Vi kender alle til historier om bomstærke sømænd og fiskere. Forklaringen er ikke kun det hårde arbejde, men kan også være, at træning til søs kan give et helt ekstraordinært træningsstimulus. Denne artikel handler om, hvordan det er at træne på et skib, samt hvad forklaringen er bag den ekstra træningseffekt.Af Jørn Madsen, cand. scient.
Jeg sejler af og til med det norske forskningsfartøj F/F Jan Mayen langs NØ-Grønlands og Svalbards kyster. Kosten om bord er baseret på fisk, kød og store mængder sovs og kartofler, og der er dessert og kage hver dag. Heldigvis kan man tage kampen op mod den stadig kortere livrem i et motionsrum i skibets bug.
Under et togt i 2005 valgte jeg især at træne muskeludholdenhed, bl.a. ved at tage så mange push-ups og mavebøjninger som muligt (spørg mig ikke hvorfor). Efter tre uger til søs, hvor jeg trænede hver eller hver anden dag, flyttede jeg på hotel i Tromsø. Sengen havde en tilpas højde til, at jeg kunne sætte fødderne i spænd og mavebøje løs. Efter 120 repetitioner begyndte jeg at kede mig og følte egentlig ikke, at jeg havde lavet noget videre. Højst besynderligt. Om bord på skibet havde 100 reps været en stor udfordring.
 |
| Forsøgsopstillingen. Indsat ses en af spidsbelastningerne – billedkvaliteten antyder de herskende forhold under søgang. |
Hjemme i Danmark fandt jeg en mulig forklaring. Spidsbelastninger under træning i bølgegang havde sat mine neurale tilpasninger under pres. Når g-påvirkningerne pludselig slog til, dvs. når skibet rejste sig på en bølgetop, måtte jeg – bevidst eller ubevidst – aktivere flere muskelfibre. Min træning på skibet havde simpelthen gjort mig stærkere og mere udholdende ved at fordele belastningerne til flere fibre end den samme træning på land.
Alt i alt er den samlede belastning under et træningspas den samme på et skib som på land, hvis man ellers holder sig til samme antal reps og samme vægte. Når skibet dykker bliver en mavebøjning fx meget lettere. Men mange små spidsbelastninger giver åbenbart træningen et ekstra krydderi. Måske spiller det også ind, at man kun i ringe grad kan forudsige, hvornår spidsbelastningerne kommer. De opstår pludseligt, og så må man kæmpe imod, så godt man kan.
Jeg har lige været af sted på endnu et togt, og nu ville jeg måle, hvor store belastninger jeg sloges med. Den 11. oktober lige efter middag, mens skibet lå midt mellem Grønland og Svalbard på 77° 30’ N, gik jeg ned i motionsrummet med en af de fjedervægte, jeg bruger til at veje sæler med. Jeg hængte vægten op under trappen og bandt en 10-kilos vægtskive fast. Viseren stod det meste af tiden og svingede mellem 9 og 11 kg, men når skibet tog et større hug, røg den helt ned på 7,5 og op på 13 kg.
Det er en variation på plus/minus 10-30%. Fjedervægten er af bedste kvalitet og hundedyr, og den vejer med 200 grams nøjagtighed. Vejret var fint, vinden omkring 7 m/s og barometeret stabilt. Det var med andre ord glimrende vejr på Nordatlanten, og bølgerne var små. Under togtet havde vi været ude i langt større bølger, så må man enten opgive at træne eller vælge de sikre øvelser.
Motionsrummet ligger lidt fortil, et stykke foran skibets balancepunkt. Men stadig bag broen, hvor jeg vil tro, man let når op på 50% ekstra vægt, når efterårsvejret arter sig, som det plejer. I 2005 løb vi ind i en orkan på vej til Grønland. Vindmåleren nåede op på 50 sekundmeter, før den gik i stykker. I de otte timer, hvor jeg mest af alt havde lyst til dø i min køje, som lå i en kahyt nær stævnen, blev jeg skiftevis presset ned i madrassen og svævede oppe under loftet. Her svingede g-påvirkningen fra 0 til 2g – og min vægt mellem 0 og 150 kg – i løbet af et enkelt sekund. Motionsrummet var vist nok tomt.
 |
| Jernhulen på F/F Jan Mayen, en ombygget rejetrawler på mere end 600 ton (netto). Fotografen sidder på multimaskinen ved siden af romaskinen og gymnastikribben. Under trappen ligger en bunke løse vægte. |
Her er måske forklaringen på de mange historier om bomstærke fiskere, der rydder havneknejper, trækker kuttere til kajs eller hiver skibbrudne indenbords med et snuptag. Under den daglig dont på skibene varierer belastningerne fra det ene sekund til det andet. I dårligt vejr vejer kasserne med frosne fisk lige pludselig ikke 25 kg, men måske 40. Og så arbejder fiskere oven i købet på skibsdæk, der vipper som balancebrætter.
