Kermit

Ringsted løbet

Med den værste skuffelse ude af kroppen, var jeg tidligt oppe igen i morges efter en god nats søvn. En hurtig morgenmad, pakke cyklen ned i bilen, og så ellers afsted mod Ringsted hvor dagens løb skulle køres. Ved starten fik jeg skrevet mig ind, og begyndte min opvarmning.

Ude på min opvarmningsrute mødte jeg Jesper fra holdet og fik en god snak med ham. Benene var egentlig ikke så mærkede efter lørdagens enkeltstart, og var betydeligt bedre end de var efter løbet i Slagelse. Selvom benene var fine var jeg noget forsigtig med min taktik. Jeg havde ingen anelse om hvorvidt de måske ville eksplodere ude på ruten et sted, men tog løbet som en føler, og planen var at ligge oppe blandt de forreste og se hvad der skete.

Da starten gik var det også med lyn og torden. Der blev virkelig trådt igennem og de første begyndte allerede at angribe på en nedkørsel i medvind. Det er sgu ikke altid det smarteste. Jeg fik placeret mig blandt de 10 første og kunne derfor følge slagets gang fra fronten af. Der var mange der hele tiden prøvede at komme væk, og specielt nummer 134 blev nærmest mandsopdækket. Det var ham der vandt løbet i Slagelse, så mange var opmærksomme på ikke at lade ham køre afsted. Specielt fordi han samtidig er fra Ringsted.

Ruten var relativt flad, med en enkelt ordentlig bakke ude i en skov, og ellers var det værste vinden og små markveje. Jeg brugte mange kræfter på hele tiden at holde mig oppe foran, og ligge rigtigt ift. vinden. Jeg fik også noteret mig at man ikke skal ligge bag ved en rytter der har forsøgt at komme væk, og er endt tilbage i feltet for at trække. For så snart kontrarykket kommer så dumper han hele vejen igennem feltet.

Ude på Roskildevej havde vi vinden i ryggen, og der blev virkelig kørt stærkt. Et højresving og ind på en lille markvej, som drejede så man kom over i en sidevind. Her kom jeg lidt i knibe, og måtte bide tænderne sammen for at holde trit med de forreste. Men det lykkedes, og vi kom alle samlet over stregen på første omgang.

1/3 ude på anden omgang kom der et angreb fra Jesper der fik rykket sig fri, og fik 4 andre med sig. Heriblandt nummer 134. Jeg tog så løjtnantrollen - kørte dem ind der angreb, og holdt mig hele tiden bag ved dem der lå og førte i feltet. Jeg kunne principielt godt have lagt mig i front og sat tempoet ned, men når der er andre der decideret kører for at hente dem, så synes jeg ikke det er god stil. I lang tid så det rigtig godt ud, specielt fordi der kun var 3-4 stykker i feltet der tog føringer, og de kunne ikke blive helt enige. På et tidspunkt var der en som ikke ville deltage i føringerne som angreb, for derefter at blive hentet igen. Det fik han et par knap så fine ord med på vejen for af de andre. Desværre blev de hentet et par km før målstregen, og så kom der igen et par angreb som blev halet ind.

På sidste omgang gik den lidt i stå i fronten af feltet, og da jeg var på vej op til fronten valgte jeg bare at køre lige forbi og se hvor jeg endte. Jeg fik dog ikke det hul jeg med lidt held kunne have fået. Men det var så heller ikke det jeg kørte for. Kort tid efter var der en svensk rytter der angreb. Han fik et fint hul, og 20 sekunder senere angreb en af hans holdkammerater så. Han fik ikke lige så stort et hul, jeg fik hurtigt lukket hullet til ham, og takkede ham lige for hjælpen med at hente hans holdkammerat. Kort tid efter kom Jesper op på siden af mig og spurgte hvordan jeg havde det. Det var ret nemt at sige, for jeg havde det egentlig ganske udmærket, og kunne godt se muligheden for et godt resultat.

Derfra holdt jeg mig mere eller mindre i hans hjul, og da vores formand kom op sagde han at de ville køre 3 mand for mig. Det var jo super lidt at få at vide! Desvære skete der det at der var 2 der kom afsted halvvejs ude på omgangen, igen nummer 134, og de fik et hul. Jesper og jeg forsøgte at køre dem op, men vi blev hurtigt hentet af feltet igen. Formanden prøvede at få de andre klubber til at deltage i føringerne, men det virkede som om folk var trætte. Jeg sad ret godt i feltet, og holdt mig hele tiden blandt de forreste, og gerne på hjul af en OCC rytter.

På Roskildevej lå Jesper i front. Der kom et angreb fra ABC, som jeg gik med i, men igen blev de hentet lidt for hurtigt. Kontrareaktionen kom på nedkørslen hvor ham der vandt enkeltstart i D i går kom BLÆSENDE forbi. Vi har nok selv kørt omkring de 50 hvis ikke hurtigere, og han kom bare med fart på. Han fik slået hullet, og så skulle han ellers bare holde tempo.

Da vi nærmede os opløbet, sad jeg stadig i Jespers hjul. Det var dog ved at gå galt da vi skulle rundt om en kirke, og der pludselig var en der trak lidt for langt til venstre, og var tæt på at sende Jesper ind i kantstenen. Han fik dog undgået, og jeg fik en rytter imellem. Hurtigt forbi igen, og op på Jespers hjul igen. Han satte et godt tempo, og vi kom ud på vejen før opløbet, som 1 og 2. Der kom et enkelt angreb som fik et hul, og jeg kom derefter først igennem det sidste sving.

Desværre var Jesper færdig, og der var stadig 4-500 meter til mål hvis ikke mere. Jeg valgte at blive i fronten, og da der kom et angreb fik jeg hurtigt fart på cyklen igen. Med 2-300 meter til mål nærmede vi os ham der stak lige inden opløbet, og jeg satte min spurt igang. I samme moment er der en bagfra der råber "Slå ud", og rytteren slår et slag til venstre - lige ind i min bane Forbi ham, og så ellers igang med at sprinte igen. Desværre mistede jeg lidt det momentum jeg ellers kunne have haft, og blev passeret af 2 andre ryttere med 20 meter til stregen. Men jeg blev alligevel nummer 3 i feltets spurt, og 6 sammenlagt og det må jeg sige at jeg er godt tilfreds med.

Jo, det kunne da have været fedt hvis vi var kommet samlet hjem, og der ikke var kørt en ind i min bane, men det var fedt at køre et løb og have lidt overskud undervejs. I alt en tur på små 85 km med 38,8 km/t i snit, 232 watt i gennemsnit. 6. pladsen betyder vidst også at sæsonens første point er kommet i hus. Hele 2 af slagsen! Men det er en start.

Til gengæld var det lidt ekstra fedt at se Simon køre i C klassen. Det var hans debut, og han snupper alligevel 2. pladsen i den gruppe han kommer hjem i. Desværre for ham var der bare et par grupper der kom hjem før dem. Men han havde været aktiv, og forsøgt lidt på egen hånd, og gennemfører under alle omstændigheder løbet! Det må man tage hatten af for, og håbe at han på den korte bane finder rytmen i C og begynder at køre point ind.

Efter weekendens løb valgte jeg at tage en komplet off-dag om mandagen, men var så igen på cyklen i går. Tanken var egentlig simpel nok – tilvænning af TT positionen, og så prøve at køre 25 kms enkeltstart. Jeg skulle egentlig have været meldt til Chrono Cuppen, men valgte at prioritere finanserne en anelse anderledes.

Så op på cyklen og afsted mod Bregnerød. Turen derud bød ikke på det helt store, bare en stille og rolig opvarmning.

Da jeg nåede Bregnerød var der en trilliard andre ryttere. Ved ikke lige hvad der skete, men der var i hvert fald mange der lå og trænede på rundstrækningen. Men jeg gik ned i bøjlen og satte i gang. 5 omgange for fuld drøn – eller så meget drøn det nu kunne blive til.

Som en klassisk enkeltstart startede jeg hårdt ud, hvilket mine data også bekræfter. Jeg fandt dog ind i en rytme, og så var det ellers bare at bide igennem. Efter første omgang var jeg næsten klar til at kaste håndklædet i ringen, og bare køre nogle kortere intervaller, men jeg blev enig med mig selv om at det var en god idé at have kørt noget der var sammenligneligt med enkeltstarten på lørdag.

Så jeg bed det i mig, og fortsatte. På et tidspunkt begyndte jeg at syre til i højre ben, lige over knæet. Ikke det mest behagelige, men jeg fik på en eller anden måde klaret mig igennem det. En ting jeg dog bemærkede, var at alle andre funktioner blev sendt i baggrunden. Jeg både savlede og snotten løb ud af næsen på mig, og jeg bemærkede det som sådan ikke.

Da jeg kørte ud på sidste omgang forsøgte jeg lige at hæve den en ekstra gang, men der var ikke så meget tilbage at skyde med. På opløbsstrækningen begravede jeg mig selv, og det føltes faktisk ikke som om jeg kørte særlig hurtigt. Jeg kunne dog klokke 5 omgange, svarende til omkring 25 km på 37 minutter og 53 sekunder. Et snit på 39,5 km/t.


Derfra var jeg også bare sol og stjerner. Jeg trillede derfor stille igennem Farum, og gav den så lidt mere gas igennem Hareskoven. Fra AB’s baner og hjem var det ren og skær trilleri i håbet om at benene ikke ville være for medtaget resten af aftenen.

I alt en tur på 52 km på 1 time og 30 minutter.




Jeg er egentlig ganske tilfreds med testen i går. Jeg ville selvfølgelig gerne have trådt endnu flere watt, men taget i betragtning af min sparsomme opvarmning hvor jeg ikke gik i dybden, og rutens beskaffenhed, så er jeg egentlig tilfreds. Det tegner i hvert fald godt til på lørdag. Til den tid er der forhåbentlig varmet bedre op, der vil være knap så mange forhindringer(biler og heste på vejen), og derudover vil jeg være mere aero med pladehjul, enkeltstartshjelm, skoovertræk og hele pivtøjet.

7 timers cykling er vidst godkendt herfra

Sikke dog en lorteuge
Men hvis vi lige ser bort fra den nærmest bizarre række af uheldige sammentræf, så ville jeg zoome ind på dér, hvor du ligger det forkerte sted i sidevinden. For det virker som om, at det er dér, kæden hopper af. Du ligger bag ved én, der laver et hul, og så er 'rigtigt' cykelløb jo bare nådesløst. De andre ser det, kører væk. Den negative energi fra ugen plus alle de brugte kræfter fra starten af løbet kommer væltende, og så har du den negative spiral med kramper etc.
Det kan sikkert være vanskeligt for dig at se det lige nu, men du har høstet værdifulde erfaringer i dag. Når du bliver mere dreven i det taktiske spil, så havde du sikkert ikke ligget bag ved ham, der får feltet til at knække. Du havde måske ligget længere fremme. Og når din form bliver skarpere hen på foråret, får du det eksplosive antrit, så du kunne have rykket uden om ved at gå helt op i - og ud af - det røde felt over nogle kilometer og få fat i baghjulet på den forreste gruppe.
Jeg er helt overbevist om, at du skal få nogle placeringer. Men det kommer nok til at kræve lidt tålmodighed.

Haha... Lol... Kom igen.

God gammeldags misundelse er et fantastisk brændstof. Det er tilmed meget menneskeligt, og der vil altid være rigeligt af det, så længe nogle af os holder af at give vores konkurrenter bøllebank
Jeg ville da være mere bekymret, hvis du var ligeglad ...

Hvis ikke du havde det sådan, skulle du ikke dyrke konkurrencesport

Come on Champ, det naturligt når nogen laver et godt resultat, så vil man ønske det var en selv. Og med solskin udenfor er det klart man ikke gider sidde på sofaen (måske lige idag med Paris-Roubaix), men som du selv skrev til mig "take a chill-pill"... Hold fokus på din træning og så kommer de sejre, det er jo ikke lang tid siden at du startede med licens-løb for alvor <img data-cke-saved-src="http://www.motion-online.dk/fora/public/style_emoticons/mola/wink.gif" src="http://www.motion-online.dk/fora/public/style_emoticons/mola/wink.gif" class="bbc_emoticon" title=":wink:" /><br /><br />

Der er et par trick til at tjekke om de sidder ordentligt:
1. Når du tager hjulet i dine qick-releases og holder det foran dig med udstrakte arme, og så drejer det rundt, hopper dit dæk? Hvis nej, så sidder det jævnt fordelt rundt på fælgen, hvis ikke så er der for meget dæk på den ende halvdel af hjulet og for lidt dæk i den anden halvdel.
2. Kan du rulle lidt eller meget af dækket af ved at trække det til side, lidt som når man skal have et foldedæk af? Hvis ja så sidder limen for langt fra fælgkanten.
3. Hvis ellers dækket føles fast på fælgen og er placeret jævnt i midten så er det kun et spørgsmål om tillid, som du kun kan bygge op ved at køre på dem og så se hvad der sker
4. Tag hen til ham Kenneth, better safe than sorry

Hvad blev der af det der burnout? Godt at se at du er i fuld gang igen!

Der kan også være sket det at din krop i en længere periode har fået mindre ind end den har forbrændt. På et tidspunkt begynder kroppen at "panikke" og dermed vil den sænke din forbrænding for at holde på det den har tilbage. Det er i hvert fald ganske udbredt blandt udholdenhedsatleter der ikke formår at spise nok, og dermed kan risikere at tage på i vægt eller stagnere selvom de spiser betydeligt under deres ligevægtsindtag. Løsningen er vel at forsøge at spise lige op med ligevægtsindtaget i en uges tid, og så igen begynde at sænke kcal indtaget stille og roligt.

Sammenlignet med livet som triatlet, så er livet som cykelrytter IMO lidt sjovere! I hvert fald lige nu, hvor solen endelig skinner igen, og hvor foråret for alvor har stemplet ind;-)
Der hersker ingen tvivl om at 2012 var et helt fantastisk år for mig, men når jeg tænker tilbage, så havde jeg ubetinget de største træningsoplevelser på cyklen. Derfor glæder jeg mig helt ustyrlig meget over, at jeg nu blot har én disciplin at bruge min energi på - en disciplin der for mig er indbegrebet af passion!
Søndag
For fjerde dag i streg var jeg afsted på cyklen. Det kunne mærkes, skulle jeg lige hilse at sige..... Men med lørdagens agressive tur frisk i erindringen, så var det en dejlig følelse jeg havde i benene, selvom power var lige så langt borte som en by i Rusland. Jeg valgte derfor at se turen som en form for rul/aktiv restitution. Hygge endte da også med at blive kodeordret, for i selskab med min gode veninde Lotte, blev der ikke kørt mange metre i tavshed;-)
Cykling - 101 km (puls 66% af max i avg)
Stemnings rapport:

Mandag
Lidt tømmermænd, lidt træthed og måske også en anelse dovenskab holdte mig helt væk fra cyklen, men efter en uge med 20 træningstimer på kontoen, var det faktisk slet ikke så tosset endda.
Vejret blev nydt med en dejlig lang gåtur (ca. 10 km) med min søster, og igen blev der knævret godt igennem;-)
Tirsdag
Ferie, JA TAK! Godt vejr, JA TAK! Cykling..... Ja, kan slet ikke få nok;-)
Det kan godt ske at foråret har været længe undervejs i år, og at jeg normalt har flere kilometre i benene på dette tidspunkt. Men det til trods, så jeg tror faktisk aldrig, at jeg har kørt så langt så tidligt på året, som jeg gjorde idag.
Turen gik fra Herning over Simmelkær og videre mod Dollerup Bakker. Et sted jeg ikke har været, siden vi besøgte det i 4. klasse på en familietur med skolen;-) Fra Dollerup kørte jeg videre mod Tange Sø, og her blev det til endnu et deja vu da jeg passerede golf klubben - et sted jeg har høstet op til flere sejre i min fortid som elite golfer.
Strækningen ml. Dollerup og Tange var faktisk lidt hård ved mig. Det var som om jeg aldrig rigtigt havde fået gang i benene, og jeg haltede lidt med at finde rytmen. En times tid på den lille klinge gjorde dog en kæmpe forskel, og stille og rolig fik jeg kørt lidt liv i stængerne. Herligt at man kan finde de gode ben frem efter ca. 80 km´s kørsel;-)
Fra Tange tog jeg turen ind over Ans og videre mod Silkeborg. Landevejen ml. Silkeborg og Herning byder på et par rigtig fede stigninger - de lokalkendte har måske hørt om Funder Bakke og Hørbylunde Bakke - men før den nye motorvej blev indviet, var vejen et sandt trafikhelvede og derfor slet ikke oplagt at cykle på. Det er heldigvis ikke tilfældet længere, ja rent faktisk havde jeg nærmest vejen for mig selv. Skønt!

Jeg må indrømme, at jeg var lidt små-brugt da jeg returnerede til Herning. Humøret var dog skyhøjt!
Et bad, på med CEP tights, lidt cykelløb på tv og så i køkkenet for at lave en hjemmelavet gang risotto - WUPTI, nu er jeg ovenpå igen!

Som lovet et billede af cyklen i forårs opsætning (med alu hjul):

I så fald er "nogen" galt på den Sweet Spot intervaller er hvor du rammer din aerobe motor. Det er intervaller som godt nok ikke ligger på din syregrænse, men er samtidig heller ikke så lav at du udelukkende kører tempo. Det er jo netop splittet mellem tempo og FTP. Det er ikke så hårdt som FTP træning, og kræver ikke lige så mange timer som Tempo træning, men effekten er tæt på den samme, dog med lavere tidsforbrug.
Junkmiles relaterer som oftest til endurance, da det er mange timer på landevejen uden nogen intensitet. Så sæt du bare intervallerne igang igen.

Den vigtigste lektie jeg har lært i forbindelse med træning er at man skal fejle. Hvis aldrig man fejler, bliver man ikke bedre, da fejl viser en ens grænser. Sikker på du flækker ham en anden gang.

"If you didn't like Sagan's finish line wheelie, there's this sport called triathlon you may find appealing"
- Matt Phillips, Test Director hos Bicycling Magazine

Memory Lane
Inspireret af billedet på Kermits blog gik jeg lige på jagt efter et gammelt billede, der kunne illustrere min påstand. Og voila: Billedet er fra mit sidste løb i C-klassen (ja, det er helt tilbage i juni 1979). Det var i Tønder, hvor vi skulle fem gange rundt på en pivflad 20 km rundstrækning i stiv vestenvind. Jeg kom alene af sted og fik høstet de sidste 8 point til oprykningen (der skulle 32 point til).
Bemærk, hvordan venstre hånd er som limet til styret. Dengang kunne man sagtens blive diskvalificeret, hvis man formastede sig til at række begge hænder i vejret. Det var jo imod færdselsloven, hvis man ikke havde hænderne på styret. Og det var sådan set lige meget, om man var med i massespurt eller som her kom hjem i ensom majestæt
Bemærk også det sparsomme publikum. Der står ganske vist en del bag stregen, men det var altså kun lige de andre ryttere og den nærmeste familie, der gad stå på et gudsforladt sted klokken 7 søndag morgen ...
EDIT: Kan forstå på Kermits blog, at reglen stadig gælder, men at man lukker et øje eller to, hvis det sker.

Træningsweekend

I lørdags var det tid til at hoppe på cyklen igen, og det efter en fredag aften hvor min mave havde opført sig lidt underligt. Jeg kom dog afsted, og mødtes med de andre i klubhuset. Dagens træning skulle foregå oppe ved Strø, så der ville i hvert fald være grobund for et godt antal km i benene. Da vi kørte afsted følte jeg mig egentlig ikke helt på toppen. Om det var reelt, eller noget psykisk efter ugens lidt besværlige hjemmetræner sessions skal jeg ikke kunne sige, men jeg fik da kørt noget varme i benene relativt hurtigt. Det havde sneet aftenen forinden, men mange veje var alligevel ryddede nogenlunde, og med solen højt på himlen føltes minusgraderne ikke så slemt.

Da vi nærmede os Farum nåede vi dog de første udfordringer – sneen var føget ind på cykelstien og havde lagt sig som is. Det gav lige et par lektioner i hvordan man kører med smalle dæk på glat underlag. Der blev råbt lidt, men vi kom igennem uden nogen styrt. Igennem Bregnerød og så op til Lillerød hvor vi skulle køre dagens første interval. Det skulle egentlig være et delt interval i rulleskift. Første del op til et bestemt punkt som sub-AT, anden del til kirken i Nr. Herlev som AT, tredje del fra kirken ned til hvor vejen drejer mod Gørløse som sub-AT, og sidste del ind mod Gørløse som AT. Første del blev dog droppet inden vi overhovedet var kommet i gang, for da gruppe 1 satte afsted nåede vi lige toppen af en lille bakke, og kunne derefter se samme syn som på cykelstien udenfor Farum: is på store dele af vejen. Igen kom vi igennem, men i forskellige tempoer. Da vi så nåede ud på den større vej gav vi den lidt gas, og gav så fuld gas da vi kørte ind mod Gørløse. Super fed fornemmelse med vinden i ryggen og 40-45 km/t. Benene var ganske fine, og vi fandt ind i en rigtig fin rytme undervejs.

Ved Gørløse samlede vi så op på de andre, og fortsatte længere ud mod Strø. Her stoppede vi op ved kirken, og blev igen delt op i 2 hold. En rundstrækning skulle køres 3 gange, 2 gange med sub-AT rulleskift hen til bakkerne, stram kæde opad, og så fuld gas på nedkørslen. Sidste omgang skulle bare køres som sub-AT rulleskift hele vejen. Vi satte afsted, kom igen ind i en fin rytme. På toppen af første bakke fik jeg kørt igennem, og havde Simon på siden da vi nåede byskiltet. Opsamling, og så hen til næste bakke. Igen samme syn – veje med is på. Der var dog et af steder hvor den ene side havde et smalt spor man kunne køre i, men vi besluttede os for at køre hen til bakken og så angribe lidt fra toppen. Her var det Simon og Morten der kom først op, jeg tror måske at jeg havde taget en føring lige inden, og på nedkørslen var der igen is. Ned på den større vej, og så ellers fuld gas det sidste stykke i modvinden. Anden omgang valgte vi at køre lidt længere ude fra, og igen kom jeg til byskiltet med Simon. Bakke nummer 2 fik jeg vidst kørt lige op med Simon igen, og så rulleskift ind.

Efter en lille pause hvor vi fik samlet op, kørte vi igen ud i grupper. Simon og jeg fik kørt en skilte ”spurt” der vidst endte uafgjort, og på bakke nummer 2 fik jeg rykket fra dem alle sammen. I rykket virkede det som om at cyklen flexede under mig, så formen er ved at være der.

Herfra satte vi så ellers bare næsen hjemad, og det blev til et par gode føringer for os unge, Simon, Maria og jeg selv, samt et par af de andre. På turen ind til Allerød skulle vi køre i par 50/50. Dvs. forreste mand skulle køre den op i fart til han ikke kunne mere, og så skulle nummer 2 overtage og tage den endnu højere op/fortsætte mens førstemanden skulle forsøge at hænge på – ca. 25 sekunder til hver med andre ord, og så 50 sekunders hvile. Jeg blev parret med Simon, hvilket passede mig ganske fint. Det var ham der startede ud som førstemanden og jeg skal love for at han hurtigt kan få cyklen op i fart. Jeg nåede lige at tænke at jeg ikke kunne følge med, inden jeg fik lukket det lille hul, og så tog jeg ellers over mens Simon kom med på hjul. 50 sekunders hvile, og så var det min tur til at gøre det samme. Vi nåede også lige et tredje, men her kunne Simon ikke sidde med til sidst, hvilket er pænt forståeligt så hårde som de egentlig var.

Igen opsamling, og så over til Bregnerød igen. Inden vi nåede så langt havde jeg snakket med Maria om at jeg egentlig følte at jeg havde overskud endnu, og det på trods af at vi på det tidspunkt havde kørt 90 km eller noget i den dur. Da vi kørte ind på Bregnerød ruten snakkede jeg så med Simon om at tage dem alle på sengen, og køre spurten, men inden vi nåede så langt blev vi kaldt op foran sammen med Maria, Morten og Christian med netop samme henblik. De virkede lidt overraskede, så jeg trillede stillede afsted, og trådte så for alvor igennem som lead-out for Simon som lå i mit hjul. Vi fik hurtigt slået hullet, og de andre kunne ikke hente os igen, så Simon sprintede forbi mig da vi nærmede os skiltet, og jeg snuppede 2. pladsen. Opsamling, lidt snak med de andre, og så besluttede vi også lige af køre den ned til fodgængerfeltet efter broen. Igen virkede det som om de andre sov i det da vi kom ud der hvor vi havde aftalt at starte. Simon lagde fra land som død og torden, og jeg fik lige præcis kæmpet mig med på hjul. Igen slog vi hullet, og lige efter broen hamrede jeg forbi Simon i en lang spurt hvor alt bare blev lagt i pedalerne. Suveræn spurt.

Opsamling, et par gode føringer ind mod Gladsaxe, og så ellers forbi klubhuset og hente numre.

Omkring 115 km og lige over 4 timer.



Om søndagen var jeg så klar igen, på trods af kun 7 timers søvn. Jeg nåede da også kun lige at fange de andre inden de kørte afsted fra Femvejen. Vi var en lille skare af Simon, Maria, Klaus, Stig og jeg selv der satte ud på en tur der skulle gå op til Karlebo. Ved Slotsbakken kørte Simon forrest med Klaus, og fik sat et tempo så han faldt fra. Jeg sad dog i Simons hjul og kunne godt holde tempoet, og da jeg kunne se Stigs skygge danse bag mig, valgte jeg lige at sprinte op det sidste stykke. Herfra kørte vi så videre op til Stumpedyssevej og mod Gunderød, hvor vi kørte 6/54 intervaller ud til Karlebo. Fra Karlebo gik det så indover Kirkelte, og igen igennem Allerød og skoven ved Bregnerød. Jeg havde geniale ben igen, så jeg fik lagt mig i front da vi ramte skoven, og satte et godt tempo. Da vi kom ud af skoven lå Maria ved min side, om end i læsiden, og så begyndte jeg ellers at give gas. Jeg fik skruet tempoet op, og på et tidspunkt nåede jeg at tænke at hun slet ikke var påvirket af det. Hun er altså en sej lille satan den pige. På toppen af en af de små bakker gav jeg den lige et par gear ekstra på nedkørslen, og med ét blev hendes vejrtrækning noget mere anstrengt. Jeg gav den lige en ekstra, og kunne se hendes hjul forsvinde baglæns, men selvom jeg holdt trykket så kæmpede hun sig tilbage igen, men måtte vidst slippe lige ved Bregnerød skiltet.

Lidt opsamling, og en improviseret spurt ved fodgængerfeltet som dagen før. Jeg lå i front til at starte med, men så kom Maria blæsende forbi med Stig og Simon på hjul. Jeg kom lige med, og lige inden broen åbnede Simon op. Jeg kom igen med, og kunne derfra så accelerere forbi ham og snuppe spurten for anden dag i træk. Jeg var helt oppe og køre, og kunne da også se at jeg havde ramt ca. 61 km/t i den spurt!

Herfra gik det hjemad langs Hareskoven, og igen skulle Maria lige vise sig frem. Denne gang var det med Simon ved siden, som til sidst lod sig falde tilbage. Jeg kørte så op på siden af Maria og fandt ind i hendes tempo – sindssygt højt i øvrigt. Jeg valgte lige en enkelt gang at give den en anelse mere gas, og det var det der skulle til for at hun lige resignerede. Stadig imponerende. Jeg tog fronten, men kørte ikke helt igennem, så hun kom igen op på siden af mig lige inden vi kørte nedad under motorvejen. Her fik jeg så lige trumfet igennem, og i kørte væk i bedste Cancellara stil. Desværre kunne jeg ikke holde den helt kørende, og måtte se mig passeret af Stig på det sidst.

Herfra var det faktisk bare ind igennem Lyngby og hjem.

Vidst 61,4 km på lige over 2 timer.



Med andre ord er formen enten lige hvor den skal være, ellers er jeg ved at blive syg med det overskud jeg har haft til træning. Jeg håber sjovt nok mest på det første. Jeg har dermed også taget hul på den sidste hårde uge af mit nuværende træningsprogram. I denne uge skal den have én over nakken, hvilket går fint i spænd med påsken. I næste uge begynder jeg så at trappe en anelse ned for at stå helt klar i uge 15 og ikke mindst 16 hvor jeg håber på at gøre en god figur i Tissø på enkeltstarten.

Startnumrene til D-klassen er hentet. Et lækkert nummer, selvom jeg samtidig håber på at jeg ikke skal bruge det alt for længe.

Cote D'Azur


Så er det blevet tid til en opdatering på træningen i det sydfranske. Jeg har valgt at hoppe forbi min første tur, da den kun blev på 23 km og ikke noget vildt at berette om.

Dagen efter var jeg dog på cyklen igen, og da min kærestes brødre og familier skulle ned til lufthavnen, valgte jeg at hoppe på cyklen og køre derned. Min svigerfar var kørt afsted i forvejen, også på cykel, så jeg regnede med at hente ham på et eller andet tidspunkt. Så da jeg kom afsted var det mere eller mindre fuld gas. Op til Saint-Jeanett og så ned langs Var floden. Mere eller mindre ned af bakke hele vejen, og med nogle fantastiske udkigsposter rundt omkring. Der er specielt ét sted hvor man kunne stoppe op som hed Bella Vista(viser egentlig hvor italienske de er i området når de kalder det for det italienske navn, og ikke det franske), hvor der var den mest fantastiske udsigt over Nice med lufthavnen ude i det fjerne. Jeg fortsatte længere ned, og så ramte jeg de første hårnålesving på nedkørslen. Ind igennem en lille by, hvor jeg lige blev bremset en del grundet trafik.

Da jeg nåede lufthavnen brugte jeg så lige et par minutter på at gennemskue hvor jeg egentlig skulle køre hen for at ramme terminal 1. Det lykkedes dog, og jeg fik sagt fint farvel til de andre. Da jeg nu alligevel var dernede blev jeg enig med mig selv om at køre ind til Nice og køre op af Col D'Eze. Så ind langs promenaden som absolut er et interessant bekendtskab på cykel. Jeg havde lagt mærke til at de lokale generelt holder sig ude på vejen, men så hjemme var jeg ikke lige. Op forbi havnen, igennem et par gader, og så var jeg der hvor stigningen startede.

Den tog fat lige med det samme, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at komme ind i en god rytme fra starten af. Finde mit eget tempo og så ellers bare presse. Det stiger ganske fint i starten og man føler ret hurtigt at man bliver taget op, og når man så samtidig kan kigge ud over byen og se hvordan man bare kommer højere og højere op, så bliver man bare endnu mere opmærksom på hvor meget den stikker i benene.

Lidt oppe kom der pludselig et stykke hvor den faldt en anelse, og så tog den ellers fat igen. Der var et lidt halvkedeligt stykke hvor man ligesom kører på bagsiden af bjerget, og hvor der var meget skygge, men kort efter kom man ud på en anden vej, hvor der reelt bare var udsigt over Villefranche og det azurblå Middelhav. Til gengæld blev det også varmere fordi jeg virkelig lå i solen og kogte. Jeg havde lidt svært ved at vurdere hvor langt jeg havde op endnu, men pludselig begyndte den at flade en anelse ud og så var det pludselig op på den store klinge og begynde at træde til. Så fladede vejen meget ud, og jeg ledte lidt efter det klassiske skilt der plejer at stå på toppen af bjerge, men det kom ikke rigtig. Jeg fandt det dog da jeg havde kørt en anelse nedad, hvilket virkede lidt som et anti-klimaks. Men jeg var kommet op.

En hurtig tissetur og en bar, og så vendte jeg snuden nedad igen. Fuld fart nedad - jeg er faktisk ret begejstret for at køre nedad har jeg fundet ud af. Ind igennem Nice bag en bus, ud af promenaden og så op mod Saint-Jeanett igen. Efter den lille by begyndte vejen ellers bare at stige, og jeg ramte de første hårnålesving med lidt trætte ben. Men jeg kom op, og på vejen mødte jeg en Europcar rytter der var på vej ned. Lidt uden for La Gaude begyndte de første dryp at komme, og lidt senere begyndte det for alvor at regne. Jeg valgte dog bare at blive ved med at presse når nu jeg var så tæt på at være hjemme. Igennem Saint-Jeanett og så ellers bare hjem til huset. Da jeg kom hjem stod de andre og så lidt bekymrede ud, da de kort forinden havde haft haglvejr. Det var jeg heldigvis sluppet for.

I alt en tur på 76 km og små 1000 højdemetre



2 dage senere var jeg klar igen til en tur om formiddagen. En opvarmningsrunde ud til Saint-Jeanett og så ind mod Vence. Her valgte jeg at køre op af Col de Vence, og er du gal den bider i starten. Den er vel en 8-10% lige i bunden, og når man så er kommet 1-2 km op begynder den at blive en anelse mildere. Jeg havde godt drev i benene, og kunne holde et godt pres op til de første hårnålesving. Derfra var det bare at bide tænderne sammen, holde rytmen og så klatre opad. Der er "heldigvis" skilte hele vejen op hvor der står hvor mange km og højdemetre man mangler, og også lige hvad den gennemsnitlige stigning den næste km er. Meget motiverende. Man kan dog blive slået ret meget ud af den hvis ikke man ved at skiltet ved 2 km mangler, så man går fra 3 til 1 km. Toppen blev dog nået, og der kom det klassiske billede fra toppen.


Som man også kan se på billedet, så hang der nogle pænt grimme skyer på bagsiden af bjerget, men jeg havde planlagt en tur hvor jeg skulle ned på bagsiden, og så rundt. En lille nedkørsel fra toppen, og så kom der pludselig lige en lille stigning igen, hvor jeg fik snuppet et pænt billede af et hårnålesving.


Og så begyndte nedkørslen ellers. En helt igennem fantastisk nedkørsel på en bred skovvej, hvor der bare kunne åbnes op. Et par hårnålesving, og så nåede jeg ned til en rundkørsel hvor den vej jeg skulle nedad stod "Route Barré 3 km". Jeg valgte at fortsætte ned, for nogle gange kan man lige komme forbi alligevel. Jeg kørte nedad, et par sving, og så kom der et nyt skilt hvor der stod "Route Barré 900 m", men jeg kunne umiddelbart ikke se andet end en meget lækker bred vej, og det faktum at der var NADA trafik. Jeg fortsatte en kilometers penge uden at se noget som helst, så jeg blev enig med mig selv om at de nok bare havde glemt at fjerne skiltene. Lige indtil jeg fortsatte en km endnu, og kunne se at der stod 10 mand i veste ved en helt spærret vej. Så en fin uvending, og så kunne jeg ellers bare begynde at køre opad igen. Ikke lige det jeg havde regnet med. Op til rundkørslen hvor jeg så 2 Astana ryttere der var på vej ned af samme vej som jeg kom fra. Jeg fik lige råbt til dem at vejen var lukket, og de takkede. Jeg håbede lidt på at de ville følge med op, men jeg tror de valgte at køre den anden vej - hvilket jeg senere fandt ud af havde givet god mening også for mig.

Men i stedet fortsatte jeg min opkørsel af den vej jeg ellers lige havde braget nedad. Det var således med et noget andet tempo at jeg kørte tilbage, og glædede mig bare til at se toppen af Col de Vence igen, så jeg kunne begynde nedkørslen. Fuld gas nedad, og så ellers bare hjem i huset. Jeg frøs som en slædehund på nedkørslen, for der var ikke meget mere end 7-8 grader da jeg vendte tilbage. Da jeg kom hjem, kunne vi også bare følge temperaturen falde, og falde, og falde, og da vi nåede 3,5 grad begyndte det pludselig at sne.

Men i alt en fin tur på små 66 km med ca 1300 højdemetre



Og det var så det. En lille hurtig update på weekendens træning - al snak om at min form ikke er hvor den skal være er i hvert fald ikke rigtig. Jeg har haft kanonben de 2 ture jeg har haft, og har haft godt med overskud. Men mere om det senere.

Cote D'Azur


Så er det blevet tid til en opdatering på træningen i det sydfranske. Jeg har valgt at hoppe forbi min første tur, da den kun blev på 23 km og ikke noget vildt at berette om.

Dagen efter var jeg dog på cyklen igen, og da min kærestes brødre og familier skulle ned til lufthavnen, valgte jeg at hoppe på cyklen og køre derned. Min svigerfar var kørt afsted i forvejen, også på cykel, så jeg regnede med at hente ham på et eller andet tidspunkt. Så da jeg kom afsted var det mere eller mindre fuld gas. Op til Saint-Jeanett og så ned langs Var floden. Mere eller mindre ned af bakke hele vejen, og med nogle fantastiske udkigsposter rundt omkring. Der er specielt ét sted hvor man kunne stoppe op som hed Bella Vista(viser egentlig hvor italienske de er i området når de kalder det for det italienske navn, og ikke det franske), hvor der var den mest fantastiske udsigt over Nice med lufthavnen ude i det fjerne. Jeg fortsatte længere ned, og så ramte jeg de første hårnålesving på nedkørslen. Ind igennem en lille by, hvor jeg lige blev bremset en del grundet trafik.

Da jeg nåede lufthavnen brugte jeg så lige et par minutter på at gennemskue hvor jeg egentlig skulle køre hen for at ramme terminal 1. Det lykkedes dog, og jeg fik sagt fint farvel til de andre. Da jeg nu alligevel var dernede blev jeg enig med mig selv om at køre ind til Nice og køre op af Col D'Eze. Så ind langs promenaden som absolut er et interessant bekendtskab på cykel. Jeg havde lagt mærke til at de lokale generelt holder sig ude på vejen, men så hjemme var jeg ikke lige. Op forbi havnen, igennem et par gader, og så var jeg der hvor stigningen startede.

Den tog fat lige med det samme, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at komme ind i en god rytme fra starten af. Finde mit eget tempo og så ellers bare presse. Det stiger ganske fint i starten og man føler ret hurtigt at man bliver taget op, og når man så samtidig kan kigge ud over byen og se hvordan man bare kommer højere og højere op, så bliver man bare endnu mere opmærksom på hvor meget den stikker i benene.

Lidt oppe kom der pludselig et stykke hvor den faldt en anelse, og så tog den ellers fat igen. Der var et lidt halvkedeligt stykke hvor man ligesom kører på bagsiden af bjerget, og hvor der var meget skygge, men kort efter kom man ud på en anden vej, hvor der reelt bare var udsigt over Villefranche og det azurblå Middelhav. Til gengæld blev det også varmere fordi jeg virkelig lå i solen og kogte. Jeg havde lidt svært ved at vurdere hvor langt jeg havde op endnu, men pludselig begyndte den at flade en anelse ud og så var det pludselig op på den store klinge og begynde at træde til. Så fladede vejen meget ud, og jeg ledte lidt efter det klassiske skilt der plejer at stå på toppen af bjerge, men det kom ikke rigtig. Jeg fandt det dog da jeg havde kørt en anelse nedad, hvilket virkede lidt som et anti-klimaks. Men jeg var kommet op.

En hurtig tissetur og en bar, og så vendte jeg snuden nedad igen. Fuld fart nedad - jeg er faktisk ret begejstret for at køre nedad har jeg fundet ud af. Ind igennem Nice bag en bus, ud af promenaden og så op mod Saint-Jeanett igen. Efter den lille by begyndte vejen ellers bare at stige, og jeg ramte de første hårnålesving med lidt trætte ben. Men jeg kom op, og på vejen mødte jeg en Europcar rytter der var på vej ned. Lidt uden for La Gaude begyndte de første dryp at komme, og lidt senere begyndte det for alvor at regne. Jeg valgte dog bare at blive ved med at presse når nu jeg var så tæt på at være hjemme. Igennem Saint-Jeanett og så ellers bare hjem til huset. Da jeg kom hjem stod de andre og så lidt bekymrede ud, da de kort forinden havde haft haglvejr. Det var jeg heldigvis sluppet for.

I alt en tur på 76 km og små 1000 højdemetre



2 dage senere var jeg klar igen til en tur om formiddagen. En opvarmningsrunde ud til Saint-Jeanett og så ind mod Vence. Her valgte jeg at køre op af Col de Vence, og er du gal den bider i starten. Den er vel en 8-10% lige i bunden, og når man så er kommet 1-2 km op begynder den at blive en anelse mildere. Jeg havde godt drev i benene, og kunne holde et godt pres op til de første hårnålesving. Derfra var det bare at bide tænderne sammen, holde rytmen og så klatre opad. Der er "heldigvis" skilte hele vejen op hvor der står hvor mange km og højdemetre man mangler, og også lige hvad den gennemsnitlige stigning den næste km er. Meget motiverende. Man kan dog blive slået ret meget ud af den hvis ikke man ved at skiltet ved 2 km mangler, så man går fra 3 til 1 km. Toppen blev dog nået, og der kom det klassiske billede fra toppen.


Som man også kan se på billedet, så hang der nogle pænt grimme skyer på bagsiden af bjerget, men jeg havde planlagt en tur hvor jeg skulle ned på bagsiden, og så rundt. En lille nedkørsel fra toppen, og så kom der pludselig lige en lille stigning igen, hvor jeg fik snuppet et pænt billede af et hårnålesving.


Og så begyndte nedkørslen ellers. En helt igennem fantastisk nedkørsel på en bred skovvej, hvor der bare kunne åbnes op. Et par hårnålesving, og så nåede jeg ned til en rundkørsel hvor den vej jeg skulle nedad stod "Route Barré 3 km". Jeg valgte at fortsætte ned, for nogle gange kan man lige komme forbi alligevel. Jeg kørte nedad, et par sving, og så kom der et nyt skilt hvor der stod "Route Barré 900 m", men jeg kunne umiddelbart ikke se andet end en meget lækker bred vej, og det faktum at der var NADA trafik. Jeg fortsatte en kilometers penge uden at se noget som helst, så jeg blev enig med mig selv om at de nok bare havde glemt at fjerne skiltene. Lige indtil jeg fortsatte en km endnu, og kunne se at der stod 10 mand i veste ved en helt spærret vej. Så en fin uvending, og så kunne jeg ellers bare begynde at køre opad igen. Ikke lige det jeg havde regnet med. Op til rundkørslen hvor jeg så 2 Astana ryttere der var på vej ned af samme vej som jeg kom fra. Jeg fik lige råbt til dem at vejen var lukket, og de takkede. Jeg håbede lidt på at de ville følge med op, men jeg tror de valgte at køre den anden vej - hvilket jeg senere fandt ud af havde givet god mening også for mig.

Men i stedet fortsatte jeg min opkørsel af den vej jeg ellers lige havde braget nedad. Det var således med et noget andet tempo at jeg kørte tilbage, og glædede mig bare til at se toppen af Col de Vence igen, så jeg kunne begynde nedkørslen. Fuld gas nedad, og så ellers bare hjem i huset. Jeg frøs som en slædehund på nedkørslen, for der var ikke meget mere end 7-8 grader da jeg vendte tilbage. Da jeg kom hjem, kunne vi også bare følge temperaturen falde, og falde, og falde, og da vi nåede 3,5 grad begyndte det pludselig at sne.

Men i alt en fin tur på små 66 km med ca 1300 højdemetre



Og det var så det. En lille hurtig update på weekendens træning - al snak om at min form ikke er hvor den skal være er i hvert fald ikke rigtig. Jeg har haft kanonben de 2 ture jeg har haft, og har haft godt med overskud. Men mere om det senere.

Cote D'Azur


Så er det blevet tid til en opdatering på træningen i det sydfranske. Jeg har valgt at hoppe forbi min første tur, da den kun blev på 23 km og ikke noget vildt at berette om.

Dagen efter var jeg dog på cyklen igen, og da min kærestes brødre og familier skulle ned til lufthavnen, valgte jeg at hoppe på cyklen og køre derned. Min svigerfar var kørt afsted i forvejen, også på cykel, så jeg regnede med at hente ham på et eller andet tidspunkt. Så da jeg kom afsted var det mere eller mindre fuld gas. Op til Saint-Jeanett og så ned langs Var floden. Mere eller mindre ned af bakke hele vejen, og med nogle fantastiske udkigsposter rundt omkring. Der er specielt ét sted hvor man kunne stoppe op som hed Bella Vista(viser egentlig hvor italienske de er i området når de kalder det for det italienske navn, og ikke det franske), hvor der var den mest fantastiske udsigt over Nice med lufthavnen ude i det fjerne. Jeg fortsatte længere ned, og så ramte jeg de første hårnålesving på nedkørslen. Ind igennem en lille by, hvor jeg lige blev bremset en del grundet trafik.

Da jeg nåede lufthavnen brugte jeg så lige et par minutter på at gennemskue hvor jeg egentlig skulle køre hen for at ramme terminal 1. Det lykkedes dog, og jeg fik sagt fint farvel til de andre. Da jeg nu alligevel var dernede blev jeg enig med mig selv om at køre ind til Nice og køre op af Col D'Eze. Så ind langs promenaden som absolut er et interessant bekendtskab på cykel. Jeg havde lagt mærke til at de lokale generelt holder sig ude på vejen, men så hjemme var jeg ikke lige. Op forbi havnen, igennem et par gader, og så var jeg der hvor stigningen startede.

Den tog fat lige med det samme, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at komme ind i en god rytme fra starten af. Finde mit eget tempo og så ellers bare presse. Det stiger ganske fint i starten og man føler ret hurtigt at man bliver taget op, og når man så samtidig kan kigge ud over byen og se hvordan man bare kommer højere og højere op, så bliver man bare endnu mere opmærksom på hvor meget den stikker i benene.

Lidt oppe kom der pludselig et stykke hvor den faldt en anelse, og så tog den ellers fat igen. Der var et lidt halvkedeligt stykke hvor man ligesom kører på bagsiden af bjerget, og hvor der var meget skygge, men kort efter kom man ud på en anden vej, hvor der reelt bare var udsigt over Villefranche og det azurblå Middelhav. Til gengæld blev det også varmere fordi jeg virkelig lå i solen og kogte. Jeg havde lidt svært ved at vurdere hvor langt jeg havde op endnu, men pludselig begyndte den at flade en anelse ud og så var det pludselig op på den store klinge og begynde at træde til. Så fladede vejen meget ud, og jeg ledte lidt efter det klassiske skilt der plejer at stå på toppen af bjerge, men det kom ikke rigtig. Jeg fandt det dog da jeg havde kørt en anelse nedad, hvilket virkede lidt som et anti-klimaks. Men jeg var kommet op.

En hurtig tissetur og en bar, og så vendte jeg snuden nedad igen. Fuld fart nedad - jeg er faktisk ret begejstret for at køre nedad har jeg fundet ud af. Ind igennem Nice bag en bus, ud af promenaden og så op mod Saint-Jeanett igen. Efter den lille by begyndte vejen ellers bare at stige, og jeg ramte de første hårnålesving med lidt trætte ben. Men jeg kom op, og på vejen mødte jeg en Europcar rytter der var på vej ned. Lidt uden for La Gaude begyndte de første dryp at komme, og lidt senere begyndte det for alvor at regne. Jeg valgte dog bare at blive ved med at presse når nu jeg var så tæt på at være hjemme. Igennem Saint-Jeanett og så ellers bare hjem til huset. Da jeg kom hjem stod de andre og så lidt bekymrede ud, da de kort forinden havde haft haglvejr. Det var jeg heldigvis sluppet for.

I alt en tur på 76 km og små 1000 højdemetre



2 dage senere var jeg klar igen til en tur om formiddagen. En opvarmningsrunde ud til Saint-Jeanett og så ind mod Vence. Her valgte jeg at køre op af Col de Vence, og er du gal den bider i starten. Den er vel en 8-10% lige i bunden, og når man så er kommet 1-2 km op begynder den at blive en anelse mildere. Jeg havde godt drev i benene, og kunne holde et godt pres op til de første hårnålesving. Derfra var det bare at bide tænderne sammen, holde rytmen og så klatre opad. Der er "heldigvis" skilte hele vejen op hvor der står hvor mange km og højdemetre man mangler, og også lige hvad den gennemsnitlige stigning den næste km er. Meget motiverende. Man kan dog blive slået ret meget ud af den hvis ikke man ved at skiltet ved 2 km mangler, så man går fra 3 til 1 km. Toppen blev dog nået, og der kom det klassiske billede fra toppen.


Som man også kan se på billedet, så hang der nogle pænt grimme skyer på bagsiden af bjerget, men jeg havde planlagt en tur hvor jeg skulle ned på bagsiden, og så rundt. En lille nedkørsel fra toppen, og så kom der pludselig lige en lille stigning igen, hvor jeg fik snuppet et pænt billede af et hårnålesving.


Og så begyndte nedkørslen ellers. En helt igennem fantastisk nedkørsel på en bred skovvej, hvor der bare kunne åbnes op. Et par hårnålesving, og så nåede jeg ned til en rundkørsel hvor den vej jeg skulle nedad stod "Route Barré 3 km". Jeg valgte at fortsætte ned, for nogle gange kan man lige komme forbi alligevel. Jeg kørte nedad, et par sving, og så kom der et nyt skilt hvor der stod "Route Barré 900 m", men jeg kunne umiddelbart ikke se andet end en meget lækker bred vej, og det faktum at der var NADA trafik. Jeg fortsatte en kilometers penge uden at se noget som helst, så jeg blev enig med mig selv om at de nok bare havde glemt at fjerne skiltene. Lige indtil jeg fortsatte en km endnu, og kunne se at der stod 10 mand i veste ved en helt spærret vej. Så en fin uvending, og så kunne jeg ellers bare begynde at køre opad igen. Ikke lige det jeg havde regnet med. Op til rundkørslen hvor jeg så 2 Astana ryttere der var på vej ned af samme vej som jeg kom fra. Jeg fik lige råbt til dem at vejen var lukket, og de takkede. Jeg håbede lidt på at de ville følge med op, men jeg tror de valgte at køre den anden vej - hvilket jeg senere fandt ud af havde givet god mening også for mig.

Men i stedet fortsatte jeg min opkørsel af den vej jeg ellers lige havde braget nedad. Det var således med et noget andet tempo at jeg kørte tilbage, og glædede mig bare til at se toppen af Col de Vence igen, så jeg kunne begynde nedkørslen. Fuld gas nedad, og så ellers bare hjem i huset. Jeg frøs som en slædehund på nedkørslen, for der var ikke meget mere end 7-8 grader da jeg vendte tilbage. Da jeg kom hjem, kunne vi også bare følge temperaturen falde, og falde, og falde, og da vi nåede 3,5 grad begyndte det pludselig at sne.

Men i alt en fin tur på små 66 km med ca 1300 højdemetre



Og det var så det. En lille hurtig update på weekendens træning - al snak om at min form ikke er hvor den skal være er i hvert fald ikke rigtig. Jeg har haft kanonben de 2 ture jeg har haft, og har haft godt med overskud. Men mere om det senere.

Cote D'Azur


Så er det blevet tid til en opdatering på træningen i det sydfranske. Jeg har valgt at hoppe forbi min første tur, da den kun blev på 23 km og ikke noget vildt at berette om.

Dagen efter var jeg dog på cyklen igen, og da min kærestes brødre og familier skulle ned til lufthavnen, valgte jeg at hoppe på cyklen og køre derned. Min svigerfar var kørt afsted i forvejen, også på cykel, så jeg regnede med at hente ham på et eller andet tidspunkt. Så da jeg kom afsted var det mere eller mindre fuld gas. Op til Saint-Jeanett og så ned langs Var floden. Mere eller mindre ned af bakke hele vejen, og med nogle fantastiske udkigsposter rundt omkring. Der er specielt ét sted hvor man kunne stoppe op som hed Bella Vista(viser egentlig hvor italienske de er i området når de kalder det for det italienske navn, og ikke det franske), hvor der var den mest fantastiske udsigt over Nice med lufthavnen ude i det fjerne. Jeg fortsatte længere ned, og så ramte jeg de første hårnålesving på nedkørslen. Ind igennem en lille by, hvor jeg lige blev bremset en del grundet trafik.

Da jeg nåede lufthavnen brugte jeg så lige et par minutter på at gennemskue hvor jeg egentlig skulle køre hen for at ramme terminal 1. Det lykkedes dog, og jeg fik sagt fint farvel til de andre. Da jeg nu alligevel var dernede blev jeg enig med mig selv om at køre ind til Nice og køre op af Col D'Eze. Så ind langs promenaden som absolut er et interessant bekendtskab på cykel. Jeg havde lagt mærke til at de lokale generelt holder sig ude på vejen, men så hjemme var jeg ikke lige. Op forbi havnen, igennem et par gader, og så var jeg der hvor stigningen startede.

Den tog fat lige med det samme, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at komme ind i en god rytme fra starten af. Finde mit eget tempo og så ellers bare presse. Det stiger ganske fint i starten og man føler ret hurtigt at man bliver taget op, og når man så samtidig kan kigge ud over byen og se hvordan man bare kommer højere og højere op, så bliver man bare endnu mere opmærksom på hvor meget den stikker i benene.

Lidt oppe kom der pludselig et stykke hvor den faldt en anelse, og så tog den ellers fat igen. Der var et lidt halvkedeligt stykke hvor man ligesom kører på bagsiden af bjerget, og hvor der var meget skygge, men kort efter kom man ud på en anden vej, hvor der reelt bare var udsigt over Villefranche og det azurblå Middelhav. Til gengæld blev det også varmere fordi jeg virkelig lå i solen og kogte. Jeg havde lidt svært ved at vurdere hvor langt jeg havde op endnu, men pludselig begyndte den at flade en anelse ud og så var det pludselig op på den store klinge og begynde at træde til. Så fladede vejen meget ud, og jeg ledte lidt efter det klassiske skilt der plejer at stå på toppen af bjerge, men det kom ikke rigtig. Jeg fandt det dog da jeg havde kørt en anelse nedad, hvilket virkede lidt som et anti-klimaks. Men jeg var kommet op.

En hurtig tissetur og en bar, og så vendte jeg snuden nedad igen. Fuld fart nedad - jeg er faktisk ret begejstret for at køre nedad har jeg fundet ud af. Ind igennem Nice bag en bus, ud af promenaden og så op mod Saint-Jeanett igen. Efter den lille by begyndte vejen ellers bare at stige, og jeg ramte de første hårnålesving med lidt trætte ben. Men jeg kom op, og på vejen mødte jeg en Europcar rytter der var på vej ned. Lidt uden for La Gaude begyndte de første dryp at komme, og lidt senere begyndte det for alvor at regne. Jeg valgte dog bare at blive ved med at presse når nu jeg var så tæt på at være hjemme. Igennem Saint-Jeanett og så ellers bare hjem til huset. Da jeg kom hjem stod de andre og så lidt bekymrede ud, da de kort forinden havde haft haglvejr. Det var jeg heldigvis sluppet for.

I alt en tur på 76 km og små 1000 højdemetre



2 dage senere var jeg klar igen til en tur om formiddagen. En opvarmningsrunde ud til Saint-Jeanett og så ind mod Vence. Her valgte jeg at køre op af Col de Vence, og er du gal den bider i starten. Den er vel en 8-10% lige i bunden, og når man så er kommet 1-2 km op begynder den at blive en anelse mildere. Jeg havde godt drev i benene, og kunne holde et godt pres op til de første hårnålesving. Derfra var det bare at bide tænderne sammen, holde rytmen og så klatre opad. Der er "heldigvis" skilte hele vejen op hvor der står hvor mange km og højdemetre man mangler, og også lige hvad den gennemsnitlige stigning den næste km er. Meget motiverende. Man kan dog blive slået ret meget ud af den hvis ikke man ved at skiltet ved 2 km mangler, så man går fra 3 til 1 km. Toppen blev dog nået, og der kom det klassiske billede fra toppen.


Som man også kan se på billedet, så hang der nogle pænt grimme skyer på bagsiden af bjerget, men jeg havde planlagt en tur hvor jeg skulle ned på bagsiden, og så rundt. En lille nedkørsel fra toppen, og så kom der pludselig lige en lille stigning igen, hvor jeg fik snuppet et pænt billede af et hårnålesving.


Og så begyndte nedkørslen ellers. En helt igennem fantastisk nedkørsel på en bred skovvej, hvor der bare kunne åbnes op. Et par hårnålesving, og så nåede jeg ned til en rundkørsel hvor den vej jeg skulle nedad stod "Route Barré 3 km". Jeg valgte at fortsætte ned, for nogle gange kan man lige komme forbi alligevel. Jeg kørte nedad, et par sving, og så kom der et nyt skilt hvor der stod "Route Barré 900 m", men jeg kunne umiddelbart ikke se andet end en meget lækker bred vej, og det faktum at der var NADA trafik. Jeg fortsatte en kilometers penge uden at se noget som helst, så jeg blev enig med mig selv om at de nok bare havde glemt at fjerne skiltene. Lige indtil jeg fortsatte en km endnu, og kunne se at der stod 10 mand i veste ved en helt spærret vej. Så en fin uvending, og så kunne jeg ellers bare begynde at køre opad igen. Ikke lige det jeg havde regnet med. Op til rundkørslen hvor jeg så 2 Astana ryttere der var på vej ned af samme vej som jeg kom fra. Jeg fik lige råbt til dem at vejen var lukket, og de takkede. Jeg håbede lidt på at de ville følge med op, men jeg tror de valgte at køre den anden vej - hvilket jeg senere fandt ud af havde givet god mening også for mig.

Men i stedet fortsatte jeg min opkørsel af den vej jeg ellers lige havde braget nedad. Det var således med et noget andet tempo at jeg kørte tilbage, og glædede mig bare til at se toppen af Col de Vence igen, så jeg kunne begynde nedkørslen. Fuld gas nedad, og så ellers bare hjem i huset. Jeg frøs som en slædehund på nedkørslen, for der var ikke meget mere end 7-8 grader da jeg vendte tilbage. Da jeg kom hjem, kunne vi også bare følge temperaturen falde, og falde, og falde, og da vi nåede 3,5 grad begyndte det pludselig at sne.

Men i alt en fin tur på små 66 km med ca 1300 højdemetre



Og det var så det. En lille hurtig update på weekendens træning - al snak om at min form ikke er hvor den skal være er i hvert fald ikke rigtig. Jeg har haft kanonben de 2 ture jeg har haft, og har haft godt med overskud. Men mere om det senere.

>Godt indlæg, Froggy. MOL er jo tankernes aflads-plads, så alt hvad der skrives behøves ikke altid være hele sandheden. Ikke desto mindre, er der en følelse i kroppen som jeg ikke har haft før. Sæsonen er igang, og jeg er sund og rask. Så lad os se hvad der sker.
Træning igår blev en tur på landevejen, og selvom det var bidende koldt og med blæst lige i fjæset, så var det en af den slags ture man værdsætter når man er kommet hjem, sidder i sofaen og har en dejlig summende fornemmelse i benene. Jeg havde selskab af Henrik, som er ved at udvikle sig til et bæst, og som er in contention for hawaii kval pladser til sommerens Nice Ironman. Han løber 5Km lige under 16min, og det jeg så af hans cykling igår det lover godt!
Men turen gik op ad strandvejen, og ved Høje Skodsborgvej tog vi turen op og ned 10x, og kørte efterfølgende til Hørsholm, kongevejen, Lyngby og så hjem. En tur på lige omkring 50Km, og med massere af højdemeter. Dagen idag indbyder også til en tur udenfor, men jeg ved ikke om jeg lige får tid til at cykle
Træning: 2timers cykling, 50km inklusiv 10xBakkespurt
/N

Jeg beklager de manglende opdateringer, men det har været pga. en hel masse der er sket i den seneste periode.

For lige at opsummere, så var jeg jo som sagt et smut i Frankrig med svigerfamilien i en uges tid. Jeg havde cyklen med og det blev til 3 ture i et noget svingende vejr. Generelt var vejret godt dernede, men på den første tur nåede jeg kun halvvejs op af Col de Vence inden regnen væltede ned. Jeg fik dog senere besteget bjerget, og har også fået Col D'Eze på CV'et. Jeg skal nok skrive en længere opdatering og beskrivelse af turene. Da vi ankom til byen om lørdag var vi lige en times tid i huset inden vi bevægede os de ca. 2-3 km ind til byen for at se feltet køre igennem. Det var en ret stor oplevelse at se hvordan ALT i byen gik i stå, hvordan lokalbefolkningen stillede sig op og begyndte at heppe på rytterne når de kom forbi. Jeg fik sat min kæreste til at snuppe billeder så jeg kunne koncentrere mig om at kommentere på hvem det egentlig var der drønede forbi. Jeg fik øje på de fleste jeg lige umiddelbart skulle få øje på, og vi fik da lige snuppet et par billeder.

Team SKY i front, og Gilbert med på smækken


Ivan Basso førte an i en gruppe der kom umiddelbart efter hovedfeltet


Boonen var klædt i sort, så han var en anelse sværere at spotte


Lidt længere oppe af vejen stod min svigermor og heppede også da felterne kom blæsende forbi. Hun var så heldig at en Cannondale rytter smed sin dunk, som hun så kunne samle op


Om søndagen tog min kæreste og jeg forbi enkeltstarten op af Col D'Eze. I perioden op til havde min svigerfamilie generelt været lidt "negative" overfor enkeltstarten da de mente at vi skulle stille os klar om morgenen hvis vi skulle få en ordentlig plads til enkeltstarten, selvom jeg prøvede at forklare at vi ikke behøvede det. Derfor var det også fedt at se min kæreste være helt oppe og køre over hvor tæt vi kunne komme på rytterne. En af de første vi for alvor fik spottet var Matti Breschel som var cool nok til at stille op til et billede. Da vi var på vej videre fik jeg så øje på David Millar der stod i civilt med hans familie. Jeg spurgte om det var ok lige at tage et billede, og det var han helt med på. Jeg fik også lige sagt at jeg snart skulle igang med hans biografi hvilket ikke virkede til at påvirke ham synderligt Men umiddelbart en cool fyr.


Op til start området hvor vi fik placeret os rigtig fint et par 100 meter fra starten. Jeg har efterfølgende luret på optagelserne, og der er flere gange hvor man kan se min kæreste og jeg stå op sige hep

Da Richie Porte var kørt afsted, valgte vi at gå tilbage til downtown Nice, og da vi bevæger os ned igennem kortegen af holdbusser, spotter vi lige Cannondales bus, og jeg når lige at sige "Tænk hvis Ivan Basso sidder i den". Vi når knap at gå 5 meter inden jeg nærmest råber "Det er sgu da Ivan det der!". Og ganske rigtigt. Ivan Basso kom gående lige imod os, og jeg gik hen til ham og spurgte igen om det var i orden lige at snuppe et billede. Han virkede lidt træt, men sagde ok.



2 dage senere kørte jeg selv op af Col D'Eze og det er sgu en halvhård satan, men en fantastisk udsigt fra toppen af.


Resten af ugen gik med at besøge de klassiske ting man nu engang skal opleve, få cyklet en anelse, og så ellers bare slappet af. Vi oplevede dog også sne, hvilket ikke ligefrem er hverdagskost i det område, men et fantastisk syn at vågne op til bjerge med sne på toppen i bedste Disney stil.

I mandags startede jeg så samtidig på mit nye job, og jeg glemmer altid hvor mentalt drænene det er. Det er super spændende og virker som et ret cool sted, men for hulen hvor er jeg dog bare træt når jeg kommer hjem af alle de mange indtryk som man hele tiden suger til sig. Det har også betydet at jeg ikke helt har fået trænet så struktureret som jeg kunne, men kom da på hjemmetræneren i går. Det blev ikke nogen succes, da jeg ikke har været på den i godt 2 uger, og det kræver alligevel noget tilvænning at køre på den måde. Jeg kom dog på i dag med 3 VO2max intervaller, og et 20 minutters sweet spot interval. Jeg håber i hvert fald at det er pga tilvænning og måske lidt træthed fra det nye job, og ikke manglende form der gør at jeg var presset i går.

Det er i hvert fald et skidt tidspunkt jeg egentlig er startet på et nyt job, da det jo netop er nu jeg skulle bruge energi på at spidse formen til, men jeg håber sgu at jeg hurtigt får indhentet energien og igen kan træne fornuftigt så jeg kan være klar til sæsonstarten.

Men hvor er det dog egentlig fedt at være et sted hvor der er en fed energi, hvor folk har en helt anden arbejdsmoral(mere arbejde end facebook), og ikke mindst en direktør der selv går i spidsen. Han er blandt de første der møder ind, og som oftest den sidste der smutter. I går gik han da også og strøede salt på vores lille svalegang. Det er sgu i orden.

Det nye job betyder også at jeg pt. er med det offentlige. Det har den positive effekt at jeg får læst lidt mere end ellers. Inden jeg tog afsted til Nice var jeg gået igang med en bog om Eddy Merckx, og den får jeg nu læst på fulde drøn. En super fed bog, og nogle fantastiske historier om Kannibalen. Jeg har altid haft det indtryk at Eddy Merckx nærmest blev født som en superrytter, men det har ikke helt været tilfældet. Så vidt jeg har forstået var han et kraftværk uden lige fra starten af, men manglede taktisk sans og teknik på cyklen. Da det så kom på plads var det noget lort for konkurrenterne.

Så det var lige den halvlange opdatering på livet, og jeg håber snart at vende tilbage med lidt beskrivelser af turene i sydfrankrig og træningen herhjemme.