Kermit

CKK løbet.
Idag der kørte jeg CKK løbet i Tikøb, en gammel klassiker som jeg har set frem til. Optakten var dog ikke optimal da jeg var til en halvvåd middag i aftes (man skal vel leve) og også fik mig en dårlig nats søvn der mundede ud i en gang hold i nakken.
Vi skulle køre 105 km og starten gik dejlig sent, 1152. De første omgange var præget af de sædvanlige ryk og anarki. Jeg ville holde mig i skindet og være konservativ fordi ruten er så hård som den er. Enten går det op, ellers går det ned og det suger kræfterne ud af en. Jeg kom dog selv med i nogle fremstød men alle blev hentet ind, og den sidste gang var lovende, otte mand og vi arbejdede godt sammen men da vi så blev hentet ind kørte et par stykker kontra og vupti, må jeg præsentere dagens udbrud.
Her døde løbet, vi var måske 4 der tog føringer og når vi ikke gjorde gik det i stå, hver gang jeg pønsede på noget havde jeg en FBL rytter i nakken ( de havde to ude foran), han vågede over mig som en ørn. Udbruddet kom måske afsted på tredje eller fjerde omgang og efterfølgende var feltet helt dødt. Det var meget frustrerende, man er bare statist i et spil der er præget af tilfældigheder og lige meget hvad kan man ikke hente folk ude foran igen medmindre flertallet kører med rundt, og det var ikke tilfældet idag.
Langsomt faldt folk fra udbruddet af og vi hentede dem til min egen store overraskelse, men de kan jo have kørt cykelløb ude foran, modsat os i feltet. på 8´ende omgang og på ud på 9´ende blev der ringet med klokken!? Vi manglede ellers to omgange, men det havde vi selv styr på. Heldigvis, dog så spurtede jeg da vi kørte ud på sidste, bare for at være sikker....
Omkring 5 km fra mål er der begyndt at ske noget med folk, det går stærkere, folk er fokuserede. Vi rammer et skarpt venstresving efterfulgt af en lille bakke, jeg kører ind som nr.2 på bakken og pludselig rykker den forreste og jeg går med. Men vinden får fat i mit forhjul da jeg skal hive i styret og det er som det letter en smule og jeg styrter ned på min venstre side og rammer asfalten ret hårdt. Jeg dækker mit hoved mens jeg ligger på jorden men heldigvis undviger folk. Jeg rejser mig op, sætter kæden på igen og hopper op og kører videre mens jeg tager en status, min skulder gør ondt, min røv gør ondt, mit knæ bløder af ht og mit skinneben ser ikke for godt ud! Pis og lort... Jeg prøver at få kontakt igen men har tabt rimelig meget tid på mit stunt og når ikke op og kommer hjem på en sidsteplads knap et minut efter min gruppe og hele 8 minutter efter vinderen.

Da jeg nåede i mål fik jeg hilst på samaritten der lappede mig sammen og herefter var det bare hjem og slappe af. Min cykel er heldigvis sluppet uden de store skrammer, være er det dog med tøjet men det kan godt bruges til de sidste to løb næste weekend.
Det var nok een af de dage man bare skulle have blevet hjemme....

