Arcus

Update, 31:
Endnu en gang klokker jeg en god løbeuge! Det er fedt at have tiden til at prioritere mit løb. Selvom jeg har en del arbejde, disponerer jeg selv over min tid, og dermed får løb 1. prioritet!
Mandag: 10 km restitution @ 5:09, 63% HRR
Tirsdag:
Opv,
6 x 1000 m, p:2:45
@ 3:39, 92% HRR
@ 3:39, 92% HRR
@ 3:39, 94% HRR
@ 3:39, 95% HRR
@ 3:38, 96% HRR
@ 3:36, 98% HRR
Afjog

Torsdag:
AM-Session: 6 km restitution @ 5:00, 62% HRR
PM- Session:
Opv,
5 x Kongeinterval, p: 2:45 (1000 m interval med jævn stigning den første halvdel)
@ 4:12, 81% HRR
@ 4:14, 83% HRR
@ 4:14, 84% HRR
@ 4:13, 85% HRR
@ 3:59, 90% HRR
Afjog
Fredag: 6 km restitution @ 5:06, 62% HRR
Lørdag: 6 km @ 4:47, 73% HRR
Søndag: 29 km @ 4:39, 72% HRR
I alt: 92 km.
Jeg er forundret over, min puls ikke er højere på dagens lange tur. Jeg holdt selvfølgelig nogle pauser undervejs ved vandposter, men synes benene var trætte. Det kan selvfølgelig skyldes, jeg nu har haft tre hårde uger, og trænger til en uge med restitution. Uanset hvad, er det positivt at se, pulsen ikke er højere på trods af varmen.
Jeg havde egentlig tænkt at løbe den lange tur lørdag, men valgte at droppe det pga. svag ømhed i foden og tunge ben. Når man ser på data efterfølgende, var det vist et godt valg!
De sidste tre uger har jeg løbet hhv. 80, 85 og så 92 km denne uge. Næste uge bliver på Skanderborg festival onsdag-søndag, så det bliver "restitution". Når jeg kommer hjem igen, satser jeg på at ramme de 100 km, nu må vi se, hvordan det kommer til at gå. Træningen mod Berlin går i hvert fald godt!

Løbeteknik er ikke en skid kompliceret. Enhver kan da prøve at ændre lidt på kropsholdningen, skifte kadence og tempo og derefter mærke efter, hvordan det føles. At løbe burde da være det mest naturlige i verden. You are an experiment of one. Det er ikke et minefelt, hvor man ryger i luften på grund af en forkert bevægelse
Problemet ligger jo netop i, at langt de fleste motionister ikke lytter efter kroppen. Mange af dem har stillesiddende arbejde, går i uhensigtsmæssige sko og så køber de alt det BS, der gennem årene er kommet fra skofabrikanterne. Jeg har høstet erfaringer med løb siden slutningen af 1970'erne og tro mig: Der er ingen grænser for vrøvlet.
Skal jeg opsummere 35 års indtryk, så har der vel været en "revolution" inden for løbesko hver 2.-3. år. Lige nu er det Adistar Boost. Jeeeez ... Endnu en brik i det endeløse freakshow af mærkelige teknologier. Her siger jeg bare ganske stilfærdigt: Vi kan ikke "teknologificere" os til en mere naturlig måde at løbe på. Det kan vi kun ved at lytte til kroppen.
Og her er problemet: Den "almindelige motionist" stoler netop ikke på kroppen, men får en såkaldt løbetest og en lang forklaring i skobutikken om, at pronation er farligt, og at man skal lade "skoen gøre arbejdet" etc. Det gør blot fødder og ankler mere slappe, så får man indlæg, de bliver mere slappe og voila, vi har den negative spiral. Antallet af skader er jo ikke ligefrem for nedadgående ...
I min løbeungdom var Arthur Lydiard den helt store løbeguru. Han havde på mange måde fat i noget rigtigt. Når man i dag genlæser hans bog fra dengang, er der også nogle fuldstændig vanvittige ting, der nærmest lyder som voodoo. Når du siger en "virkelig kompetent person", så skifter det derfor med tiden, hvad man opfatter som kompetent. Det er et flydende begreb.
Det var sådan cirka verden ifølge undertegnede. Og bemærk: Ikke et ord om pose

@ venaN
Jeg har bestemt læst artiklen i linket og flere andre artikler omhandlende chi, pose og what ever running.
Det er heller ikke som sådan hard core poserunning jeg har været på kursus i, men der er fokus på at lande kompakt afslappede, og at aktivere andre muskler.
Diskussionen om tynget kræft, skader osv vil jeg lade andre om. Men løb belaster og fx poserunning fjerner ikke belastningen men flytter den et andet sted hen.
Når jeg ser film af elite løbere og motionister er der en tydelig forskel i hvordan der løbes, og landes, og det uanset hastighed. Jeg tror det er en god ide at arbejde med teknik i løb, lige så meget som i fx styrketræning.
I mit eget tilfælde har jeg oplevet at de problemer jeg har haft med knæ osv, forsvinde når jeg har fokus på løbe stilen, og den kompakte landing. Så for mig handler det om at det virker, og derfor bruger jeg energi på det.
Jeg har en uunderbyggede formodning om at mange løbere ville døje mindre med skader i knæ osv. Hvis de fokuserede på at lande kompakt, om det er på hæl eller mellem fod er nok mindre vigtigt.

@ venaN
Jeg har bestemt læst artiklen i linket og flere andre artikler omhandlende chi, pose og what ever running.
Det er heller ikke som sådan hard core poserunning jeg har været på kursus i, men der er fokus på at lande kompakt afslappede, og at aktivere andre muskler.
Diskussionen om tynget kræft, skader osv vil jeg lade andre om. Men løb belaster og fx poserunning fjerner ikke belastningen men flytter den et andet sted hen.
Når jeg ser film af elite løbere og motionister er der en tydelig forskel i hvordan der løbes, og landes, og det uanset hastighed. Jeg tror det er en god ide at arbejde med teknik i løb, lige så meget som i fx styrketræning.
I mit eget tilfælde har jeg oplevet at de problemer jeg har haft med knæ osv, forsvinde når jeg har fokus på løbe stilen, og den kompakte landing. Så for mig handler det om at det virker, og derfor bruger jeg energi på det.
Jeg har en uunderbyggede formodning om at mange løbere ville døje mindre med skader i knæ osv. Hvis de fokuserede på at lande kompakt, om det er på hæl eller mellem fod er nok mindre vigtigt.

Noget nyt på cykelfronten?
Næh, ikke rigtigt. Schrøderen bliver brugt i det viste trim, og gør det godt som den røde fartdjævel, den nu en gang er. Jeg sidder helt usædvanlig godt på den, hvad der bare beviser, at det frem for alt er størrelsen, der gør det (om jeg så må sige). Den passer mig simpelthen perfekt og er cykelæstetisk langemand til alle de TT-cykler, der var ude på Strandvejen i dag. Der var godt mange, men de træner vel til triatlon-arrangementet i august.
De TT-cykler er virkelig bare cykelverdenens teknokrater. De regerer i landet, hvor det drejer sig om VO2, watt og sekunder. Når jeg tænker på, hvor tit jeg skifter stilling på cyklen, så står det for mig som det rene helvede at skulle sidde i den samme stilling konstant og bare pløje derudaf i et malende tempo, kilometer efter kilometer. Jeg husker enkeltstart som et lille krydderi på den samlede cykelmenu hen over sæsonen. Men så heller ikke mere ...
Men hov jo, der er alligevel lidt nyt, for det er lykkedes mig at finde et par labre Detto Pietro lædercykelsko til gammeldags klamper, så jeg kan komme ud og køre "rigtigt" på den sølvfarvede Alan. Jeg fandt dem til en særdeles rimelig pris på eBay, så nu skal Silver Surfer snart få lov til at vise, hvad den duer til. ALT på den er forkromet, så gutterne på TT-cyklerne skal godt nok have mørke Oakleys på for ikke at blive fuldstændig blændet, når jeg suser forbi dem

Onsdag 24. juli @Drama World

Hold så op vi har det varmt, hva??! Der er ikke blevet logget, men trænet. Så alle bedes forholde sig i ro, I'm on it! Jeg bruger også tiden på at spam Tweete LaMotta helt vildt. Han er bare lidt langsom om at svare, så idéen med Tweet forsvinder lidt. Hej Motta
Dagens træning, i det fantastiske Drama World på Bryggen. Ulidelig varmt, men jeg fik mit squat rack for mig selv, så det var jeg godt tilfreds med. Vi har denne persona, som faktisk viser sig at hedder Brian. Jeg ved det, fordi han stalker mig på FB. Han er egentlig meget flink, denne her Johnny Bravo type der aldrig træner ben, og har kørt mere end en kur. Første gang jeg stiftede bekendtskab med Brian, var for ca. 14 dage siden. Til stede var mig, og omkring 10 andre fyre i styrketræningsområdet. Jeg passer som altid mig selv, med musik i ørerne, og mimer med på 90'er musikken, og flirter med mig selv i spejlet. Business as usual.
Jeg kan via spejlene se, at han forsøger at få øjenkontakt, jeg ignorerer. Han gør det igen, jeg ignorerer igen. Til sidst, kommer han så over, og vil sige noget... Han kommanderer mig nærmest over, for at spotte ham på BB Incl. Jeg når slet ikke at tænke, hvorfor i al verden han spørger MIG, som den 100% slappeste (og tykkeste) person til stede. Så i løbet af ingen tid, står jeg foroverbøjet, og klar til at spotte på 110. I mit hoved, er denne mand allerede død, fordi der kører en voldsom film i mit hoved, med skrækscenarier der omhandler 10 måder man kan dø under bænkpress.
Jeg prøver virkelig at holde fokus, og siger at han skal sige TIL, når/hvis det er. På sidste rep, skal han så have hjælp, og jeg når slet ikke at tænke på mig selv, så griber fat i stangen på en lidt uheldig måde. Får et lille twist i ryggen, da jeg helt glemte min egen teknik. Tænk hvis jeg var gået derfra med en lille disk. Flot Drama. Jeg vil naturligvis gerne hjælp folk, men næste gang, så vil jeg bede ham spørge én af the boys. Det har jeg ikke nerver til, og slet ikke, når jeg ikke kender ham. Eller, det gør jeg så nu...
Apropos det at dø, så var jeg selv tæt på i dag. Det var så varmt, og jeg var utilpas på en dårlig måde. Drak rigeligt med vand, men var bare så udmattet, efter første øvelse. Skulle for resten træne ben Kom det igennem jeg havde planlagt, og havde jeg haft mere overskud, havde jeg kørt Oksen fra Århus N Special Style Leg Extensions. Men det må blive næste gang, no more black juice.
Pre-workout billede, hvor min afro fylder 50% af bredden. OMG, gotta work some more!

MUSKLER
FRONT SQUAT
6×8
BACK SQUAT
6X8
STEP UP
4×10
ST. BENT-OVER HIP EXTENSION
6×10 (her var jeg tæt på at miste livet)
Næste træning: Torsdag 25. juli

Kom lige forbi Mol, og måtte helt om på side 6 for at finde min log.
Ikke at den kommer igang igen, måske om en måned eller to, men vil lige have den lidt længere frem i køen, så den er til at finde, når jeg går lyst til at logge igen.

Update, uge (28 og) 29:
Uge 28 blev brugt på en fantastisk ferie med kæresten. Løbeskoene blev dog pakket, så jeg fik løbet små 35 km, mest kvalitet så formen blev holdt nogenlunde ved lige.
Mandag (stadig Italien):
2 km opv,
3 (x 4’/4’(ud/hjem)|2|)
2 km afjog
Tirsdag (stadig Italien): 8 km @ 5:17, 63% HRR
Onsdag: 10 km @ 5:12, 64% HRR

Torsdag: 14 km @ 4:47
Fredag: 10 km @ 5:01, 64% HRR
Lørdag: 28 km @ 4:39, 72% HRR
I alt: 80 km.
Ganske fin uge. Jeg skal langsomt have skruet flere km på, men jeg har en plan, så der er ro på. Jeg opererer også stadig med en fuldstændig off-day, som kan tages i brug, hvis jeg får brug for det. Desuden overvejer jeg en restitutionstur om morgenen, når jeg træner om eftermiddagen med klubben. Lige nu er varmen min største fjende, så det er ikke det værste!

Fredagstræning:



SSST - 10min med 24kgs KB. Max antal snatches - 205Reps
KB Swings - 1sæt x 50reps med 24kgs KB
Ab Wheel - 3sæt x 10reps
Supersættet med
Walking Lunges - 3 turer
KB Press - 4sæt x 10reps med 24kg
Wrist Roller - 20sæt (Var i hjem og fix og købte ind til en wrist roller. Har altid ønsket mig sådan en fætter. Det er jo mega nemt at lave én selv. Hold da helt kæft et pump i underarmene. Er stor fan af denne øvelse)
Coc1,5 - Lavede lidt singels med den. Glædeligt at kunne lukke den selv efter alt det andet grebstræning jeg havde lavet.
Løb med lidt rundt på græsplænen med min datter i trillebøren. Hun krævede aktion og hurtige vendinger fart så det kan vel også tangere træning.

Jeg går ud fra, at ovenstående er ment som en joke, #PP?
I modsat fald forstår jeg ikke helt, hvad der menes med `sætte den fri´.
Jeg kunne naturligvis have ladet den være i fred, men så var dens lidelser jo bare fortsat, indtil den var død, på den ene eller den anden måde.
Folk, der har jagttegn, betragtes i øvrigt som fagfolk, når det handler om aflivning af fuglevildt, så det, jeg gjorde, var fuldt lovligt.
Anygay:
I dag står den igen på styrketræning, og så skal jeg nok ned i haven og chille lidt, inden jeg drager af sted på min aftentur, på jagt efter flasker og fede oplevelser.

Slatten broccoli, ja tak. Ikke den sprøde slags.
(Det giver vits kun mening, hvis man har besøgt Posemanden).

Familie...
En evig glæde og frustration. Tror du gør det rigtige ved at få sagt at du jo sådan set har et job, og live, der kræver planlægning.
Hormoner? Det skal bare løbes væk. (;

... oh, and by the way: Jeg har mobile ankler som en balletdanser på en god dag her til morgen. Så løbeturen i går er gået sporløst hen over bentøjet. Hallelujah!

Sådan læser jeg det ikke helt. Det ser ud som om at man allerede i 2009 har haft en mistanke om at stoffet blev brugt, men ikke at det skulle kunne spores.

Rygter fra starten af året har gået på at man har været meget tæt på at finde en test der kunne spore stoffet. Om testen så er implementeret vides så vidst endnu ikke helt endnu.

