Hvad er der galt med mig

[Beleriand_K]

I de seneste par dage har der været flere indlæg her på MOL fra folk, som har lavet meget imponerende nye max-løft. Det er altid glædeligt at læse om den slags succeshistorier, men det fik mig til at tænke på noget. Nemlig hvordan det føles ikke at være blandt dem med succes. Lad mig sige med det samme, at det følgende indlæg er til dem, som føler sig lidt utilfredse med deres egne resultater. Dem, som ikke helt forstår, hvorfor de ikke selv har nogen særlig fremgang, når nu det åbenbart går så godt for alle andre.

Eller sagt med andre ord, så er indlægget til dem, som føler på samme måde, som jeg selv gjorde for 20år siden, da jeg startede med at træne. Nu er jeg efterhånden en gammel gråhåret mand på lidt over 100 kg, men dengang var jeg en lille splejs på 55 - 60kg, som ikke engang kunne løfte de vægte, som de store brød brugte som opvarmning. Og når man så har trænet i et stykke tid uden at være blevet nævneværdigt større, så begynder man at spørge sig selv: Hvad er der egentlig galt med mig? Hvis man samtidig er i teenageralderen, gør det heller ikke sagen lettere.

Der er garanteret også nogen her på MOL, som har stillet sig selv lige netop det spørgsmål, når de har set deres MOL-kollegaer drøne mod himlen med nye imponerende max-løft. Samtidig med at de selv ikke føler, at de flytter sig ud af stedet. Så begynder man at blive frustreret over sin egen tilsyneladende fiasko. Og på et tidspunkt bliver man måske så træt af alle sine "fiaskoer", at man dropper træningen.

Jeg sætter helt bevidst "fiaskoer" i citationstegn. I praksis er enhver fremgang nemlig en succes. Uanset hvor lille man så ellers måtte synes den er. Mit budskab til dem, som synes de halter gevaldigt bagefter succes'erne her på MOL, som f. eks. XAX, Klaus Jensen, Baardibilder m.fl., er at lade være med at sammenligne sig med andre end sig selv.

Skriv ned, hvad jeres bedste resultat i en øvelse er idag, og træn den så over en længere periode. Der findes et hav af forskellige træningssystemer, og det vigtigste er, at man har tålmodighed til at give et program en chance. Hvis man flakker fra det ene til den andet, fordi man ikke får resultater i løbet af 3 - 4 uger, så har man dømt sig selv til fiasko. Så tålmodighed og selvdisciplin er vigtigt.

Men det allervigtigste er, at man ikke bedømmer sin egen fremgang i forhold til andres resultater. I min klub træner nogle af landets stærkeste unge løftere. Hvis jeg f. eks. skulle sætte mit bænkpresresultat i forhold til vores ungdomsløfters 175kg, så vil alt hvad jeg laver fra nu af og de næste 30 år være den totale fiasko. Han er et supertalent, som sandsynligvis passerer 200kg i løbet af ganske få år, og jeg kommer aldrig i nærheden af hans resultater. Og hvad så? Kendsgerningen er, at vi tilhører to helt forskellige grupper, og hans resultat er derfor helt ubrugeligt som sammenligningsgrundlag for mig.

Sådan bør dem, som i øjeblikket føler sig frustreret over, at deres egne resultater er elendige i forhold til det MOL's succesdrenge laver, også tænke. Glæd jer over deres gode resultater, men lad være med at bedømme jeres egne resultater i forhold til deres. Sammenlign jeres resultater med de resultater, som I selv lavede for tre måneder siden. Og glæd jer så over jeres egen fremgang. For den er der. Den risikerer bare at drukne i negative tanker, hvis man altid sammenligner sig med andre. Og det er synd, når nu vægttræning kan være sådan en positiv oplevelse.

For et par måneder siden satte jeg min bænkpresrekord op fra 105kg til 110kg. Så havde jeg to muligheder. Enten kunne jeg tænke på det som en fremgang på 5kg og blive glad. Eller jeg kunne føle mig utilfreds med mig selv, fordi vores ungdomsløfter i mellemtiden havde forøget sit max med 10kg, så jeg nu var endnu længere bagefter. Det er et spørgsmål om at tænke positivt eller negativt. Hvad ville du have valgt?

Jeg valgte at tænke positivt og se fremgangen på 5kg som et resultat af, at jeg var på rette vej. Og det gjorde mig i godt humør og gav mig lyst til at lægge endnu flere kræfter i træningen. På den måde kan man skabe en god cirkel for sig selv og føle glæde ved hver eneste træning. Fordi man føler, at man kommer fremad. At man bevæger sig i den rigtige retning. At man er på vej mod succes.

Det var en lang tekst med en gammel gråhåret mands råd. Men jeg skriver det, fordi jeg ville ønske, at nogen havde sagt det til mig dengang for længe siden. Dengang, da jeg selv undrede mig over, at det, som var så let for alle andre, var så svært for mig. Lad være med at sammenligne dig med andre. Sammenlign dig med dig selv for 3 eller 6 måneder siden. Og glæd dig over dine egne fremgange. Så bliver glæden ved træningen og motivationen til at fortsætte også større. Hemmeligheden er at tænke positivt :) .

[jarvig13]

Supert indlæg Beleriand_K :)

Helt enig i alle dine betragtninger.

En enkelt ting du glemmer - og som er nyttig - er opstillingen af delmål.

F.eks. tager jeg pt. 75 kg i dødløft <_< :D Mit delmål er 100 kg. Se det er da et mål som er realistisk indenfor en overskuelig fremtid. Og hver gang jeg lægger 2,5 eller 5 kg ekstra på stangen, så er jeg så meget tættere på mit delmål :)

Og sådan har jeg det i alle øvelserne (+ min cardio :D )

:wave:

[Arne]

Super indlæg mr. Duck! Sagt af en anden halvgammel gråhåret mand som har lært at glæde sig over 2 kg her og der!

[panser]

Kan kun tilslutte mig Jarvig og Arne 100% - et rigtig godt indlæg med mange gode betragtninger.

Panser

[Thomas J]

Kanon godt indlæg Beleriand. Jeg har det lidt på samme måde som dig (omend på et andet niveau). Jeg har trænet i ca. 9 år, hvoraf de 4-5 år har været på et temmeligt seriøst plan. Indtil nu har jeg været rimelig godt tilfreds med min fremgang, men på seneste har det stået noget stille. Og når man så træner med en makker som tordner frem til ens nuværende niveau på små 2 år, så bliver det først frustrerende.

Men man skal passe på man ikke drukner i tal. Man skal passe på man ikke bliver opslugt af ANDRES præstationer. For vi har vitterligt ikke de samme gener. Jeg er ikke og bliver aldrig det samme talent som Tonni er. Derfor er det voldsomt gode råd du kommer med. Man skal ikke blive frustreret over at andre har større fremgang end en selv. Fremgang er fremgang. Og 5 kg for dig, kan være ligeså flot og stor en præstation som 15 kg for baardi. Man kan ikke sammenligne fremgang fra den ene person til den anden uden at sammenligne folks genetiske udgangspunkt.

Men nu skal det hele ikke gå op i gener og fysiske forudsætninger. For det har nemlig også meget med mentalitet at gøre. Det kan jeg tydeligt mærke. Det at min fremgang er gået lidt istå, har nemlig med stor sansynelighed ikke noget at gøre med at jeg har nået min genetiske grænser for hvor stærk jeg kan blive (jeg er overbevist om at jeg kan dødløfte over 300 kg og bænke over 200 kg). Jeg har simpelt hen ikke haft den samme gejst for træningen det sidste ½ års tid, som jeg tidligere har haft. Ikke at træningen er kedelig eller at jeg ikke gider træne. Sådan skal det ikke forståes. Det skal bare forståes sådan at noget af aggresiviteten er gået fløjten. Flammerne står ikke så højt mere. Så man skal måske ikke uden videre acceptere at ens fremgang er langsom. Måske skal man bare ændre indstilling. "Acquire passion, for it will amplify motivation" som Hatfield siger i en af hans artikler. Og det er jo rigtigt nok. Har man ikke "the eye of the tiger" og synes man 100 kg er en tung vægt, så bliver ens fremgang også derefter. Jeg mangler helt sikkert at smide lidt benzin på bålet lige for tiden, men jeg er ikke i tvivl om at fremgang nok skal komme når man "finder" dunken med benzin igen. Man er nødt til at overbevise sig selv om at der IKKE er nogen grænser for hvad man kan. 200 kg ER ikke meget tungere end 100 kg. Hvis man kan overbevise sig selv om det, så bliver det også uendligt lettere at nå de 200 kg. Hvis man omvendt tror at det kun er noget genetisk begavede juniorløftere kan løfte, så har man planlagt sin egen fiasko.

