Elkjærmark

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

Weekend update
For første gang i rigtig lang tid, har hovedingredienserne i min weekend IKKE været cykling. Noget underligt faktisk.....
Fredag efter job drønede jeg en smut til Holstebro for at besøge lidt familie. Egentlig er jeg ikke det helt store "familie-menneske", men min fætter + kæreste hører helt klart til den del lille af familien, som jeg gerne ville se noget mere til. Vi havde en super hyggelig aften, fik lidt lækkert at spise og fik planlagt lidt festivitas efter sommerferien. Det skal nok blive fun!
Hjem til Herning, direkte i kassen og så ellers op kl. lidt i lort for at træne lørdag morgen. Vejret så ikke for godt ud, med tunge skyer hængende lavt over byen og nogle træer der flyttede sig godt fra side til side, men ud det skulle jeg, så jeg ignorerede det og fik iført mig cykeltøjet. Da Garmin viste 7:15 sad jeg i sadlen og afsted det gik.
Pga. det ukristelige tidspunkt og det faktum at der blot var tale om træning og ikke race, havde jeg indtaget min morgenmad ca. 5 min før afg. Det påvirkede klart min puls i negative retning, så den første del af turen blev kørt med en noget højere puls end tempoet eller indikerede.
Efter ca. 20 km begyndte det at regne. Det startede stille og roligt ud med lidt støvregn, men efter yderligere 20 km faldt regnen tungt nedover mig. Ihhh, hvor jeg elsker det. NOT! Heldigvis var temperaturen tæt på 15 grader c, så der var ingen problemer i at holde varmen, og risikoen for sygdom som følge deraf minimal.
Ca. 2,5 time senere trillede jeg ind af indkørslen hos de gamle, fik cyklen gjort ren (meget praktisk at svine på deres fliser i stedet for mine egne) og så var det ellers hjem under den varme bruser. Jeg var på ingen måder kold, da jeg først steg af cyklen, men efter at have brugt lidt tid på rengøring var kropstemperaturen faldet og jeg var begyndt med at fryse.
Cykling - 75 km @ 29,5 km/t - avg. HR 150 bpm
Efter en skønt og varmt bad, satte jeg mig i bilen og kørte til Aarhus. Jeg mødtes med Nicholas, vi fik os en god stor frokost og fik catched lidt op efter ikke at have set hinanden i 100 år. Som altid pisse hyggeligt! Nico så i øvrigt knivskarp ud, så mon ikke at han brager igennem FF med et par nye PR´s?!? Jeg tror i hvert fald på ham!
Lørdag aften = party mode! Og nej, det er ikke meget fest og farver der er blevet til de sidste par måneder, men i dagens anledning valgte jeg at give lidt slip. Dumt måske. Ja, helt klart, men jeg følte ikke rigtigt at jeg kunne lade være.
Min søster holdt 25 års fødselsdag for tøserne (i alt 22). Total dårlig timing at fylde år på den tid af året, i hvert fald når man samtidigt vælger at holde fest;-) Sagen er bare den, at jeg de sidste to år har fravalgt hendes fest pga. div. træningsrelaterede mål. Noget hun har altid været forstående overfor, som den søde søster hun er, og helt sikkert også ville have været i år, hvis jeg havde valgt den kedelige løsning, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det igen. Hun har nemlig fulgt mig trofast de sidste par år, kørt rundt med mig til konkurrencer og altid været der med 100% dedikeret opbakning. Priceless! Jeg valgte derfor at se bort fra principper om nul tolerance på alkohol osv - bare på denne ene aften!
Nu var det ikke fordi at jeg drak mig helt i hegnet. Næ nej. Men det blev da klart til flere genstande end hvad anbefalet er, alt for lidt nattesøvn og en ordentlig røvfuld "anti-sporty" mad. En god fest var det dog, og jeg ved at min søster sætter stor pris på, at jeg gjorde en undtagelse i mine ellers temmelig skarpe forberedelser mod LM;-)
Søndag var en rigtig lortedag. Det regnede, jeg var træt og jeg havde en masse husligt der skulle fixes. Arrrghhhh..... Eller dvs. måske heldigt nok at det lige netop var igår at dagen ramte, for der var ikke alverdens træning på programmet og dermed også ok med tid til alt det andet. Pga. de vejrmæssige forhold valgte jeg den komfortable løsning og trænede indendørs på spinningcyklen.
Det blev til følgende program:
15 min opvarmning - stigende watt mod 140 med kadence @ ca. 95 rpm
65 min bakkekørsel - ca. 150-170 watt med kadence på 65-75 rpm
10 min afrul
I alt 1,5 times træning med det formål at simulere et solidt bjerg à la fx. Telegraphe.
Følelsen var hele vejen igennem god, og selvom jeg udemærket ved, at gårsdagens træning ikke kan sammenlignes direkte med den virkelige vare, så føler jeg bestemt at den var brugbar! Men al træning er vel principielt brugbar i en eller anden forstand;-)

Skal vi have gang i noget MOL tour managerspil? Bare en tanke......

Skal vi have gang i noget MOL tour managerspil? Bare en tanke......

Skal vi have gang i noget MOL tour managerspil? Bare en tanke......

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Jeg var på langtur igår, sådan en af de seriøste af slagsen (+8 timer i sadlen - indlæg følger).
Har brug for lidt input: Pause idag eller rul? Og hvad med imorgen? Er noget kvæstet i kroppen idag. Meget faktisk.....

Hold nu k***, hvor er Sanchez sygt pillet på det billede! Det ser på ingen måder sundt ud!

Arhh, ved sgu ikke lige. Synes ærlig talt ikke at den rute tiltrækker mig alverdens. Mit lille korpos blæser jo væk ude i vinden;-) IM Nice derimod kunne friste! Og jeg mener det faktisk seriøst. Kunne godt finde på at køre en IM igen til næste år, men nu ser vi hvad der sker.

