Jaaanie

Øresund Challenge - 26. Juni 2011
Morgenen startede kl 03:45 hvor vækkeuret ringede, og selvom jeg havde sovet lidt uroligt så følte jeg mig egentligt frisk og klar på dagens udfordring. Stod op, fik en stor "Endurance-Shake" (4:1 Kulhydrat til Protein + BCAA + Kreatin) og så 2 store nutella mader til morgenmad. Et par gange på potten, og så få pakket det sidste. Mødtes med 2 af de andre FDK'er og delte en taxa mod Fortet.
Velankommet gik vi igang med at forberede Transition, og checke cyklerne en sidste gang. Jeg kunne konstatere at begge hjul holdt luft, og det viste sig at de holdt hele vejen! :4thumbup: Efter det hele var gjort klar: Hjelm og Solbriller på cyklen, skoene lige for i kassen, smuttede jeg endnu engang afsted for at komme på potten - det viste sig så at de havde opstillet 4 mobillokummer til 400 deltagere. . Flot, alle ved at alle skal nr. 2 inden de skal i våddragten og inden et løb. Nå, jeg stillede mig pænt i kø, konstaterede der var 25 foran mig, og 45min stil start. Det skulle nok gå. Efter at have chitchattet lidt med en af de andre FDK'er kom der lige pludselig en ung blond pige hen, og jeg gættede mig til at det måtte være Elkjærmark! Pantani-tørklæde og hele molevitten lignede hun mere en der skulle i konkurrence end mig der lignede en der lige var vågnet på roskilde-festivalen og skulle have klaret morgenens toilet-besøg. Rigtig hyggeligt at snakke, og fik lige vendt et par ting inden hun smuttede afsted igen.
Tilbage, i våddragten og så gøre klar til start. Jeg havde tilmeldt mig anden startgruppe af 3, det skulle jeg så senere hen fortryde. . Hen til starten, og så begynder nervøsiteten ellers at brede sig. Folk står og chitchatter lidt, kigger rundt, spjætter med arme og ben og der er en smule hektisk stemning. Første startgruppe hopper i vandet og klar til start, og pludselig begynder alle at klappe . Tænker jeg også klapper med for at få stemningen op. Startskuddet lyder, og vi går så ned i vandet. Jeg står i forreste række med anden startgruppe, og gør mig så klar ved lige at dyppe dragten i vandet og få den til at sidde helt tigt. BUM! starten lyder - løber lige et par skridt frem og kaster mig ellers ned i vandet og plasker afsted. Er en ret god starten så ligger forrest på dette tidspunkt for anden startgruppe, og det er så her min irritation opstår. Det gør at jeg ikke kan ligge på lur af de andre og få draft og samtidigt skal jeg hele tiden orientere mig...Bruger en del energi på det, men får efter 10min svømning hentet de langsomste fra startgruppe 1 og kan så ligge lunt i deres felt. Rammer en super rytme, og overhaler på stribe - kommer ind efter svømningen som samlet nr. 64 efter at have brugt 32min39sek på svømningen.
Op ad rampen, fik lige et tilråb "Kom så Motta!" - Af med våddragten - op til cyklen og her bliver jeg så en smule svimmel og må lige tage hovedet ned mellem benene. Nå, ryster det af mig får cykelskoene på og så afsted mod udgangen. Har et superskift på 03:13 og føler hele tiden at jeg må have glemt et eller andet...Men nej, har det hele med. BUM! Afsted på cyklen. Ud til Bellevue, og så ellers ud på rundstrækningen.

Kort og godt, så kører cyklen bare som den skal, og jeg kommer ind i et fantastisk tråd. Øger stiller og roligt tempoet, og omgangstiderne ligger fint stabilt omkring 32-33min (36-37Km/t). Ved vendepunktet hører jeg et par gange mit navn blive råbt, og den ene gang er det blevet til "La Marmotta" ! Sidste omgang begynder jeg at regne på tiderne, og kan se at pludselig er en samlet tid under 5 timer mulig - det kræver bare at jeg har ca. 2 timer til løbet. Hvis jeg kommer ind med en cykeltid omkring 2t30 så ved jeg at jeg har en mulighed for at nå dette mål. Brager igennem, og kommer ind til T2 efter 2t29min i sadlen - hopper af cyklen og har overraskende god kontrol af mine bevægelser - tidligere har jeg haft svært ved at gå/løbe, men idag ingen problemer. I T2 har jeg allerede lagt en plan i hovedet for hvad der skal ske - Sko af, sokker på, sko på, hjelm af, Mp3 i lommen, RedBull med, Solbriller på, afsted. Sokkerne må jeg kæmpe lidt med, men kommer ud af T2 efter 4:42. Åbner min Red Bull, som selvfølgelig skummer ud over det hele, får drukket den og kommer så ud på løberuten. På med Mp3'en og afsted. Til at starte med kan jeg mærke mit højre skinneben driller lidt, men efter et par Km er benene varme og jeg begynder at stabilisere mine tider. Får sagt til mig selv at jeg skal holde et tempo omkring 5:00/Km, hvilket går meget godt. Og stille og rolgit får jeg fundet rytmen. Dog får jeg lige et ordentligt sidestik på et tidspunkt, der gør at jeg må ned og gå i 1min. Det går over, og jeg starter op igen på løbet.
Da jeg starter 3. runde har jeg en klar fornemmelse af at jeg nok skal holde hele vejen, og samtidigt er en tid under 5timer inden for rækkevidde. Så jeg skruer lidt på gassen og får hentet nogen stykker. Sidste gang i gennem depoterne loader jeg op på Cola, og brager så ellers bare mod målstregen. Får de vildeste chills da der står 200-300 mennesker og kigger ved stregen og bare hujer en frem mod målet. Og da jeg krydser stregen må jeg overgive mig og kniber en lille tåre for mig selv bag solbrillerne!
----
Shit hvor var det bare det vildeste at prøve og jeg er mere end tilfreds med tiden. Den er blevet korrigeret til 4.54.30 eftersom jeg startede i anden gruppe! Vil ikke sige det var et perfekt Race, men meget tæt på.

Du træner og har en rimelig seriøs kostplan! Hvis du ikke opnår de ønskede markeringer, må du justere lidt på træningen og/eller kosten.
Din træning er rimelig omfattende men mange af øvelserne giver dig ikke den store stimulering, da modstanden er alt for begrænset. Prøv at anskaffe dig justerbare håndvægte. Prøv at finde en måde at lave pull/chin ups og dine bodyweight squats er nok heller ikke videre hårde for dig. Etbens squat, evt med lidt støtte, ville være langt hårdere.
Der findes i øvrigt hjemmetræningsudstyr idag, der er til at betale og samtidigt ikke tager den store plads og giver modstand nok til de fleste. MZ har anmeldt en del af den slags ting igennem årene.
Mvh Andreas

Hvad der er virkeligt dumt er at tro at der kun er en vej at nå et mål, og at den vej som virker for en selv også er det rette for andre.
Dit indlæg er fordomsfuld, snæversynet og nedladende.

Til Trådstarter:
Hvor høj er du og hvor meget vejer du?
Synes din plan ser lidt proteinfattig ud. Typisk oplever man at det er nemmere at tabe sig, hvis en pæn del af ens energi kommer fra protein.
Mvh Andreas

Hvad der er virkeligt dumt er at tro at der kun er en vej at nå et mål, og at den vej som virker for en selv også er det rette for andre.
Dit indlæg er fordomsfuld, snæversynet og nedladende.

Hvad der er virkeligt dumt er at tro at der kun er en vej at nå et mål, og at den vej som virker for en selv også er det rette for andre.
Dit indlæg er fordomsfuld, snæversynet og nedladende.

Eurodance

Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
Ja jeg gør i hvert fald.
/Jannie
MADLOG_ jaba150611.pdf

Eurodance

Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
Ja jeg gør i hvert fald.
/Jannie
MADLOG_ jaba150611.pdf

Eurodance

Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
Ja jeg gør i hvert fald.
/Jannie
MADLOG_ jaba150611.pdf

Eurodance

Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
Ja jeg gør i hvert fald.
/Jannie
MADLOG_ jaba150611.pdf

tihihihi

Mandag d. 13/6-2011
Gåture, Københavnere og dates.

Nå men nu hvor denne forlængede weekend ikke skulle byde på hverken druk, dans eller det sædvanlige dagen derpå selvynk og dovenhed, så endte jeg med at gå en frygtelig masse ture for at underholde mig selv. Det blev både til en tur rundt i Fælleden med [PowerPrincess], en lignende tur med frikirkedrengen og en tur rundt på Islandsbrygge med BrøndbyStrandDrengen. I dag gik turen ud til Vest Amager sammen med A, hvor vi tumlede rundt et par timer. Vi kiggede blandt andet på Plug ’n’ Play området. Her kunne man både spille fodbold, basket, køre på rulleskøjter og mountainbike og spille vandpolo. Ud over det var der også nogle små haver og et Parkour område. Det var vi begge meget imponerede af og da A tabte sin kamera linseskygge ind over gelænderet til rulleskøjtebanen, så var det da klart at jeg lige skulle parkour-over-det-hegn-i-et-vupti og hente den til hende. Det gik også fantastisk og billedet af min numse og svingende ben som frejdigt stjal forgrunden fra hendes motiv blev også ret fedt.
Vi kiggede også på 8-tals huset. Det var ret flot, men 2.3 millioner for en lille lejlighed var måske lige en skarp nok pris. Så skulle vi i hvert fald spise en del havregryn og ikke så meget andet. Vi så også skibet, og den afsvedne skovs bålplads.
På alle disse ture (der vel samlet er løbet op i en 9-10 timer), mens jeg frejdigt og med næsen godt i vejret har spankuleret selvfed rundt i Ørestad og Amagers naturområder, har snakken dækket ikke så lidt af hvad der kunne passere for livets vigtige emner for en selvoptaget single kvinde der er blevet femogtyve op til flere gange. Det vil altså sige mænd primært. Det blev dog også til en del træningssluder og fagdiskussioner (Jeg er jo nemlig så heldig at studere et fag som alle kan være med til at diskutere og gerne har en mening om). Det skortede heller ikke på de typiske bemærkninger der ryger over en københavners læber når turen går til naturen. Et eksempel på dette kunne f.eks. være ”Næh se der er en masse fisk i søen! PRØV AT SE, DER ER FISK I SØEN! Hvor er det fedt med alle de fisk i søen!”. [Power Princess] udtrykte det meget rammende: ”Jah så ved man virkelig at det er københavnere på tur.” Nemlig, man vil jo heller ikke forvirre nogen vel…
Nu er jeg jo generelt lidt for hellig til at blankt indrømme jeg gik rundt og bitchede over mænd hele tiden, og det gjorde jeg nu bestemt heller ikke, næ nej! Men, da snakken på turen med brøndbystrandrengen faldt på dating så kunne jeg godt mærke mit humør lige dalede en anelse. BSD har nemlig været på nogle netdates som slet ikke havde været succeser, og det kunne jeg helt uden det mindste besvær relatere til. Blinddates er nemlig i min verden den sværeste og mest umulige holdsport der eksisterer. Jeg har endnu ikke vundet, faktisk er jeg slet ikke overbevist om at jeg forstår reglerne eller hvad man kan vinde.
Min teori om blindates diciplinen går på at man er nødt til at udvise en vis evne til samarbejde, en finfølelse over for den andens persons grænser og stemning og en hjælpsom og tålmodig holdning over for akavede situationer. Rigtig meget skal køre på fornemmelsen, hvor langt man kan gå, hvor høflig eller afslappet kan man være og hvad for et udspil eller åbning lægger øjeblikket op til osv. Til tider kan man dog bedst som man er kommet godt igang med daten, blive helt i tvivl om man overhovedet er på samme hold. Dette sker ofte i anden halvleg, når man endelig er begyndt at tro man har regnet det hele ud. Så bliver medspiller pludselig til modspiller og man ender med at halvpanisk må fjerne invaderende læber, hænder eller fingre ud fra sin hud eller under sine beklædningsgenstande. Til tider bliver man også i tvivl om man overhovedet deltager i samme disciplin eller om ens medspiller muligvis bare er gået forkert? F.eks. når man igennem en time er blevet kedet ihjel med diverse konspiratoriske teorier om Københavns inddeling i postnumre, hvor et hvert verbalt pip fra egen side blot førte til øget volumen og tempo på monologen.
Nå men der har jo også været nogle dates der har fungeret, hvor fyren har været sød og interessant (De findes jo faktisk!). Samtalen har gledet ubesværet og de første par mål er i godt koordineret samarbejde blevet scoret. Man ville måske gerne se ham igen, og glæder sig egentlig lidt til en rematch. Men hvad så? Så er næste skridt at kysse eller hvad? Og så bolle og være kærester og så købe hus og så få børn?
Det er nok mit største problem med disse dates, denne businessagtige dagsorden. Dårlig timing og vandrende hænder kan man kontant handle på, men den konstante udveksling af skal vi fortsætte, ja/nej, er for meget. At det hele tiden skal gå frem ad i en ordnet progression, mod et endeligt og veldefineret mål, kæresteriet, kan jeg slet ikke holde trit med. Frem og frem til det er drænet for enhver chance for magi, impulsivitet og fordybelse. Det bliver et praktisk arrangement der er uforlignelig med min egen pudderdåse-småsentimentale forestilling om kærlighed.
Det begynder at minde mig om da børnene i børnehaven sidste sommer under VM/EM (eller what ever) spillede fodbold. Det eneste der foregik var en lang diskusion af reglerne, legen og glæden synes glemt. Bolden nåede som reglen at røre jorden tre til fem gange, så havde en ny fået rødt kort, målmanden var blevet fyret, og to stod og græd.
Det må vel fungere for nogen? Men ikke rigtig for mig.
Nå men her er madplanerne for i dag og i går.
Træning i morgen. Det bliver godt!
/Jaaanie
MADLOG_ jaba120611.pdf
MADLOG_ jaba130611.pdf

Jaaaaaaaanie har du ikke været her for længe til ikke at kende forskel på styrkeløft og vægtløft?
Anyway, vægtløfterne bruger ikke "trøjer". I vægtløftninger dyster man i diciplinerne træk og stød. Hvilket du bla ser til OL.
De har trikot på, og har som sådan ikke udstyr der hjælper dem i nævneværdig grad.
I styrkeløft dyster man i squat, bænkpres og dødløft.
De trøjer du omtaler bruges i bænkpres. Trøjens materiale, i kombination med den måde den er syet på, gør at den yder en meget kraftig modstand i den eccentriske fase. Hvilket så omvendt gør, at den "hjølper/støtter" i den koncentriske fase. Altså som en elastik hvor det kræver kræfter at trække den fra hinanden, men slipper du den, så trækker den sig sammen.
Altså bliver der ydet kraftig modstand når vægten skal ned, og hjælp på vej op.
Jeg har ikke trænet ret meget med trøje, men i mit eksempel kunne jeg med en trøje som ikke var sindsygt stram kun få stangen til brystet hvis der var 150kg eller mere på.
Effekten afhænger generelt af hvor stor indsats man ligger for dagen. For mit vedkommende blev det aldrig til det helt store, men for andre hentes der 40kg+ ud af sådan en trøje. Det kræver fokus nogle andre steder, da kontrollen over stangen i den eccentriske fase er vital, og ligeledes er top styrke vital, da trøjens effekt aftager jo længere fra brystet stangen kommer.

Her til morgen blev det til en rask morgengåtur på 5km med hund i hånd og baby på maven...
Meningen var at det sku være opvarmning til styrke - men mindstepigen vågnede da vi kom hjem
Kan ikke rigtig være ærgelig over det når hun vågner med et kæmpe smil - håber dog at få tid til træning senere

Jeg har aldrig været på Roskilde men det lyder som nogle fede minder! :) Og distortion var fedt. :4thumbup:
Ja tak for sidst selv, det var kæmpe fedt du var her og ja for søren, jeg er helt sikker på de tømmermænd og det blackout var velfortjent.
Ja jeg må indrømme at jeg blev overasket da vi kom frem til der kun var gået omkring halvanden måned siden du var her sidst og satte mig igang med frivægtsprogrammet, når vi snakker fremgangsmæssigt. Men samtidig så synes jeg også det er lidt svært at presse for meget på med vægtene og så videre, når jeg træner alene. jeg er sgu lidt bange for f.eks. at få vægtene i hovedet i bænk. Speaking of fails, så har du naturligvis ret, jeg tog selvfølgelig heeelt fejl med det med de der fail, det må være tømmermænds hukommelsen! tihi, et såkaldt blackIN, hvor ting er blevet tilføjet til min hukommelse, eller noget.
Det var sjovt og fedt at prøve og spotte, jeg var godt nok bange for at jeg ikke gjorde det rigtig og du fik det hele hovedet. Men det gjorde du heldigvis ikke! :4thumbup:
Super fed weekend, du er altid velkommen her! :4thumbup:

DISTORTION
Bum bum, der er sket en hel masse siden jeg skrev sidste indlæg i denne log og jeg er lidt usikker på hvor jeg skal begynde, men ud af mange fantastiske oplevelser har jeg udvalgt tre som jeg vil dele med jer her. De kommer her, hulter til bulter og slet ikke kronologisk.
Træning og hygge med JAAB fredag og lørdag:
Dette var lige som sidst JAAB var på besøg fra odense, vidunderligt. JAAB tog en million sæt i bænkpress og instruerede mig i incline og decline bænkpress, træk til bryst, og assisted pullups, chinups, og dips. Ligeledes kiggede hun på min udførelse af de gængse øvelser og jeg lærte at spotte i bænk. Ud over dette imponerede hun selvfølgelig alle omkring sig med sin store styrke, skønhed og lejlighedsvise fails! Efter træning skulle vi også have svømmet men da poolen var lukket, kiggede vi i stedet på tøj og kom for sent hjem. Så spiste vi dejlig mad sammen med Sambo A og [Power Princess]. PP som desværre ikke skulle med i byen, gav os et lift til Vesterbro i sin SUPERBIL den SÆNKEDE GOLF! Dette teknologiske vidunder af ren køreglæde kom komplet med nogle gode danserytmer og handy ølholdere. Festen blev skudt godt i gang kan jeg love! Efter at vi blev sat af på Vesterbro og vi havde tøffet rundt og spekuleret på hvor vi skulle hen, lykkes det os at samle nogle mennesker op, og de havde en plan. Så med en lille forøgning i vores gruppe begav vi os mod Kødbyen og endte på Karrierebar. Hvis det er for meget at sige at JAAB, sambo, skyggen og jeg var de bedste dansere der, så var vi i hvert fald dem der gav den mest gas! Der var hop, spjæt, flyvende kjoler og vrikken med numser og bryster i massevis, til noget MEGET lækkert musik. Vi var overbeviste om at vi var unge, smukke og dejlige og godt selskab, og jeg tror sørme vi fik overbevist de fleste om at vi havde ret.
Det blev en tidlig morgen som blev fulgt op af en daset dag i bikini. Piratos, iskaffe øl, solcreme, lidt badning og Distortion på islandsbrygge og kalvebrygge. Der var speedbåde fyldte med dansende mennesker på vandet, solstråler der flimrede over nøgen sommerhud, svedperler, danserytmer, latter og boldspil, flagrende fjerlette sommerkjoler, bluseløse BBdrenge og hipster cykler der hang fastlåste i elmaster.
København er verdens bedste by om sommeren.
Zefside
Et andet hyggeligt Distortion højdepunkt havde slet ikke så meget med distortion at gøre, næh. Men det var nu sjovt og fedt. Onsdag aften var jeg nemlig tøffet i byen med en kollega og nogle af hendes venner og havde overtalt dem til at tage på Zefside. Jeg mistede min kollega i de masende masser men mødte både Tjr og Mambomads som jeg ikke havde haft lejligheden til at møde før. Det var fedt! No6bach så fin og ud i matrostøj og var vidst en overgang gået helt på automatpilot i forsøget på at holde de endeløse mængder der antastede baren godt forsynede. MC var der også og gik raskt og effektivt og smilende rundt i menneskehavet og indsamlede og afleverede glas mens han på strategiske tidspunkter erklærede at denne aften var ”HELT SIKKERT!”. Eller noget... Jeg havde egentlig ikke troet Zefside kunne være mere fyldt end det var normalt, men det kunne det tydeligvis godt! Glade ABBMH medlemmer som havde lidt venligt sluder og smarte bemærkninger tilovers havde medbragt Rasmus G og de gav alle et par hurtige kram. Heller ikke denne aften blev jeg snydt for de sædvanlige flex som også Tjr ivrigt smed bluserne og deltog i! Andre flinke Mol mennesker var også tilstede men jeg tror vidst ikke jeg fik hilst på dem alle. Jeg var dog træt og tog relativt tidligt hjem mens jeg ivrigt smsede en misundelig PP og fortalte hende at jeg havde mødt MamboMads!
Denne aften udmærkede sig også ved at det også lykkes mig at lave et kålorme stort brændemærke på min ene tinding med et krøllejern. Det var meget talentfuldt gjort og det er jeg så heldig stadig at besidde. Paradispigen siger det lidt ligner noget Sci-fi, Star trek-agtigt noget. Sejt.
Distortions hjerte
Jeg havde mange oplevelser på årets Distortionfestival, som i øvrigt var første gang jeg oplevede det. Det har været nogle fantastisk sommerdage, der har ladet mit liv op med latter og glæde. Så her til sidst i dette indlæg vil jeg fortælle om den ting som jeg aldrig vil glemme fra dette års Distortion som fandt sted lørdag aften på Vesterbro uden før Øksnehallen.
Distortions final party foregik på i år på Vesterbro, og sambo A, hendes skygge og jeg, ankom der omkring ved 11 tiden om aftenen. Vesterbros oplyste nat stank af urin, og bølger af mennesker bevægede sig i konstante strømme frem og tilbage over de millioner af ejerløse glasskår, servietter, cigeratskoder og plastikglas, der i en uskøn spraglet mosaik besudlede gaderne, og vidnede om de endeløse mængder der havde myldret rundt i gaderne der før os. Aldrig i mit liv har jeg set København så beskidt og så myldrende levende på en gang. Som Distortions bankede hjerteslag hang lyden og vibrationerne af Bass hele tiden i luften, rytmerne skiftede som man bevægede sig rundt, men bassen var fast og den pumpede taktfast livsglade og berusede mennesker snublende og dansende rundt i de tilsmudsede gader.
Som små øer i mængden gik både dåsesælgere og dåsesamlere rundt med sækkevogne og sorte sække og holdt gang i en konstant vekslende forsyning og afrydning af varme øl og udtømte, drænede dåser. Til tider som man bevægede sig gennem de masende og pulserende strømme blev stanken af beskidt sved og menneskelig salmiak, afløst af andre sødere dufte, der fik en til at dreje hovedet automatisk og nysgerrigt efter kilden. Søde smørfyldte crepes solgtes fra små cykelboder og overfaldt ens lugtesans med et, når man uagtet kom inden for deres tillokkende radius af indflydelse. Den næsten lige så sødlige duft af Cannabis passerede ligelede gang på gang forbi en i mængden og kildede i både næsebor og i tågede minder om forgangen tid, indpakkede i et blødt dæmpet skær.
Hele Vesterbro emmede af løssluppent liv, af reglernes momentære tilsidesættelse og af den frugtbare nyskabende kraft som kan ligge i det friske blik der kan kastes over verden, når den gældende orden i et tilbageholdt åndedræt, ophører med at eksistere. Det var varmt, ulækkert, stinkende, sprudlende, dunkende, primitivt, løssluppent og helt og aldeles fantastisk levende.
Med øl i hænder og tasker, en kontrarytme i vores fødders tråd, latter i vores tale, og fint malede læber, og øjne gik min sambo A, hendes skygge og jeg rundt i dette bankende sammensurium af menneskelig beskidthed. Efter flere dages druk var stiletter for længst opgivet og tøjet begyndt at tangere mod det afslappede og praktiske, men dog stadigt pæne. Efter noget tids vandrende søgen fandt vi henne ved indgangen til Øksenehallen, Distortions improviserede bankende hjerte.
Det store metalskilt der markerede stedet var denne aften, af 10-20 individer, blevet omformet til et enormt slaginstrument. Med knytnæver, dåser, tasker og en enkelt træstolpe hamrede de en hypnotiserende monoton og til tider kompleks metallisk rytme ud i den livfulde nat. Som i trance, hoppede og boppende jeg rundt med både min egen og min sambos taske slængt over skulderen. Hænder og albuer var fyldt med alle vores øl og mine fødder insisterede på en til tider ambivalent kontakt med brostenene. Mine øjne, og det brede grin som det meste af aftenen havde nægtet af forlade mine læber, var magnetisk fastlåst på min sambos lille blonde, hvidklædte, skikkelse godt 4 meter oppe i luften foran mig.
Øjeblikket forinden havde jeg hjulpet hende op på taget af en enorm Distortionlastbil som hun nu, sammen med sin evigt vagtsomme skygge og omkring 20 andre mennesker fik til at gynge i takt til de metalliske rytmer der kom dunkende ud af skiltet. Sambo og jeg havde bare kigget på hinanden, da vi så folk begyndte at kravle op af bagenden på bilen, grinet og vidst hvad der nu skulle ske. Skyggen havde selvfølgelig kommet med sine formaninger men 1-2-3 vupti og Sambo A hoppede rundt på taget i adrætte krumspring til de samme rytmer der boppede rundt i min krop nede på jorden. Grin og vink og latter og hvin strømmede varmt og sprudlende ud over kanten og ned til mig hvor jeg dansende rundt på jorden med alle sanser højkant. Klar til at gribe og i fuld gang med at indprente mig dette minde.
Skærende hvide shorts og flyvende blonde lokker der bevægede sig til lyden af Distortions improviserede hjerteslag på en gyngede lastbil, i Vesterbros beskidte pulserende nat.
Til sidst kom politiet og drænede det rytmiske og kaotiske liv fra både skiltet og lastbillen og vi flød videre videre ud i natten for at danse videre andetsteds.
I dag har jeg spist fondant hellokitty kage som Paradispigen har lavet, og nu skal jeg læse.
Distortion var dejligt.

DISTORTION
Bum bum, der er sket en hel masse siden jeg skrev sidste indlæg i denne log og jeg er lidt usikker på hvor jeg skal begynde, men ud af mange fantastiske oplevelser har jeg udvalgt tre som jeg vil dele med jer her. De kommer her, hulter til bulter og slet ikke kronologisk.
Træning og hygge med JAAB fredag og lørdag:
Dette var lige som sidst JAAB var på besøg fra odense, vidunderligt. JAAB tog en million sæt i bænkpress og instruerede mig i incline og decline bænkpress, træk til bryst, og assisted pullups, chinups, og dips. Ligeledes kiggede hun på min udførelse af de gængse øvelser og jeg lærte at spotte i bænk. Ud over dette imponerede hun selvfølgelig alle omkring sig med sin store styrke, skønhed og lejlighedsvise fails! Efter træning skulle vi også have svømmet men da poolen var lukket, kiggede vi i stedet på tøj og kom for sent hjem. Så spiste vi dejlig mad sammen med Sambo A og [Power Princess]. PP som desværre ikke skulle med i byen, gav os et lift til Vesterbro i sin SUPERBIL den SÆNKEDE GOLF! Dette teknologiske vidunder af ren køreglæde kom komplet med nogle gode danserytmer og handy ølholdere. Festen blev skudt godt i gang kan jeg love! Efter at vi blev sat af på Vesterbro og vi havde tøffet rundt og spekuleret på hvor vi skulle hen, lykkes det os at samle nogle mennesker op, og de havde en plan. Så med en lille forøgning i vores gruppe begav vi os mod Kødbyen og endte på Karrierebar. Hvis det er for meget at sige at JAAB, sambo, skyggen og jeg var de bedste dansere der, så var vi i hvert fald dem der gav den mest gas! Der var hop, spjæt, flyvende kjoler og vrikken med numser og bryster i massevis, til noget MEGET lækkert musik. Vi var overbeviste om at vi var unge, smukke og dejlige og godt selskab, og jeg tror sørme vi fik overbevist de fleste om at vi havde ret.
Det blev en tidlig morgen som blev fulgt op af en daset dag i bikini. Piratos, iskaffe øl, solcreme, lidt badning og Distortion på islandsbrygge og kalvebrygge. Der var speedbåde fyldte med dansende mennesker på vandet, solstråler der flimrede over nøgen sommerhud, svedperler, danserytmer, latter og boldspil, flagrende fjerlette sommerkjoler, bluseløse BBdrenge og hipster cykler der hang fastlåste i elmaster.
København er verdens bedste by om sommeren.
Zefside
Et andet hyggeligt Distortion højdepunkt havde slet ikke så meget med distortion at gøre, næh. Men det var nu sjovt og fedt. Onsdag aften var jeg nemlig tøffet i byen med en kollega og nogle af hendes venner og havde overtalt dem til at tage på Zefside. Jeg mistede min kollega i de masende masser men mødte både Tjr og Mambomads som jeg ikke havde haft lejligheden til at møde før. Det var fedt! No6bach så fin og ud i matrostøj og var vidst en overgang gået helt på automatpilot i forsøget på at holde de endeløse mængder der antastede baren godt forsynede. MC var der også og gik raskt og effektivt og smilende rundt i menneskehavet og indsamlede og afleverede glas mens han på strategiske tidspunkter erklærede at denne aften var ”HELT SIKKERT!”. Eller noget... Jeg havde egentlig ikke troet Zefside kunne være mere fyldt end det var normalt, men det kunne det tydeligvis godt! Glade ABBMH medlemmer som havde lidt venligt sluder og smarte bemærkninger tilovers havde medbragt Rasmus G og de gav alle et par hurtige kram. Heller ikke denne aften blev jeg snydt for de sædvanlige flex som også Tjr ivrigt smed bluserne og deltog i! Andre flinke Mol mennesker var også tilstede men jeg tror vidst ikke jeg fik hilst på dem alle. Jeg var dog træt og tog relativt tidligt hjem mens jeg ivrigt smsede en misundelig PP og fortalte hende at jeg havde mødt MamboMads!
Denne aften udmærkede sig også ved at det også lykkes mig at lave et kålorme stort brændemærke på min ene tinding med et krøllejern. Det var meget talentfuldt gjort og det er jeg så heldig stadig at besidde. Paradispigen siger det lidt ligner noget Sci-fi, Star trek-agtigt noget. Sejt.
Distortions hjerte
Jeg havde mange oplevelser på årets Distortionfestival, som i øvrigt var første gang jeg oplevede det. Det har været nogle fantastisk sommerdage, der har ladet mit liv op med latter og glæde. Så her til sidst i dette indlæg vil jeg fortælle om den ting som jeg aldrig vil glemme fra dette års Distortion som fandt sted lørdag aften på Vesterbro uden før Øksnehallen.
Distortions final party foregik på i år på Vesterbro, og sambo A, hendes skygge og jeg, ankom der omkring ved 11 tiden om aftenen. Vesterbros oplyste nat stank af urin, og bølger af mennesker bevægede sig i konstante strømme frem og tilbage over de millioner af ejerløse glasskår, servietter, cigeratskoder og plastikglas, der i en uskøn spraglet mosaik besudlede gaderne, og vidnede om de endeløse mængder der havde myldret rundt i gaderne der før os. Aldrig i mit liv har jeg set København så beskidt og så myldrende levende på en gang. Som Distortions bankede hjerteslag hang lyden og vibrationerne af Bass hele tiden i luften, rytmerne skiftede som man bevægede sig rundt, men bassen var fast og den pumpede taktfast livsglade og berusede mennesker snublende og dansende rundt i de tilsmudsede gader.
Som små øer i mængden gik både dåsesælgere og dåsesamlere rundt med sækkevogne og sorte sække og holdt gang i en konstant vekslende forsyning og afrydning af varme øl og udtømte, drænede dåser. Til tider som man bevægede sig gennem de masende og pulserende strømme blev stanken af beskidt sved og menneskelig salmiak, afløst af andre sødere dufte, der fik en til at dreje hovedet automatisk og nysgerrigt efter kilden. Søde smørfyldte crepes solgtes fra små cykelboder og overfaldt ens lugtesans med et, når man uagtet kom inden for deres tillokkende radius af indflydelse. Den næsten lige så sødlige duft af Cannabis passerede ligelede gang på gang forbi en i mængden og kildede i både næsebor og i tågede minder om forgangen tid, indpakkede i et blødt dæmpet skær.
Hele Vesterbro emmede af løssluppent liv, af reglernes momentære tilsidesættelse og af den frugtbare nyskabende kraft som kan ligge i det friske blik der kan kastes over verden, når den gældende orden i et tilbageholdt åndedræt, ophører med at eksistere. Det var varmt, ulækkert, stinkende, sprudlende, dunkende, primitivt, løssluppent og helt og aldeles fantastisk levende.
Med øl i hænder og tasker, en kontrarytme i vores fødders tråd, latter i vores tale, og fint malede læber, og øjne gik min sambo A, hendes skygge og jeg rundt i dette bankende sammensurium af menneskelig beskidthed. Efter flere dages druk var stiletter for længst opgivet og tøjet begyndt at tangere mod det afslappede og praktiske, men dog stadigt pæne. Efter noget tids vandrende søgen fandt vi henne ved indgangen til Øksenehallen, Distortions improviserede bankende hjerte.
Det store metalskilt der markerede stedet var denne aften, af 10-20 individer, blevet omformet til et enormt slaginstrument. Med knytnæver, dåser, tasker og en enkelt træstolpe hamrede de en hypnotiserende monoton og til tider kompleks metallisk rytme ud i den livfulde nat. Som i trance, hoppede og boppende jeg rundt med både min egen og min sambos taske slængt over skulderen. Hænder og albuer var fyldt med alle vores øl og mine fødder insisterede på en til tider ambivalent kontakt med brostenene. Mine øjne, og det brede grin som det meste af aftenen havde nægtet af forlade mine læber, var magnetisk fastlåst på min sambos lille blonde, hvidklædte, skikkelse godt 4 meter oppe i luften foran mig.
Øjeblikket forinden havde jeg hjulpet hende op på taget af en enorm Distortionlastbil som hun nu, sammen med sin evigt vagtsomme skygge og omkring 20 andre mennesker fik til at gynge i takt til de metalliske rytmer der kom dunkende ud af skiltet. Sambo og jeg havde bare kigget på hinanden, da vi så folk begyndte at kravle op af bagenden på bilen, grinet og vidst hvad der nu skulle ske. Skyggen havde selvfølgelig kommet med sine formaninger men 1-2-3 vupti og Sambo A hoppede rundt på taget i adrætte krumspring til de samme rytmer der boppede rundt i min krop nede på jorden. Grin og vink og latter og hvin strømmede varmt og sprudlende ud over kanten og ned til mig hvor jeg dansende rundt på jorden med alle sanser højkant. Klar til at gribe og i fuld gang med at indprente mig dette minde.
Skærende hvide shorts og flyvende blonde lokker der bevægede sig til lyden af Distortions improviserede hjerteslag på en gyngede lastbil, i Vesterbros beskidte pulserende nat.
Til sidst kom politiet og drænede det rytmiske og kaotiske liv fra både skiltet og lastbillen og vi flød videre videre ud i natten for at danse videre andetsteds.
I dag har jeg spist fondant hellokitty kage som Paradispigen har lavet, og nu skal jeg læse.
Distortion var dejligt.

Dette er ikke så nemt at svare på! Din krop kan tilpasses varierende mængder føde uden den store vægtændring. Svær fødemangel resulterer ofte i hurtigt vægttab, men også i en efterfølgende trang til at overspise.
Vil foreslå at du prøver at ændre dine kostvaner på følgende måde:
1: Drop snacking en gang for alle, spis kun til dine måltider. 3 måltider fungerer fint for de fleste og gør det langt nemmere at kontrollere madindtaget i forhold til 5-6 måltider dagligt.
2: Væn dig til at spise dig mæt i madvarer der giver mæthed og næring i tillæg til energi. Alle måltider bør indeholde en pæn sjat protein (20-25% af dit totale energiindtag bør komme fra protein i dit tilfælde). Kulhydrater fra grønsager er også ok, dette inkluderer også hjemmetilberedte kartofler og lignende.
3: En hvis mængde fedt er også nødvendigt. Rigeligt med mættende energifattige grønsager, evt tilberedt i den nævnte fedtmængde, gør det også lettere at overholde planen.
4: Brød og kornprodukter bør spises med restriktioner på samme måde som fedt.
5: Frugt kan spises i moderate mængder, men ikke som mellemmåltider.
6: Flydende energiholddige drikke er et problem da de giver minimal mæthed, dette gælder konsummælk og frugtjuice såvel som sodavand. Light produkter i drikkevarekategorien, kan også være problematiske, da de ofte leder til forstærket følelse af sult.
7: Sukker/honning og lign. er også problematiske i forhold til mæthed.
Disse punkter vil forhåbentlig kunne hjælpe dig til at kontrollere dit energiindtag, uden at du skal tælle kcal, hvilket de allerfærreste kan klare i længden. Et spise anderledes en gang imellem er generelt ok sålænge det ikke overdrives.
Prøv i øvrigt at tilstræbe et langsomt vægttab på maksimalt 2 kg om måneden.
Vær altid bevidst omkring det faktum at et givent program kun virker sålænge du følger det!
Mvh Andreas

Vil ikke mene der er grund til at begrænse energifattige grønsager. Kulhydrater fra grønsager kan næppe komme op i en mængde hvor de forhindrer vægttab. Kartofler indeholder mere kulhydrat end de fleste andre grønsager, men selv her er det svært at overspise.
Protein kan du sagtens få fra ost og fisk og andre dyr. Rejer er også en udmærker måde at oppe proteinindtaget.
Mvh Andreas

Har du snakket med din læge om det? Hvis ikke så gør det. Selvmordstanker er et af de alvorligste symptomer ved depression, uanset årsagen. Du må ikke sidde disse tanker overhørig. Det kan godt være at du lige nu kan bortrationalisere selvmordstankerne og sige pyt. At du tænker at det ikke er så alvorligt endda. Men hvis de først er der, er sandsynligheden for at du realiserer tankerne, hvis du får chancen, meget stor.
Du lader yderligere til at lide af en eller anden form for spisevægring, når du skriver at du spiser dit første måltid kl. 13-14 og at du bliver mere glad og lykkelig ved slet ikke at spise.
De to tilstande er noget rigtig møg at sidde med. Det er ikke unormalt at depression og anorexi går hånd i hånd.
Lov mig, at det første du gør på fredag er at tage kontakt til din egen læge (evt. først mandag, vi går jo ind i kristi himmelfartsferien nu) og forklarer situationen. Skid hul i at du måske synes at det er pinligt. Lægen ved hvad der skal gøres og er vant til at håndtere den slags henvendelser.
Hvis du får selvmordstanker igen, både før eller efter at du har snakket med din læge, så ring til livslinen på tlf 70 201 201 eller gå ind på deres hjemmeside her og læs mere.
Det kan godt være at du synes at det her lyder som en ekstrem reaktion på dit indlæg, men MXO selvmordstanker, uanset kost og ernæring, er noget lort. Der er uden tvivl mennesker, for hvem selvmord er en reel og rationel løsning på deres problemer, men hvis du ellers er ung, har et helt liv foran dig og ikke har andre fysiske problemer, så er selvmord bare ikke en løsning. Forskning viser at laaaaaangt størstedelen af folk der overlever selvmordsforsøg vender tilbage til deres liv og er tilfredse med at de overlevede.
Så lad tvivlen komme livet til gode og søg hjælp!
Skriv gerne igen og del dine tanker.

Fredag d. 27/5-2011 og Lørdag d. 28/5-2094

Ryg ekst.
10x65kg
8x67,5kg
6x70kg
Bænk
10x22,5kg
8x25kg
6x27kg
Stivbenet dødløft
10x32,5kg
10x37,5kg
10x42,5kg
Lat. Raises
10x4kg
8x5kg
10x5kg
[superset]
Trips m reb.
10x22,5kg
8x25kg
6x27,5kg
biceps curls
3x10x5kg
[/superset]
[superduperset]
liggende benløft
3x15xbw
GPushups
3x15
[/superset]
Det var ikke lige noget i nærheden jeg kunne bruge til at lave eleverede pushups, så det må jeg lige fiks-fakse næste gang. Jeg smiler altid meget sødt til personalet samt ønsker dem god weekend osv. med den beregnende bagtanke at jeg så kan spare lidt good will op til at bruge af når jeg kommer og brokker mig over at jeg igen ikke kan finde diverse håndvægte, bolde, eller f.eks. nu hvor jeg pludselig har fået en trang til at slæbe en stepbænk permanent op på dækket… I øvrigt var 6kilos håndvægtene hoppet i havet igen.
Mobilitets og fysio ting.
Og så svømmede jeg slet ikke. For jeg havde glemt mit badetøj. Det var slet ikke så smart.
Det var så i går, men fik aldrig rigtig logget det.
Det fik jeg jo så nu, nemlig.
I dag, lørdag, har jeg danset i flere timer, til noget frygteligt populært og lækket musik. Og bagefter så til en hel masse endnu mere populært og lækkert musik, nemlig EURODANCE. Ohmigod, jeg elsker EURODANCE.
Jeg kan afsløre at E-type var en klar favorit.

http://www.youtube.com/watch?v=TTLBm-rE5bY&feature=player_embedded#at=120
Bagefter sad jeg og blev lidt kold på mit gulv og fnisede lidt mens jeg forsøgte at flexe foran mit webcam. Gad vide hvornår jeg gik fra at sidde og lave trutmund foran kameraet med skinnende blanke læber og fint malede øjne, til at sidde gennemsvedt med fladt, nødtørftigt opsat hår og forsøge at flexe mine stadig tykke, men nu også begyndende muskuløse arme.
Vi kan godt sige jeg tog de førstnævnte billeder ud fa kunstneriske impulser hvis du behøver den historie for fortsat at kunne retfærdiggøre din læsning af min log. Men for alle jer andre som kan håndtere sandheden tog jeg de førstnævnte ud af forfængelighed.
Sandheden er nemlig den at jeg altid har troet jeg var grim. Hver gang jeg så et billede af mig selv havde en retarderet flodhest indtaget den plads på billedet hvor jeg kunne have sværget, at jeg havde stået og smilet frejdigt til kameraet . Denne mystiske flodheste tendens ledte mig altså til den konklusion at jeg var grim, og sådan var det bare.
Men så var det jo så utrolig heldigt at jeg var en vidunderlig person, med en fantastisk personlighed, et utroligt intellekt og en uovertruffen ydmyg holdning til sig selv. Så skidt pyt med jeg er så grim, det er vel det indre der tæller, tænkte jeg. Men det er selvfølgelig stadig ikke sjovt i hjertet at være en retarderet flodhest på ydersiden, lige meget hvor sej og sød man ellers er på indersiden.
Så for omkring et år siden efter jeg var blevet single ramte sandheden mig, der var ikke længere nogen der elskede mig for mit gode hjerte, min fantastiske neuronkapacitet eller nogen som helst anden skjult indre kvalitet. Og hvordan skulle man nogensinde kunne få en chance for at vise dem noget af det, hvis det eneste de så var flodhesten? Jeg beklagede selvfølgelig min nød til min gode veninde Solpigen som langede mig en kærlig verbal lussing og et spejl hvor hun bad mig udpege præcis hvor flodhesten var. Da vi ikke rigtig kunne finde flodhesten nogle steder, blev vi enige om problemet nok lå i manglen på makeup og i fotografierne. Hun er nemlig dejlig er hun.
Så siden da har jeg øvet mig i at få taget billeder med mit webcam. Det er efterhånden blevet til omkring 400 ( ) billeder af mig selv, og nu er budskabet endelig ved at synke ind. Jeg synes ikke længere jeg er grim. Det er dejligt. Og hvis jeg nogen sinde skulle have lyst til at tapetsere mit værelse med mit eget ansigt, så er det en faktisk mulighed. Det er jo altid rart med muligheder, åbne døre og alt det der. Jeg kunne også oprette 400 dating profiler, eller jah... Få trykt 400 komik kopper af mig selv. Der må vel være mange konstruktive ting man kan bruge 400 billeder af sige selv til. Det kommer nok til mig på et tidspunkt.
Jeg tager ikke længere så tit trutmunds billeder af mig selv. Men jeg forudser dog en stigende tendens til flexsbilleder som fedtprocenten falder, forfængelig er jeg jo selvfølgelig stadig.
Her er både et trutmundsbillede og et par af flexbillederne.

Nu må jeg hellere skride i bad, skal vi være fulde i aften eller hvad?
/Jannie

Det er helt i orden. Du har også givet os en masse gode grin, så det skal være dig vel undt

Mathias: du er helt væk fra vinduet. Det er et absolut fåtal der er af normal gælder, som kommer markant over 90-95kg i rimelig form (clean). Sådan er det bare. Tænk over at de brugere der fortæller dig at du tager fejl er folk der er ti år ældre end dig og har trænet siden før du blev konfirmeret. Men så igen, jo yngre man er jo mere tror man at man ved alt.
PP: din "ven" er tydeligvis idiot og en tyndfed og fordømmende en af slagsen. Han siger jo direkte at du har mistet sin femininitet. Han tager for øvrigt fejl og ville have godt af at træner som/ med dig et par år.

Fredag d. 27/5-2011 og Lørdag d. 28/5-2094

Ryg ekst.
10x65kg
8x67,5kg
6x70kg
Bænk
10x22,5kg
8x25kg
6x27kg
Stivbenet dødløft
10x32,5kg
10x37,5kg
10x42,5kg
Lat. Raises
10x4kg
8x5kg
10x5kg
[superset]
Trips m reb.
10x22,5kg
8x25kg
6x27,5kg
biceps curls
3x10x5kg
[/superset]
[superduperset]
liggende benløft
3x15xbw
GPushups
3x15
[/superset]
Det var ikke lige noget i nærheden jeg kunne bruge til at lave eleverede pushups, så det må jeg lige fiks-fakse næste gang. Jeg smiler altid meget sødt til personalet samt ønsker dem god weekend osv. med den beregnende bagtanke at jeg så kan spare lidt good will op til at bruge af når jeg kommer og brokker mig over at jeg igen ikke kan finde diverse håndvægte, bolde, eller f.eks. nu hvor jeg pludselig har fået en trang til at slæbe en stepbænk permanent op på dækket… I øvrigt var 6kilos håndvægtene hoppet i havet igen.
Mobilitets og fysio ting.
Og så svømmede jeg slet ikke. For jeg havde glemt mit badetøj. Det var slet ikke så smart.
Det var så i går, men fik aldrig rigtig logget det.
Det fik jeg jo så nu, nemlig.
I dag, lørdag, har jeg danset i flere timer, til noget frygteligt populært og lækket musik. Og bagefter så til en hel masse endnu mere populært og lækkert musik, nemlig EURODANCE. Ohmigod, jeg elsker EURODANCE.
Jeg kan afsløre at E-type var en klar favorit.

http://www.youtube.com/watch?v=TTLBm-rE5bY&feature=player_embedded#at=120
Bagefter sad jeg og blev lidt kold på mit gulv og fnisede lidt mens jeg forsøgte at flexe foran mit webcam. Gad vide hvornår jeg gik fra at sidde og lave trutmund foran kameraet med skinnende blanke læber og fint malede øjne, til at sidde gennemsvedt med fladt, nødtørftigt opsat hår og forsøge at flexe mine stadig tykke, men nu også begyndende muskuløse arme.
Vi kan godt sige jeg tog de førstnævnte billeder ud fa kunstneriske impulser hvis du behøver den historie for fortsat at kunne retfærdiggøre din læsning af min log. Men for alle jer andre som kan håndtere sandheden tog jeg de førstnævnte ud af forfængelighed.
Sandheden er nemlig den at jeg altid har troet jeg var grim. Hver gang jeg så et billede af mig selv havde en retarderet flodhest indtaget den plads på billedet hvor jeg kunne have sværget, at jeg havde stået og smilet frejdigt til kameraet . Denne mystiske flodheste tendens ledte mig altså til den konklusion at jeg var grim, og sådan var det bare.
Men så var det jo så utrolig heldigt at jeg var en vidunderlig person, med en fantastisk personlighed, et utroligt intellekt og en uovertruffen ydmyg holdning til sig selv. Så skidt pyt med jeg er så grim, det er vel det indre der tæller, tænkte jeg. Men det er selvfølgelig stadig ikke sjovt i hjertet at være en retarderet flodhest på ydersiden, lige meget hvor sej og sød man ellers er på indersiden.
Så for omkring et år siden efter jeg var blevet single ramte sandheden mig, der var ikke længere nogen der elskede mig for mit gode hjerte, min fantastiske neuronkapacitet eller nogen som helst anden skjult indre kvalitet. Og hvordan skulle man nogensinde kunne få en chance for at vise dem noget af det, hvis det eneste de så var flodhesten? Jeg beklagede selvfølgelig min nød til min gode veninde Solpigen som langede mig en kærlig verbal lussing og et spejl hvor hun bad mig udpege præcis hvor flodhesten var. Da vi ikke rigtig kunne finde flodhesten nogle steder, blev vi enige om problemet nok lå i manglen på makeup og i fotografierne. Hun er nemlig dejlig er hun.
Så siden da har jeg øvet mig i at få taget billeder med mit webcam. Det er efterhånden blevet til omkring 400 ( ) billeder af mig selv, og nu er budskabet endelig ved at synke ind. Jeg synes ikke længere jeg er grim. Det er dejligt. Og hvis jeg nogen sinde skulle have lyst til at tapetsere mit værelse med mit eget ansigt, så er det en faktisk mulighed. Det er jo altid rart med muligheder, åbne døre og alt det der. Jeg kunne også oprette 400 dating profiler, eller jah... Få trykt 400 komik kopper af mig selv. Der må vel være mange konstruktive ting man kan bruge 400 billeder af sige selv til. Det kommer nok til mig på et tidspunkt.
Jeg tager ikke længere så tit trutmunds billeder af mig selv. Men jeg forudser dog en stigende tendens til flexsbilleder som fedtprocenten falder, forfængelig er jeg jo selvfølgelig stadig.
Her er både et trutmundsbillede og et par af flexbillederne.

Nu må jeg hellere skride i bad, skal vi være fulde i aften eller hvad?
/Jannie

Okay jamen tak
Det er jo nogen rigtig pæne ord.
Men nu håber jeg i forstod hvad jeg skrev, jeg synes jo ikke jeg er grim mere. Reflekterede bare lidt over den udvikling der er sket i mit livssyn, prioriteter og selvbillede. Hvor langt jeg egentlig synes jeg er kommet fra den dag hvor jeg stod alene i verden, knust og skulle starte forfra, uden selvtillid, selvværd, vila, volvo eller kat.
Det gjorde mig glad, nærmest lykkelig, og det ville jeg gerne dele.