Kermit

Bare rolig, det er den allerede kommet

Så landede der en ny Cannondale på adressen. Sikke en dejlig overraskelse at komme hjem til
Den ser således ud:

Sadlen - en SLR Tekno flow på sølle 110 gram - mangler forsat, men den skulle ankomme i løbet af de næste par uger. Indtil da bruger jeg den gamle SLR Flow.
Vægten inkl. SRM, Zipp FC 404 og flaskeholder lyder på 6,4 kg.

Eddy-approved

Der er ikke blevet logget meget her de sidste dage, men har heller ikke kørt. Har generelt følt mig en smule træt og tænker at det er min diæt samt en "hård" (alt er jo relativt) opstart. Så jeg har slappet af og lagt kræfterne andetsteds men regner med at køre en god HT session i morgen. Så har jeg også kørt en hårdt til de to første uger af januar, hvilet lidt i den tredje efterfulgt af to hårde pas og hvilet ud i uge fire så fra i morgen af tager vi hul på endnu en blok :4flex:

OK, here it comes…..
Alle tri-planer for 2014 er skrinlagt og fokus rettes 100% mod cyklen. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor det skulle tage mig så lang tid at blive mindet om at det udelukkende er cyklerne jeg brænder for. Egentlig burde jeg vil bare have læst lidt i min log tilbage fra aug 2012 for at blive mindet om det
Det er selvfølgelig ikke en beslutning der er truffet over night, og selvom jeg ærgrer mig over at trække stikket, så føler jeg at det er det rette at gøre.

Nu hvor tri hører fortiden til, så kommer min 2014 sæson til at se nogenlunde således ud:
16/3 MTB løb i Silkeborg (76 km)
26/4 MTB marathon i Aalborg (100 km)
10/5 Grejsdalsløbet, enkeltstart
30/5 Gran Fondo Helsingør, enkeltstart
14/6 Race24, Ring Djursland - 3 mands hold
5/7 La Marmotte
Og så kommer det nye, nemlig Alpenbrevet i Schweiz som køres d. 23/8. Lidt detajler om ruten:

Distancen og profilen taler vist for sig selv, og mon ikke også at jeg får min sag for dernede i ostens hjemland
Udover ovenstående races, så er licensen indløst og jeg satser derfor på at tilføje forskellige races som det lige passer ind i kalenderen. Lige netop licensdelen glæder jeg mig faktisk rigtig meget til

En god gammel traver er blevet opdateret til den nye, politiske virkelighed:

Hvor mange SF'ere skal der til at skrue en pære i?
- To. En fra folketingsgruppen der gør det. Og en fra landsledelsen der udtrykker bekymring over handlingen.

Hvor mange LA'ere skal der til at skrue en pære i?
- Nul. Det klarer markedet selv.

Hvor mange socialdemokrater skal der til at skrue en pære i?
- Ingen. Højredrejningen sker helt af sig selv.

Hvor mange konservative skal der til at skrue en pære i?
- Det gør vores filipiner!

Hvor mange DF'ere skal der til at skrue en pære i?
- Skifte en pære? Hvorfor? Den har jo altid siddet der. Den er en del af vores kulturarv!

Hvor mange radikale skal der til at skrue en pære i?
- Det klarer arbejdsudbuddet. Sådan er det jo.

Hvor mange Venstre-folk skal der til at skrue en pære i?
- Fire. En polak til at skifte den. Claus Hjort til at betale ham 40 kr./timen. En spindoktor til at gemme bilaget. Og Søren Pind til at indkalde enhver i samråd som spørger ind til sagen.

Hvor mange Enhedsliste-folk skal der til at skrue en pære i?
- Det gør vi kollektivt. Johanne til at holde pæren. Og resten af partiet til at dreje sig om hende.

Hvor mange kristendemokrater skal der til at skrue en pære i?
- Begge to.

Hvor mange fra Alternativet skal der til at skrue en pære i?
- Hvem?

Jep, det bliver spændende. Jeg kan mærke, at jeg brænder mere og mere for at få det prøvet af, så nu skal det være
Satser på at få kørt en god håndfuld linjeløb + alle de TT´er jeg kan komme i nærheden af. Har bla. også tilmeldt mig Gran Fondo TT´en i Helsingør d. 30/5-14

Ups…...

Lørdagstræning i pivende modvind

Efter 5 hviledage hvor det kun er blevet til lidt lette ture på hjemmetræneren hvor der har været fokus på kadanceøvelser, var det tiltrængt at komme ud på landevejen igen. Temperaturen lå på -4,5 i morges, og i snit har den vel ligget omkring de -4 og -3,5 grad.

For en gangs skyld var jeg tids nok ude af døren, så jeg ikke behøvede sprinte hele vejen. Jeg var endda også heldig nok til at ramme en grøn bølge på turen ned til klubhuset. Jeg tror vi var 10 i dag, og kulden har helt sikkert haft noget at skulle have sagt ift. fremmødet.

Turen gik op til Stumpedyssen, og undervejs var vi over Søllerød Slotsbakke. Uden egentlig at køre for den, fik jeg den helt for mig selv. Der blev snakket godt i gelederne og oppe ved Stumpedyssen blev vi så delt op i grupper af 2, som bare skulle køre et opvarmningsinterval. Det endte med at vare ca. 12 minutter.