En pose blandede bolscher samt en ny PR
Efter nogle ugers hård træning, var min umiddelbare plan at tage den stille og roligt idag og få restitueret kroppen lidt. Den plan blev dog ændret, da den kommende weekend definitivt bliver helt uden cykling på programmet pga. lidt firmagolf med en kunde, samt en rejse til Glasgow med alt for tidlig afg. søndag Umiddelbart ikke lige det jeg drømmer om at bruge weekenden på, men det er uden tvivl en kærkommen lejlighed til at få droslet lidt ned.
Tirsdag og onsdag blev stille og rolige, da efterveerne af mandagens tur sad dybt i kroppen. Jeg kunne slet ikke rigtigt tage gassen, og gik konstant rundt med en markant træthed i kroppen. Den tur var noget hårdere ved mig en først antaget Jeg lod derfor cyklen stå i pit, og fik i stedet kørt noget BB med fokus på overkroppen. Noget jeg til min store tilfredshed faktisk har været ganske vedholdende med over de sidste par måneder!
Torsdag ville jeg have været ude på lågen, men en stiv kuling fik mig til at vælge den komfortable løsning - nemlig spinning. Det blev ikke noget mindeværdigt træningspas, men jeg fik da banken pulsen lidt op undervejs.
Spinning - 50 min @ 77 % af HR
Fredag skinnede solen, så jeg støvede min Supersix af og iførte mig de korte rør, kortærmet trikot og vindvest. Ihhh, hvor jeg bare elsker sådanne dage Jeg teamede op med min gode ven Niels, som bor i Sydney, men som pt. er hjemme på ferie. Han har flere gange udfordret mig til en cykeltur, så nu skulle det være. Jeg forventede på forhånd en hård tur, hvor Niels ville presse godt til fra start til slut. Jeg fik delvist ret, men også kun delvist Niels lagde ganske rigtigt ok hårdt ud, og det passede mig bare slet ikke! Mine ben ville nemlig rent ud sagt intet de første 35 km. Selv med en puls på ca. 70% af HR var jeg ved at dø, så det var faktisk lidt af en kamp at sidde med Heldigvis kunne jeg trøste mig med at kigge lidt på Niels´ pulsur, for det viste tydelige tegn på at han pressede den til grænsen......
Efter 38 km ramte vi Dollerup Bakker, og jeg havde endelig fået gang i stængerne. Jeg pressede derfor godt igennem, og kunne tydeligt høre at min følgesvend var langt mere presset end jeg. Ja tak, så kan han lære det!
Turen derefter blev langt mere moderat. Niels havde brændt sine tændstikker alt for tidligt, så det var både en tavs og tung ven jeg havde med på slæb på turen tilbage til Herning. De sidste 10 km gik han faktisk virkelig kold! Kold som i RIGTIG kold Disponering af kræfter og vurdering af egne evner, er åbentbart ikke noget de gør alverdens i nede down under
Cykling - 102 km @ 30,1 km/t - avg. HR 138
Lørdag
Jeg forstår virkelig godt, at profferne ikke altid er begejstret for udsigten til hviledage i Grand Tours, og jeg forstår endnu bedre, at de har behov for at holde gang i kroppen med en rulletur, selvom det var nærliggende at tro at en off day ville tjene dem bedre. Rytme! Det hele handler om at holde fast i rytmen!
Derfor var det også meget vigtigt for mig at komme ud på cyklen igår, selvom jeg vidste, at jeg skulle på langtur idag. Det blev en stille og rolig solotur, hvor jeg intet gjorde for at forcere tempoet. Lav puls, høj kadence og blot en enkelt lille accelleration på en bakke undervejs - bare lige for at teste om der var hul igennem. Det var der!
Cykling - 62 km @ 29 km/t - avg. HR 135
Søndag
Lidt kådhed havde fået mig til at acceptere en udfordring fra min træningsmakker no. 1. 220 km - intet mindre!
Vi mødtes i Bredballe kl. 9. Klar til kamp med en laaaaang rute lagt ind på Garmin
Fra første tråd var jeg velkørende! Normalt er jeg ALTID langsom starter, men af en eller anden årsag var det ikke tilfældet igår. Måske det var den halve liter lemon sorbet jeg indtog igår der gjorde forskellen???!!!
Afsted det gik i højt humør og med solen strålende ned fra himlen. Der var ikke en sky på himlen, og den noget hårde vind var end ikke i nærheden af at ødelægge morgenhumøret.
Tempoet var noget moderat, men forude ventede også en uhyggelig distance som ingen af os tidligere havde nærmet os. (Min PR var indtil idag 210 km).
Alt, og jeg mener ALT, gik efter planen idag! Ingen punkteringer, perfekt energistrategi, godt humør og super gode ben, gjorde turen til en fornøjelse fra start til slut. Ikke en eneste gang sad jeg og kedede mig og ønskede turen slut før tid
Da vi rundede de 180 km, begyndte jeg så småt med at sidde og vente på at blive ramt af træthed, men den udeblev til min store overraskelse fuldstændigt, og jeg kunne derfor nyde de sidste 40 km med yderst velfungerende ben. Jeg sad flere gange og forestillede mig, at jeg skulle køre en finale i et cykelløb. Noget jeg ofte gør, da forestillingen om en masse temposkift kan give et lille praj om hvor man befinder sig - fysisk såvel som mentalt. Idag var jeg klar, og var der blevet angrebet var jeg gået med! Det gjorde der så ikke, for det var "blot" en træningstur. Men jeg fik nu alligevel givet godt med gas på dagens sidste længere bakke, samt kørt en spurt ind mod skiltet i Vejle. Alt sammen bare fordi jeg kunne
Dagens tal:

Ps. Højdemetrene er helt fucked, men sådan er det altid når jeg uploader til Endomondo.
Iflg. Garmin kørte vi 1225 højdemeter.
Dagens tur bød på ny distance PR, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med! Hvad jeg er endnu mere tilfreds med er formen! Efter dagens tur kan jeg vist godt konkludere, at formen til at brage igennem til La Marmotte er ved at være på plads, og det til trods for at jeg endnu har 6 uger til race day. Det er en ubeskriveligt god fornemmelse, og meget skal gå galt hvis jeg ikke kan stille op i mit livs form d. 6/7-13. Derfra er der kun én ting at gøre - TRÆD TIL!

Et lidt forsinket tillykke med det flotte resultat og dit første marathon! Det er virkelig godt løbet, og jeg har stor respekt for, at du ikke lod dig rive med i jagten på en endnu skarpere tid. Løb på vores "motionist niveau" handler mest af alt om at jagte gode oplevelser, og det glemmer ALT for mange - mig selv inklusiv. Jeg husker fx. ikke mit første marathon som værende nogen stor oplevelse - dertil var pinslerne simpelthen for store;-)

En pose blandede bolscher samt en ny PR
Efter nogle ugers hård træning, var min umiddelbare plan at tage den stille og roligt idag og få restitueret kroppen lidt. Den plan blev dog ændret, da den kommende weekend definitivt bliver helt uden cykling på programmet pga. lidt firmagolf med en kunde, samt en rejse til Glasgow med alt for tidlig afg. søndag Umiddelbart ikke lige det jeg drømmer om at bruge weekenden på, men det er uden tvivl en kærkommen lejlighed til at få droslet lidt ned.
Tirsdag og onsdag blev stille og rolige, da efterveerne af mandagens tur sad dybt i kroppen. Jeg kunne slet ikke rigtigt tage gassen, og gik konstant rundt med en markant træthed i kroppen. Den tur var noget hårdere ved mig en først antaget Jeg lod derfor cyklen stå i pit, og fik i stedet kørt noget BB med fokus på overkroppen. Noget jeg til min store tilfredshed faktisk har været ganske vedholdende med over de sidste par måneder!
Torsdag ville jeg have været ude på lågen, men en stiv kuling fik mig til at vælge den komfortable løsning - nemlig spinning. Det blev ikke noget mindeværdigt træningspas, men jeg fik da banken pulsen lidt op undervejs.
Spinning - 50 min @ 77 % af HR
Fredag skinnede solen, så jeg støvede min Supersix af og iførte mig de korte rør, kortærmet trikot og vindvest. Ihhh, hvor jeg bare elsker sådanne dage Jeg teamede op med min gode ven Niels, som bor i Sydney, men som pt. er hjemme på ferie. Han har flere gange udfordret mig til en cykeltur, så nu skulle det være. Jeg forventede på forhånd en hård tur, hvor Niels ville presse godt til fra start til slut. Jeg fik delvist ret, men også kun delvist Niels lagde ganske rigtigt ok hårdt ud, og det passede mig bare slet ikke! Mine ben ville nemlig rent ud sagt intet de første 35 km. Selv med en puls på ca. 70% af HR var jeg ved at dø, så det var faktisk lidt af en kamp at sidde med Heldigvis kunne jeg trøste mig med at kigge lidt på Niels´ pulsur, for det viste tydelige tegn på at han pressede den til grænsen......
Efter 38 km ramte vi Dollerup Bakker, og jeg havde endelig fået gang i stængerne. Jeg pressede derfor godt igennem, og kunne tydeligt høre at min følgesvend var langt mere presset end jeg. Ja tak, så kan han lære det!
Turen derefter blev langt mere moderat. Niels havde brændt sine tændstikker alt for tidligt, så det var både en tavs og tung ven jeg havde med på slæb på turen tilbage til Herning. De sidste 10 km gik han faktisk virkelig kold! Kold som i RIGTIG kold Disponering af kræfter og vurdering af egne evner, er åbentbart ikke noget de gør alverdens i nede down under
Cykling - 102 km @ 30,1 km/t - avg. HR 138
Lørdag
Jeg forstår virkelig godt, at profferne ikke altid er begejstret for udsigten til hviledage i Grand Tours, og jeg forstår endnu bedre, at de har behov for at holde gang i kroppen med en rulletur, selvom det var nærliggende at tro at en off day ville tjene dem bedre. Rytme! Det hele handler om at holde fast i rytmen!
Derfor var det også meget vigtigt for mig at komme ud på cyklen igår, selvom jeg vidste, at jeg skulle på langtur idag. Det blev en stille og rolig solotur, hvor jeg intet gjorde for at forcere tempoet. Lav puls, høj kadence og blot en enkelt lille accelleration på en bakke undervejs - bare lige for at teste om der var hul igennem. Det var der!
Cykling - 62 km @ 29 km/t - avg. HR 135
Søndag
Lidt kådhed havde fået mig til at acceptere en udfordring fra min træningsmakker no. 1. 220 km - intet mindre!
Vi mødtes i Bredballe kl. 9. Klar til kamp med en laaaaang rute lagt ind på Garmin
Fra første tråd var jeg velkørende! Normalt er jeg ALTID langsom starter, men af en eller anden årsag var det ikke tilfældet igår. Måske det var den halve liter lemon sorbet jeg indtog igår der gjorde forskellen???!!!
Afsted det gik i højt humør og med solen strålende ned fra himlen. Der var ikke en sky på himlen, og den noget hårde vind var end ikke i nærheden af at ødelægge morgenhumøret.
Tempoet var noget moderat, men forude ventede også en uhyggelig distance som ingen af os tidligere havde nærmet os. (Min PR var indtil idag 210 km).
Alt, og jeg mener ALT, gik efter planen idag! Ingen punkteringer, perfekt energistrategi, godt humør og super gode ben, gjorde turen til en fornøjelse fra start til slut. Ikke en eneste gang sad jeg og kedede mig og ønskede turen slut før tid
Da vi rundede de 180 km, begyndte jeg så småt med at sidde og vente på at blive ramt af træthed, men den udeblev til min store overraskelse fuldstændigt, og jeg kunne derfor nyde de sidste 40 km med yderst velfungerende ben. Jeg sad flere gange og forestillede mig, at jeg skulle køre en finale i et cykelløb. Noget jeg ofte gør, da forestillingen om en masse temposkift kan give et lille praj om hvor man befinder sig - fysisk såvel som mentalt. Idag var jeg klar, og var der blevet angrebet var jeg gået med! Det gjorde der så ikke, for det var "blot" en træningstur. Men jeg fik nu alligevel givet godt med gas på dagens sidste længere bakke, samt kørt en spurt ind mod skiltet i Vejle. Alt sammen bare fordi jeg kunne
Dagens tal:

Ps. Højdemetrene er helt fucked, men sådan er det altid når jeg uploader til Endomondo.
Iflg. Garmin kørte vi 1225 højdemeter.
Dagens tur bød på ny distance PR, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med! Hvad jeg er endnu mere tilfreds med er formen! Efter dagens tur kan jeg vist godt konkludere, at formen til at brage igennem til La Marmotte er ved at være på plads, og det til trods for at jeg endnu har 6 uger til race day. Det er en ubeskriveligt god fornemmelse, og meget skal gå galt hvis jeg ikke kan stille op i mit livs form d. 6/7-13. Derfra er der kun én ting at gøre - TRÆD TIL!

Fede hjul!
Jeg kan godt forstå hvis du sælger dine Mavic hjul, for det der med at have udstyr til at stå og støve til, det holder ikke. Dertil falder det simpelthen også alt for hurtigt i pris.
For lige at smide en kommentar til de rammer du linker til, så er jeg VIRKELIG også vild med den Ritte. Jeg faldt faktisk over rammen til sølle 1100 pund den anden dag, og jeg må indrømme, at skulle jeg skifte inden for den nærmeste fremtid (det skal jeg IKKE!), så ville den toppe listen.
Ridley´en til gengæld, den kan jeg slet ikke lide! Den ser buttet og assymetrisk ud - slet ikke hurtig eller let.
Orbea´en ser dog fed ud! Eneste anke mod designet er bagstagen, som jeg personlig ikke er vild med set bagfra.
Evo´en er jeg selvfølgelig stor fan af. Underligt, ikke;-) Og ja, sort er lidt kedeligt, så havde nok også foretrukket den som du linker til. Men til gengæld fik jeg så min til en vild pris, så derfor var andre farvetema´er ikke på tale;-)

Back in DK
Efter længere tids stilstand i loggen, er det vist på tide at jeg får catchet lidt up igen. Man kunne fristes til at tro at min træning har været gået i stå, men næ nej, det vil vist være synd at sige;-) En træningstur til Club La Santa samt en pinse i høj kadence har dog spændt ben for mig, så det er først nu at jeg har tiden til at samle mig om et ordentligt indlæg.
Generelt set, så er min tid bare blevet noget mere sparsom. I hvert fald når det handler om tid til alt det der bevæger sig i det online univers;-) Groft sagt, så kan jeg vel konstatere, at jeg nu endelig bliver udnyttet til fulde rent erhvervsmæssigt, hvilket betyder at log-updates i dagtimerne hører sjældenhederne til. Baaah...... Eller dvs. NEJ, for jeg nyder virkelig de udfordringer mit nye job byder mig, og lever derfor også gerne med lidt mere sporadiske updates;-)
Nå, videre til det det egentlig handler om - nemlig træningen!
Efter at have kørt med stram kæde i hele uge 18, tog jeg toppen af træningen i dagene frem mod afrejsen til Lanzarote. En kort opsummering af træningen frem til og med torsdag ser således ud:
Tirsdag d. 7/5-13
Solskin og lidt hygge i det Midtjyske - tilmed årets første tur i korte ærmer og rør:-)
Cykling - 57,57 km @ 30,1 km/t (avg. HR 141)
Onsdag d. 8/5-13
En solskins dag var hvad det kunne blive til før himmel og hav skulle stå i et.... Desværre var jeg 12,5 km hjemmefra da det brød løs..... Behøver jeg sige mere???
Cykling - 25 km @ 29,5 km/t (avg. HR 134)
Fredag d. 10/5-13
Yes, endelig tilbage på Lanzarote:-) Vi skulle være i Billund allerede fredag morgen (nat) kl. 3:50, så det var ultra tidligt ud af fjererne. For at gøre ondt værre, så havde min mutti fødselsdag om torsdagen, så familien var samlet til middag og hygge og jeg kom alt for sent i seng. Angst for at sove over mig, fik jeg nærmest ikke lukket et øje inden vækkeuret ringede kl. 01:50, så det var en søvnig zoombie-agtig Jannie der tjekkede ind i lufthavnen. En times søvn i flyet gjorde dog underværker (bekræfter mig endnu engang i min teori om, at en nat uden alverdens søvn ikke betyder noget for ens performance, hvis ellers de foregående nætter har været af god søvnmæssig kvalitet), så da cyklen var pakket ud ved middagstid, var jeg knivskarp og klar til at skyde ferien igang med manér!
Planen var et relativt forsigtigt udlæg, da en lang og hård uge ventede forude, men f*** hvor var det svært når benene bare kunne og ville det hele;-) "Heldigvis" havde vi dog et par knap så hurtige hoveder med på slæb, og det hjalp os rent ud sagt med at holde niveauet på det rette sted.
Turen blev et glædeligt gensyn med surfers paradis i Famara, lorte asfalten fra rundkørslen i Teguise og de falske Ildbjerge. Super skønt at være tilbage på Lanza efter et års fravær!!!
Cykling - 84,40 km @ 28,5 km/t - avg HR 144 (1130 højdemeter)
Lørdag d. 11/5-13
Solskin og højt humør, og ja, så en tur på lågen inkl. en smuttur over Tabayesco. Bliver det bedre? Næppe......
Jeg husker desværre ikke min tid på selvsamme stigning fra de foregående år, men lørdagens forsøg gav mig en tid på 35 min og 55 sek på de 9,9 km @ 6,3% i snit. Dette uden at give mig fuldt ud, da kongeetapen ventede om søndagen. Tilfreds, det er jeg dog, for jeg havde virkelig en god rytme og et let tråd hele vejen op. Normalt kører jeg en del stående når det går op ad bakke, også når jeg klatrer i lang tid af gangen, men lige netop på denne front fandt jeg ikke rigtigt rytmen. Siddende gik det dog strålende, så alt i alt en virkelig god oplevelse.
Cykling - 90,94 km @ 27,5 km/t - avg. HR 145 (1311 højdemeter)
Søndag d. 12/5-13
Ud af os fem som havde medbragt cykler, var vi blot to som var friske på den helt store udfordring - nemlig Ironman ruten. Tidligt op, MASSER af morgenmad i den legendariske buffet i Atlantico og så ellers ud på rammen. Sikke en dag!
Efter at have været tilskuer og back-up for Nico sidste år, var jeg helt og aldeles klar over hvilken en udfordring der ventede os. Eller var jeg???
I modsætning til på Ironman´en, så startede vi ud fra Club La Santa, og ikke i Puerto del Carmen, med kursen sat mod Haria og Mirador. En pæn hård opstart, hvor det mere eller mindre stiger de første små 45 km. Og ikke bare stiger, det blæser også lige ind på trynen, så farten suges ud af benene selvom pulsen ligger i den høje ende. Ouch..... Især stigningen op til Mirador var tuff, og vinden var faktisk så hård at jeg ikke turde rejse mig i pedalerne, af fare for at cyklen ville blive revet væk under mig, og det til trods for at jeg kørte med lavprofil. Ikke fedt!
Videre fra toppen og nu endelig med lidt medvind og medløb:-) Benene var forsat gode og humøret i top, men jeg må indrømme, at respekten for distancen allerede fra toppen af Mirador gradvist steg kilometer for kilometer. Og jeg må nok også indrømme, at den tur ned fra Mirador til Puerto del Carmen, som jeg nok tidligere har regnet lidt for værende ren tempo, hygge og rul, rent faktisk er noget hårdere end som så. Stykket ind over Nazarat er fx. ikke noget at spøge med. Specielt ikke, når man som jeg, i forvejen døjer med lidt siddesår:-(
Ved ankomsten til Carmen var jeg slidt og tom for energi! Heldigvis vidste jeg at en lille pause ventede, så der ville blive mulighed for at tanke masser af carbs samt god moral. En anden ting som også lå i baghovedet og gav mig en dejlig tryghed forud for de sidste km, var det faktum at jeg endnu ikke er gået kold i år. Heller ikke selvom distancerne har været marathon-lange og tempoet pænt højt. Så hvorfor skulle det ske idag? Utænkeligt;-) Ej, helt så kæk var jeg ikke! Slet ikke! Men jeg undlod at indvie min makker i min lille krise, ene og alene fordi jeg efterhånden har erfaret, at enhver krise er midlertidig! Og ganske rigtigt, så var jeg på toppen igen sølle 20 min senere, og der forblev jeg de resterende mange kilometre frem mod La Santa by. Faktisk har jeg nok aldrig før kommet så let og ubesværet igennem Ildbjergene. Det var helt fantastisk! God med power i stængerne og en puls der forsat var påvirkelig. Kan man ønske sig mere efter 165 km?
Da Ildbjergene var lagt bag os gik det videre med fuld fart på mod La Santa. Det går mere eller mindre ned ad bakke hele vejen, så det var ikke alverdens fysik der skulle lægges i pedalerne. OK, lidt skulle der trædes, for der blæste en solid vind fra nord som tog toppen af farten, men det var bestemt overkommeligt. Da vi nåede byskiltet i La Santa gearede vi ned og besluttede os for at rulle de sidste 3-4 km hjem til CLS. Fra det sekund ville mine ben ikke mere. De var helt døde! Hvis man kan tale om at ben kan gå mentalt kolde, så var det lige hvad mine gjorde. Meget tankevækkende faktisk!
Cykling - 179 km @ 27,4 km/t - avg. HR 148 (2435 højdemeter)
Gosh, for en omgang;-)
Mandag d. 13/5-13
Godt brugt efter søndagens tur, rullede vi ud på lidt restitution. Hvis vi ikke skulle cykle, hvad pokker skulle vi så lave;-)
At Femes så skulle besejres undervejs gav blot lidt krydder på en ellers rolig tur, men så kan jeg også (endelig) sætte den på cv´et.
Cykling - 73,76 km @ 26,4 km/t - avg. HR 136 (1040 højdemeter)
Tirsdag d. 14/5-13
I stil med søndagens tur på Ironman ruten, så var tirsdagens på forhånd planlagte tur endnu en af dem jeg havde set ekstra meget frem til. Udfordringen bestod af Tabayesco x 3, kørt med en relativ beskeden intensitet så tæt på La Marmotte pace som muligt. Direkte ud mod foden af stigningen, en kort tissepause og så ellers igang! BUM!
Første tur var ok, men ikke mere end det. Flowet var ikke helt i top, men jeg havde god kontrol over puls og kom fornuftigt op. Ingen pause på toppen, bare videre ned og så ellers op igen. Anden tur var helt perfekt! Som i ren og skær verdensklasse! Overskud og flow hele vejen. Mere af det, JA TAK! Igen bare op for at vende og så ellers ned til tredje og sidste tur. Den blev en anelse hårdere end de to foregående, men benene var virkelig gode og jeg boblede af overskud! Et kort sekund overvejede jeg faktisk at tage en fjerde tur, men nogle gange skal man huske at stoppe mens legen er god!
Cykling - 122,31 km @ 2326 højdemeter
Tur 1 - 41:04 min - avg. HR 152
Tur 2 - 40:24 min - avg. HR 156
Tur 3 - 39:40 min - avg. HR 158
Til info kan jeg fortælle, at stigningen hver gang blev målt til ml. 10,0-10,2 km.
Onsdag d. 15/5-13
Total off day! Ikke off day fra cyklen, men off day som i DÅRLIGE ben! Træthed, fysisk såvel som mentalt, og det er i bund og grund vel ikke så underligt! Det til trods, så fik jeg cyklet lidt.
Cykling - 86,47 km @ 26,7 km/t - avg. HR 128
Og så gik det galt! Onsdag aften blev lidt for festlig i selskab med alle de andre hoveder fra Vejle, så derfor blev der ingen cykling til miss Mark torsdag;-)
Lørdag d. 18/5-13
Hjemme i DK igen til en solrig dag med masser af varme. Hvor skønt var det lige? På med carbon fælgene igen, og så ellers ud og nyde det gode vejr. Ikke så meget for træningens skyld, men mest af alt fordi jeg havde lyst! Benene var nemlig forsat møre og tunge, så alt hvad der mindede om offensiv kørsel blev pakket væk til fordel for et jævnt og moderat tråd.
Cykling - 73,11 km @ 30,8 km/t - avg. HR 142
Søndag d. 19/5-13
Egentlig skulle jeg have kørt licensløb, men grundet den tunge træningsmængde de sidste mange dage gav det ikke meget mening at stille op. Så hellere vente til en anden god gang, hvor jeg har mulighed for at time min træning lidt mere fordelagtigt.
I stedet tog jeg en rolig tur med en veninde. En tur hvor jeg på det flade stykker konstant kæmpede med tunge ben, men derimod havde super gode ben på alle stigninger. Weird.....
Cykling - 115, 21 km @ 27,5 km/t - avg. HR 132
Mandag d. 20/5-3
Sidste feriedag:-( Min oprindelige plan var egentlig en hviledag. Den blev så lavet om til en solotur på ca. 100 km, inden jeg pludselig blev overmodig og kastede mig ud i årets længste...... Ihhh, hvor kan planer hurtigt ændres;-) I selskab med min makker fra Lanzarote gik det over stok og sten. Afg. fra Herning og så ellers bare følge den rute som Garmin dikterede os. Ikke så meget shit der. Heller ikke selvom vi fik adskillige skyllere undervejs...... Udgangspunktet var Herning, og for de lokalkendte kan jeg berette om visitter i henholdsvis Fasterholt, Ejstrupholm, Mossø, Ry, Silkeborg, Funder, Bording, Tulstrup og Gjellerup.
Da vi langt om længe endelig landede i Herning igen, var jeg helt udsolgt! Flad og SULTEN! Og beskidt! Og våd! Vi satte os på trappen udenfor min lejlighed, lokkede en pizza ud af bagdøren ved det nærliggende pizzaria og sad så ellers bare og frådede med pizza, cola og kaffe. Ikke værst..... På daværende tidspunkt viste min Garmin 174 km.
Lidt nørderi med Endomondo og en lommeregner, og pludselig var vi kommet frem til at jeg manglede sølle 7 km i at have tilbagelagt 1000 km på 10 kalenderdage. Hvad gør man så? Træt, våd og kold..... Tja, man hopper selvfølgelig op på cyklen igen for at få de sidste km i hus;-) That´s the spirit of a true Ironwoman!!!!!
Cykling - 182 km @ 30,6 km/t - avg. HR 142 (højdemeter 1285)
Og hvad så med dagens træning? DEN ER IKKE EKSISTERENDE, og det har jeg det rigtig godt med :-)
Hvad jeg har det endnu bedre med er det faktum at jeg på nuværende tidspunkt har kørt 6019 km i 2013. Det må være ny PR medio maj:-)

Din glæde ved træning stråler ud ml. linjerne her i loggen såvel som på bloggen. Det er en fryd at følge med!
Keep it up! :-)

Back in DK
Efter længere tids stilstand i loggen, er det vist på tide at jeg får catchet lidt up igen. Man kunne fristes til at tro at min træning har været gået i stå, men næ nej, det vil vist være synd at sige;-) En træningstur til Club La Santa samt en pinse i høj kadence har dog spændt ben for mig, så det er først nu at jeg har tiden til at samle mig om et ordentligt indlæg.
Generelt set, så er min tid bare blevet noget mere sparsom. I hvert fald når det handler om tid til alt det der bevæger sig i det online univers;-) Groft sagt, så kan jeg vel konstatere, at jeg nu endelig bliver udnyttet til fulde rent erhvervsmæssigt, hvilket betyder at log-updates i dagtimerne hører sjældenhederne til. Baaah...... Eller dvs. NEJ, for jeg nyder virkelig de udfordringer mit nye job byder mig, og lever derfor også gerne med lidt mere sporadiske updates;-)
Nå, videre til det det egentlig handler om - nemlig træningen!
Efter at have kørt med stram kæde i hele uge 18, tog jeg toppen af træningen i dagene frem mod afrejsen til Lanzarote. En kort opsummering af træningen frem til og med torsdag ser således ud:
Tirsdag d. 7/5-13
Solskin og lidt hygge i det Midtjyske - tilmed årets første tur i korte ærmer og rør:-)
Cykling - 57,57 km @ 30,1 km/t (avg. HR 141)
Onsdag d. 8/5-13
En solskins dag var hvad det kunne blive til før himmel og hav skulle stå i et.... Desværre var jeg 12,5 km hjemmefra da det brød løs..... Behøver jeg sige mere???
Cykling - 25 km @ 29,5 km/t (avg. HR 134)
Fredag d. 10/5-13
Yes, endelig tilbage på Lanzarote:-) Vi skulle være i Billund allerede fredag morgen (nat) kl. 3:50, så det var ultra tidligt ud af fjererne. For at gøre ondt værre, så havde min mutti fødselsdag om torsdagen, så familien var samlet til middag og hygge og jeg kom alt for sent i seng. Angst for at sove over mig, fik jeg nærmest ikke lukket et øje inden vækkeuret ringede kl. 01:50, så det var en søvnig zoombie-agtig Jannie der tjekkede ind i lufthavnen. En times søvn i flyet gjorde dog underværker (bekræfter mig endnu engang i min teori om, at en nat uden alverdens søvn ikke betyder noget for ens performance, hvis ellers de foregående nætter har været af god søvnmæssig kvalitet), så da cyklen var pakket ud ved middagstid, var jeg knivskarp og klar til at skyde ferien igang med manér!
Planen var et relativt forsigtigt udlæg, da en lang og hård uge ventede forude, men f*** hvor var det svært når benene bare kunne og ville det hele;-) "Heldigvis" havde vi dog et par knap så hurtige hoveder med på slæb, og det hjalp os rent ud sagt med at holde niveauet på det rette sted.
Turen blev et glædeligt gensyn med surfers paradis i Famara, lorte asfalten fra rundkørslen i Teguise og de falske Ildbjerge. Super skønt at være tilbage på Lanza efter et års fravær!!!
Cykling - 84,40 km @ 28,5 km/t - avg HR 144 (1130 højdemeter)
Lørdag d. 11/5-13
Solskin og højt humør, og ja, så en tur på lågen inkl. en smuttur over Tabayesco. Bliver det bedre? Næppe......
Jeg husker desværre ikke min tid på selvsamme stigning fra de foregående år, men lørdagens forsøg gav mig en tid på 35 min og 55 sek på de 9,9 km @ 6,3% i snit. Dette uden at give mig fuldt ud, da kongeetapen ventede om søndagen. Tilfreds, det er jeg dog, for jeg havde virkelig en god rytme og et let tråd hele vejen op. Normalt kører jeg en del stående når det går op ad bakke, også når jeg klatrer i lang tid af gangen, men lige netop på denne front fandt jeg ikke rigtigt rytmen. Siddende gik det dog strålende, så alt i alt en virkelig god oplevelse.
Cykling - 90,94 km @ 27,5 km/t - avg. HR 145 (1311 højdemeter)
Søndag d. 12/5-13
Ud af os fem som havde medbragt cykler, var vi blot to som var friske på den helt store udfordring - nemlig Ironman ruten. Tidligt op, MASSER af morgenmad i den legendariske buffet i Atlantico og så ellers ud på rammen. Sikke en dag!
Efter at have været tilskuer og back-up for Nico sidste år, var jeg helt og aldeles klar over hvilken en udfordring der ventede os. Eller var jeg???
I modsætning til på Ironman´en, så startede vi ud fra Club La Santa, og ikke i Puerto del Carmen, med kursen sat mod Haria og Mirador. En pæn hård opstart, hvor det mere eller mindre stiger de første små 45 km. Og ikke bare stiger, det blæser også lige ind på trynen, så farten suges ud af benene selvom pulsen ligger i den høje ende. Ouch..... Især stigningen op til Mirador var tuff, og vinden var faktisk så hård at jeg ikke turde rejse mig i pedalerne, af fare for at cyklen ville blive revet væk under mig, og det til trods for at jeg kørte med lavprofil. Ikke fedt!
Videre fra toppen og nu endelig med lidt medvind og medløb:-) Benene var forsat gode og humøret i top, men jeg må indrømme, at respekten for distancen allerede fra toppen af Mirador gradvist steg kilometer for kilometer. Og jeg må nok også indrømme, at den tur ned fra Mirador til Puerto del Carmen, som jeg nok tidligere har regnet lidt for værende ren tempo, hygge og rul, rent faktisk er noget hårdere end som så. Stykket ind over Nazarat er fx. ikke noget at spøge med. Specielt ikke, når man som jeg, i forvejen døjer med lidt siddesår:-(
Ved ankomsten til Carmen var jeg slidt og tom for energi! Heldigvis vidste jeg at en lille pause ventede, så der ville blive mulighed for at tanke masser af carbs samt god moral. En anden ting som også lå i baghovedet og gav mig en dejlig tryghed forud for de sidste km, var det faktum at jeg endnu ikke er gået kold i år. Heller ikke selvom distancerne har været marathon-lange og tempoet pænt højt. Så hvorfor skulle det ske idag? Utænkeligt;-) Ej, helt så kæk var jeg ikke! Slet ikke! Men jeg undlod at indvie min makker i min lille krise, ene og alene fordi jeg efterhånden har erfaret, at enhver krise er midlertidig! Og ganske rigtigt, så var jeg på toppen igen sølle 20 min senere, og der forblev jeg de resterende mange kilometre frem mod La Santa by. Faktisk har jeg nok aldrig før kommet så let og ubesværet igennem Ildbjergene. Det var helt fantastisk! God med power i stængerne og en puls der forsat var påvirkelig. Kan man ønske sig mere efter 165 km?
Da Ildbjergene var lagt bag os gik det videre med fuld fart på mod La Santa. Det går mere eller mindre ned ad bakke hele vejen, så det var ikke alverdens fysik der skulle lægges i pedalerne. OK, lidt skulle der trædes, for der blæste en solid vind fra nord som tog toppen af farten, men det var bestemt overkommeligt. Da vi nåede byskiltet i La Santa gearede vi ned og besluttede os for at rulle de sidste 3-4 km hjem til CLS. Fra det sekund ville mine ben ikke mere. De var helt døde! Hvis man kan tale om at ben kan gå mentalt kolde, så var det lige hvad mine gjorde. Meget tankevækkende faktisk!
Cykling - 179 km @ 27,4 km/t - avg. HR 148 (2435 højdemeter)
Gosh, for en omgang;-)
Mandag d. 13/5-13
Godt brugt efter søndagens tur, rullede vi ud på lidt restitution. Hvis vi ikke skulle cykle, hvad pokker skulle vi så lave;-)
At Femes så skulle besejres undervejs gav blot lidt krydder på en ellers rolig tur, men så kan jeg også (endelig) sætte den på cv´et.
Cykling - 73,76 km @ 26,4 km/t - avg. HR 136 (1040 højdemeter)
Tirsdag d. 14/5-13
I stil med søndagens tur på Ironman ruten, så var tirsdagens på forhånd planlagte tur endnu en af dem jeg havde set ekstra meget frem til. Udfordringen bestod af Tabayesco x 3, kørt med en relativ beskeden intensitet så tæt på La Marmotte pace som muligt. Direkte ud mod foden af stigningen, en kort tissepause og så ellers igang! BUM!
Første tur var ok, men ikke mere end det. Flowet var ikke helt i top, men jeg havde god kontrol over puls og kom fornuftigt op. Ingen pause på toppen, bare videre ned og så ellers op igen. Anden tur var helt perfekt! Som i ren og skær verdensklasse! Overskud og flow hele vejen. Mere af det, JA TAK! Igen bare op for at vende og så ellers ned til tredje og sidste tur. Den blev en anelse hårdere end de to foregående, men benene var virkelig gode og jeg boblede af overskud! Et kort sekund overvejede jeg faktisk at tage en fjerde tur, men nogle gange skal man huske at stoppe mens legen er god!
Cykling - 122,31 km @ 2326 højdemeter
Tur 1 - 41:04 min - avg. HR 152
Tur 2 - 40:24 min - avg. HR 156
Tur 3 - 39:40 min - avg. HR 158
Til info kan jeg fortælle, at stigningen hver gang blev målt til ml. 10,0-10,2 km.
Onsdag d. 15/5-13
Total off day! Ikke off day fra cyklen, men off day som i DÅRLIGE ben! Træthed, fysisk såvel som mentalt, og det er i bund og grund vel ikke så underligt! Det til trods, så fik jeg cyklet lidt.
Cykling - 86,47 km @ 26,7 km/t - avg. HR 128
Og så gik det galt! Onsdag aften blev lidt for festlig i selskab med alle de andre hoveder fra Vejle, så derfor blev der ingen cykling til miss Mark torsdag;-)
Lørdag d. 18/5-13
Hjemme i DK igen til en solrig dag med masser af varme. Hvor skønt var det lige? På med carbon fælgene igen, og så ellers ud og nyde det gode vejr. Ikke så meget for træningens skyld, men mest af alt fordi jeg havde lyst! Benene var nemlig forsat møre og tunge, så alt hvad der mindede om offensiv kørsel blev pakket væk til fordel for et jævnt og moderat tråd.
Cykling - 73,11 km @ 30,8 km/t - avg. HR 142
Søndag d. 19/5-13
Egentlig skulle jeg have kørt licensløb, men grundet den tunge træningsmængde de sidste mange dage gav det ikke meget mening at stille op. Så hellere vente til en anden god gang, hvor jeg har mulighed for at time min træning lidt mere fordelagtigt.
I stedet tog jeg en rolig tur med en veninde. En tur hvor jeg på det flade stykker konstant kæmpede med tunge ben, men derimod havde super gode ben på alle stigninger. Weird.....
Cykling - 115, 21 km @ 27,5 km/t - avg. HR 132
Mandag d. 20/5-3
Sidste feriedag:-( Min oprindelige plan var egentlig en hviledag. Den blev så lavet om til en solotur på ca. 100 km, inden jeg pludselig blev overmodig og kastede mig ud i årets længste...... Ihhh, hvor kan planer hurtigt ændres;-) I selskab med min makker fra Lanzarote gik det over stok og sten. Afg. fra Herning og så ellers bare følge den rute som Garmin dikterede os. Ikke så meget shit der. Heller ikke selvom vi fik adskillige skyllere undervejs...... Udgangspunktet var Herning, og for de lokalkendte kan jeg berette om visitter i henholdsvis Fasterholt, Ejstrupholm, Mossø, Ry, Silkeborg, Funder, Bording, Tulstrup og Gjellerup.
Da vi langt om længe endelig landede i Herning igen, var jeg helt udsolgt! Flad og SULTEN! Og beskidt! Og våd! Vi satte os på trappen udenfor min lejlighed, lokkede en pizza ud af bagdøren ved det nærliggende pizzaria og sad så ellers bare og frådede med pizza, cola og kaffe. Ikke værst..... På daværende tidspunkt viste min Garmin 174 km.
Lidt nørderi med Endomondo og en lommeregner, og pludselig var vi kommet frem til at jeg manglede sølle 7 km i at have tilbagelagt 1000 km på 10 kalenderdage. Hvad gør man så? Træt, våd og kold..... Tja, man hopper selvfølgelig op på cyklen igen for at få de sidste km i hus;-) That´s the spirit of a true Ironwoman!!!!!
Cykling - 182 km @ 30,6 km/t - avg. HR 142 (højdemeter 1285)
Og hvad så med dagens træning? DEN ER IKKE EKSISTERENDE, og det har jeg det rigtig godt med :-)
Hvad jeg har det endnu bedre med er det faktum at jeg på nuværende tidspunkt har kørt 6019 km i 2013. Det må være ny PR medio maj:-)