Henrik S.

Yoda?! Neveeeeer ...

Det virker da som om, at du er i dit livs form, så det skulle da nok være muligt at samle nogle points i B-klassen.
Læste sjovt nok lige denne artikel om en anden ung fyr, der er eneste A-rytter i sin klub. I gamle dage var der godt nok mange A-ryttere i CC Gladsaxe ...

Interessant med dine kost- og kaffeovervejelser. Følger med på sidelinjen.
Har kun én gang prøvet et totalt kaffestop, og det gav mig den mest forrygende hovedpine efter et par dage. Jeg har normalt aldrig hovedpine, men denne her var godt nok ond, og den varede et par dage, gør den gik væk, som jeg husker det.
I min daglige rutine nu drikker jeg til gengæld - stort set - kun kaffe først på formiddagen. En sjælden gang om eftermiddagen, men aldrig om aftenen.

Ha, haaa, det er TDC Classic

Undertegnede kører 2015 IRONMAN European Championship Frankfurt d. 5 juli!

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

Thx super - Mr 100 k - løber Henrik :hippy: :1356: Ja og tænkte faktisk på det med allergien da du fornylig i din log beskrev nogle uger med ekstrem træthed, hvilket jo slet ikke ligner dig. Nå under alle omstændigheder ser det ikke ud til, at restitutionen har skadet dig. Keep it up
Træning d 6.7 - fortsat
Yoga
Ashtanga light dvs solhilsner + stående asanas og så var kl bare blevet for mange. Jeg var blevet for sulten bla bla bla. Ingen tvivl om, at egen/hjemme praksis er ideelt når alt spiller men mange dage vil der altså være udfordringer.
Nå vil fortsat arbejde på en daglig praksis one way or another.
Er i øvrigt ved at læse nogle spændende bøger om det her med binyre udbrændthed og kan se, at det under alle omstændigheder kommer til at kræve, at jeg arbejder intenst med vaner vedr mad, vand og nedsat koffein indtag. Elsker jo kaffe og synes faktisk også, at jeg mange steder har haft læst om gode virkninger men kan også genkende det her med at være alt for træt og afhængig af det næste kaffe/sukker fix. Time for a change
Søde drømme til boardet

I er sgu' et par seje gutter

Hold da op, et imponerende dagsprogram
Og ja, du har sikkert ret i dine antagelse, at allergivaccinationen må have virket, for jeg er allergisk over for birk og græs, og de har sgu godt nok været helt op at toppe i år. Et stykke tid siden, jeg har været så medtaget som i år ...

I er sgu' et par seje gutter

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Enig.
Da vi kørte ned fra alpen til starten, stod der vel en 10-12 stykker på nedkørslen og baksede med at skifte slanger. Og nedkørslen fra Glandon er virkelig hektisk. Better safe than sorry må være mottoet her. Der kommer så vidt jeg husker et langt, ret kedeligt stykke efter Glandon, hvor der kommer mere luft i feltet ...

Ja, gisp!
Jeg blev også snittet af en fyr på mountainbike den anden dag, hvor jeg var ude at løbe. Han kom høvlende rundt om hjørnet af en bygning - på fortovet, forstås - og han kunne intet se. Alligevel susede han rundt om hjørnet i pæn fart og fik snittet min skulder med den FW-taske, han havde over skulderen, selv om vi begge prøvede at undvige. Tør slet ikke tænke på, hvordan han kunne have ramt et lille barn, der måske var gået lidt i forvejen. Jeeeez, hvor findes der bare nogle glatnakker, der ikke tænker længere end til deres egen næsetip.

Oh yes, Alpe d'Huez er ikke verdens mest spændende sted om sommeren :/
Men du er også meget tidligt dernede. Som jeg husker mit eneste besøg dernede, bliver byen fyldt godt op torsdag/fredag.
Jeg svor dog dengang, at hvis jeg nogensinde skulle derned igen, så blev det med overnatning i Bourg.
Faktisk har du jo dage nok til at prøve "den mærkelige bagvej", som de kørte på for første gang til sidste års TdF ...

OCC løbet

Vores eget løb, som jeg egentlig havde afskrevet fra starten af grundet allergi, og kun meldt mig til som frivillig hjælper i løbet af dagen. Men efter løbet på Frederiksberg weekenden forinden blev jeg enig med mig selv om at jeg skulle køre vores eget løb også. Allergien er i hvert fald aftaget tidligt i år, men den startede så også allerede i maj.
En rundstrækning oppe ved Strø hvor vi skulle køre 12 omgange(90 km) med 2 af de slemme bakker på undervejs. Derudover var mål på toppen af en bakke, hvilket dog passer mig ganske fint. Til gengæld var jeg knap så glad for bakkerne undervejs i løbet, men om ikke andet ville det være god træning. Jeg havde drømt lidt om at vinde eller blive 2'er i løbet, da det ville give mig point nok til at indfri 2 af mine sæsonmål:
- Podieplacering i et C løb
- Oprykning til B klassen inden sommerferien

Så det ville være sidste udkald hvis det skulle lade sig gøre.

Nå, men jeg startede ud som flagpost fra morgenstunden af, og brugte timerne på at fylde mig selv yderligere med kulhydrater mens jeg stod og viftede med et flag. Jeg blev afløst tidligere end planlagt og kørte op og skrev mig ind. Her mødte jeg et par kendte ansigter og faldt i snak. Ned til bilen og så omklædning til cykeltøj. Det er i øvrigt en svær disciplin at tage bibs på på forsædet af en Ford Fiesta.

Opvarmning var ganske stille og rolig. Jeg trillede en lidt længere omgang, fyrede den lidt af på bakken, og kunne konstatere at den var hård! Herfra kørte jeg så et par intervaller hvor jeg sprintede lidt let, og så et enkelt hvor jeg holdt noget ala min FTP. Tisse, og så op til startlinien hvor jeg fik placeret mig allerforrest!

Starten gik, og jeg var den første der kom ud af startblokken og valgte bare at sætte tempo i medvinden med det samme. Jeg blev hurtigt afløst af Patrick fra Hvidovre som så lige valgte at skrue tempoet ekstra op, og jeg måtte tage mig meget sammen for overhovedet at kunne hænge på!

Generelt var den første omgang for sindssyg. Vi kørte med lidt over 300 watt i snit, og ca. 42,5 km/t. Jeg kørte med min La Marmotte gearing, så jeg kunne blive siddende på bakkerne når de andre enten skulle have den ned på lille klinge, eller stå op for at tvinge den op. Jeg ved ikke lige hvad det var der skete, men alting lykkedes for mig i løbet. Benene havde det godt, jeg holdt mig oppe foran HELE tiden, og kom med i de fleste angreb i starten, men der var desværre ingen der fik lov til at komme afsted. Der var flere der prøvede på bakkerne, men det var som om hele feltet var opmærksom på det.

Efter et par omgange begyndte der at danne sig et mønster - feltet blev strukket meget ud efter målbakken hvor der var en nedkørsel og et skarpt højresving man kunne tage med fuld fart hvis man lå blandt de forreste. Og så gik den generelt i stå i stykket frem mod målbakken fordi der var modvind.

Efter en del omgange hvor jeg var gået med i det jeg kunne, skete der det at der var nogle enkelte ryttere der angreb solo, fik hullet, men ingen der ville køre op til dem. De fik således lov til at riste lidt derude. På et tidspunkt var en af mine klubkammerater kørt afsted og ville komme op til en lille gruppe, så ham gik jeg efter og kørte op til ham. Vi blev så hentet af nogle flere, men blev hentet igen at feltet.

Så skete der det at jeg pludselig sad med en ABC rytter, og vi fik selskab af en Holbæk rytter. Jeg skal ikke kunne sige hvordan det skete, for jeg kan faktisk slet ikke huske det, men jeg tror faktisk det var på modvindsstykket. Jeg var rigtig glad for at det var en ABC rytter jeg sad med, for jeg havde bemærket at de gange der var en ABC rytter der var kørt tidligere i løbet, så havde de andre fra klubben bakket af i feltet, så der var god mulighed for at slå hullet. Det skete også, og jeg fik efterfølgende at vide at vi lynhurtigt havde fået hullet. Vi var ellers tæt på at blive hentet igen, men feltet lod os køre.

Så gik den ellers over stok og sten med rulleskift hvor vi kørte lidt længere føringer, og holdt kæden stram. På bakkerne kunne vi holde sammen, og så ellers fuld gas på de flade stykker. Vi fik et rigtig fint samarbejde op og køre. Det var dog også ved at gå galt på den første omgang vi var kørt afsted, for efter målbakken lå jeg forrest på nedkørslen.


Jeg tog svinget perfekt, men var for hurtig til at træde cyklen op i fart, så jeg ramte med skoen ned på asfalten. Det slog hele vejen op igennem cyklen, men jeg mistede heldigvis ikke kontrollen! Generelt var jeg den der lå forrest på de fleste af omgangene når vi kom over målbakken, og jeg fik efterfølgende at vide at de 2 andre havde lavet huller til mig efter svinget som de skulle lukke igen. Der var i øvrigt en fra klubben der kommenterede at jeg var den eneste rytter i C(B) der havde lige så store lægge som jeg havde lår
På næstsidste omgang fik vi at vide at feltet havde hentet ind på os, og det skabte lidt panik. Man kunne faktisk se på de to andre at de hele tiden kiggede sig over skulderen for at se hvor tæt på feltet var. De var dog ikke så tæt på som vi havde frygtet, og da vi kom ud på sidste omgang kunne vi på et tidspunkt se at vi nok skulle holde hjem. Og dermed begyndte det taktiske spil også. Jeg vidste at den ene jeg sad med var en svag sprinter, men den anden kendte jeg ikke, så hvis jeg bare kunne få den hjem til en sprint så skulle jeg nok klare den.

På den første bakke angreb Holbæk rytteren på vej opad bakken, og jeg lukkede hullet på nedkørslen. Herefter begyndte ABC rytteren og ham at køre lidt på hinanden. På et af stykkerne lå jeg i front, og de to andre lå for sig selv i den modsatte side af vejen. På modvindsstykket blev der rykket igen, men denne gang fra ABC rytteren. Holbæk rytteren ville ikke lukke hullet, og jeg havde jo lige lukket et andet, så jeg ville heller ikke rigtig. Det var en dum beslutning, som jeg stadig ærgrer mig over. For jeg skulle bare have lukket det hul med det samme. Men ABC rytteren fik lov til at køre afsted, og så stod den så mellem Holbæk og Ordrup. Jeg holdt fronten frem til bakken, uden at trykke særlig meget igennem. Opløbet ville blive smalt på toppen hvor højre vejbane faktisk var lukket, så man skulle køre over i venstre side(der var ensrettet). Så da jeg bemærkede at han lå på min højre side vidste jeg at den var hjemme, for jeg blev bare liggende i højre side, og så ville han ikke kunne komme forbi med mindre han bremsede ned og kørte bag om mig.

Det skulle dog vise sig at det ikke blev nødvendigt, for på bakken alene tog jeg 3 sekunder på ham da jeg åbnede op. Han var ikke i nærheden af at true mig, og derfor var det også lidt irriterende at jeg ikke bare have lukket det hul fra starten af, for så havde jeg sgu snuppet den på hjemmebane.

Under alle omstændigheder kunne jeg snuppe 2. pladsen, 6 point, og point nok til at rykke op i B klassen.

Dyrk i øvrigt lige Normalized Power på 322 watt!


Og lige et billede fra inden starten

De kommende dage kommer der et par indlæg omkring La Marmotte. Jeg er kommet til Alpe D'Huez, og her er virkelig dødsygt Men mere om det senere.

Tillykke. Sådan skal den ged barberes

Den korte version inden jeg får tid til at lave et ordentligt indlæg:

Havde de mest geniale stænger i går, kørte med i alt hvad der kørte, ramte det rigtige udbrud undervejs med 2 andre, og bliver 2'er efter lidt taktisk spil der gik lidt i vasken. En 2. plads var hvad jeg skulle bruge for at ramme 16 point der giver mig adgang til B klassen!

Det er så godt et nummer...

Av! Lyder som et pænt hårdt træningspas ...

Racereport:
Det hurtige overblik er som følger:
Swim: 31:52
T1: 04:10
Bike: 2:38:58
T2: 02:24
Run: 1:33:26
Total: 4:50:49.
Overall er jeg godt tilfreds. Jeg havde sagt før, hvis alt spiller 100%, ville jeg køre 4:50, så på den måde er det jo godkendt. Her efterfølgende er der dog en lille del af mig, der er lidt skuffet.
Tiden på svømningen er hvad jeg havde håbet på. Havde sigtet efter 32 min, så det kan jeg ikke brokke mig over. Dog bliver de første 150-200 m svømmet som polocrawl, og det er ren boksekamp. Da vi endelig kommer ordenligt i gang, finder jeg et par fødder jeg lægger mig bagved, og følger bare dem. Da jeg så kigger op, er vi helt ude i den ene side, og jeg lader ham slippe. Jeg ser heldigvis ikke på uret under svøm, så da jeg kommer ind i lige under 32 min er jeg godt tilfreds. Efterfølgende kan jeg se, mit Garmin har målt min svømning il lige under 2100 m.
Da jeg kommer op fra svøm, skal der selvfølgelig fart på, så jeg kommer til at tage den forkerte pose i transition. jeg opdager det først, da jeg sidder inde i omklædningsteltet, og må så tilbage og bytte den. Super dum fejl, og en åndsvag måde at bruge unødvendig tid!!
Cykelruten var hård. Rigtig hård. For det første, er den rigtig kuperet, og i år var der så lige lagt en lettere orkan ind. Fra Nordsminde til Skanderborg er det stiv modvind hele vejen, og det er både og hårdt og går langsomt. Men det er jo ens for alle, og de sidste 25ish km er med nogenlunde medvind, og godt for psyken at få snitfarten op. Jeg ender på 33,7 km/h. Jeg havde håbet på at køre 34-35 stykker, og har også kørt samme tid bare i træning. Men med de forhold der var i går, er det godkendt.
T2 går forholdsvis godt. Begge transitions er forholdsvis lange, så man kan ikke undgå at bruge lang tid her.
Lige da jeg kommer ud på løberuten kan jeg mærke, et toiletbesøg ikke ville være dumt. Men jeg løber videre, og satser på det går over. Derimod kommer der en begyndene krampe i mit ene forlår, og jeg har selvfølgelig glemt mine saltsticks i T2. For at det ikke skal være løgn, gjorde jeg præcis det samme til IM i Kbh i '12, hvor jeg var helt nede at gå pga. krampe. Heldigvis møder jeg en klubkammerat, som har en ekstra, og jeg får faktisk løbet krampen væk uden at stoppe. Jeg kan godt se mit drømmemål på 1:30 bliver urealistisk, men til gengæld kan jeg nok nå ind under 4:50 samlet, hvilket ville være mega fedt! Da jeg runder den sidste omgang på løbet, er der dog ikke noget at gøre, og jeg må stoppe ind og gå på toilettet. Det koster ca. 1,5 min og derefter vidste jeg godt, jeg ikke ville løbe under 4:50.
Alt i alt var det en super hård dag. Jeg skal lige komme mig, så er jeg helt sikkert ovenpå igen. Sætter trods alt PR med 13 min, og får super opbakningen af både venner, klubkammerater og min kæreste. Triklubben havde en fanzone med konfettikanoner, så når man efterfølgende finder små konfettistykker inde under tøjet, er det vel ok.
Et mere eller mindre vellykket billede fra løberuten:

Årh fåk. NU føler jeg mig gammel. Husker tydeligt for 40 år siden da vi mørklagde gangen og hængte lærredet op. Det var stort.
http://instagram.com/p/pevsknBZGA/

FBL løbet

Første licensløb i jeg ved ikke hvor mange uger. Frederiksbergløbet blev kørt som sidste år som et criterium inde omkring Søndermarken. Sidste år havde jeg mildest talt en dårlig oplevelse med det løb. Vi havde sen start, det var mit første løb i C, og der var bare fuld knald på fra starten af. Sidste år var det mørkt og jeg fik pludselig svært ved at vurdere afstande og sving. Jeg eksploderede derfor efter 4 omgange fordi jeg brugte alt for mange kræfter på de lige stykker på at lukke de huller jeg havde skabt i svingene.

Alligevel var jeg superspændt på løbet i dag. Hele dagen har jeg gået med en spænding jeg ikke har oplevet i rigtig lang tid - jeg glædede mig faktisk til at skulle køre det løb. Gadeløb er jo egentlig noget jeg godt kan finde ud af, og jeg kan med min sprint klare det nogenlunde. Men samtidig en teknisk svær rute, hvor specielt p-pladsen bag Søndermarken kunne afgøre en del. Og jeg er altså lidt af en forsigtigper nogle gange. Jeg havde dog et spinkelt håb om at jeg måske kunne klare det, og måske kunne hente nogle point.

Turen derud gik fint, og trafikken var betydeligt bedre end i onsdags da jeg kørte samme vej for at komme til Heino Cuppen. Derude blev jeg tidligt mødt af et Anders W fra Hvidovre som havde kørt i B klassen tidligere. Jeg fik snakket lidt med ham, og han var cool nok til at holde på nogle af de ting jeg havde i lommerne mens jeg kørte løb. Det kan godt være de kører råddent i Hvidovre, men de er sgu nogle fede typer. Der er ikke så meget pis, de siger tingene som det er, og der er sgu altid godt humør fra deres side. Hvis det ikke var fordi deres træning lå så langt væk fra Lyngby kunne jeg godt finde på at køre med hos dem. Han kunne også fortælle at Patrick S var der, hvilket undrede mig da han havde kørt holdløb tidligere på dagen. Det var åbenbart ikke gået efter planen, og han var pænt sur over det, så han skulle ud og revancere.

Jeg kørte lidt opvarmning, og lidt ekstra opvarmning da starten blev udskudt med 25 minutter. Jeg tror faktisk at jeg så E.Jørgensen herindefra under opvarmningen, men turde sgu ikke sige hej

Klar til start, hvor vi jo havde samkørsel sammen med Junior klassen. En lidt rodet start hvor der ikke var nedtælling, men efter vi havde fået instrukserne sagde han bare "God tur", og så kørte vi. Jeg kom lidt ned bagved og hænge til at starte med, hvilket ikke var planen. Der blev kørt SYGT stærkt på de første par omgange, og allerede i et af de første sving havde vi to ryttere der kom på den forkerte side af et hegn, og måtte ud på en detour for at komme tilbage til feltet. Jeg fik brugt en masse kræfter for folk faldt som fluer på omgangene. Tempoet var højt, og der var hele tiden huller der skulle lukkes. På 2. eller 3. omgang fik jeg det kortvarigt skidt. Jeg havde det som om jeg fik koldsved, og det var egentlig ret ubehageligt. Det gik dog over igen.

På en af omgangene kørte der nogle ryttere afsted, inklusiv en holdkammerat som jeg havde lovet jeg ville følge hvis han kørte for han har næse for at ramme det rigtige udbrud. Jeg ved ikke hvilken hjerneblødning jeg fik, jeg kan ikke engang huske om jeg ikke havde kræfterne til det, men jeg kørte ikke med selvom jeg tænkte på det. De fik et hul, og holdt selvfølgelig hjem. Han blev i øvrigt 3'er. Ham der blev 2'er var i øvrigt en af dem der kom på den forkerte side af hegnet på en af de første omgange.

Herfra gik det ellers slag i slag. Det gik stadig hurtigt, og i nogle af svingene skulle man virkelig strame sig an for at komme med. Jeg havde en enkelt episode hvor ham foran mig bremsede mere ned end jeg havde regnet med, og jeg endte med at blokere mit baghjul da jeg bremsede ned for ikke at ramle ind i ham.

Der var egentlig en god forfølgelse i gruppen jeg lå i, men jeg kunne jo ikke selv køre når jeg havde en mand foran.

På en af de sidste omgange var der en ABC rytter der kørte. Jeg lå i fronten af feltet, og blev passeret af Patrick S der kom op og tog en føring. Jeg overtog hans føring, og vi fik et lille samarbejde op og køre, og fik hentet ABC rytteren igen.

Sidste omgang skulle jeg lige lukke et hul til endnu en ABC rytter. Da han var hentet gik han så i stå, og vi lå alle bare og kiggede på hinanden. Han rykkede igen ind på p området bag Søndermarken, og jeg ville ikke køre ham ind, det måtte der være nogle andre der gjorde. Det var der bare ikke. Han holdt sig foran feltet til mål.

Inden det sidste sving var der nogle af Junior drengene der rykkede, og jeg kom med på hjul. Pulsen var endnu engang højt oppe, og efter det sidste sving holdt jeg mig i deres hjul. Jeg havde INTET at skyde med, men gav den et par click og kørte med hvad jeg havde. Jeg passerede en del af dem, og da vi nærmede os stregen kunne jeg lige ane et højprofilhjul ved min venstre side. Det var Patrick S og jeg klemte derfor lige lidt ekstra ud, og tog spurten foran ham.

Min astma var helt oppe og ringe da jeg kom over stregen, og der var ikke så meget ekstra at komme efter.

29,6 km, 39,7 km/t(hvilket ikke lyder af så meget, men med den rute er det), og gennemsnitswatt på 282. Min normalized power var på hele 330 watt.

Tror, jeg har anbefalet det før, men ham, der har Running Tours Barcelona, er en super sympatisk fyr (tysker, taler godt engelsk). Jeg prøvede for nogle år siden turen rundt på Montjuic. Det var vildt interessant at få historier om byen, der gik et lag dybere end ellers. Og så kombineret med løbetræning – win-win!
Running Tours Barcelona

X2

Gammelfar ser fodbold? WTF?!
Jeg ser normalt aldrig fodbold. Eller ... aldrig er måske for bastant, for det sker da indimellem, når der har været CL-kampe og den slags. Men under dette VM har jeg allerede fået set et par kampe, og uden at være egentlig hooked, så har det været ret underholdende.
I går aftes så jeg Costa Rica sende Uruguay fra banen med en 3-1 lussing. Fuldt fortjent. Og det er jo altid sjovt, når the underdog giver favoritten en afklapsning.
Den anden dag så jeg Spanien nedsmelte for åben skærm, og det er var godt nok også interessant. Specielt da Van Persie kom svævende gennem luften fra Gud ved hvor og scorede på et hovedstød. Jeg skal godt nok grave dybt i hukommelsen for at erindre et smukkere mål. Med den slags boldkunst kan fodbold altså godt rykke i sådan en fodboldignorant som mig.