Henrik S.

Ja, den er nærmest .... hyggelig? Og det ser også ud, som om kranken er lidt højere end på en landevejsracer. Som om den har lidt mere 'frigang'.

Hey, hey, hey ... det er 120 procent bedre end ingenting!

Ja, et forsinket tillykke med jobbet - og Hals- und Beinbruch med at få et mere robust kadaver, der kommer sundt og godt gennem vinteren.

Altså, bortset fra, at f-ordet har sneget sig ind så opsummerer det vist sagen i en nøddeskal. Handling trumfer til enhver tid planlægning. Kom nu bare i gang. Det er jo noget, jeg slås med meget ofte i mit arbejdsliv som freelancer. Pludselig kan opgaverne hobe sig op og virke uoverskuelige ... og så er der jo lige de sociale medier, der skal holdes ved lige, og hvad er der kommet af sjove videoer på YouTube ... pludselig er der gået en halv time, hvor planerne rumler rundt i hovedet, og hvor man har fået lavet absolut zero. Har dog opdaget en meget sjov ting: Hvis det hober sig op, så skal man sjovt nok ikke (eller jeg skal i hvert fald ikke) få det værste eller største projekt af vejen først. Tværtimod. Tag den mindste/sjoveste opgave, kæl lidt for den, og skyd den af sted. Tag så den næste, som også gerne må være lystfyldt fremfor pligtfyldt. Før man får set sig om, har man skrevet sig varm, oplever sig selv som virkelig produktiv, og så kører bussen. Just do it.

... træningsmæssigt sker der i øvrigt ikke det store og absolut intet nyt i forhold til sidst. Min dosis blodtryksmedicin fik jo et lille nøk opad, men det hjalp ikke, og tallene ligger ret stabilt i den høje ende. Jeg mangler også stadig lidt luft 'på toppen', når jeg løber, så det står lidt i stampe det hele (selv om jeg dog løber og får holdt formen nogenlunde ved lige). Nu har jeg lige sendt et nyt skema med hjemmemåling af blodtrykket til lægen, og så vi må vi se, hvad vi sammen kan finde på. Det kunne være rart at få afprøvet en større dosis/et andet middel inden min årskontrol i februar.

Just do it

Det er totalt mystisk og illustrerer også meget godt forskellen på vandret og lodret på vores lille jord. Syv km herfra er jo bare en bette cykeltur ud til omegnen af Albertslund. Piece of cake. Men rejser man de samme syv km på højkant, er det en anden snak. Da jeg var ude at flyve i svæveflyver på min fødselsdag, var vi i virkeligheden ikke ret højt oppe, men kunne se fra Samsø mod vest og over til Sverige mod øst. København er jo for det meste også kun 5 etager højt, men når man sidder på en tagterrasse har man oplevelsen af at kunne se virkelig langt. Det er, som om jorden gerne vil holde os tæt til sig. Jo mere, vi fjerner os fra den, desto sværere bliver det. Og alligevel er det, som om vi som mennesker hele tiden må prøve det igen og igen. Som dreng fulgte jeg meget på tysk tv, når en bjergbestiger, der hed Reinhold Messner tog på nye eventyr. Nu er han måske ekstrem, men hans bedrifter illustrerer meget godt, at der er noget, der igen og igen får os til at fjerne os fra havoverfladen for kun at blive trukket tilbage igen. Det er nok det samme, der giver cykling i bjergene en særlig fascination. Jeg har kun prøvet at klatre op til en 2700-2800 meter, da jeg var nede at cykle i Pyrenæerne, men kan skrive under på, at det også bliver hårdere og hårdere, jo mere man får hævet sig fra havoverfladen. Nu er 2700 meter herfra jo ikke engang turen ud til Albertslund, men kun ud til Rødovre et eller andet sted :) men ligesom kun 5 etager kan give udsyn over byen, kan bare få tusinde meter i højden også give udsyn og indblik, tror jeg.

GOD BEDRING!

Jeg er kommet til at foretage et impulskøb af en Schrøder banecykel. Det er en af den kæmpebunke, der kom i kredsløb efter balladen på cykelbanen (sidste år, forrige år?). Den er lige præcis 59 cm, og så har den fået baghjul med fodbremse, så den kan fungere som en bycykel til ture for sjov. Jeg ved ikke, hvor meget den vil blive brugt, men fristelsen var for stor (og prisen alt for lav) til, at jeg kunne stå over. Jeg fik et fint svunget 'mågestyr' med til den også, som jeg skal have monteret i stedet for racerstyret, tror jeg. Indtil videre skal den bare ud at hænge på krogen i udhuset. Så skal den testes, når lyset og varmen kommer tilbage.

Jeg havde engang for 100 år siden tilløb til noget senebetændelse ved knæet på et sted, hvor tre sener/muskler mødes. Jeg kan heller ikke huske det latinske navn, men i folkemunde bliver det kaldt for 'gåsefod'. Måske er det det samme sted?

Skylder måske en opdatering på træningen. Jeg ville jo kaste boldene op i luften her i oktober og november, og det har jeg gjort. Prøver så vidt muligt at holde fast i to besøg/uge i FW med noget styrketræning. Nu er ømheden over lænden væk, men jeg fastholder den gode vane med besøget i FW - indimellem med en omgang på en spinningcykel. Derudover løber jeg nogle ture helt stille og roligt. Nu er det vel snart en måned siden, at jeg atter hoppede helt ned i de flade sko igen, så det går stille og roligt, men kan dog sagtens løbe ture på 12-14 km. Løbeuret smed jeg over i et hjørne ved udgangen af september, så jeg aner ikke, hvor langt og hurtigt det går, men det er ikke imponerende. Det passer dog også fint, for omkring 3 uger siden havde jeg en periode, hvor blodtrykket tog et lille hop opad, og det kan give problemer med at få luft nok. Så de stille og rolige ture passer fint, og nu er min medicindosis skruet en lille smule op, så pengene passer igen. Det er sgu ikke sådan at blive gammel, men jeg skal nok ikke klage Nå ja, en sidste ting. Efter en forlænget weekend i Hamburg for en måned skød vægten gudhjjælpemig også lidt i vejret, men den kom nu hurtigt under kontrol igen, så den ligger på de sædvanlige 75-76 kg. Over de næste måneder må den egentlig blive der eller eventuelt en bønne lavere, for det er altså virkelig noget af det, der kan mærkes, når man løber.

En racercykel er ikke så uoverskuelig, vanskelig teknik, synes jeg. Og den består jo af virkelig få dele. Jeg har 10 tommelfingre i mange sammenhænge, men lige på cykelfronten går det nogenlunde. Når det er sagt, så er der nogle ting, jeg kæmper med hver eneste gang. Ikke mindst at trække bremse- og gearkabler, som godt kan give anledning til en lidt trykket stemning, når det ikke makker ret :) Derudover skal det ikke blive særlig avanceret, før jeg kaster håndklædet i ringen. Det gælder fx sådan noget med at rette hjul op og den slags. Det kunne jeg ikke finde på at kaste mig ud i.

Lidt flere godter fra hhv. USA og Klampenborg. Og vupti, er delene ved at være samlet til cyklen.

I lige måde!

Det var så godt vejr i weekenden, at jeg fint kunne stå udenfor og skrue på mit cykelprojekt. Nu er SRAM Red for-og bagskifter sat på, frempind og styr er sat ordentligt fast med nye spacere under frempinden, bremsegrebene fra Kyiv er monteret nogenlunde, hvor de skal være, og der er kommet en SRAM Red-kassette på hjulet. Det har ikke været overdyrt indtil videre, og der skulle være bremsekløer på vej fra USA. SRAM-kranken er ikke monteret, fordi jeg ikke kunne få de åndssvage Shimano krankskåle skruet af. Det viste sig, at de nu laver nogle bestemte krankskåle, der er lidt mindre end sædvanligt, så i dag landede der en adapter fra Cykelgear (til sølle 29 kroner), der passer til, så jeg kan bruge den normale kranknøgle. Og pludselig varer det ikke forfærdelig lang tid, før den er færdig, men den får nu lov til at overvintre, før den skal ud på landevejene. Kæder og kabler er i øvrigt også landet. Indtil videre skal den bare rulle på Mavic-hjulene og de monterede GP 4000-dæk. Det er godt nok ikke mange dele, der skal til, før man har en færdig cykel. En bonus ved at købe brugte ting herhjemme er i øvrigt, at jeg er kommet i kontakt med to sælgere, der har endog meget store lagre, også af små reservedele som skruer og lign. til fx SRAM. De er gode at kende.

Der er også god gevinst, når politiet lave razziaer: https://ekstrabladet.dk/krimi/boederegn-97-billister-taget-paa-fersk-gerning/9492630

Ja, enig, men de er jo også to forskellige ting. Matador var en tv-dramaserie, hvor karaktererne udvikler sig og derfor skal spille lidt mere naturligt. Huset var snarere en sitcom, hvor det hele nulstilles fra episode til episode, og hvor karaktererne helst ikke skal udvikle sig overhovedet. Det giver mere plads til farcen. Der er jo mange episoder hvor fx Flyttemand Olsen får en lærestreg, men næste gang er alt tilbage ved det gamle.

Så kom de næste stumper. Sendt fra ... Kyiv. Meget underligt at få pakkepost fra et land i krig.

'Huset' kunne noget andet end bl.a. Matador, fordi den foregik i sin samtid og afspejlede datidens problemstillinger og emner 1:1. Derfor virker nogle af afsnittene også meget outdatede, fordi aktuelle temaer har det med at blive særdeles uaktuelle på et tidspunkt.

Så er der nyt til ønskesedlen: https://www.booklab.dk/publikationer/huset-p-christianshavn-af-christian-monggaard-og-jakob-wendt-jensen?fbclid=IwAR2EdhIYB2AavARud0Ct4Bx1EJsRkWta8V2y37zuzaTP5vwWfW0jK45u53s

Tak for tip. Ham følger jeg faktisk på FB, så det kan være, han skal kontaktes for at få de sidste ting i hus.

Ah, okay, så er det ikke bare mig, der ser syner. Efterspørgslen efter brugt skyldes jo nok leveringsproblemerne på nye dele, så det hele er én lang kæde af forhindringer. Jeg fandt en fyr i Mørkøv, der har en hel røvfuld dele til salg på DBA, og han kom sågar forbi med dem. Og der skulle gerne være et sæt SRAM Red 10-speed bremse-/skiftegreb på vej fra det store udland. Men hold da op, der errift om tingene.

Er begyndt at 'skrælle' min Storck. Har lige indstillet skydningen, fordi jeg mangler det der åndssvage lille plasticværktøj til at skrue 'støvkapslen' af den venstre Shimano-pedalarm. Det er nu på vej og lander i morgen fra Cykelgear (indkøbt til den stolte pris af 19 kroner). Så skal triple-kranksættet af, og SRAM Red sættes på. Selv om jeg ikke blev færdig, var det en stor fornøjelse at pille den lillebitte frempind af og sætte en ordentlig størrelse midlertidigt på. Når kranksættet er pillet af, skal stumperne sælges på DBA. Selv brugte dele koster jo en herregård at købe på nettet på grund af mangel på alt muligt, så det er godt, at jeg har god tid til at samle de næste dele.

The Duel in the Sun, Boston Marathon 1982, hvor det også blev stegende varmt. Dick Beardsley (26) bliver udfordret af den unge stjerne Alberto Salazar (23). De sidste ni miles er det de to alene mod hinanden, og opløbet bliver uhørt tæt. Alle troede, at det blev begyndelsen til en ny guldalder for amerikansk maraton, men i stedet skulle de begge komme til at kæmpe med hver deres problemer. https://youtu.be/FmzljrUrwKE

MARATON #10 – BOSTON, APRIL 2017 RINGEN BLIVER SLUTTET Inspireret af de første moderne olympiske lege i 1896 blev det første Boston Marathon afholdt allerede året efter, i 1897. Siden er det løbet hvert år, altid på Patriot's Day, den tredje mandag i april. Som alle andre steder var der bump i planlægningen under corona, men ellers har man holdt fast i løbet, der er så spækket med traditioner, at det halve kan være nok. Ligesom juleaften bliver succesen målt efter, hvor lidt der bliver lavet om. Tidligt mandag morgen strømmer løbere fra alle hjørner af byen til Boston Common. Her venter alle de gule skolebusser fra hele regionen, som står for transporten ud til provinsbyen Hopkinton, 42 km vest for byen. Først bliver eliten sendt af sted tilbage mod byen og dernæst startgrupper i forhold til kvalifikationstiderne. Afsted går det ad en kuperet rute flankeret af en halv million heppere. Ashland, Framingham, bakkerne ved Wellesley College, hvor pigerne uddeler kys til løberne, videre over bakkerne ved Newton – Heartbreak Hill – ind i Boston forbi Fenway Park og til allersidst: 'Right on Hereford Street, left on Boylston Street' frem til målstregen. Løbemæssigt er det en hård nød at knække. Dels på grund af ruten, og dels på grund af vejret, som kan blive ... hvad som helst. Fra isnende kulde og regn til stegende hede. Når vejret slår om i Boston om foråret kan man gennemleve flere årstider på få dage. Da jeg løb der den 17. april blev det over 26 grader, og det er jo april, så der er ingen blade på træerne til at give skygge. Da jeg skulle flyve hjem dagen efter var det regnvejr og 10 grader, så man skal forberede sig på lidt af hvert. Det kom til at tage mig over fire timer, men så kan man jo løbe/jogge og tage det hele til sig. Det var kun tre måneder, efter at Trump var tiltrådt, og da Boston er hjertet af Kennedy-land, var alene skiltene langs ruten god underholdning. Her finder vi IKKE Trumps kernevælgere. Overalt var der havefester, og der var meget få steder langs ruten, hvor det tyndede ud i antallet af tilskuere og heppere. Det er altså ikke kun den tunge historiske ballast, som løbet slæber rundt på, men også selve arrangementet, ruten og omstændighederne, der gør det til en enestående begivenhed. Den hårdnakkede fastholdelse af starten i en ubetydelig flække, turen gennem smukke. bakkede landskaber i New England frem til de sidste kilometer, hvor storbyen samler sig om ørerne på en, og man løber i mål i en sprække mellem høje huse i Downtown Boston. Det var et privilegium at få det med, og det var vel også en ring, der blev sluttet, når jeg tænker på min fascination af løbet, der startede helt tilbage i begyndelsen af 1980'erne. Det tog et par år at træne og kvalificere sig til det, men det var det værd. Man glemmer måske også, hvor shaky alting var, lige da Trump var tiltrådt. I den forbindelse var det rart at opleve ufiltreret entusiasme og imødekommenhed fra amerikanerne selv. LEKTIEN AF DETTE LØB? Man skal aldrig sige aldrig. Når det kan lade sig gøre at løbe på den samme asfalt som ungdommens idoler, så er der vel også en vej frem til et ekstra maraton næste forår. BUD #1: TRÆN MED ANDRE BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE BUD #7: HUSK AT DRIKKE BUD #8: VÆLG ET SJOVT LØB BUD #9: TRÆN SÅ LANGT DU ORKER BUD #10: ALDRIG SIGE ALDRIG Billedet er fra starten i Hopkinton, 42 km vest for Boston. Alle deltagere har kvalificeret sig på tid og bliver sendt af sted i grupper baseret på den tid. Det giver den mest flydende afvikling af starten og de første mange kilometer, jeg nogensinde har oplevet i et løb.