Hvis man stikker hovedet ind i et tilfældigt motionscenter kan man få den tanke at mænds og kvinders muskler er lavet af to helt forskellige materialer.Af Morten Zacho, cand. scient.

Mændene løfter tunge vægte til de er gasblå i hovedet hvorimod kvinderne smiler og sludrer mens laver masser af gentagelser med splitten helt øverst i vægtstakken.

Tværsnit af låret på en veltrænet ung kvinde.
Tværsnit af låret på en veltrænet ung mand.

Er der forskel på mænds og kvinders muskler?
Nej! En kvindemuskel af en given størrelse kan lave nøjagtigt ligeså meget kraft som en mande-muskel af samme størrelse. Kvinder har som regel mere underhudsfedt, hvorved der vil være mindre styrke i et kvinde-ben med en given omkreds (se billederne til højre).

Er en mand og en kvinde med samme vægt lige stærke?
Nej! På grund af kvinders højere fedtprocent vil de have relativt mindre muskelmasse. Da kvinder har muskelmassen fordelt med mindre i overkroppen og mere i underkroppen, vil det dog ofte være således, at kvinder har ligeså stærke benmuskler som mænd.

Vokser kvinders muskler ligeså meget som mænds?
Generelt nej! Der findes nogle studier der viser samme øgning i tværsnitsarealet som hos mænd, men dette vil kun forekomme i starten af et træningsprogram hos utrænede. Kvinder har ikke de samme hormonelle betingelser for muskelvækst som mænd, hvorved muskelvæksten vil være noget mindre både på kort og på lang sigt.

Både hos mænd og hos kvinder findes der “responders” og “non-responders”. Der kan derfor også findes kvinder som opnår markant muskelvækst ved tung træning. Dette er dog absolut undtagelsen. Det er derfor synd og skam at disse undtagelser, samt steroidmisbrugende bodybuildere udgør et skræmmebillede, som forhindrer en masse kvinder i at lave ordentlig styrketræning. Hvis man yderligere laver en passende mængde konditionstræning, kan man være ret sikker på ikke at blive “for stor”, selvom man går til vaflerne i styrketræningslokalet.

Er kvinder dårligere til at bruge deres muskler end mænd?
Ofte, men ikke nødvendigvis! Hos utrænede finder man ofte at kvinder er dårligere til at udnytte deres muskler – dvs. nervesystemet kan ikke “tænde” 100 % for en given muskelmasse. Dette kan skyldes dels hormonelle og dels sociale forhold. Mænds højere testosteron-niveau giver dem bedre forudsætninger for en aggressiv adfærd, hvilket kan udmønte sig i en mere komplet aktivering af en given muskelmasse. Dertil vil mange drenge gennem deres opvækst have haft en legeadfærd, der har øvet dem i at bruge deres muskler mere end pigerne.

Hvis man sammenligner kvindelige og mandlige topatleter vil man se, at de er lige gode til at aktivere deres muskler – Det er altså i sidste ende et træningsspørgsmål og dermed et godt argument for at kvinder også skal løfte tunge vægte.

Kan kvinder opnå slanke lår ved at træne på en bestemt måde?
For det første: punktslankning virker ikke. For det andet: man får ikke slanke lår af at træne med lette vægte. Tværtimod vil tunge vægte give relativt slankere lår, fordi en let øgning af muskelmassen vil få en given fedtmængde til at synes mindre.

Er der saglige grunde til at kvinder skal træne anderledes end mænd?
Nej! Det kommer selvfølgelig an på hvad man vil opnå. Hvis vi snakker om sundhedsmæssige aspekter, om at blive stærkere, om at øge energiomsætningen, forebygge skader osv., så vil kvinder også få mest ud af at træne med relativt tunge vægte. Hvis ønsket blot er lidt let motion hvor man ikke bliver presset, så er det selvfølgelig fint at træne med mange gentagelser og let belastning.

Udviklingen går heldigvis sådan, at kvinder mere og mere kan og vil de samme ting som mænd – også fysisk – og her er styrketræning et oplagt middel til at udjævne de biologiske forskelle. Men træn efter samme principper som mændene – I kommer ikke til at ligne steroidpumpede bodybuildere af den grund.

PS – Vi undskylder for den provokerende indledning – vi ved godt, at ikke alle kvinder træner sådan!

God træning!

