Til spinning med Arne – en personlig beretning

Arne vejede 184 kg, havde ukontrolleret type 2 sukkersyge og tårnhøjt blodtryk. Men så begyndte han at træne …
Læs Arnes personlige beretning fra en spinnertime i fitnesscenteret.

Mandag aften i SATS-Parken. Det vrimler med mennesker der stepper, cykler, vrider sig i underlige maskiner og løfter håndvægte, bænkpresser …

En flok på 30 – 40 mennesker står underligt stille midt i det store rum på 1 sal. Enkelte står og spejder ind gennem de høje smalle vinduer til det rum der er bygget i midten af det hele. De står alle tydeligt på spring, alle med vandflasker og sko ved hånden.

Jeg er i den flok – inde bag de lydtætte ruder kan jeg se 70 kroppe bevæge sig i takt til den uhørlige musik – hver på sin stillestående cykel. Bagerst i rummet sidder en mand på en rød cykel. En lille mand med kasket – det er tydeligt vis ham der styrer slagets gang. Jeg kan ikke høre ham – kun se ham tale og dirigere – og alligevel er man ikke i tvivl om hvorfor vi står så mange – der er en umådelig positiv ladning omkring den lille mand – en karisma og positiv udstråling der gør det svært ikke at stå og kigge ind.

Vi der står her venter på at det bliver vores tur, vi venter på at de første kommer ud – på den klapsalve der viser at dagens 2. møde i Chris MacDonalds menighed er slut og vi kan for lov til at gå ind og deltage i det sidste.

Jeg er en af de første der kommer ind. Det gælder om at finde en vej gennem cykler og de værste svedpytter på gulvet. Heldigvis har Spock sikret mig en god cykel i forreste række. Det er ikke ligegyldigt hvor man sidder. Man lærer efterhånden hvilke cykler der bare er håbløse og hvilke der er gode – og så er det det bedste at sidde oppe foran – man kan se hvad der sker på podiet, man slipper for forstyrrende dansende bagdele og kroppe lige foran en – og kan til gengæld fornemme kraftudfoldelsen fra de 69 andre bagved og omkring en.
Jeg har Spock til venstre og Hoosier til højre – flokken er samlet og klar til aktion – 70 minutter venter forude.

Jeg kan mærke at jeg er brugt – med det samme vi går i gang i mellemtakt – ca. 85 rpm, føler jeg mig presset. Det er bare at klø på – den første tur op i puls er altid den værste. Kroppen føles træg – den yder modstand. Det værste er når pulsen passerer de 130 – man står stille, man føler ikke man kan yde mere – men det skal man – det her er kun begyndelsen. Vi kører længe i dobbelttakt – det værste for mig på sådan en træg dag. Omkring 135 letter det lidt – kroppen er ved at være klar – enzymerne i musklerne begynder at arbejde – det træge maskineri bliver smurt, den lidt huggende urolige stil jeg har lagt ud i bliver mere rolig og glidende.

Og så er der Chris. Vi skal ikke bare køre 16 minutter sådan og sådan – nej vi skal op ad et bjerg – ca. 8 km, 6 % stigning – vi skal køre taktisk på den første stigning – lade de andre trække – men følge med og ånde dem lige i nakke så de ved vi er her…. Stigningen betyder også et omslag til enkelttakt – ca. 70 rpm – passer mig bedre i dag. Vi kravler op ad – skiftevis siddende og stående. Vi når toppen – det er også her jeg når min top – i nogle minutter er jeg verdensmester – det skete da pulsen for en stund stabiliserede sig lidt over de 150. Nogle gange varer denne forunderlige følelse af usårlighed hele timen – det er de bedste dage – den oplevelse man søger igen og igen. Sådan går det ikke denne gang – men det ved jeg ikke endnu og nyder det bare…

Vi er på nedkørslen – det er tid til dagens Armstrong historie fra Chris. Denne gang en de fleste af os husker. Armstrongs mirakuløse artistnummer da Beloki styrter lige foran ham med 80 km i timen. Jeg tror han vil fortælle os noget om, at det er godt at have nogle at se op til i sporten – lige det kan jeg måske ikke forholde mig så meget til – men jo, det var et flot øjeblik i Tour de France…

Det bliver tid til den anden opstigning – samme længde – men nu er det slut med at køre taktisk – nu skal vi op foran – op og dominere racet. Tempoet er lidt højere – Chris sparker til os – og lægger så mikrofonen – det er op til os nu – vi skal stå op i 10 minutter – musikken dunker – alligevel kan man høre det forcerede åndedræt fra dem der sidder omkring en – både spock og Hoosier ser ud til at give den en skalle – det er med til at holde mig i gang – euforien er ovre for denne gang – det er hårdt arbejde fra nu af.

De sidste 4 minutter står vi op i hidsigt tempo – de sidste af de ikke eksisterende kræfter skal bruges – Chris pisker os af sted – med tilsyneladende små midler – mit sprog levner mig ikke rigtigt mulighed for at formidle det – men den lille mand rummer en begejstring der er bemærkelsværdig – han har gjort det her 1000 gange – og alligevel er han nærværende og giver os lyst til at fortsætte og fortsætte…
Jeg må snyde mig selv nu – 4 minutter er helt uoverskueligt. Jeg begynder at tæller omdrejninger – jeg skal nå 100 – så er det ok at sætte sig ned… ”2 minutter” siger Chris på sit cirkus dansk – ok så må jeg da lige kunne klare 75 til? Nej det er for fejt – 100 til – da vi når dertil siger Chris 50 sekunder, og det kan man vel klare – og det gør jeg så.

Jeg har en dejlig følelse i kroppen da jeg ruller af – det var godt – det var fedt at stå det igennem – og jeg glæder mig allerede til næste gang… Hjemturen er meget langsom – der er ikke meget tilbage i min krop… klokken er 21.15 og jeg skal bare sove snart…