Leaderboard

Nu er jeg generelt ret åben når jeg skriver herinde, og det her bliver et af de meget åbne indlæg. I går skulle jeg have trænet, men det blev droppet, for mentalt var jeg virkelig i ubalance. Det har været under opsejling længe, og mandag aften endte jeg med at gå i 2,5 time efter aftensmad for at få en form for ro på. Tirsdag startede med at jeg skulle have vores bil på værksted og ordnet hjul, og min tålmodighed var meget lav. Kom ud på arbejde, og startede med at tage min computer og sætte mig et andet sted end ved mit bord. Jeg havde ikke lyst til at være blandt andre, og det er bare lidt svært når man er i et team med 10-12 andre, men også når man er i et hus med 1400 medarbejdere. Jeg sendte en mail til min chef og nærmeste kollega om at jeg var off og i dårligt humør, så jeg ville holde mig for mig selv. De var forstående, men efter 45 minutter valgte jeg at skrive til min chef at jeg måtte tage en sygedag for jeg kunne slet ikke samle mine tanker. Reelt set havde mit hoved kørt på overarbejde længe. Jeg er desværre typen der tænker ekstremt meget, jeg er enormt opmærksom på min omgivelser, på mig selv, og jeg tænker hurtigere end de fleste, også når jeg ikke skal. Jeg har altid haft vilde problemer med selvtillid og har altid haft et sind der til tider kan trække mig helt ned. Det går tilbage til folkeskolen i 5. klasse, hvor jeg reelt set havde de første tanker om ikke at være her mere fordi jeg havde nogle problemer jeg ikke kunne finde et svar på. Det har egentlig fulgt mig lige siden, trods utallige psykolog og terapeuttider. Alt ramlede bare for mig. Der var ingen panik eller angstanfald, ingen blackouts eller noget, men bare et hoved der ikke kan stoppe med at tænke. Jeg var ulykkelige, jeg hadede mig selv, og jeg var i virkeligheden ekstremt ked af det. Ked af de tanker jeg havde. Endte med at blive samlet op af en af mine bedste venner, og så sad jeg og snakkede med hende i flere timer og fik grædt ud. Virkeligheden er at jeg det seneste år har haft for meget fokus på at hjælpe andre igennem svære tider, og har reelt set glemt mig selv i det. Sidste år var enormt hårdt for mig mentalt, men uden at jeg har tænkt over det. For nogle uger siden havde jeg så en kollega der behandlede mig dårligt og havde et udfald på mig, som sad i mig længe. Alle mulige tanker om fremtiden, økonomi, pension, børn, rigtigt og forkert og meget mere. Det hele ramlede. Da jeg kom hjem fra min bedste ven var jeg i markant bedre humør, langt mere optimistisk, men også enormt træt. Jeg havde hovedpine, og havde det som om jeg havde et bånd rundt om hovedet der bare strammede. Sov fantastisk, og har egentlig været træt i dag, men markant mere i balance. Jeg ser ret alvorligt på sådan noget her, så derfor hev jeg også allerede i går fat i min sundhedsforsikring og fik en henvisning til en psykolog, som jeg også allerede har fået en tid hos. Jeg har i hvert fald brug for nogle værktøjer til hvordan jeg kan håndtere det bedre. Jeg elsker stoicismen, og forstår tankegangen bag, men har svært ved at føre det ud i livet. Tanken om at ting man ikke kan ændre på skal man lade passere, er fantastisk, og i virkeligheden nok også det jeg skal blive bedre til. Jeg har bare ikke knækket koden til hvordan jeg udfører det i praksis. Som jeg snakkede med min ven om i går - vi har begge lært at cykle, men metoden vi har lært det på har været forskellig. Sådan er det også her. Så lang post, men nogle gange er det også bare en lettelse at være åben. Træningen jeg ikke fik klaret i går, fik jeg så derimod klaret i dag. 3x12 minutter over/under intervaller, hvor 2 minutter er ved 88% og 1 minut ved 105%. En super fed måde at køre intervaller på, og jeg havde egentlig glemt hvor meget jeg elsker den slags intervaller.

Tak for det. Det er lidt sjovt du siger det, for det fik jeg også engang at vide af en anden psykolog. Hun introducerede mig til begrebet om begavede børn, og spurgte ind til en række ting som jeg godt kunne nikke genkendende til. F.eks. det med at være god i skolen, uden at være super god. Og her var det reelt set evnen til at gennemskue tingene, og lave opgaven med minimal indsats, men at det også blev kedeligt i længden. Det er egentlig også en tilgang jeg er blevet meget opmærksom på efter jeg er kommet på arbejdsmarkedet, for jeg har en tendens til at blive god til mit arbejde, så begynder det at blive rutinepræget, og så begynder jeg at kede mig i det. Så der er ingen tvivl om at der er noget om snakken, og det går ret godt i spænd med det jeg egentlig har oplevet. Og du har helt ret i at det faktisk giver en ro, at der er en slags "forklaring" på hvorfor det er at jeg overtænker mange situationer.

Lyder, som om du trækker i de rette håndtag. Psykologer kan være rigtig gode til at få styr på tankemylderet.

På den ene side, så bliver det sværere at nå det hele, når der er færre timer at være vågen i. Plus, det KAN være svært at tage sig sammen f. eks. efter arbejde, hvor det frister mere at kigge ind i en skærm. Omvendt er der mange mentale ting, der fungerer tifold bedre, når man ikke er kvast af søvnmangel. Og kroppen også. Jeg er naturligvis meget forudindtaget omkring dette, nu jeg har bygget min hverdag op over at min søvn (næsten) altid har førsteprioritet.

Ugen har budt på to besøg med lidt styrketræning i PureGym. Nogle løbeture drysset ud over ugen plus som ovenfor nævnt den første tryktest af knæet i form af en omgang 30/20/10 onsdag. Lørdag blev det tid til den anden tryktest af knæet, for her afholdt Rødovre AC, som jeg stadig er medlem af, årets første RAC-Milen, der bliver løbet en gang om måneden frem til og med november. Det er faktisk et af Danmarks ældste serieløb, og man kan løbe enten 4,75 eller 7,5 km rundt om Damhusengen og -søen. Det er superhyggeligt, og som medlem kan man løbe kvit og frit. Det samme kan medlemmerne af Herlevløberne, der møder op i stort tal, så det er også rart lige at få talt med de tidligere klubkammerater. Jeg lagde som planlagt meget langsomt ud og kom rundt på ruten i meget ensartet tempo. Jeg tror, den landede på 37:45'ish for de 7,5 km. Det er jeg egentlig meget tilfreds med, men bedst af alt, så var der ikke noget at mærke i knæet. For ikke at friste skæbnen har jeg så taget en knap halvanden times tur på den gamle Raleigh-racer i dag i stedet for at løbe langtur. Det var jo en sand fornøjelse i det smukke forårsvejr, men i den kommende uge bliver jeg nødt til igen at lægge en lidt længere løbetur ind, hvis jeg skal beholde det halvmaraton i april som mål.