Similar Posts

8 Comments

  1. Jeg vil mene at kvinder svarer ligeså godt som mænd på træning både på kort og langt sigt og de studier der beskæftiger sig med emnet og konkluderer at der er en kønseffekt er som oftest meget kortvarige og benytter sig af muskelbiopsier til at argumentere for deres synspunkt. Min egen erfaring siger mig at at kvinder som udgangspunkt er mindre og svagere end mænd (I gennemsnit) men at de med træning kan forvendte de samme relative øgninger som følge af vægttræning som mænd kan. Ligesom mænd er de fleste kvinder nød til at træne hårdt og målrettet for at opnå væsentlig hypertrofi og da det for øvrigt ikke er det de fleste kvinder ønsker sig er der i sagens natur ikke ret mange kvinder der bliver særligt muskuløse. Dette betyder dog ikke at der generelt ikke er muligt!
    Andreas

  2. Som beskrevet vil tung træning gøre at en given fedt masse vil synes mindre og dermed opnåes slankere lår. Jeg vil bare lige spørge om der er årsagssammenhæn ge mellem antal gentagelser og øget muskelvolume. Vil en person med let belastning øge muskelvolumen mere ved 10-20 gentagelser end en der træner tungt med 6-10 gentagelser. Og hvis dette er tilfældet hvorfor. Jeg mindes at have hørt at mængdeforholdet mellem fiber typerne er det der gør forskellen, men er i tvivl. Så hjælp….

  3. Jeg tror ikke på en kvinde kan blive ligeså stærk som en mand når begge to træner. Misforstå mig ikke, jeg er ikke mandchuvanist ;-), men hvis man kigger på bodybuildere og powerløftere, så vil mændenes gruppe altid være større og stærkere, og dette skyldes ganske simpelt vores større skelet og meget højere koncentration af testosteron (garanteret også andre faktore, jeg er ikke professor, og det her er bare min menign :D)

  4. jeg træner seriøs elite træning og har da lyn hurtigt erfaret at jeg som kvinde er hæmmet jeg træner efter samme program som en masse andre piger og drenge og dernge har bare generelt bedre redsultater og gør hurtigere fremskridt.
    men der er vel også en grund til at mænd og kvinder ikke konkurrere mod hinanden.

    for mandlige atleter og sports udøvere er jo ikke mere seriøse end de kvindelige de har bare en medfødt fordel.

  5. Fantastisk artikel Morten, hvor ofte løber vi ikke fra piger og kvinder “jeg vil ikke være stor, men jeg har noget lige her på maven og låret som skal trænes væk” Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt at det er svært at forstå når man ikke ved bedre. For pigerne ser fyrene træne for at blive så store så muligt, og det vil de BESTEMT ikke være. Derfor er den nærliggende tanke jo, at man skal træne på en anden måde. Så ja jeg forstår godt at det kan være svært for en pige at forstå.

    Som Morten skriver, så er det fuldstændig spil af tid at træne med en intensitet hvor man samtidig kan smile og se godt ud. Det kunne måske sammenlignes med en spydkaster som hver eneste gang han trænede kun kastede halvt så langt som han kunne.

    Og som Bonnie skriver, så lad de andre uvidende piger se skævt til hende mens de stille og roligt bliver slappe og slaskede og Bonnie stille og roligt får en endnu mere spændstig, velproportioner et flot slank krop med en pæn holdning.

    Som jeg plejer at fortælle mine kvindelige klienter som jeg efterhånden har trænet og coachet flere hundrede af så pres dig selv, og som pige må du ALDRIG være bange for at blive for stor, og du vågner ikke op en morgen og kan ikke komme ud på badeværelset uden at vende siden til 🙂

    BE STRONG piger – in mind and body.

    Venlig hilsen Henning

  6. Tak for indlægget, som jeg dog ikke er helt enig i.
    Mange træningsvejlede re (mænd)og trænkingsfæller (mænd) har sagt det samme til mig: At kvinder ikke kan blive særlig muskuløse på grund af vores fedtprocent og testoteron niveau, hvorfor jeg bare skulle gå til den i træningscentere t. Og det har jeg så gjort i nu 1½ år.

    Jeg er en meget lille, spinkel, slank og androgyn kvinde, som startede i træningscentere t for at “bare” at blive strammet op og få markerede muskler. Jeg gik hårt til den og øgede vægten jævnligt. Men nu ligner jeg en dreng med en stor sixpack på maven, lår og baller som sten og en (for meget) musluløs overkrop. Jeg har simpelthen bare syntes, at det var sjovt at presse mig selv med tung vægt og det blev kosmetisk for meget. Jeg er kvinde, er glad for min androgyne krop – men vil godt stadig have mit feminine jeg i str. 34/XS i feminint tøj.
    Så nu er jeg gearet ned. Mindre vægt og flere gentagelser – jeg begynder nu at se lidt mindre pumpet ud og mere fast, spænstig med små markerede muskler.

    Så alt er relativt. Kvinder kan bestemt godt få “store” musler – naturligvis ikke som mænd, men som godt kan virke voldsomt alt efter den enkelte kvindes kropstype.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *