Leaderboard

Jeg tror også fadbamser normalt ER en del af konceptet for den slags musik. Det er jo bare sjaw på linie med f eks polka. Det er ikke hverken stor kunst eller nydelse men bare fis og ballade og godt humør. Skal jeg høre god musik med stort G, så er det også noget andet jeg vælger. …. Jeg tog lige et par kg med hjem fra Jylland og vægten klokkede ind på 93,6 til formiddag - helt som forventet. Vejret var så godt, at jeg kunne have kørt i kort/kort. Jeg nåede ikke ud, før jeg fandt på lige at sætte mig op på vintergeden. Den var ALT for kort, så jeg måtte finde en længere frempind og prøvetrille et par minutter på Taxc´en, som jeg “heldigvis” ikke har fået solgt. Jeg ville dog gerne i SATS før der kom mange mennesker, så cyklingen blev ikke til noget. I stedet tre kvarter, hvor jeg udforskede maskinparken. Frie vægte har de ikke meget af, så det var hurtigt overstået. Selv stepbænke er der kun en enkelt af i hele centeret. Maskinerne er MEGET velholdte og “napper” de rigtige steder. Mange vil rynke på næsen af maskintræning men nu får det en chance. Jeg har meldt mig ind og har en time med instruktør på torsdag. Der er lige par maskiner jeg skal have hjælp til og måske har han et par gode ideer? Benene er overraskende pinlige. For quads: 2 sæt det-VAR-ikke-pendulumsquat-men-noget-i-den-stil (det ene kun med BW) 1 sæt frontsquat kun med stangen 1 sæt benpres - ikke ret tungt. Og alligevel rystede de som et espeløv og var ømme med det samme og er det stadig. Jeg er også øm i mine baglår, selvom jeg ikke “turde” træne dem specifikt. Intet af resten var særligt tungt og alligevel er jeg i gang med proteinomsætning, så min urin er mere grøn end bare grønlig.

Tak for det. Jeg fortsætter lige med kapitel 0, for det var slet ikke noget officielt løb, da jeg første gang tilbagelagde distancen. MARATON #0 – HADERSLEV, NOVEMBER 1979 UDEN MAD OG DRIKKE I efteråret (november?) 1979 løb jeg maratondistancen sådan ud af det blå og uden mad og drikke. Så det tæller ikke rigtig med blandt de officielle løb, men siger måske alligevel lidt om, hvor fascineret jeg har været af udfordringen. På det tidspunkt kørte jeg cykelløb og her er det vigtigt at vide, at man har en skrue løs, når man kører cykelløb. Overliggeren for crazy ligger ret højt. Desuden kunne man dengang godt lade sig 'falde lidt ud af form', når sæsonen var slut, hvis man da ikke lige kørte cykelcross. Selv spillede jeg noget basketball, trillede lidt på vintercyklen og løb nogle ture, når det sidste cykelløb var kørt. Så eftersom jeg alligevel var i gang med at løbe, meldte tanken sig: Hvorfor ikke løbe et maraton. Hvor svært kan det være? Det kan umuligt være værre end at køre cykelløb. Det blå kort i 1:100.000 blev foldet ud på bordet, en rute på 42 km blev målt op med en passer (hey! det var 1979, og Anker Jørgensen var stadig statsminister), og så gik turen ellers ud vest for byen og retur i nogle ret tunge Hummel-løbesko, som havde knopper under og vist egentlig var beregnet til terrænløb. Det foregik uden mad og drikke, selv om jeg muligvis har stoppet ved nogle kirkegårde, hvor man som regel kan få frisk, koldt vand fra hanen. Jeg husker det simpelthen ikke. Tiden erindrer jeg heller ikke, men jeg kom igennem, selv om benene formentlig har været tykke som telefonpæle bagefter. Løbeturen tæller ikke rigtig som et maratonløb, men siger lidt om fascinationen af distancen og om tiden. På det tidspunkt var der kommet en topløber på distancen i vores naboby, som trak overskrifter. Der blev desuden etableret kondistier og Trim-ruter mange steder, og hele motionsbølgen var så småt ved at få vejgreb. Copenhagen Marathon havde premiere året efter, i 1980, men allerede op igennem 1970'erne var der begyndt at komme flere og flere officielle løb, så maratonløb var ved at lette (selv om vittige hoveder stadig råbte "kondi, kondi!" eller "de andre løber lige derhenne!", når nogen dristede sig til at jogge på offentlig vej). Mit første rigtige maratonløb var halvandet år senere langt ude på landet. Det skulle vise sig, at det ikke var selve løbet, men forberedelsen, der rummede den vigtigste lektie, da jeg første gang stod på startstregen med et nummer på maven. LEKTIEN AF DETTE LØB? Ingenting. Dels kan jeg dårligt huske noget fra turen, og dels gjorde jeg alt det, man ikke skal gøre. Det skyldtes udelukkende ungdommeligt overmod, at jeg overlevede. Billedet er fra landevejen, hvor jeg skulle forcere en bakke til sidst. Den er ikke stejl, men var rigeligt sej at komme igennem lige den dag.

[sakset fra min Facebook:] MARATON – DEN FANDENS FASCINATION POWERPOINT-PRÆSENTATION PÅ VEJ :) Havde egentlig svoret, at jeg havde løbet mit sidste maratonløb. Nu pønser jeg alligevel på, om jeg skal give mig i kast med et mere til foråret. Er ikke helt afklaret med det endnu, men hvis det skal ske, er det ved at være høje tid at indstille sigtekornet og få nogle flere kilometer i benene. Har ikke skænket det mange tanker siden mit sidste maraton, men åbenbart er fascinationen intakt, og jeg ved endda, hvor den stammer fra: Engang i 1970'erne gennemførte en meget ung fyr i mit hjemby et maratonløb som en af de yngste nogensinde herhjemme, og det satte noget i gang, der har varet ved. Efter nogle ungdomsår med cykelsport var min fascination intakt, og det siger noget om dens kraft. Det er måske til at forstå, når man spoler filmen fire-fem årtier tilbage, hvor distancen stadig var ret eksotisk, og der var ganske få maratonløb herhjemme om året. Sådan er det som bekendt – mildest talt! – ikke mere Er i øvrigt langt fra specialist på området og er absolut ikke 'født' til distancen. Har faktisk kun løbet 10 af slagsen gennem årene, og de har været hårde at komme igennem – på nær tre af dem! Nu tænker jeg på, om jeg måske kan gå mere systematisk til værks og lære af de foregående løb. Måske kan jeg ligefrem lave mine egne 10 bud? Måske kan jeg udlede noget mere generelt ud fra erfaringerne, som andre kunne have glæde af? Det må være missionen. Med andre ord: Jeg kan mærke, at der er en forelæsningsrække på vej. En lille føljeton, der skal munde ud i mine 10 bedste bud på, hvordan man slipper bedst fra et maraton. Jeg er allerede begyndt at forberede en ordentlig røvfuld PowerPoint-slides, og det bliver måske lidt løbenørdet. Alle, der anser løb som komplet tidsspilde, kan bare passere gaden ;) I øvrigt var mit første forsøg på distancen slet ikke et officielt maratonløb. Det kan første lektion passende handle om. Billedet viser på trods af min fremskredne alder i øvrigt ikke mig, men den overraskende vinder af Boston Marathon i 1926, canadieren John C. Miles, der løb imponerende 2:25:40