vestjyden

Helt enig med Gregers og bjergtrolden. Desuden er det jo rart at vide, for at evaluere et løb, eller om man skal presse citronen den dag.

Yogaparade for dronningen. Ret fedt. 

Dagens magiske oplevelse var udendørs yoga nede på Havnepladsen med Hot Yoga Aarhus. Først bemærkede vi nogle politi betjente, så en hund der snusede rundt og nogle sorte Audier, hvor vi var i tvivl om der var nummer plade på eller ej. Godt i gang med praksis kom speedbåd med uniformerede søfolk sejlende ind i havnen lige ved siden af os og så så vi det; Kongeskibet Dannebrog, der majestætisk styrede ind i havnen med dronningen om bord. Ja og så lagde til lige ved kajen, hvor vi gjorde yoga. Jeg er nok mere buddhist end royalist men syntes alligevel, at det var et rørende øjeblik. Og super smukt med det gamle skib på sådan en flot solrig dag med blå himmel. Og fantastisk at bo i en by, hvor dronningen lige lægger til kaj og så mange søde og glade århusianerne pænt står og hilser på. Vores søde og inspirerende yoga lærer Rosa var nødt til at omlægge nogle af stillingerne, så at vi kunne have det fine udsyn og flere af instruktionerne blev "now look up, look at the queen", "stay in your practice" fordi, at vi alligevel alle sammen var lidt starstruck og måtte have et glimt af vores regent. Samtidigt så bragte det holdet sammen, at vi oplevede noget nyt end "bare" det varme rum og jeg har sjældent haft så meget grin og sjov på en yoga time. Very nice. Bagefter plaskede vi med alle de små børn i sprinkler springvandet = super forfriskende. 
Håber som i går at få gjort bare lidt let styrketræning og overvejer også jog ned til vandet i aften. Foreløbigt sidste hånd på foredrag til onsdag. 
Dejlig sommerweekend til boardet

Ja det er en god pointe med ikke at gøre det over telefon/mail. Men ja ligepræcis historien med folk og især børn/unge, der er undermedicinerede har jeg bare hørt så mange gange. Ja og inklusive fra min nuværende astma læge. Så det er lidt et trigger punkt hos mig. Rigtig god bedring med det og målet, at du ikke er generet og i stedet kan løbe stærkt og få luft

Lidt mere fut i fødderne ...
Er begyndt at justere lidt på de variable faktorer for at få mere fut i fødderne. Som jeg nok har nævnt, så havde jeg for år tilbage en snert af noget anstrengelses-astma, og jeg har luret lidt på, om det mon er derfor, der ikke er blæs nok på lungerne, når jeg sætter farten op. Især i starten af et 5 km-løb, er den helt gal (som den var til sidste lørdags Park Run).
Så jeg har gjort to ting i forbindelse med denne morgens Park Run i Fælledparken. Dels har jeg fået min læge til at udskrive en Bricanyl Turbuhaler, så jeg kunne tage et hvæs før løbet. Og dels løb jeg den første halve kilometer med fuld fokus på at have kontrol med vejrtrækningen. Resultatet var et helt andet løb end sidste lørdag og en tid på 20:27. Det er jo straks en anden snak end sidste lørdags 21:15.
Jeg har en skrap læge, som man ikke lige kan få til at forny en recept ud af det blå. Hun skrev tilbage på min mail og fortalte om ny forskning på området, hvorfor hun ville anbefale en lungefunktionsundersøgelse, hvis der skulle en ny recept på Bricanyl til. Så den ene hun lagde ud på receptserveren var en undtagelse (og den holdning til medicin er jeg jo sådan set enig i).
Umiddelbart er jeg ikke så meget for at tage sådan en undersøgelse, for jeg er jo rask og rørig, og måske skal ressourcerne bruges på nogen, der er 'rigtigt' syge. Men efter dagens løb er jeg alligevel blevet lidt i tvivl. Måske har jeg rent faktisk lidt nedsat lungefunktion, når et hvæs Bricanyl kan gøre en forskel? Måske mærker jeg det bare ikke sådan rigtigt, fordi jeg er i god form? Eller måske ville det være meget værre, hvis jeg ikke var i form?
Som altid er der en hel masse gætværk involveret, og billedet bliver jo sløret af, at jeg sammenlignet med andre egentlig er i god form, men at jeg alligevel måske mangler nogle procent i lungekapacitet. Jeg fortsætter med at eksperimentere og krydser ydermere fingre for, at vi snart får lidt køligere og fugtigere vejr. Den her varme tørke gør det ikke ligefrem bedre. 
Men altså et langt bedre løb i dag end sidst. Havde for en gangs skyld pulsuret på , og det er ikke svært at se, hvor de 5 km lå henne på turen. Bemærk den rolige stigning på pulskurven, da de 5 km går i gang.
 

Helt enig med Gregers og bjergtrolden. Desuden er det jo rart at vide, for at evaluere et løb, eller om man skal presse citronen den dag.

01-06-2018     Transport cykling:  + 20 km ud over hvad jeg plejer at cykle   02-06-2018
Yoga
1 times hatha yoga
Det gik egentligt rimeligt med balancen i dag.

Træning d 25.5
Yoga
En dejlig time i FW
Løb
30 min Hechmann dag 5 i 3. grundtræningsuge
Very nice
 

Mest komfortmæssigt har det bare sin fordel. Alu har den fordel at det er stift som bare fanden, men det er bare meget mere ukomfortabelt kontra carbon som også er stift.

I  min nuværende cykelform - eller mangel på samme - betyder det intet. Hvis blot cyklen er nogenlunde let og fungerer, så betyder ting som stelvinkler og pasform mere end materialet. Men hvis der skal cykeltrænes lidt mere seriøst, så er carbon et suverænt materiale. Det er let og stift, og det sluger vejens ujævnheder bedre end fx aluminium.

Jamen du går da helt yoga amok  Fedt!!!

19-05-2018 Yoga
1 times hatha yoga
Havde lige en time fri midt på dagen.
 
løb.
5,4  km.
34 min.
Pulssnit: 127
Trængte til lidt luft efter aftensmaden, så en lille aftentur.
 
20-05-2018
Styrke
Opvarmning 10 min.
 
Dødløft:
1 x 6 x 20 kg.
1 x 6 x 60 kg.
2 x 6 x 70 kg.
 
Pull down i kabeltræk, smalt parallelt greb:
3 x 6 x 60 kg.
Ss med
Skulderpres, db, stående:
1 x 6 x 12 kg.
2 x 6 x 14 kg.
 
Har været praktiske gris i dag, det forgik i gulvhøjde på knæ, så ryggen var træt. Derfor hoppede jeg på et hold yoga. Det gav mere mening.
Yoga
1 times flow yoga
Lidt en sjov time, guiden var en ældre dame. Hun gik nærmest sidelæns. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tænkte mit. Det blev gjort fuldstændig til skamme. Hun havde fuldstændig styr på yogaen. Hun valgte at bruge timen på at fokusere på åndedrættet. Det tog jeg ikke skade af.

Søndag
Tempointervallet på dagens tur var sat op til 5 miles = 8 km, og alligevel lykkedes det mig at holde tempoet, ja, faktisk blev det en smule hurtigere end de sidste to søndage med 4:14/min i gennemsnit. Meget tilfredsstillende her, hvor jeg går ind i den sidste af de 16 planlagte uger.

Fin historie. At kunne lide selve træningen, er vel årsagen til jeg træner, selv om jeg ikke bliver bedere, end jeg har været.

Hvis jeg skal være helt sandfærdig, er årsagen følgende:
1 1/2 frakfurter
2 boller fra koberg
1 banan
+ det løse
Som jeg "kom til" at spise lige før sengetid.
Faste kan noget, det kan jeg mærke. Men lige nu, bruger jeg den til at nulstille mit spisegen.
Jeg har skrevet, at jeg vil undgå alkohol og natmad i hverdagen. Jes skal have evalueret målsætningen, men resultatet er egentligt ok. Livvidden er faldende og vægten er under 100 kg. Men vejen er lidt ujævn, specielt mht. natmad.

Det er godt at læse. Det der program lyder intersant. Et overset formål med programer,  er jo at undgå skader.

13-05-2018
løb.
10,0  km.
1h01
Pulssnit: 142
Ganske udemærket. Turen blev løbet efter 16 timers faste, det kan jeg åbenbart godt. Pulsen steg ca 20 slag over de sidste 2 km, hvilket vel viser, at det er grænsen for, hvad jeg bør lave under faste.

10-05-2018
løb.
7,1  km.
42 min.
Pulssnit: 135
Pulsen snyder lidt Der var 2 - 3 småpauser,  da jeg lige skulle se på alt det grønne der spinger ud.
Jeg prøvede at arbejde med min skridtfrekvens, følte også at den var høj. Virkligheden var, at det var samme frekvens som normalt.

Du skrev:
"jeg faktisk har lyst til at rejse derned igen. Med største risiko vil jeg stadig have svært ved at nå toppen af bjerget pga min astma."
Hvorfor ikke finde en tur, hvor man går rundt om bjerget? Ved godt at det ikke er helt det samme, som at stå på en bjergtop. Men derfor kan det jo godt blive en god oplevelse.

Det er godt at læse. Det der program lyder intersant. Et overset formål med programer,  er jo at undgå skader.

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

Ja, det kan du have ret i. Jeg ved egentlig heller ikke hvorfor. Måske det var afgørende at have den sidste, lange strækning op mod mål, som var på toppen af Søsterhøj. Det var altid prikken over i'et at slide sig op ad den sidste bakke med mål på toppen. Kan i øvrigt se, at jeg blev nummer 15 ud af 43, så det var lige uden for præmierækken, men alligevel nogenlunde godkendt som 1. års junior.
På en god dag, kunne der godt være lidt Mont Ventoux over det med Søsterhøj-senderen på 'bjergtoppen' ;)

Ja, det er dét, konkurrencer kan. Man kommer uvilkårligt op på et helt andet niveau, hvad angår belastning. Som jeg husker årene med cykelløb, så var alle løb i april ganske enkelt frygtelige og en pinefuld oplevelse at komme igennem. Hen i maj begyndte det at gå bedre, fordi man havde brugt løbene til at komme 'rigtigt' i form, og så gik det helt anderledes stærkt i juni og juli. Man kan ikke træne sig til den belastning.
Som cykelrytter, gav det der med tidlig start som regel sig selv, for ofte havde man jo kørt 1-2 timer for at komme til løbsbyen, hvor der så var start mellem klokken 7 og 8. Så kroppen var sådan set godt i gang. I dag kan jeg ikke rigtig forstå, hvordan man kunne stå det igennem, men det var vel ungdommens overmod.
Nå, sorry, den gamle rambler ... :)

Med det regnvejr der plaskede ned mandag, syntes jeg  godt du kan noter det som "svøm med cykkel."

Hvis man abonnerer på en 'naturlig' løbestil, er det god latin at tilstræbe en frekvens på 90 (eller 180, hvis man tæller hvert trin). Har selv øvet det i periode, men min skridtfrekvens har det med at falde, hvis ikke jeg er meget opmærksom på det. Havde engang et musikmix på over en time på min iPod, hvor alle numre lå på præcis 180 slag i minuttet, som jeg så trænede efter, men det er altså virkelig hurtigt. 
Jeg oplever ligesom dig, at frekvensen kommer derop ad på intervallerne, men indimellem så dropper den desværre en del for mit vedkommende ...