Altid en kunst at afbalancere fællesskab og alenetid, når man ikke er skabt til at være blandt masser af mennesker 24/7. Det kan jeg tale med om. Var på en uges udfordrende cykeltur coast-to-coast cykeltur gennem Pyrenæerne for år tilbage, og det var en meget social, stor gruppe folk, hvor der blev snakket og minglet på kryds og tværs. Super inspirerende, men også hårdt 'at være på' i dén grad.
Jeg skal i hvert fald have det i afmålte doser. Har sjovt nok altid været tilknyttet en eller anden form for klub, men min 'default'-indstilling er nok at tackle mange ting på egen hånd. Desværre er der mange sammenhænge, hvor den generelle 'default'-indstilling er fællesskab og at være super social altid. Her gælder det om at holde fast i ens egne behov og stå fast på, at det er okay at være sig selv.
Mine to sønner ligger i hver deres hjørne. Den ældste har en bred vennekreds og trives med fester og halløj. Han har derfor altid haft det lettere i institution og i skole, hvor 'default' er at være social. Den yngste ligger i den anden grøft og synes generelt, at andre mennesker er ret opreklamerede. Han er mere indadvendt og har derfor også kæmpet lidt mere med og mod normerne i sin opvækst.
Det ene er ikke bedre end det andet. Men eftersom de har præcis det samme arvemateriale og er vokset op under de samme forhold, må man bare sige, at der er noget biologi, der gør sig gældende.