VibrationstræningMystiske træningsmetoder og apparater har tit sin oprindelse i det tidligere Sovjetunionen, hvilket også er tilfældet med vibrationstræning. Træningsmetoden er for nylig blevet afprøvet i et dansk forskningsprojekt og du kan i denne artikel læse om hvorvidt træningsformen lever op til sit rygte ..Af Thue Kvorning, PhD-stud.

Da jeg for fire år siden påbegyndte mit PhD projekt, som blandt andet omhandlede forskning i vibrationstræning, var der meget få som havde hørt om eller prøvet denne form for træning. Den typiske reaktion på mine præsentationer af træningsmetoden var da også – ”hvad er det for noget pjat”. Tiden går og pludselig fortæller en kollega mig, at han har set vibrationstrænings-apparater på tilbud i et supermarked, ligesom jeg erfarer, at man på Fitnessmessen i Essen præsenterer holdtræning på vibrationstrænings-apparater. Da jeg så vidt vides var den første i Danmark til at lave et videnskabeligt forsøg om vibrationstræningens effekt på muskelstyrke m.m. vil jeg gerne delagtiggøre læseren i min viden på dette felt.

Mystiske træningsmetoder og apparater har tit sin oprindelse i det tidligere Sovjetunionen, hvilket også er tilfældet med vibrationstræning. I denne træningsmetode, som mere præcist omhandler anvendelse af helkropsvibrationer, opnås effekten ved at stå på en særlig vibrerende plade, hvis mekaniske stimuli (vibrationer) kan standardiseres og doseres. Træningen udføres typisk med 1 – 10 sæt af 1 – 4 min varighed og hvor pladen man står på vibrerer med 20 – 60 Hz (svingninger/s) (se Figur 1). Jeg så de første forsøg med træningsmetoden på en fysiologikongres i Italien tilbage i 1999. Siden 1999 har der primært på europæisk grund været udført forskning i træningsmetoden. Formålet med disse forsøg har været at undersøge vibrationstræningens effekt inden for rehabiliteringsområdet (bl.a på opbygning knoglemasse for derfor at anvende denne træningsform til behandling osteoporose (knogleskørhed)) samt effekten af vibrationstræning på præstationsevnen (bl.a på muskelmasse, muskelstyrke, hoppehøjde, løbehastighed m.m). Derudover har der været projekter med fokus på rum rejser, da metoden evt. kan anvendes til vedligeholde muskulatur og knoglemasse under ophold i rummet hvor tyngdekraftens ringe påvirkning medfører tab af netop muskelmasse og knoglemasse.

Nogle af de teorier som er fremme nu, om hvordan vibrationer påvirker kroppen, så der opnås en træningseffekt, bygger på stimulering af blandt andet nervesystemet. Kroppens muskulatur stimuleres af vibrationerne og musklerne skal derfor konstant tilpasse sig op- og ned-bevægelserne. Dette aktiverer ifølge flere forskere en tonisk vibrations refleks (TVR). Denne refleks ”tuner” nervesystemet akut, og forsøg har vist at du får større udbytte af dine muskler i præstationstests (styrketests, hoppetests) udført umiddelbart efter vibrationstræning. En anden teori bygger på at vibrationer accelererer kroppens masse op og ned og dermed udsættes kroppens muskulatur og knogler for g-kræfter (g-kræfter; hvis du f. eks tager en vægtstang på nakken med en belastning som svarer til din kropsvægt, så udsættes din krop i teorien for 1 g). På den måde stimuleres muskulaturen og knoglemassen i primært benene, på samme på som hvis du styrketræner med en vægtstang på nakken. Det vil sige at kroppens hormonelle og neuromuskulære systemer reagerer på stimuli med at opbygge sig til et stærkere/højere niveau. Det er vigtigt at nævne at der ligeledes er meget forskning som undersøger de skadelige effekter af vibrationer. Lastbilchauffører, truckførere, togkonduktører m.m. udsættes for lange perioder med vibrationer som kan resultere i skader på blandt kroppens nervesystem, indre organer og ikke mindst ryggen.

Tilbage til resultaterne fra forskningen i den præstationsoptimerende effekt af vibrationstræning. Forsøgene har rystet resultater af sig som ikke alle er lige entydige og set med mine øjne har man måtte klappe hesten og således har vibrationstræningen ikke kunne leve op til forventningerne. Kort kan det konkluderes, at forsøg har vist at en træningsperiode gennemført på et vibrationstræningsapparat har vist både positive ændringer i parametre som hoppehøjde, muskelstyrke og muskelmasse (Bosco et al. 1999; Issurin and Tenenbaum 1999; Bosco et al. 2000; Torvinen et al. 2002a; 2002c; Delecluse et al. 2003) samt uændrede resultater (Torvinen et al. 2002b; De Ruiter et al. 2003a; 2003b). Fælles for disse er dog at forsøgspersonerne enten stod med let bøjede knæ, men uden at bevæge sig eller lavede knæbøjninger, og i begge tilfælde kun med personens egen krop som belastning. Derfor var der flere og flere forskere, som rejste spørgsmålet om vibrationer kunne effektivisere styrketræning. Den tråd samlede jeg op, og lavede et forsøg ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Odense i samarbejde med Endokrinologisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Vi ville undersøge, hvad der var mest effektivt af styrketræning (squat) udført på vibrerende underlag, styrketræning (squat) udført på ikke-vibrerende underlag (gulvet) og udførelse af den samme bevægelse som squatøvelsen men uden belastning på vibrerende underlag (typisk vibrationstræning) – altså om vibrationer i sig selv kunne vise sig, at have en træningsstimulerende effekt.

Deltagerne i dette forsøg var unge utrænede mænd. Det vil sige de cyklede f.eks til og fra arbejde og spillede eventuelt lidt fodbold i deres fritid, men ingen af dem havde længere erfaring med styrketræning. Deltagerne blev inddelt i 3 grupper og skulle styrketræne forlårets muskulatur via styrketræningsøvelsen squat. Gruppe S+V styrketrænede på Galileo 2000®, gruppe S styrketrænede på gulvet og gruppe V udførte den samme squatbevægelse uden belastning på Galileo 2000® (se figur 1). Træningsperioden varede 9 uger og deltagerne styrketrænede 3 gangen om ugen. Forsøgsrækken indeholdte styrke- og hoppetest udført før og efter styrketræningsperioden og blodprøve-udtagninger før og efter træningsperioden til analyse af testosteron (anabolt hormon). Endvidere monterede vi elektroder på lårets muskulatur under styrketestene til registrering af EMG (ElektroMyoGrafi). EMG er en registrering af de elektriske impulser fra hjernen og rygmarven til muskulaturen.

Hvad viste forsøget? Hvis vi betragter figur 2 – 5 kan det ses at gruppe S viste den største fremgang i isometrisk (statisk) styrke målt på knæ- og hoftestrækkernes muskulatur. Det samme billede tegnede sig ved 10 RM i squat (den belastning i kg som du maksimalt kan løfte 10 gange) og i hoppehøjde. Endvidere viste forsøget at de to grupper som trænede med belastning i form af en vægtstang på nakken (S og S+V) viste den største stigning i kroppens muskelopbyggende hormon, testosteron. Dette stemmer godt overens med andre forsøg, som viser at tunge belastninger samt aktivering af store muskelgrupper er nødvendig for at stimulerer til testosteron frigivelse. Denne stigning i testosteron er vigtig for stimulering til opbygning af muskelmasse, hvilket vi skal se nærmere på i næste artikel fra undertegnede. Det vil sige at den almindelige styrketræningsform af knæ og hoftestrækkernes muskulatur ved hjælp af øvelsen squat, er bedre end den typiske vibrationstræning. Hvis almindelig styrketræning kombineres med vibrationer ses ingen yderligere træningseffekt. Således kan vi konkluderer at kombinationen af vibrationer og styrketræning (S+V) ikke er bedre end almindelig styrketræning (S) og at vibrationstræning (V) alene ikke kan måle sig med almindelig styrketræning. Det er vigtigt at være opmærksom på at deltagerne i dette forsøg var utrænede, men dog ikke decideret i dårlig form. Derfor kan det ikke udelukkes at vibrationstræning er mere perspektivrigt i grupper som i udgangspunktet er svagere, som eksempel ældre, personer med bevægeapparats komplikationer (osteoporose, gigt, diabetes m.m.).

Hvis du har adgang til denne træningsform kan du roligt gør dig dine egne erfaringer. Der tyder ikke på at være nogen skadelig effekt af vibrationstræningen så længe den udføres på fornuftig vis. Hermed mener jeg med pauser i mellem stimuleringsperioderne (sæt) og restitution mellem træningspassene. Hvordan bør man træne? Som tidligere nævnt er de fleste forsøg gennemført med vibrationstræning kendetegnet ved 1 – 10 sæt af 1 – 4 min varighed og hvor pladen man står på vibrerer med 20 – 60 Hz (svingninger/s). De fleste forsøg som har undersøgt vibrationstræning har udført træningen efter samme princip som almindelig styrketræning. Derfor bør der være en form for progression i antallet af sæt samt sættets længde samt i antallet af svingninger per sekund (Hz). Du kan således starte i den lave ende af skalaen med 3 sæt af 1 min varighed på 20 Hz. Herfra kan du øge i antallet af sæt og i varigheden af vibrationsperioden samt øge antallet af svingninger per sekund.

Skrevet af Thue Kvorning, PhD-stud., 8. juli 2006

Referencer
Bosco C, Cardinale M, Tsarpela O (1999) Influence of vibration on mechanical power and electromyogram activity in human arm flexor muscles. Eur J Appl Physiol Occup Physiol 79:306-311

Bosco C, Iacovelli M, Tsarpela O, Cardinale M, Bonifazi M, Tihanyi J, Viru M, De Lorenzo A, Viru A (2000) Hormonal responses to whole-body vibration in men. Eur J Appl Physiol 81:449-454

De Ruiter CJ, van der Linden RM, van der Zijden MJ, Hollander AP, de Haan A (2003a) Short-term effects of whole-body vibration on maximal voluntary isometric knee extensor force and rate of force rise. Eur J Appl Physiol 88:472-5

De Ruiter CJ, Van Raak SM, Schilperoort JV, Hollander AP, de Haan A (2003b) The effects of 11 weeks whole body vibration training on jump height, contractile properties and activation of human knee extensors. Eur J Appl Physiol 90:595-600

Delecluse C, Roelants M, Verschueren S (2003) Strength increase after whole-body vibration compared with resistance training. Med Sci Sports Exerc 6:1033-1041

Issurin VB, Tenenbaum G. (1999) Acute and residual effects of vibratory stimulation on explosive strength in elite and amateur athletes. J Sports Sci 17:177-82

Kvorning T, Bagger M, Caserotti P, Madsen K (2006). Effects of vibration and resistance training on neuromuscular and hormonal measures. Eur J Appl Physiol 96:615-25.