Så gik turen op af Stumpedyssen mod Kongevejen, her skulle vi køre et 2 minutters all-out interval, fortsætte ned til Kongevejen, retur og så køre endnu et 2 minutters all-out interval. Ham jeg kørte med havde åbenbart kørt til i løbet af ugen, så allerede efter 45 sekunder var han sat. Så kunne jeg så få lov til at køre solo ud mod Kongevejen.

Opsamling og så retur. Igen kørte vi intervallet, og her gik der ikke mere end 20 sekunder, så gav han op. Her kan man så indsætte en note om formålet med at komme til træning hvis man ikke er frisk nok til at fuldføre intervallerne, eller som minimum bare ligge på hjul?
Anyhow, nede ved forsamlingshuset var der opsamling for os alle, og vi blev delt i grupper af 5 der skulle køre et sub-AT rulleskiftinterval ind mod Karlebo. Det fungerede egentlig fint nok, men ham jeg havde kørt med i all-out intervallerne, er en klaphat til rulleskift. Han får det ALTID at vide at han ikke bakker nok af når han slår ud, og så laver han hele tiden huller.

Nå, oppe ved Karlebo kørte vi så endnu et interval, i alt på 30 minutter, rulleskift. Op af Kulsviervej og for enden til højre, ind mod Fredensborg, og så dreje ind mod Grønholt, og retur til Karlebo. Med andre ord et område jeg kender særdeles godt. Det gik også ganske fortrinligt.

Tilbage ved Karlebo skulle vi køre en omgang Keirin hvor turlederen agerede motorpace, og så med en 4 spurter undervejs når han sagde til. Jeg fik tildelt et handicap så jeg skulle hele tiden ligge som bagerste mand. Første sprint var ind mod Avderød hvor jeg kunne udnytte vejens bredde til at komme forbi dem alle og snuppe spurten. Næste var i modvinden på den smalle vej ind mod Fredtoften. Her måtte jeg zigzagge mig igennem dem der lå foran mig, og nåede aldrig at eksplodere fuldstændig igennem. Derimod fik jeg god træning i at komme forbi de andre. Jeg endte alligevel med at snuppe en 2. plads.

3. gang var op af bakken mod Gunderød. Jeg lå desværre helt skidt, og kunne ikke komme ordentligt forbi de andre. Sidste sprint var ind mod Karlebo efter Gunderød bakken. Jeg lå egentlig ganske fint da sprinten blev givet fri, men havde en mand foran mig der lå så jeg hverken kunne komme venstre eller højre om. Han havde ok fart på, men slet ikke nok. Heldigvis kom jeg på mystisk vis forbi, men havde ikke distance nok til at kunne hente Timo der tog sprinten.

Herfra kørte vi så rundt en gang til, men bare i et roligere tempo. Da vi nåede rundkørslen ved Hørsholm kørte de andre over Høsterkøb hjem, og jeg valgte at give den lidt ekstra gas. Så jeg kørte igennem Hørsholm og ned til Rungsted, opad Strandvejen og så kørte jeg af Folehaven. Et sæt intervaller hvor der blev kørt max i 10 sekunder på de 3 bakker der er.

Ved Hørsholm igen ud til Strandvejen og så ellers bare i den pivende modvind hjem. Jeg valgte at se det som en god måde at få trænet lidt "bjergkørsel", og satte mig derfor oprejst, og fandt bare ind i min egen rytme. Det fungerede ganske fint, og jeg endte med at fortsætte hele vejen op til Café Jorden Rundt, retur af vejen der kører parallelt med Strandvejen, og så ind til Klampenborgvej og hjem.

I alt en tur på 121 km og 4 timer og 21 minutter i sadlen.


Det kolde vejr var også den perfekte test af min Castelli Espresso Due jakke, og jeg må sige at jeg fortsat er imponeret. På trods af en pivende modvind, og koldt vejr på turen hjem, så var min krop ganske varm. Indenunder havde jeg en langærmet svedundertrøje på samt vores trikot. Jeg bliver mere og mere begejstret for den jakke!

Lørdagstræning i pivende modvind

Efter 5 hviledage hvor det kun er blevet til lidt lette ture på hjemmetræneren hvor der har været fokus på kadanceøvelser, var det tiltrængt at komme ud på landevejen igen. Temperaturen lå på -4,5 i morges, og i snit har den vel ligget omkring de -4 og -3,5 grad.

For en gangs skyld var jeg tids nok ude af døren, så jeg ikke behøvede sprinte hele vejen. Jeg var endda også heldig nok til at ramme en grøn bølge på turen ned til klubhuset. Jeg tror vi var 10 i dag, og kulden har helt sikkert haft noget at skulle have sagt ift. fremmødet.

Turen gik op til Stumpedyssen, og undervejs var vi over Søllerød Slotsbakke. Uden egentlig at køre for den, fik jeg den helt for mig selv. Der blev snakket godt i gelederne og oppe ved Stumpedyssen blev vi så delt op i grupper af 2, som bare skulle køre et opvarmningsinterval. Det endte med at vare ca. 12 minutter.

Så gik turen op af Stumpedyssen mod Kongevejen, her skulle vi køre et 2 minutters all-out interval, fortsætte ned til Kongevejen, retur og så køre endnu et 2 minutters all-out interval. Ham jeg kørte med havde åbenbart kørt til i løbet af ugen, så allerede efter 45 sekunder var han sat. Så kunne jeg så få lov til at køre solo ud mod Kongevejen.

Opsamling og så retur. Igen kørte vi intervallet, og her gik der ikke mere end 20 sekunder, så gav han op. Her kan man så indsætte en note om formålet med at komme til træning hvis man ikke er frisk nok til at fuldføre intervallerne, eller som minimum bare ligge på hjul?
Anyhow, nede ved forsamlingshuset var der opsamling for os alle, og vi blev delt i grupper af 5 der skulle køre et sub-AT rulleskiftinterval ind mod Karlebo. Det fungerede egentlig fint nok, men ham jeg havde kørt med i all-out intervallerne, er en klaphat til rulleskift. Han får det ALTID at vide at han ikke bakker nok af når han slår ud, og så laver han hele tiden huller.

Nå, oppe ved Karlebo kørte vi så endnu et interval, i alt på 30 minutter, rulleskift. Op af Kulsviervej og for enden til højre, ind mod Fredensborg, og så dreje ind mod Grønholt, og retur til Karlebo. Med andre ord et område jeg kender særdeles godt. Det gik også ganske fortrinligt.

Tilbage ved Karlebo skulle vi køre en omgang Keirin hvor turlederen agerede motorpace, og så med en 4 spurter undervejs når han sagde til. Jeg fik tildelt et handicap så jeg skulle hele tiden ligge som bagerste mand. Første sprint var ind mod Avderød hvor jeg kunne udnytte vejens bredde til at komme forbi dem alle og snuppe spurten. Næste var i modvinden på den smalle vej ind mod Fredtoften. Her måtte jeg zigzagge mig igennem dem der lå foran mig, og nåede aldrig at eksplodere fuldstændig igennem. Derimod fik jeg god træning i at komme forbi de andre. Jeg endte alligevel med at snuppe en 2. plads.

3. gang var op af bakken mod Gunderød. Jeg lå desværre helt skidt, og kunne ikke komme ordentligt forbi de andre. Sidste sprint var ind mod Karlebo efter Gunderød bakken. Jeg lå egentlig ganske fint da sprinten blev givet fri, men havde en mand foran mig der lå så jeg hverken kunne komme venstre eller højre om. Han havde ok fart på, men slet ikke nok. Heldigvis kom jeg på mystisk vis forbi, men havde ikke distance nok til at kunne hente Timo der tog sprinten.

Herfra kørte vi så rundt en gang til, men bare i et roligere tempo. Da vi nåede rundkørslen ved Hørsholm kørte de andre over Høsterkøb hjem, og jeg valgte at give den lidt ekstra gas. Så jeg kørte igennem Hørsholm og ned til Rungsted, opad Strandvejen og så kørte jeg af Folehaven. Et sæt intervaller hvor der blev kørt max i 10 sekunder på de 3 bakker der er.

Ved Hørsholm igen ud til Strandvejen og så ellers bare i den pivende modvind hjem. Jeg valgte at se det som en god måde at få trænet lidt "bjergkørsel", og satte mig derfor oprejst, og fandt bare ind i min egen rytme. Det fungerede ganske fint, og jeg endte med at fortsætte hele vejen op til Café Jorden Rundt, retur af vejen der kører parallelt med Strandvejen, og så ind til Klampenborgvej og hjem.

I alt en tur på 121 km og 4 timer og 21 minutter i sadlen.


Det kolde vejr var også den perfekte test af min Castelli Espresso Due jakke, og jeg må sige at jeg fortsat er imponeret. På trods af en pivende modvind, og koldt vejr på turen hjem, så var min krop ganske varm. Indenunder havde jeg en langærmet svedundertrøje på samt vores trikot. Jeg bliver mere og mere begejstret for den jakke!

Super fedt værksted, her ville jeg kunne få mange timer til at gå. Drømmer selv engang om at få en garage hvor jeg kan have noget tilsvarende (gør alle mænd ikke det?)

FTP test
I dag fik jeg kørt min første FTP test nogensinde. Jeg skulle egentligt have kørt den igår men kom hjem fra arbejde og var drænet for energi og havde en smule hovedpine, så jeg gjorde op med mig selv at jeg måske skulle slappe af og det gjorde jeg så, med en times søvn på sofaen!

