Kermit

Tja, man kan selvfølgelig vælge at opgive på forhånd, eller man kan håbe på at denne beslutning betyder at Riis's ressourcer nu bliver brugt til det han er god til: nemlig at styre sine cykelryttere. Der er ingen tvivl om at han de senere år har brugt rigtig mange kræfter på at holde holdet i live og har haft stor fokus på at skaffe nye sponsorer der har kunne sikre stabilitet. Det får han forhåbentlig nu hvor der er en rig onkel der har købt holdet. Man kan så være usikker på hvad Olegs intentioner egentlig er. Vil han kunne acceptere at være holdejer og lade andre stå for det sportslige, eller vil han begynde at blande sig?

Oleg kan virke som en meget løs kanon der ikke tænker sig om inden han udtaler sig, men jeg tror bestemt ikke at man skal undervurdere ham. Når man nu ved at han har købt holdet, så kan man ikke lade være med at tænke om hvorvidt det har været planen hele tiden. Om det i virkeligheden har været et spil for at købe holdet der under årets tour de france gjorde at han kom med de kommentarer han gjorde. Det ville i hvert fald have været den perfekte forhandlingsstrategi. Han har givet udtryk for at han egentlig ikke ville have noget med holdet at gøre, har senere været i dialog med andre hold om køb, og til sidst er Riis vendt tilbage for at få lidt støtte.

Det bliver i hvert fald spændende at følge de næste par år. Håbet er selvfølgelig at det stadig vil have et dansk islæt, hvilket jeg ikke kan forestille mig andet når nu det er Bjarne Riis's setup der kører videre.

Det var det også

Sgu meget godt klaret at få trænet selvom du er på forretningsrejse!

SMUKT!
Thanks for sharing

Jeg har kørt i dameudgaven af den Castelli du linker til de sidste par år, og det er en super fed jakke. Den er varm og pasformen er genial, og samtidigt er den dejlig høj i kraven så der ikke kommer alt for meget kold luft ind på halsen. Jeg har også to Assos vinterjakker som er virkelig lækre. Pasformen i Assos er et niveau over Castelli, men hvis det er en af de helt kolde dage, så falder mit valg ALTID på Castelli jakken. Den er ganske enkelt varmere! Go Go Castelli!

Skulle jeg mene ja. Mærker i hvert fald ikke mere til det når jeg cykler

Det var egentlig vintercyklen der skulle have været luftet i dag, men det kranksæt jeg havde bestilt er endnu ikke dukket op - sælger er kommet til at sende det til sig selv. Ikke særlig klogt. Så jeg hoppede på sommercyklen, og trillede i morges ned til Ordrups træning. Det ville samtidig nok være den hårdeste tur i over 2 måneder, så jeg var pænt spændt på at se hvordan formen reelt var.

Vi kørte afsted i lidt støvregn, men det klarede hurtigt op. Turen gik op til AB's baner, og så igennem Farum op til Allerød hvor vi skulle køre første interval. Egentlig et interval der ikke gav så meget mening for mig, men vi skulle altså køre tung kadance i 2 grupper. Det er generelt ret godt hvis man skal øge styrken i sine ben, men jeg har i forvejen pænt store lår og lægge, så det er lidt ligegyldigt for mig. Det gik ellers ganske fint i en ond sidevind, men det blev ødelagt lidt da vi kørte igennem Nr. Herlev, for kort forinden havde vi haft den anden gruppe lige bag os, og pludselig kunne vi ikke se dem længere. Så vi frygtede lidt at vi var kørt forkert, selvom jeg ikke kender andre ruter til Gørløse og Strø. Vi vendte derfor om og kørte den anden vej, men kun for at møde de andre kort tid efter.

Så vi satte efter, men fik den aldrig til at køre igen. Ved Gørløse samlede vi op, og kørte videre op til Strø. Her skulle vi køre 2 omgange på en rundstrækning i grupper. Der skulle køres sub-AT med 30 sekunders føringer, men de sidste 5 sekunder af hver føring skulle man lave en siddende acceleration som de andre også skulle følge. En ret spændende måde at træne på. Jeg var i den stærkeste gruppe, og allerede på den første bakke havde vi sprængt gruppen. Der kom dog samling på det igen efter kort tid, og vi formåede faktisk at få den til at køre rundt hele vejen. Det var hårdt, men fedt at mærke benene igen.

Opsamling og så kørte vi hjemad. Men inden vi forlod Strø skulle vi lige køre 3 omgange på den trekantede rundstrækning hvor den bare skulle fyres af op af bakken. Specielt andet interval var hårdt fordi jeg formåede at køre lige op med Simon, som vidst ramte et forkert gear, og samtidig fik presset ham. Derfra gik det sådan set bare hjemad vi Lynge og Nymølle. Da vi kørte ind på stykket fra Buresø og ind mod Nymølle kørte jeg væk med Simon på hjul, og formåede at holde den frem til byskiltet hvor Simon sprintede væk. Ind mod Farum, og i bunden af bakken, var det min tur til at sprinte op ad bakken. Jeg måtte over i venstre side af vejen, og i det jeg trådte igennem smuttede mit baghjul på midterstriben. Altid en ubehagelig oplevelse. Jeg fik dog styr på cyklen, og kunne alligevel accelerere væk.

Ved en rundkørsel i Farum kom jeg henover et kloakdæksel, og så skred cyklen igen under mig, men fik hurtig greb igen. Ellers var det bare hjem igennem Hareskoven, hvor jeg lige lagde lidt pres i pedalerne på det sidste stykke. Hjem til Lyngby og vaske cyklen.

I alt en tur på 102 km med 29,7 km/t i snit.


Jeg er egentlig ganske glad for at jeg ikke faldt helt igennem. Jeg kan stadig blande mig blandt de bedste, selv efter så lang en pause. Det lover godt for resten af sæsonen.

Jeg kørte noget lignende igår, og jeg er total enig! Det gør niller naller i stængerne!
Fedt indlæg omkring omerta i øvrigt:-)

Bliver omertaen brudt?

Egentlig er omertaen vel egentlig bedst kendt fra diverse gangsterfilm, og ikke mindst mafiaens historie. Hemmeligheder og det faktum at man holder sin kæft lige meget hvad. De senere år er den uden tvivl blevet kædet meget sammen med cykelsportens dopingproblemer, hvor omertaen blandt rytterne har været med til at beskytte bagmænd, andre ryttere, sportsdirektører og meget andet. Blev en rytter snuppet for doping før i tiden, så var det som oftest noget han selv havde initieret og han handlede altid på eget initiativ. Han blev med andre ord ikke presset ud i det, og han var den eneste der blev straffet for det.

Det er uden tvivl en af den moderne cykelsports største problemer, for hvordan kommer man egentlig dopingproblematikken til livs hvis man ikke kan få fat i de bagvedliggende mekanismer? Det svarer lidt til at man kun dulmer smerterne i stedet for at kurere.

Derfor har der den seneste tid været stor letttelse blandt i de sidset år, hvor det har virket som om at omertaen er blevet brudt. Ryttere som Tyler Hamilton og senest Michael Rasmussen er stået frem og forklaret hvordan dopingen er foregået, og angivet en del personer i miljøet. Meget af det er blevet optrevlet via den USADA undersøgelse der i sidste ende fik fældet den 7-dobbelte Tour vinder Lance Armstrong. Det er egentlig underligt at netop Tyler Hamilton og Michael Rasmussen har fået en heltestatus i den journalistiske verden, for at være de første der bryder omertaen.

Fortilfældet Manzano

Sandsynligheden for at du ved hvem manden på billedet er, er nok ret lille. JohnJohnson undtaget. Men sandsynligheden for at du ved hvad han er kendt for er ret stor. I 2003 kørte han Tour de France for Kelme, og på 7. etape angreb han på sammen med Richard Virenque. Virenque havde en holdkammerat længere fremme, så han lod Manzano lave al arbejdet. Det var en varm dag, meget varm endda, og pludselig blev Manzano svimmel. Virenque kørte fra ham, og 500 meter senere kollapsede Manzano og blev behandlet af løbslægen i vejkanten, inden han blev fløjet til hospitalet. I første omgang kunne det ligne et ganske almindeligt tilfælde af solstik, men sandheden var en hel anden.

Manzano havde fået et stof af holdlægen om morgenen, og det havde i sidste ende gjort at han blev dehydreret og måtte udgå af Touren. Efterfølgende blev han deprimeret og havde svært ved at finde motivationen til at træne. Hans sportsdirektør truede ham til at stille op i Volta a Portugal - alternativet var at blive fyret. Flere dage senere fik Manzano en blodtransfusion fra en pose der ikke bar noget navn - der var altså ingen garanti for at det overhovedet var hans eget blod. Efterfølgende fik han det dårligt på turen hjem, og måtte hoppe af toget på vej hjem. I september måned blev Manzano fyret fra sit hold.

Alt dette gjorde at han i starten af 2004 fortalte hele historien om Kelmes organiserede doping til pressen. Helt detaljeret forklarede han hvem der beordrede det, hvem der fik det, hvad de fik, og hvem der sørgede for stofferne. Til at starte med var der ingen der rigtig troede på Manzano, og Kelme ledelsen fik det skudt ned som en tidligere rytters forsmåede måde at få hævn over fyringen. De 300.000 euro han modtog for historien hjalp nok heller ikke på troværdigheden Det stoppede dog ikke Manzano der endnu engang fik taletid i pressen, og denne gang endnu mere detaljeret forklarede om specifikke episoder. Blandt andet om hvordan hele holdet havde ladet sig udgå under Portugal løbet for at undgå at blive testet. Denne gang fik han mere opmærksomhed, og Tour ledelsen der ellers havde givet Kelme et wildcard, trak invitationen tilbage. Politiet begyndte nu også at undersøge sagen nærmere, og havde en del af Kelmes ryttere, sportsdirektører og læger inde til afhøring.

Spoler vi tiden 2 år frem, så hedder året 2006, Liberty Seguros holdet med Alberto Contador på bliver nægtet start i Touren fordi holdet er mistænkt for doping. De bliver dog clearet, men når aldrig til start. Det gør tourens to absolut største favoritter heller ikke.

Jan Ullrich og Ivan Basso blev 2'er og 3'er i touren 2005, og i 2006 var det deres tur til at slås om det øverste trin efter Lance Armstrong havde trukket sig tilbage. De bliver dog pillet ud af Touren inden første etape, i øvrigt sammen med en række andre ryttere, fordi de er mistænkte i en sag der er blevet igangsat i Spanien. En sag som Jesus Manzano var årsagen til overhovedet blev til noget. En sag som rystede cykelverdenen på samme måde som Festina skandalen havde gjort det i 1998. En sag der blev kaldt Operacion Puerto.

Et af de mest berømte billeder fra Touren 2006 er i øvrigt dette, hvor Ivan Basso bliver kørt væk fra pressen efter han er blevet mistænkt for at have været kunde hos den spanske dopinglæge Fuentes..

Michael Rasmussen og koret
Manzano var således den moderne whisteblower i cykelsporten, og gav et indblik i hvordan de ryttere man ellers håbede på var rene, i virkeligheden benyttede sig af en metode der blev udviklet tilbage i 70'erne. Sidenhen er der andre ryttere der har erkendt deres doping, og taget andre med i faldet. Specielt Tyler Hamilton har fået meget taletid og har igen kastet skygger i retning af Bjarne Riis. Skygger som nu Michael Rasmussen forlænger. Ifølge Rasmussen kendte Riis til hans forbrug af doping, og kendte til den doping der var på hele holdet. Historien bliver så bakket op af Bo Hamburger, som også har været ude og indrømme at hans eget dopingforbrug, og indrømmelser, måske ikke har været 100% rigtige. Han har været dopet, men i en større periode end han i første omgang gav udtryk for. At Hamburger hopper med i kyllingens kor er nu ikke så underligt, for så vidt jeg ved er Bo Hamburger ansat hos Christina Watches Onfone holdet, som jo trods alt kom til livs pga. Michael Rasmussen. Det ville i hvert fald være en dårlig taktik for Bo Hamburger at gå ud og sige kyllingen imod. I øvrigt er begge ryttere kendte for at have et horn i siden på Bjarne Riis.
Der er dog også blevet rettet yderligere kritik af Rasmussens indrømmelser fra hans tidligere bagland - nemlig mountainbike sporten. Michael Rasmussen har hele tiden givet udtryk for at han var et stort talent, der bare tog doping for at være på lige fod med de andre. Bl.a. Henrik Djernis der er tidligere MTB verdensmester har været ude og sige at man allerede dengang undrede sig over Michael Rasmussens pludselig udvikling. Rygterne i feltet gik på at han allerede før 1998 tog doping.
Men omertaen er blevet brudt, og nu skal der rulle hoveder. Eller skal der?

Kan omerta blive for gammelt?
For hvad får vi ud af historie undervisning, andet end at finde ud af hvad der reelt er foregået? Hvorfor er det vigtigt for os at vide hvad Bjarne Riis kendte til i 2001? Er det i øvrigt overhovedet omerta der er blevet brudt? Nej!

Skal man tro de mange udsagn fra de nye ryttere i feltet, så er feltet renere end i mange år. De tager afstand fra doping, og med de øgede kontroller, så er der god grund til at tro på at der fra nogles side virkelig er et ønske om en ren sport. Der vil selvfølgelig altid være brodne kar. Hvis vi skal snakke om at bryde omertaen, så skal det altså være en rytter som har sin gang i feltet der åbner munden, og ikke en eller anden rytter der kørte for 6-8 år siden. Dét ville være at bryde omertaen hvis Taylor Phinney pludselig stod frem og sagde at han havde følt sig presset til doping på BMC holdet, og at der var den og den læge tilknyttet, og at følgende ryttere benyttede sig af ham. Så ville vi kunne rydde op i cykelsporten. Men at Michael Rasmussen lægger en del skyld på Bjarne Riis om noget der foregik for over 10 år siden, det kan vi i virkeligheden ikke bruge til en skid. Jo, vi ville vide at Bjarne havde løjet om at han havde kendt til doping på sit hold, han ville stå i et dårligt lys, men ikke andet. Det ville ikke sige noget om hvordan holdet bliver kørt i 2013. Hvis vi antager at resten af feltet rent faktisk kører rent, så ville det kun sige noget om Bjarne Riis hvis han kendte til at hans ryttere dopede sig nu.

Historien har vist os at der var en del der tog doping i 00'erne, men hvis det var en del af gamet, så var det en del af gamet. Det betyder ikke at det bliver mere lovligt af det, for det er jo stadig at snyde, men sådan var det bare. Tiden var en anden. Man kan håbe på at Bjarne Riis virkelig har gjort et forsøg på at lade sit hold køre rent, og ikke have kendskab til doping.

Min pointe er at vi ikke kan glæde os over at omertaen er blevet brudt, når det reelt ikke er omerta mere.

Bliver omertaen brudt?

Egentlig er omertaen vel egentlig bedst kendt fra diverse gangsterfilm, og ikke mindst mafiaens historie. Hemmeligheder og det faktum at man holder sin kæft lige meget hvad. De senere år er den uden tvivl blevet kædet meget sammen med cykelsportens dopingproblemer, hvor omertaen blandt rytterne har været med til at beskytte bagmænd, andre ryttere, sportsdirektører og meget andet. Blev en rytter snuppet for doping før i tiden, så var det som oftest noget han selv havde initieret og han handlede altid på eget initiativ. Han blev med andre ord ikke presset ud i det, og han var den eneste der blev straffet for det.

Det er uden tvivl en af den moderne cykelsports største problemer, for hvordan kommer man egentlig dopingproblematikken til livs hvis man ikke kan få fat i de bagvedliggende mekanismer? Det svarer lidt til at man kun dulmer smerterne i stedet for at kurere.

Derfor har der den seneste tid været stor letttelse blandt i de sidset år, hvor det har virket som om at omertaen er blevet brudt. Ryttere som Tyler Hamilton og senest Michael Rasmussen er stået frem og forklaret hvordan dopingen er foregået, og angivet en del personer i miljøet. Meget af det er blevet optrevlet via den USADA undersøgelse der i sidste ende fik fældet den 7-dobbelte Tour vinder Lance Armstrong. Det er egentlig underligt at netop Tyler Hamilton og Michael Rasmussen har fået en heltestatus i den journalistiske verden, for at være de første der bryder omertaen.

Fortilfældet Manzano

Sandsynligheden for at du ved hvem manden på billedet er, er nok ret lille. JohnJohnson undtaget. Men sandsynligheden for at du ved hvad han er kendt for er ret stor. I 2003 kørte han Tour de France for Kelme, og på 7. etape angreb han på sammen med Richard Virenque. Virenque havde en holdkammerat længere fremme, så han lod Manzano lave al arbejdet. Det var en varm dag, meget varm endda, og pludselig blev Manzano svimmel. Virenque kørte fra ham, og 500 meter senere kollapsede Manzano og blev behandlet af løbslægen i vejkanten, inden han blev fløjet til hospitalet. I første omgang kunne det ligne et ganske almindeligt tilfælde af solstik, men sandheden var en hel anden.

Manzano havde fået et stof af holdlægen om morgenen, og det havde i sidste ende gjort at han blev dehydreret og måtte udgå af Touren. Efterfølgende blev han deprimeret og havde svært ved at finde motivationen til at træne. Hans sportsdirektør truede ham til at stille op i Volta a Portugal - alternativet var at blive fyret. Flere dage senere fik Manzano en blodtransfusion fra en pose der ikke bar noget navn - der var altså ingen garanti for at det overhovedet var hans eget blod. Efterfølgende fik han det dårligt på turen hjem, og måtte hoppe af toget på vej hjem. I september måned blev Manzano fyret fra sit hold.

Alt dette gjorde at han i starten af 2004 fortalte hele historien om Kelmes organiserede doping til pressen. Helt detaljeret forklarede han hvem der beordrede det, hvem der fik det, hvad de fik, og hvem der sørgede for stofferne. Til at starte med var der ingen der rigtig troede på Manzano, og Kelme ledelsen fik det skudt ned som en tidligere rytters forsmåede måde at få hævn over fyringen. De 300.000 euro han modtog for historien hjalp nok heller ikke på troværdigheden Det stoppede dog ikke Manzano der endnu engang fik taletid i pressen, og denne gang endnu mere detaljeret forklarede om specifikke episoder. Blandt andet om hvordan hele holdet havde ladet sig udgå under Portugal løbet for at undgå at blive testet. Denne gang fik han mere opmærksomhed, og Tour ledelsen der ellers havde givet Kelme et wildcard, trak invitationen tilbage. Politiet begyndte nu også at undersøge sagen nærmere, og havde en del af Kelmes ryttere, sportsdirektører og læger inde til afhøring.

Spoler vi tiden 2 år frem, så hedder året 2006, Liberty Seguros holdet med Alberto Contador på bliver nægtet start i Touren fordi holdet er mistænkt for doping. De bliver dog clearet, men når aldrig til start. Det gør tourens to absolut største favoritter heller ikke.

Jan Ullrich og Ivan Basso blev 2'er og 3'er i touren 2005, og i 2006 var det deres tur til at slås om det øverste trin efter Lance Armstrong havde trukket sig tilbage. De bliver dog pillet ud af Touren inden første etape, i øvrigt sammen med en række andre ryttere, fordi de er mistænkte i en sag der er blevet igangsat i Spanien. En sag som Jesus Manzano var årsagen til overhovedet blev til noget. En sag som rystede cykelverdenen på samme måde som Festina skandalen havde gjort det i 1998. En sag der blev kaldt Operacion Puerto.

Et af de mest berømte billeder fra Touren 2006 er i øvrigt dette, hvor Ivan Basso bliver kørt væk fra pressen efter han er blevet mistænkt for at have været kunde hos den spanske dopinglæge Fuentes..

Michael Rasmussen og koret
Manzano var således den moderne whisteblower i cykelsporten, og gav et indblik i hvordan de ryttere man ellers håbede på var rene, i virkeligheden benyttede sig af en metode der blev udviklet tilbage i 70'erne. Sidenhen er der andre ryttere der har erkendt deres doping, og taget andre med i faldet. Specielt Tyler Hamilton har fået meget taletid og har igen kastet skygger i retning af Bjarne Riis. Skygger som nu Michael Rasmussen forlænger. Ifølge Rasmussen kendte Riis til hans forbrug af doping, og kendte til den doping der var på hele holdet. Historien bliver så bakket op af Bo Hamburger, som også har været ude og indrømme at hans eget dopingforbrug, og indrømmelser, måske ikke har været 100% rigtige. Han har været dopet, men i en større periode end han i første omgang gav udtryk for. At Hamburger hopper med i kyllingens kor er nu ikke så underligt, for så vidt jeg ved er Bo Hamburger ansat hos Christina Watches Onfone holdet, som jo trods alt kom til livs pga. Michael Rasmussen. Det ville i hvert fald være en dårlig taktik for Bo Hamburger at gå ud og sige kyllingen imod. I øvrigt er begge ryttere kendte for at have et horn i siden på Bjarne Riis.
Der er dog også blevet rettet yderligere kritik af Rasmussens indrømmelser fra hans tidligere bagland - nemlig mountainbike sporten. Michael Rasmussen har hele tiden givet udtryk for at han var et stort talent, der bare tog doping for at være på lige fod med de andre. Bl.a. Henrik Djernis der er tidligere MTB verdensmester har været ude og sige at man allerede dengang undrede sig over Michael Rasmussens pludselig udvikling. Rygterne i feltet gik på at han allerede før 1998 tog doping.
Men omertaen er blevet brudt, og nu skal der rulle hoveder. Eller skal der?

Kan omerta blive for gammelt?
For hvad får vi ud af historie undervisning, andet end at finde ud af hvad der reelt er foregået? Hvorfor er det vigtigt for os at vide hvad Bjarne Riis kendte til i 2001? Er det i øvrigt overhovedet omerta der er blevet brudt? Nej!

Skal man tro de mange udsagn fra de nye ryttere i feltet, så er feltet renere end i mange år. De tager afstand fra doping, og med de øgede kontroller, så er der god grund til at tro på at der fra nogles side virkelig er et ønske om en ren sport. Der vil selvfølgelig altid være brodne kar. Hvis vi skal snakke om at bryde omertaen, så skal det altså være en rytter som har sin gang i feltet der åbner munden, og ikke en eller anden rytter der kørte for 6-8 år siden. Dét ville være at bryde omertaen hvis Taylor Phinney pludselig stod frem og sagde at han havde følt sig presset til doping på BMC holdet, og at der var den og den læge tilknyttet, og at følgende ryttere benyttede sig af ham. Så ville vi kunne rydde op i cykelsporten. Men at Michael Rasmussen lægger en del skyld på Bjarne Riis om noget der foregik for over 10 år siden, det kan vi i virkeligheden ikke bruge til en skid. Jo, vi ville vide at Bjarne havde løjet om at han havde kendt til doping på sit hold, han ville stå i et dårligt lys, men ikke andet. Det ville ikke sige noget om hvordan holdet bliver kørt i 2013. Hvis vi antager at resten af feltet rent faktisk kører rent, så ville det kun sige noget om Bjarne Riis hvis han kendte til at hans ryttere dopede sig nu.

Historien har vist os at der var en del der tog doping i 00'erne, men hvis det var en del af gamet, så var det en del af gamet. Det betyder ikke at det bliver mere lovligt af det, for det er jo stadig at snyde, men sådan var det bare. Tiden var en anden. Man kan håbe på at Bjarne Riis virkelig har gjort et forsøg på at lade sit hold køre rent, og ikke have kendskab til doping.

Min pointe er at vi ikke kan glæde os over at omertaen er blevet brudt, når det reelt ikke er omerta mere.

Ah, jamen så er vi to til at krydse fingre for, at det lykkes med mit løberi. I givet fald er der et nummer til overs

EXIT-strategi
Det er ikke kun bandemedlemmer, der har brug for et smuthul og en exitstrategi. Det har gamle løbere med svagt bentøj også. Derfor har jeg i dag sørget for, at jeg har en grum trussel hængende ude i horisonten for det tilfælde, at jeg ikke snøvler mig sammen til at få løbet til at fungere. Jeg har nemlig tilmeldt mig min gamle ærkefjende La Marmotte, da jeg ved et tilfælde fandt ud af, at der åbnet for sluserne i dag. Så er der i hvert fald et alternativt mål, hvis biostilladset svigter
PS: Hvis jeg ikke får brug for det, skal der nok være nogen, der vil overtage det til den tid. Der plejer vist at blive udsolgt rimeligt hurtigt.

Så kommer der her en sjældenhed i loggen de sidste to måneders tid: en cykeltur med grafik til!

I dag var nemlig dagen hvor jeg kom op på Orbeaen og ud på landevejen. Egentlig var vejret nok mest til en vintercykel, men da jeg solgte min TT'er i sommer, blev jeg nødt til at tage kranksættet fra min vinterracer. Derfor står jeg lige nu og mangler et kranksæt til den. Der bliver søgt, men det er ikke nemt når man er nærrig. Bliver spændende at se om der kommer noget interessant på cykelmessen i næste weekend!

Anyhow, på med tøjet, og ud i sjappet vejr og så ellers ned til Femvejen og mødes med de andre. Vi var 6 fremmødte i dag, hvoraf nogle af dem også havde været ude på en meget våd tur i går på 115 km. Det afkræver alligevel noget respekt!

Vi kørte op af Strandvejen hvor jeg blandt andet fik en enkelt føring undervejs, og kørte relativt udramatisk op til Nivå som vi kørte igennem ud mod Vejenbrød. Da vi nåede toppen af bakken nede fra motorvejen, kom jeg i front igen og der blev jeg så et stykke tid. Da vi nåede over Kongevejen valgte jeg at teste mig selv lidt af. Så jeg gravede lidt dybere, og fik en noget mere besværet vejrtrækning. Det var dog vildt lækkert at blive presset lidt igen, selvom jeg godt kan mærke at der går lidt tid endnu før formen er hvor den skal være på den her tid.

Ved Karlebo valgte Maria og jeg at dreje fra, da vi begge skulle være hjemme omkring kl. 11.00. Vi kørte derfor ind igennem Gunderød og ud til Stumpedyssevej. Jeg fik ikke noget læ, for enten lå jeg i front, ellers kørte vi ved siden af hinanden og snakkede. Det passede mig egentlig også godt, for jeg syntes egentlig at benene var ok, og for at finde ud af hvor jeg står måtte jeg gerne køre lidt frit.

Da vi nåede Hørsholm kørte vi videre ud igennem Folehaven, som bare var fantastisk flot i dag. Det mindede mig lidt om Lombardiet Rundt med de mange farver, faldne blade, og lidt snoede veje. Ud på Strandvejen og så begyndte jeg ellers bare at træde igennem. Computeren blev sat til at vise watt, og så var det ellers bare at holde lidt øje med hvilke værdier jeg egentlig ramte.
Da vi nærmede os Klampenborg valgte jeg lige at grave helt dybt, og det betød at Maria kunne snuppe spurten fra mig. Herfra var det sådan set bare at køre op af Klampenborgvej, og så hjem og stille cyklen.

I alt en tur på 65 km med 29,8 km/t i snit



Og så er der det med vægten. Jeg var på den for første gang i noget der vel minder om 2 måneder i går, og efter at have levet et liv med masser af cola, slik og chips, så var vægten også gået opad. Hjælper selvfølgelig heller ikke på det at jeg ikke har kunnet træne som jeg ville. 79,5 kg, så nu skal der fokus på, og vægten skal tvinges ned. Bliver spændende at se hvor stærk psyken kommer til at være omkring det

Så kommer der her en sjældenhed i loggen de sidste to måneders tid: en cykeltur med grafik til!

I dag var nemlig dagen hvor jeg kom op på Orbeaen og ud på landevejen. Egentlig var vejret nok mest til en vintercykel, men da jeg solgte min TT'er i sommer, blev jeg nødt til at tage kranksættet fra min vinterracer. Derfor står jeg lige nu og mangler et kranksæt til den. Der bliver søgt, men det er ikke nemt når man er nærrig. Bliver spændende at se om der kommer noget interessant på cykelmessen i næste weekend!

Anyhow, på med tøjet, og ud i sjappet vejr og så ellers ned til Femvejen og mødes med de andre. Vi var 6 fremmødte i dag, hvoraf nogle af dem også havde været ude på en meget våd tur i går på 115 km. Det afkræver alligevel noget respekt!

Vi kørte op af Strandvejen hvor jeg blandt andet fik en enkelt føring undervejs, og kørte relativt udramatisk op til Nivå som vi kørte igennem ud mod Vejenbrød. Da vi nåede toppen af bakken nede fra motorvejen, kom jeg i front igen og der blev jeg så et stykke tid. Da vi nåede over Kongevejen valgte jeg at teste mig selv lidt af. Så jeg gravede lidt dybere, og fik en noget mere besværet vejrtrækning. Det var dog vildt lækkert at blive presset lidt igen, selvom jeg godt kan mærke at der går lidt tid endnu før formen er hvor den skal være på den her tid.

Ved Karlebo valgte Maria og jeg at dreje fra, da vi begge skulle være hjemme omkring kl. 11.00. Vi kørte derfor ind igennem Gunderød og ud til Stumpedyssevej. Jeg fik ikke noget læ, for enten lå jeg i front, ellers kørte vi ved siden af hinanden og snakkede. Det passede mig egentlig også godt, for jeg syntes egentlig at benene var ok, og for at finde ud af hvor jeg står måtte jeg gerne køre lidt frit.

Da vi nåede Hørsholm kørte vi videre ud igennem Folehaven, som bare var fantastisk flot i dag. Det mindede mig lidt om Lombardiet Rundt med de mange farver, faldne blade, og lidt snoede veje. Ud på Strandvejen og så begyndte jeg ellers bare at træde igennem. Computeren blev sat til at vise watt, og så var det ellers bare at holde lidt øje med hvilke værdier jeg egentlig ramte.
Da vi nærmede os Klampenborg valgte jeg lige at grave helt dybt, og det betød at Maria kunne snuppe spurten fra mig. Herfra var det sådan set bare at køre op af Klampenborgvej, og så hjem og stille cyklen.

I alt en tur på 65 km med 29,8 km/t i snit



Og så er der det med vægten. Jeg var på den for første gang i noget der vel minder om 2 måneder i går, og efter at have levet et liv med masser af cola, slik og chips, så var vægten også gået opad. Hjælper selvfølgelig heller ikke på det at jeg ikke har kunnet træne som jeg ville. 79,5 kg, så nu skal der fokus på, og vægten skal tvinges ned. Bliver spændende at se hvor stærk psyken kommer til at være omkring det

Godt at læse positive miner og at der igen er gang i træningen igen.
Det kan ske at jeg skal begynde at køre uden hjelm. Og råddent.
Jeg har fæl fornemmelse af at jeg failer synstesten, næste gang jeg skal have fornyet mit "togkørekort", så.....

Lettere inspireret af en billedserie i Devious Builders log kommer her mine top tips til at klare sig succesfuldt i cykelløb.
1. Tro på det
Dukker du op til et cykelløb med tvivl i sindet, så går det ikke. Sæt dig selv op inden løbet, visualisér det. Lad al tvivl blive overskygget af en tro på dig selv og dine evner.
2. Vær velforberedt
Der skal selvfølgelig være km i benene, og gerne også lidt power i dem. At dukke op til et cykelløb uden at have trænet er som at tisse i bukserne en kold vinterdag - fornøjelsen er meget kort. Derudover er det altid en god idé at have studeret ruten, finde ud af hvor der kan være vind, hvor der måske vil blive angrebet o.lign. Cyklen og dit udstyr skal selvfølgelig også være i orden. Har du lige fået skiftet bremseklodser eller sat nye hjul på, så sørg for at have kørt en tur med dem inden du stiller til løb.
3. Læg en plan
Inden du stiller op, så lav en plan for løbet. Hvad er dit mål? At gennemføre, at prøve dine grænser af, eller at vinde? Hvor vil du forsøge at angribe og hvornår? Planen kan du efterfølgende kaste over venstre skulder, for sandsynligheden for at det kommer til at forløbe sig som planlagt er ret lille. Men en god plan giver dig altid et godt udgangspunkt. Det kan hjælpe dig med at holde dig selv i skak, så du ikke bare laller rundt, og kommer hjem uden at have indfriet dine mål. Dermed kan man også have et fremragende løb selvom man blev sat efter 3 omgange.
4. Det gælder for alle
Det er en klassiker indenfor cykelverdenen: Gør det ondt på mig, gør det ondt på de andre. Men den er rigtig nok. Gør man det rigtigt, og får man ondt, så gør det også ondt på de andre. Et konkret eksempel har jeg selv oplevet da jeg kørte Ordrups eget løb, og lod mig opgradere til løjtnant for vores dame rytter der kørte med i C klassen. Hver gang jeg kørte et udbrud ind, eller satte tempo, så gjorde det så modbydeligt ondt at man næsten ikke skulle kunne tro det. Efterfølgende fik jeg at vide af damerytteren at hver gang jeg var gået i front så havde det været tydeligt at de andre led. Så hvis det gør ondt på dig, så gør det som oftest også ondt på de andre, med mindre du gør det forkert.

Det er i øvrigt ikke kun dig der kører i regnvejr og blæsevejr i løbet. Det er de færreste der synes det er fedt at køre i skybrud, og det skal være din fordel. Motivér dig selv til at synes det er lækkert fordi det bliver ekstra hårdt. På den måde kan du faktisk besejre ryttere der fysisk er stærkere end dig selv.
5. Hav styr på energien
Både dit indtag og dit forbrug. Med mindre du er sindssygt stærk, så vinder du ikke cykelløb af at bruge alle dine kræfter på de 2 første omgange. Hold lidt igen med energien, og brug den på de tidspunkter hvor det giver mening. Derudover skal du undervejs sørge for at få energi ind i kroppen. Bruger man energi, skal man også indtage energi. Hvad der passer til dig finder du ud af ved at forsøge dig frem.
6. Placering, placering, placering
Et angreb bliver reelt kun et angreb hvis du formår at komme fri fra feltet. Dit angreb skal derfor komme som en overraskelse, og sikre at du ikke bare trækker hele feltet med. Sidder du i 2. eller 3. position i feltet, vil du reelt ikke kunne køre væk, fordi du ikke overrasker de stærke ryttere der sidder oppe foran. Sidder du for langt tilbage bruger du dine kræfter på at køre op langs feltet, så når du endelig forsøger at bryde fri fra feltet, så har du ikke flere kræfter tilbage. En placering omkring 7-10 stykker er perfekt, også fordi du med garanti får et par ryttere med der kan hjælpe med arbejdet.
7. Kør løb
Du kan have nok så mange km i benene, og have trænet helt rigtigt i løbet af vinteren, men hvis du ikke har FART så er det lige meget. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor motorpace virker, men faktum er at det virker. Sørg for at køre løb hvor du får fart i benene. Det hjælper dig med at blive endnu stærkere. Derudover giver løbene dig den erfaring du skal bruge fremadrettet. Om det er hvordan du placerer dig, hvordan du skal spise, hvem du kører efter eller noget helt 4, så gælder det om at få et nummer på ryggen og få det ind under huden.

Interessant problemstilling. Spørgsmålet er også om du kan få en optimal tri-stilling på din Focus kontra en rigtig tri ramme?

Jeg ville nok gribe det hele lidt anderledes an. Hvad skulle formålet med at lave din Focus om til en tri være? Og vil tri stadig være din primære sport?

Jeg kan ikke se ideen ved at lave din Focus om hvis du stadig vil satse på tri. La Marmotte er i min bog et sideprojekt for dig, for du vil stadig primært være triatlet. Derfor synes jeg også det ville være en dårlig idé at ofre så meget på et sideprojekt. Det er i bøjlerne du skal lave resultaterne, og derfor bør du også have en ordentlig cykel til det.

Jeg kan godt se det interessante ved at have en superfed landevejsracer, men det er bare ikke der du har din passion.

Nu ved jeg ikke hvad du har fået for Scott'en, men jeg antager at du har solgt den for en god sjat, og at du rent mentalt har gjort op med dig selv at der skal postes penge i den nye. Køb en ny tri cykel, og behold din Focus som den er. Hvis du regner med at du alligevel kan have en tri cykel på plads til CPH IM, som ligger 1,5 måned efter La Marmotte, så kan du vel også have en racercykel på plads til La Marmotte?
Sørg for at få en wattmåler som du også kan smide over på landevejscyklen når du skal køre på den. Det tager ingen tid at skifte rundt på det.

Bare mine tanker.

Interessant problemstilling. Spørgsmålet er også om du kan få en optimal tri-stilling på din Focus kontra en rigtig tri ramme?

Jeg ville nok gribe det hele lidt anderledes an. Hvad skulle formålet med at lave din Focus om til en tri være? Og vil tri stadig være din primære sport?

Jeg kan ikke se ideen ved at lave din Focus om hvis du stadig vil satse på tri. La Marmotte er i min bog et sideprojekt for dig, for du vil stadig primært være triatlet. Derfor synes jeg også det ville være en dårlig idé at ofre så meget på et sideprojekt. Det er i bøjlerne du skal lave resultaterne, og derfor bør du også have en ordentlig cykel til det.

Jeg kan godt se det interessante ved at have en superfed landevejsracer, men det er bare ikke der du har din passion.

Nu ved jeg ikke hvad du har fået for Scott'en, men jeg antager at du har solgt den for en god sjat, og at du rent mentalt har gjort op med dig selv at der skal postes penge i den nye. Køb en ny tri cykel, og behold din Focus som den er. Hvis du regner med at du alligevel kan have en tri cykel på plads til CPH IM, som ligger 1,5 måned efter La Marmotte, så kan du vel også have en racercykel på plads til La Marmotte?
Sørg for at få en wattmåler som du også kan smide over på landevejscyklen når du skal køre på den. Det tager ingen tid at skifte rundt på det.

Bare mine tanker.

Efterårsfarver fra en kold cykeltur for et par dage siden:

Cykling i dag: 20 km.
Jeg har nu netop nået mit mål om at cykle 3000 km. i år.

http://lmgtfy.com/?q=k%C3%B8be+cykelst%C3%B8vler

Det er lidt nitten, men må efterhånden nok indstille mig på at det hedder off-season snart. Der er kun ét mål tilbage i år, og selv det mål er lidt uopnåeligt: klubmesterskaberne. De skal køres om lørdagen, hvor vi kommer hjem fra New York om fredagen. Dvs. det skal køres med jetlag i kroppen, og næsten uden km i benene. Men ok, det kan også være at 1,5 uge uden cykel og med pizza i kæften er lige præcis hvad min krop har brug, og det er altid fint at dukke op til et løb som underdog. Det er ellers en rute der kunne passe ret godt til mig, da den køres i forskerparken i Hørsholm på en 1,5 km rundstrækning, så med stor sandsynlighed ender det hele i en sprint. Ulempen er at det bliver kørt i forskerparken i Hørsholm, og at der derfor ikke vil blive kørt rigtig cykelløb. Det er også noget med at vi i alt kommer til at køre 40 omgange eller sådan, så der skal godt nok holdes styr på tallene.

Men det er sgu bittert allerede at afslutte sæsonen, og specielt fordi jeg ender med at gå glip af de 3 sidste løb her på sjælland, samtidig med at min form nok aldrig har været bedre, og man ved jo selvfølgelig aldrig hvad næste år bringer. Jeg håber at jeg kan stå endnu skarpere, og ikke mindst klogere ift. min sæson i år. Jeg synes selv at jeg har lært en hel del om hvordan jeg skal køre løbene, og den stille målsætning for næste år er helt sikkert at der skal køres podieplaceringer ind, og der skal principielt også stiles mod B klassen. Om jeg rent faktisk vælger at rykke op må komme an på hvordan jeg har det, men det kunne være fedt at sætte et hak udenfor B rytter når jeg engang ser tilbage på mit cykel CV. A rytter når jeg aldrig med mindre der sker noget meget drastisk i mit liv, der gør at jeg ville have muligheden for at fokusere 100% på cyklingen.

Der skal ske forbedringer på alle fronter ift. i år. Ikke fordi jeg har været utilfreds med mit niveau i år, nærmest tværtimod, men mer vil have mere. Jeg vil have en endnu større motor, kunne træde endnu flere watt på alle parametrene, og jeg skal blive bedre til at køre løbene. Derfor ligger det også allerede nu i støbeskeen at jeg skal køre Sommercup til næste år, for at få fart i benene. Jeg ved at jeg kan være enormt disciplineret med min træning, og stå så skarp som overhovedet muligt på egen hånd i løbet af vinteren, men jeg mangler reelt farten i benene. Det ville selvfølgelig være optimalt hvis man kunne træne motorpace henover vinteren, men den mulighed er der ikke rigtig. Så jeg kommer nok til de første løb uden den helt store fart i stængerne, men der må jeg bare have is i maven og vide at der kun skal bruges et par løb til at farten er der. Det kan også være jeg er heldig nok til ikke at ligge mig syg ugen inden sæsonstart, og dermed kan stille op med helt friske stænger og krop.

Jeg har allerede tidligere løftet sløret for hvad min vintertræning kommer til at bestå af, men bare lige for god ordens skyld nævner jeg det lige igen. Hovedessensen vil stadig være cykling. Det bliver en kombination af hjemmetræner når det er for mørkt i hverdagene til at køre udenfor(jeg er ikke den store fan af at køre i mørke) og så længere ture på landevejen i weekenden. Det burde gerne give mig mulighed for at træne intervaller meget fokuseret i hverdagene hvor der især vil være fokus på gøre min motor større, men også få trænet de helt korte intervaller fra tid til anden. De lange ture i weekenden skal bruges til at få km i benene, få tilvænning til at køre på landevejen, og ikke mindst skabe adspredelse ift. at sidde og kigge ind i en skærm mens man sidder på cyklen og lider i køkkenet. Derudover skal der løbes. Løbet kommer til at erstatte den styrketræning jeg de seneste par sæsoner har dyrket i vinterperioden. "Problemet" ved styrketræningen er at den gør mig tung. Jeg er bare bygget sådan at jeg tager på bare jeg ser en vægtskive, og selvom det kan være en positiv ting, så er det ikke altid det fedeste når man gerne skulle være så let som mulig. Løberiet skal derfor være en erstatning for timerne i et træningscenter, og jeg glæder mig faktisk til at komme igang med det. Det bliver nok også kombineret med nogle lange gå ture, og håbet er egentlig at jeg kan tabe en smule muskelmasse fra især overkroppen. Ikke fordi jeg på nogen måde er massiv, men der hænger alligevel et par kg som jeg ikke har synderligt brug for på en cykel. Det kan så være at jeg med løbeturene kan få et par mål for vinteren for at holde mig til ilden. Der bliver jo trods alt afholdt et par løb i vinterhalvåret. Nu må vi se. Det skal stadig kun være for at give lidt adspredelse til cykeltræningen, og for at holde motivationen oppe. Derfor er det også vigtigt at jeg holder hovedet koldt og ikke bare ligger ud med at løbe 5 km så hurtigt jeg kan, for derefter at have ondt i benene i en uge. Det skal startes op lige så stille og roligt, og så bygges langsomt på.

Som cykelrytter er der altid et mål der går igennem i off-season: vægttab. Jeg skal ikke være fanatisk omkring det, og jeg har ikke på nuværende tidspunkt et tal jeg skal nå. Men det jeg godt kunne tænke mig var at tabe lidt muskelmasse på overkroppen, og ikke mindst tabe noget fedt. Det vigtigste er dog at det ikke går ud over min performance. Kan jeg gøre det samtidig med at jeg som minimum bibeholder mine watt, så er det en god idé, men det begynder at blive dumt hvis jeg samtidig falder i ydelse. Jeg skal huske på at jeg ikke er bjergrytter, og derfor er mine watt vigtige. Men som sagt, det er altså bedre at træde 320 watt når man vejer 75 kg end det er at træde 320 watt når man vejer 78 kg. Derfor skal der også fokus på kosten igen. Fantastisk mange kulhydrater om morgenen, rigtig mange kulhydrater til frokost, og så forsøge at skære ned på kulhydraterne til aftensmaden. Mine træningspas bliver ikke så fysisk krævende i off-season når jeg sidder på en hjemmetræner, og derfor har jeg ikke på samme måde behov for at fylde kulhydrater på om aftenen.

Under alle omstændigheder en spændende periode der gåes i møde, og jeg skal selvfølgelig nok vende tilbage med flere konkrete mål for 2014 sæsonen.

DR2 klokken 20:30 i aften:

God bedring.
Men for f... du HAR jo en hjelm, din frø Aldrig, aldrig, ALDRIG køre uden - heller ikke 300 meter til købmanden.
Mvh. løfte-pegefinger-fungerende mor.

Sådan ser jeg åbenbart ud når jeg presser mig selv i et udbrud