ned til runden på Avedøre Holme på Brutus - nu med 39/53 Stronglight-klinger i stedet for de gamle 42/54 TT-klinger. Alt fungerede perfekt, og vægten står på cirka 7,7 kg i den nuværende opsætning. Søndag 14 km løbetur delt op i 2 km let løb/2 km tempoløb på hele turen. Den var sgu hård at komme igennem, men jeg fik da sat distancen lidt op i forhold til sidste uge, og biostilladset gav ingen mislyde fra sig. Med søndagens tur i tankerne kunne den halvmaraton sidst i april godt stadig være på dagsordenen (i et mageligt tempo). Det er om fem uger, og jeg burde kunne ramme distancen på den tid. Forudsat, at ankel og knæ og resten af det vakkelvorne skelet holder sig på måtten.

Hold nu op, det pyntede at få de grimme TT-klinger pillet af. Har sat Stronglight på i stedet. Så må vi se, hvordan de opfører sig.

Lyder, som om du trækker i de rette håndtag. Psykologer kan være rigtig gode til at få styr på tankemylderet.

X2 Det lyder ikke så trygt (det er så et problem, jeg aldrig selv har været i nærheden af med mine tændstikarme )

Ugen har budt på to besøg med lidt styrketræning i PureGym. Nogle løbeture drysset ud over ugen plus som ovenfor nævnt den første tryktest af knæet i form af en omgang 30/20/10 onsdag. Lørdag blev det tid til den anden tryktest af knæet, for her afholdt Rødovre AC, som jeg stadig er medlem af, årets første RAC-Milen, der bliver løbet en gang om måneden frem til og med november. Det er faktisk et af Danmarks ældste serieløb, og man kan løbe enten 4,75 eller 7,5 km rundt om Damhusengen og -søen. Det er superhyggeligt, og som medlem kan man løbe kvit og frit. Det samme kan medlemmerne af Herlevløberne, der møder op i stort tal, så det er også rart lige at få talt med de tidligere klubkammerater. Jeg lagde som planlagt meget langsomt ud og kom rundt på ruten i meget ensartet tempo. Jeg tror, den landede på 37:45'ish for de 7,5 km. Det er jeg egentlig meget tilfreds med, men bedst af alt, så var der ikke noget at mærke i knæet. For ikke at friste skæbnen har jeg så taget en knap halvanden times tur på den gamle Raleigh-racer i dag i stedet for at løbe langtur. Det var jo en sand fornøjelse i det smukke forårsvejr, men i den kommende uge bliver jeg nødt til igen at lægge en lidt længere løbetur ind, hvis jeg skal beholde det halvmaraton i april som mål.

... og når han det ikke, skal han begå harakiri med blyanten ved næste station

Har tryktestet Baker-knæet i dag lidt forsigtigt med 2 x 7 minutter 30/20/10-intervaller, og indtil videre er der intet at melde. Jeg venter lige, om der dukker noget op i aften eller i morgen. Ellers krydser jeg bare fingre for, at det var det.

Av for satan, god bedring!

Jeg fik min første rød/hvide Schrøder i 1976, købt brugt. ALT var boret ud på den. Bremsegreb, klinger, bagskifter, you name it. Helt utroligt, at intet knækkede på et eller andet tidspunkt

Jeg tror faktisk, at jeg cyklede i de år, hvor den første generation kom frem. Erindrer i hvert fald, at jeg havde det lidt stramt med justeringen af SRAM Red i begyndelsen.

Tak for tip. Det vil jeg nørde med en dag.

Det er der sikkert noget om. I dag skal hele bevægelsen jo også udløses af et enkelt, højt to klik med skiftet oppe i bremsehåndtaget, det kræver finjustering af forskifteren. I 'de gode gamle dage' var skiftearmen til venstre (til forskifteren) sådan en fætter, der kunne justeres trinløst. Det kan godt give mig endnu et deja-vu tilbage til gamle dage, når man nærmede sig den hidsige afslutning af et løb i et felt eller en gruppe af udbrydere. Så blev der filet op og ned på de to gearvælgere, og det sagde klik-klak og rasle-rasle, mens folk fik skudt sig ind på det rigtige gear, for når det først var valgt, måtte man bare håbe og bede til, at det hverken var tungt eller for let til spurten. Man kunne sgu ikke lige række ned og skifte under topfart