Idag der skulle testen så stå sin prøve. Jeg kom hjem fra arbejde og var betydeligt friskere end i går, så det var nok meget klogt at vente en dag.
Jeg lagde ud med at køre ti minutter i roligt tempo hvor jeg fokuserede på at få det gode tråd frem. så kørte jeg 5 minutter med 250 watt, rullede og dernæst 5 minutter med 280 watt. så var der gået 25 minutter og jeg var nogenlunde varm. Jeg rullede 6 minutter mere og så startede testen.
De første minutter tog jeg den i nogenlunde tempo, lå på 280-290 watt og derefter da jeg følte jeg havde benene med mig, skruede jeg op og så lå jeg på 330-340 watt. Her oksede jeg afsted indtil der var gået ca 7-8 minutter. Men jeg havde det sværere end jeg havde regnet med og var måske lidt for optimistisk, og det måtte jeg betale for. Tempoet måtte ned og det kom det. Jeg gearede ned og fik benene med mig igen så jeg lå med 270 watt. Det gjorde jeg i et par minutter indtil ca 12 min inde, og herefter kunne jeg roligt skrue op for poweren. Jeg lukkede mig ind i mig selv og holdt kraften og havde meget fokus på mit tråd. Jeg kiggede på computeren som lå omkring de 300 watt, og det var ikke motiverende så skiftede over til de teoretiske km/t. Det hjalp gevaldigt og pludselig var der gået et par minutter. Nu kunne jeg se enden på det, 5 minutter tilbage og der var fuldt fokus. Fokus på trådet, min kadence og mit åndedræt. Langsomt men sikkert skruede jeg op så "hastigheden steg", og da der var tre minutter tilbage kiggede jeg på wattene og jeg lå lige over de 310 watt. Herefter øgede jeg og med et minut tilbage ydede jeg 345 watt og så fik den et nøk mere og så gik det sidste minut med omkring 365 watt. Efter tyve minutter skyndte jeg mig at slå over på wattsnittet og den sagde 301! 301 watt over de tyve minutter giver en FTP på 286 watt hvilket jeg absolut syntes er godkendt med den træningsmængde jeg har bag mig.

Jeg må sige at jeg er ganske overrasket, over at den endte så højt, men det må vel betyde at jeg har grebet min opstartsperiode nogenlunde rigtigt an og fået trænet effektivt de gange jeg har været på cyklen. Men vigtigst af alt så har jeg et vigtigt pejlepunkt fremadrettet!

Hatten af for at du var ude i møgvejr i lørdags!

Det er lidt sjovt. Når man ligesom har taget første skridt ud i at skulle køre et løb som La Marmotte, så begynder tankerne straks at melde sig. For det er jo i virkeligheden et fuldstændig vanvittigt projekt at kaste sig ud i. Der er mange der hvert år beviser at det kan lade sig gøre, men der er også mange der knækker nakken undervejs og må opgive inden de står på toppen af Alpe D'huez. Det er nok den største "frygt" hos de fleste inden de triller over startlinien i Bourg D'Oissans, og det til trods for at de fleste vil have forståelse for at man er udgået.

Men for mig giver det reelt ikke mening at forsøge at køre det løb, andet end at jeg elsker at køre på cykel, og der er noget mytisk ved at køre i bjerge. Jeg er ikke bygget til de der bjerge. Jeg er med mine 178 cm godt nok ikke særlig høj af statur, men jeg er ret kraftigt bygget med brede skuldre, og har en del muskelmasse på kroppen, der i sidste ende giver mig en vægt omkring de 76-77 kg. Det er selvfølgelig ikke noget ift. mange af de andre der kører La Marmotte, og jeg har da kendskab til et par stykker der har en vægt på den anden side af 85 kg, der har gennemført.

Jeg er i øvrigt også mere en sprintertype, og ikke en dieselhakker der kan blive ved og ved og ved i flere timer. Jeg er vant til at køre løb som godt nok har en længde på omkring de 100 km, men som sjældent tager mere end 3 timer at gennemføre - igen langt fra de 8-9-10-11-12 timer som andre sidder i sadlen for at gennemføre.

Men når man så får tygget det hele igennem, får tvivlet på sig selv, og tænkt at det jo er et fuldstændig håbløst projekt, så når man også lige at tænke at man trods alt er en dygtig cykelrytter, har en stor mængde træning i baggagen, og trods alt vejer under 80 kg, og pludselig ser det hele jo ikke så håbløst ud igen. Der er nogle der gennemfører på 10 timer, med minimal træning, og med 10 kg overvægt.

Essensen er nok at man som sportsudøver hele tiden presser sig selv, og dermed også har nogle forventninger. Jeg ved godt at jeg ikke er verdens bedste, men det afholder mig ikke fra at ønske at jeg var det. Jeg vil være bedre end de andre. Så La Marmotte for mig bliver nok mere en turisttur mere end et forsøg på at slå nogle rekorder, også fordi jeg ikke ønsker at stå for foden af Alpe D'huez og bare ikke have mere at køre med. Når det så er sagt, så ved jeg også godt at alle mine planer, alle mine gode tanker, som oftest forsvinder når jeg får et nummer på ryggen, og triller over startlinien. Jeg må bare håbe på at mit hoved er med på at vi skal nyde udsigten det meste af vejen, og så kan vi give den gas på den sidste bakke

Måske et godt cykelår?
Sidste år gik mine ferier til Nice og New York. Første sted er et genialt område når det gælder cykling. New York, knap så meget. Men i år lader det til at mine ferier kommer til at være til nogle gode cykelsteder.

Forår

I uge 12 går turen til Nice, eller rettere sagt Vence der ligger 20 minutter fra Nice. Det er 3. år i træk, og det er med hele svigermekanikken. Det går nok også, for jeg tager cyklen med, og får også mulighed for at se de sidste 2 etaper af Paris-Nice. Det betyder at jeg forhåbentlig får kørt nogle træningspas i bjergene omkring Nice, og specielt Col de Vence er en klassiker der starter i byen.

