Elkjærmark

Jep KMD burde smide et gratis startnummer til 4:18:4 når jeg nu yder dem sådan en fantastisk reklame

Som jeg luftede i loggen i sidste uge, så har tingene ikke rigtigt fungeret for mig på jobbet den seneste periode. Det har påvirket mit humør og tynget mig, og tanker omkring fremtiden har der derfor været rigelige af.
Jeg har det svært med at få ting trukket ned over hovedet på mig, og generelt set så hader jeg manglende frihed til at handle. Det er bare ikke altid lige nemt, for et job er trods alt et job, og penge på kontoen er i en eller anden udstrækning en nødvendighed. I hvert fald i det lange løb.
Men hvad blev der af det der med at tage chancer? Stikke af fra det der tynger en og opsøge de muligheder der pludseligt kan opstå, når man ikke selv lader noget stå i vejen og blokere for dem. Tja, langt hen ad vejen har jeg klart haft tendens til de sikre valg. De valg forældrene råder en til - de valg som et eller andet sted aldrig revolutionerer noget som helst! Det er slut nu, det gider jeg ikke længere. Jeg har sagt op!
Drastisk? Ja! Velovervejet? Ja, det synes jeg faktisk! Er dog ret sikker på at min far synes det stik modsatte, men ham om det;-) Den rette løsning? JA! Jeg er så lettet over at have truffet beslutningen at det halve kunne være løgn. Det føles som om jeg pludselig er 10 kilo lettere, så det alene gør det det hele værd:-) Om løsningen så også er den rette på den lange bane, det kan kun tiden vise. Jeg tager chancen, går all in på at ændre det der ikke fungerer og glæder mig helt tosset til at se hvad fremtiden bringer for Jannie:-)

Jep KMD burde smide et gratis startnummer til 4:18:4 når jeg nu yder dem sådan en fantastisk reklame

Som jeg luftede i loggen i sidste uge, så har tingene ikke rigtigt fungeret for mig på jobbet den seneste periode. Det har påvirket mit humør og tynget mig, og tanker omkring fremtiden har der derfor været rigelige af.
Jeg har det svært med at få ting trukket ned over hovedet på mig, og generelt set så hader jeg manglende frihed til at handle. Det er bare ikke altid lige nemt, for et job er trods alt et job, og penge på kontoen er i en eller anden udstrækning en nødvendighed. I hvert fald i det lange løb.
Men hvad blev der af det der med at tage chancer? Stikke af fra det der tynger en og opsøge de muligheder der pludseligt kan opstå, når man ikke selv lader noget stå i vejen og blokere for dem. Tja, langt hen ad vejen har jeg klart haft tendens til de sikre valg. De valg forældrene råder en til - de valg som et eller andet sted aldrig revolutionerer noget som helst! Det er slut nu, det gider jeg ikke længere. Jeg har sagt op!
Drastisk? Ja! Velovervejet? Ja, det synes jeg faktisk! Er dog ret sikker på at min far synes det stik modsatte, men ham om det;-) Den rette løsning? JA! Jeg er så lettet over at have truffet beslutningen at det halve kunne være løgn. Det føles som om jeg pludselig er 10 kilo lettere, så det alene gør det det hele værd:-) Om løsningen så også er den rette på den lange bane, det kan kun tiden vise. Jeg tager chancen, går all in på at ændre det der ikke fungerer og glæder mig helt tosset til at se hvad fremtiden bringer for Jannie:-)

Som jeg luftede i loggen i sidste uge, så har tingene ikke rigtigt fungeret for mig på jobbet den seneste periode. Det har påvirket mit humør og tynget mig, og tanker omkring fremtiden har der derfor været rigelige af.
Jeg har det svært med at få ting trukket ned over hovedet på mig, og generelt set så hader jeg manglende frihed til at handle. Det er bare ikke altid lige nemt, for et job er trods alt et job, og penge på kontoen er i en eller anden udstrækning en nødvendighed. I hvert fald i det lange løb.
Men hvad blev der af det der med at tage chancer? Stikke af fra det der tynger en og opsøge de muligheder der pludseligt kan opstå, når man ikke selv lader noget stå i vejen og blokere for dem. Tja, langt hen ad vejen har jeg klart haft tendens til de sikre valg. De valg forældrene råder en til - de valg som et eller andet sted aldrig revolutionerer noget som helst! Det er slut nu, det gider jeg ikke længere. Jeg har sagt op!
Drastisk? Ja! Velovervejet? Ja, det synes jeg faktisk! Er dog ret sikker på at min far synes det stik modsatte, men ham om det;-) Den rette løsning? JA! Jeg er så lettet over at have truffet beslutningen at det halve kunne være løgn. Det føles som om jeg pludselig er 10 kilo lettere, så det alene gør det det hele værd:-) Om løsningen så også er den rette på den lange bane, det kan kun tiden vise. Jeg tager chancen, går all in på at ændre det der ikke fungerer og glæder mig helt tosset til at se hvad fremtiden bringer for Jannie:-)