Mester J, Spitzenpfeil P, Yue Z (2002) Vibration loads: potential for strength and power development. In: Komi PV (Ed) Strength and power in sport. Blackwell Science, UK, pp 488-501

Torvinen S, Kannus P, Sievanen H, Jarvinen TA, Pasanen M, Kontulainen S, Jarvinen TL, Jarvinen M, Oja P, Vuori I (2002a) Effect of four-month vertical whole body vibration on performance and balance. Med Sci Sports Exerc 34:1523-1528

Torvinen S, Sievanen H, Jarvinen TA, Pasanen M, Kontulainen S, Kannus P (2002b) Effect of 4-min vertical whole body vibration on muscle performance and body balance: a randomized cross-over study. Int J Sports Med 23:374-379

Torvinen S, Kannu P, Sievanen H, Jarvinen TA, Pasanen M, Kontulainen S, Jarvinen TL, Jarvinen M, Oja P, Vuori I (2002c)Effect of a vibration exposure on muscular performance and body balance . Randomized cross-over study. Clin Physiol Funct Imaging 22:145-52

Similar Posts

14 Comments

  1. Hej Thue
    Tak for informativ og velskrevet kort artikel.
    Jeg synes du skulle overveje at sende den til Danske Fysioterapeuter idet der lige nu turnerer flere s

  2. Hej Thue…Ligelede s tak herfra for en informativ og forholdsvis godt dokumenteret artikel. Jeg er n

  3. Hej… ville meget gerne vide hvor jeg finder et motionscenter der har vibrationstræni ng? Bor nær Roskilde. Mvh Janne

  4. Hejsa, er en dreng på 14 der gerne vil ha’ sixpack og/eller vaskebrædt og få maven til at se lidt bedre ud, er lidt undervægtig, og vil gerne ha’ maven til ikke at se tynd ud men lækker ud, så den kan tiltrække lidt flere damer 😉 Hvis i hat et trænings program der virker eller nogle gode råd så please send dem til [email protected] , please, vil gerne ha det hurtigst muligt og så bare holde det kørende 🙂 😉

  5. hej
    vil høre hvor man finder en udemærket maskine og hvad prisleje de er på???har ingen forstand på det..så ville være super glad hvis der kunne komme nogle links til maskinerne…

  6. Jeg købte en billig en – 120€ – virker fint. Pladen er så lille, at den ikke kan bruges til vægttræning, men er dog stor nok til squat – til genoptræning osv.

  7. Jeg har prøvet denne træningsform én gang og det var bestemt ikke rart, jeg måtte stoppe før tid, da jeg fik epileptiske anfald. jeg fik mange flere anfald med kramper resten af dagen. Så jeg kan ikke forestille mig, at det er så sundt. Det er vel også derfor, der er helt klare regler i arbejdsmiljølov en for hvor lang tid man må arbejde med vibrerende værktøj. Dette er selvfølgelig egne erfaringer og ikke empiri.

  8. Hej Thue.
    Spændende artikel. Det kunne være lidt interessant at se om vibrationstræni ng umiddelbart inden tung styrketræning ville give en øget rekruttering af motorunits i forbindelse med styrketræningen og på den måde øge effekten af styrketræning. Samtidig kunne det være interessant at undersøge om vibrationstræni ng har en skadesforebygge nde effekt og på den måde kan være et fornuftigt supplement til styrketræning af bl.a. boldspillere. Som du selv skriver, kan det ikke udelukkes at vibrationstræni ng kan have en gavnlig effekt på andre målgrupper, der som udgangspunkt er svagere, f.eks. osteoporose eller gigt patienter. Har du kendskab til undersøgelser af disse patientgrupper og evt. effekten af vibrationstræni ng som en del af genoptræningen for apoplexi patienter?

    [Reklame fjernet, Admin]

    Mvh
    Sanne Lüttge Thomassen
    Fysioterapeut, Bachelor i Idræt og Sundhed

  9. Jeg har trænet vibrationstræni ng i et år nu og er meget glad for det og især resultatet! Det er dyrt, men godt!

  10. hej
    har du nogen erfaring med vibrationstræni ng og parkinson?
    du kender tilfældig ikke en der har en Galileo 2000 til salg gerne brugt?
    Vh
    Jesper

  11. Er det O.K. at bruge vibrationstræning
    når jeg har hjerteflimmer ??
    Har købt en maskine og føler et er fint at bruge den , men jeg mangler oplysning .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *