Henrik S.

Uha, jeg har været på Mallorca to gange på ganske almindelig familieferie. Vi har begge gange været ned- og opad Sa Calobra (i bil), og hvis der var kommet en mand forbi og tilbudt mig en racercykel i bytte for familien, så havde jeg nok slået til

KCK Herlev løbet
Det gik ikke helt som håbet. Den korte historie lyder på en 9. plads, 2'er i feltets spurt.

Efter en fin opvarmning gjorde jeg mig klar til starten. Der blev selvfølgelig givet gas med det samme, og jeg fik placeret mig nogenlunde fornuftigt i feltet. Jeg kom endda med i et angreb der dog blev hentet igen på første omgang. Der var press på benene, og masser af angreb hele tiden. Dog ikke nogen der for alvor kunne komme fri fra feltet.

På anden omgang kom der så 5-6 mand afsted. De fik et hul, men ikke større end at vi hele tiden kunne se dem. Jeg forsøgte på et tidspunkt at køre op til dem sammen med en Hvidovre mand, men vi blev kørt ind igen. Så forsøgte jeg at få lidt rulleskift til at ske i feltet, men det døde også hurtigt hen igen.

Et par omgange senere gik jeg selv i front og rulleskiftet kom igang. Vi var vel en 8-10 mand der lå og kørte rundt, og efter en halv omgang døde den så igen. Jeg forstår ikke altid mentaliteten. Fair nok hvis du har en med oppe foran i udbruddet, men ellers må man sgu lige give en tørn med i arbejdet, få dem hentet, og så kan vi køre cykelløb igen. Det er især svenskerne der har en helt speciel mentalitet når det gælder sådan noget.

Anyhow, jeg fik placeret mig dumt et par gange, og kom til at sidde bagved en af dame rytterne, og specielt på de hurtige stykker har de bare ikke poweren til at holde hjul, og skaber dermed huller.

Da vi nærmede os 5. omgang havde vi dem virkelig tæt på, men igen var det som om der ikke var enighed om at køre dem ind. Jeg prøvede et par gange undervejs at komme afsted fra feltet med nogle andre, men blev hentet ind hver gang. Så prøvede jeg at køre lidt rulleskift, men den gik i stå hver gang. Forsøgte man så at køre væk i et angreb, blev man kørt ind. Godt nok irriterende.

Nå, men på sidste omgang var vi nogenlunde samlet. Der kørte dog 3 ryttere afsted fra feltet, og jeg havde en forventning om at der var andre der ville køre dem ind, men nej. Jeg lå lidt låst og kunne ikke rigtig komme fri. På det smalle stykke havde de et pænt hul, så det ville være tæt på umuligt at køre dem ind igen. Jeg sad fint med i feltet, og da vi kom ud på hovedvejen og dermed opløbsstrækningen sad jeg rigtig fint. Jeg lå i højre side, og da der var omkring 500 meter tilbage, slog frontmanden et slag til venstre og trak hele feltet med sig. Det gjorde at min bane blev åbnet 100% op, og jeg trykkede igennem i pedalerne. De rykkede så til højre nærmest i samme moment, så jeg måtte lige lette lidt på trådet, men da de ikke kom hele vejen over i min bane valgte jeg at køre videre igen.

Det blev en modbydelig lang spurt, og jeg kæmpede alt hvad jeg overhovedet kunne op ad den lettere bakke der var, men målstregen virkede bare uendeligt langt væk. Mine lår og lægge gjorde klar til kramper, og jeg måtte lige ned og sidde lidt mens jeg pressede videre. En rytter kom forbi mig, og jeg frygtede at resten af feltet ville følge trop. Jeg rejste mig op og bed tænderne sammen og kørte med det absolut sidste jeg havde i stængerne, og havde åbenbart tid nok til lige at kigge mig over skulderen hvor jeg kunne se at vi havde et pænt hul til feltet der var i fuld gang med deres sprint. Jeg kunne tage 2. pladsen i feltets spurt, og en 9. plads samlet.

I alt et løb på 106 km med 40,5 km/t i snit - 243 watt i snit, NP på hele 293 watt, og et max på 1278 watt.

Er jeg så tilfreds med det når nu målsætningen var en top 3 placering? Ja, det er jeg egentlig. Jeg missede det afgørende ryk da udbruddet blev startet, men følte at jeg kunne have kørt med om sejren hvis jeg havde siddet deroppe. Undervejs i løbet kunne jeg se at jeg havde poweren til at få de andre til at lide, og der var et par gange hvor jeg selv lukkede huller. Så formen er nok egentlig som den skal være, jeg fik bare ikke brugt mine kræfter på det rigtige tidspunkt.

Jeg sluttede alligevel løbet af med en 500 meter spurt der varede omkring de 30 sekunder.

Efter løbet kørte jeg i øvrigt forbi 29er shoppen i Ordrup med mit Reynolds baghjul. Det slog ret meget i går, så jeg valgte at sætte mine lavprofil hjul på cyklen i stedet for. Ham der var dernede kunne godt forstå at det slog, og spurgte mig om jeg syntes hjulet var blødt. Det kunne jeg kun sige ja til. Så viste han mig hvor lidt spænding der var i egerne! Så nu bliver det centreret på ny, og spændt op, så jeg forhåbentlig snart har et stift baghjul igen

Resten af dagen står på at æde og drikke. Der skal fyldes rigeligt på kroppen så jeg bare har en anelse at stå imod med til ABC's løb i morgen. 117 km står der på menuen, så det bliver ikke en nem omgang.

Det læste jeg også. Tramadol er vist et såkaldt opioid, det vil sige i familie med opiater og dermed opium. Bivirkning ved Tramadol skulle ganske rigtigt være kvalme og svimmelhed. Det lyder sgu' som en fest at være professionel cykelrytter :/

Godt der ikke skete dig noget
Kørte også i den gruppe i Heino Cup engang. Til et af løbene var der en af, der fortsatte lige ud i et sving og direkte ind i et pigtrådshegn

TUI Marathon Hannover
Arcus skal da ikke være alene om at løbe maraton, så jeg har været nede at prøve kræfter med TUI Marathon Hannover i dag. Det er sådan en lille fætter til de store maratonløb i Berlin og Hamburg, og det har virkelig været et positivt bekendtskab.
For at starte med begyndelsen: Det virker måske lidt overilet at kaste sig ud i et maraton, når det ikke er så lang tid siden, jeg var nede med flaget på grund af en virus. VM i Halvmaraton var jo ikke just nogen positiv oplevelse. Men det er faktisk lang tid siden, jeg bookede et startnummer til maratonløbet i Hannover, og som man siger: It seemed like a good idea at the time. Der er ikke langt til Hannover, tidspunktet var perfekt, og det er arrangement i en overskuelig skala, selv om arrangementet skulle være godt.
Siden VM synes jeg egentlig, at det er gået bedre og bedre, så ja, jeg besluttede mig for at gøre brug af mit nummer. Det viste sig så, at jeg kunne booke et hotelværelse lige ved start og mål - og jeg mener lige ved start og mål - for nærmest ingen penge. Oveni har alt andet omkring denne tur bare fungeret 100 procent perfekt:
Sidste fredag fik jeg løbet over 30 km, så jeg kunne gennemføre en lille sukkerkur op til løbet i dag. Turen herned gik glat. I går - dagen før løbet - fik jeg en god blanding af kød og en omgang pasta, garneret med rigeligt væske. Jeg har sovet perfekt sidste nat før løbet. Morgenmaden her var fuldstændig overdådig med alt, hvad et løberhjerte kan begære. Ja, selv vejret skiftede kurs, for i stedet for de lovede uvejr med torden og regnbyger, fik vi sol, let skyet og 22 graders varme. Sådan.
Jeg vidste jo godt, at formen - trods alt - ikke var helt oppe at ringe, men der er i hvert fald intet omkring forberedelserne og løbet, der kunne have været bedre.
Det var derfor med et ganske optimistisk sind, jeg gik ud af hoteldøren og direkte ud i min startboks (næsten). Starten gik præcist, og så gik det ellers derudad. Og jeg må sige, det var en fantastisk rute. Rundt i byen, ud langs Maschensee og så en stor krølle ude i nogle kolonihaver, igennem noget skov og tilbage mod byen. Dernæst løb vi - med udgangspunkt i centrum - ud i nogle 'blomsterblade' i beboelseskvarterer, gennem parker og meget andet godt. Ruten er fuldstændig flad og med god opbakning af byens borgere. Der var tilmed rigtig mange forplejningspunkter undervejs med vand, energidrik, frugt, gel mm.
Mit løb blev næsten en tro kopi af mit VM-løb. Den første halvdel gik egentlig rigtig fint, og jeg rundede de 21,1 km i en fornuftig tid. Jeg følte mig fint løbende og havde åbenbart fået tanket så godt op, at jeg måtte af ruten to gange for at tisse undervejs. Gennem tyverne gik det også nogenlunde, men så selvantændte jeg omkring de 29 km og fik det rigtig hårdt.
Et stykke oppe i tyverne havde jeg egentlig håb om at løbe mellem 3:25 og 3:27, men på de sidste 10-12 km måtte jeg virkelig tage nogle lange stop ved forplejningen, ligesom jeg var nede at gå fra tid til anden, så det endte med 3:35. MEN - for der er et men - lige nu er jeg egentlig meget tilfreds med at have gennemført. Når man hele tiden er tilbage i centrum for at komme ud på en ny del af ruten, så er det meget fristende at stå af, når man virkelig lider til sidst, så jeg tillader mig at se det som lidt af en arbejdssejr, at jeg overhovedet fik slæbt mig hjem til målstregen.
Sjovt nok minder det mig om en dengang i 2010, da jeg efter en lidt mislykket cykelsæson tog ned for at køre Rad am Ring på Nürburgring. 6 omgange à 25 km med 500 hm på hver. Da havde jeg det sgu også hårdt til sidst, men fik alligevel slidt mig igennem. Den tid blev heller ikke prangende, men det gør noget godt for moralen at gennemføre trods alt.
Her er dagens tur. Som man kan se, går det virkelig ned ad bakke til sidst

45,49 km/t
Gennemsnitshastigheden i dette års Paris-Roubaix blev den højeste nogensinde. Det kan man da godt undre sig over. Nu ved jeg ganske vist ikke, om vinden kom stik sydfra (det så ikke sådan ud på tv-billederne, hvor der nærmest så ud til at være sidevind), men hastigheden kan konkurrere med fantomtiderne fra 50'erne og 60'erne, hvor rytterne med garanti var selvlysende af doping. Hmm, ja, ja, man tænker sit. Det var i hvert fald et nærmest overmenneskeligt ryk, Terpstra satte ind til sidst, vel at mærke efter 252 stenhårde kilometer.

TUI Marathon Hannover
Arcus skal da ikke være alene om at løbe maraton, så jeg har været nede at prøve kræfter med TUI Marathon Hannover i dag. Det er sådan en lille fætter til de store maratonløb i Berlin og Hamburg, og det har virkelig været et positivt bekendtskab.
For at starte med begyndelsen: Det virker måske lidt overilet at kaste sig ud i et maraton, når det ikke er så lang tid siden, jeg var nede med flaget på grund af en virus. VM i Halvmaraton var jo ikke just nogen positiv oplevelse. Men det er faktisk lang tid siden, jeg bookede et startnummer til maratonløbet i Hannover, og som man siger: It seemed like a good idea at the time. Der er ikke langt til Hannover, tidspunktet var perfekt, og det er arrangement i en overskuelig skala, selv om arrangementet skulle være godt.
Siden VM synes jeg egentlig, at det er gået bedre og bedre, så ja, jeg besluttede mig for at gøre brug af mit nummer. Det viste sig så, at jeg kunne booke et hotelværelse lige ved start og mål - og jeg mener lige ved start og mål - for nærmest ingen penge. Oveni har alt andet omkring denne tur bare fungeret 100 procent perfekt:
Sidste fredag fik jeg løbet over 30 km, så jeg kunne gennemføre en lille sukkerkur op til løbet i dag. Turen herned gik glat. I går - dagen før løbet - fik jeg en god blanding af kød og en omgang pasta, garneret med rigeligt væske. Jeg har sovet perfekt sidste nat før løbet. Morgenmaden her var fuldstændig overdådig med alt, hvad et løberhjerte kan begære. Ja, selv vejret skiftede kurs, for i stedet for de lovede uvejr med torden og regnbyger, fik vi sol, let skyet og 22 graders varme. Sådan.
Jeg vidste jo godt, at formen - trods alt - ikke var helt oppe at ringe, men der er i hvert fald intet omkring forberedelserne og løbet, der kunne have været bedre.
Det var derfor med et ganske optimistisk sind, jeg gik ud af hoteldøren og direkte ud i min startboks (næsten). Starten gik præcist, og så gik det ellers derudad. Og jeg må sige, det var en fantastisk rute. Rundt i byen, ud langs Maschensee og så en stor krølle ude i nogle kolonihaver, igennem noget skov og tilbage mod byen. Dernæst løb vi - med udgangspunkt i centrum - ud i nogle 'blomsterblade' i beboelseskvarterer, gennem parker og meget andet godt. Ruten er fuldstændig flad og med god opbakning af byens borgere. Der var tilmed rigtig mange forplejningspunkter undervejs med vand, energidrik, frugt, gel mm.
Mit løb blev næsten en tro kopi af mit VM-løb. Den første halvdel gik egentlig rigtig fint, og jeg rundede de 21,1 km i en fornuftig tid. Jeg følte mig fint løbende og havde åbenbart fået tanket så godt op, at jeg måtte af ruten to gange for at tisse undervejs. Gennem tyverne gik det også nogenlunde, men så selvantændte jeg omkring de 29 km og fik det rigtig hårdt.
Et stykke oppe i tyverne havde jeg egentlig håb om at løbe mellem 3:25 og 3:27, men på de sidste 10-12 km måtte jeg virkelig tage nogle lange stop ved forplejningen, ligesom jeg var nede at gå fra tid til anden, så det endte med 3:35. MEN - for der er et men - lige nu er jeg egentlig meget tilfreds med at have gennemført. Når man hele tiden er tilbage i centrum for at komme ud på en ny del af ruten, så er det meget fristende at stå af, når man virkelig lider til sidst, så jeg tillader mig at se det som lidt af en arbejdssejr, at jeg overhovedet fik slæbt mig hjem til målstregen.
Sjovt nok minder det mig om en dengang i 2010, da jeg efter en lidt mislykket cykelsæson tog ned for at køre Rad am Ring på Nürburgring. 6 omgange à 25 km med 500 hm på hver. Da havde jeg det sgu også hårdt til sidst, men fik alligevel slidt mig igennem. Den tid blev heller ikke prangende, men det gør noget godt for moralen at gennemføre trods alt.
Her er dagens tur. Som man kan se, går det virkelig ned ad bakke til sidst

TUI Marathon Hannover
Arcus skal da ikke være alene om at løbe maraton, så jeg har været nede at prøve kræfter med TUI Marathon Hannover i dag. Det er sådan en lille fætter til de store maratonløb i Berlin og Hamburg, og det har virkelig været et positivt bekendtskab.
For at starte med begyndelsen: Det virker måske lidt overilet at kaste sig ud i et maraton, når det ikke er så lang tid siden, jeg var nede med flaget på grund af en virus. VM i Halvmaraton var jo ikke just nogen positiv oplevelse. Men det er faktisk lang tid siden, jeg bookede et startnummer til maratonløbet i Hannover, og som man siger: It seemed like a good idea at the time. Der er ikke langt til Hannover, tidspunktet var perfekt, og det er arrangement i en overskuelig skala, selv om arrangementet skulle være godt.
Siden VM synes jeg egentlig, at det er gået bedre og bedre, så ja, jeg besluttede mig for at gøre brug af mit nummer. Det viste sig så, at jeg kunne booke et hotelværelse lige ved start og mål - og jeg mener lige ved start og mål - for nærmest ingen penge. Oveni har alt andet omkring denne tur bare fungeret 100 procent perfekt:
Sidste fredag fik jeg løbet over 30 km, så jeg kunne gennemføre en lille sukkerkur op til løbet i dag. Turen herned gik glat. I går - dagen før løbet - fik jeg en god blanding af kød og en omgang pasta, garneret med rigeligt væske. Jeg har sovet perfekt sidste nat før løbet. Morgenmaden her var fuldstændig overdådig med alt, hvad et løberhjerte kan begære. Ja, selv vejret skiftede kurs, for i stedet for de lovede uvejr med torden og regnbyger, fik vi sol, let skyet og 22 graders varme. Sådan.
Jeg vidste jo godt, at formen - trods alt - ikke var helt oppe at ringe, men der er i hvert fald intet omkring forberedelserne og løbet, der kunne have været bedre.
Det var derfor med et ganske optimistisk sind, jeg gik ud af hoteldøren og direkte ud i min startboks (næsten). Starten gik præcist, og så gik det ellers derudad. Og jeg må sige, det var en fantastisk rute. Rundt i byen, ud langs Maschensee og så en stor krølle ude i nogle kolonihaver, igennem noget skov og tilbage mod byen. Dernæst løb vi - med udgangspunkt i centrum - ud i nogle 'blomsterblade' i beboelseskvarterer, gennem parker og meget andet godt. Ruten er fuldstændig flad og med god opbakning af byens borgere. Der var tilmed rigtig mange forplejningspunkter undervejs med vand, energidrik, frugt, gel mm.
Mit løb blev næsten en tro kopi af mit VM-løb. Den første halvdel gik egentlig rigtig fint, og jeg rundede de 21,1 km i en fornuftig tid. Jeg følte mig fint løbende og havde åbenbart fået tanket så godt op, at jeg måtte af ruten to gange for at tisse undervejs. Gennem tyverne gik det også nogenlunde, men så selvantændte jeg omkring de 29 km og fik det rigtig hårdt.
Et stykke oppe i tyverne havde jeg egentlig håb om at løbe mellem 3:25 og 3:27, men på de sidste 10-12 km måtte jeg virkelig tage nogle lange stop ved forplejningen, ligesom jeg var nede at gå fra tid til anden, så det endte med 3:35. MEN - for der er et men - lige nu er jeg egentlig meget tilfreds med at have gennemført. Når man hele tiden er tilbage i centrum for at komme ud på en ny del af ruten, så er det meget fristende at stå af, når man virkelig lider til sidst, så jeg tillader mig at se det som lidt af en arbejdssejr, at jeg overhovedet fik slæbt mig hjem til målstregen.
Sjovt nok minder det mig om en dengang i 2010, da jeg efter en lidt mislykket cykelsæson tog ned for at køre Rad am Ring på Nürburgring. 6 omgange à 25 km med 500 hm på hver. Da havde jeg det sgu også hårdt til sidst, men fik alligevel slidt mig igennem. Den tid blev heller ikke prangende, men det gør noget godt for moralen at gennemføre trods alt.
Her er dagens tur. Som man kan se, går det virkelig ned ad bakke til sidst

Lørdag:
Langturs dag.
Hjørring Maraton
42.195 @ 5.25
3t48m21s
HHR%:78.7
Privat Maraton i Hjørring. Rigtigt hyggeligt, og på en rigtig varm dag. Ruten sportede en del højde meter (950 meter ifølge Endomondo), og gjorde at det ikke var muligt at løbe den som en maffetone tur, og samtidigt komme under de 4 timer. Jeg lagde måske en smule for hård ud ift at få fedtforbrændingen ordenligt igang, men ramte ikke muren som sådan. Det faldende tempo var simpelthen et resultat af trætte ben, og lidt mere tid brugt i vand depoterne for at hydrere. Bio stilladses knirkede lidt i starten, og der skulle lige løbes lidt varme i musklerne, men god fokus på stilen, og afslappede løbestil hjalp. Mine balde muskler var dog på arbejde, og vil sikkert kunne mærkes i morgen.
- Min søster, hendes unger, min datter, og min mor var også lige forbi for at heppe en lille tur efter de 22 km, det var skønt. Alt i alt en dejlig tur på kontoret.
Edit: jeg indtog 2 gels, 4 stk druesukker, og ellers lidt frugt og vingummi under turen. Det blev til 1 kop vand ved hver depot. Indtog også 2 salt tabs
Turen findes her for nørderne.
http://connect.garmin.com/activity/487221774

Uge 16
Hold da op, det har været en påskeuge med fuldt program på familiefronten, men jeg har da også fået trænet lidt. Skal jeg summere ugen op, har det fordelt sig som følger:
2 dage - mandag og torsdag - med styrketræning i FW inklusive opvarmning på løbebånd.
2 dage - tirsdag og søndag - med mellemlange ture i ensartet tempo, ikke prangende.
1 dag - onsdag - med en 12 km tur med tempostykker i en pyramide med 1, 2, 3, 4, 5, 4, 3, 2, 1 minutter, hver gang med 2 minutters jogging indimellem. Med opvarmning de første 10 minutter, kunne tempostykkerne kun lige akkurat nås, inden turen var færdig, så jeg tror nok, at jeg kom en del længere end sidste gang, jeg løb samme program.
1 dag med en meget lang tur. Det var - meget passende - langfredag, hvor den stod på 30,12 km med 4:49 i snit. En smule hurtigere end sidste gang, jeg var over de 30 km, og fremfor alt med et langt større overskud. Okay, jeg var godt træt til sidst - det er en lang tur, men alt i alt en god tur på kun 2 slurke vand undervejs.
1 dag - lørdag - med absolut ingen træning. Dagen efter langturen tillod jeg mig at holde helt og aldeles træningsfri. Jeg var sgu' lidt øm i stængerne.
Sådan fordelte ugen sig, og det har egentlig været super, bortset fra at tiden simpelthen ikke har levnet plads til fællestræning i Herlev, hvad jeg har savnet.
Ugens lange tur findes her, for jeg luftede for en gangs skyld pulsuret. Det skulle lige lades op først, for jeg bruger det efterhånden næsten aldrig.

HFCK - Hedehusene

Som man kan se på billedet gik det ikke helt skidt i går i HFCK's løb i Hedehusene. En placering som nummer 5 efter at have ramt det rigtige udbrud kunne godt have været bedre, men som tingene spillede sig ud i går nok er meget godt. Jeg er i hvert fald tilfreds.

Da jeg vågnede mærkede jeg ikke så meget til det virusværk der havde været igennem min krop i dagene op til. Det eneste jeg var lidt bekymret for var det faktum at jeg ikke havde haft så meget appetit om lørdagen, så jeg havde ikke fået spist helt som jeg gerne ville. Starten var kl. 11.30, så jeg timede morgenmaden, og kørte fra Lyngby kl. 10.00.

Efter indskrivning fandt jeg mine 2 holdkammerater og vi kørte ud og varmede lidt op. Under et par af mine intervaller følte jeg mig ikke helt flyvende, men slog det lidt hen. Jeg havde fra starten lavet en målsætning om at køre i top 5. Umiddelbart ville det være en rute der passede mig godt, da den var pandekageflad og ville ende i en spurt på en eller anden måde. Ulempen var selvfølgelig at løbet med sine 48 km ikke var så lang, og dermed ville der være en del der ville være friske. Planen var at forsøge at køre med i så meget som muligt, og også prøve at køre flere gange i træk. Jeg har nogle gange en tendens til at lave et angreb og så vente meget lang tid på at køre igen da jeg er bange for at blive drænet. Det skulle derfor afprøves om jeg kunne holde til flere angreb/reaktioner end jeg umiddelbart ville regne med.

Starten gik egentlig fint, og jeg forsøgte mig så godt som muligt at holde mig oppe foran, men var også nede og vende et par gange. Der kom et par angreb, der ikke resulterede i det store, og jeg havde et enkelt forsøg på at køre en gruppe op. På den ene langside kørte jeg efter dem, og lå med et par og 50 og jagede dem ind igen, og hentede dem heldigvis lige inden et sving, men feltet kom umiddelbart efter.

Efter lidt tid kom der et udbrud afsted hvor en af mine holdkammerater kom med i. Så hvis jeg skulle op til ham, skulle jeg vente på at der var nogle andre der ville køre op til dem. Det var der en del der forsøgte, og op til flere gange lå jeg lige i deres hjul, og jeg kunne sætte mig op hver gang de slog ud med armen for at få mig frem. Jeg var jo i min gode ret til ikke at køre dem ind. På en af omgangene havde jeg på kort tid kørt med i 2 angreb(de afløste hinanden), og så kom det 3. fra en Roskilde mand. Han kørte som en motorcykel. Jeg var lidt stegt i stængerne, og kunne knap nok sidde på hjul i medvinden. Jeg bed det dog i mig, og så slog han også lidt ud.

Desværre holdt udbruddet ikke hele vejen. Der var sket den klassiske med at en ikke ville tage føringer, så var der nogle der var blevet sure, og nogle flere der ikke ville tage føringer, og så gik den i stå.

Umiddelbart efter kørte der en gruppe afsted. De fik et hul, og på langsiden i medvind gik jeg efter dem og måtte endnu engang ligge og køre forbandet hurtigt, men hentede dem igen lige inden svinget. Jeg sad på hjul i 30-40 sekunder og så kom der en gruppe på 4 op til os så vi var 9 i alt, og rulleskiftet gik igang. Der blev råbt lidt og motiveret lidt, og da der kun manglede 6 omgange var der god villighed til at køre med. Der var et par gode motorer i gruppen, bl.a. et par Roskilde folk og Patrick S fra Hvidovre så tempoet blev holdt højt. Vi havde fået skabt hullet, og det gode samarbejde holdt faktisk helt til sidste omgang. Det var først her folk begynde at springe føringer over for alvor, og der kom et par halvhjertede angreb.

Inden det sidste sving havde de 2 Roskilde folk placeret sig i front og fik sat et pænt tempo. Jeg lå i 6. position da vi gik ud på opløbsstrækningen. Virkelig kort tid efter åbnede de op, og jeg fik lige passeret ham der lå foran mig så jeg kom op i 5. position. Spurten var virkelig lang, og jeg kunne bare ikke komme forbi ham der lå foran mig, så jeg endte på 5. pladsen.
I alt 48 km med 41,8 km/t i snit, og 68,2 km/t i spurten!


Jeg kunne have gjort nogle ting anderledes i spurten. Jeg kunne have åbnet min egen spurt op samtidig med de andre, og håbet på at benene havde holdt til det. Jeg kunne også have læst lidt på hvilke ryttere der havde markeret sig i sidste weekend, for det var faktisk dem jeg sad med. Men alt i alt er jeg nu ganske tilfreds med 5. pladsen. Den giver 3 point, så jeg nu er oppe på 7 point. Jeg har endnu ikke været på podiet endnu, men jeg har i det mindste været i præmierækken 2 gange

Vinderen blev i øvrigt 2'er i Slagelse og vandt i Ringsted. Dyrk hans stænger! Han er vidst rykket op i B nu - heldigt for os andre

Ringsted løbet

Søndag stod den så på endnu en tur syd på, da der var løb i Ringsted. Allerede fra om morgenen følte jeg mig ikke helt oplagt til at køre, men under alle omstændigheder ville det være god træning. Under opvarmningen ville benene ikke rigtig, og der stod bare en stiv pelikan ind fra vest.

Starten gik, jeg fik placeret mig tilbage i feltet, og sad egentlig ok på i sidevinden på Holbækvej. Men da vi drejede til højre ind på en mindre vej, og fik vinden i ryggen, og lidt fra højre, så begyndte jeg at mærke straffen for at sidde for langt tilbage. Feltet knak, og der var flere der ikke kunne. Så jeg trådte igennem og kørte op til frontgruppen igen. Det kostede nogle kræfter, men sådan var det. Efter en 6-7 km, sad jeg igen for langt tilbage, og det var selvfølgelig der at feltet knak for alvor. Jeg sad på hjul af en anden, som havde en tredje foran sig. Den tredje mand åbnede pludselig et hul til bagenden af frontgruppen, og gik bare helt i stå. Ikke af taktiske årsager - han havde bare ikke flere kræfter. Ham foran mig gjorde ikke rigtig noget ved det, og jeg var låst lidt inde på ruten. Så hullet var åbnet, og da jeg kom fri prøvede jeg at køre op, uden held. Hullet var allerede for stort. Der var dog nogle i den ende jeg sad i der begyndte at køre rulleskift, og vi tog nogle ordentlige føringer undervejs. Desværre kunne vi bare se 2 grupper foran os, og de kom ikke nærmere. På et tidspunkt lå vi i sidevinden, og der var en af pigerne(vi havde samkørsel med Dame A feltet), der lå helt ude i rabatten i højre side for at skærme af i vinden. Samtidig var der en svensker der lå bag ved hende, og de andre lige så, og han gjorde ikke anløb til at gå op og afløse hende i fronten. Der endte jeg så med at råbe af mine lungers fulde kraft hvad fanden han havde gang i, at han skulle køre op på siden af hende og tage over, og det for helvede ikke kunne være så svært at køre i sidevind. Min kæreste har i øvrigt utrolig svært ved at forestille sig at jeg råber meget under cykelløb

Da vi næsten har kørt en omgang, og det er som om der bare ikke sker noget, og der er et par stykker der sidder føringerne over, vælger jeg at slå ud. Jeg gad faktisk ikke mere, og overvejede meget bare at cykle ned til bilen og køre hjem. Rent mentalt var jeg slet ikke opsat på at skulle sidde og lide i en ond vind, og jeg var træt! Jeg fandt mit eget tempo og kørte lidt for mig selv. Da jeg kørte ud på anden omgang blev jeg hentet af H40 feltet som jeg så kørte med. Hold nu kæft de kører altså som idioter alle sammen. Jeg sad på smækken, for jeg ville ikke blande mig i deres løb. De var ved at køre ind i de der refleksstolper der er i vejsiderne, kørte næsten hinanden i grøften, og bremsede på underlige tidspunkter.

Igennem et skovstykke måtte jeg dog slippe dem, da det egentlig var for hårdt bare at sidde som bagerste mand, og ikke rigtig få læ på noget tidspunkt. Det passede så med at de havde hentet en anden gruppe fra C feltet, hvor ham DCR manden fra dagen før også sad. Der var i øvrigt også en CCH rytter som havde siddet med i den gruppe jeg havde siddet med oprindeligt, samt en juniorrytter og 2 dame A ryttere. Jeg gik med i deres gruppe, og blev enig med mig selv om bare at køre løbet som træning, og sætte point ind på mandsmod kontoen.
Uden at prale, var jeg uden tvivl den stærkeste i den gruppe, og fik taget nogle gode lange føringer, og fik æren af at køre de fleste af modvindsstykkerne i front. De 2 dame ryttere kørte faktisk også ganske fint til, om end de engang imellem lige sprang en føring eller 2 over. Til gengæld var ham DCR rytteren vidst ristet, for han røg fra i tide og utide, og kæmpede sig så tilbage igen. Når han så kom tilbage sad han på hjul i lang tid, og kom så frem og førte over 2-3 km, for så at blive sat igen. Den taktik forstod jeg aldrig. Heller ikke da han på slutningen af spurgte de 2 piger om vi ikke bare skulle holde sammen den sidste omgang så vi alle kom med. Han røg af gruppen 2 km senere i sidevinden.

Ude på sidste omgang var jeg ristet. I mod/sidevinden kæmpede jeg som en idiot for bare at have lidt skub i cyklen, og fik æren af at holde den position det meste af vejen på det stykke. På et tidspunkt kom jeg dog ned på hjul, og troede ikke jeg havde andre bag mig. Jeg lavede derfor en ordentlig snotter i højre side, bare for at finde ud af at den ene damerytter sad lige der. Jeg må have ramt perfekt, for hun begyndte at hoste lidt.......Så har man da også prøvet det.

Halvvejs ude begyndte min mave af knurre, hvilket aldrig er et godt tegn. Jeg var med andre ord ved at være færdig. CCH og DCR rytterne var faldet fra, så vi var kun 4 i gruppen, og jeg vil skyde på at jeg stod for 50% af føringerne. Det var en fornøjelse hver gang vi kom i medvind, og et helvede hver gang vinden enten kom forfra eller fra siden. Mentalt ventede jeg bare på at runde de 100 km, for så ville der kun være ca. 13 km hjem. Ude på Roskildevej gik det fint, og vi fik hentet endnu en juniorrytter der var faldet fra, men han var rigtig stegt og fik krampe da han tog sin føring.

Da vi drejede ind på Benløse Møllevej skete der så noget. A feltet kom bagfra, og kom forbi. Vejen var ret smal, så jeg måtte ligge i højre side, og vinden kom fra venstre. Så dem bag mig fik ikke så meget læ. Til gengæld kom følgebilerne også, og da den sidste var kørt forbi, kørte jeg op i bagsmækken af den, og lå i læ. Her lå jeg 1 km eller sådan noget, og kunne køre lidt hurtigere. Da jeg kom op på toppen af stykket fik bilerne dog mulighed for at køre til, og så kunne jeg ikke sidde med. Jeg kiggede mig over skulderen og kunne se min gruppe ligge 150-200 meter bag mig. Nedkørslen blev kørt med ok tryk i pedalerne, og de sidste par km ind mod mål kæmpede jeg bare for at holde gang i pedalerne, og kunne køre over stregen.

Her mødte jeg så de andre, og erkendte at jeg bare havde været en idiot og ikke siddet rigtigt. Der kan man også bare se hvor meget det betyder når det gælder placering i feltet, og ikke mindst om man mentalt er klar til at køre løb, eller om man er uoplagt.

Her er lidt stats på løbet

Jeg var dog sindssygt stolt af at jeg gennemførte. Træningen var genial, og jeg tror at det betyder meget mentalt at jeg ikke gav op. Jeg endte med at blive 19'er, ud af 20 gennemførende - 18 minutter efter vinderen. MEN, ud af 42 startende. Så der var med andre ord 22 der valgte at udgå, hvor jeg holdt i. Bagefter kan jeg så bare se at havde jeg siddet rigtigt, så var det endt med point, for jeg endte alligevel med at bruge mange kræfter i den gruppe jeg sad i. Men sådan er det.

Weekenden bød på 269 km, så det er ikke underligt at jeg i dag er træt i stængerne. Heldigvis har jeg hvileuge i denne uge, og fra næste uge og 3 uger frem er der hvor jeg har planlagt mit første peak i år. Derfor håber jeg at denne hvileuge gør at min krop kommer sig, restituerer ordentligt, og gør at formen lige tager et ordentligt nyk opad!

I Trainingpeaks er der en funktion hvor man kan se sin Training Stress Balance, lidt et andet ord for hvor frisk man egentlig er. Det er den akkumulerede træthed holdt op mod den akutte træthed, der viser lidt om hvor meget man har stresset kroppen på det seneste kontra hvad man egentlig kan klare. Ligger man på 0 er man i balance, har man en negativ værdi er man træt, og en positiv burde man være i overskud. Da jeg gik ind til løbet i går var min TSB på -40, og i dag ligger den på ca. -55. Holder jeg komplet fri fra nu af til fredag, så ryger den op på lige over 0, men det gør så bare samtidig at jeg mister lidt fornemmelse i benene. Så derfor skal der bare trilleture i denne uge, fordi de ikke stresser kroppen så meget, og sikrer at min TSB kommer op, og kroppen bliver frisk. Så er jeg forhåbentlig klar til gadeløb i Hedehusene på søndag, men endnu vigtigere løbene i Sorø, Køge og Sengeløse.

Georg Berg Løbet - Slagelse


Nå, drenge og piger. Sæt jer godt tilrette, for nu kommer der røverhistorier fra den virkelige verden. Jeg garanterer ikke for at alt hvad jeg siger er rigtigt, men om ikke andet er det inspireret af virkelige hændelser
Lørdag morgen stod den på cykelløb i Slagelse. Sæsonens første rigtige licensløb på Sjælland. C klassen havde start kl. 8.15, så jeg var oppe 5.50, smed morgenmaden ind, et tur på toilettet, og så ellers afsted i bilen. Da jeg kørte fra Lyngby var vejret lækkert - solskin og ingen skyer. Da jeg ramte Herlev kunne jeg dog godt se noget af den tåge de havde snakket om, og ved Køge var det endnu tydeligere.

Jeg kom til Slagelse, fandt en parkeringsplads, pakkede cyklen ud, og kørte op for at skrive ind. Jeg begyndte derefter at varme op, og med 45 minutter til starten havde jeg god tid til rigtig at få åbnet benene op. Da klokken nærmede sig 8.00 hvor A feltet skulle starte, undrede jeg mig dog over at der ikke stod en eneste A-rytter klar ved starten. Tågen var i øvrigt ret tyk på dette tidspunkt, og jeg fandt Simon der kunne fortælle at de havde udskudt starten 15 minutter for at komme af med tågen. En lang historie kort - tågen forsvandt ikke på 15 minutter. I alt endte det med at starten blev udskudt 2 timer, og i det første stykke tid var det med 15 minutter ad gangen. Det betød at man ikke bare kunne sætte sig ned i bilen og vente, men hele tiden skulle holde sig varm fordi de kun udskød med 15 minutter ad gangen. I øvrigt var det den eneste rigtige beslutning at udskyde starten, for på et tidspunkt var sigtbarheden ikke meget mere end 25-40 meter, og da ruten var kuperet kunne den være endnu tættere i bunden af bakker o.lign.

Mit morgenmadsindtag var dog udregnet mod en start 2 timer efter indtagelse, så jeg havde ikke spist så forfærdeligt meget, for jeg ville være sikker på at jeg kunne fordøje det. Derfor måtte jeg et smut op i et telt og købe mig en muesli bar for bare at have lidt ekstra i maven når starten gik.

20 minutter inden den nye start(10.15) kørte jeg ud igen, og fik varmet en anelse op igen, selvom det slet ikke var optimalt. Ned til starten hvor jeg kunne se ryttere der stod i korte rør, og ingen skoovertræk. Selv havde jeg lange bukser på, og nogle vandafvisende skoovertræk samt et par lange handsker. Sådan er vi alle jo forskellige.

Starten gik, og der var som altid drøn på fra starten af. Jeg kom endda med i et af de første udbrud og troede i noget tid at det ville være udbruddet der holdt hjem. Vi havde et pænt hul, og var en 6-7 stykker der arbejdede godt sammen - men alligevel blev vi hentet. En FBL rytter var stærk og forsøgte hele tiden at komme væk. Jeg snakkede med ham efterfølgende og han træder lige omkring 5 W/kg! Han vejer så også kun 54 kg, men hvis jeg skulle træde de samme W/kg skulle jeg træde 390!

På et tidspunkt kører der en gruppe væk på en 7-8 mand og de får et pænt hul. Umiddelbart derefter skete der noget jeg ALDRIG rigtig har oplevet i et cykelløb før. Vi kørte kollektivt rulleskift! Vi gjorde det i 1,5 omgang eller sådan noget, og fik hentet gruppen igen. Næsten alle gav et nap med, og det var faktisk en fornøjelse at se og opleve. Der stak så et par stykker derefter, som fik hullet. FBL rytteren kørte noget tid efter og endte faktisk med at køre sig hele vejen op til de 2 i front. En DCR-rytter kørte derefter afsted og fik Cecilie Uttrup Ludwigsen med. Normalt irriterer det mig lidt at vi har damerne med i feltet nogle gange, men jeg må indrømme at hun kørte bedre end en del af fyrene i lørdags, og deltog faktisk i arbejdet. De to fik et pænt hul, men igen kom der en omgang rulleskift igang i feltet, og halvvejs ude på sidste omgang var de hentet igen. I øvrigt sammen med FBL rytteren, som ikke havde flere kræfter efter at have kørt sig op til frontgruppen, havde fået krampe, og derefter bare faldt direkte igennem feltet.

Efter vi havde hentet dem stak der en svensker afsted helt solo, han fik hullet og holdt faktisk hjem til 3. pladsen.

På den sidste omgang sad jeg med ok overskud i en relativt lille gruppe. Jeg frygtede dog at der ville blive rykket på det sidste stykke ind mod mål. De ca. 3 sidste km gik det opad af 2 omgange, med god vind, for derefter at flade ud de sidste 1,5 km. Så jeg skulle bare sidde med op over bakkerne, så ville jeg føle mig godt tilpas i spurten. Der blev rykket 2-3 gange på bakkerne, men ingen havde vidst kræfterne til at slå hullet, og hver gang kunne jeg sidde med uden problemer. På det flade stykke var der igen et par der prøvede at komme væk, men de blev hentet ind igen. Da vi drejede skarpt til venstre ind på opløbsstrækningen lå jeg i venstre side, og havde en 6-7 ryttere foran mig spredt ud på vejen - perfekt!

Jeg må som den eneste have læst spurten rigtig, for det gik en anelse opad, hvilket gjorde at man ikke kunne køre den langt ude fra. Jeg var derfor tålmodighed, og ville vente til de første åbnede op. Det skete omkring 400 meter mærket, og jeg kom let med på hjul uden at køre mig selv ud. Ved 200 meter skiltet begyndte de at visne, og så trådte jeg igennem med det jeg havde tilbage i stængerne - hvilket ikke var særlig meget. Halvvejs måtte jeg lige ned og sidde, og så op igen. Med et firkantet tråd fik jeg kæmpet mig fremad, havde ingen på siderne, og måtte stoppe med at træde ca. 5-10 meter fra stregen fordi jeg ikke havde mere. Jeg kunne dog kigge mig bagud og se at jeg havde et hul på 10 meter ned til de næste. 4. pladsen var i hus! Herefter var der selvfølgelig præmieoverrækkelse hvor jeg fik den famøse kuvert med 75,- i, og 4 point på licenskontoen. Jeg brugte også lige en 10 minutter på at rulle af. Her mødte jeg så bl.a. Sebastian Lander der var ude og trille i sit BMC udstyr.

Her er lidt stats fra løbet


I alt endte jeg på lige under 150 km på den dag inkl. opvarmning! Og lidt billeder:

Lørdags Hygge:
Soldalen Maraton42.195 km @ 5.09 min/km(3t37m10s)HHR%: 78En noget kold og blæsende dag på kontoret. Læg dertil en rute med mange højdemeter. 780 højdemeter op og tilsvarende ned (Canonball af ca 7km pr. rundte), gjorde soldalens maraton til et af de lidt mere udfordrende en af slagsen. Jeg valgte hurtigt at løbe det efter fornemmelsen, og ikke så meget efter pulsen. Jeg ramte ikke muren på noget tidspunkt og var ikke pressede på energi, men de sidste 4 kilometer kunne jeg godt mærke at jeg var lidt træt. Godt tilfreds med at have løbet mit 6 maraton, og det 4 siden nytår.

Jeg skal jo passe mine langture. :D

Congrats

1000 m test!
Perfekt start på morgenen! Svømmetræneren havde en 1000 m. test på programmet, og med min sidste horrible test var jeg topmotiveret for at svømme stærkt. Min tidligere PR hedder 17:09, men sidste test svømmede jeg på 18:0X. Det skal dog siges, jeg havde haft en hård uge op til, og løbet hårde intervaller aftenen før. Men i dag var der ikke nogen undskyldning, så igen hed målet sub 17, hvilekt vil sige 4:15 pr 250 m.
Allerede efter de første 250, er jeg for presset til at se efter tiden, så jeg svømmer på følelsen indtil omkring 500, hvor jeg kan se, jeg er 10 sek foran planen. Jeg fortsætter pace så godt som muligt, men det bliver rigtig hårdt, og jeg er nødt til at skifte vejrtrækning på hver 2. armtag. For at det ikke skal være løgn, får jeg krampe ved den sidste vending, og skal virkelig grave dybt for at fortsætte.
Men det hele betaler sig, og jeg kommer ind i 16:55 :4flex:
Ny PR med 14 sek, og helt bestemt godkendt!

Mmmmmmmm ... Snøfler ........

Det er godt nok en solid træningsweekend

Det har været en hård weekend rent træningsmæssigt. Lørdag var jeg ude med OCC på den klassiske licenstræning. Jeg havde allerede fra starten planlagt at jeg ville køre 5 timer alt i alt, så jeg rigtig ville blive kørt i bund. Vi kørte ud mod Toppevad/Søsum hvor vi skulle køre 4x 2 minutter max. Jeg blev sat sammen med Simon, og allerede i første interval kunne jeg mærke at jeg var overmatchet. 2. interval gik lidt bedre, men jeg kunne ikke holde mig oppe på siden af ham. 3. interval faldt jeg HELT igennem, og måtte slippe ham på en bakke, mens jeg blev overhalet af nogen der kom bagfra. Sidste interval sad jeg med, og havde en anelse mere overskud, men ikke rigtig mulighed for at komme af med det. Hvorfor jeg faldt igennem vender jeg lige tilbage til senere.

Herfra skulle vi så køre et sub-AT rulleskift interval fra Søsum og op til Uvelse hvor vi skulle køre på en rundstrækning. Øvelsen gik bl.a. ud på at vi skulle holde sammen hele vejen, og lade være med at bruge for mange kræfter da vi skulle bruge dem til det næste interval. Jeg blev sat i en god gruppe, men allerede efter en km's penge trak Simon ud med en siver. Vi holdt dog et fornuftigt tempo lige indtil vi ramte bakken efter Søsum mod Slagslunde. Vi har en person som ALTID fucker rulleskift op. Han er en stærk type, men han forstår ikke at man skal bakke lidt af når man rammer en bakke og holde sine watt, han hæver tempoet hver gang han skal føre, og slår sjældent ud. Jeg tror der findes et par stykker af dem i alle klubber. På bakken valgte han bare at presse lidt ekstra igennem, i steet for at køre den lidt ned så alle kunne følge med. Jeg skulle tage over efter ham, men lod ham køre, og de andre forstod hurtigt bare at fortsætte vores eget rulleskift. Vi halede ham så ind efter kort tid, og så kørte han med igen. Altså lige indtil vi ramte den næste bakke og han lavede nøjagtig samme trick. En af rytterne i gruppen kørte op på siden af ham og bad ham slappe lidt af, og forklarede ham at øvelsen jo gik ud på at få alle med. Det lod dog ikke til at bide på ham, og ham og en anden fortsatte. Jeg lod mig falde tilbage for at finde de 2 andre, men synes ikke jeg kunne finde dem. Så jeg valgte at køre lidt solo indtil gruppen bagved ville hente mig. Jeg fik hentet de 2 forreste som var holdt op med at køre(så fatter jeg slet ingenting?!), kørte forbi dem, for at de så kunne køre forbi mig 2 sekunder senere. Jeg lod mig falde tilbage til den næste gruppe, hvor vi så fik kørt helt fornuftigt hele vejen op til Uvelse.

Heroppe skulle vi så køre 2 omgange på en rundstrækning hvor der var en i gruppen der skulle angribe, og vi andre hente personen ind igen. Vi var 5 i vores gruppe, og da den første stak gav vi ham måske lidt for lang snor før vi begyndte at køre ham ind. Jeg kom i hvert fald pænt op i det røde felt flere gange, og vi mistede også en mand undervejs der ikke kunne følge tempoet. Efter en del minutter fik vi dog hentet den første. Den næste der kørte fik vi hentet i nogenlunde fornuftig tid, og så var det Simons tur til at stikke. De to andre i gruppen kan sammenlignes lidt med Cancellara. To stærke motorer der bare kan blive ved. Så da de begyndte at køre kunne jeg godt mærke at jeg selv var mærket. Er du gal det var hårdt bare at sidde på hjul!

Jeg var den sidste der skulle køre og endte vidst med at få en 2 minutter ude i vinden helt for mig selv inden jeg blev hentet. Da vi stadig manglede en halv omgang gik der lidt anarki i det, og jeg valgte at rykke på et tidspunkt, og blev hentet ind igen. Så rykkede jeg igen, og blev hentet. Så rykkede Simon kontra og blev hentet, og så kørte jeg endnu engang kontra og formåede at holde den ind til byen hvor vi skulle lave opsamling.
Herfra kørte vi faktisk bare hjemad. De andre kørte ned i klubben til sæsonskiftefrokost, og jeg fortsatte ud på Strandvejen. Her kørte jeg 15 minutter med lidt tempo kørsel og så nogle 10 sekunders sprinter hvert 3. minut. Jeg fortsatte op til Rungsted, kørte Folehaven, og så bare hjemad.
Da jeg nærmede mig Klampenborg var jeg ved at gå kold. Jeg overvejede længe at køre ind forbi Statoil og lige få et eller andet ned, men valgte bare at køre hjem. Det betød så bare at jeg plyndrede skabene da jeg kom op i lejligheden for at få noget at spise.

I alt blev det til en træningsdag med 156,5 km, lige over 5 timer og små 31 km/t i snit.


I dag var det endnu en tur med OCC på søndagsturen. Selvom det i essensen er en restitutionstur kom vi ret hurtigt rundt. Vi lavede et par afstikkere undervejs ift. vores normale rute, og det var egentlig ret lækkert lige at se nogle af de gamle jagtmarker.
Der skete ikke det helt store på turen, men der var da 2 højdepunkter. Da vi nærmede os spurten ved Fredensborg lå jeg i front, og valgte at skrue tempoet op for at give de andre et godt afsæt til spurten. Alligevel formåede jeg at komme først forbi skiltet. De andre havde vidst ikke helt fattet det, men grinede i stedet over at jeg havde sat ham som fra træningen dagen før havde kørt med hovedet under armen. Vi havde også ret tidligt på turen diskuteret det da han havde sagt at vi havde kørt godt i hans gruppe dagen før, hvorefter de andre sagde at hans gruppe ikke havde haft samme indtryk. Så forklarede jeg ham hvad det var han havde gjort galt, fordi han ikke selv havde forstået det, men han prøvede vidst bare at benægte hvilket fik de andre til at flække af grin, fordi han er berømt og berygtet for at køre på den måde som jeg beskrev. Så jeg tror egentlig de synes det var meget fair at han røg af ind mod Fredensborg.

Næste højdepunkt var Klampenborgspurten, hvor de endelig har fået sat et Klampenborg skilt op igen. Den startede lige efter Vedbæk hvor Simon kom med det første ryk på bakken, uden at kunne komme rigtig fri. Jeg havde fra starten valgt at køre den meget konservativt fordi jeg havde på fornemmelsen at de motorer vi havde med i dag ville kunne køre det meste ind. Han forsøgte igen på bakken lige efter krydset i Skodsborg, men igen uden held. Jeg forsøgte at køre kontra på den, men også her var der ikke så meget at hente. Resultatet var egentlig at vi kom samlet ind mod Klampenborg, og jeg havde trukket nitten ved at ligge i 2. position, med Simon i mit hjul. Ham der satte tempoet foran kørte meget konservativt, og kiggede sig hele tiden omkring. Da jeg åbnede op som den første fik jeg et fint antrit, og gav den lige et ekstra gear undervejs. Jeg kunne nok godt have givet den endnu en, for min kadance røg ret højt op(omkring de 115 RPM). Simon, der havde ligget i mit hjul, trak ud på siden af mig, fik en hjullængde og jeg kunne bare ikke hente det ind igen og måtte tage til takke med 2. pladsen.

Herfra var det bare op ad Klampenborgvej og hjem og vaske cyklen.

Lige over 85 km med 32,2 km/t i snit


Nå, men hvorfor faldt jeg igennem på maxintervallene om lørdagen? Der er flere muligheder. Jeg kan simpelthen bare have haft en offday af de store, eller måske været lidt for mærket at min FTP test om torsdagen som jeg ikke havde fået løsnet nok op for om fredagen. Jeg tror dog mest selv på at det er fordi jeg ikke har haft fokus på den type intervaller indtil videre. Jeg ved at de andre de sidste 2 ugers tid har haft en del af dem på programmet, og lige præcis det system er noget der hurtigt bliver trænet op. Jeg vælger dog at holde hovedet koldt og stole på at jeg først skal peake i slutningen af april, og derfor først nu begynder at indføre de kortere intervaller. Så jeg skal have noget 40/20, 30/30, 1-2 minuts intervaller på banen og også nogle 3-5 minutter VO2max intervaller. Så står jeg forhåbentlig snart meget skarp!

Flot løbet Henrik!

Tillykke med det. Det er sgu' da stærkt! Og særdeles interessant, når man tænker på træningsprogrammet.

Griseløbet halv maraton
1.35.54
Snit puls: 163 (HHR%:84.2)
Sko: vivo
Mere præcise data bliver uploadet imorgen når jeg kommer hjem til mit ANT stick.
Fin tur og ny PR på den halve distance.
Sidste år løb jeg samme rute på 1.40 så på trods af at jeg overhoved ikke har løbet tempo eller intervaller siden engang oktober er der lidt mere fart i benene. Skal have sammenligner med sidste år.
Kunne dog godt mærke at benene ikke helt har hurtigheden på de her korte distancer, men det virkede egentligt realistisk at arbejde med tempoet som maraton pace påset tidspunkt. Jeg løb efter st pulsen skulle være mellem160-165 og det lykkedes jo okay. Der bliver lige analyseret mere på det senere i ugen.
En note er at benene og energien var på toppen hurtigt efter løbet, og jeg formåede st presse lidt ekstra fart ud til sidst. Til gengæld lagde jeg en kende for ivrigt ud. Manglende Halv maraton erfaring. Samtidigt er løbet en an afslutning på en 67 km uge. Ikke meget nedtrapning

Vægtupdate:
Efter 8 uger på diæt ser tallene således ud:


Jeg er ret godt tilfreds

Sejt at du trods snottethed overhoved ikke har "keine Lust zu laufen"