Thomas

[jarvig13]

Smukt indlæg TJ (som sædvanlig) :)

[The Tiger]

Virkelig inspirerende og gode indlæg som er i denne tråd... ;) God læsning som giver stof til eftertanke, og som man jo rent faktisk også kan overføre til hverdagen i mange andre sammenhænge end lige vægttræningen.

Herligt... Her ser man igen, hvordan MOL adskiller sig så positivt og flot ud fra mængden:)

Tiger :wave:

[Henning Friis]

Selvom jeg nævnes som en af dem med succes, så har jeg faktisk nogenlunde de samme overvejelser som dem der nævnes her.

Hvorfor går det ikke stærkere med mit bænkpres?

Og svaret har jeg efterhånden fundet frem til.

33,33% består i at jeg ikke har fundet det rigtige træningsprogram for bænkpres endnu.

33,33% skyldes at det går godt i de andre løft. Hvis man får fremgang i 2 ud 3 løft, så er man mere tilbøjeligt til at være ligeglad med de dårlige resultater i de sidste løft.

De sidste 33,34% skyldes en mental blokering, hvoraf en del af det kommer fra min tid som begynder, hvor jeg stod stille i bænkpres i laaang tid. Således ligger det i mig ubevidst at bænkpres er en øvelse som jeg ikke har særligt meget talent for?! Men sådan behøves det reelt ikke at forholde sig, og sådan tror jeg nu ikke det er.

Derfor er mit råd til folk hvis succes ikke kommer hurtigt(herunder mig selv ved bænkpres): Ens indstilling betyder utroligt meget, mere end man regner med. Måske handler det i virkeligheden om at ens mentale fokus skal være der hver gang i de(n) øvelse(r ) som man oplever langsomme resultater i. Det betyder ikke at man skal presse sig selv hver gang, men at man skal stille store krav til teknik og udførsel i den tro på sig selv, at man en eller anden dag sætter danmarksrekord, og ens konstante fokus på det perfekte løft i alle henseender er det som skal bane vejen for denne rekord.

[JPetersen]

Ligesom med ens træning - nogen slår man rekorder, andre gange gør man ikke. Sådan er det bare, og det må man leve med...  

Citat fra Xax

[Baardi bilder]

Andemandens :) beretning, eller skal vi sige iagttalelser, summer stadig i mit hoved.

Når jeg tænker tilbage til den spæde tid hvor xax og jeg begyndte at træne, var vi også meget imponerede over tunge løfte som var vores overlegne!

Unge fyre som os selv der løftede langt mere end det vi kunne,

som ikke engang kunne løfte de vægte, som de store brød brugte som opvarmning

og jeg kan stadig huske hvordan jeg tit sagde til xax: "Det der...... det kommer jeg "aldrig til at løfte......"

Men det er vel ganske naturligt at sammenligne os selv med andre mennesker, for på den måde kan vi se hvor stærke vi er i forhold til dem, hvor hurtige, hvor dygtige etc. vi er, men det man tit glemmer er træningserfaring!

Vi kender det alle.... ved siden af står en person og laver den samme øvelse som en selv, men med mere vægt, flere sæt og flere reps... og det er selvom at denne person tydeligvis er fysisk mindre end en selv.

Men har man 6 måneders træning bag sig, er det unfair overfor en selv at sammeligne med netop denne person som har 5 års træningserfaring på bagen.

Det absolut bedste man kan gøre er overhovedet ikke at sammenligne med andre mennesker,

det allervigtigste er, at man ikke bedømmer sin egen fremgang i forhold til andres resultater

På denne måde er det dig og kun dig som sætter dagsordnenen for hvor meget fremgang du vil have for

I praksis er enhver fremgang nemlig en succes. Uanset hvor lille man så ellers måtte synes den er

F.eks er jeg utrolig glad for de extra 2½ kg jeg fik i bænkpres, dels fordi det program jeg kørte ikke viste sig at være målrettet nok for 1 RM's og fordi bænkpres ikke er min stærke side.

Det er sagt mange gange før...... træning, mentaliteten og dets resultater skal kun opnås for en selv!

Et glimrende indlæg BK!

Og jeg er meget beæret over at blive nævnt med success! :wave:

[Rod]

De sidste 33,34% skyldes en mental blokering

Så skal du bare have en gang psykolog hjælp af JFK ligesom Herkules. Han var også bange for de 100 i bænk i lang tid, men det er han da kommet sig over, for hans bænk rykker da fremad med pæn fart for tiden. :)

I øvrigt et godt indlæg BK, men jeg synes dog stadig at man skal sammenligne med andre end sig selv, det er jo det vi har konkurrencerne til.

- Rod

[Guest Voravong]

Afsindig inspirende tråd - man får lyst til at smide opvasken fra sig og spæne ned og træne og træne til man falder om.

Haren og skilpadden. En hurtig start eller et kort sprint sikrer dig ikke nødvendigvis sejren.

Det er ikke hvor hurtigt men hvor langt man når.

[Ice eye]

Jeg synes der er en 'lille' detajle som vi glemmer i dette spil... (jeg gad ikke læse det hele, så bare giv' mig en sviner hvis det er nævnt :lol: )

MOL.... her får man motivation til at fortsætte og man deler sine erfaringer og viden med andre for ALLES bedste.

Jeg synes det er guld at der altid er nogen som vil hjælpe en med lidt motivation og gode råd.

... jeg er da heller ikke tilfreds med min fremgang, men jeg tror kun det er MEGET naturligt ikke at være tilfreds med sin fremgang, fordi hvordan er de bedste ellers blevet de bedste ?... ikke ved at sige 'OK jeg er egenligt tilfreds med mit niveau' og så iøvrigt ikke gøre mere ved det.

Jeg ved godt at man sagtens kan være tilfreds med et godt resultat... men hvad nu hvis ?

DET ER EN UDVIKLINGSPROCESS :)

At der så er nogle som vitterligt ikke 'ser' deres resultater fordi de er overskygget af store præstationer er ærgeligt.

Der er som nævnt et spørgsmål om at være 'egoist' og kun sammenholde sine EGNE resultater med sin EGEN træning.... helt enig..

Men lige en tribute til MOL og alle MOLboerne endnu engang :wave: :thumbwink: :thumbwink: :thumbwink:

[Crawdaddy]

Gode indlæg :)

At måle sin egen fremgang mod andre kan være et tveægget sværd. Hvis det går godt for en er det lækkert, men går det skidt, så duer det ikke.

Men stadigvæk, selvom man ikke kan løfte det som de andre gør, så er det vel bedre at være en lille fisk i dammen end den største fisk.

Når man ser andre der er bedre end en selv, så får man (hvertfald mig) lyst til at blive bedre (end dem ) :)

Men hvis man selv er den bedste i centeret, kan det måske nok være svært at blive inspireret til en maximal indsats.

Det kan være det er det du mangler TJ, en der ånder dig fælt i nakken :wave:

[Ice eye]

Det kan være det er det du mangler TJ, en der ånder dig fælt i nakken :wave:

Crawdaddy > .... er det ikke Tonni opgave ? :lol:

[Chris27]

Jeg føler mig lidt truffet med denne tråd :) Nok ikke helt tilfældigt, da BK er flittig skribent i min log, hvor jeg jævnligt brokker mig over mit bænkpres, som ikke stiger særligt stærkt. :( , så han har nok også tænkt lidt på mig :)

I en nylig poll kunne jeg i øvrigt se, at jeg har trænet to måneder længere end Baarbi, som har en max på over 200kg mere end mig, så tænker man lidt over, hvad man gør galt <_<

For som i siger, så selv om det er inspirerende at se andre MOL'ers succes, så kan det også være lidt frustrerende at se de andres succes, når man ikke selv deler den

Og hvis så ikke kan sætte fingeren på noget, hvad gør man så. Jeg har nu lavet mit eget knap så ambitiøse program, så jeg ikke bliver stresset over min knap så hastige fremgang. :)

[Crawdaddy]

Ice eye> jo :) Det lader bare til at ånden først er kommet helt op i nakken på ham for nyligt ;)