Som jeg luftede i loggen i sidste uge, så har tingene ikke rigtigt fungeret for mig på jobbet den seneste periode. Det har påvirket mit humør og tynget mig, og tanker omkring fremtiden har der derfor været rigelige af.
Jeg har det svært med at få ting trukket ned over hovedet på mig, og generelt set så hader jeg manglende frihed til at handle. Det er bare ikke altid lige nemt, for et job er trods alt et job, og penge på kontoen er i en eller anden udstrækning en nødvendighed. I hvert fald i det lange løb.
Men hvad blev der af det der med at tage chancer? Stikke af fra det der tynger en og opsøge de muligheder der pludseligt kan opstå, når man ikke selv lader noget stå i vejen og blokere for dem. Tja, langt hen ad vejen har jeg klart haft tendens til de sikre valg. De valg forældrene råder en til - de valg som et eller andet sted aldrig revolutionerer noget som helst! Det er slut nu, det gider jeg ikke længere. Jeg har sagt op!
Drastisk? Ja! Velovervejet? Ja, det synes jeg faktisk! Er dog ret sikker på at min far synes det stik modsatte, men ham om det;-) Den rette løsning? JA! Jeg er så lettet over at have truffet beslutningen at det halve kunne være løgn. Det føles som om jeg pludselig er 10 kilo lettere, så det alene gør det det hele værd:-) Om løsningen så også er den rette på den lange bane, det kan kun tiden vise. Jeg tager chancen, går all in på at ændre det der ikke fungerer og glæder mig helt tosset til at se hvad fremtiden bringer for Jannie:-)

Du kunne også arbejde lidt på dine armtag, især isættene. Få noget mere vidde på ved isættet, så du ikke krydser ind over midteraksen. Det giver unødvendig ustabilitet hele vejen ned igennem underkroppen og bremser din fremdrift markant.
Prøv at gå efter at sætte hænderne i vandet ved 11 og 1 på uret. Det vil føles forkert i starten, men sådan er det altid når man ændrer ved teknikken.

Min FTP er pt. 185 watt. Jeg kørte en test for ca. 4 uger siden, og derfra har jeg de 185 watt.
OK, jeg var ikke 100% på toppen da jeg kørte testen, og jeg har siden da også været i stand til at køre alle mine intervaller i den øverste del af mine zoner, men et overskud på størrelse med det igår har jeg ikke haft før. 3 dages pause samt en god pizza gør klart en forskel
Jeg har i øvrigt FTP test på programmet på lørdag, så det bliver spændende at se hvad den ender ud i

FTP = Functional threshold power
Et begreb der bruges i forbindelse med watt træning. Din FTP værdi er kort fortalt 95% af de watt du maksimalt kan yde over 20 min. Når man træner med watt sætter din FTP standarderne for dine watt zoner. Lidt nørdet, men genialt i forhold til effektiv træning:-)
Stomps = Korte accelerationer (20 sek) hvor man starter i et meget tungt gear og med benene mere eller mindre i ro og så ellers øger tempoet. En form for styrketræning på cykel kan man vel kalde det;-)
Tak :-) Jeg læste på Facebook at du søgte tri cykel. Er du også på vej tilbage i gamet igen?

Flot løbet!
Uoptimal forberedelse, en bakket rute og et koldere vejr gør ikke forholdene nemmere til PR, så jeg vil mene, at du har alle gode grunde til at være tilfreds.
Hvad er målsætningen for CPH 2014?

Så er der dømt weekend, og bedst af alt, så bliver det en weekend i laveste gear. Ikke fordi at jeg har tænkt mig at koge på sofaen hele weekenden, men mere fordi, det i modsætning til de seneste weekender, bliver 100% fest og alkohol fri :4thumbup:
Ugen har indtil videre budt på masser af gode træningspas, så derfor passer en non-alkoholic weekend mig ekstra godt - der er jo ingen grund til at spolere mere end højest nødvendigt.....
Dagen i dag startede ellers noget kaotisk. Jeg vågnede ved at min telefon ringede. Jeg fløj op og anede straks at noget var helt galt - det var nemlig alt for lyst udenfor. Det viste sig så, at klokken var 8,05. Ups, jeg havde forsovet mig
Jeg kan ikke engang huske at vækkeuret har ringet, så jeg må have været noget kvæstet....
Den næste halve time blev brugt på en hurtig shining af hår og makeup (jeg havde heldigvis taget bad i går aftes), og så var det ellers bare afsted. Jeg satte mig på kontorstolen kl. 8,46, så der er bestemt ikke blevet spildt mange minutter.
Det betød så minus morgenmad og madpakke
Morgenmaden blev klaret med en yoghurt fra køleskabet, mens frokosten blev 2 x cheeseburgers fra McD :4thumbup:
Efter job var det direkte afsted i centret - for 4 gang i denne uge. BUM siger jeg bare!
Først skulle der pumpes jern Det blev til følgende øvelser:
Lunges:
3 x 10 @ 10 kg
Jeg gik noget forsigtigt til værks, dels pga. trætte ben, men nok mest pga. den efterfølgende spinningtime.
Dumbbell pres:
3 x 10 @ 5 kg
3 x 10 @ 7,5 kg (i hver hånd)
Biceps curl (preachers bench):
2 x 10 @ 10 kg
1 x 10 @ 7,5 kg
Pull down:
3 x 10 @ 30 kg
Rowing:
3 x 10 @ 30 kg
Derudover blev der kørt yderligere et par skulder/bryst øvelser, som jeg ikke kender navnet på.
Abbs sprang jeg selvfølgelig heller ikke over.
Generelt set bar dagens styrketræning præg af trætte og ømme muskler, hvilket der ikke er så meget at sige til, ugens hidtidige program taget i betragtning. Styrketræningen var dog ikke dagens punktum - som tidligere nævnt skulle jeg nemlig køre afløsertime i spinning
Timen forløb ganske fint, bortset fra at mikrofonen crackede halvvejs i timen Resten af timen måtte jeg råbe mig igennem, hvilket selvfølgeligt ikke var optimalt, men det gik.....
Jeg kørte timen uden pulsmåler, da jeg ikke havde noget at få vasket pulsbæltet efter gårsdagens timer. Derfor har jeg ikke nogen præcis indikation af timens forløb, men jeg fornemmer at lå godt til i den højere ende af skalaen, måske ca. 86% af max.
Dagens stats:
1 times styrketræning
50 min spinning
Er morgen er der absolut dømt hviledag. Jeg har nu trænet 5 dage i streg, og kroppen begynder med at være lidt mærket. Derfor kommer hviledagen i morgen kærkomment. Dagen kan jeg så meget passende bruge på, at shoppe de sidste julegaver sammen med min mor. Det skal nok blive hyggeligt

Det der triathlon er altså en underlig størrelse. Either you love it or you hate it! Eller det er i hvert fald sådan det lader til at fungere for mig.....
Kan I regne ud hvor det bærer hen??
Kort fortalt, så er jeg back in the game og klar til at tage tri udfordringen op igen i sæsonen 2014. En kæreste med hang til tri var tilsyneladende det eneste der skulle til, så nu er jeg her igen. Stadigvæk cykelrytter af hjerte men altid klar på en ny udfordring, også selvom den rummer svømning og løb!
Sæsonen 2014 kommer derfor til at tage en lidt anden drejning end hidtil planlagt, men jeg er omstillingsparat og allerede godt igang med at gå all in på det nye projekt.
Sæsonplanlægningen er derfor også godt igang - ja faktisk er den meget tæt på at være komplet.
Min sæson starter for alvor i Barcelona fra d. 5/4-12/4, hvor der står træningslejr på programmet. Jeg samarbejder lidt med en coach som bor dernede, så kæresten og jeg smutter derned en uges tid, for at få lagt en god base tidligt i sæsonen med kyndig velledning fra coach Thomas.
Nå ja, så kommer ugen i Barcelona uden tvivl også til at fungere som forberedelse til sæsonens første stævne - nemlig 70.3 Challenge Barcelona d. 18 maj.
Eftersigende skulle det være et rigtig fint løb med godt med bakker - noget der alt andet lige må passe mig ganske glimrende!
Derefter bliver der et lille "tri break" i perioden frem mod La Marmotte, hvor fokus bliver rettet mod landevejen, og formen skal toppes så jeg er knivskarp og klar til at køre en sub 8 timers tid d. 5 juli.
Break er måske så meget sagt, for både svømning samt løb skal selvfølgelig vedligeholdes. Det overordnede fokus bliver dog cykling, for det betyder utrolig meget for mig at få sat en skarp tid til La Marmotte.
Sæsonens næste mål, som dog kun er et delmål, bliver Silkeborg Triatlon d. 31 aug. Et stævne som jeg også kørte tilbage i 2011, og som efterlod et ganske glimrende indtryk. I hvert fald tilpas godt til at jeg har valgt at bruge stævnet til at tune tri formen frem mod sæsonens helt store og afsluttende mål.
Egentlig ville det være oplagt at lade sæsonen kulminere ved Ironman Copenhagen medio aug som 90% af alle andre danske Ironman triatleter, og det har da bestemt også strejfet mine tanker. Sagen er bare den at det ikke harmonerer optimalt med mine La Marmotte planer, og listen til at gå på kompromis med enten det ene eller andet stævne eksisterer ikke. Valget er derfor faldet på Ironman Mallorca d. 27 sep
Ruten til IM Mallorca er endnu ikke offentliggjort, men mon ikke at det bliver en bjergrig satan i stil med ruten på 70.3 racet? Det tror jeg... Og det gør mig bestemt ikke noget, for når alt kommer til alt er jeg mere bjergrytter end jeg er tempokonge..... LOL!
Det var en mindre opdatering fra min side. En opdatering skrevet i håbet om at mine opdateringer nu bliver mere hyppige. Derfor ryger der også lige lidt træningsupdates fra indeværende uge med i denne omgang, og så må vi ellers se hvad de kommende dage/uger/måneder bringer
Mandag
15 min coretræning
Spinning - 90 min @ 79% af max
Tirsdag
Morgensvømning - 2200 m med fokus på teknik
Intervalløb - 11,5 km inkl. 3 x 10 min laktattræning (4:45 min/km)

Uhh... lige lidt tid siden der er blevet updatet...
Weekenden blev brugt med spa-ophold på Skodsborg sammen med en sød pige. Det gjorde så også at træningen blev kompromitteret en lille smule, men vi fik en ok omgang lørdag med 60min trail-løb og 60min svømning. Søndagen blev der slet ikke trænet grundet lettere tømmermænd og at jeg skulle afsted på business-trip til London, så brugte tiden på sofaen.
Mandag morgen var jeg klar i løbeskoene rundt i gaderne i London/Uxbridge. En lille forstad til London, men meget hyggelig og med massere af gyms. Jeg tog 25min og fandt lige de lokale gyms etc, så jeg kunne være klar til at træne lidt i løbet af ugen.
Mandag aften ville jeg gerne svømme en tur, men det blev lidt abrupt pga nogle meget mærkelige svømmetider. Dog fik jeg lavet en masse teknik og så lige svømmet 600M.
Tirsdag morgen sov jeg, og tirsdag aften blev et super pas med 45min Halifax intervaller (10stk) + 15min CrossTrainer og derefter styrketræning (squats, benpres, pulldowns - 6RM væt).
Onsdag morgen, 40min løb!

Jeg har kørt i dameudgaven af den Castelli du linker til de sidste par år, og det er en super fed jakke. Den er varm og pasformen er genial, og samtidigt er den dejlig høj i kraven så der ikke kommer alt for meget kold luft ind på halsen. Jeg har også to Assos vinterjakker som er virkelig lækre. Pasformen i Assos er et niveau over Castelli, men hvis det er en af de helt kolde dage, så falder mit valg ALTID på Castelli jakken. Den er ganske enkelt varmere! Go Go Castelli!

Jeg kørte noget lignende igår, og jeg er total enig! Det gør niller naller i stængerne!
Fedt indlæg omkring omerta i øvrigt:-)

F***, hvor lyder den bare led!
Glæder mig til at se pics, og synes i øvrigt at du har gjort det helt rigtige ved at gå efter en top tunet TT maskine fremfor en tri-tunet racer!
Er jobbet i hus?
Det tog mig 30 min at skrive dette indlæg, fordi jeg stadigvæk sidder med krydsede fingre.....

Din boganmeldelse kommer som sendt fra himlen, for jeg er netop ved at færdiggøre en bog og mangler et godt bud på den næste i rækken.
Pudsigt nok, så har jeg har altid haft et godt øje til Millar (helt tilbage fra Cofidis dagene) , så valget forekommer mig pludselig ganske let

