Bjergtrold

Og billede fra High Camp i 5800 moh. Highly addictive. Kan Ikke sige andet og nu har jeg jo alt udstyret inkl de fine alpinstøvler. 

Ja du sælger det ret godt superløber. Får du procenter for hver af os svage sjæle, som ender med at hoppe på vognen  

13-05-2018
løb.
10,0  km.
1h01
Pulssnit: 142
Ganske udemærket. Turen blev løbet efter 16 timers faste, det kan jeg åbenbart godt. Pulsen steg ca 20 slag over de sidste 2 km, hvilket vel viser, at det er grænsen for, hvad jeg bør lave under faste.

10-05-2018
løb.
7,1  km.
42 min.
Pulssnit: 135
Pulsen snyder lidt Der var 2 - 3 småpauser,  da jeg lige skulle se på alt det grønne der spinger ud.
Jeg prøvede at arbejde med min skridtfrekvens, følte også at den var høj. Virkligheden var, at det var samme frekvens som normalt.

Du skrev:
"jeg faktisk har lyst til at rejse derned igen. Med største risiko vil jeg stadig have svært ved at nå toppen af bjerget pga min astma."
Hvorfor ikke finde en tur, hvor man går rundt om bjerget? Ved godt at det ikke er helt det samme, som at stå på en bjergtop. Men derfor kan det jo godt blive en god oplevelse.

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

Ja, Henrik - du lader historierne og de gode råd komme alt du kan
Mja.... min morgenmad er måske lidt for fesen helt generelt. Ideen bag er, at jeg er mest sulten sidst på dagen (også hvis jeg HAR spist solidt fra start), så det er for at give plads til at spise sent, så jeg ikke vågner med kæmpe hul i maven og ikke kan sove fra det. Det sker næppe i dag, da jeg just er kommet hjem fra mor, hvor min lillebror havde fyldt bordet med japanske snacks efter kærestebesøg i Tokyo.
 

Det er godt at læse. Det der program lyder intersant. Et overset formål med programer,  er jo at undgå skader.

Søndag
Ugens lange tempotur skulle være lidt længere i dag med sine 4,5 miles = 7,2 km i 10 km-tempo. Med 4:17 i snit/km lå den kun et sølle sekund efter den kortere tur sidste søndag, så det må siges at være godkendt. Det hører med i billedet, at turen bød på 2 km opvarmning før og 2 km afkøling efter tempostrækket.
Den dybere mening med det her træningsprogram er begyndt at dæmre for mig, og det er altså rigtig smart bygget op ud fra Matt Fitzgeralds principper. I de her 4 uger er onsdag, fredag og søndag hårde dage ligesom resten af forløbet, men de er mere intensive end hidtil. Og selv om de tre dage fx i denne uge byder på næsten lige mange intensive kilometer (7,2 km, 6 km, 7,2 km), så starter onsdagen med lange stræk, der kortes helt ned til 300 meter til sidst, fredagen er regulære 1000 meter-intervaller, mens søndagen er det lange tempostræk.
Det vil sige, at de tre dage 'anskuer' 5 km-distancen fra forskellige vinkler og sender et feedback til hjernen om, at det er okay at arbejde både kort og hurtigt samt over længere stræk. Man 'danser lidt rundt om' distancen og får mulighed for at arbejde med intensiteten på forskellige måder. Det er vældig fikst. Og da km-volumen for ugerne kun ligger på 65-80 km i det hele, bliver man ikke kørt ned af distancetræning.
Hvad angår kroppen, så har der ikke vist sig nogle skavanker endnu. Jeg fik jo en skade på højre akillessene, da jeg løb maraton i Hannover for to år siden, og den ligger  stadig og rumler lidt i baggrunden. Den gør akillessenen lidt strammere, og derfor kan hælområdet generelt godt øffe lidt på højre fod. Men ikke mere, end at det er under kontrol og ikke generer mig. Det gør slet ikke ondt under løb, og jeg må med tilfredshed konstatere, at knæ, hofter og alle øvrige kropsdele har det fint. Jeg havde egentlig troet, at der ville vise sig noget pga. den intensive træning, men det har der ikke gjort. Så thumbs up for det.

Ja, det er dét, konkurrencer kan. Man kommer uvilkårligt op på et helt andet niveau, hvad angår belastning. Som jeg husker årene med cykelløb, så var alle løb i april ganske enkelt frygtelige og en pinefuld oplevelse at komme igennem. Hen i maj begyndte det at gå bedre, fordi man havde brugt løbene til at komme 'rigtigt' i form, og så gik det helt anderledes stærkt i juni og juli. Man kan ikke træne sig til den belastning.
Som cykelrytter, gav det der med tidlig start som regel sig selv, for ofte havde man jo kørt 1-2 timer for at komme til løbsbyen, hvor der så var start mellem klokken 7 og 8. Så kroppen var sådan set godt i gang. I dag kan jeg ikke rigtig forstå, hvordan man kunne stå det igennem, men det var vel ungdommens overmod.
Nå, sorry, den gamle rambler ... :)

Det er ikke tit jeg er ude af komfortzonen. Endnu sjældnere ude hvor jeg ikke kan bunde. Men næsten tvunget af omstændigheder, der selv i denne log er for kringlede, måtte jeg ud i det i dag og det floppede også fælt. Irriterende men heldigvis ikke overraskende.

Jeg “blev nødt” til at hoppe ud i D-klassen i dag. Og valgte også at takke af og trille til bilen, da målstregen var passeret for anden gang. Nogle af de ting der gik galt kan jeg godt ændre, andre måske og nogle er bare noget snot.

Dåbsattesten og de gener mine forældre gav mig, kan jeg ikke gøre noget ved. Starttiden kl 8:38 heller ikke. Jeg er bare SLET ikke bygget til fysisk arbejde så tidligt - til weekendtræningerne lider jeg ud af byen og tager ingen føringer før tidligst ved 11-tiden. At jeg er ved at skide grønne grise og ikke kan sove aftenen inden, er nok også fastlagt.

De nemme ændringer: Mere end 50 gram havregryn til morgenmad og så nogle geler eller lign med på cyklen. De andre sad og åd og jeg havde intet med. Jeg synes jeg havde drukket nok men allerede på første runde måtte jeg spare på vandet. Jeg er vist som en gammel stor ineffektiv motor der ikke går langt på literen. Uden 2 liter på cyklen kan jeg glemme det og er ikke engang sikker på om det er nok til at være optimalt. Og så kunne jeg måske være der i så god tid, at jeg kunne varme bare en lille smule op - om ikke andet for at det jeg drikker ikke bare fiser lige igennem. Men nu skulle jeg have rygnumre og aktiveret chippen osv. 
De svære: Træningen. Jeg mangler max at køre ture, der er længere end en time eller 45 minutter på turbotræneren. Men om jeg gider stå tidligt op og rasle rundt alene.... ikke rigtigt. Havde jeg kunnet deltage i fællestræning oftere, tror jeg det havde gjort stor forskel. Isoleret set var jeg aldrig rigtigt presset. Rykkene efter sving og bakker var der ingen ben i - flere af de andre stod og trådte totalt firkantet og jeg badede mig op på hjul. Sidevindsstykkerne var dog noget snot. Det med at køre over dobbelt optrukne linier og i venstre vejkant hen mod bakketoppe, det ikke mig, så jeg sad og brændte tændstikker af ude på det lange sidevindstykke, hvor jeg ikke fik en skid læ nogle steder. Det er jeg bare ikke god nok til at overleve i længden. Måske et udslagsgivende waekpoint eller måske den kunne reddes ved at efterlade fornuften derhjemme - tjae?
Man dog en fiasko der er til at lave med - var jeg den første der blev sat så var jeg blevet lidt ked men der røg nogle stykker før. Havde vi kørt klokken 14 uden jeg absolut skulle ligge allerbagerst hele tiden og havde jeg mere mad og drikke, så havde det måske haft en chance. Med anderledes træning tillige, er jeg ret sikker på at det sagtens ville kunne gå. Men ikke som det er i dag
Der kommer vist et enkelt løb mere i en friweekend en gang i august - propositionerne er ikke lagt ud endnu - måske får det skud mere. Wattmæssigt overgår det i hvert fald alt hvad der hedder træning både alene og i klubben, så derfor burde man nok.
Kroppen er hærget.Jeg er stadig tørstig og nu her over 3 timer efter jeg kyllingede ud er hvilepulsen over 70 i stedet for under 50. Men stængerne er totalt upåvirkede, selv på trapperne fra vaskekælderen.

Hvor underligt at køre venstre om.... højresving er da lettere at regulere 

Ja, det kan du have ret i. Jeg ved egentlig heller ikke hvorfor. Måske det var afgørende at have den sidste, lange strækning op mod mål, som var på toppen af Søsterhøj. Det var altid prikken over i'et at slide sig op ad den sidste bakke med mål på toppen. Kan i øvrigt se, at jeg blev nummer 15 ud af 43, så det var lige uden for præmierækken, men alligevel nogenlunde godkendt som 1. års junior.
På en god dag, kunne der godt være lidt Mont Ventoux over det med Søsterhøj-senderen på 'bjergtoppen' ;)

Arhmen, du bor jo også i et smørhul, når det gælder dansk landskab og kultur. En by lige ved hånden, omgivet af det bedste løbeterræn i Danmark og i en lidt større omkreds mindst lige så godt cykelterræn. Plus strand og skov. Det er meget priviligeret.

Træning d 6.5
Yoga
90 dejlige Bikram minutter 
Nåede også at være omklædt og klar til noget Hechmann halløj men kunne bare mærke, at det gav mere mening at få købt ind til nogle gode og sunde madvaner og kroppen føltes rigeligt brugt på den intense yoga praksis. 
Nu hvor jeg har erkendt at langdistance tri og den form for mange timers daglig hård træning ikke længere er for mig, ja så har jeg besluttet i stedet at have ekstra fokus på maden. De gode fødevarer i rette mængder. Intermittent faste møder matematik kuren, som jeg faktisk var meget begejstret for sidste forår. Der vil være dage, hvor det lykkes bedre end andre men vil prøve, inkl at bruge loggen her til at dokumentere. Vil også prøve at indtage lidt mindre af den meget stærke morgen espresso. 
Har som sagt endeligt besluttet mig for at trække IM registrering tibage og af samme grund vil det også være fint bare at følge Hechmanns grundtrænings halvmarathon program. Flere af sessionerne er lige lidt kortere og intervallerne med lidt mere fut i stængerne. Vil stadig prøve at få puttet noget transport træning ind på kontoen, som fx jog til job i morgen og vil prøve at få cyklet ud til nogle veninder, der bor lidt uden for Århus i løbet af de næste uger.
Søde drømme  

Søndag
Programmet er lidt mere intensivt de her sidste 4 ud af de 16 ugers 'Brain Training', og det gav sig i dag udslag i ugens længere tempotur. Den skulle være kortere end de seneste søndages tempotur (kun 4 miles = 6,4 kilometer), til gengæld skulle den løbes lidt hurtigere, nemlig i 10 km-tempo. Begge dele lykkes ganske godt med et gennemsnitstempo på 4:16/km mod 4:25/km, da jeg for 14 dage siden løb en 11 km tempotur. Så egentlig holder jeg mig på sporet, og nu er sidste søndags 10 km heldigvis også helt ude af benene.

Fredag
Nå, ikke helt så stegte ben i dag som de seneste dage. Så selv om tempoet ikke var helt oppe at ringe, så gik det nogenlunde med dagens 5 x 1 km med 2 minutters jogging indimellem. Jeg får prøvet det nye ugeprogram af i denne uge, og så kører det på samme måde i de kommende tre uger. Søndag venter ugens sidste udfordring: en halvlang tempotur.

Se lige bort fra de 2:55 ...
Det er - desværre - en fejlmåling. Det gik ikke nær så hurtigt i dag, hvor jeg tog hul på den træning, som denne og de næste tre onsdage kommer til at byde på: 2 x 1600 meter, 2 x 1000 meter, 2 x 600 meter og 2 x 300 meter, det hele med 2 minutters jogging imellem intervallerne. Plus naturligvis lidt opvarmning og nedkøling før og efter.
Jeg ville egentlig have løbet dem på Østerbro Stadion, så jeg klædte om i FW i Århusgade for at jogge derhen. På lang afstand kunne jeg imidlertid høre på larmen, at der var et kæmpe skolestævne i gang på stadion, men så kan man heldigvis løbe over i den store del af Fælledparken, hvor turen rundt i kanten er næsten 1 mile præcis (det er også dér, der er Park Run).
Det er - næsten - lige så godt, MEN jeg må nok indrømme, at jeg både i går og i dag har haft virkelig stegte ben efter søndagens 10 km. Den korte tur mandag gik egentlig fint, men i går bød på 14 km og i dag på 13,3 km med det store intervalprogram, og det har godt krævet noget viljestyrke at slæbe sig igennem.
Når det er sagt, så blev dagens intervaller måske nok afviklet lidt langsomt og på stive ben, men pulskurverne ser nu egentlig meget disciplinerede ud lige på nær den irriterende lille 2:55-spids til sidst. Og jeg kan mærke, at det er et interessant dagsprogram, der nok skal rykke lidt, hvis jeg eller overlever det. Både fredag og søndag ser også lidt udfordrende ud ... :/

Med det regnvejr der plaskede ned mandag, syntes jeg  godt du kan noter det som "svøm med cykkel."

Tak, søde Bjergtrold!
Jeg er selv blevet inspireret af nogle af mine træningskammerater(inde )- der stillede op som "nye" til danish open sidste år - og tænkte -nå ja, hvorfor ikke prøve, nu det lige kunne passe ind i en weekend uden andre særlige aftaler..

Tak for det. Der var også super stemning i Lyngby her i formiddag, selv om vi kun var sølle 400 stk. 10 km-løbere, der blev sendt af sted som det tynde øl et kvarter efter de mange halvmaratonløbere.
Alt i alt gik det udmærket, og det blev et fint, jævnt løb, der endte på 41:42. Betingelserne var ganske enkelt perfekte med fint vejr, en god cykeltur til Lyngby som opvarmning og en cykeltur hjem som afkøling. Den sidste afdeling i Frost Cup løb jeg på 41:54, og det var en pivflad 10 km ude ved DTU. Ruten i dag viste sig at være del mere kuperet, end jeg lige havde forudset. så set i det perspektiv, var det faktisk en glimrende tid. Så meget har jeg jo heller ikke ligefrem trappet ned.
Det svarer til 2 x 5 km på hver 20:51, så når jeg rammer juni efter den næste måneds endnu mere intensive træning, så burde der - teoretisk set - ligge en 5 km på under 20 minutter at vente i juni. De kommende 4 uger tegner i hvert fald til at sætte yderligere kog på kedlerne, så vidt jeg kan se af programmet.
Af tempokurven fremgår det, at der var lidt udfordringer undervejs i form af bakker, mens pulskurven er sådan en typisk konkurrencepulskurve, der hurtigt ryger op på et niveau, der holder sig fuldstændig stabilt hele vejen med en stigning på den sidste kilometer.

God vind med i morgen  Husker stemningen som super fed dengang jeg deltog i BT 1/2 marathon deroppe. 

Fredag
Pulsmålingen stak da helt af i dag, men som det fremgår af tempokurven, så stod den fredag kun på 8 x 1 minuts-intervaller med 1 minuts jogging indimellem. Har her i formiddag hentet startnummer til 10 km-turen i morgen, så bortset fra en lille joggetur i dag, sker der intet før i morgen. Har på forhånd opgivet at køre i bil ind til Lyngby (der kommer tusinder af deltager til 1/2-maraton), så jeg hopper på cyklen derop som en slags opvarmning. Så kan jeg klæde om i den lokale FW, som ligger få hundrede meter fra starten.

Du ændrer planer så tosset du vil (psst: så er det ikke kun mig der gør sådan noget, hihi)
Det virkede også, i hvert fald som jeg vurderede det, som en temmelig voldsom acceleration i træningsmængden og intensitet. Det går an i et stykke tid men så tror jeg filmen knækker for de fleste.

Hep herfra med hvad du end finder på.
Lang tri er lidt af en mundfuld, hvis man også skal passe et arbejde.