2018 var i den grad et succesfuldt år for DGI. Nye tal, der beretter om antallet af medlemmer, viser nemlig, at mange tusinde personer meldte sig ind i foreningen i løbet af året. Helt præcist skabte de mange nye indmeldinger en fremgang på 51.275 medlemmer i 2018.

 

DGI, som arbejder sammen med mindre, lokale idrætsforeninger, ser det som deres opgave at udvikle aktiviteter og arrangementer, der tager udgangspunkt i mange forskellige sportsgrene. Heriblandt alt fra fodbold, gymnastik og svømning til krocket, hundesport og esport. DGI stræber efter at styrke og brede idræt og motion i Danmark, og det må man sige lykkedes i 2018. Den nye, store fremgang betyder, at DGI’s foreningsregnskab har over 1,6 millioner medlemmer fordelt hos 6.437 mindre foreninger over hele landet.

 

Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, udtaler selv, at fremgangen er yderst positiv, og at det viser, at de lokale idrætsforeninger er blevet endnu bedre til at engagere deres medlemmer og udvikle tilbud, mange har lyst til at være en del af.

 

Idræt og motion bliver altså en større del af hverdagen for de mere end 50.000 mennesker, der har meldt sig ind, og idrætsforeningerne vil på den måde danne ramme om endnu flere gode oplevelser.

 

Fodbold og tennis hitter

 

Det er især fodbold og tennis, som begge er nogle af de mest populære sportsgrene herhjemme, der har haft den største fremgang.

 

På trods af tilbagegang i en årrække fik fodbold 6.391 flere medlemmer i 2018, og tennis fik 4.820 flere medlemmer. Cykling og svømning oplevede også begge en fremgang, der kunne mærkes. For andre populære sportsgrene som badminton og håndbold er ændringerne ikke betydeligt store og for blandt andet gymnastik og løb, som også er blandt danskernes foretrukne sportsgrene, skete der en mindre tilbagegang.

 

Fitness er dog den sportsgren, der fik den største fremgang; nemlig en på 10,2 procent sammenlignet med året før. Der er nemlig kommet 15.416 flere medlemmer til netop denne sportsgren, så medlemstallet i 2018 rundede mere end 166.000.

 

Flere seniorer har fået interesse for idræt

 

Mens idrætsforeninger og DGI ifølge de nye tal tydeligvis er blevet endnu bedre til at tiltrække medlemmer, har de forskellige foreninger også været gode til at skaffe medlemmer, som er 60 år eller ældre. Det kan ifølge DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen skyldes, at de ældre er blevet mere opmærksomme på og bekendte med idræt og motion samt de mange positive følger, der er ved at dyrke regelmæssig motion.

 

I 2015 udgjorde gruppen af medlemmer på 60 år eller ældre 15 procent af DGI’s medlemstal, men i 2018 kom dette tal op på 16,3 procent. Det skyldes at hele 20.776 flere medlemmer fandt vej til DGI i løbet af året.

 

Mens motion er godt for seniorernes helbred på flere punkter, har det voksende medlemstal i denne aldersgruppe også en vigtig betydning for foreningerne. En stor andel af seniorerne er nemlig villige til at hjælpe til som frivillige, hvilket er helt essentielt for de lokale foreninger.

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *