Henrik S.

Medlemmer
  • Posts

    5,928
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    307

Posts posted by Henrik S.

  1. Endnu et løft på ugens lange tur til 26,2 km. Ellers samme uge som skitseret i sidste opslag. Tempoet i dag på den lange tur var det samme (langsomme) tempo som sidste søndag. Synes, jeg var lidt udfordret til sidst, men lige nu har benene det egentlig fint, og vi har da gået over halvanden time i skoven med vuffer til frokost (om om jeg trængte til mere motion). Målet næste weekend må være 28 km, så er vi næsten ved at være der.

  2. 2 timer siden, Bjergtrold skrev:

    Jeg ved, at jeg de næste uger vil blive udfordret pga en del middage ude = større mængder mad men gider bare ikke sætte mine egne gode projekter over styr for at rette ind, please familien, eller andre omgivelser.

    Hvis det er på restauranter, er det måske muligt at bestille 'lette retter'? Er det familiemiddage, er det vel OK at levne, tænker jeg. Jeg synes, du skal holde fast i at køre 'den lette stil', når det får dig til at føle dig bedre tilpas. De situationer, hvor ens egne mål/projekter kolliderer med omverdenens forventninger, kan godt være lidt tricky. Man bliver også konfronteret med sit eget 'pleaser-gen' :raisebrow:

    Selv kan jeg godt blive 'carried away' ved en velvoksen buffet eller en middag med store retter, og jeg fortryder det næsten altid bagefter, når jeg ikke kan sove og føler mig helt oppustet. Nu skal jeg ikke rigtig nå noget, så jeg har egentlig bare affundet mig med, at det er sådan. Men hold nu op, hvor er man opdraget med at rette ind og spise op.

    Når det er sagt, så er portionerne på restauranter og ved takeaway ofte absurd store. Da jeg var en 18-årig Henrik, der kørte cykelløb, kunne jeg spise alt, men når man er lidt oppe i årene, er det helt utroligt, hvor lidt man skal spise - og hvor lidt, man egentlig kan klare sig med. Når vi bestiller takeaway her på matriklen, ender det næsten altid med, at vi har mad til to dage.

  3. 16 timer siden, Kermit skrev:

    Derudover har jeg bare bemærket at især min styrketræning sidder lang tid i kroppen for tiden, trods en masse forsøg på at forbedre restitutionen. 

    Det er også noget af en sladrehank i forhold til, at kroppen måske ikke kører på alle seks cylindre. Hvis jeg er sådan lidt halvsløj og løber nogle intervaller, føles benene som telefonpæle flere dage efter. Det er, som om kroppen ikke rigtig kan komme af med tingene.

  4. Efter sidste uges lidt mærkelige forløb er jeg tilbage ved det ugeprogram, jeg er vant til - og kommer til at køre den næste måned. Tirsdag og torsdag en lille rundtur med pitstop i FitnessWorld, onsdag en dag med lidt tempointervaller (sådan da) og så den lange tur søndag. Mandag og fredag bliver så bare nogle løbeture efter behov for at holde de gamle ben i gang. 

    P.t. byder onsdagen typisk på 9 km-turen, hvor jeg løfter tempoet lidt 7 x 500 meter undervejs. Det gjorde jeg også i går, og det gik ganske disciplineret. Bortset fra den sædvanlige lille freakmåling i starten ser det pænt ud, og pulsen falder fint under joggingen mellem intervallerne. Men ellers har den lange søndagstur af gode grunde den højeste prioritet.

    Screenshot_20230216_081025.jpg

  5. På trods af bittekorte morgenløbeture i starten af ugen er jeg kommet nogenlunde i mål. Fredag bød på 9 km med tempointervaller, som på grund af 4 dages næsten-pause gjorde virkelig naller i benene. Lørdag endte på 7 km-tur for lige at få rystet benene på plads i gen, og i dag blev det ugens lange tur. Med 24,2 km blev den ganske vist lidt længere end sidste weekend, men ikke meget. Til gengæld en bønne langsommere, og derfor har benene det egentlig OK lige nu. Jeg må sige, at det også trækker gevaldigt opad, at vi nærmest har forår i dag, så der kan løbes uden hue, handsker og halstørklæde. Jeg har fem weekender tilbage til at klemme mig op på 28-30 km. Stadig lidt hasarderet, men lad os nu se. Det er altså vigtigt at komme om på den anden side af 2 timer på de lange løbeture, for det er dér, der begynder at ske mærkelige ting i kroppen.

