Leaderboard

har bestilt denne... Ridley Falcon m 105 di

Løbet i går var det hårdeste indtil videre, i hvert fald hvis man måler på gennemsnitswatt. Jeg endte med at køre de små 36 minutter med 270 watt i snit. Starten var relativt roligt, og der faldt ro på feltet. Den flade rute gjorde her virkelig sit udslag, da der ikke var super oplagte steder at rykke afsted. 6-7 minutter inde var der en gruppe der fik lidt hul, så dem kørte jeg op til, og så efter et minuts tid, så blev vi hentet igen. Lidt senere lavede jeg en fejl, da jeg blev utålmodig og selv valgte at køre afsted. Jeg fik lidt hul, men havde ikke poweren til at holde den kørende da der kom et par ekstra ryttere op, og kort tid efter var vi hentet igen. Og så kom vi mere eller mindre samlet hen til stigningen. Jeg sad godt med op, men måtte slippe en anelse da vi nærmede os toppen. Jeg var faktisk ved at give op undervejs, men fik på mystisk vis klemt det sidste ud, og kom med over toppen i gruppe 2. Foran var der en gruppe på 13 ryttere der havde fået et hul. Jeg sad i en gruppe med 9, og på et tidspunkt var vi ved at have lukket hullet, men det sidste manglede. Vores gruppe kom ind til spurten, og da der var en der åbnede omkring 300 meter ude, gik jeg med. Jeg fik fronten, og kunne så se 2 der var på vej op da der manglede 120-130 meter. Så der formåede jeg lige at lave et ekstra kick og holde dem bag mig. 25 km. 270 i gennemsnitswatt. 291 i normalized power. Jeg var HELT smadret efter den omgang. Umiddelbart har jeg fået en 14. plads, hvilket jeg er ret godt tilfreds med. Resultaterne er ved at blive justeret, så det kan være jeg bliver bumpet lidt op.

Lille update Begynder at være mere og mere justeret ind til dansk normaltid men først på ugen virkelig hårdt kl 20, hvor jeg havde midnat i Nepal trætheds fornemmelse og skulle gå aftenstuegang. I løbet af ugen været mere og mere frisk men stadig benhårdt med masser af arbejde. Dog også dejligt at være tilbage og god følelse af ting som fungerer. Træningsmæssigt 50 minutters løb onsdag og igen i går. Dvs ikke så meget men skal nok komme. Vigtigst at være godt hjemme og velintegreret i mit liv. Mange spørger til Nepal og det er vidunderligt men har også haft svaret mange helt ærligt, at jeg somehow føler, at jeg nåede en eller grænse. Alene det i ekstremt mange uger dage at skulle være mærket af ekstremt smadrede slimhinder / bihulebetændelse / astma. Det at vågne op i basecamp morgen efter morgen og være helt tilstoppet i næsen. Ja og det i stedet for at kunne trække vejret, få luft og have det godt i lungerne. Alt det er jo bare meget vitalt og jeg er egentlig ikke glad for at udsætte mig selv for noget, som generer så meget. Omvendt så har det at røre mig dagligt i frisk luft, spise plantebaseret og være i selskab med skønne mennesker, ja det elsker jeg jo. Vores guide Martin var efter os for ikke at være bedre til at udholde kulde, lidelse mv mv som rigtige bjergbestigere og fremhævede, at vi nok skulle være sat på plads, hvis vi havde haft 7 summits mand J med. Han blev desværre forhindret pga en dårlig fod. For mig selv kan jeg dog også være i tvivl om det egentlig er så rigtigt. Altså det kan være godt at kunne æde sig selv og presse sig selv men ser masser af lidelse og elendighed til daglig og ja har tilbragt store dele af mit liv udenfor comfort zonen. Fylder også i mit hoved, hvordan at super sherpa Dakeema beskrev, hvordan at han havde set alt for mange Sherpaer dø fx på Mt Everest/Manaslu med flere. Hele tiden fordi, at utrænede motionister som mig skal lege bjergbestigere og det uden at være det. Omvendt, så har jeg udviklet mig og lært ufatteligt meget af at være ude i bjergene, så jeg er nok lidt mere bjergbestiger nu end for 1 eller 5, 10 år siden. Nå det er bare strøtanker, som fylder i mit hoved. Ved i hvert fald, at hvor jeg til andre tidspunkter har haft været helt hooked på ideen om Mera Peak, Kilimanjaro, eller senest Himlung, så er det faktisk ikke tanken om næste Nepal rejse som fylder lige nu. Eller tanken om at tage på Gletcher kursus i Norge/Frankrig for at forbedre mine klatre skills. Snarere bare tanker om at luftveje forhåbentligt snart bliver helt gode igen, yoga, ro og søvn - den rejse trænger jeg til at være på Så mange steder kørte vi på næsten ufarbar vej altid truet af regn, oversvømmelser, stenskred og lige nu har der været jordskælv dernede. Så skrøbeligt og samtidigt husker jeg stadig floderne, bjergene, de sneklædte tinder. Dejlig weekend til boardet