Løbsrapport - CK Kronborg løbet d. 8/9
Jeg fik måske ikke den bedste optakt til løbet i nordsjælland, da jeg allerede vågnede kl. 6 i morges ved nogle underlige lyde. Det viste sig dog at være mine underboer der hyggede i dobbeltsengen Så meget for at bo i en gammel bygning. Jeg formåede dog at falde i søvn igen, men det var først efter et kvarters venden og drejen. Jeg kom dog op til forventet tid, og hoppede da også lige på vægten for første gang i meget lang tid. Uden at have lavet nummer 2 stod vægten på 76,3 kg, og det vil nok svare til en kampvægt lige omkring de 75,5 kg. Sjovt at jeg ikke har tænkt særlig meget over hvad jeg har spist, og slet ikke haft fokus på at få mange proteiner, og knap så mange carbs.
Anyhow, jeg fandt op til Tikøb, fik skrevet mig ind, og kørte så lidt opvarmning. Først en 10 minutters tid med lav intensitet for benene lige blev løsnet op, og så en 5-6 minutter hvor jeg holdt et tempo lige omkring FTP. Et toiletbesøg, og så ellers ned til starten. Ved starten stod jeg ved siden af CC Hillerøds Dan Wassmann som jeg egentlig troede var rykket op i C. Det viste sig dog at han "kun" havde 23 point, og det kræver 24 at rykke op.
Da starten gik var det ikke fuld fart på, men relativt stille og roligt. Da vi dog kom ud på et stykke med sidevind var pulsen pænt oppe, og feltet skulle lige finde sin rytme. Det meste af første omgang lå jeg nede bagerst i feltet, og prøvede lige at finde ud af hvordan kroppen egentlig havde det. Der var en del der prøvede at komme væk, og jeg tror da også at det var på første omgang at det første udbrud kom afsted - 3 mand rev sig løs fra feltet, og der var ingen der kom op til dem.
På 2. omgang var der lidt mere aktivitet i feltet, og oppe ved Jonstrup valgte jeg at angribe. Jeg fik et hul, og fortsatte med at køre selvom der ikke umiddelbart var nogen der kom op til mig. Turen ned mod søen var i pivhamrende modvind, og jeg lå ikke og kørte meget mere end 30-31 km/t. Det føltes næsten som om jeg stod stille. Ned langs søen så det ud som om der var en der var på vej op til mig, og på Harreshøjvej var han oppe. Vi havde stadig et hul til feltet, og vi tog nogle føringer hver især. Vi fik også besøg af en ABC mand, der dog ikke bidrog til særlig meget, og således blev vi hentet igen kort tid efter målstregen.
Simon fra klubben forsøgte også at komme væk på 3. omgang, men det lykkedes ikke. Jeg forsøgte selv igen da vi kørte fra søen op på Harreshøjvej. Igen fik jeg slået et hul, og kom da også væk, men blev hentet igen. Kræfterne var efterhånden ved at være små, og selvom hastigheden ikke var skræmmende høj, så var rutens udformning virkelig hård og kombineret med en hård vind, så trak den virkelig kræfter ud. På 4. omgang lå jeg i fronten af feltet sammen med Jesper Scharling fra klubben. Da der var en der rykkede afsted, rykkede Jesper afsted og jeg var med på hjul. Jeg slog dog ud i håbet om at de kunne få hullet, og det gjorde de. De fik vidst også 2 andre med, så de var en gruppe på 4 mand. Igen på toppen af Jonstrup lige inden nedkørslen, kørte Dan W fra CC Hillerød, og jeg hoppede med det samme med. Dan er en sindsyg stærk rytter, og han har virkelig næse for cykelløb. Jeg kom forbi ham, og vi fik etableret et samarbejde som gjorde at vi kørte op til de 4 foran os. Lidt risky at køre en så stærk rytter op til en af mine holdkammerater, men samtidig var han en stor kapacitet i udbruddet.
Vi havde fået en anden med op også, en fra Holbæk, men han faldt hurtigt fra igen, specielt da han blev skældt ud over ikke at køre med i rulleskiftet som vi fik etableret. Så vi var 6 ryttere der fandt ind i en god rytme med et rulleskift, og havde slået hullet ned til feltet. Jeg var selv ret højt oppe rent pulsmæssigt, og var efterhånden også træt efter mine tidligere "solo"ture, men jeg blev enig med mig selv om at det nok også gjorde ondt på de andre. Der var et par gange hvor rulleskiftet gik i stå, men så kom det hurtigt igang igen efter en lille opsang.
Som forudset var Dan god for udbruddet, og han sørgede hele tiden for at sige når vi skulle køre skiftet højre og venstre om - noget de fleste ikke engang tænker over. På 5. omgang kunne vi igen se feltet bag os, med et par stykker der prøvede at komme op, men de blev heldigvis hentet igen, og det gjorde at der faldt ro på. Vi kunne igen udbygge vores føring ned til feltet, men da vi gik ud på 6. og sidste omgang begyndte det at koste kræfter.
En af rytterne i gruppen angreb på bakken efter den lille nedkørsel. Han var kørt først ind på bakken og da det var et 90 graders sving, kunne han tage det meget hurtigere end os andre. Det hul han tog der, udnyttede han og rykkede på bakken. Jeg sad som nummer 2 mand, og forsøgte at lukke hullet. Da jeg selv var ved at være brugt op, slog jeg lige ud med armen for at lade den næste komme frem, men der skete ikke det helt store. Igen en lille opsang og så kom vi igang igen. Desværre gjorde accelerationen at Jesper blev sat fra gruppen. Jeg snakkede efterfølgende med ham, og han sagde at han havde haft kramper i benene, og bare ikke havde mere at skyde med.
Vi fik hentet udbryderen lige inden var ramte Harreshøjvej, og så gik der for alvor taktik i den. Der var ikke nogen der skulle op og tage føringer, men vi kørte alligevel i et jævnt tempo. Jeg sad i midten, og pludselig angreb ham der angreb tidligere igen. De to forreste gik med, mens jeg sad tilbage med Dan som jeg havde på hjul. Jeg lukkede lidt op, men valgte ikke at følge deres acceleration - jeg havde simpelthen ikke poweren. Det fik Dan til at rykke fra mig og køre op til de andre. Jeg gik med op i fart, men kunne ikke fange hans hjul, men prøvede i stedet at bevare roen og køre stille op til de andre. Jeg regnede lidt med at den ville gå i stå igen deroppe, og det gjorde den selvfølgelig også , og så fik jeg kontakt igen.
Set i bagklogkabens ulideligt klare lys skulle jeg have grebet situationen anderledes an end jeg egentlig gjorde. For da jeg fik kontakt med de andre lagde jeg mig bare ind på hjul i stedet for at prøve at udnytte deres stilstand og min fremdrift til at rykke forbi dem. Jeg tror faktisk bare jeg var nervøs for at eksplodere fuldstændig. I stedet for nærmede vi os spurten, og det var vidst en Hvidovre rytter der åbnede ballet. Dan gik med, og jeg kom umiddelbart efter. Jeg krampede i begge ben, måtte lige ned og sidde igen mens de 2 andre kørte væk. Jeg kunne dog fornemme at der kom en til bagfra, så jeg måtte lige give det sidste for at holde min position, hvilket lykkedes. Der var som sagt 3 andre der var kommet før os, så min 3. plads i spurten blev vekslet til en 6. plads i løbet Alt taget i betragtning så er jeg ganske tilfreds med den indsats!


Efter løbet brugte jeg lige 15 minutter på at trille af. Mine ben var blevet ramt af et par kramper, og de skulle helst køres lidt stille ud. Det er tilgengæld ret tydeligt at se på min watt graf de 3 steder hvor jeg angreb for at komme i udbrud
Jeg er ikke i tvivl om at jeg lige mangler de sidste par procenter for at være helt på toppen, men det ville også underligt andet efter 2 ugers forkølelse/influenza. Det ville sgu have været fedt hvis jeg havde været helt på toppen, for så tror jeg min 6. plads var blevet vekslet til en 4. plads i dag. Men sådan er det. Så vidt jeg kan se er det under alle omstændigheder 2 point på kontoen så jeg nu er oppe på hele 6 point i år.

Så er der billeder

Så har jeg sgu købt en TT cykel. Den skal beses og hentes på fredag. Jo tak!

Fandt lige Rujano´s cykel. Gad vide om den er UCI godkendt, ellers falder den under vægtgrænsen.

Lækker læsning, og jeg er glad for at du ikke tissede i bukserne
Jeg har i øvrigt et par ønsker om hvad jeg gerne vil have du skal i den kommende sæson:
- La Marmotte - det lede dyr skal besejres
- Debut i Dame Begynder licens
- Deltage i en række mini-tris

Race rapport - Challenge Copenhagen
(beklager at den er lidt lang, men jeg har valgt at være lidt grundig for at have den til evigt minde om denne dag;-))
For lige godt og vel et år siden, var jeg vidne til en helt fantastisk sportsbegivenhed i DK´s by no. 1, København. Det blev startskuddet til et helt forrygende år, hvor jeg selv i den grad blev indfanget i et univers af super dedikerede og dejlige mennesker. Inden jeg havde set mig om, havde jeg fået mig tilmeldt til det kommende års race, og siden da har jeg ikke kigget mig tilbage.
Da min tri karriere startede for ca. et år siden, havde jeg ikke svømmet siden det var obligatorisk i folkeskolens 4. klasse. Crawlteknik var derfor en by i Rusland, og alt hvad der overskred to sammenhængende baner i basinnet gav anledning til heftig åndenød. Heldigvis fik jeg lidt kyndig vejledning fra sidelinjen, så efter masser af hårdt arbejde i vandet følte jeg mig nogenlunde rustet til de 3,8 km i lagunen.
Ikke desto mindre, så var det en Jannie med bævrende ben der stod linet op ved startstregen. Sjældent har jeg følt mig SÅ presset, ja rent faktisk var jeg på tudegrænsen i de sidste minutter før startskuddet lød. Jeg følte mig tynget af den foranliggende udfordring og af mine egne forventninger til resultatet, men heldigvis forsvandt hele dette selvforskyldte pres som dug for solen i det sekund startskuddet lød, og derfra så jeg mig aldrig tilbage;-)
Svømning:
Som følge af mine relativt begrænsede svømmeevner, valgte jeg en noget konservativ start i venstre side af feltet. Planen med dette var at tage den bredde vej ud til første bøje for at undgå de værste slåskampe helt inde ved bøjen, og det lykkedes mig ganske glimrende. Jo, jeg fik da lidt tæsk i starten, men i modsætning til Challenge Aarhus var jeg nu forberedt, og jeg lod mig derfor ikke slå ud af det. Fra første bøje gik det bare derudad. Jeg fandt en fin rytme, følte masser af overskud og havde en god fornemmelse af retningen, selvom det var svært at orientere sig med den lavt hængende sol på himlen.
Efter hvad der føles som ingen tid når jeg første vendepunkt, og alt kører stadigvæk helt efter bogen. Jeg fornemmer at have et ok pace på min svømning, og jeg prøver virkelig at drage fordel af de andres fødder så meget som muligt, hvilket vist også lykkedes mig meget godt. Efter ca. 2200 m begynder nogle af de hurtige herrer fra efterfølgende heat med at overhale mig. Nogle af dem svømmer nærmest hen over mig, hvilket var noget ubehageligt. Dog erfarede jeg hurtigt, at den slipstrøm som de efterlod gav mig masser af fart, så jeg valgte at se det positive i det og prøve at udnytte det til min egen fordel. Efter ca. 2900 m når jeg sidste vendepunkt, og jeg kan nu pludselig se enden på det jeg på forhånd frygtede allermest. Det gav et helt fantastisk boost, og jeg formåede derfor virkeligt at nyde de sidste meter ind mod Jollerampen og første skiftezone.
Da jeg atter får fast grund under fødderne viser mit ur 1 time 14 min og 5 sek. Det er 6 minutter hurtigere end det drømmemål jeg på forhånd havde sat mig, så jeg knytter næverne og jubler over dagens første sejr!
T1:
Jeg finder hurtigt min bikebag og løber ind i teltet for at få våddragten af. Jeg har på forhånd besluttet mig for at undlade at stresse i skiftezonerne, og denne plan holder jeg mig til. Jeg får mig tørret godt, får cykeltrøjen på, lidt energi i lommerne og så til sidst cykelskoene på. Jeg er ikke stor fan af at forhåndsmontere cykelskoene med elastikker eller lign (læs: jeg kan ikke finde ud af det….), så jeg havde valgt at løbe ud af skiftezonen med cykelskoene på. Det fungerede i øvrigt uden problemer;-) Jeg bruger 6 min og 45 sek i T1 hvilket nok er lige til den gode side, men jeg fik til gengæld det hele med og gjort det jeg på forhånd havde besluttet mig at gøre;-)
Cykling:
Med masser af godt humør og overskud sidder jeg endelig på cyklen, og kan se frem til 180 km i min favorit disciplin. Jeg ved, at jeg skal være lidt små forsigtig med mit tempo i starten, så øjnene er klistret til mine watt tal på cykelcomputeren. Det kræver da også lidt af en indsats at holde igen, men jeg vælger at være 100% tro mod min gameplan og undgår derfor også at overforcere.
Jeg finder lynhurtigt rytmen på cyklen, har god kontakt til benene og masser af dejligt overskud. Jeg får indtaget min energi på de rigtige tidspunkter og i rette mængder(1 liter energidrik pr. time, 1 gel pr. time samt 1 saltstick pr. time), og alt fungerer generelt helt perfekt.
Allerede efter ca. 2 timer i sadlen begynder jeg at mærke en snigende tissetrang. Jeg tænker en del over hvordan jeg lige skal håndtere den. Skal jeg tisse på cyklen (det har jeg aldrig gjort før), skal jeg stoppe op for at tisse eller skal jeg holde mig? Jeg kan ikke rigtigt beslutte mig, så jeg gør ingenting i første omgang…..
Efter ca. 80 km rammer jeg Geels bakke for første gang, og her ved jeg at min familie står klar og hepper. Det giver et dejligt boost at høre dem tiljuble mig lidt, og at min venindes familie samtidigt også hepper giver bare lige lidt ekstra energi.
På vejen ned af Geels bakke er jeg på vej til at overhale en anden pige, da jeg pludselig mærker nogle små stænk af væske på min højre arm. Først forstår jeg ikke helt hvad der sker, men kort tid efter erfarer jeg, at det er hende som jeg er ved at overhale der lige lader vandet. Da jeg ser hvordan pisset render ned af benene på hende og cyklen, ved jeg med det samme hvad der er min løsning – jeg må holde mig indtil T2! Jeg er simpelthen for forfængelig til at cykle mere end 90 km i urinvæddede cykelbukser…..
Fra Geels og videre ind mod Lyngby blæser jeg derudad, og overhaler optil flere andre tøser. For hver pige jeg passerer, ved jeg at jeg henter en placering, og det føles skide godt!
Inde i Lyngby for jeg mig kæmpet over de fæle brosten. Ouch, for en omgang. Heldigvis står min træningsmakker Brian klar med Lyngbys største heppekor, så de ujævne sten var hurtigt glemt;-)
Videre det går, nu dog med tiltagende ømhed i røven;-) Og hertil skal det lige tilføjes, at vejene på Nordsjælland (og især Lyngby)ikke er de mest jævne i kongeriget DK. I hvert fald var det som at sidde på en nålepude hver gang jeg ramte en ujævnhed:-/ Men lige bortset fra ømheden i bagdelen, så følte jeg mig forsat godt kørende. Ja faktisk næsten bedre end på første loop;-) Jeg holder mig forsat til gameplanen – både mht. indtag af energi og power output. Dog indtager jeg en enkelt energibar, da jeg fornemmer en lille uro i maven som følge af for mange gels. Den virker efter hensigtenJ
Efter 140 km begynder trætheden med at melde sig. Jeg har forsat godt drev i cyklen, men der skal ligesom kæmpes noget mere for det nu. Bedre bliver det ikke da jeg rammer Kongevejen, og må erfare at vinden har taget til siden jeg var der på første loop. Hastigheden falder derfor en anelse mens mine watt dog forsat ligger i IM zonen = gode tegn. For at overkomme de næste ca. 15 km frem mod Geels bakke, tænker jeg på familien der venter, samt på den krydderbolle og dunk med cola som min søster står klar med. Det får mig igennem de næste kilometre;-)
På toppen af Geels gør jeg et kort stop for at modtage forsyninger ved familien. Jeg er træt, og magter i første omgang ikke at tage i mod krydderbollen. Heldigvis er min far dog rimelig insisterende, så han skælder mig ud og befaler mig at tage den med. Nå ja okay, man gør vel stadigvæk som far siger, gør man ikke…… I hvert fald suser jeg videre med både krydderbolle og cola, og begge dele gør mig ualmindeligt godt! Det føles som om at det går direkte i blodet på mig, og pludseligt forekommer de sidste 20 km noget mere overskuelige. At Brian igen står klar med heppekor i Lyngby gjorde det bare endnu bedre;-)
På de sidste 5-8 km ind mod skiftezonen letter jeg en smule på gassen, for at finde løbebenene forud for det ventende marathon. Jeg laver et par stræk for hoftebøjerne, lår og lægge, og da jeg stiger af cyklen føler faktisk at benene er ganske velfungerende.
Jeg afslutter cykeldelen på 5 timer 37 min og 10 sek, hvilket er en anelse langsommere end mit drømmemål, men dog også 3 min hurtigere end den tid jeg forventede at skulle bruge;-)
T2:
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at skifte til løbetøj i T2, så jeg fik lavet et lille tøjskift, fik iført mig løbeskoene, racebelt og så var jeg ellers klar igen. Der var dog et lille men…. Jeg skulle forsat tisse, og temmelig meget endda! Desværre var der en milelang kø foran toiletterne, og det havde jeg altså ikke tålmodighed til. Jeg satte mig derfor ned i et hjørne og ladede vandet foran jeg ved ikke hvor mange mennesker. WTF…..;-) Derefter var jeg klar til løbJ
Min T2 tid lød på 4 min og 47 sek hvilket igen nok er en kende for langsomt. Dog skal mit tøjskift samt tissepause tages med i betragtning, så det er nok nogenlunde ok når det kommer til stykket.
Løb:
Normalt har jeg altid lidt besvær med at finde løbebenene efter mine skift, men af en eller anden årsag var dette ikke tilfældet denne gang. Jeg fandt straks mine løbeben og følte mig fremragende løbende allerede fra første skridt. Utroligt, men skønt!
På det første loop skulle jeg virkelig anstrenge mig for at kontrollere mit pace, men jeg ved fra tidligere erfaringer at et marathon er langt, og at man alt for nemt kan brænde energien af på den første halvdel, og dermed stå tilbage med døde ben, dårlig moral og endnu et halvmarathon at tilbagelægge.
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå igennem alle depoter og udelukkende indtage vand og cola derfra. Gels og saltsticks fik jeg fra min søster, som stod i speciel-need zonen på et på forhånd aftalt sted. Det fungerede helt perfekt, og jeg havde ikke så meget som optræk til dårlig mave – noget der ellers har hjemsøgt mig en del. DejligtJ
Efter ca. 18 km begynder mit højre ben med at drille lidt, og jeg frygter lidt for udviklingen af disse gener. Jeg indtager 2 iprener og 10 min senere mærker jeg intet! Mit løb forsætter derfor ubesværet og med masser af mentalt overskud. Jeg suger til mig af tilskuernes tiljublen, glæder mig til at se familien for hver omgang og modtager splits og masser af heppen hver gang jeg møder Brian på ruten. Og jeg har vitterligt overskud til at nyde scenariet! Ok, benene bliver da gradvist tungere, men rent mentalt er jeg så meget ovenpå, at jeg nemt kan skubbe det i baggrunden. At jeg samtidigt kan se at mit pace holdes mere eller mindre stabilt er bare top, og det giver mig lige det sidste boost til at forsætte.
Sådan forsætter det runde efter runde, og pludselig kan jeg se 4 bånd pryde mit højre håndled. Det føles ubeskriveligt og jeg ved nu, at der er absolut intet der kan stoppe mig i min vej mod mål. Jeg møder Brian for sidste gang med 7 km igen, og jeg beder ham at gå til målområdet, hvor jeg regner med at dukke om om godt og vel 35 min. Senere møder jeg også mine søskende. Jeg gør et kort stop, de spørger mig om noget jeg ikke lige hører, og jeg besvarer med et råb: ”I´m fucking gonna do it” Derefter løber jeg videre;-)
Benene er selvfølgelig ved at være noget tyndslidte, og det kniber mere og mere at holde mit pace over 6:00 min/km. Det lykkedes mig dog selvom jeg må trodse kramper i fødderne og tiltagende smerter fra lårmusklerne. Men det betyder intet. Jeg er så tæt på målet, så resten af vejen skal nydes. Da jeg med ca. 500 m til mål løber op mod Christiansborg Slotsplads, ved jeg at jeg er nær enden på mit hidtil største eventyr. Vejen mod målet har været en lang fantastisk rejse, og nu kan jeg strække hænderne op over hovedet og juble over min sejr. Det er fantastisk, meget følelsesladet og ja, helt ubeskriveligt. Jeg gjorde det! Jeg kan endelig kalde mig selv for IRON(WO)MAN!!!!!

Konstruktiv hviledag
Så er 2 del af sæsonen godt på plads og jeg har fået meldt mig til løb:
19.08: ACTAS løbet
02.09: Skoda Amager
08.09: CK Kronborg
15.09: Sorgenfriløbet
Det hele skulle gerne ende sådan her i Sorgenfri

Piece of cake ! Ellers må vi finde på noget med at du kører i udbrud og så lægger Dagmar og jeg tegnestifter ud over det hele når du er kørt forbi!

Kære Retro-Robert
Jeg er ikke blevet så gammel endnu at stål er sejt
Mvh.
Techno-Torben

… og hvad er der i vejen med stål?
Mvh.
Retro-Robert

Hold godt udkig på DBA, for der er rigtig mange der skal afhænde deres cykler nu hvor CC er overstået....

Jesus christ. 150 km med 35+ i snit? På en solotur???? Du kommer til at gøre det rigtig godt til Challenge. Det er jeg ikke i tvivl om!

Flot kørt i går, og det var som altid hyggeligt at møde dig og kæresten i går Forhåbentlig vi snart ses i C

For et år siden traf jeg en beslutning - jeg ville være Ironman! Slid og slæb, ups and downs og wupti - nu kan jeg endelig tilføje titlen til mit cv:-)
Tid: 11 timer 11 min og 39 sek! BUM!
Race rapport følger en af de nærmeste dage:-)

Lyder som om I har haft en god omgang cytkelløb
Sjovt nok har I været ude at køre på præcis de veje, jeg løbetrænede på, i den periode, hvor jeg løb allermest, så jeg kender dem som min egen bukselomme. De må være udmærkede at køre væddeløb på ...