Still alive and kicking
Efter længere tids stilstand i loggen, er det vist på tide at genoptage skriverierne igen, og det kan jeg jo så meget passende gøre med en lille update. Der er kommet en del træninger på kontoen siden min sidste update d. 21/7, og derfor orker jeg heller ikke at komme nærmere ind på hvert enkelt træningspas. Min update bliver derfor lidt mere overordnet, dog med en enkelt undtagelse - nemlig fredagens deltagelse i Kongeetapen.
Min spinningsæson er så småt gået igang, og de sidste par uger har jeg derfor haft en god portion timer. Det er egentlig ikke fordi jeg gider lige pt, men mere fordi at jeg snart smutter til New York til en uges shopping/sightseeing, og derfor godt kan bruge lidt ekstra cash til lommepenge.
Udover spinning har jeg selvfølgelig også været på landevejen. En hel del faktisk! Ja, rent faktisk har jeg netop rundet 10.000 km for 2013, hvilket er sådan ca. 4000 km mere end hvad jeg har kørt i min bil i samme periode
Lidt BB (en del faktisk) bliver det også til. For selvom jeg har været meget velkørende i år, så er der klart mere at hente, og en af vejene til forbedringer må klart have en direkte connection til min manglende power. Jeg ved godt at BB er genstand for evig debat i forbindelse med udholdenhedssport, men jeg har en tro på at det er vejen frem for mig, og det er vist noget nær det vigtigste. Believe in what you do, er det ikke det man siger
Jeg træner pt. efter et 2-split program, hvor dag 1 består af skuldre, triceps og bryst, mens dag 2 består af ryg, ben og biceps. Abs står for skud begge dage. Det giver nogle dejlig tunge ben, som selvfølgelig har en negative effekt på mine cykelture, men eftersom jeg pt. ikke har nogle løb plottet i kalenderen gør det ikke så meget. Dukker der nogle løb op, så skipper jeg benene den pågældende uge, og så går det hele nok alligevel Nemlig ja!
Kongeetapen 02.08.2013
I forbindelse med den episke Kongeetape i Post Danmark Rundt, hvor rytterne afslutter med runder på en ond ond rute i Vejle C, afvikles der også en pendant for motionisterne, som for en enkelt dag kan få lov til at sidestille sig lidt med profferne i et løb med masser af tilskuer - danske forhold taget i betragtning. Til trods for min fortid i Vejle, har jeg aldrig tidligere deltaget i dette løb. Pudsigt nok skulle 2013, året efter at jeg flyttede fra Vejle, blive mit debut år
Løbet foregår på samme rute som profferne kører, og er virkelig velorganiseret, men det er på mange måder også et logistisk mareridt for os dødelige motionister, eftersom starten går i Sønderborg kl. lidt i lort en fredag morgen. Heldigvis havde jeg fået mulighed for et lift til Sønderborg, så alle spekulationer om hvordan jeg skulle komme frem og tilbage kunne glemmes, og focus blev flyttes mod selve indsatsen på cyklen.
Min optakt til løbet var ikke just perfekt, hvilket bekymrede mig lidt inden starten gik. Bekymringerne gik mest af alt på den manglende restitution jeg havde haft i dagene op til, for hele 6 instruktørtimer i centret var blevet kørt på sølle 3 dage, med de sidste to timer blot 12 timer før starten i Sønderborg. Det kombineret med ringe nattesøvn gjorde forventningerne lave. Noget der senere viste sig at være helt ubegrundet
Lidt konservativt havde jeg tilmeldt mig i startgruppen der var sat til at køre med ca. 30 km/t. Det havde jeg gjort efter en snak med en makker, der kunne berette om langt højere tempo i 30 km/t gruppen de foregående år. Hellere køre fra de andre end blive sat, var nok min begrundelse for valget. Mit valg viste sig at være helt rigtigt, for tempoet var ganske rigtigt MEGET højere.
Faktisk var tempoet så højt at jeg var tæt på at slippe gruppen allerede efter en times kørsel. På dette tidspunkt havde vi allerede kørt godt og vel 41 km, så tempoet var opskruet og min puls ligeså. Jeg havde egentlig ikke problemer med at side med, men distancen bekymrede mig lidt, for det niveau ville jeg på ingen måder kunne holde hjem. Jeg besluttede mig dog for at blive siddende, for jeg var næppe den eneste der sad i det røde felt. Og ganske rigtigt, jeg var ikke den eneste.... Da vi ramte Skamlingsbanken lige syd for Kolding efter ca. 80 km begyndte de første fra fronten med at hænge lidt, og tempoet gik fra værende højt til at være en anelse mere overkommeligt. Samtidigt begyndte det ellers velfungerende rulleskift med at blive noget mere tyndt besat, så vi var nu pludselig kun 10-12 stykker som holdt den kørende. Jeg forsatte med at tage min del af arbejdet, for jeg vidste at gruppen under alle omstændigheder snart ville blive sprængt til atomer når først kursen blev sat mod Egtved. Ville jeg gøre mig forhåbninger om en skarp tid, så ville det kræve et forsat samarbejde med de stærkeste i gruppen. Alene ville jeg ikke have en chance.
Stykket ml. Kolding og Egtved er konstant op og ned. Det er ikke de vilde stigninger, men der er til gengæld ikke så meget som en meter i vatter I en noget decimeret gruppe gik jeg all in på at holde mig i front. På den måde havde jeg lidt af give af på de kortere eksplosive bakker. Men det var ikke uden kamp, og jeg må indrømme, at jeg var noget presset da vi kørte ind i Egtved. Både presset og lettere bekymret, for jeg vidste ligesom godt, at de værste bakker stadigvæk lå og ventede på mig
Det lykkedes mig at sidde med fronten af gruppen frem til Tørskind bakken, hvor alt blev sprængt i stumper og stykker. Kun ca. 3 kom samlet op over, og dem måtte jeg desværre se køre væk alene, mens jeg endnu kæmpede med de sidste meter af bakken. FUCK!
2 x FUCK fordi vinden kom fra øst og de sidste 30-35 km ind mod Vejle var mere eller mindre direkte ind i vinden :annoyed: Med ca. 30 km til målstregen var det noget af en streg i regningen, og jeg tjekkede derfor rytterne bagude, for at vurdere om der var nogen som kunne bruges til noget. Jeg så et par VCK ryttere, og jeg ventede faktisk også på dem, men de var ikke til megen gavn og blev sat straks vi ramte næste bakke. Jeg indstillede mig derfor på et sololøb, tog en gel og forsøgte at finde mit eget tempo.
Kort tid efter rammer jeg Rauning bakken. Måske ikke den værste når man kigger på stigningsprocenterne, men med 160 km i benene kommer man altså ikke let til noget som helst. Ca. halvvejs oppe bliver jeg ramt af lidt småkramper i venstre knæhase, og kan knap nok holde cyklen igang. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, men det lykkes og mirakuløst nok forsvinder krampen kort tid efter.
Med 24 km til mål begynder de hurtigere ryttere fra 33 km/t gruppen at komme op bagfra, men på det tidspunkt er jeg for mærket til at reagere og køre med. Jeg sidder og irriterer mig lidt over det, for jeg er udemærket klar over at det er det eneste rigtige at gøre. Det giver ligesom ingen mening at side ene mand med høj puls i et lavt tempo. Så hellere i et mindre felt med høj puls og højere fart! Det er bare ikke altid så lige til i den virkelige verden
Til mit held kommer der en single rytter op få km senere. Perfekt timing, for den gel jeg indtog kort forinden er netop begyndt at virke. Jeg får derfor rejst mig i pedalerne og fremtvunget et acceleration der er præcis stor nok til at lukke hullet, og kort tid efter er jeg med på hjul. Det er desværre lidt en stakket frist for næste bakke lurer forude, og der går da heller ikke mange meter af bakken før jeg igen er alene.
Målstregen er nu ca. 15 km væk og jeg har så småt indstillet mig på at måtte køre solo til mål. Der kommer ikke rigtigt ryttere op bagfra længere og dem jeg overhaler er fra de langsommere grupper og kører så langsomt, at de end ikke kan holde mit hjul. Der er derfor kun en ting at gøre, nemlig at træde til.
Med ok gang i benene nærmer jeg mig målet i Vejle, og i takt med at jeg nærmer mig stiger moralen. OK, jeg er helt smadret og tømt, men min tid so far er god og Kiddesvej er ikke forhindring nok til at bremse mig. Nogle få km før byskiltet lykkedes det mig sågar at få hentet de tre gutter der satte mig ude på Tørskinds bakken. Da de ser mig, kigger de noget forundret på mig og giver mig et anerkendende nik og et "godt kæmpet" med på vejen.
Så er vi i Vejle og kun Kiddesvej ligger ml. mig og målstregen. Jeg er noget nervøs for stigningen, for min bjerggearing ligger derhjemme, og jeg må "nøjes" med en 25´er som laveste gear. Oveni det ligger der en krampe og lurer, og så selvfølgelig en god portion træthed i alle muskler og led, som følge af en hård og meget varm dag. Men jeg klarede Kiddesvej, selvfølgelig gjorde jeg det! Endda med masser af tilråb fra venner og bekendte, som var troppet op for at give lidt opbakning med på vejen. Sikke en oplevelse Derfra var det bare at cruise de sidste meter hen til målstregen, og så var det ellers overstået.
Kongeetapen 2013 - 188 km, 5 timer 27 min @ ca. 34,8 km/t
Her efterfølgende kan jeg konstatere, at det er ikke for sjovt at distancen kaldes Kongeetapen! Nok er det ikke La Marmotte, men det til trods, så var jeg presset til det yderste og fuldstændig tømt da jeg nåede målstregen. Et puls gennemsnit på 81% af max taler vist også sit tydelige sprog
Nu hvor det er overstået kan jeg glæde mig over at have kørt endnu et veldisponeret long distance løb. Alt fungerede for mig! Benene spillede, energiindtaget var veldisponeret og jeg fik og disponeret kræfterne lige efter bogen. Eneste lille fejltagelse var nok kun at lave et stop for at tanke vand. På årets varmeste dag drak jeg blot sølle 3 liter vand på over 5 timer, og det var nok årsagen til den mindre krampe jeg måtte kæmpe med derude. Det kom ikke til at koste mig alverdens i længden, men set i bagspejlet kunne man nemt have frygtet værre konsekvenser.
Forresten, så rakte min tid til en 1. plads blandt kvinderne og en 46. plads i det samlede felt. Der var lige godt 30 kvinder der gennemførte og +500 blandt mændene, så min placering går vist under katagorien GODKENDT