Sommer


Til sommer, den første uge af juli, går turen med al sandsynlighed til alperne, hvor jeg regner med at være en 4-5 dage for at køre La Marmotte. Det bliver mit første besøg i de rigtige alper, og ikke mindst med nogle af cykelsportens mest ikoniske slagmarker. Alpe D'Huez er måske den mest kendte stigning i verden, og den skal nok også bestiges et par gange på besøget dernede.

Efterår

Og så er det planen at første uge i oktober bliver afholdt omkring Como søen i Italien sammen med min kæreste. Der håber jeg også på at cyklen kan komme med, så der kan blive kørt et par ture

Jeg kan kun grine lidt, når jeg læser om dine tanker i ovenstående. Dels fordi de minder meget om de tanker jeg selv har haft, men også fordi du underspiller dine evner og forventninger til løbet i en grad jeg kun kan finde morsomt
Ja, du er en kompakt ryttertype og mere end sprinter end en klatrer, men når det kommer til stykket, så handler det om at have den højest mulige FTP værdi godt suppleret op med endurance. Længere er den ikke, og mig bekendt ligger du ikke helt skidt til i den sammenhæng. Jeg mener, hvor mange andre danske motionister sidder pt. og kører +100 km ture i weekenden?
Egentlig tror jeg ikke, at du skal ændre alverdens på din træning for at kunne køre et glimrende La Marmotte. Tilføjer du nogle gode lange ture sæsonen igennem, så har du hvad der skal til og længere er den ikke! Om du så vil køre løbet ambitiøst med en skarp tid for øje, eller gå efter den sikre med håndbremsen delvist trukket undervejs, det er en helt anden sag.

Ellers er bogen Training and Racing with a Powermeter næsten et must

Men nu hvor jeg med stor sandsynlighed også står klar til La Marmotte, så kunne det jo være vi skulle arrangere lidt sammen? Jeg tænker i hvert fald på at leje noget hytte værk på Alpen, og bruge det som base, og så bliver det nok noget med fly til Geneve, og så leje en bil.

Det er lidt sjovt. Når man ligesom har taget første skridt ud i at skulle køre et løb som La Marmotte, så begynder tankerne straks at melde sig. For det er jo i virkeligheden et fuldstændig vanvittigt projekt at kaste sig ud i. Der er mange der hvert år beviser at det kan lade sig gøre, men der er også mange der knækker nakken undervejs og må opgive inden de står på toppen af Alpe D'huez. Det er nok den største "frygt" hos de fleste inden de triller over startlinien i Bourg D'Oissans, og det til trods for at de fleste vil have forståelse for at man er udgået.

Men for mig giver det reelt ikke mening at forsøge at køre det løb, andet end at jeg elsker at køre på cykel, og der er noget mytisk ved at køre i bjerge. Jeg er ikke bygget til de der bjerge. Jeg er med mine 178 cm godt nok ikke særlig høj af statur, men jeg er ret kraftigt bygget med brede skuldre, og har en del muskelmasse på kroppen, der i sidste ende giver mig en vægt omkring de 76-77 kg. Det er selvfølgelig ikke noget ift. mange af de andre der kører La Marmotte, og jeg har da kendskab til et par stykker der har en vægt på den anden side af 85 kg, der har gennemført.

Jeg er i øvrigt også mere en sprintertype, og ikke en dieselhakker der kan blive ved og ved og ved i flere timer. Jeg er vant til at køre løb som godt nok har en længde på omkring de 100 km, men som sjældent tager mere end 3 timer at gennemføre - igen langt fra de 8-9-10-11-12 timer som andre sidder i sadlen for at gennemføre.

Men når man så får tygget det hele igennem, får tvivlet på sig selv, og tænkt at det jo er et fuldstændig håbløst projekt, så når man også lige at tænke at man trods alt er en dygtig cykelrytter, har en stor mængde træning i baggagen, og trods alt vejer under 80 kg, og pludselig ser det hele jo ikke så håbløst ud igen. Der er nogle der gennemfører på 10 timer, med minimal træning, og med 10 kg overvægt.

Essensen er nok at man som sportsudøver hele tiden presser sig selv, og dermed også har nogle forventninger. Jeg ved godt at jeg ikke er verdens bedste, men det afholder mig ikke fra at ønske at jeg var det. Jeg vil være bedre end de andre. Så La Marmotte for mig bliver nok mere en turisttur mere end et forsøg på at slå nogle rekorder, også fordi jeg ikke ønsker at stå for foden af Alpe D'huez og bare ikke have mere at køre med. Når det så er sagt, så ved jeg også godt at alle mine planer, alle mine gode tanker, som oftest forsvinder når jeg får et nummer på ryggen, og triller over startlinien. Jeg må bare håbe på at mit hoved er med på at vi skal nyde udsigten det meste af vejen, og så kan vi give den gas på den sidste bakke

Det er lidt sjovt. Når man ligesom har taget første skridt ud i at skulle køre et løb som La Marmotte, så begynder tankerne straks at melde sig. For det er jo i virkeligheden et fuldstændig vanvittigt projekt at kaste sig ud i. Der er mange der hvert år beviser at det kan lade sig gøre, men der er også mange der knækker nakken undervejs og må opgive inden de står på toppen af Alpe D'huez. Det er nok den største "frygt" hos de fleste inden de triller over startlinien i Bourg D'Oissans, og det til trods for at de fleste vil have forståelse for at man er udgået.

Men for mig giver det reelt ikke mening at forsøge at køre det løb, andet end at jeg elsker at køre på cykel, og der er noget mytisk ved at køre i bjerge. Jeg er ikke bygget til de der bjerge. Jeg er med mine 178 cm godt nok ikke særlig høj af statur, men jeg er ret kraftigt bygget med brede skuldre, og har en del muskelmasse på kroppen, der i sidste ende giver mig en vægt omkring de 76-77 kg. Det er selvfølgelig ikke noget ift. mange af de andre der kører La Marmotte, og jeg har da kendskab til et par stykker der har en vægt på den anden side af 85 kg, der har gennemført.

Jeg er i øvrigt også mere en sprintertype, og ikke en dieselhakker der kan blive ved og ved og ved i flere timer. Jeg er vant til at køre løb som godt nok har en længde på omkring de 100 km, men som sjældent tager mere end 3 timer at gennemføre - igen langt fra de 8-9-10-11-12 timer som andre sidder i sadlen for at gennemføre.

Men når man så får tygget det hele igennem, får tvivlet på sig selv, og tænkt at det jo er et fuldstændig håbløst projekt, så når man også lige at tænke at man trods alt er en dygtig cykelrytter, har en stor mængde træning i baggagen, og trods alt vejer under 80 kg, og pludselig ser det hele jo ikke så håbløst ud igen. Der er nogle der gennemfører på 10 timer, med minimal træning, og med 10 kg overvægt.

Essensen er nok at man som sportsudøver hele tiden presser sig selv, og dermed også har nogle forventninger. Jeg ved godt at jeg ikke er verdens bedste, men det afholder mig ikke fra at ønske at jeg var det. Jeg vil være bedre end de andre. Så La Marmotte for mig bliver nok mere en turisttur mere end et forsøg på at slå nogle rekorder, også fordi jeg ikke ønsker at stå for foden af Alpe D'huez og bare ikke have mere at køre med. Når det så er sagt, så ved jeg også godt at alle mine planer, alle mine gode tanker, som oftest forsvinder når jeg får et nummer på ryggen, og triller over startlinien. Jeg må bare håbe på at mit hoved er med på at vi skal nyde udsigten det meste af vejen, og så kan vi give den gas på den sidste bakke

Mr. Roboto

He he.... Michael har faktisk en RealPower mere som pt. er udlånt til en kammerat. Når den kommer retur, så er samlingen komplet;-)
Helt perfekt faktisk, da vi hver især har en makker som gerne vil køre med. Forestil jer hvor meget hurtigere tiden går når man sidder 3-4 mand og træner sammen - så er det lige pludselig knap så kedeligt at træne på hometrainer;-)

Velominati - Rule #9

Kiggede man på vejrudsigten i går, så var der egentlig lovet tørvejr hele formiddagen i dag, og eventuelt lidt lette byger fra kl. 12 af. Kiggede man på vejrudsigten i morges, stod der pludselig regn hele dagen. Men efter at have været syg i en uges tid med noget forkølelse, og dermed have misset en del træning, så kriblede det i hele kroppen for at komme ud og træne, og det skulle der også.

Jeg kom hurtigt ud af sengen kl. 7.15, smed lidt morgenmad indenbords, og så ellers på med tøjet. Af mystiske årsager kom jeg alligevel lidt for sent ud af døren, så jeg endte med at tonse ned til klubhuset, hvor jeg dog fik ros for BMC'ens fine skærmsæt.

Turen gik ud mod Kolle Kolle, og så videre ud mod Ganløse. Fra Ganløsevej skulle vi køre 2 og 2 som opvarmning, og den partner vi valgte skulle vi så også køre max intervaller med senere. Jeg valgte bevidst ikke Simon som partner i dag, for jeg var virkelig usikker på hvor meget kroppen egentlig kunne presses. Jeg kom derfor sammen med en anden, og mens vi kørte afsted følte jeg pludselig at det hele gik skidt. Min puls lå omkring 85% af max, hvilket var alt for højt, og umiddelbart var hans puls noget lavere. Det viste sig dog bare nok at være fordi min krop egentlig var frisk nok, og pulsen derfor gerne ville lege.

Intervallet stoppede ved golfbanen nord for Ganløse. Her skulle vi så køre et 2 minutters max interval, som helst skulle ende med at vi fik den lille bakke op mod Slangerupvej med. Vi satte igang som de sidste, og fik sat intervallet i gang. Det første sving blev taget meget forsigtigt, fordi ham jeg kørte med absolut ikke er fan af sving, og derfra var det bare fuld gas. Jeg fik presset godt igennem, og fik holdt helt op til vejen.

En trille omgang, og så da vi nåede hen til samme sted skulle den køres igen. Denne gang var det mig der lagde først fra land. Det betød at svinget blev taget med fuld fart, og vejens bredde udnyttet til det maksimale. Vi havde aftalt at han skulle holde mit hjul, for det er den eneste måde han kan lære at komme igennem sving på, men da jeg kiggede mig over skulderen lå han i hvert fald 10 meter bag mig. Det betød at jeg måtte bakke lidt af for at han kunne komme op igen. Intervallet sluttede halvvejs oppe af den sidste bakke, da vi havde hentet de forreste. Jeg følte dog godt at vi kunne have kørt hurtigere i sidste interval, da der var et par steder hvor jeg følte at farten gik en anelse ned, og der ikke blev gravet så dybt. Der kunne jeg se at jeg nok burde have kørt med Simon.

Her begyndte det også så småt at regne, og på resten af turen støvregnede det hele tiden, og der kom et par byger som gjorde at man alligevel blev pænt våd. Heldigvis holdt min jakke stand, og overkroppen var tør. Og mine nye Grib Grap Aqua Race skoovertræk sørgede for at fusserne var tørre i tæt på 3 timer. Til sidst trængte vandet ind, men der var der kun 20-30 minutter tilbage af træningen.

Vi fortsatte igennem Lynge op Uvelse hvor vi kørte på en rundstrækning som også er med i Sommercuppen. Opdeling i 2 grupper der skulle ligge med ca. 100 meters mellemrum, køre sub-AT, og så skulle en fra den bagerste gruppe køre op til den forreste gruppe, og en fra den forreste gruppe så falde ned til den bagerste. 2 omgange. Normalt er det sådan en øvelse alle vil have skal lykkes, men som oftest ender i total anarki, men for første gang oplevede jeg at det faktisk virkede.

Min første opkørsel nev lidt i benene til sidst, men kom forholdsvis hurtigt op. Endnu en omgang blev kørt, og så blev Simon og jeg beordret til at køre parløb op til forreste gruppe. Det gik faktisk ganske fint, og vi supplerede hinanden rigtig fint.

Efter intervallet kørte vi ind mod Slangerup hvor vi så kom ud på Slangerupvej igen - på det stykke hvor det egentlig ikke er meningen man skal køre på cykel. Jeg lå i front og kørte med ca. 81-82% af max, og valgte at sætte lidt tempo fordi det ikke var det fedeste sted at køre. Så blev der råbt "1 ned" bagfra, hvilket virkede helt åndssvagt. Hvis jeg kan ligge med 80% af max, Maria som lå bag mig lå lige under, så burde alle kunne være med. Det kan godt irritere mig lidt at vi som licenshold har så gigantisk spredning som vi har. Jeg kunne forstå det hvis jeg lå og kørte max på et sidevindsstykke, men her er det et spørgsmål om at der er nogle der bare ikke er stærke nok til at lægge på hjul.

Anyhow, da vi ramte strækningen hvor der kommer et stykke med cykelsti, holdt vi inde og fik nye instrukser. De andre skulle køre funktionel styrketræning, og jeg valgte så at køre et AT interval med et par accelerationer undervejs. Maria valgte at køre med mig, da det egentlig fungerer som ganske fin træning for hende at køre i mit hjul.

Ikke det helt store at berette andet end at det blev til 15 minutter med høj fart og god smerte i stængerne.

Vi kørte igennem Farum og så langs Hareskoven op mod AB's baner. Efter fiskebakken var fladet lidt ud, satte jeg igen lidt tempo i spids - igen bare 80-82% af min max, og igen blev der råbt "1 ned". Lidt surt når jeg godt lige ville have kørt det sidste ud af benene. Jeg tror måske at jeg fremadrettet skal tage et ekstra interval når de andre kører hjem, for der er ingen grund til at være irriteret på de andre.

Da vi nåede AB's baner, var det sådan set bare hjem til Lyngby, og komme ud af det tøj der efterhånden var godt gennemblødt efter regnvejret.

I alt 98 km med 29,6 km/t.

Velominati - Rule #9

Kiggede man på vejrudsigten i går, så var der egentlig lovet tørvejr hele formiddagen i dag, og eventuelt lidt lette byger fra kl. 12 af. Kiggede man på vejrudsigten i morges, stod der pludselig regn hele dagen. Men efter at have været syg i en uges tid med noget forkølelse, og dermed have misset en del træning, så kriblede det i hele kroppen for at komme ud og træne, og det skulle der også.

Jeg kom hurtigt ud af sengen kl. 7.15, smed lidt morgenmad indenbords, og så ellers på med tøjet. Af mystiske årsager kom jeg alligevel lidt for sent ud af døren, så jeg endte med at tonse ned til klubhuset, hvor jeg dog fik ros for BMC'ens fine skærmsæt.

Turen gik ud mod Kolle Kolle, og så videre ud mod Ganløse. Fra Ganløsevej skulle vi køre 2 og 2 som opvarmning, og den partner vi valgte skulle vi så også køre max intervaller med senere. Jeg valgte bevidst ikke Simon som partner i dag, for jeg var virkelig usikker på hvor meget kroppen egentlig kunne presses. Jeg kom derfor sammen med en anden, og mens vi kørte afsted følte jeg pludselig at det hele gik skidt. Min puls lå omkring 85% af max, hvilket var alt for højt, og umiddelbart var hans puls noget lavere. Det viste sig dog bare nok at være fordi min krop egentlig var frisk nok, og pulsen derfor gerne ville lege.

Intervallet stoppede ved golfbanen nord for Ganløse. Her skulle vi så køre et 2 minutters max interval, som helst skulle ende med at vi fik den lille bakke op mod Slangerupvej med. Vi satte igang som de sidste, og fik sat intervallet i gang. Det første sving blev taget meget forsigtigt, fordi ham jeg kørte med absolut ikke er fan af sving, og derfra var det bare fuld gas. Jeg fik presset godt igennem, og fik holdt helt op til vejen.

En trille omgang, og så da vi nåede hen til samme sted skulle den køres igen. Denne gang var det mig der lagde først fra land. Det betød at svinget blev taget med fuld fart, og vejens bredde udnyttet til det maksimale. Vi havde aftalt at han skulle holde mit hjul, for det er den eneste måde han kan lære at komme igennem sving på, men da jeg kiggede mig over skulderen lå han i hvert fald 10 meter bag mig. Det betød at jeg måtte bakke lidt af for at han kunne komme op igen. Intervallet sluttede halvvejs oppe af den sidste bakke, da vi havde hentet de forreste. Jeg følte dog godt at vi kunne have kørt hurtigere i sidste interval, da der var et par steder hvor jeg følte at farten gik en anelse ned, og der ikke blev gravet så dybt. Der kunne jeg se at jeg nok burde have kørt med Simon.

Her begyndte det også så småt at regne, og på resten af turen støvregnede det hele tiden, og der kom et par byger som gjorde at man alligevel blev pænt våd. Heldigvis holdt min jakke stand, og overkroppen var tør. Og mine nye Grib Grap Aqua Race skoovertræk sørgede for at fusserne var tørre i tæt på 3 timer. Til sidst trængte vandet ind, men der var der kun 20-30 minutter tilbage af træningen.

Vi fortsatte igennem Lynge op Uvelse hvor vi kørte på en rundstrækning som også er med i Sommercuppen. Opdeling i 2 grupper der skulle ligge med ca. 100 meters mellemrum, køre sub-AT, og så skulle en fra den bagerste gruppe køre op til den forreste gruppe, og en fra den forreste gruppe så falde ned til den bagerste. 2 omgange. Normalt er det sådan en øvelse alle vil have skal lykkes, men som oftest ender i total anarki, men for første gang oplevede jeg at det faktisk virkede.

Min første opkørsel nev lidt i benene til sidst, men kom forholdsvis hurtigt op. Endnu en omgang blev kørt, og så blev Simon og jeg beordret til at køre parløb op til forreste gruppe. Det gik faktisk ganske fint, og vi supplerede hinanden rigtig fint.

Efter intervallet kørte vi ind mod Slangerup hvor vi så kom ud på Slangerupvej igen - på det stykke hvor det egentlig ikke er meningen man skal køre på cykel. Jeg lå i front og kørte med ca. 81-82% af max, og valgte at sætte lidt tempo fordi det ikke var det fedeste sted at køre. Så blev der råbt "1 ned" bagfra, hvilket virkede helt åndssvagt. Hvis jeg kan ligge med 80% af max, Maria som lå bag mig lå lige under, så burde alle kunne være med. Det kan godt irritere mig lidt at vi som licenshold har så gigantisk spredning som vi har. Jeg kunne forstå det hvis jeg lå og kørte max på et sidevindsstykke, men her er det et spørgsmål om at der er nogle der bare ikke er stærke nok til at lægge på hjul.

Anyhow, da vi ramte strækningen hvor der kommer et stykke med cykelsti, holdt vi inde og fik nye instrukser. De andre skulle køre funktionel styrketræning, og jeg valgte så at køre et AT interval med et par accelerationer undervejs. Maria valgte at køre med mig, da det egentlig fungerer som ganske fin træning for hende at køre i mit hjul.

Ikke det helt store at berette andet end at det blev til 15 minutter med høj fart og god smerte i stængerne.

Vi kørte igennem Farum og så langs Hareskoven op mod AB's baner. Efter fiskebakken var fladet lidt ud, satte jeg igen lidt tempo i spids - igen bare 80-82% af min max, og igen blev der råbt "1 ned". Lidt surt når jeg godt lige ville have kørt det sidste ud af benene. Jeg tror måske at jeg fremadrettet skal tage et ekstra interval når de andre kører hjem, for der er ingen grund til at være irriteret på de andre.

Da vi nåede AB's baner, var det sådan set bare hjem til Lyngby, og komme ud af det tøj der efterhånden var godt gennemblødt efter regnvejret.

I alt 98 km med 29,6 km/t.

Kæresten og jeg smutter i øvrigt en tur til Club La Santa d. 31/1-7/2
Lidt snik snak om sol og varme efterfulgt af en hurtig beslutning, og wupti så var rejsen bestilt.
Nøj, hvor jeg glæder mig! Ikke kun pga. varmen, men fordi det er den perfekte måde at kickstarte en sæson, som jeg fornemmer bliver helt og aldeles god og genial

I tilfælde deraf må præmissen så være at jeg skal med
Det kan jeg kun skrive under på! Der står ihvertfald watt måler på ønskelisten