Xtreme løbet i Roskilde
Idag blev der endelig taget hul på anden del af sæsonen og det var med løb i Roskilde. 95 km fordelt på 5 omgange á 19 km. Mit mål inden løbet var, som jeg også skrev efter sidste løb, at angribe så meget jeg nu kunne for at pudse formen af.
Jeg kom i OK god tid og fik varmet fint op. Jeg havde monteret et kamera under sædet men desværre måtte jeg afmontere det fordi velcroen sled mine cykelbukser, kunne ellers havde været fedt med lidt action video her til aften men det må vente til næste gang. Der var også ved at gå lidt panik da jeg under opvarmningen farede vild og måtte spørge nogle om vej! Men jeg kom til start og fik da lige et par minutters ro på.
Starten gik og med det samme kom jeg afsted med tre andre, vi holdt et fint forspring men fik aldrig mere end 20 sekunder før vi blev hentet ind. Jeg loggede det på min computer og vi sad derude i knap 5,4 km med 41 i snit. Jeg var lidt bange for at knække nakken men må sige at jeg havde overraskende fine ben idag, det giver altså lidt ekstra med et nummer på ryggen!
Jeg husker ikke så meget fra selve løbet, det flyder lidt ud men den første halvdel var præget af anarki og udbrudsforsøg. Jeg havde lidt den mindset at jeg ligeså godt kunne lide i front og være en af dem som gav de andre ondt i benene såvel som at sidde nede bagi og lide, så jeg kørte med i så meget jeg kunne, og lå da også på egen hånd en kilometers penge på et tidspunkt, men der var ikke rigtig nogle forsøg som var alvorlige. Feltet havde simpelthen for gode kår på den hurtige rute der kun havde 129 højdemeter. Efterhånden så tæredes mine kræfter også, og noget jeg husker specifikt var omkring lidt over halvvejs, hvor jeg havde været med i et udbrudsforsøg og havde 190 i puls. Der kører jeg ind på den eneste stejle knop som den første, og kom op som den sidste! Der var jeg godt nok stegt, og da feltet rykkede på vej op måtte jeg bevare roen og ikke gå i panik. Pulsen skulle ned og under kontrol. Heldigvis gik den i stå igen efter bakken hvor jeg næsten var dumpet hele vejen igennem feltet, men jeg tror at hvis der havde været et stærkt ryk efter bakken og jeg ikke var kommet på hjul så var jeg blevet sat! Det var en advarsel jeg tog alvorligt, og med tanke på alle de mange forsøg og dét at feltet stadigvæk var samlet tydede på een ting. Massespurt! Så jeg ændrede min taktik og besluttede at holde mig til og spare alle kræfterne til spurten, det var alligevel ikke en rute til udbrud.
Så jeg skjulte mig i feltet hvor jeg holdt mig til i fronten, spiste en tør muslibar og skyllede ned med en lidt for stærk saft som jeg næsten fik sidestik af. Positionskamp var der ikke meget af, men ok der var også kun 39 til start, dog måtte jeg en enkelt gang lige bruge albuen da en svensker kom lidt for tæt på, men det var en kørefejl fra hans side af. Jeg syntes egentligt at der blev kørt utroligt pænt idag, ingen svinske manøvre, masser af signalering og råb når der kom forhindringer og sammen med det velkoordinerede arrangement med politieskorte så gik det op i en højere enhed hvor jeg faktisk følte mig rigtig tryg. At vejret så også var perfekt, næsten ingen vind og høj sol, gjorde virkelig dagen til en god dag at være cykelrytter på.
Nå men afslutningen begyndte egentligt omkring 20 km fra mål. Fra de 55 km til ca 75, tabte jeg lidt fokus, der kom ro på og jeg tog mig selv i at være ufokuseret enkelte gange. Ikke på den måde at jeg var til fare for andre, men jeg fulgte ikke med i løbet, kun med feltet. Det rettede jeg op og som sagt begyndte der at ske ting igen med tyve km til mål. Folk stak men ligeså lidt hjalp det, ruten var bare for hurtig. Jeg begyndte at mærke træthed i mine ben når jeg stod op og skulle med på hjul o.lign så jeg håbede bare at benene ville holde hele sidste omgang. Forbi mål sidste gang fik jeg kastet min tomme dunk ind til kæresten som kvikt (og vel oplært) samlede den op og så var der dømt fokus! Fokus på at holde mig fremme, undgå styrt og spare kræfter.
Det er meget lang tid siden jeg har kørt en massespurt, men den spænding der langsomt kommer og som stiger proportionelt med afstanden til mål der formindskes er noget særligt. Adrenalinen pumper, sanserne er på og man mærker ikke benene på samme måde. Man gør sig tanker om opløbet, hvordan tackler man rundkørslen et par hundrede meter før mål, hvor kommer vinden fra, hvornår SKAL jeg sidde helt fremme... Man forsøger at holde sig til planen så godt som muligt og for alt i verden ikke sidde nede bagi. Det er helt friskt i mine erindringer!
Den sidste stigning blev taget i rask fart og det gjorde at jeg ikke een gang under løbet var på den lille klinge, omkring 500 meter fra mål er der een der kører afsted og jeg som havde sparet mig var tæt på at køre med, af ren og skær ivrighed. Man sidder med "friske" (læs: ikke syrede) ben og tror man kan køre væk, men ak jeg har gjort det før og ALTID brændt nallerne sådan. Jeg holdt mig i skindet og fulgte hjul men pludselig under en acceleration efter sidste rundkørsel mærker jeg krampen som rammer mit venstre baglår og både højre og venstre lår foran. Jeg kan ikke træde igennem og må lige ned og sidde og skifte gear og der taber jeg hjulet på forankørende. Jeg forsøger at holde farten men mine krampende ben er helt færdige og jeg får kæmpet mig ind på en 20 plads.
Mine sparsomme data fra løbet er således:

No.1 og 2 er fra første omgang hvor no.1 er fra udbruddet.
No.3 er fra anden omgang.
No.4 fra tredje omgang.
No.5 er fra fjerde
og No. 6 og 7 er fra sidste omgang.
Man kan godt se at min taktik ændredes på pulsen, den går ned efter no.4 fordi jeg ville spare kræfterne. Jeg endte med at være i puls zone 174-189 i 27 minutter, hvilket tyder på at min form har rykket sig et nøk denne uge for jeg havde godt nok regnet med en tre kvarter.
Lidt efter målgang møde jeg i øvrigt Kermit som stod i vejkanten med resten af sit hold. Vi fik lige en sludder for en sladder inden jeg kørte tilbage til kæresten der havde en liter mathilde klar (endnu engang, godt oplært )
Efter jeg fik skiftet tøj mødtes jeg med Kermit igen. Han, min kæreste og jeg selv, satte os så i græsset og nød solen og hyggesnakkede et godt stykke tid. Altid en fornøjelse at være i selskab med den gode frø Jeg tror i øvrigt at han snart kommer i min klasse hvilket kun vil putte ekstra krydderi på løbene!
Alt i alt en super god dag, med godt cykelløb, godt selskab og ikke mindst fantastisk vejr. I dag var bare een af de dage hvor der var top lækkert at være cykelrytter!

Lige en hurtig racereport. Super fed rute, både teknisk og nogenlunde kuperet, men ikke hård nok til at lave en udskildning. INgen styrt, så vidt jeg ved, men pænt ujævn asfalt ud af Holbækvej som gjorde at jeg troede jeg havde fået en punktering allerede i starten af løbet. Sidder i bagerste ende de første 3 omgange, og kommer så op blandt de 15 første på de sidste 10 km måske. Med ca. 5 km til mål er jeg sikker på at jeg har fået en punktering, og trækker derfor ud af fronten, men det havde jeg bare ikke. Så tonse tilbage til feltet, og jeg når dem på den sidste bakke inden opløbet. Får kørt en ok spurt, om end jeg ikke fik kørt mig helt ud. Der var gået nogle udbrud afsted der holdt hjem, så spurten var vidst om noget ala 10. pladsen. Jeg tror jeg blev nummer 33 i et felt på ca. 65 mand, så det er jeg egentlig godt tilfreds med, alt taget i betragtning. Om jeg bliver nummer 10 eller 33, er sgu et fedt.
Men 76 km med 40,7 km/t i snit. Totalt overskud i benene.

Fordi hvid bare er mere lirens end sort

Vi må have dig tættere på byen, udstyre kæresten med din bil, så du kan få trænet i det helt rigtige cykelområde!
Sjovt at du har gjort dig de overvejelser omkring dine træningsture, for jeg har på det seneste også tænkt at jeg er gået mere væk fra at opsøge bakkerne fordi jeg alligevel sjældent kører mine intervaller på dem, hvor jeg før i tiden nærmest ikke kørte efter andet. Mon ikke man i virkeligheden bare skal finde den gyldne mellemvej mellem de ture hvor man virkelig går dybt mht. de traditionelle intervaller, og se de ture hvor man egentlig bare kører tons.

Jeg kunne sgu bedre li det dengang du havde en affære med pool boy'en

Og så tager vi lige en besked til fremtiden. På et tidspunkt om et halvt års tid vil jeg nemlig højst sandsynlig undersøge hvordan jeg kan tabe mig yderligere. Og her kommer så min erfaring:
Lad være med at lytte til de generelle vægttabsråd når du cykler! Protein er genialt, men man kører ikke hurtigt på cykel af det. I sæsonen skal du spise kulhydrater der ligger lavt på GI - havregryn om morgenen, og grov ris og grov pasta til aften. Så kan du spise æg og proteinholdigt de dage hvor du ikke skal træne. Men kulhydrat, kulhydrat og kulhydrat. Proteinet kan du gemme til off-season hvor du ikke skal bruge nær så meget energi.
Men tanken må være at jo mere du kan yde, jo mere taber du på vægten

Du har ret Kermit, og så sent som igår, var jeg inde og checke pointstillingerne for jysk-fynske licensryttere, for at se, om nogen af dem jeg kender og sammenligner mig med, har været dygtige nok, til at køre point ind, og det har de.
Og muligheden for at prøve licenscykling af ved klippekorts-ordningen gør da, at jeg vil overveje det til næste år.

Humøret er allerede i bedring. Jeg er ret spændt på løbet på lørdag, for jeg kan slet ikke gennemskue ruten ud fra de oplysninger der er under propositionerne. En sejr bliver det nok ikke til, men jeg håber da at jeg kan holde mig til.

Det bliver rigtig spændende at følge hvad du kommer til at kaste dig over til næste sæson, om end omfanget nok ikke bliver lige så stort og omfattende som en ironman