Måske er der et marked for flydende fitness-centre. Man skal bare huske, at skibene ikke må blive så store eller stabile, at de ikke ruller og hugger i søen. Oslo-færgen og ombyggede containerskibe er nok ikke sagen, i den modsatte ende har jeg til gengæld erfaret, at postbåden til Christiansø er alt for lille og levende.
| Årets togt-træning: |
|
——————–
Jørn Madsen er freelancer, cand.scient. i biologi. Han skriver artikler og bøger om naturvidenskab og historie, fotograferer og videofilmer. Jørn har været ude at sejle med F/F Jan Mayen seks gange siden 2000. Hans opgave er at opmåle og veje arktiske sæler og tage vævs- og blodprøver. Målet er at klarlægge sammenhængen mellem knoglevækst og fedtomsætning.
nice!!!
og netop som jeg skal igang med min skibsfører uddannelse 😉
Kunne man sammenligne denne påvirkning lidt med når man fx. træner på bold? Her vil man også konstant skulle aktivere flere muskelfibre for at kunne holde balancen?
– Bare en tanke 🙂
Lige præcis – det er nøjagtigt det samme som at træne på bold. Der skal konstant aktiveres en hulens masse muskler, blot for at holde balancen. Bundsolid coretræning – hele døgnet
Det er vel ikke det skribenten ligger op til, at det er det ustabile underlag som skulle give øgningen, men derimod ændringerne i spidsbelastning er under træningen, pågrund at søgangen.
Så man kan ikke samligne det med træning på bold.
Der er to ting i det. Den vigtigste – tror jeg – er, at vægten pludselig kan blive meget tungere, når dækket bevæger sig opad i søgang. Det er helt sikkert noget, man mærker. Men naturligvis kan det ustabile underlag sagtens give en bedre core-styrke. Mine oplevelser med udholdenheden tilskriver jeg dog stadig g-påvirkningern e, måske især øget g under den ekscentriske fase af øvelserne.
Først læste jeg artiklen løst men der var et element der fangede mig.
Men først til en gennemgang. Der er ingen tvivl om at G kraften har påvirket skipper skræks træning, så det kunne jeg for så vidt ha tænkt mig til hjemmefra, men videnskabelige facts er altid nyttige. Specielt når de afføder nye spørgsmål for en grønært som jeg.
Mit spørgsmål er hvorledes man kan tilnærme sig en knap så autentisk simulation af forholdene som “skipper skræk” har været udsat for.
Jørgen Madsen nævner til sidst i artiklen at :
Mine oplevelser med udholdenheden tilskriver jeg dog stadig g-påvirkningern e, måske især øget g under den ekscentriske fase af øvelserne.
Pt er jeg og min makker begyndt at træne Ekscentrisk træning på en holdning om at styrke også kommer af andet end koncentrisk træning. Vi træner eksempelvis triceps i dips, fransk press, og lidt tov til sidst. I de første 2 primær øvelser gør vi en dyd ud af at udføre den excentriske bevægelse til en så harmonisk bevægelse som vi magter – altså langsomt og ikke i hug. Dette har nu udviklet sig til at vi helt til sidst i programmet for triceps køre excentrisk træning kun. Smækker så mange kilo man med hjælp fra makkeren kan presse fra sig (dette er nemmest liggende på bænken og med kablet i vores program). Øvelsen går ud på at holde igen mens man meget langsomt køre tilbage, makkeren hjælper igen og igen og igen med at få dig tilbage i udgangsposition .
Samme koncept bliver brugt i moduleret form i øvelser som ryg, biceps, bryst etc. Det handler om at det også skal være hårdt at gå i udgangsposition igen.
Det jo selvfølgelig én måde at træne på, men i relation til artiklen synes jeg at der er et element af erkendelse af at balance og det at holde igen spiller en rolle som måske ikke kan kopieres perfekt, men kan forsøges ud i ethvert træningspas.
Det er old news for folk i branchen at det “gir godt” at holde igen, men sådanne facts er samtidigt i konkurrence til de tanker der bevæger sig i vores meget analytiske kropskultur.
Mvh
Uden at have noget at hænge det op på, så tror jeg, at det spiller en vigtig rolle, at g-påvirkingerne stiger uden varsel. Man kan ikke sådan finde skibets rytme, men må kæmpe imod, når det bliver tungt. Som jeg skriver, så er der både tale om vilje (man kæmper bevidt imod) og et ubevidst beredskab, som kroppen har, men kun tænder for, når allermest nødvendigt. Og det kan det blive, hvis man er ved at banke panden i dørken i høj søgang.
Men derfor kan det naturligvis være en god ide at træne ekscentrisk, selv om man er helt forberedt på, hvad der vil ske – og hvor stor belastningen er. En af de eliteidrætsudøv ere, der træner ekscentrisk, er den amerikanske skiløber Bode Miller. Hans onkel har bygget et apparat (af træ og trisser), så han kan squatte med ekstra mange kg, mens hans hjælpere relativt let kan hæve vægten op igen. Man kan se hvordan, hvis man finder hjemmesiden for det amerikanske program 60 Minutes og søger “Bode Miller”. Det blev sendt i januar 2006 (URL’en er megalang).
Jørn (hvem er Jørgen?) Madsen
Jeg vil da gerne høre hvofor skribenten mener at rygbænken er elendig? 🙂
Du kan se den på billedet. Den er skrå, ca. 45 grader, og kanten på fodskamlen er lav, så hælene let smutter ud over. Jeg synes ikke, den er nær så god som rygbænke, hvor man kan regulere vinklen, og hvor fødderne sidder godt i spænd. Men de er selvfølgelig også meget dyrere.
Derfor, såmænd.
Jørn
OK. Troede du mente at rygbænke generelt var elendige.
Har selv sejlet for et par år siden og kan tydeligt huske træningsrummet i høj søgang. Især bænkpres kunne være en rigtig dræber hvis man ramte en skæv sø. 😀