Oksen fra Århus N

Håber du på hvid jul?

Okse-spark er leg extensions, og det hedder sådan, fordi jeg er god til den øvelse. Hehe!

Vejer oksen ikke mere end 40 kg? Måske derfor han kompenserer med alle de våben og historier? 😄

I forgårs havde jeg et lille, hurtigt (ca. 1 time langt) styrke-pas.
Det var sådan set OK. Jeg var en smule træt, efter at være kommet hjem et stykke efter midnat, og så have været nogenlunde tidligt oppe igen.
I går cyklede jeg 15 km. Snittet var 36,2 km/t. Jeg håber, at cyklen når at runde 9500 km, inden jeg tager på juleferie.
I morgen styrketræner jeg igen, da det kan lægges i forlængelse af et møde, som foregår lige i nærheden af centret.
Weekenden fik jo ellers en flyvende start, idet jeg, som nogen vil have bemærket, blev inviteret på restaurant.
Det gik sådan til, at nogle forskere gerne ville låne vores Moccamaster, for at lave kaffe til en konference. Så blev min ellers udmærkede sekretær-kollega helt :4ranting: , og meddelte dem, at de i hvert fald ikke skulle flytte rundt på vores Moccamaster!
De kom så til mig, og spurgte, hvor lang tid, det ville tage at lave i alt 10 kander kaffe. Jeg sagde, at de bare skulle sige, hvornår de skulle bruge det, så skulle jeg sørge for, at det stod klar i god tid. Og det gjorde kaffekanderne så (stod klar, altså).
Det blev den pågældende så glad for, at hun spurgte, om jeg ville joine dem til conference dinner.
Jeg er jo en lidt genert natur, så jeg var først noget tøvende, men endte med at takke ja.
Altså hjem og tage pænt kluns på, og så ringe til Dantaxi.
Det viste sig, at vi var et selskab på omkring 20. Jeg sad blandt nogle amerikanere, og de ville gerne høre alt muligt om DK. Og når jeg kan smide om mig med mærkelige oplysninger, så er jeg jo i mit es! . En af de amerikanske bros kom fra et hjem med mange våben, så vi fik da også snakket lidt om ting, der siger BANG!
Portionerne var små (det skulle jo ligne haute cuisine), men kvaliteten var fin. Øl fik jeg da også tilstrækkeligt af.
Naturligvis havde jeg fyldt min tegnedreng godt op hjemmefra. Jeg regnede jo ikke med, at andre skulle,betale for mig. men i regningens stund kunne jeg ganske enkelt ikke få lov at tage pungen op af lommen. Det hele var betalt. Taxaen hjem kunne jeg heller ikke få lov at betale.
Alt i alt en fed aften. Jeg ville godt have været en lille tur i byen bagefter, men konferencen fortsatte lørdag, så folk ville gerne hjem.

Øv, men du må holde os up to date på det.
Jeg tænkte på dig, sidste gang jeg kørte leg extensions :-)

I forgårs var jeg lidt udkørt, men jeg tvang mig selv til at cykle 12 km, efter fyraften.
I går brugte jeg tiden og energien på lidt rengøring derhjemme.
I dag var jeg så til morgentræning, og havde stort set centret for mig selv, indtil Allan Fuglsang og hans makker dukkede op, lige da jeg var på vej ud af døren.
Jeg pumpede godt igennem, og tog endda nogle overhead presses med en 16-kilos DB. Det var dog kun med højre arm. Her kan det godt mærkes, at min venstre arm ikke er helt funktionsdygtig. Men jeg kan nok komme dertil, hvor jeg kan tage skulderpres @ 16 kg med begge arme. Stol på det.
Torsdagens lille fejring af mit 5-års jubi var egentlig også god nok. Der kom masser af sekretær-kolleger og forskere forbi, og jeg gav både franskbrød og wienerbrød, der blev skyllet ned med litervis af min gode kaffe. Det går da i hvert fald godt på mit job, hvilket mit seneste indlæg i tråden med optursmomenter også vidner om. På længere sigt er drømmen dog stadig et job i en kommunikations-virksomhed.
Der er vist ingen fredagsbarer, der holder åbent i dag. Og måske er jeg også for sulten til at drikke uden at spise noget til. Det er nok bedre at købe lidt mad på hjemvejen, og så nyde en julebryg og en lille skarp til det, når jeg kommer hjem.
Det er muligt, at jeg lever i en anden tid. En tid, hvor det er en æressag at gøre sit job efter bedste evne, hvor kæmpestore håndværkere løfter rundt på motorcykler, og hvor den lokale betjent honorerer små-forseelser med et par på kassen. Og bevares, sådan kan det ikke være i vore dage, og måske endnu mindre i en større by. Men der er ting, som ingen kan tage fra mig, og som også hjælper mig i min dagligdag, nemlig mindet om de folk, der levede på den måde, og om, hvor hårdt, de kæmpede for at skabe det bedst mulige liv for sig selv og deres familier. Ofte er det den slags tanker, der holder mig gående, når jeg synes, at det hele er hårdt. Og derfor, vil jeg også, til enhver tid, yde 150%, uanset hvilket job, jeg måtte få. Det skylder jeg mindet om mine forfædre og den indsats, der, i sidste ende, var med til at forme dette land!

I forgårs var jeg lidt udkørt, men jeg tvang mig selv til at cykle 12 km, efter fyraften.
I går brugte jeg tiden og energien på lidt rengøring derhjemme.
I dag var jeg så til morgentræning, og havde stort set centret for mig selv, indtil Allan Fuglsang og hans makker dukkede op, lige da jeg var på vej ud af døren.
Jeg pumpede godt igennem, og tog endda nogle overhead presses med en 16-kilos DB. Det var dog kun med højre arm. Her kan det godt mærkes, at min venstre arm ikke er helt funktionsdygtig. Men jeg kan nok komme dertil, hvor jeg kan tage skulderpres @ 16 kg med begge arme. Stol på det.
Torsdagens lille fejring af mit 5-års jubi var egentlig også god nok. Der kom masser af sekretær-kolleger og forskere forbi, og jeg gav både franskbrød og wienerbrød, der blev skyllet ned med litervis af min gode kaffe. Det går da i hvert fald godt på mit job, hvilket mit seneste indlæg i tråden med optursmomenter også vidner om. På længere sigt er drømmen dog stadig et job i en kommunikations-virksomhed.
Der er vist ingen fredagsbarer, der holder åbent i dag. Og måske er jeg også for sulten til at drikke uden at spise noget til. Det er nok bedre at købe lidt mad på hjemvejen, og så nyde en julebryg og en lille skarp til det, når jeg kommer hjem.
Det er muligt, at jeg lever i en anden tid. En tid, hvor det er en æressag at gøre sit job efter bedste evne, hvor kæmpestore håndværkere løfter rundt på motorcykler, og hvor den lokale betjent honorerer små-forseelser med et par på kassen. Og bevares, sådan kan det ikke være i vore dage, og måske endnu mindre i en større by. Men der er ting, som ingen kan tage fra mig, og som også hjælper mig i min dagligdag, nemlig mindet om de folk, der levede på den måde, og om, hvor hårdt, de kæmpede for at skabe det bedst mulige liv for sig selv og deres familier. Ofte er det den slags tanker, der holder mig gående, når jeg synes, at det hele er hårdt. Og derfor, vil jeg også, til enhver tid, yde 150%, uanset hvilket job, jeg måtte få. Det skylder jeg mindet om mine forfædre og den indsats, der, i sidste ende, var med til at forme dette land!

I går fik jeg måske den største kompliment, jeg har fået i forbindelse med BB: Der var en yngre gut, der sagde, at jeg havde en stærk overkrop, som han måtte misunde mig!
Og selv om han måske var lidt af en newbie (og det har vi jo alle været), så var jeg stolt af at blive bemærket på den måde.
Jeg vil så også tillade mig at sige, at jeg dæleme har knoklet for hvert gram muskelmasse.
Og så er jeg i øvrigt fortsat af den overbevisning, at mange her i landet undervurderer fisk som BB-mad. Der kunne mange sikkert lære noget af islændingene.

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

I går styrketrænede jeg, og blev plaskende våd på hjemvejen.
I dag har jeg cyklet 12 km. 36,7 i snit.
Og kære læsere: Jeg har fået en genialistisk id'e til min master's thesis! Og jeg kan nok få lokket Dr. Acula med på den galej!

I går havde mine forældre 49 års bryllupsdag. Stort tillykke til dem.
Jeg glæder mig til at fyre den af til næste år, når det er 50 år.
Nu vil jeg ned og træne, og så må vi se, om jeg skal have en fredagsøl, hvis der ellers er nogen steder, der er åbne.

En yderst sjælden gang har jeg taget en ganske kort tur på siddecyklen nede i gym. Men LANGT hovedparten af min cyklads, gennem de sidste snart 9 år, har foregået hjemme. Det gør det nemmere at få det hele til at passe ind i en til tider travl hverdag. Og så kommer det heller ikke til at gå ud over andre, når jeg til tider er hidsig, og bruger cyklen til at afreagere.
@Gregerz: Vi kan godt sige, at du har vundet en kold Pepsi, hvis vi nogen sinde mødes i virkeligheden. Du er jo ikke den store fan af humlesaft!

Onsdag d. 19/6

Morgenvægt: 87,2 - Jep, jeg holder mig stadig indenfor tidsplanens rammer. Fandme i orden. Vidste godt at jeg ikke ville komme op på et helt kilo's vægttab denne uge, da jeg stort set ikke har haft tid til ekstra cardio, men det er fint nok. Det får jeg snart

I aften står på squat med pause i bunden (ben er noget trætte efter i går, men jeg skal nu nok komme igennem) og bænk med pinky grip og herefter er der carbnite...et svært spørgsmål: mon jeg glæder mig til mine dadler og kartofler?? Og mon jeg glæder mig til en aften, hvor jeg ikke skal på job??

I går havde jeg en lidt lang dag på jobbet, men jeg fik da cyklet 12 km.
Snittet var 36,7 km/t.
I dag skal jeg have ordnet nogle huslige ting, og så satser jeg på cykling i morgen, og styrketræning fredag morgen.
Vi har fået endnu et par tilmeldinger til sømands-partyet. Dog bliver det sådan, at man selv skal have drikkevarer med. Dette skyldes, at nogle er noget påholdende, og ikke ønsker at betale for, at vi andre drikker så meget, som en del af os gør! :laugh:

Hvis, og jeg siger udtrykkeligt HVIS, jeg vælger at holde et lille jubi, så vil det blive noget for nogle få udvalgte. men Danfanatiker, KongKent og #PP vil i hvert fald blive inviteret.