Gregers TF

Vi satte os på røven
Jeg har sendt dig en PM. Det er vist ikke i tråd med DSBS nye ledelsesstil, at jeg skriver hvad der ligger bag, der hvor google læser med.
Jeg mødte ret sent i morges (kl. 7:01) og nåede kun slutningen af "festen". Nu sætter man ikke bare lige en masse tog i drift sådan vupti, det tager nogle timer at fylde systemet op - især når alt personale er samlet på Hovedbanegården.
Pludseligt blev jeg sendt akut i taxa til Køge til den anden side at sporarbejdet på Køgebugt-banen. Jeg fik min ene madpakke med, men strandede dernede og kom først hjem til Hovebanegården og min anden madpakke, kort før jeg oprindeligt skulle have fri.
Dermed fik jeg spist et måltid mindre end normalt inden dagens tur med cykelklubben. Heldigvis var det "kun" med motionsholdet og heldigvis at jeg tog med, for det var lige sådan en dag jeg mentalt trængte til.
Stemningen er meget mere loose (især i dag) og licensrytterne (der var så kun 2 i dag) taler også meget med os andre til motionstræningerne. Og jeg kørte med væsentligt mere overskud end til de sidste par træninger.
Nå men vi kørte lidt blandet AT. Mest som rulleskift og et enkelt som parløb hvor jeg lidt mystisk var meget ønsket som makker af Bergstein, den ene licensmand. Det kostede så ½ minuts debat med turleder før det gik igennem. Det lunede nu lidt - det skal jeg ikke løbe fra.
Dertil 2 korte spurter på 4-500 meter incl. opbygning.
Intervallerne med rulleskift var en superp fornøjelse hvor ALT spillede max, selv da vi satte fjerdemanden og kun var 3. Det kan man altså blive helt høj over
I det sidste, var jeg den eneste der kunne hænge på Bergsteins forsering til sidst. Michel, som ellers har givet mig klø de sidste par gange, blev sat og han fik også høvl i begge spurter. Sq rart lige at være lidt ovenpå. Også selvom det ikke rigtigt tæller til en motionstæning.
Bare for at illustrere den legeagtige stemning, så blev jeg nummer 2 I Københavner-spurten, kun slået med 10-20 cm af Bergstein som tydeligvis holdt legestue de sidste godt 100 meter. Sjov og ballade for ham men fedt for mig at have en hare lige for snotten.
Dejlig træningstur - på alle plan.
http://connect.garmin.com/activity/340504975

Nej, hvis du også læner dig fremover i frontsquat, så bliver det kringlet at forhindre stangen i at lave en trillebum. Men også lidt mærkeligt.
Håber at træner kan hitte på noget :-)
PP, glæd dig. Frontsquat er den fedeste øvelser der findes

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

ja, jeg kørte alene. Jeg skal køre 200 km. med cykelklubben d. 14. juli, og min form er lidt bagefter. Derfor har jeg valgt den strategi, at jeg kører så langt jeg nu orker alene med lav hastighed, for at få kørt så meget som muligt inden jeg skal forsøge mig med de 200 km. I dag regner jeg med at køre ca. 70 km. og så forhåbentlig omkring 140 km. i morgen.

Kan man bruge slips som straps?

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

har cyklet 114 km. i dag.

Kan man bruge slips som straps?

So ein ding will ich auch haben.

Spørgsmålet er om det er alle andre folk eller bare Rasmus, der ikke forstår det

Dette er en af grundene til at lige netop kropsvægtsøvelser måske kan være én idé for dig. Du er ikke stærk, men til gengæld vejer du også kun 53kg og i takt med at du tager på vil der komme en naturlig progression i din styrke. Måske kan du i starten tage 5 armstrækkere ved en kropsvægt på 53kg og i takt med at du bliver stærkere og tungere vil du måske kunne tage 10 ved en kropsvægt på 73kg. De 5 ekstra gentagelser syner ikke af meget, men når man har de 20kg ekstra kropsvægt in mente så er stigningen i styrke markant. (Tænkt eksempel)
Umiddelbart vil jeg nok vælge én øvelse for hver muskelgruppe. De fleste øvelser kan du finde på youtube eller på http://exrx.net/Exercise.html. Man skal dog være lidt påpasselig med at folk der lægger ting på nettet ikke altidh udfører øvelserne helt rigtigt. De fleste af de øvelser jeg har foreslået tidligere er dog ret simple og kræver ikke den store introduktion. Nu skrev du igen at du har problemer med nerveforstyrrelser i fødderne, hvordan påvirker det dig? Vil du kunne træne ben?
Men du kan jo eventuelt lige kigge dig lidt omkring på youtube og det andet link. Hvis der er nogle øvelser du ikke kan finde eller er i tvivl om bliver udført rigtigt kan du jo lige skrive.
Konditionstræning kan bestemt have sin berettigelse i ethvert træningsprogram. Man skal bare huske på at implementere det sådan at det arbejder hen mod det mål man har for øje. Udfra et sundhedsmæssigt perspektiv er det bestemt en god idé at få pulsen op engang imellem og hvis det virkelig er noget du nyder synes jeg at du skal blive ved med det. Du skal bare have det i baghovedet at hver gang du dyrker kredsløbstræning forbrænder du en masse kalorier og derved skal du spise endnu mere for at få en varig vægtøgning. Så hvis du i forvejen har problemer med at få nok at spise, så kan det være problematisk at supplere vægttræningen med kredsløbstræning. Alt i alt er cardio ikke fordrende for muskelvækst.
Restitution er vigtig fordi det er når du ikke træner at dine muskler vokser. Groft forsimplet sker der det at når du styrketræner så ødelægger du dine muskler og når du så restituerer så genopbygger kroppen dine muskler så de bliver stærkere i håb om at de kan klare udfordringen næste gang. Det er derfor vigtigt at holde hviledage, sove nok om natten og få nok kalorier (protein og sundt fedt). Hvis du kører på med fullbody træning synes jeg at du skal holde minimum en hviledag mellem træningerne, nogle gange 2 hvis du virkelig har givet den gas og kan mærke at du er kørt lidt ned.
Kosten er helt central i at forme en pæn fysik. Du kommer aldrig til at ligne en mand hvis ikke du spiser nok (og rigtigt), ligegyldigt hvor hårdt du styrketræner. Tag du bare lidt ekstra sovs og en stor bøf, det hjælper kun.
Jeg har selv vejet min mad til hvert måltid gennem en periode på 2 år i et forsøg på at tage på. Da jeg startede med at styrketræne troede jeg selv at jeg var en såkaldt 'hardgainer', men opdagede så at det bare er bullshit. Jeg startede med at finde mit ligevægtsindtag og opjustere mit indtag så jeg cirka fik 500kcal mere om dagen end jeg forbrændte. På den måde øgede jeg min kropsvægt med 500g om ugen. Det virkede meget godt for mig. Jeg blev meget større og meget stærkere. I en lang periode kunne jeg nærmest se fremgang fra uge til uge både på min styrke og mit spejlbillede.
Når det så er sagt skal de negative sider selvfølgelig også nævnes. For mig var de negative ting at maden hurtigt blev meget funktionel i stedet for at det blev en nydelse. Jeg kørte også mit forløb meget strikt, droppede alkohol helt og jeg droppede mere eller mindre at spise ude hos bekendte osv. fordi jeg følte at jeg mistede kontrollen. Ydermere kan det være et problem hvis man bor sammen med andre. Da jeg gjorde det lavede jeg kun mad til mig selv og der virkede det perfekt. Det skal selvfølgelig også nævnes at det tager tid væk fra andre ting der er sjovere. Når man spiser 6 gange om dagen (som jeg gjorde) og konstant skal måle, veje og regne ud så kan selv et småt måltid blive omstændigt (det bliver selvfølgelig bedre med tiden).
Set i bakspejlet ville jeg dog helt klart gøre det igen. Da jeg startede vejede jeg 75-80kg og da jeg toppede vejede jeg 115kg. Det gav mig nok i virkeligheden den følelse som du søger. Følelsen af at gå fra at være en knægt til at blive set som en mand.
Held og lykke.

DP

Yes! Og hver søndag klokken 4 om morgenen sniffer jeg fælglim, spiser tre hakkedrenge til morgenmad, kører 120 km i bil til Langtbortistan og tonser fire timer på cyklen i regnen for at lande lige uden for præmierækken i slutspurten ... Nå nej, det var for mange år siden

He, he ...

Hej MOL,
fandt denne gamle post og syntes lige at jeg ville komme med en update.
Vores skønne datter fylder nu 2 år i næste måned, og livet kunne ikke være bedre. Der var bestemt nogle ting der skulle bearbejdes igennem, men det har vi gjort sammen, og nu går vi bare og nyder at være en familie.
Min dengang kæreste (nu kone), har gennemført sit første 5 km løb, og jeg er særdeles stolt af hende. Hun tabte hurtigt graviditets kiloene og fik sin krop tilbage. Hun løber nu 3 gange om ugen og elsker det.
Jeg selv træner nu omkring 7-8 timer om ugen, og konen støtter mig hele vejen!
Moralen er vel, aldrig at give op. Om det gælder din træning eller livet generelt. Jeg er i hvert fald lykkelig for at vi havde styrken til at kæmpe os igennem de issues vi havde.
Nu er livet bare skønt!
Trip

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Jow tak. Set i bakspejlet var det faktisk en rigtig fed oplevelse.
Da jeg svuppede rundt i mudderet var det mere i stil med Gøg og Gokke.
Og apropos Gøg og Gokke: Er det egentlig ikke alt for længe siden, vi har hørt dem give et nummer:

Har kørt mit 1. motionscykelløb i dag. Det var 80 km., og jeg holdt en gennemsnitsfart på 29 km/t. Det er det hurtigste jeg nogensinde har kørt på så lang en tur, så kan kun være meget godt tilfreds.
#koffeinpiller, #slutspurt, #gemte.heldigvis.kræfter.til.de.sidste.kilometer

Jeg tror det er en regel fra DCU's side at der for hver klub skal være minimum én der bare ikke vil forstå dynamikken i et rulleskift De typer som bare fortsætter efter de egentlig er slået ud, eller hæver farten sindssygt meget når de skal frem. Jeg har efterhånden affundet mig med at lade dem køre.

Her er så et rigtigt billede af Orcaen

For 5-6 år siden sad jeg på disse sider.

Jeg vejede 132 kg. og var deprimeret over mig selv, fordi selvværdet nu engang er helt i bund i sådan en situation. Jeg var på et tidspunkt så langt nede, at jeg overvejede om tilværelsen var det hele værd. Jeg fandt trøst i at se, via Motion-Online.dk, at jeg ikke var den eneste, der havde problemer med vægten. Jeg var altså derhenne, hvor andres ulykke var den eneste trøst.

Det tog mig noget tid at få taget mig sammen til at ændre min livsstil, mest fordi jeg forbandt det med tanken om sult, ubehagelig træning og afsavn. Og alt dette mens, man måtte give afkald på en masse socialt, fordi man ikke kan drikke øl i samme omfang som andre, når man taber sig. Jeg prøvede lidt forskellige måder og "tankesystemer" (den grundlæggende approach man har inde i sit hoved). Det begyndte lige så stille at vende, da jeg fik anskaffet mig en motionscykel og gav den en times opmærksomhed på daglig basis. Min kost var dog stadig elendig. Jeg spiste ikke så meget som før, men stadig de samme dårlige ting.

På et tidspunkt havde jeg tabt mig 10 kg. på den måde, og jeg fandt tilbage til Motion-Online.dk, som jeg fulgte intenst derefter. Jeg havde på dette tidspunkt været på mental slankekur i et halvt års tid, og undrede mig over alt det jeg hørte om folk, der tabte sig meget hurtigt. Det kunne jeg slet ikke genkende. Der gik det op for mig, lidt efter lidt, at det var kosten den var gal med. Jeg fulgte siderne og fik sat mig grundigt ind i kostaspektet, og i løbet af det næste halve år røg jeg ned på 100 kg.

Oprindeligt, da jeg var på 132 kg., var 100 kg. min målsætning. Men efterhånden som jeg nærmede mig de 100, så fik jeg mod på mere. Derfor satte jeg 85 kg. som et nyt mål. Hvad jeg dog ikke havde taget højde for på dette tidspunkt var, at en slankekur (som det var på det tidspunkt) slider ekstremt meget mentalt, fordi man er i et stadie, hvor mad og motion betyder forholdsvist meget. Man er simpelthen mentalt slidt ned af det, og derfor gik det fuldstændig i stå omkring de 100 kg. Jeg fik løbende overbevist mig selv om, at folk på 100 kg. jo ikke er tykke. Min kost blev langsomt dårlig igen, som følge af alle de afsavn jeg havde lidt, men eftersom jeg talte kalorier så gik det aldrig helt galt. Der lå stadig en nagen i mit baghoved om, at jeg gerne ville tabe mig det sidste. Omkring nytår, hvor jeg var på 105 kg. (jeg havde fået en kæreste, som lavede god mad), besluttede jeg mig for, at NU skulle det være.

Jeg ændrede min kost permanent: Scrambled Eggs med skinke/bacon/kylling mindst en gang om dagen, og i udgangspunktet proteinholdig kost. Jeg skar ned på min store last franskbrød, ligesom jeg holdt mig stort set fra pizza og anden fastfood. Den eneste acceptable last har været alkohol.

I dag viste vægten så 87 kg. og jeg fandt et billede af dengang jeg var størst. Hold kæft en forskel. Næste mål er nu en syv kg. mere hen over sommeren, og det bliver intet problem, fordi kosten nu er helt på plads. Det er så stort set kun motionen, der regulerer, hvor hurtigt jeg ønsker at tabe mig. Og det i sig selv er en stor motivator.

Motion-Online har været mig en stor hjælp i hele mit forløb. At kunne læse om andres erfaringer, gode såvel som dårlige, har været givende. Jeg har fået tilegnet mig en stor viden om kost, som også kan tilskrives sidens brugere. Det vil jeg gerne sige tak for. Jeg håber, at denne historie kan være et lys i mørket for de mennesker, der sidder derud som 132 kg. eller større, og overvejer om det er det hele værd. For når sandheden skal frem, så var det en historie som denne, der i sin tid satte mig igang.

Jeg lovede mig selv, tilbage i 2007, at når jeg en dag "nåede i mål", så ville jeg lave en lignende historie. Det være hermed gjort! Nyd livet og tak!

Aha! Nu har jeg endelig fundet ud af, hvad det der Ironman går ud på

Jaaaah, endelig! Og tak - fandme lækkert, at det endelig kører. Det har godt nok også taget sin tid at blive sporet ind på rette vej - har gået ved kostvejlederen siden medio marts. Men nu har jeg fået justeret på en masse vaner, min appetit er blevet meget mere normal, jeg har lært at jeg ikke dør hvis jeg ikke spiser hele tiden. Og så hjælper det jo også, at der for tiden hverken er stress ang. job, eksamen eller stævner. Nu tror jeg på det.

Tak for dén . Der var nogle gode pointers - jeg tror især jeg kunne få glæde af at arbejde mere med at skyde hoften frem tidligere i løftet og dermed få brugt mine glutes noget mere, end jeg gør nu.
Tirsdag d. 28/5
Varm og hurtig omgang. Sved + tape = lort!
Bænk
5@50
Herfra m. 4 (nok nærmere 6) sek. pause på brystet
7x5@62,5
Nærmest uoverskueligt let. Det brændte i fingrene efter at sætte flere kg på.
Træk til bryst
10@13 plader
3x7@15 plader
Igen rigtigt godt træk fra ryggen, fremfor biceps.
Rows m. trækgreb
4x7@80
Laterals
3x10@8
Strakte arme. Jeg bliver aldrig stærkere i denne. But why?
Biceps curls
2x8@16
1x8@15
Triceps ext, kabel
3x10@40
Situps
3x20
Sidste uges stress har fået mig ud af vanen med at lave smidigheds/mobilitetstræning. Glemte det også denne gang. Det skal indføres igen fra i morgen. Basta. Glemte også tabata
Nu mad og så på job.
29/5
Sidste uge lavede jeg en ny aftale med min kostvejleder om at være i lidt oftere kontakt - dvs. opfølgning hver uge, at jeg kun vejer mig én gang i ugen og at jeg kontakter ham hver gang jeg har en krise, så jeg forhåbentlig kan nå at afværge den/begrænse skaderne. Det er gået pissegodt, jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg hoppede på vægten i morges, og den sagde 90,0 - det er laveste vægt i år. 1½ kg på 1½ uge er der røget (i forhold til vægten sidste mandag - og det var også uden carbs i kroppen). 6,0 kg to go...I'm back on track!

Du ville ikke være dig, hvis du ikke havde været for tidligt ude med at træne efter en operation.