Henrik S.

Hold da op. Sikke et drama. Det ville have lunet med en præmie, for ud fra beskrivelsen har du jo slidt som en hest. Men mon ikke, den venter i nogle af de kommende løb? Hold kæden stram! :-)

Nordea og Toyota løbet
I Fredags kørte jeg Nordea Toyota Løbet ved Ørbæk på Fyn, har dog ikke haft tid før nu til at logge grundet familiebesøg men her kommer altså en ”lille” beskrivelse.
Ruten var en gammel kending på 30 km som jeg har kørt to gange før. Meget kuperet og uhyre teknisk. Den skulle vi køre 3 gange. Der var også forbavsende megen vind så jeg var sikker på at det ville blive en hård omgang.
Starten gik kl 1050 og der blev kørt stærkt, det var fuld gas, måske 55-60 km/t hele første halvdel af ruten når det ikke lige gik opad og det var mega hektisk. Jeg mindes ikke at have kørt et så nervøst løb siden min junior tid. Der var en del styrt og jeg var lige ved at ryge med i et hvor en gut efter lidt positionskamp røg ud i gruset og styrtede ind på vejen, men heldigvis var det en ti meter foran mig så jeg kunne nå at reagere. Jeg selv kæmpede lidt med at holde mig fremme især fordi jeg først og fremmest forsøgte at spare så meget på kræfterne som muligt. Ved omgangens afslutning var jeg dog varm og følte mig godt kørende, det var hårdt men jeg følte overskud. Jeg havde løse ærmer på og havde fået varmen så planen var at smide dem ind til min kæreste der stod ved mål.
Så en km før mål ved lidt stilstand i feltet tog jeg dem af og lagde dem under trøjen på maven, og ved den manøvre røg jeg lidt bagud i den tunge ende af feltet. Vi passerede mål og jeg fik kastet dem fra mig samtidig med at der blev rykket i medvinden lige da vi kørte ud på anden omgang. Omkring en 300 meter efter mål stod en bil parkeret til venstre. Ikke langt ude på vejen men måske 20 cm. Nok til at man ikke kan køre langs vejkanten uden at skulle undvige. Da det udstrakte felt kørte forbi var der folk der var uopmærksomme og som lige måtte undvige bilen, og så var der en der fik klippet forhjulet, og pludselig et par pladser før mig var der styrt. Rytteren der blev klippet røg i jorden og en anden bragede ind i ham med fuld knald og lavede en kolbøtte, landede og skreg. Jeg selv nåede at blokke bremserne og undvige så jeg nærmest stod sidelæns. Bag mig var der kaos, og andre der væltede og foran var der nu kæmpe hul til feltet der upåvirket bragede af sted. Jeg var mildest talt rystet over at have siddet på første parket til et så voldsomt styrt og utroligt lykkelig for at jeg ikke var indblandet!
Jeg fortsatte, og flygtigt tænkte jeg at det var dét løb og at jeg måske bare skulle holde ind og køre tilbage så kæresten og min søster ikke skulle stå og være bekymrede for mig, de havde jo trods alt stået et par hundrede meter længere nede af vejen og set styrtet. Men så igen, nu var jeg kørt hele vejen til Fyn så jeg måtte bare kæmpe det jeg kunne og ikke give op.
Så jeg kæmpede mig tilbage igen, og nåede op inden vi drejede ind på en landevej hvor sidevinden trak feltet ud og så knak feltet igen fordi en rytter ikke kunne holde hjul i sidevinden. Det var den klassiske elastik og den knækkede tre ryttere foran mig og da den knækkede havde forankørende ikke mulighed for at køre det ind. Jeg selv var ramt af min kørsel tilbage og havde ikke overskuddet til at køre feltet ind så jeg håbede på de andre ville lukke hullet. Det skete bare ikke.
Så her sad jeg, endnu engang med hul op til feltet, og i rødt felt.
Jeg måtte ikke gå i panik, for jeg kunne simpelthen ikke køre hurtigere uden at eksplodere, så jeg måtte restituerede og lige komme til kræfter. Jeg holdt kæden stram og hentede en rytter og råbte "kom så", vi kørte rundt og efter et par km kom en gruppe på en 6-7 stykker op bagfra. Her var vi dog lidt uden moral. Løbet var jo slut for vores vedkommende og feltet var long gone, ude af syne. Vi kørte så først bare sammen, uden struktur eller noget. To ryttere nåede at tage et par føringer hver. Jeg selv skulle lige have pusten. Jeg gik så op og tog en føring og slog demonstrativt ud. Rytteren bagi fortsatte i samme dur og sådan fandt vi ind i et godt samarbejde. Vi kørte godt rundt og selvom at vi måske var ude af løbet fortsatte vi. Føringerne blev hårdere, alle kørte med rundt og sådan fortsatte vi. På en lang lige strækning kunne vi se feltet, de var faktisk ikke så langt væk. Måske et minuts penge. De måtte have kørt elevator kørsel. Det gav os et håb, og masser af moral. Måske kunne vi køre dem ind igen? Så vi gav den alt hvad vi havde og kom op til en hale af biler der lå efter feltet og i ren Tour de France stil kørte vi op til feltet igennem "karavanen" af personbiler der pludselig måtte finde sig i at være en del af vores cykelløb. I en halv omgang havde vi været ude af løbet men pludselig var vi inde i løbet igen takket være et godt samarbejde hvor alle kørte rundt og hvor vi virkelig gav den alt hvad vi havde! Helt utroligt, og et bevis på at man aldrig skal give op. Hvilket drama!
Løbets udvikling og vores kørsel havde dog kostet mig mange kræfter og jeg må indrømme at jeg virkelig hang i en tråd når der blev rykket! Jeg havde syre i benene og måtte flere gange grave dybt bare for at hænge på. Jeg kunne også mærke at en krampe lurede så jeg var godt mærket, især på bakkerne hvor jeg måtte fire. En enkelt gang måtte jeg endda slippe på en stejl bakke og lå så en 15-20 meter bagefter. Et par af de andre fra den gruppe af ryttere jeg havde kørt op til feltet med, lå også og hang. Da vi kom ud på opløbsstrækningen og kørte ud på tredje omgang blev feltet trukket ud igen og jeg hang på. Kunne godt mærke at de hektiske 60 km havde gjort indhug og min snitpuls som lå på 172 vidnede også om at det havde været et hårdt løb.
Farten gik dog lidt ned her på tredje omgang, heldigvis for det gav mig lige tid til at komme til mig selv. Men det var bare stilhed før stormen for på bakkerne blev der givet fuld gas. Endnu engang måtte jeg fire det jeg kunne og trods det lå jeg på grænsen og følte nærmest at jeg blev ved med at grave dybere og dybere bare for at komme med op over. Det var bestemt ikke holdbart, og med seks kilometer igen på den berømte regisse-bakke måtte jeg slippe. Regisse bakken er en virkelig dræber. Stejl de første par hundrede meter og så kommer der et langt falsk plateau hvor de stærke virkelig kan afgøre løbet.
Jeg måtte kaste håndklædet i ringen og rullede herefter ind mod mål. Helt og aldeles færdig. Jeg spiste de to musli-barer jeg ikke havde nået at spise og reflekterede over at det hele havde været så hektisk at jeg ikke havde fået spist dem! Da jeg kom i mål tømte jeg fluks en hel liter Mathilde. Jeg vidste ikke hvad nummer jeg var blevet, men har senere fundet ud af at jeg blev nummer 36. Sjovt nok samme resultat som i 2010! Men I år havde det bare været så anderledes. Hvor jeg sidst blev nummer 36 efter at have været blandt dem der animerede løbet og hele tiden kørte med i udbruddene, var jeg her i den anden ende af feltet.
Jeg føler at jeg har kørt løbet ”bagfra” og ikke ligget godt nok i feltet. Fysisk syntes jeg at jeg har præsteret langt bedre end hvad resultatet siger, og jeg tror ærlig talt godt at jeg kunne have kørt i top ti hvis jeg havde kørt klogere og ikke hele tiden været så udsat ved at ligge bagi. Mentalt prioriterede jeg dårligt når det galt, og hvis ikke hovedet er med så kan man altså have nok så gode ben, det bliver bare ikke bedre!
Alt i alt kom jeg igennem de 90 kilometer på 2 timer og 20 minutter. Min snitpuls endte på 170 og maxpulsen på 187. Jeg lå i alt i zone 174-189 i knap 58 minutter så hvorom alting er, må det have rykket lidt på formen!

Det lyder godt nok som nogle hyggelige kilometer :-)

Claus er en rigtig flink fyr, og han er helt sikkert til at tale med omkring en fleksibel aftale :-)

He, he …

DET var satans. Mit store idol. Havde jeg vidst det, var flybilletten købt, og jeg havde været ved ringside bare for at pumpe hans cykel og stå med en kop friskbrygget espresso efter løbet

Morten, jeg forstår ikke helt den hybrid, du efterlyser: FiveFingers med dæmpning i hælen som en Asics. Det er vel selve pointen med FiveFingers, at der ikke er nogen hæl, så man bliver "tvunget" til at løbe fremme på foden. Hvis du lander på hælen, kan du vel slet ikke bruge FiveFingers til at løbe i. Det må i hvert fald gøre naller at lande på hælen i dem
Jeg brugte selv FiverFingers for at fremtvinge landingen på forfod/mellemfod, da jeg gik over til en anden løbestil for omkring halvandet år siden. Ligesom Karsten gav det ømme lægge, men det er et fænomen, man løber fra (om jeg så må sige). Jeg har også været oppe at runde de 24 km i mine, og det kan sagtens lade sig gøre, når man har vænnet sig til dem.
Det er i øvrigt min erfaring, at det ikke er den manglende dæmpning, men den manglende hæl, der giver ømme lægge. Jeg har også sko med sål (NB Minimus Zero), og de er lige så hårde ved læggen som VFF. Er der bare en lille smule drop fra hæl til forfod i skoen, så "fanger" hælen foden det sidste stykke på vej mod underlaget, så læggen ikke bliver helt så belastet. I længden ser jeg det ikke som et problem at belaste læggen, for den bliver jo bare stærkere af det.
Sjovt nok har ingen taget fat i det helt centrale ved VFF, nemlig de fem adskilte tæer. Jeg har også nogle Vivo Barefot Evo løbesko, og de er lige så stenhårde og minimalistiske som VFF, men har bare ikke adskilte tæer. I virkeligheden er foden "mere fri" i mine Vivo end i VFF. Tæerne kan arbejde mere frit og fleksibelt uden den kunstige opdeling, man har i VFF.
Men hvad er grunden egentlig til opdelingen? Så vidt jeg ved, var VFF opringeligt en sejlersko, som man kunne stå fast på dækket med. Her var det hensigtsmæssigt med tæer, så man bedre kunne gribe fat om tovværk o.lign. Men er der egentlig nogen fysiologisk begrundelse for at bevare denne tåopdeling ved løb? Det er nok snarere gået hen og blevet en - let genkendelig - marketinggimmick for VFF.
Jeg bruger stadig mine VFF for at kalibrere løbestilen fra tid til anden. Men derudover blander jeg med andre minimalistiske løbesko som NB Minimus Zero, Inov-8 Bare-X Lite 150, Adizero Hagio, Vivo Barefoot. Jeg løber som regel i forskellige løbesko fra dag til dag for at blive ved med at udfordre løbeteknikken. Blot de er enkle og minimalistiske. En af fordelene ved let forfodsløb er - for mig - at et par nye sko ikke kræver tilvænning. Den første tur i mine Hagio's var på 18 km og gav ingen problemer.
Sammenfattende: VFF er rigtig gode til tekniktræning og til at træne overgangen til forfodsløb. De er dog ved at blive overhalet af mange af de hyperlette minimalistiske sko, der kan næsten det samme og ikke vækker helt så meget opsigt.
I øvrigt er det interessant at se, hvordan Nike fuldstændig har forpasset hele denne skorevolution. De har virkelig sovet i timen

Så kom tiderne på dagens udflugt i det nordsjællandske, og den landede på 1:36:05, hvad der vel egentlig er okay. Føltes egentlig lettere end sidste søndag og er alligevel endt lidt hurtigere. Måske jeg bare skal fortsætte med at hyggeløbe på Gefühlen og så stille og roligt nærme mig nogle bedre tider bagfra
Knæet er langt fra smadret, men jeg er lidt usikker på, om jeg skal begynde at løbe hurtigere igen. Jeg får lidt væske og noget modstand i det stadigvæk, og jeg er simpelthen usikker på, hvordan de forskellige variable påvirker det: Distance, intensitet, hyppighed, restitution, krydstræning … der er mange ting at skrue på!
Reelt ved jeg heller ikke, om det pludselig forværres, så jeg fortsætter nok bare med at løbe derudad og nyde, når det kan lykkes. Ser man lidt filosofisk på det, så er der vel egentlig også noget forfriskende over ikke at vide, om næste løbetur bliver den sidste i overskuelig fremtid. Man løber da i nuet
Som nævnt tidligere, så giver dagens tempo jo også mulighed for at se lidt nærmere på løberne omkring en. Én ting er triatleterne med de strømlinede solbriller i gråvejr. En anden ting er de mange ting, som folk slæber med. Jeg så en med væskebælte, Forerunner 305, iPhone, geler i bæltet og meget mere …
Hvor meget vejer en iPhone? 150 gram? En halvmaraton er i hvert fald 21095 meter. Hvis ens skridtlængde er omkring 130 cm, så tager man rundt regnet 16000 skridt, hvor man hver gang løfter kroppen fra jorden. Det er 16000 x 150 gram = 2400 kg, man skal løfte ekstra op fra jorden på sådan en bette tur
Hvis man smed alt isenkrammet væk, satsede på lette sko og let løbetøj, var meget allerede vundet. Jeg kan også undre mig over, at ingen løber ideallinjen. Man skal da skære hjørnerne og løbe korteste vej. Størsteparten af løbere er belæsset med isenkram og løber hele det stoooore sving …
Det er nok bare mit fokus på at løbe økonomisk, skånsomt og effektivt lige nu, der slår igennem. Eller også ligger min "opdragelse" i cykelsporten og med løb på bane stadig et eller andet sted i rygraden. Det er mig kropumuligt ikke at skære et sving, hvis muligheden er der.

He, he, ja, man ser det for sig

He, he, ja, man ser det for sig

He, he, ja, man ser det for sig

Rock'n roll
Nyeste investering er i øvrigt en foam roller med det mere mundrette danske navn: skumrulle. Jeg har på det seneste haft problemer med lidt for spændte muskler bag på låret. Og ud over at det resulterede i en inflammation af den såkaldte gåsefod (på indersiden af knæet), så er det generelt ret irriterende, når det strammer. Specielt fordi netop de muskler kan være vanskelige at få strukket tilstrækkeligt ud. Men jeg skal da love for, at denne her fætter kan massere de ømme benmuskler

Linselus?
Nej, ikke mig. Jeg synes altid, at jeg forsøger at kaste mig frem, når der står fotografer langs ruten, men enten er jeg for sent på den, eller også bliver jeg sorteret fra i redigeringen på grund af manglende fotogene kvaliteter. Så dagens indslag bliver et samlet billede af feltet.
Tiderne fra i går er i øvrigt lagt på nettet, og det endte med beskedne 1:37:41 til yours truly. MEN på mellemtiderne kan jeg se, at jeg ganske efter planen har lagt meget langsomt ud for derefter at sætte tempoet en lille smule op på hvert 5 km afsnit. Det er en god måde at rulle igennem på.
Jeg har i hvert fald usædvanlig friske ben her til morgen, og knæet føles egentlig ikke værre, end det gjorde lørdag, så deeet …

Vi kan - som bekendt - ikke være mere enige på det punkt. Jeg har lige løbet rundt i Fælledparken i dag med 5000 andre løbere, og mit bud er, at en tredjedel af dem løber med musik i ørerne, så de ikke kan høre deres eget åndedræt, andres råb eller i det hele taget noget som helst ud over Lady Gaga
Det morsomme er så, at de stort set allesammen også får en vejrtrækning som et damplokomotiv. Nej, hvor de stønner og puster. I dag vendte jeg mig flere gange om, fordi jeg troede, der var en, der simpelthen havde fået det dårligt. Så var det bare et damplokomotiv med iPod. Jeeez …

Nu hvor påsken er overstået …
… kan man vel godt tillade sig at være lidt ond?

Uge 14
Denne uge kunne træningsmæssigt næsten kun blive bedre end forrige uge, som havde det ildevarslende tal 13. Nuvel, jeg holdt jo næsten løbefri i forrige uge og forsøgte mig kun med en mikrotur om fredagen, der slet ikke fungerede med knæet. En enkelt tur på raceren blev det derfor til sidste søndag. Jeg måtte derfor gribe dybt i kassen med zentricks for at gribe uge 14 fornuftigt an.
Og et eller andet må jeg da have fanget, for min ærgrelse over skavankerne har faktisk været til at overse. I forrige uge var jeg egentlig glad for, at jeg 1) fik slået knæproblemerne lidt baglæns ved at holde en pause, så jeg ikke mærkede noget ved gang eller andre almindelige aktiviteter, og at jeg 2) heldigvis kunne cykeltræne. Det er jo stadig min "kattelem" for den fremtidige cardiotræning.
Mht. løb kunne jeg så bare gentage den gamle visdom om, at nåt man står på bunden, så kan det sådan set kun gå opad. Jeg besluttede derfor til at pille hastigheden helt ud af ligningen. Forestil dig en lidt rund, tidligere sparekasseassistent fra Nibe, der er gået på efterløn. Rigmor. Midt i tresserne. Hun er begyndt at lunte lidt med veninderne fra Ældre Sagen. Det var dét tempo, jeg søgte.
Dernæst tog jeg vores lille del af Utterslev Mose - Midtmosen - som er præcis 2,41 km rundt. Ud fra filosofien om, at jeg så til hver en tid bare kunne stoppe og gå hjem, besluttede jeg mig for kun at jogge rundt på den. Og da det mandag gik fint med at jogge to runder var jeg jo bare super glad. Det var som at få foræret noget, jeg troede var helt tabt. Skøn, skøn fornemmelse.
Det fostrede så planen om at lægge lidt på dag for dag. Med løb fra hoveddøren ned til mosen og tilbage plus to runder landede mandagen på lidt over 5 kilometer. Tirsdag tog jeg en runde mere, så det blev til 7,5 kilometer i det hele. Det føltes stadig okay i knæet, selv om det stadig ikke er fleksibelt som i min ungdoms vår. Men lidt har også ret, så jeg var tilfreds.
Onsdag ville jeg så ikke friste skæbnen, så jeg hoppede på raceren og kørte 52 kilometer i et nogenlunde tempo (og en ret stiv vind). For alle tilfældes skyld vil jeg gerne have lidt "cykelfornemmelse" i kroppen igen, og den ligger ikke så langt væk, som jeg troede. Jeg skal dog lige vænne mig til, at man i dén grad får aktiveret rygmusklerne ned over lænden ift. løb. Fy for pyffer.
Nå, torsdagen kom med en ekstra runde på den lokale løbebane rundt om Midtmosen. Nu blev det fire runder eller knap 10 kilometer i det hele. Langfredag høvlede regnen ned, så det blev til fem kolde runder eller omkring 12,4 kilometer. Lørdag satte jeg så trumf på med seks runder med en lille ekstra krølle, så totalen sagde knap 15 kilometer i følge mit løse overslag. Stadig med et nogenlunde knæ.
I dag, søndag, snuppede jeg så raceren igen og kørte små 45 kilometer. Tog et stop ved Værløse og så lidt af ABCs indledningsløb, hvor der virkelig blev gået til stålet. Det trak sgu lidt. Kan godt huske de tidligste april-løb, hvor formen skulle prøves - og pudses - af. Stadig hundekoldt, men også befriende at komme ud og køre væddeløb igen efter vinterens strabadser.
Dagens cykeltræningstur har vel ikke fyttet formen overhovedet, men har været et lille skridt mere i retning af at vænne kroppen til, at sådan kan man også træne. Som sagt kan jeg mærke, at det ikke ligger mig så fjernt at hoppe på cyklen, og det er rigtig rart. Det bliver til dels også hjulpet på vej af Schrøderen, der kører snorlige og passer mig, som var den skræddersyet. Supercykel til overkommelige penge.
Ugens fem løbeture har ikke på noget tidspunkt været over et tempo, som Rigmor og hendes veninder fra Ældre Sagen, Nibe lokalafdeling, ikke ville kunne følge med på. Jeg har simpelthen været så glad over bare at kunne jogge afsted (i stedet for slet ikke at løbe), at tempoet har været fuldstændig underordnet. Cykelturene giver samtidig et godt stræk i benene fra lårmusklerne, der bliver vækket af deres slummer, og det har jeg en fornemmelse af kan give et andet træk i knæene.
Nu valgte jeg jo for efterhånden et godt stykke tid siden at vinke farvel til gps-pulsuret, til fitnesscentret og til den nøje bogføring af kilometer og puls etc. Det var afgjort god timing, at jeg gjorde det på det tidspunkt i forhold til, at min knæ har drillet lidt igen. For jeg "føler" mig frem og har ikke oplevelsen af, at der er et trænigsprogram, jeg ikke "lever op til". Det mindsker også frustrationerne.
Nå, det endte med en lang beretning, men jeg måtte lige benytte mig af chancen i et påskeprogram, der byder på både venne- og familiebesøg samt maling af kælderrum i privaten. Ved ikke lige nu, hvordan næste uge skal gribes an, så jeg må improvisere mig frem. Det er desværre nok stadig urealistisk at løbe testløb 3 næste weekend, så jeg må finde på noget andet. Mon ikke det ender med blanding af cykling og jogging igen? Det vil jeg tro.

Uge 14
Denne uge kunne træningsmæssigt næsten kun blive bedre end forrige uge, som havde det ildevarslende tal 13. Nuvel, jeg holdt jo næsten løbefri i forrige uge og forsøgte mig kun med en mikrotur om fredagen, der slet ikke fungerede med knæet. En enkelt tur på raceren blev det derfor til sidste søndag. Jeg måtte derfor gribe dybt i kassen med zentricks for at gribe uge 14 fornuftigt an.
Og et eller andet må jeg da have fanget, for min ærgrelse over skavankerne har faktisk været til at overse. I forrige uge var jeg egentlig glad for, at jeg 1) fik slået knæproblemerne lidt baglæns ved at holde en pause, så jeg ikke mærkede noget ved gang eller andre almindelige aktiviteter, og at jeg 2) heldigvis kunne cykeltræne. Det er jo stadig min "kattelem" for den fremtidige cardiotræning.
Mht. løb kunne jeg så bare gentage den gamle visdom om, at nåt man står på bunden, så kan det sådan set kun gå opad. Jeg besluttede derfor til at pille hastigheden helt ud af ligningen. Forestil dig en lidt rund, tidligere sparekasseassistent fra Nibe, der er gået på efterløn. Rigmor. Midt i tresserne. Hun er begyndt at lunte lidt med veninderne fra Ældre Sagen. Det var dét tempo, jeg søgte.
Dernæst tog jeg vores lille del af Utterslev Mose - Midtmosen - som er præcis 2,41 km rundt. Ud fra filosofien om, at jeg så til hver en tid bare kunne stoppe og gå hjem, besluttede jeg mig for kun at jogge rundt på den. Og da det mandag gik fint med at jogge to runder var jeg jo bare super glad. Det var som at få foræret noget, jeg troede var helt tabt. Skøn, skøn fornemmelse.
Det fostrede så planen om at lægge lidt på dag for dag. Med løb fra hoveddøren ned til mosen og tilbage plus to runder landede mandagen på lidt over 5 kilometer. Tirsdag tog jeg en runde mere, så det blev til 7,5 kilometer i det hele. Det føltes stadig okay i knæet, selv om det stadig ikke er fleksibelt som i min ungdoms vår. Men lidt har også ret, så jeg var tilfreds.
Onsdag ville jeg så ikke friste skæbnen, så jeg hoppede på raceren og kørte 52 kilometer i et nogenlunde tempo (og en ret stiv vind). For alle tilfældes skyld vil jeg gerne have lidt "cykelfornemmelse" i kroppen igen, og den ligger ikke så langt væk, som jeg troede. Jeg skal dog lige vænne mig til, at man i dén grad får aktiveret rygmusklerne ned over lænden ift. løb. Fy for pyffer.
Nå, torsdagen kom med en ekstra runde på den lokale løbebane rundt om Midtmosen. Nu blev det fire runder eller knap 10 kilometer i det hele. Langfredag høvlede regnen ned, så det blev til fem kolde runder eller omkring 12,4 kilometer. Lørdag satte jeg så trumf på med seks runder med en lille ekstra krølle, så totalen sagde knap 15 kilometer i følge mit løse overslag. Stadig med et nogenlunde knæ.
I dag, søndag, snuppede jeg så raceren igen og kørte små 45 kilometer. Tog et stop ved Værløse og så lidt af ABCs indledningsløb, hvor der virkelig blev gået til stålet. Det trak sgu lidt. Kan godt huske de tidligste april-løb, hvor formen skulle prøves - og pudses - af. Stadig hundekoldt, men også befriende at komme ud og køre væddeløb igen efter vinterens strabadser.
Dagens cykeltræningstur har vel ikke fyttet formen overhovedet, men har været et lille skridt mere i retning af at vænne kroppen til, at sådan kan man også træne. Som sagt kan jeg mærke, at det ikke ligger mig så fjernt at hoppe på cyklen, og det er rigtig rart. Det bliver til dels også hjulpet på vej af Schrøderen, der kører snorlige og passer mig, som var den skræddersyet. Supercykel til overkommelige penge.
Ugens fem løbeture har ikke på noget tidspunkt været over et tempo, som Rigmor og hendes veninder fra Ældre Sagen, Nibe lokalafdeling, ikke ville kunne følge med på. Jeg har simpelthen været så glad over bare at kunne jogge afsted (i stedet for slet ikke at løbe), at tempoet har været fuldstændig underordnet. Cykelturene giver samtidig et godt stræk i benene fra lårmusklerne, der bliver vækket af deres slummer, og det har jeg en fornemmelse af kan give et andet træk i knæene.
Nu valgte jeg jo for efterhånden et godt stykke tid siden at vinke farvel til gps-pulsuret, til fitnesscentret og til den nøje bogføring af kilometer og puls etc. Det var afgjort god timing, at jeg gjorde det på det tidspunkt i forhold til, at min knæ har drillet lidt igen. For jeg "føler" mig frem og har ikke oplevelsen af, at der er et trænigsprogram, jeg ikke "lever op til". Det mindsker også frustrationerne.
Nå, det endte med en lang beretning, men jeg måtte lige benytte mig af chancen i et påskeprogram, der byder på både venne- og familiebesøg samt maling af kælderrum i privaten. Ved ikke lige nu, hvordan næste uge skal gribes an, så jeg må improvisere mig frem. Det er desværre nok stadig urealistisk at løbe testløb 3 næste weekend, så jeg må finde på noget andet. Mon ikke det ender med blanding af cykling og jogging igen? Det vil jeg tro.

He, he ...
Jeg er egentlig ikke den store fan af WulffMorgenthaler, men nogle gange rammer de altså plet

He, he ...
Jeg er egentlig ikke den store fan af WulffMorgenthaler, men nogle gange rammer de altså plet

RIP Earl Scruggs
Banjoen. Et alt for overset instrument. Og alt for ofte latterliggjort i mange sammenhænge. Nu er en sand gentleman på det stolte instrument død. Så hvorfor ikke lade banjoen komme til orde i hænderne på legendariske Earl Scruggs, som nu spiller førstebanjo i Blue Grass Boys of The Pearly Gates. Take it away
http://www.youtube.com/watch?v=drHCosJWH0Q

Det er alligevel en pæn volumen af blandede bolcher, du når igennem i løbet af en uge :4thumbup:
Den der Nordvest 100 rute, de er ude at løbe på i videoen ovenover, må næsten være denne her, ikke?
Nordvest 100

86 km i dag? Du er jo saftsuseme ikke rigtig velforvaret
RESPEKT (og i øvrigt god ide med Vlog - keep it up)

Jeg bliver helt rundforvirret af alt det, man må og ikke må nu om stunder. Så tillad mig som boardets gammelfar at gøre opmærksom på, at det ikke er noget nyt fænomen. Efter at Leif Mortensen vandt landevejs VM i Leicester, 1969, på en Saxil, og Jørgen Schmidt gjorde det samme året efter i Tjekkoslovakiet på en SCO, kunne de to mærker (i mange år efter!) markedsføre sig som verdensmestercykler

På trods af ovenstående kærlighedserklæring til min by, så holder jeg også meget af at løbe i uvejsomt terræn og helt derude, hvor kragerne forlængst er vendt. Jeg har det ikke – gentager IKKE – som fyren i denne video, jeg så for nylig. Han er tydeligvis ikke skabt til skovens og landlivets mange glæder :4nope:

Ha, haaa, spot on! Der er vist ikke ret mange af de citater her, jeg ikke selv har sagt på et eller andet tidspunkt
Ham på caféen, der lige snotter omkring 0:55, er altså priceless