Still alive and kicking
Efter længere tids stilstand i loggen, er det vist på tide at genoptage skriverierne igen, og det kan jeg jo så meget passende gøre med en lille update. Der er kommet en del træninger på kontoen siden min sidste update d. 21/7, og derfor orker jeg heller ikke at komme nærmere ind på hvert enkelt træningspas. Min update bliver derfor lidt mere overordnet, dog med en enkelt undtagelse - nemlig fredagens deltagelse i Kongeetapen.
Min spinningsæson er så småt gået igang, og de sidste par uger har jeg derfor haft en god portion timer. Det er egentlig ikke fordi jeg gider lige pt, men mere fordi at jeg snart smutter til New York til en uges shopping/sightseeing, og derfor godt kan bruge lidt ekstra cash til lommepenge.
Udover spinning har jeg selvfølgelig også været på landevejen. En hel del faktisk! Ja, rent faktisk har jeg netop rundet 10.000 km for 2013, hvilket er sådan ca. 4000 km mere end hvad jeg har kørt i min bil i samme periode
Lidt BB (en del faktisk) bliver det også til. For selvom jeg har været meget velkørende i år, så er der klart mere at hente, og en af vejene til forbedringer må klart have en direkte connection til min manglende power. Jeg ved godt at BB er genstand for evig debat i forbindelse med udholdenhedssport, men jeg har en tro på at det er vejen frem for mig, og det er vist noget nær det vigtigste. Believe in what you do, er det ikke det man siger
Jeg træner pt. efter et 2-split program, hvor dag 1 består af skuldre, triceps og bryst, mens dag 2 består af ryg, ben og biceps. Abs står for skud begge dage. Det giver nogle dejlig tunge ben, som selvfølgelig har en negative effekt på mine cykelture, men eftersom jeg pt. ikke har nogle løb plottet i kalenderen gør det ikke så meget. Dukker der nogle løb op, så skipper jeg benene den pågældende uge, og så går det hele nok alligevel Nemlig ja!
Kongeetapen 02.08.2013
I forbindelse med den episke Kongeetape i Post Danmark Rundt, hvor rytterne afslutter med runder på en ond ond rute i Vejle C, afvikles der også en pendant for motionisterne, som for en enkelt dag kan få lov til at sidestille sig lidt med profferne i et løb med masser af tilskuer - danske forhold taget i betragtning. Til trods for min fortid i Vejle, har jeg aldrig tidligere deltaget i dette løb. Pudsigt nok skulle 2013, året efter at jeg flyttede fra Vejle, blive mit debut år
Løbet foregår på samme rute som profferne kører, og er virkelig velorganiseret, men det er på mange måder også et logistisk mareridt for os dødelige motionister, eftersom starten går i Sønderborg kl. lidt i lort en fredag morgen. Heldigvis havde jeg fået mulighed for et lift til Sønderborg, så alle spekulationer om hvordan jeg skulle komme frem og tilbage kunne glemmes, og focus blev flyttes mod selve indsatsen på cyklen.
Min optakt til løbet var ikke just perfekt, hvilket bekymrede mig lidt inden starten gik. Bekymringerne gik mest af alt på den manglende restitution jeg havde haft i dagene op til, for hele 6 instruktørtimer i centret var blevet kørt på sølle 3 dage, med de sidste to timer blot 12 timer før starten i Sønderborg. Det kombineret med ringe nattesøvn gjorde forventningerne lave. Noget der senere viste sig at være helt ubegrundet
Lidt konservativt havde jeg tilmeldt mig i startgruppen der var sat til at køre med ca. 30 km/t. Det havde jeg gjort efter en snak med en makker, der kunne berette om langt højere tempo i 30 km/t gruppen de foregående år. Hellere køre fra de andre end blive sat, var nok min begrundelse for valget. Mit valg viste sig at være helt rigtigt, for tempoet var ganske rigtigt MEGET højere.
Faktisk var tempoet så højt at jeg var tæt på at slippe gruppen allerede efter en times kørsel. På dette tidspunkt havde vi allerede kørt godt og vel 41 km, så tempoet var opskruet og min puls ligeså. Jeg havde egentlig ikke problemer med at side med, men distancen bekymrede mig lidt, for det niveau ville jeg på ingen måder kunne holde hjem. Jeg besluttede mig dog for at blive siddende, for jeg var næppe den eneste der sad i det røde felt. Og ganske rigtigt, jeg var ikke den eneste.... Da vi ramte Skamlingsbanken lige syd for Kolding efter ca. 80 km begyndte de første fra fronten med at hænge lidt, og tempoet gik fra værende højt til at være en anelse mere overkommeligt. Samtidigt begyndte det ellers velfungerende rulleskift med at blive noget mere tyndt besat, så vi var nu pludselig kun 10-12 stykker som holdt den kørende. Jeg forsatte med at tage min del af arbejdet, for jeg vidste at gruppen under alle omstændigheder snart ville blive sprængt til atomer når først kursen blev sat mod Egtved. Ville jeg gøre mig forhåbninger om en skarp tid, så ville det kræve et forsat samarbejde med de stærkeste i gruppen. Alene ville jeg ikke have en chance.
Stykket ml. Kolding og Egtved er konstant op og ned. Det er ikke de vilde stigninger, men der er til gengæld ikke så meget som en meter i vatter I en noget decimeret gruppe gik jeg all in på at holde mig i front. På den måde havde jeg lidt af give af på de kortere eksplosive bakker. Men det var ikke uden kamp, og jeg må indrømme, at jeg var noget presset da vi kørte ind i Egtved. Både presset og lettere bekymret, for jeg vidste ligesom godt, at de værste bakker stadigvæk lå og ventede på mig
Det lykkedes mig at sidde med fronten af gruppen frem til Tørskind bakken, hvor alt blev sprængt i stumper og stykker. Kun ca. 3 kom samlet op over, og dem måtte jeg desværre se køre væk alene, mens jeg endnu kæmpede med de sidste meter af bakken. FUCK!
2 x FUCK fordi vinden kom fra øst og de sidste 30-35 km ind mod Vejle var mere eller mindre direkte ind i vinden :annoyed: Med ca. 30 km til målstregen var det noget af en streg i regningen, og jeg tjekkede derfor rytterne bagude, for at vurdere om der var nogen som kunne bruges til noget. Jeg så et par VCK ryttere, og jeg ventede faktisk også på dem, men de var ikke til megen gavn og blev sat straks vi ramte næste bakke. Jeg indstillede mig derfor på et sololøb, tog en gel og forsøgte at finde mit eget tempo.
Kort tid efter rammer jeg Rauning bakken. Måske ikke den værste når man kigger på stigningsprocenterne, men med 160 km i benene kommer man altså ikke let til noget som helst. Ca. halvvejs oppe bliver jeg ramt af lidt småkramper i venstre knæhase, og kan knap nok holde cyklen igang. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, men det lykkes og mirakuløst nok forsvinder krampen kort tid efter.
Med 24 km til mål begynder de hurtigere ryttere fra 33 km/t gruppen at komme op bagfra, men på det tidspunkt er jeg for mærket til at reagere og køre med. Jeg sidder og irriterer mig lidt over det, for jeg er udemærket klar over at det er det eneste rigtige at gøre. Det giver ligesom ingen mening at side ene mand med høj puls i et lavt tempo. Så hellere i et mindre felt med høj puls og højere fart! Det er bare ikke altid så lige til i den virkelige verden
Til mit held kommer der en single rytter op få km senere. Perfekt timing, for den gel jeg indtog kort forinden er netop begyndt at virke. Jeg får derfor rejst mig i pedalerne og fremtvunget et acceleration der er præcis stor nok til at lukke hullet, og kort tid efter er jeg med på hjul. Det er desværre lidt en stakket frist for næste bakke lurer forude, og der går da heller ikke mange meter af bakken før jeg igen er alene.
Målstregen er nu ca. 15 km væk og jeg har så småt indstillet mig på at måtte køre solo til mål. Der kommer ikke rigtigt ryttere op bagfra længere og dem jeg overhaler er fra de langsommere grupper og kører så langsomt, at de end ikke kan holde mit hjul. Der er derfor kun en ting at gøre, nemlig at træde til.
Med ok gang i benene nærmer jeg mig målet i Vejle, og i takt med at jeg nærmer mig stiger moralen. OK, jeg er helt smadret og tømt, men min tid so far er god og Kiddesvej er ikke forhindring nok til at bremse mig. Nogle få km før byskiltet lykkedes det mig sågar at få hentet de tre gutter der satte mig ude på Tørskinds bakken. Da de ser mig, kigger de noget forundret på mig og giver mig et anerkendende nik og et "godt kæmpet" med på vejen.
Så er vi i Vejle og kun Kiddesvej ligger ml. mig og målstregen. Jeg er noget nervøs for stigningen, for min bjerggearing ligger derhjemme, og jeg må "nøjes" med en 25´er som laveste gear. Oveni det ligger der en krampe og lurer, og så selvfølgelig en god portion træthed i alle muskler og led, som følge af en hård og meget varm dag. Men jeg klarede Kiddesvej, selvfølgelig gjorde jeg det! Endda med masser af tilråb fra venner og bekendte, som var troppet op for at give lidt opbakning med på vejen. Sikke en oplevelse Derfra var det bare at cruise de sidste meter hen til målstregen, og så var det ellers overstået.
Kongeetapen 2013 - 188 km, 5 timer 27 min @ ca. 34,8 km/t
Her efterfølgende kan jeg konstatere, at det er ikke for sjovt at distancen kaldes Kongeetapen! Nok er det ikke La Marmotte, men det til trods, så var jeg presset til det yderste og fuldstændig tømt da jeg nåede målstregen. Et puls gennemsnit på 81% af max taler vist også sit tydelige sprog
Nu hvor det er overstået kan jeg glæde mig over at have kørt endnu et veldisponeret long distance løb. Alt fungerede for mig! Benene spillede, energiindtaget var veldisponeret og jeg fik og disponeret kræfterne lige efter bogen. Eneste lille fejltagelse var nok kun at lave et stop for at tanke vand. På årets varmeste dag drak jeg blot sølle 3 liter vand på over 5 timer, og det var nok årsagen til den mindre krampe jeg måtte kæmpe med derude. Det kom ikke til at koste mig alverdens i længden, men set i bagspejlet kunne man nemt have frygtet værre konsekvenser.
Forresten, så rakte min tid til en 1. plads blandt kvinderne og en 46. plads i det samlede felt. Der var lige godt 30 kvinder der gennemførte og +500 blandt mændene, så min placering går vist under katagorien GODKENDT

Tak for det:-)
Carsten kørte på 8 timer og 6 min. Han blev ramt af et mindre hedeslag på vejen op ad Alpen, og måtte sidde 30 min i skyggen for at få styr på kroppen igen. Han er ikke tilfreds med tiden, og havde ærlig talt også fortjent et bedre løb hans form og forberedelser taget i betragtning, men La Marmotte er ubarmhjertig - det ved jeg om nogen.
Fordelen ved hans skuffelse er, at han nu er fast besluttet på revanche næste år, så meget kunne tyde på at jeg igen har både en træningsmakker og rejsepartner på plads:-)

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere