Kermit

Som du selv er inde på er Venge en aero cykel, hvor Tarmac er deres klassiske cykel. Roubaix er så lavet som en "komfort" racer.

Tarmac er den mest alsidige af de 3, og den findes i en række varianter - Comp, Expert, Pro og S-Works. S-works er toppen af poppen hvor der er fokus på lav vægt, Pro er en anelse tungere, men til gengæld også stivere de rigtige steder. Comp og Expert kører med et helt andet carbonvæv.

Og knap så heldig overskrift til billedet

Der sker ikke og en skid...
Men har overvejet det lidt, og savner egentligt at tømme hovedet for tanker om træning, damer, arbejde og livet. Så hvorfor ikke smide lidt indlæg i loggen for at holde liv i både min egen personlige dagbog, men også for jer der gider læse lidt med på siden.
Hvad er der sket siden sidst?
En hel del må man sige, og mest af alt så er tingene stadigvæk det samme. For præcis et år siden mødte jeg en pige der tryllebandt mig, og gav mig det sug i maven som mange leder efter. Jeg fik det, og det var godt - rigtig godt. Men så kom prisen, og den endte med at koste mig en del af den person jeg er, og har opbygget igenem de sidste mange år. Jeg tog mig selv i at gå på kompromis, og samtidig isolere mig selv fra venner, familie og arbejde. Min hverdag blev en kamp imellem at være den jeg gerne ville være, og så at være den som hun gerne ville have. En svær kamp. Kampen gik op i en spids onsdagen inden IRONMAN Nice. Et endeligt opgør der gjorde at jeg ændrede min flybillet uden hendes viden til Torsdag morgen (skulle have fløjet fredag), hun pakkede alt hendes og flyttede hjem, og jeg tog til Nice med stort drama (hun havde planlagt at mødes med en fyr til "kaffe"). Jeg sad i flyveren på startbanen med hættetrøjen helt over hovedet og stor-hulkede. Et halvt år med indebrændt frustration kom ud. I Nice var der to dage til at samle tankerne, og lysten til at køre. Jeg var tæt på at trække DNS kortet (Did Not Start), men min gode ven dernede sagde til mig "You'll have the race of your life". Og han fik desværre ikke ret i det jeg havde håbet, men til gengæld fik han ret i at det race rensede min krop og sjæl for alt hvad der var ophobet. I løbet af de 11.30 time fik jeg alt ud som havde med hende at gøre, og samtidig kunne jeg begynde at smile igen.
Tilbage i DK begyndte jeg at samle mig selv op igen, og solen skinnede fra en skyfri himmel de fleste dage. Men pludselig kom tilbagefaldet som jeg havde prøvet at beskytte mig imod. Som en narkoman der står foran en buffet af stoffer, blev det ikke svært at tage det jeg gerne ville have, men med for stor en pris. En pris der denne gang dog var til forhandling, men som nu er endt samme sted som sidst. Ikke helt dog, men med frustration, og skuffelse. Mest over at skulle bruge tid på igen at finde ud af at det ikke ville gå.
Her sidder jeg så en Mandag aften, og kan se tilbage på et år som jeg ikke ville have været foruden, men samtidig som jeg tænker kunne have formet sig på så mange andre måder. Virkelig mange andre måder. Et år ældre, et år klogere.
Idag er første dag i resten af dit liv. Jeg fik resultat af et EKG der blev taget i fredags. Lettere forstørret hjerte, men heldigvis fredeligt. Især efter at have snakket med en gammel kammerat der nu arbejder på Gentofte Kardiologisk. Skal forbi imorgen og have taget en ultralyd/2D scan af hjertet.
Træning idag:
2000M Concept 2 - 7min40sek
Frivend
5x50kg, 3x70kg, 3x70kg, 3x75kg
Squat
5x50kg, 5x80kg, 5x80kg, 5x80kg, 3x100kg, 3x100kg, 2x105kg
Military Pres
5x50kg, 5x50kg, 5x50kg
Dødløft
5x80kg, 3x100kg, 3x120kg, 3x120kg, 3x120kg
Pull-Ups
3x5xBw
KB Swings
10x24kg, 10x32kg, 10x32kg
Bænkpres
8x40kg, 5x80kg, 6x80kg, 6x80kg
//Done

Læs hvad jeg skriver?

Lyder godt. Fysser er gode til sparring, når det gælder bevægeapparatet. Og så er det en forbløffende billig fornøjelse, når bare man får en henvisning.

Det er noget værre noget, men mit knæ bliver ved med at gøre ondt. Det er egentlig lidt underligt, for det første stykke tid er der intet at mærke, men så kommer det pludselig og gør pænt naller. Det er ikke så meget at jeg ikke kan træde, men det er bare virkelig ubehageligt, og det gør lidt ondt når jeg strækker benet helt ud. Det underlige er at hvis jeg kører fuld gas, så mærker jeg ikke noget til det. Jeg tror dog at jeg ved hvorfor mit knæ er begyndt at værke, og det hænger nok sammen med at da vi var på ferie valgte jeg at løbe nogle korte ture(15-20 minutter) inden vores morgenmad. Alt andet lige er det en helt anden type belastning, og det har nok ikke været super godt for knæet.

Dilemmaet er selvfølgelig at knæet nok skal have ro, men jeg samtidig ikke har lyst til at skære ned på træningen lige nu. Så derfor behandler jeg det lidt med noget voltaren, lidt iprener(når jeg husker det), og så alt godt mod inflammation - fiskeolie, hørfrøolie, vitaminer/mineraler etc.
Træningen kører ellers på med en god mængde, specielt årstiden taget i betragtning. I denne uge kommer jeg nok op i nærheden af de 14,5 time, hvilket kan virke af meget når der er 6 måneder til næste løb. Men tanken er egentlig fin nok, for det gælder om at putte i bogen allerede nu, for før eller siden rammer vintervejret og mørket for alvor, og så bliver det svært at banke 3 timers ture af i hverdagene. Jeg har dog bestilt en cykellygte på 1200 lm som burde være nok til at lyse det meste af Dyrehaven op hvis der skulle være behov for det. Heldigvis er det ikke fordi der er så meget intensitet i min træning i øjeblikket. I denne uge har jeg f.eks. i hverdagene kun endurance ture og et par enkelte intervaller hvor jeg skal køre med en kadance på 105-130 RPM. Det er ikke noget der trætter stængerne alt for meget, men er med til at gøre træningen overkommelig alligevel.
Tirsdag var jeg ude med Ordrup, og kom tidligt afsted så jeg kunne køre lidt inden træningen. Jeg nåede at banke 3x 5 minutter kadance intervaller af inden selve træningen, og så fik jeg lige ført de sidste to af undervejs. Den officielle træning var kun fra 17-19, og jeg skulle køre 3 timer ifølge programmet, så det var ganske fornuftigt at komme afsted lidt tidligere. Jeg fik også en snak undervejs med ham der står for vores træning om tirsdagen, og han var alligevel noget imponeret over at jeg kunne holde gejsten oppe omkring træningen. Det er jo meget normalt for mange at de tager et par uger væk fra cyklen her efter sæsonen, og så reelt set først kommer igang igen i midten af november, hvis de da overhovedet kommer igang igen. Jeg forklarede ham at jeg generelt har en god motivator i mig selv, og at det selvfølgelig altid hjalp at jeg nu har en træner der laver nogle programmer, så hvis jeg skipper en træning så er det ikke kun mig selv jeg er ansvarlig for. Han laver jo trods alt programmerne ud fra de ønsker jeg har, og følger jeg ikke det, så er der jo ingen grund til at jeg kaster penge efter ham hver måned. Dog skal det siges at jeg selv tilpasser programmerne en anelse, for i går skulle jeg egentlig have kørt 2 timer, men havde kun tid/overskud til 1,5 time. Den blev så også kørt på hjemmetræneren fordi vejret udenfor ikke ligefrem var til udendørstræning.
Det kan dog også være farligt at blive "slave" af et træningsprogram, for ender jeg med at gå død i det på et tidspunkt? Det er selvfølgelig noget jeg har gået og tænkt lidt over, fordi der er mange der mellem linjerne har givet udtryk for det. Mit eneste svar er at tiden må vise det. Hvis jeg vil op i A, hvilket er målsætningen for 2015, så ved jeg at jeg skal presses derud hvor jeg aldrig før har været, og det kommer til at kræve en masse af mig. Som jeg har været inde på før, så er jeg ikke noget kæmpe talent, og derfor må jeg virkelig sørge for at formen til at kunne køre med i toppen af B klassen, for at have overskuddet til overhovedet at være med i A. Men det betyder at mit niveau skal hæves, og det kræver hårdt arbejde. Det gør at jeg nok på et tidspunkt når dertil hvor cyklingen hænger mig langt ud af halsen, men der er også den mulighed at jeg når til et punkt hvor mere vil have mere, og jeg bliver motiveret af at træne en anelse mere end de andre omkring mig. Jeg ved det fra i år hvor jeg har kunne mærke det boost det har givet min moral når jeg har kunne se at jeg har trænet 1,5-2 timer mere på nogle træningspas end andre, eller når snakken falder på hjemmetrænere hvor mange slet ikke kan motivere sig selv til at køre på den, hvor jeg kan.
Under alle omstændigheder bliver det sjovt at se hvad der kommer til at ske. Heldigvis er mit nye arbejde støttende omkring projektet. De ser selvfølgelig helst at jeg arbejder så meget som muligt, men de giver mig også plads til at få trænet det jeg skal, og det er sgu egentlig fedt at opleve at de har respekt for mit ønske om at kravle op blandt eliten indenfor cykelsporten, for det er jo egentlig det der er ved at ske hvis man ryger i A. Jeg har ingen ambitioner om at skulle leve af at cykle, eller køre for kontinental hold eller noget, men A klassen er eliten i DK. Jeg kommer nok aldrig til at vinde et løb i den danske A klasse, men bare det at vide at man har, eller har haft, niveauet til at køre med de bedste i DK er nok.

Planen var at vågne langsomt, køre lidt sweet spot på G&G og så tage på arbejde 15:30 og sidde rådighed, altså dække sygemeldinger, folk der kommer for sent osv.
I morges ringede arbejdstelefonen - om jeg kunne komme ind og køre 1½ omgang linie C klokken 11, ellers måtte de aflyse? Så vigtige var mine hygge-&træningsplaner heller ikke. Og så slap jeg også for først at have fri 0:30 hvilket passer mig fint, da jeg mødte ved 6-tiden i forgårs morges. Selv for mig er det liiiige lidt for meget hopperi i døgnets timer.
Da jeg havde kørt mine tog, passede resten sig selv og jeg kunne sidde i en blød stol i pausestuen og hyggesnakke (og småslumre lidt, også ) i 5½ time. Jeg var ikke ligefrem skide energisk da jeg kom hjem men en liter vand, et bad, en liter vand mere og så mine 2 x 20 min i sweet spot som planlagt. Udover de sidste 5 minutter var det pæn puls men adstadig vejrtrækning.

Forkølelse en smule i aftagende - ja tak.

Cykling er i øvrigt en irriterende sport når det gælder penge. De fleste ved at det koster mange penge at købe en cykel, og i mange tilfælde kan man ende med at betale det samme for en cykel som for en brugt bil. Normalt generer det mig ikke når det gælder nye dele, men når det er sliddele så bliver jeg sgu nærig. Vinterraceren er ved at blive klargjort, for før jeg ved af det bliver det dikteret til klubtræning at vi skal køre med skærme. Cyklen er som sådan som den skal være, men efter 2 sæsoner på det samme sæt dæk trænger de Continental 4Seasons virkelig til en udskiftning. Pris: ca. 670,-

Mine Speedplay klamper er også ved at være helt færdige: Pris ca. 340,-

Bare de to poster sniger sig op på over 1000,- og så har jeg endda shoppet lidt rundt for at finde et sted hvor priserne var lavere end herhjemme. Men ok, når man begynder at regne lidt på det, så er det jo nok ikke så slemt. Hvis vi bare siger at der er 16 uger hvor det er vintercyklen der bliver kørt på, og i øvrigt hovedsagligt kun i weekenderne, så snakker vi ca. 64 ture a ca. 90 km i snit, så har de dæk kørt 5760 km eller ca. 12 øre pr. kørt km.
Klamperne tør jeg slet ikke tænke på, for de har måske holdt 15000 km.

Licensæsonen 2014

Hvilken sæson det har været i år rent licensmæssigt. De 16 point det krævede at komme op i B klassen blev kørt ind inden sommerferien, og mit niveau har umiddelbart været højere end nogensinde før. Der er stadig plads til forbedringer, men det skal nok komme.
ABC - Åbningsløb - 6. april
Egentlig ikke et rigtig licensløb, men derimod et åbningsløb der bliver kørt weekenden inden den sjællandske sæson går igang. Der skulle fart i stængerne, og løbet blev brugt som træning. Jeg hang derfor på som bagerste mand hele vejen rundt, og når de andre blev sat måtte jeg forbi og bruge flere kræfter på at lukke huller. Jeg kom med feltet hjem, og havde egentlig gode fornemmelser efterfølgende.

Slagelse - 12. april
Op kl. 5.30, køre til Slagelse, vente i 2 timer på starten pga. tåge. Et løb hvor der virkelig blev gået til stålet, hvor der blev rykket igen og igen på en kuperet rute. Jeg kom med et decimeret felt hjem, og kørte spurten 100% perfekt så jeg kunne tage 4. pladsen og 4 point. Første løb, og de første point på kontoen. I øvrigt blev løbet kørt med lange handsker, lange bukser og skoovertræk fra min side af.

Ringsted - 13. april
Det blæst en halv pelikan, og løbet i Ringsted er blandt de mest åbne ruter. Mine gode ben fra dagen forinden var forduftet, og jeg blev sat på første omgang. Jeg lå som sædvanlig for langt tilbage i feltet, og den knak i sidevinden, og selv efter nogle forsøg på at lukke hullet var de forreste kørt. Den gruppe jeg selv kørte i fungerede slet ikke, og i ren frustration valgte jeg at slå ud, og var tæt på at hoppe i bilen og køre hjem. Men et eller andet fik mig til at fortsætte. Jeg fandt en ny gruppe længere tilbage,og endte med at køre med dem. På det sidste stykke ind mod mål blev vi overhalet af A klassen, og jeg kom på mystisk vis med i deres slipstrøm, og kunne vinke farvel til dem jeg havde kørt med.
HFCK - 20. april
Efter nogle dage med influenza i kroppen skulle der køres gadeløb i Hedehusene. Et gadeløb hvor jeg på mystisk vis endte med at komme med i udbruddet der holdt hjem. Dog kunne jeg ikke stille noget op i spurten der blev kørt meget langt udefra, men en 5. plads kunne jeg dog klare.


Køge og Sorø - 27. april og 4. maj
Begge løb endte som skuffelser. Køge løbet havde jeg egentlig set frem til, for det er en fed rute der passer mig godt. Da jeg kom til Køge fandt jeg dog ud af at min trøje med nummer lå hjemme på sofaen, og jeg kunne umuligt nå at hente den. Så det løb blev aldrig kørt. Sorø løbet blev aflyst på 2. omgang da det var her Mads Herschend blev braget ned af en bil.
Herlev - 10. maj
Et af mine favoritløb ude i Sengeløse. Det gik ikke helt som jeg havde håbet, da et udbrud kom afsted relativt tidligt, og holdt hele vejen hjem. Derfor skulle jeg så sprinte med hvad jeg nu engang kunne. En 9. plads blev det til da jeg blev 2'er i feltets spurt.
ABC - 11. maj
Normalt er deres løb ude på Tyren, men i år var det rykket til Strø. Motivationen var der slet ikke, og jeg stod af efter en omgang.

Nyborg - 17. maj
Efter lidt selvransalgelse havde jeg fundet ud af at mit største problem i løbene ikke var mangel på styrke, men derimod at jeg havde en tendens til at ryge igennem feltet og ligge bagerst ret lang tid af gangen. I korte træk betyder det som oftest at man går glip af det når udbruddet kører, og derudover bruger man alt for mange kræfter på at hænge på fordi elastikker virkelig kommer i spil. Derfor var målet med Nyborg løbet såadn set bare at holde mig så langt oppe foran som muligt. En super fed rute, som måske var lige en anelse for kuperet til min stil, men hvor jeg alligevel kørte godt. Det på trods af at jeg mistede min dunk med energi på første omgang da flaskeholderen knak. Der kom desværre en større gruppe afsted på sidste omgang som holdt hjem. Desværre fordi jeg vandt spurten i feltet i overlegen stil.


Frederiksberg - 21. juni
Et løb jeg egentlig ikke brød mig om, og så skulle vi i C klassen køre sammen med JUN som gav et relativt stort felt. Der kom et udbrud afsted, jeg sad fint med i feltet, og endte med at køre en ok spurt om sekundære placeringer.

Ordrup - 29. juni
Forårets sidste licensløb, hvor jeg egentlig ikke havde tænkt mig at stille op. At jeg gjorde det alligevel var vidst kun en god ting, for sjældent har jeg kørt så offensivt. Jeg var næsten med i alt der rørte sig af udbrud, og på et tidspunkt ramte jeg rigtig, og kom afsted med 2 andre. Desværre lavede jeg en lille taktisk brøler og måtte nøjes med 2. pladsen. Jeg lod simpelthen en af dem køre afsted, og håbede på at den anden ville køre ham ind. Han var bare så ristet at han ikke kunne. Jeg havde så meget overskud i spurten mod de to, at jeg burde have brugt de kræfter på at køre ham ind med det samme, og så alligevel snuppe dem begge i spurten. Det gav mig i øvrigt point nok til at kunne rykke op i B klassen.

Politiets - 16. august
Debut i B klassen, og der blev kørt stærkt fra starten af. Selvom jeg havde trænet hårdt henover sommeren, så var det stadig lidt af en oplevelse at komme til at køre i B klassen. Der blev virkelig kørt stærkt, og jeg måtte hænge i med det yderste af neglene. Jeg kom hjem med feltet, men fik kramper i begge ben i spurten og kunne intet stille op.


Hvidovre - 24. august
Criterium er ikke min force, og specielt ikke da vi skulle starte 100 mand da A, B og JUN havde samlet start. Allerede fra første færd lå jeg skidt til, tempoet var højt, og jeg blev sat. Jeg holdt dog hvad jeg kunne og endte med at køre hele løbet igennem, selvom jeg blev hentet.

CK Kronborg - 30. august
Et fedt løb, hvor tingene egentlig gik ganske fint. Desværre var vejret ikke helt på vores side, og regnvejret gjorde at vejene blev spejlglatte. Jeg måtte holde lidt igen, og det kostede mange kræfter når jeg så skulle lukke hullerne efter svingene. Jeg fik dog alligevel kørt en lille spurt, og kom igennem.

Roskilde - 31. august
Puha, endnu et criterium, og de våde og glatte veje fra dagen før sad tungt i mig. Blev sat efter en halv omgang i det første tekniske stykke, og endte med at stå af da mit højre skiftegreb lavede lidt vrøvl.

Næstved - 13. september
Blev kørt som endnu et criterium, og jeg havde faktisk ok gode ben. Kom hjem med feltet efter at have kørt offensivt undervejs, og fik kørt en ok spurt, og kunne notere mine første point i B klassen.

Jeg bruger selv en Elite SuperCrono powerfluid i lejligheden. Den larmer betydeligt mindre end min gamle Tacx Bushido. Ellers har Gregers lige købt en anden en som skulle være ret lydløs også

Hej Kermit,
Jeg kører selv på Vredestein Fortezza Senso. Kører jo en del - om end ikke så meget som dig - men kører til, både i tørt og vådt. Har kørt med dem siden La Marmotte og har kun oplevet en enkelt punktering, hvilket var skabt af en ordentlig omgang flint, som ikke engang et indlæg ville kunne gøre noget ved.
Jeg kan i høj grad anbefale dækket.

Og nå ja, så har jeg lige købt sådan en her

Jeg har endnu ikke set den IRL, men farven skulle være endnu vildere!! Skulle der være nogen der var i tvivl om hvad det er for en, så er det en Parlee TT fra 2012 der aldrig nogensinde er blevet bygget op. Og finishen hedder Fluro Orange.

Run for it.

De bjerge, de bjerge ...
Pokkers også. Nu satser jeg jo - endnu engang - hele butikken på at komme ned at løbe Jungfrau Marathon her i september. Min tanke er, at hvis jeg endelig får løbet det, så kan bjergene pakkes væk et stykke tid.
Og så opdager jeg lige, at de i samme region har noget, der hedder Inferno Halbmarathon, som lige er afviklet. Det starter i Lauterbrunnen og går lige op i himlen helt op til Schilthorn! Det er over 2000 højdemeter. På et halvmaraton.
Jeg kender mig selv godt nok til, at drømmen om at løbe det en dag nok skal dukke op, hvis jeg overlever Jungfrau. Damn! Og så slutter det på Schilthorn med Piz Gloria, hvor selveste Ernst Stavro Blofeld havde sit hovedkvarter i Bond-filmen On Her Majesty's Secret Service. Hvor cool er det lige?!!

Hvidovre CK 60 års jubilæums løb


Fantomdragten var fundet frem, og turen gik mod Hvidovre. De første udfordringer havde jeg allerede inden jeg skulle afsted, for da jeg tog fantomdragten på gik den ene sikkerhedsnål op. Så jeg skulle lige slås lidt med det inden jeg kunne komme afsted. Turen til Hvidovre er ikke en jeg ligefrem er bekendt med, så jeg endte med at køre ind igennem byen for at ramme Roskildevej, og så trille til Hvidovre derfra. Det fungerede faktisk også ganske udemærket.

Da jeg nåede frem fik jeg sagt hej til et par stykker, og kunne høre at det havde været en rigtig god dag for Ordrup i H klasserne. Sejr i H40 og H60, samt en 5. plads i H50. Derudover hørte jeg at Patrick fra HCK havde kørt en 2. plads hjem i C klassen. Så var det ligesom på plads.

Jeg fik kørt lidt opvarmning, hørt lidt om ruten, og nåede da også at køre 2 omgange på den inden vi gik igang. Faktisk en rigtig fed rute, men med nogle lidt lumske sving. Sving nummer 2 var nok det jeg havde det sværest med, for 10-15 meter før selve svinget var der et vejbump, derudover var der en lille kant på svinget og et kloakdæksel. Ellers var svingene faktisk ganske ok, og da ruten var spærret helt af for andet trafik kunne man køre optimalt igennem alle sving.

Ved starten kom jeg lidt for sent og stod for langt tilbage, og jeg havde allerede der besluttet mig for at løbet bare skulle bruges som træning. I virkeligheden stod dette løb også som et C løb for mig, altså lavest prioriteret. Allerede i første sving var der fart på. 90 ryttere, og lidt til endda, igennem et skarpt 90 graders sving skulle næsten gå galt. Der var heldigvis ingen der styrtede, men feltet var strukket meget ud, lyden af hylende kulfiberfælge dominerende, og der var flere der måtte ind over fortorvet for at komme rundt.

Jeg fik kæmpet mig lidt op, men på de lige stykker faldt jeg lidt tilbage igen. Efter 3 omgange ca. havde jeg fået placeret mig bag ved nogle der ikke kunne holde hjul, og på Hvidovrevej var modvinden så kraftig at jeg ikke kunne køre feltet ind igen. Løbet var med andre ord kørt for mig.

Nu er jeg ikke typen der giver op, og jeg skal virkelig have en dårlig dag for at gøre det, så jeg valgte egentlig bare at køre videre. Jeg fik hentet en junior Lyngby rytter(tror jeg) og han røg med på hjul. I modvinden kunne jeg holde et højt pres, men på et stykke med medvind kunne jeg se på mine watt at jeg lå noget under hvad jeg egentlig kunne. De få gange Lyngby rytteren gik i front dykkede farten kraftigt, og han holdt ikke meget mere end 30 sekunder i front.

Jeg hentede flere og flere ryttere der var blevet sat, og jeg så endnu flere der stod ude i vejkanten og var stået af. Igen, en mentalitet jeg ikke helt forstår. Der kan ske så meget i sådanne løb, og hvem ved, måske du ender med at få point alligevel. Men det passede mig egentlig fint nok, for det gav mig bare lidt ekstra moral hver gang jeg så en rytter stå ude i vejkanten.

Efter noget tid blev vi hentet af den førende rytter, og han havde et pænt hul til resten af feltet. Jeg lod feltet køre forbi, for vi var blevet briefet på at vi ikke måtte hægte os på hvis vi blev hentet med en omgang. Så jeg lod dem passere, men hægtede mig så på en gruppe der var blevet sat af feltet. De lå så bare stadig og kørte cykelløb selvom de største chancer nok var smuttet. Jeg fik taget nogle føringer, fik lukket nogle huller, og kom op i fart igen.

Sådan holdt det hele vejen til mål hvor jeg så bare ikke havde så meget at køre med til sidst, men kom sikkert i mål uden styrt eller noget som helst.

Og lidt data fra løbet:

Og lidt reflektion:
Jeg er egentlig tilfreds med løbet som sådan, for mit hoved var ikke med mig, og det var benene nok heller ikke. Det var bare en af den slags dage hvor tingene ikke spillede, og hvor jeg nok på forhånd havde "trukket" mig lidt. Jeg er stadig lidt nervøs for at køre i så store felter, og specielt på så kringlede ruter. Jeg har egentlig teknikken til at kunne køre hurtigt igennem svingene, men tvivler altid lidt på mig selv i den slags situationer.

A klassen virker ualmindeligt langt væk lige nu, specielt når jeg i går fik muligheden for at se hvor hurtigt de reelt set kører. Men det skal ikke stoppe mig fra at drømme. Jeg tror stadig det er muligt når jeg kan se at der var A ryttere der også led i går. Kriterium er bare en speciel disciplin der tiltaler en speciel type rytter. Ift. dem jeg sammenligner med mig, så blev de faktisk 1 og 2 i går i løbet, så jeg ved at jeg kan nå op på det niveau. Jeg er ikke i tvivl om at jeg har fået en genial træning i går, men at jeg stadig mangler lidt fysisk for at kunne blande mig helt i toppen. Den reelle test kommer nok i den kommende weekend.

For weekenden har 2 løb med sig. CK Kronborg løbet oppe ved Tikøb hvor jeg før har kørt godt, om end det er en meget kuperet rute. Søndagen er i Roskilde på en lukket rute der skal køres som et kriterium. Begge løb er A løb, og jeg håber at kroppen og formen står snorlige til begge løb, og at jeg ikke mindst rent mentalt kører dem perfekt.

Dog er jeg egentlig meget stolt over at jeg er kørt top 20 i de to B løb jeg har kørt i år. Jeg blev 16'er i Politiets løb ud af 39 startende, og 13'er i Hvidovres løb i går ud af 25 startende. Det er en anden fysik det kræver, men jeg føler jeg er godt på vej!

Hold nu k***, hvor har du rykket dig de sidste par sæsoner! Jeg må indrømme, at jeg imponeret og faktisk også en kende misundelig.
Selvom der ikke er meget aktivitet fra min pen for tiden, så følger jeg med, og jeg glæder mig til at se hvor du kan tage den hen med kyndig vejledning fra din træner;-)

Defeet løbet

Debut i B klassen, og masser af kriller i maven. Jeg nåede at få en fornuftig opvarmning inden start, men var noget overrasket over hvor meget vind der var, og hvor mange bakker der var i Lejre området. Med andre ord skulle det nok gøre ondt.

Starten gik fint, men allerede på første sidevindsstykke, efter 1,5 km eller sådan noget, fik jeg min første lektion i B klassen. Vinden kom fra højre, og vi lå på en vifte helt ovre i venstre side af vejen. Der var modkørende biler, og hvor gang der kom en bil var der en der angreb. Der blev angrebet lige inden bilen passerede, så dem der var bagefter ikke havde mulighed for at køre efter. Det skete så et par gange, så var sikker på at det var standard praksis i klassen.

Ellers gik det egentlig fint nok. Jeg formåede at holde mig oppe foran, og følte mig ikke super super presset. Første omgang var dog hård. Efter 4-5 km på anden omgang kom kommissæren op og stoppede løbet. Vi fik alle at vide at vi skulle holde os i højre side af vejen, ellers ville de stoppe løbet. Fint nok, og godt med en advarsel.

Der gik dog ikke mere end nogle km før vi igen fyldte hele vejen, og her kommer mit problem med DCU. For nu havde de givet en advarsel, hvorfor gjorde de så ikke alvor af det, eller pillede de ryttere ud der lå på den forkerte side af striben? Jeg forsøgte selv at ligge i højre side for mig selv i sidevinden, men jeg brugte så forfærdeligt mange kræfter, at jeg kunne have spillet mig selv ud af løbet hvis jeg ikke gjorde som de andre.

Nå, men der kom en stor gruppe afsted hvor Simon fra klubben kom med. I løbet af 1,5 omgang blev de dog hentet igen, og jeg nåede lige at tænke at der nok ville blive rykket kontra, og ganske rigtigt. De kom fri, og kom væk for alvor, og jeg kom ikke med. Men jeg sad med i feltet, og havde det egentlig fint nok med det. Jeg havde undervejs forsøgt mig af i et udbrud, og det var hårdt fordi det var op ad bakke og i modvind.

På 4. omgang var jeg ved at smide det hele væk. Jeg lå lidt for langt tilbage på et smalt stykke hvor der var side/modvind. Ham foran kunne ikke holde hjul, og var lang tid om at slå ud. Så jeg skulle lukke et hul og havde virkelig svært ved det. Jeg fik det lukket lidt, men kunne ikke komme helt op, og jeg følte at jeg skulle eksplodere. Jeg slog kraftigt ud, og kom hurtigt på hjul af 2 andre, og så gik den heldigvis i stå oppe foran kort tid efter så vi kunne komme op.

På 5. omgang var der en irriterende svensker der var ved at tage mig ud af løbet. Han rodede med et eller andet på et smalt stykke, og holdt så nærmest op med at træde, og bremsede lidt. Det betød at mit forhjul kom på den forkerte side af hans, og min fælg ramte hans. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg måtte bremse meget op for ikke at ryge ned. Det fik mig til at råbe hvad fanden han havde gang i, og han svarede at det ikke var hans skyld?? Han stod heldigvis af kort tid efter.

Generelt var der et stort mandefald, og vinden tog bare til. Sidste omgang holdt jeg mig oppe foran en stor del af tiden, for det var trods alt nemmere end at sidde nede bagved. Men benene var ved at være stegte efter de mange ryk, og accelerationer.


Jeg sad i 3. position da vi kom ind til sprinten og følte mig egentlig ok. Den blev åbnet meget langt ude fra af 2 FBL'ere, og jeg fik lukket et hul, men så begyndte kramperne også at melde sig på indersiden af mit lår. Det gjorde sygt naller, så jeg havde ikke den store mulighed for at træde igennem. Så jeg røg igennem feltet, men kom vidst ikke sidst ind.

Jeg aner ikke hvad resultatet blev, for det er stadig ikke kommet online, men jeg er egentligt bare stolt af at have gennemført mit første løb i B.


Synes selv det er nogle ret vilde watt der er blevet trådt. Og så kan man sige at 252 watt ikke er super imponerende i 3 timer. Men når man så ser fordelingen af watt, så kan man godt forstå at det er hårdt


Det er alligevel små 50 minutter over syregrænsen!!
Jeg er sikker på at jeg bliver bedre og bedre, og et løb som det var perfekt til at få fart i stængerne frem mod resten af sæsonen. Jeg er på alle måder tilfreds med at have gennemført, og håber at jeg er endnu stærkere i næste løb! Normalized Power var i øvrigt på små 300 watt i 3 timer!

Defeet løbet

Debut i B klassen, og masser af kriller i maven. Jeg nåede at få en fornuftig opvarmning inden start, men var noget overrasket over hvor meget vind der var, og hvor mange bakker der var i Lejre området. Med andre ord skulle det nok gøre ondt.

Starten gik fint, men allerede på første sidevindsstykke, efter 1,5 km eller sådan noget, fik jeg min første lektion i B klassen. Vinden kom fra højre, og vi lå på en vifte helt ovre i venstre side af vejen. Der var modkørende biler, og hvor gang der kom en bil var der en der angreb. Der blev angrebet lige inden bilen passerede, så dem der var bagefter ikke havde mulighed for at køre efter. Det skete så et par gange, så var sikker på at det var standard praksis i klassen.

Ellers gik det egentlig fint nok. Jeg formåede at holde mig oppe foran, og følte mig ikke super super presset. Første omgang var dog hård. Efter 4-5 km på anden omgang kom kommissæren op og stoppede løbet. Vi fik alle at vide at vi skulle holde os i højre side af vejen, ellers ville de stoppe løbet. Fint nok, og godt med en advarsel.

Der gik dog ikke mere end nogle km før vi igen fyldte hele vejen, og her kommer mit problem med DCU. For nu havde de givet en advarsel, hvorfor gjorde de så ikke alvor af det, eller pillede de ryttere ud der lå på den forkerte side af striben? Jeg forsøgte selv at ligge i højre side for mig selv i sidevinden, men jeg brugte så forfærdeligt mange kræfter, at jeg kunne have spillet mig selv ud af løbet hvis jeg ikke gjorde som de andre.

Nå, men der kom en stor gruppe afsted hvor Simon fra klubben kom med. I løbet af 1,5 omgang blev de dog hentet igen, og jeg nåede lige at tænke at der nok ville blive rykket kontra, og ganske rigtigt. De kom fri, og kom væk for alvor, og jeg kom ikke med. Men jeg sad med i feltet, og havde det egentlig fint nok med det. Jeg havde undervejs forsøgt mig af i et udbrud, og det var hårdt fordi det var op ad bakke og i modvind.

På 4. omgang var jeg ved at smide det hele væk. Jeg lå lidt for langt tilbage på et smalt stykke hvor der var side/modvind. Ham foran kunne ikke holde hjul, og var lang tid om at slå ud. Så jeg skulle lukke et hul og havde virkelig svært ved det. Jeg fik det lukket lidt, men kunne ikke komme helt op, og jeg følte at jeg skulle eksplodere. Jeg slog kraftigt ud, og kom hurtigt på hjul af 2 andre, og så gik den heldigvis i stå oppe foran kort tid efter så vi kunne komme op.

På 5. omgang var der en irriterende svensker der var ved at tage mig ud af løbet. Han rodede med et eller andet på et smalt stykke, og holdt så nærmest op med at træde, og bremsede lidt. Det betød at mit forhjul kom på den forkerte side af hans, og min fælg ramte hans. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg måtte bremse meget op for ikke at ryge ned. Det fik mig til at råbe hvad fanden han havde gang i, og han svarede at det ikke var hans skyld?? Han stod heldigvis af kort tid efter.

Generelt var der et stort mandefald, og vinden tog bare til. Sidste omgang holdt jeg mig oppe foran en stor del af tiden, for det var trods alt nemmere end at sidde nede bagved. Men benene var ved at være stegte efter de mange ryk, og accelerationer.


Jeg sad i 3. position da vi kom ind til sprinten og følte mig egentlig ok. Den blev åbnet meget langt ude fra af 2 FBL'ere, og jeg fik lukket et hul, men så begyndte kramperne også at melde sig på indersiden af mit lår. Det gjorde sygt naller, så jeg havde ikke den store mulighed for at træde igennem. Så jeg røg igennem feltet, men kom vidst ikke sidst ind.

Jeg aner ikke hvad resultatet blev, for det er stadig ikke kommet online, men jeg er egentligt bare stolt af at have gennemført mit første løb i B.


Synes selv det er nogle ret vilde watt der er blevet trådt. Og så kan man sige at 252 watt ikke er super imponerende i 3 timer. Men når man så ser fordelingen af watt, så kan man godt forstå at det er hårdt


Det er alligevel små 50 minutter over syregrænsen!!
Jeg er sikker på at jeg bliver bedre og bedre, og et løb som det var perfekt til at få fart i stængerne frem mod resten af sæsonen. Jeg er på alle måder tilfreds med at have gennemført, og håber at jeg er endnu stærkere i næste løb! Normalized Power var i øvrigt på små 300 watt i 3 timer!

Dagens træning stod på 2 timers kørsel i Zone 2. Umiddelbart ikke noget der skulle skabe det store stress, men det var alligevel en halvhård træning. I virkeligheden svarer det egentlig til en semi-tonser tur, hvor man bare er opmærksom på ikke at komme for højt op rent wattmæssigt. Jeg skulle generelt ligge omkring 185-235 watt i de to timer. Det blev til en tur hvor jeg kørte op til Farum, videre op til Hammersholt, via Stumpedyssevej ud til Strandvejen og så hjem den vej. Ikke de store udfordringer, og ikke de store ting at berette fra træningen.

I alt en tur på 59,1 km med 31,9 km/t og et wattsnit på 195 watt. Pulssnittet lige omkring de 70% af max.

I morgen står den på en hård omgang træning hvor der er 2 sæt a 3x 5 minutter VO2max. Den skal nok komme til at bide fra sig i morgen.

Og så lige et billede af en cykel

CK Kronborgs løb bliver ude ved den normale rute ved Tikøb igen :)
Det var kun sidste år det var et gadeløb pga. klubben allerede havde tærret på hjælperne ved hold DM lige inden.
Men det ser ud til at vi både skal køre mod hinanden til Tour de Charlottenlund og Hvidovre :)

Beslutningen er taget. Jeg har fået mig en coach. Efter en del overvejelser og samtaler med min kæreste, valgte jeg den økonomiske udgave. Mest af alt fordi pengene kan bruges på andet godt, og også fordi at hvis det ikke fungerer, så kan jeg altid opsige samarbejdet med 30 dages varsel. Så nu prøver vi det af, og ser om det kan være med til at hæve mit niveau yderligere.

Min træner hedder Davis Bentley, er certificeret cykeltræner hos USA Cycling(de går meget op i certificeringer derovre), og har en bachelor i Sports Science. Han er selv blandt de bedste MTB ryttere i USA.

Så nu går vi igang. Et af målene er at få hævet min FTP betydeligt. Sidst jeg testede lå jeg på 312 watt, og hvis jeg vil op og bide skeer med A klassen, så skal jeg nok nærmere op i nærheden af 360-380 watt, og det kommer til at betyde en masse lidelser på cyklen.

Det virker da som om, at du er i dit livs form, så det skulle da nok være muligt at samle nogle points i B-klassen.
Læste sjovt nok lige denne artikel om en anden ung fyr, der er eneste A-rytter i sin klub. I gamle dage var der godt nok mange A-ryttere i CC Gladsaxe ...

Super beretning, Kermit! Tillykke med din præstering :-)

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.