Igår var jeg i Fredericia til workshop hos Posemanden.
Efter i en periode at have løbet i flade sko, har jeg været ret sikker på at jeg ikke har løbet optimalt, men dog optimalt nok til at undgå de værste skader.
Men da muligheden bød sig sprang jeg på en workshop.
Også fordi jeg samtidigt tænkte at lige meget hvad man siger om løb, er det nok på samme måde som med styrketræning.
Enhver idiot kan få en vægtstang op fra gulvet, men det kræver teknik og træning at lave et godt dødløft.
Anyways.. Turen til Fredericia gik strygende og jeg fandt uden problemer Fredericia gymnasie, med min Android som GPS.
Det var sjovt at se den meget varieret gruppe af løbere der var mødt op, og fra hvor mange steder. Sjælland var ret stærkt representeret, hvilket egentligt siger noget om at Clause "posemanden" har skabt sig et ret stærkt brand og ry. Nogle ville nok sige at alle gode prædikanter har et stærkt følge.
Vi var 2 der havde læst lidt om barfods/pose/chi running før, nogle der havde fået det som gave, og så 2 tri atleter der havde hørt om det fra kolleger, og tænkte at hvis man kan bevæge sig mere effektivt kræver det mindre energi. Så why not.
Det var en super god dag, med masser af praksis træning, lidt teori, og en ordenligt øjen åbner for undertegnede.
Selvom jeg egentligt burde have husket det, fra den erfaring jeg har haft med at filme mine løft, og efterfølgende få kritik på dem og selv se dem, så er det overraskende så dårligt ens fornemmelse for hvad kroppen gør, kontra det den faktisk gør er.
Min første test video viste godt alt det man skal væk fra, hængeben, lille hællanding osv.
Jeg havde massere at arbejde med. Der var god hjælp på workshoppen, men det er svært at rumme alt info på en gang, og samtidigt lave om på et bevægelses mønster.
Det blev meget bedre mit løb, og der var nogle rigtigt gode pointer og fif undervejs. Men jeg kig der fra med åbne øjne, og bevistheden om at der skal arbejdes meget fokuseret med at få nok Hiv i mit ben.
Men samtidigt vil jeg sige at det var alle pengene værd, og en Lørdag værd. Det at man får alle informationer på en gang, og ikke som fragmenterede bidder på internettet er guld værd.
Samtidigt er "pose" løb eller kompakt løb i grundtanken utroligt simpelt, men det kræver meget at gøre op med indlærte bevægelses mønstre, og lære at slappe af i foden efter man har trukket den op.
jeg har også haft en meget "doven" måde at løbe på, hvor menene nærmest stryger hen over jorden, så det kræver lidt vilje at lave om på. Men samtidigt kunne jeg også mærke det flow og hvordan det at have fokus på træk/slip var ren guld for mine knæ.
Hvad så nu?
Held i uheld er måske at jeg har fået en små øm fod, hvilket har tvunget løbeturene ned i mægte.
Jeg har ferie nu, og har tænkt mig at der skal løbet 2-3 gange dagligt af 5-10 min, hvor jeg træner løbestilen.
Da jeg virkeligt skal huske at have fokus på at trække min hæl op mod balden, og samtidigt være ret, løber jeg med min telefon og en metronome med 180 bmp.
Derfor korte ture, så min hjerne ikke koger over
Og samtidigt belaster jeg ikke foden unødigt.
jeg løber stadigt med Garmin uret, men ikke efter hastigheden. Jeg tager korte stræk, og så kan jeg se hvordan hastighed og fornemmelse stemmer over ens når jeg kommer hjem, eller lige efter passet.
jeg tror også ungerne skal indskrives til at filme deres far et par gange, når han kommer forbi.
Tanken er så at Cardio og styrke bliver trænet i trænings centeret, eller at jeg får set om jeg kan få fat på en nogenlunde cykel der kan bruges. Dog er det nok nemmere at bruge Cross-triner og Romaskine (Og billigere)
Men af en eller anden grund føler jeg mig lidt som et barn der skal lære at cykle

Universiaden 2013

Onsdag den 10. juli blev det endelig min tur til at løfte. Det er stadig en udfordring for mig at skulle holde mig nede, men jeg kan mærke at det bliver lettere. Det er ikke så let at gå fra at være trunte i 75 kg til “hakket” i 69 kg. Lol. Søren sagde udtrykkeligt til mig inden jeg rejste: “Du vover på at gå op i 75 kg, du har bare at blive nede”. Som sagt, så gjort. Da alle de andre piger bare kunne spise uden hæmninger, var det hårdt at skulle afstå fra alverdens lækkerier, som der bliver serveret i det overdådige spisetelt. Jeg har kontrolvejet mig hver morgen og jeg var ved at blive nervøs, da jeg kun havde smidt 50 g fra den ene dag til den anden og stadig havde et kg igen. Dagen inden konkurrencen vejede jeg dog 67,85 kg, så der var (næsten) frie tøjler i spiseteltet. På konkurrencedagen vejede jeg igen 67,85 kg og det var perfekt, da jeg så kunne spise en sufficient morgenmad og stadig være cut til indvejning kl 12.30.

Jeg vejede ind på 68,45 kg og da den foregående vægtklasse var forsinket, havde jeg ganske god tid. For ikke at freake helt ud lå jeg og hyggede på en massagebriks med musik i ørene. Roland og jeg havde kørt opvarmningen igennem to dage inden, så vi havde helt styr på den og da jeg kom igang, gik det rigtig godt. Jeg havde meldt 60/80 som startvægte for at være virkelig konservativ. Træk blev dog hurtigt hævet til 64 kg og det føltes let. Derefter gik jeg for at få en ny stævnetop og jeg fik godkendt 68 kg. Herefter blev 71 kg sat på stangen, men den sad desværre fremme omend den føltes meget let. Hvis jeg havde haft et forsøg mere, havde den helt sikkert siddet der!



Opvarmningen til stød gik også rigtig godt. Jeg hævede mit første forsøg til 85 kg som jeg fik godkendt. Herefter gik jeg på 88 kg, som blev godkendt 2-1. 91 kg kom på stangen og jeg fik vendt vægten, men jeg kunne ikke rejse mig med den. Jeg ramte desværre ikke mit bounce og jeg tror, det er fordi, jeg har tendens til at slacke lidt i vendingen, da det altid er det, jeg har haft nemmest ved. Next time baby!



Jeg endte med en total på 156 kg, hvilket er tangering af min rekord i tokamp og det kan jeg kun være tilfreds med. Min kropsvægt var lavere end sidst og dermed er det ny top på sinclairpoint. Det er et stort stævne og helt anderledes i forhold til de små stævner i Danmark og jeg havde et anstændigt forsøg på 71 kg i træk og 91 kg i stød. Det har uden tvivl givet mig en masse rutine til de kommende store stævner i dette år!

Imorgen skal jeg i ilden her i Rusland. Jeg er både spændt og så glæder jeg mig rigtig meget. Det er min første internationale konkurrence og der er ingen tvivl om, at jeg skal gøre mit bedste for at kontrollere mine nerver. Jeg har haft nogle rigtig gode træninger hernede, specielt efter Roland er kommet og det giver meget ro på. I kan læse om vores tur på min blog og der skal nok komme endnu et indlæg, når jeg har løftet til konkurrencen!

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

Mon ikke trådstater enten kom godt igang med sine mange træningspas eller droppede ideen. Der er trods alt gået over 5 år.

Onsdagstræning -
Trippel tabata kb snatch med 20eren - 196reps på 12min
Tabata swings med 40eren - 4min
Ring dips - 3sæt x 10reps
Supersættet med
Real laterels i ringe - 3sæt x 10reps
Coc1 - 5sæt x 5reps
Coct - 5sæt x 20reps
Button up Press - lidt blandet med 20eren. Bla en 10er med højre
Pushups på paletter - 1sæt
Løb - 550meter i new balance skoene for at komme op på forfoden at løbe. Ca. 90procent.
Dejligt med noget hjemmetræning. Bagefter bad og den 5dage gamle datter ligger og sover en times tid på fars pattøj. Livskvalitet:-)

HURRA!!!! Vi har modtaget 45.000 kr fra Rockwool til at dække alle vores udgifter og mere til! Det er absolut, helt og aldeles fantastisk og uventet
http://pernillesolund.wordpress.com/2013/07/02/45-000-kr-til-universiaden-fra-rockwool-fonden/

Vildt at det snart er et år siden jeg postede noget af værdi her i loggen...
Når men træningsmæssigt har det været et sært år uden de store fremskridt. Har været ned og runde 78 kilo, men er røget op og ligger pt. ret stabilt omkring 82kg. Ville gerne have været ripped her til sommer, men skole, skader, familie, arbejde, sygdom (både min og andres) og flytning har gjort det henved umuligt at holde en stabil diæt.
Af større træningsmæssige afstedkommelser i årets løb har været at jeg har løbet 14,5km, at jeg har lavet to handstand pushups og at jeg har bænkpresset 92,5kg.
Kom for fire måneder siden galt afsted med ryggen i forbindelse med et squat lige omkring min 1rm på 122,5kg. Jeg gik for hurtigt ned og prøvede at redde den med ryggen. Op kom jeg, men det var ikke kønt og jeg har haft mere ondt end jeg plejer lige siden. Forsøger at komme det til livs ved at styre uden om tunge squats og ved at lave mere kropsvægtsbaseret træning. Jeg ved endnu ikke om det hjælper særligt meget, men jeg har fået smage for kropsvægtsøvelserne.
Tog et billede af bentøjet forleden og tænkte at det kunne være et fint indslag her i min log, næsten et år efter sidste indspark. Måske det her varsler en øget loggingaktivitet???

Det er en fantastisk kreativitet der fremvises for at henvise til egne sider og produkter.

Lørdagstræning-
Løb med babyjogger - 5km
Havde gode ben men var også så heldig at blive far til endnu en smuk pige igår så der var noget adrenalin der skulle løbes af :-)