  6. 2 timer siden, vestjyden skrev:

    "jeg løbet små ture om morgenen og forsøgsvist sprunget morgenmaden over i en slags intermitterende faste. Det er gået forbløffende ukompliceret og strider lidt imod min børnelærdom om, at man skal spise et solidt morgenmåltid."

    Det er også lidt mod min lærdom. Men af nød er jeg begyndt at løbe uden mad af og til, det funger ok op til 1½ time for mig.

    God weekend.

     

    I lige måde.

    Ja, det kan fungere, selv om man nogle gange lige skal kæmpe med sine indgroede vaner.

    Jeg kan se hist og pist i artikler og på sociale medier, at der lige nu er mange, der prøver at faste fra klokken 20 til klokken 12 (= at springe morgenmaden over). Jeg tror, det har fået vejgreb, fordi det griber mindst muligt ind i de sædvanlige rutiner. Og en del beretter om positive effekter.

  7. Ikke fordi det er nogen trøst, men fra december og frem til start marts ER det jo bare højsæson for infektionssygdomme. Vores immunforsvar er i bund, det er svært at høste D-vitaminer nok, vi er tæt sammen inden døre, hoster og harker ... Under corona holdt vi afstand, sprittede af og så meget få mennesker, så det gav et afbræk, men ellers er det jo bare lige nu, at det peaker.

    Jeg sad engang og kiggede i min ældste søns kontaktbog. Der var simpelthen ingenting om efteråret og foråret, han var sund og rask. Men om vinteren i december-februar væltede det hele. Så var han forkølet, så halsbetændelse, så en omgang influenza. Der var et helt klart mønster, men alle de der småsygdomme glemmer man nok lidt igen, når man har lagt dem bag sig.

    Anyways, håber dit immunforsvar snart kommer ovenpå igen.

  8. Ved at være igennem Store Reparationsuge. Har været til årskontrol for blodtryk, og det er der jo styr på nu med den nuværende medicinering. Alle tal ser fine ud - sjovt nok havde mine kolesteroltal taget et lille hop op, ikke i nærheden af at være kritisk, men sjovt med et lille hop, når al kost og motion etc. er uændret. I sidste uge fandt tandlægen ansats til et lille hul, så det fik jeg fixet tirsdag. Nu har jeg en flot hvid plastfyldning i stedet for sølv i en visdomstand. Overvejer stadig at toppe op med en synsprøve hos optikeren, for jeg har længe haft brug for lidt stærkere briller. Men så skulle jeg vist igennem det store serviceeftersyn :hmmm:

    Jeg er i øvrigt rimeligt paf, hver gang jeg er i gang med vores sundhedssystem (som heldigvis ikke er så tit). Får taget blodprøve på klinikken ved 13-tiden. Samme eftermiddag/aften tikker alle tal ind på appen fuldstændig automatisk. Med et lille flag ved de tal, jeg skal være opmærksom på. Nu har jeg aldrig fejlet noget eksotisk, men med sådan en standardvare som let forhøjet blodtryk, da kører det sgu bare som smurt i olie.

    På grund af alle aftalerne og almindelig travlhed har jeg løbet små ture om morgenen og forsøgsvist sprunget morgenmaden over i en slags intermitterende faste. Det er gået forbløffende ukompliceret og strider lidt imod min børnelærdom om, at man skal spise et solidt morgenmåltid. I længden tror jeg stadig ikke, det vil fungere, da jeg som regel træner i frokostpausen klokken 12-13. Jeg vil nok mangle noget energi, men nu har jeg da prøvet det. Hvis min træning lå om eftermiddagen fx kl. 17, så tror jeg godt, jeg kunne finde på at skippe morgenmaden for good.

  9. Jeg kan altså godt lide Andy, der restaurerer cykler på YouTube. Det er jo en sympatisk tanke at genbruge tingene, og han restaurerer ikke kun de mest kostbare cykler, men også nogle helt almindelige, tilgængelige racere. Denne her Saracen bliver virkelig vellykket, synes jeg.
     

     

  10. Denne uge bliver i øvrigt lidt spøjs og anderledes. Næste weekend byder forhåbentlig på langtur(e) igen, men mandag til torsdag har jeg flere (video)møder, et fysisk møde og aftaler hos både lægen og tandlægen, så jeg kan simpelthen ikke nå at træne midt på dagen som sædvanligt. Derfor holder jeg for en gangs skyld benene i gang med en morgenløbetur. Og da jeg nu er i gang med mærkelige dage, prøver jeg at springe morgenmaden over, så jeg ikke spiser noget mellem aftensmad og frokost. Det er jo ikke nogen lang faste, men alligevel ... I dag har det indtil videre være meget udramatisk, men på længere sigt går det nok ikke, da jeg næsten altid træner i frokostpausen. Det bliver formodentlig svært på tom mave helt fra aftenen i forvejen.

  11. Er i gang med planen om at løfte 'ugens lange tur' i februar. Det blev til 23,1 km i går lørdag med 5:27 i snit. Det gik sådan set fint nok, men det kan godt mærkes i stængerne her til morgen. Jeg skal i løbet af måneden op på ture, der er 28-30 km, før det rent mentalt kan lykkes at prøve kræfter med hele distancen ultimo marts. Det hele er kende hasarderet, men lad os nu se. Måske kan det lige nå at falde på plads, så løbet ikke bliver ren overlevelse. Det handler jo slet ikke om tiden, så i værste fald kan jeg prøve at tøffe igennem og tage det som en (lang) udflugt :)

  12. På 22.1.2023 at 16:15 , Gregers TF skrev:

    Og i morgen er det endnu bedre

    9D2DF561-93B0-4C07-8E44-88720D2DB9FD.jpeg

    Nemmerlig! Og tænk, i går eftermiddags sad der sgu en solsort på en gavl her i kvarteret og sang! Det var eddersparkeme godt nok en mærkelig lyd, men samtidig også et godt tegn. I dag har det også været mærkbart lysere, og jeg småsvedte i solen på joggingturen i frokostpausen :cool:

    Jeg må da tilstå, at det indimellem kribler lidt i fingrene for snart at få lavet mine to cykelprojekter færdige. Jeg har fået købt smådele til Schrøder bycyklen - bl.a. pedaler, de er jo svære at undvære. Så når det er lunt nok til at stå udenfor og skrue, får den friske dæk, slanger og indlæg, pedaler og et fladt styr med nyt styrbånd.

    Derefter bliver det tid til at samle Storck-projektet. Jeg har fået fingre i et par højprofil-carbonhjul billigt - det er kinesiske Novatec-nav - og jeg tror, at de vil klæde den rigtig godt. Den kan sagtens bære sådan et sæt, for selve stellet er rimeligt oversize. Mon ikke den kommer ud at rulle til marts, om alt går vel?

    Løbetræningen er stadig tilbage på sporet. Hvis jeg skal holde min skumle plan om - måske! - at løbe et maraton den sidste weekend i marts, så skal ugens lange tur løftes fra 20 til omkring 18-30 km i løbet af februar. Vi får se.

  13. Holland er et virkelig nemt land at rejse til og være i. Vi besøgte i tidernes morgen Duinrell ved Wassenaar et par gange, da ungerne var små, og derfra kunne man besøge Delft, Haag og Amsterdam. Det tog kun en lille dag - uden stress - at køre derned, og vi har siden været nogle gange i Amsterdam, som også er en super hyggelig by bare at være i. Hollænderne minder meget om danskere, og de er ganske rare folk, synes jeg. Og de er lige så kapable til engelsk som danskerne, så når dit hollandske ordforråd slipper op, slår du bare over i engelsk :cool:

  14. Første nogenlunde normale træningsuge efter influenzaen (eller hvad det nu var for en virus). Løb alle dage på nær én. To besøg i FW med lidt styrketræning, en enkelt dag med lidt tempo og en lidt længere tur i dag - ganske vist kun 18 km, men med fint flow og overskud. Så hele sygdomsforløbet har taget små tre uger med fem dage helt ude af loopet. Ud over de fem dage har det været guld værd, at jeg trods alt har fået bevæget benene lidt i perioden. Der er ikke meget muskelømhed at registrere, så jeg er back on track. Og så bilder jeg mig oven i købet ind, at man godt kan registrere, at dagene er blevet en lille bitte smule længere. Det er vist ikke engang en time, men lidt har også ret.

  15. 15 timer siden, Bjergtrold skrev:

    I nogle dage følt mig ikke helt rask men heller ikke rigtig syg. Fornemmelsen af små feber, hovedpine og vil i dag holde mig helt i ro. Tror ikke engang, at det bliver til noget yoga. 

    Her på matriklen har vi været igennem en omgang influenza, der kommer snigende hen over en 3-4 dage, før den for alvor melder sin ankomst. Hvis det er den samme, går du ikke 100 procent i brædderne, men det tager desværre lidt tid at komme helt ovenpå igen. Jeg krydser fingre for, at du bare oplever et strejf i denne omgang. Der er godt nok mange, der har været syge de seneste uger/måneder. Vi er tilbage ved gamle dage, hvor få spritter af, og vi hoster og harker på hinanden overalt :raisebrow:

  16. Er kommet nogenlunde godt i gang med at løbe igen og selve løberiet går fint. De fem dage har ikke gjort et afgørende indhug i selve løbemekanikken. Jeg skal bare igennem denne her lange 'hale' efter virussen, hvor kroppen ikke kører 100 procent på alle seks cylindre. Jeg tror, det her har været en influenza, men det kan godt minde lidt om ugerne efter den omgang omikron, jeg havde for præcis et år siden. Da tog det også et par uger, før lunger og alting var helt på toppen. 

  17. En god Rema1000 kan noget. En del af deres egne mærker er ikke så tossede, og prismæssigt kan jeg også godt forstå, at de ligger lunt i svinget. Ikke så underligt, at de har medvind.

    Du kan jo holde øje med, om der måske er en Aldi tæt på, der bliver konverteret. Rema1000 overtager broderparten af deres butikslejemål, når Aldi drejer nøglen om inden længe.

  18. 13 timer siden, Gregers TF skrev:

    Hvad mad angår, så er jeg blevet for nærig til fortsat at købe Nettos færdige salater. 28 kr for en gang kedelig kaningrønt, som jeg KUN indtager for mavens velvære. Det ER altså pinsomt.
    Har tidligere prøvet selv at bikse noget sammen men dels gider jeg ikke at stå og brug en masse tid på at snitte og vaske op. Og dels når jeg ikke at få det spist, før halvdelen er klar til bio-posen.

    Forsøger nu med at spise få ting ad gangen. Peberfrugter er efter et par triste år igen til at opbevare mere end en dag før de blive dårlige, så det er fast “blød” grønt.
    Så en pose gulerødder til den er spist, så en gang bladselleri, så en… ja, så er jeg ikke nået længere endnu. Håber at finde på lidt mere at sætte i rotation. 
     

    Er Rema1000 ikke ret gode til det med mad/grønt/salater i små portioner til overskuelige priser? Udfordringen med grønt er jo, at det kan være svært at lave portioner, man kan spise over flere dage eller fryse ned. Det gør vi generelt meget her på matriklen, det med at lave mad, der kan strækkes over flere dage. Har lige spist minestrone tre dage i streg, det begyndte så at blive en smule kedeligt til sidst :hmmm: