Henrik S.

Jeg fik lige skrevet en længere løbsberetning fra Oure, den er som følgende:
8 minutter hvor meget er det?
Denne beretning handler om hvordan det er at køre med om sejren, og hvilket tanker der går igennem ens hoved under et kort intens løb.
Optakten
Vi tager ned til Oure aften inden for at kunne være tilstedet fra start af når kortene blive udleveret, vil man være med der hvor det sker, bliver man nød til at nørdet kort og tegne vejvalg på forhånd. Problemfrit skulle det dog ikke gå, jeg havde modtaget min mtb fra cykelhandleren fredag eftermiddag, hvor den havde fået skiftet sliddele, problemet var bare at krankboxen var monteret forkert. Derfor måtte vi lige forbi værkstedet på ”marken” og improvisere med en styr spacer i stedet for den manglede krank spacer, dette giver slør og irritationer skal jeg hilsen at sige. Når men vi kommer da i segn, eller dvs. vi ligger og vender og dreje os fordi adrenalinen stille og roligt begynder at sige go’dag.
Løbstaktikken er klar, vi skal først hen til de første par poster på by o-løbet, så vi ikke bliver fanget midt i feltet, og vi vil alene hen til klatringen. Rollerne er klart fordelt Niels og jeg skal levere watt’en, trække holdmedlemmer og klippe poster, Lars kører kortet og Anna skal følge med så godt som muligt. Selvom Anna er en stræk pige, har hun bare kønnet imod sig på et så korte løb som dette. Vores løbs opsætning bestå af energi til 8 timer, to kortholder, to rygsække, to løbetræk og to cykeltræk. Det handler hele tiden om at kunne hæve tempoet for den aktuelt langsommste på holdet, så derfor skal vi altid kunne få en person i træk.
Den indledende fase af løbet.
Der er massestart på Fåborg havn, hvor kortet er ukendt på forhånd indtil vi rammer trailsporet imod Svanninge bakker. Vi ligge hårdt for land, men de andre hold er umiddelbart ikke ”kommet for at danse” så der blive presset på, også lidt hårdere end planlagt. Lars skal lige kigge kort omkring post 2, og inden der er gået 5 sekunder, har ”feltet” passeret os. Omkring post 11 opstår der kaos og vi får lavet et lille hul. Vi holder hulen på trailløbet, og går først ind på o-løbet der forhåbentlig er svært nok til at lave en forskel. De andre er ikke til at se bagud og vi kører sikre præcis orientering på kompaskurs, men nej lige pudselig kan det sorte tog aka. Team Racing Denmark ses bagud, av av av det her bliver alt for tæt tænker jeg. Samtidig begynder Kina at siger tak for sidst, det er godt nok 4 uger siden jeg kom hjem fra Kina, men har ikke kunne løbetræne ordenligt siden, da benene har været for trætte over på alle de højdemeter løbet bød på. Det er ingen hjemmelighed at både Lars og jeg var på noget nær hjemmebane hele løbet igennem, dette giver bare ikke altid en fordel. De andre hold havde godt nok en hårdere løbetur, da de løb med deres vand, mens vi satsende på at fylde vand i skiftezonen imellem løb og mtb. Det kræve lidt lokalkendskab at vide hvor man kunne tanke vand i denne skiftezone, så dette kom til at koste os et par kostbare minutter.
Vi går ud på det tekniske mtb spor som nr. 3 ikke langt op til de første, men nok til at vi ikke kommer tættere på, vi er som hold ikke gode til de godt og vel 150 180 grader sving ruten byder på, og taber tid. Man kan ikke gøre en skid for at hjælpe, hvilket er frustrerede, da svigende kommer med få meter mellemrum, flow er en by i Rusland på dette spor. Fik jeg sagt at jeg gælde mig som en ”ko der er ved at blive lukke ud på græs” til at se noget grus eller asfalt? Vi slutter Svanninge bakker af med at skulle sige go’dag til trolden Finn, en stigning jeg huskere meget ondere, selvom jeg denne gang har en på træk, så cykelbenene har det altså okay.
Vi går ind på et mtb-o kort med meget kort afsted imellem posterne, hvilket give meget stop and go kørsel, ikke lige hvad man har lyst til når der bare skal ”ædes” hold foran.
Den afgørende post
ATventure er på dette tidspunkt foran os, og vi ligger sammen med de tidligere Merrell drenge, med omkring 2min op til Racing Denmark, så sker det at ATventure kommer den anden vej, de kan ikke finde posten (vidst nr 39), kortet er også ret udtydeligt, men vi tosser lidt rundt og ender med at kører tilbage til sidste sikre udgangspunkt, hvor vi forsætter af det spor vi var på og finde posten et par 100 meter længere fremme, det er hvad der kan sker, så ingen sure miner. Lige pudselig er hulet til Racing Denmark blevet en del større, vi er dog stadig i starten af løbet, så det skal nok kunne nås.
Asfalt ja tak!
Vi er nu fire hold samlet, hvis det ikke havde været for klatring havde jeg indgået en alliance om at køre Racing Denmark ind, men problemet var at klatringen var forude, og det var af stor betydning at kommer først ind så man undgår kø. Derfor få vi lagt os ned bagved og talt taktik, eller det vil sige at jeg siger til Niels, du skal op og klippe næste post først, vi andre kører videre i okay fart, så må du selv søge for at lukke hulet… Det går fint nok, men så skal vi krydse en vej lige efter og der kommer samling igen. Vi rykker ikke engang men laver bare hulet på krydsningen af vejen, dette ser jeg straks og får råbt SÅ DET NU! Derfra går det med 37-38 km/t i time derudaf, godt nok i medvind men stadig med rullebakker. Jeg er en smule presset ved at skulle holde hjul på Niels med Anna på træk, hun kæmpe godt og jeg kan tage nogle enkle føringer engang imellem, når hun ikke har brug for træk. Niels som godt nok er semi professionel triatlet, kører bare stærkt på den mtb, han klippe alle posterne og lukker hullerne, men ikke nok med det, så går han også direkte i front de fleste gange når han kommer op igen.

Sikret på vej imod klatring som nr. 2, men vi har allerede tabt 11 minutter til nr. 1.
Klatring – jeg magter ikke mit liv!
I bussen på vej derud har Anna og jeg snakket om banen hvor man skal hoppe og får et kort frit fald inden man svinger over i et net, noget jeg hader, men ved at det er det hurtigste og bedste at gøre for holdet skyd. Jeg er klart i gul zonen oppe på platformen, ikke helt over imod den røde farver på tryghedscirklen men heller ikke tilpas. Jeg ved at jeg bare skal springe ud i det og få det overstået, ikke noget men at tænke, bare handle. Det viser sig bare at være dumt, jeg får et lorte sving der ikke er langt nok, til at jeg kan finde ud af at gribe nettet på den anden side. Nu hænger jeg så der i bogstavlig ingen mandsland, total håbløs og ynkelige. Heldigvis kommer Magnus som jeg kender fra USG op på platformen, han kan ligesom ikke kommer videre, så han må trække mig op, hvilket er ekstremt hårdt. Problemet er at han ikke kan trække mig langt nok op, så mit sving bliver for kort og jeg prøve ynkeligt at for en fod i nettet, men det lykkes selvfølgelige ikke. Jeg er vred, frustreret og rasende, hvilket folk kan høre på mine råb, som nok ikke skal gentages på skrift… Det lykkes selvfølgelig heller ikke i 3. forsøg, men først når Rasmus når op til Magnus. Var der en der skyder øl, det tro jeg nok der var…
Jeg føler at jeg har skuffet mit hold, men finder ud af at triatleten heller ikke er nogen super klatre, så han er stadig i gang med sin bane, og jeg er lige pudselig ikke så sur på mig selv mere. Hvad være er, er at vi nu har tabt yderligere et par minutter til Racing Denmark.
Rulleskiftede kippetang
Nu skal der bare ædes km. Op på den store klinge, der er nemlig ren asfalt ind imod Svendborg, men kranksættet begynder for alvor at være irriterende, jeg taber meget fart på ikke at kunne træde ordenligt. Nu er det vigtig at finde de positive tanker frem, så jeg bruger ikke energi på at være frustreret. Alt ens energi går på at tænke i hvordan vi kan hæve hastigheden og kører hurtigere som hold. I Svendborg står den på mtb-o by-sprint (Ja Nikolaj Ib man behøvende ikke at stille cykel i næste TA og løbe cykelruten…), det er stop and go hele tiden, så vi finder ud af at der er hurtigst er at kaste klippetangen imellem Niels og jeg. Fik jeg sagt det handler om at optimere hele tiden?
Vi når nu frem til skiftezonen i Svendborg, vi er 15 minutter bag ved Racing Denmark, der skal hives noget ekstra op af hatten for det skal lykkes, men jeg er fortrøstningsfuld med udsigt til et o-løb hvor man måske kan lave en forskel. Jeg kan ærlig tal ikke rigtig huske noget for dette o-løb, andet end at jeg var presset og må overlade løbetrækket undervejs til Niels, hvor jeg i stedet får klippetangen.
Man kan mærke på Lars’ orientering at han også er lidt træt, for han orienterer godt, men ikke ekstra ordinært godt, hvor man går direkte ind i posterne. Dog henter vi 8 minutter på Racing Denmark på et 75 minutter o-løb, så helt dårligt var hans orienteringen ikke…
En forårsdag i hav”vede”
Referencen til Paris Roubaix skal tages meget bogstavligt, godt nok går vi i vand til navlen, men ens lår brænder sindssygt og pulsen for længst har rundet de 80 %, selvom fart kun er 3.5 km/t. Niels er meget optaget af at optimere, hvilket vi prøver, men vi kan ikke rigtig hente noget hjælp ud af kajakkerne. God råd er dyre og håndpladerne ligger der hjemme, så selvom de kunne have gjort gavn, er de bare ikke taget med, hvilket klart er en fejl. Vi kan dog se Racing Denmark der har taget en lille omvej imod Thure ø, så vi henter ind på dem, 6 minutter præcis siger uret ved posten på Thure ø. Racing Denmark kan dog fornemme os, og sætter farten op, så vi løber om kap forskudt i det lave vand langs Thure ø, og henter eller taber hverken tid. Svømningen tilbage til Fyn er specielt hård for kajakkerne, for selvom vi svømmer det bedste polocrawl vi har lært, skal de trække igennem for at flytte os. Anna er vist ret glad for at vi tit laver t-bugsering som styrkeintervaltræning, for det skulle efter sigende være ligeså hårdt.

Jeg sveder i den 7mm tykke neopren dragt vi er blevet udstyret med, og prøver at nedkøle mig, noget jeg på ingen måder deler med Niels. Ps. Racing Denmark kan ses i det fjerne.
Det afgørende slag – på bike’n inliners
Vi er præcis 6 minutter bagefter, da vi går ind i den afgørende fase af løbet. Vi fedter dog alt for meget i skiftezonen, da Niels er underafkølet og vil have mere tøj på, jeg skulle have hjulpet ham noget mere, men tro han er klar og begynder at trille før han er klar. Dette er en begynder fejl, vi ikke bør lave men alligevel laver. Ens lår er døde efter den forgående etape, men håbet lever stadig, vi skal bare blive ved tænker jeg konstant. Vi staser da vi bliver nød til at vinde tid. Man kan enten løbe langs stranden eller kører uden om, vi ved at det er besværligt at løbe med cyklen på dette strandstykke grundet tang mm. (lokalkendskab), så vi lader dem på inliners løbe, mens Niels og jeg cykler uden om. Dette viser sig at være langsommere samlet, og igen har lokalkendskabet været en ulempe, vi skulle være forblevet som et hold, ingen tvivl om dette. Mentalt er det hårdt nu, jeg har en mellemtid der siger 9 minutter, og ved at der realistisk ikke er meget mere end 40 minutter tilbage. Prøver at overbevise mig selv om at Racing Denmark har kørt over evnen, og får en krampe lige om lidt, nok mere for at bevare håbet og holde farten oppe end noget der er realistisk.
Finalen
Når vi rammer ”marken” igen mangler vi bare et kort o-løb, vi har 9 minutter op, Racing Denmark bommer umuligt 9 minutter på dette kort, når jeg desværre at tænke. Men jeg har helt andre problemer at tænke på. Kina siger ikke bare tak for sidst, det er hverken kvalmen, der total dræbende varme eller skranter man kan falde ud over, der rammer mig, nej bare en total blokering af min ben, jeg kan kun lige følge med og kan ikke få pulsen eller tempoet op. Niels tager sig heldigvis af at klippe posterne. Vi rammer målet efter 8 timer og 7 minutter, hvor vi henter 1.5 minut på den sidste lille o-løb, så Racing Denmark har også være trætte.
Vi lavet nogle små fejl, men samlet set var jeg meget tilfreds, vi kørte med hvad vi havde på dagen, selvom det ikke var optimalt. I vores tre forgående opgør imod Racing Denmark, har vi slået dem, men jeg ville heller end gerne have byttet en af de sejre til en sejre her på min gamle ”hjemmebane”, der er trods alt noget specielt over Oure.

Svaret på det indledende spørgsmål:
0.21 km/t eller 4 sek. pr/km hurtigere…

Løbsberetning Kina:
Imens Team Merrell er ved at forberede sig til Oure Adventure Challenge kommer her løbsberetning fra Baise Mountain Quest, Kina:
Sikke et cirkus, 1,5 time til transfer i Beijing er ikke nok - på vej hjem kunne vi konstatere at 4 timer er mere passende omend stadig lidt i underkanten. At komme til startstregen er halvdelen af racet, og når det gælder Kina måske mere endnu, så hvor hårdt kan et 4 dage etape løb i Kina være? Hårdt skulle det vise sig - og ondt.
Vi ankom til Nanning lufthavn d.22. april og kunne konstatere at to cykelkasser ikke var kommet med flyet efter en kaotisk transfer i Beijing lufthavn.
Jonas, Klaus og Karen sprang på en bus mod løbshotellet i Leye, imens Anna og Lars opsatte en sigøjner lejr ved bagagebåndet og gav sig til at vente. Det var en stor lettelse da de sidste to kufferter dukkede op det næste fly, og de kunne nu også fortsætte rejsen. Først skulle bussen dog lige vente på et andet hold, og turen blev ydereligere forsinket af en chauffør der blev træt af at køre, en overnatning på hotel i Baise, trafikuheld og almindelig kinesisk bureaukrati.
Holdet kunne dog samles lige i tide til race briefing kun 24 timer efter de havde skiltes. Her fik holdet sig nogle gode overraskelser fra løbslederen Wei-Jun, fra nu af omtalt Wei-ond, der kunne berolige med at det godt kunne være at etaperne distance mæssigt var længere end tidligere, til gengæld var de også mere kuperede.
Nu var det tid til samling af cykler, organisering af grej og planlægning af energiindtag.
Det var med stor glæde og en snert af nervøsitet at holdet satte sig ind i bussen til startområdet næste morgen. Sikke et syn de blev mødt med til åbningsceremonien. Tilskuerne var klædt i kinesiske folkedragter, der var drager, konfetti, kinesisk musik og man kunne blive ved.
Løbet lagde ud med en kort prolog med 3 poster efter kort husk inklusiv en på toppen af det højeste bjerg i byen og en med rappelling.
Herefter fulgte en 27 km løbe etape, op og ned af trapper, over bjergpas og gennem dale. Undervejs var en caving sektion gennem en enorm grotte. Nu var det op på cykel, 45 km kuperet mtb etape op og ned af bjergene og gennem landsbyer hvor holdet blev mødt af hundredvis af hujende kinesere med flag der råbte Gayu (Kom så) på lang afstand. Afslutning på etapen var 32 km kajak på en flod, hvor holdet skulle sno sig igennem de lokale fiskeres net og husbåde med vagthunde.
Vel i mål kunne holdet nyde en fin middag bestående af kinesisk pizza og medbragte feltrationer og så tage sig et velfortjent hvil - det blev ca. til 1 time.
Starten gik nemlig tidligt næste morgen (kl. 5), nu gældt det en 125km mtb etape med en 3 km bike n’ hike sektion. Det blev en lang tur men til gengæld var den meget kupperet (3600 positive højdemeter) og indeholdt meget tekniske nedkørsler. Holdet blev også udfordret på varmen, da solen virkelig brændte igennem den dag, men sikke et landskab. Det var tydeligt at der var tale om Kinas største te producerende område. Så langt øjet rakte var der terrasser med te planter. Igen blev holdet båret frem af heppende kinesere.
Selvom holdet pressede på satte de mange højdemeter sit spor, og de missede desværre cut off til løbeetapen og rafting med 20 min. Skuffede kunne de nu give sig til at vente på transport tilbage til hotellet.
Næste morgen gik starte til dag 3 og dermed 2. etape. Prologen bestod endnu engang af et kort orienteringsløb med et lidt upræcist satellit foto. Lars havde friske ben og et køligt overblik da han tog to ud af tre poster i følgeskab af Jacky Boisset tidligere verdensmester. Team Merrell kunne derfor give sig ud på den 27 km løbeetape som et af de første hold. I begyndelsen gik det let ned af bjerget, men solen bagte, og holdet skulle igennem en jungle af strid underbevoksning med asiatisk efeu - som vi kan bekræfte "napper lidt".
Herefter var det endnu engang op på cyklen og over bjergene. Betonvejene blev til grusstier, grusstierne til stenede spor der endte i single track som til slut blev til små gedebukkestier det sidste stykke over toppene. Her måtte vi af cyklen og slæbe den det sidste stykke til toppen (1.5km), bike and hike enhver adventure racers favorit disciplin. "Det kan altid blive værre" syntes at være mottoet for dette løb.
Endnu engang missede holdet desværre cut off med 20 min, og blev kørt til night campen, som igen var placeret ved en flod. Løbsledelsen havde fået opstillet beduin telte til de trætte eventyrere, og når ja, lige lavet en hel ny vej de sidste to km. derned. Det var dejligt at få skyllet de solskoldede skandinaviske stænger i en spand koldt vand og nyde en vandmelon på rismåtter under teltdugen.
Da kiggede løbslederen Wei-Ond forbi vores telt. ”are you ready for last stage tomorrow?”. – ”Sure, we hope that we can make it to the finish line with in the time limit”. Hvor han efter en skummel latter udbrød: ”Good Luck”.
Dag 4 - Sidste etape lagde ud med en 16 km kajaketape på en flod imellem bjergene. Herefter fulgte en 13 km løbeetape, der på trods af den korte længde skulle vise sig at være mindst lige så ond som alt det andet. Første gik det op af bjerget, så ned igennem et stenbrud, så op igennem et stenbrud, ned af bjerget, op ad bjerget, ned igennem endnu et stenbrud og op igennem stenbruddet igen, så ned af bjerget, op af bjerget og ned af bjerget igen. Man stoppede med at tælle…
Herefter galt det sidste mtb-etape på 37 km, hvor Wei-ond endelig ikke skulle snyde nogen for endnu en omgang bike and hike.
Holdet var derfor lettede og trætte, da de kunne høre jublen fra målområdet ved det store stadium,
Trods vi missede 2 cut off, endte vi på en 13. Plads ud af 25 i blandt nogle af verdens bedste hold, der også kæmpede med netop at nå flere cut off. Flere af topholdene udtalte undervejs og efterfølgende at dette var det hårdeste, længste og mest teknisk krævende adventure race afviklet i Kina.
Højde profilen på knap 14000 højde meter fordelt over 4 dage vidner om dette, men sikke en oplevelse. Så mange indtryk og erfaringer holdet har gjort sig - det skal nok blive rigtig nyttigt til de kommende races i denne sæson.
Jonas Nordstrom Schwartz, Lars Bukkehave, Klaus Jessen og Anna Hecht Nielsen
Og en stor tak til Maxim for støtte i form af energi - http://www.maxim.dk/kig gerne forbi deres siden, der er ret gode rabatter på barer pt.

Haderslev 1/2 IM 2015:
Swim: 33 min
Bike: 2:19, 34,5 km/h
Run: 1:29, 4:29 min/km
Total: 4h27m
Som tallene viser, målte jeg ruten for kort på cyklen og løbet. Vi fik at vide før svømmestart, der var skåret 6 km af cykelruten, da der var en stikvej (med 180 graders vending), hvor kommunen havde smidt grus ud.
Svømningen var rigtig hård, og jeg kan se på resultatlisten, jeg ikke var ene om den følelse. Alle jeg kender har svømmet under niveau, så det er ok.
Jeg ender som 9 i AG 18-39, og er egentlig ret godt tilfreds med resultatet!

Ja, det er sådan en trænings-buffet med lidt af det hele ...
Den lange tur i dag mindede mig om maraton "i gamle dage". Der løb man også ofte på øde landeveje. Uden tilskuere, men med en undrende lokalbefolkning, der bare rystede på hovedet. En del af løbet kunne foregå i selskab med andre, men man kunne også komme til at løbe lange stræk alene, fordi der til nogle løb var virkelig få deltagere. Så løb man der og kunne meditere lidt over tilværelsen. Meget lidt konkurrenceagtigt i forhold til nutidens lettere hysteriske storbyløb, hvor der hele tiden er løbere, larmende tilskuere, musikalsk underholdning og hvad har vi.

Uge 22
Endnu en træningsuge er sat i banken. Og den blev igen ganske vellykket, selv om jeg nappede mig en hviledag undervejs :dropjaw:
Mandag blev det til den korte tur rundt om Damhussøen på 5,5 km.
Tirsdag blev det til 12-13 km med den traditionelle løbetur om formiddagen samt jog og styrketræning sidst på eftermiddagen.
Onsdag løb jeg for en gangs skyld sydpå til Valby Parken og Hvidovre Strand og retur. 14-15 km i det hele.
Torsdag følte jeg mig ærlig talt lidt stegt i benene, så det blev en tilbagelænet joggingtur på 5-6 km.
Fredag var jeg stadig lidt træt og havde travlt på job, så jeg tog mig en slapper.
Lørdag blev det til 12-13 km i det hele om morgenen, hvor jeg løb ind og nuppede et Park Run i Fælledparken. Den landede på 20:57 for den 5 km.
Søndag har jeg været på langfart. Løb ind til Valby Station, tog regionaltoget til Roskilde og løb hjem i sol og medvind. Omkring 5:10, så det var langturstempo, men meget skønt og næsten meditativt at løbe sådan ét, langt stræk. Det blev præcis 27 km i det hele.
Togturen kommer sjovt nok med på optegnelsen, det er lidt spøjst. Ellers må jeg sige, at mit nye TomTom Runner bare er betydeligt bedre end mit gamle Garmin. Fanger satellitterne med det samme og mister aldrig signalet.

Du er sgu' dedikeret. Lige nu kunne jeg godt sætte nogle penge på, at du gennemfører projektet, endda i en pæn tid. Kan man spille på det via Oddset?

OPDATERING
Det har stået lidt stille med opdateringerne denne uge. Jeg har haft sygt meget arbejde, og må også sige, at jeg har arbejdet meget med motivationen. Har været træt, og har bare haft lyst til at spise. Dette bevirkede, at jeg tirsdag til lørdag bare har spist igennem og ikke har tænkt så meget på træningen, heller ej udført den. Det lyder måske helt "på månen" for nogen, men for mig, så er det bare bedre at få ud af systemet og så finde nyt og forøget fokus derefter. Det betyder selvfølgelig at man ikke får fulgt træningsprogrammet til punkt og prikke, samt at vægten stiger, men det tager jeg nu stille og roligt. Der vil altid være bump på vejen og jeg skal nok ramme vægten omkring de 72 kg inden La Marmotte.

Anyways, here goes;

Mandag tog jeg en fridag grundet tre intensive dage i Harzen. Det var dejligt og tiltrængt.

Tirsdag den 19/5 // Cykling i Hallandsåsen
Et par kammerater og jeg drog til Hallandsåsen efter arbejde for at køre nogle stigninger. Nu var jeg lige kommet hjem fra Harzen, så det var egentlig ikke fordi at jeg savnede stigningerne, og benene var stadig noget præget. Men jeg tog med, og det var nu egentlig meget fint.
Jeg var dog noget flad, og kørte mig kun ud på en ud af relativt mange stigninger. Resten tog jeg bare "stille og roligt" hvis man kan definere Hallandsåsens mange +10%-stigninger for dette.

I alt
Distance: 69,4 km
Tid: 2:50
Gns-fart: 24,5 km/t
Max-puls: 174
Gns-puls: 143
Højdemetre: 1.292
Kalorier: 1.611


Onsdag den 20/5 // Restitutionstur
Stille og rolig tur ud på Amager for at rulle benene af efter de mange hårde dage. Damn jeg måtte arbejde med hovedet for bare at gide at køre denne aften.

I alt
Distance: 46,2 km
Tid: 1:38
Gns-fart: 28,1 km/t
Max-puls: 136
Gns-puls: 123
Højdemetre: 46
Kalorier: 728

Herefter gik motivationen bare helt fra de næste dage og hold kæft hvor åd jeg meget crap. Dejligt


Lørdag den 23/5 // VO2-max-intervaller
Blev klaret indendøre i FitnessDK inden et bryllupsarrangement. Godt pump i benene;
Opvarmning 6 sæt af 3 min interval af 105% FTP afbrudt af 2 min rul. 10 min afrul Damn det var godt. Fik pulsen godt op, og som steg for hvert eneste interval. Husker ikke rigtig watt-tal, og midt i selve sessionen gik måleren også ud, men træningen føltes dog at være rigtigt. Kunne ikke presse meget mere ud af kroppen.

I alt
Tid: 1:00
Max-puls: 179
Gns-puls: 149
Kalorier: 694


Søndag den 24/5 // Volumentur, der blev til megen volumen
Nå, så begyndte jeg endelig at fange motivationen igen. Programmet sagde en 3-timers tur, men idet at jeg havde misset et 2-timers træningspas fra torsdagen, herunder lidt styrke+core-træning, så valgte jeg at "uppe" mig.

Jeg kørte ved en 10-tiden fra Vesterbro og op over Strandvejen til Helsingør. Godt vejr, en smule modvind, men ikke at det gjorde noget, og det var bare dejligt at være ude. Ved Snekkersten mødte jeg et karneval af unge mennesker, hvor jeg simpelthen måtte stoppe op. Hele vejen var fyldt at stive folk. Jeg spurgte et par piger hvad der skete, og de sagde at der var øl-løb. Egentligt havde jeg mere lyst til at stille cyklen og deltage, men kom dog hurtigt på bedre tanker. Jeg vendte rundt og fandt en omvej rundt om Snekkersten og kom hurtigt ned mod Helsingør. På den anden side af Helsingør kørte jeg mod Rågeleje. I Hornbæk måtte jeg dog stoppe med en punktering. Mit fordæk havde fået en større flæns, og jeg tror simpelthen at dækket var blevet snittet op af en knust flaske på vejen. Luften sivede tilmed stille og roligt ud. Havde kun en slange med, så nu måtte jeg krydse fingre for, at det ikke ville ske igen. Fra Hornbæk og videre fik jeg direkte vind i snotten. Dejligt med mere modvind.
Kørte videre mod Rågeleje, hvor der ventede en frokost hos noget familie, som har et sommerhus deroppe. Ankom, spiste og slappede en smule af, og så kørte jeg tilbage af samme vej.
På vej tilbage havde jeg håbet på lidt medvind, men mine forhåbninger blev kun indfriet de første 15-20 km. Det kørte ellers fint med godt 40 km/t. Herefter drejede vinden 180 grader og så måtte benene på arbejde efter godt 100 km i banken. Ved Helsingør og ned ad Strandvejen var modvinden mere moderat, og klart til at arbejde med. Ved Vedbæk overhalede jeg en gut, som med det samme lagde sig på hjul. Der lå han frem til Skodsborg, hvor vi ramte et rødt lyskryds. Da vi stod og ventede sagde han, at der var godt med tryk på. Jeg smilede som tak, og sagde at vi jo skulle køre igennem. Op ad bakken ved Skodsborg ville han så gerne tage føringen, men lige inden toppen måtte jeg overhale og igen tage føringen - det gik simpelthen for langsomt. Han var dog ikke at finde på den anden side af bakken, og jeg fortsatte videre.
Grundlæggende gik det faktisk fint, og jeg nuppede hjemturen på 81,5 km med ca. 33,5 km/t i snit. Ret stolt faktisk, specielt med betragtning af modvind og et interval fra 81,5 -163 km distance..

I alt
Distance: 163 km
Tid: 5:12
Gns-fart: 31,3 km/t - og glemte at slukke uget både under karneval og de første 3-4 min af punkteringen.
Max-puls: 170
Gns-puls: 144
Højdemetre: 506
Kalorier: 3.349

Overraskende god solo-tur. Følte mig selvfølgelig træt da jeg kom hjem, men ikke udkørt. Det er tilfredsstillende, specielt med 163 km i banken - har faktisk aldrig kørt så langt alene.

Person Of Interest
Pløjer igennem første sæson af Person Of Interest lige for tiden. Den er ret underholdende, og så har den en interessant grundpræmis: Siden 9/11 har amerikanerne samlet stort set al data ind fra alle tænkelige kilder for at kunne forudse kommende terrorangreb.
Tanken bag serien er, at denne overvågning også afdækker potentielle trusler for alle mulige andre personer, der blot ikke er terrorrelaterede. De bliver "smidt væk" som irrelevante, for myndighederne bekymrer sig kun om terrortrusler og ikke private, der er truede.
Serien "opfinder" så manden, som har været med til at udvikle dette system, og han har fået samvittighedskvaler. Han har etableret en "bagdør", så han kan få numrene ud på de personer, der enten er truede eller måske måske selv vil begå noget ulovligt.
Han teamer op med en tidligere agent for at forhindre, at de voldelige begivenheder bliver til noget. Og det er sådan set setuppet til serien. Ved ikke, hvor længe jeg hænger på, men den er ganske underholdende ...

Har været til lungefunktionsundersøgelse.
Jeg slår stadig pænt ud på KOL-indikatoren men ligger dog langt over norm på de øvrige tal. Jeg blev faktisk bedt om ikke at puste for fuld kraft
Eftersom jeg ikke umiddelbart har nogen gener, er lungesygeplejersken inde på, at jeg måske bare har astma og er lidt skævt skruet sammen.
Om hun har været i kontakt med min læge, som jo i efteråret ikke mente jeg skulle sættes ned i medicindosis, ved jeg ikke. Hun er i hvert fald vendt på en tallerken og er ikke længere indstillet på at eksperimentere med medicindosis igen. Når jeg fungerer på fuld dosis og ikke på den halve, så får jeg lov at beholde det hele og sådan skal det også være fremover.
Det var sgu rart!!!
...
Der er Heino-cup senere i dag men det bliver ren overlevelse, hvis jeg kommer med rundt. Jeg har beton i benene og er generelt off, efter de sidste dages natteroderi.

I dag kørte jeg afsted med OCC. Et noget magert fremmøde der er resultatet af at der bliver kørt cykelløb i Jylland for ungdomsklasserne, Gran Fondo i nordsjælland, og så en større flok motionister der spiser schnitzel i Hartzen.
Vi var derfor "kun" 7, hvoraf den ene var motionist. Til gengæld var det den "hårde" kerne i OCC-regi med 1 B rytter, 3 C ryttere og en enkelt H50'er. Turen gik ud mod Flyvestationen. Ved Frederikssundsvej skulle de andre køre 2x 2 minutter max, og der sprang jeg så over og kørte noget AT i stedet for, mest af alt for ikke at belaste knæet mere end højst nødvendigt. Efter lidt opsamling kørte vi så ind mod Søsum, og der var en lille bakkespurt. Normalt bør jeg ikke gå med, men jeg skulle altså lige se hvordan jeg var ift. de andre. Jeg kom først op over bakken, men manglede så lidt punch da den fladede ud og blev 2'er efter Henrik, som lige er rykket op i C klassen efter fremragende kørsel i D klassen. Dog var jeg egentlig ganske tilfreds med at blive 2'er i det selskab.

Ved Søsum kørte vi 20 minutters sub-AT rulleskift. Det gik sgu egentlig også meget godt, og det var rart at få lov til at råbe lidt af de andre igen når de glemmer at bakke af efter en føring, eller ikke træder når det går nedad. Efter en kort pause gentog vi rulleskiftet, og igen sad jeg med uden de store problemer. Jeg kørte nok tættere på AT end de andre gjorde, men det var sgu ikke ubehageligt.

I slutningen af det sidste interval kørte vi ind mod Farum, og da vi egentlig var færdige manglede der kun 3-400 meter til bunden af bakken ind mod Farum, så jeg holdt fronten og gav den hvad jeg kunne, for derefter at lade de andre give den fuld gas op ad bakken.

Herfra kørte de andre lidt mere nordpå for at se Gran Fondo, hvor jeg så valgte at køre hjemad. De sidste 5 minutter mærkede jeg en lille smule til knæet, men ikke noget der var alarmerende. I alt 75,8 km, 2 timer og 23 minutter, 31,8 km/t, og for første gang i meget lang tid var min balance mellem venstre og højre ben 46/54 og ikke 45/55!

Det er faktisk gået over al forventning med knæet, og jeg går egentlig bare og venter på at det skal gå galt igen. Det er næsten for godt til at være sandt. Under alle omstændigheder kan jeg køre lidt over 2 timer nu uden at mærke noget særligt til knæet. Jeg tror jeg fortsætter med den distance i næste uge også, og så kan jeg overveje at skrue lidt op for længden i næste uge igen. Alternativt skal der måske rodes med intensiteten, og det kunne måske betyde noget VO2max, men mere om det når jeg bliver klogere. Som sagt, så er jeg bare glad for at komme ud og køre en 65-75 km med lidt intervaller, og blive blæst lidt igennem.

:4whistling:
Ha ha er da lige det. Kunne nok godt nogle gange bruge sådan et all over skumfidus outfit med alle de ting jeg bumler ind i.
Mange tak for tanken :hippy:
Træning d 17.5
Løb
35.9 k, 3 timer og 27 minutter med gel sip hvert 20. minut og vand bab hvert 10.
Fungerede rigtig fint og havde et helt anderledes energi niveau end i sidste uge. Kilometrene fløj pænt afsted og ja pludselig var jeg hjemme igen. Er selvfølgelig træt i stængerne men slet ikke ødelagt, som i sidste uge.
Vand larmede godt nok ellers meget rundt på ryggen og følte mig ikke helt så fri. Var også i tvivl om camelbag lækkede lidt og da jeg på et tidspunkt havde et lille hurtigt touch down pga en rod, føltes det bare som om at alt vandet røg ud.... Nå heldigvis nok til at holde kroppen velhydreret, så værd at gå efter men næppe via vand på ryggen til race day.
I morgen tidlig bike og så ellers en del restitution resten af dagen + tirsdag.
Håbet at få løbet og svømmet i Bad Homburg.
Tænker at jeg har fortjent en lille middagslur nu
Den fortsat gode søndag til boardet :hippy:

X2 :4flex:

Uge 19
Nu gik det lige så godt
Nej, bare rolig, ingen katastrofer, men jeg havde store planer om at løbe langt denne weekend, og så besluttede min kære kone at give sit halsonde og sin harkende hoste og generelle sløjhed videre til mig. Hun er selv ved at være ovenpå, så jeg tror nu ikke, det bliver lige så langvarigt som min influenza, men det er nu alligevel irriterende.
Ellers har ugen bud på følgende:
Hviledag mandag efter den lange tur søndag i Berlin.
9,2 km tirsdag ad de sædvanlige stier.
5 km på løbebånd(!) og efterfølgende styrketræning i FW om onsdagen. Arbejdet tillod simpelthen ikke mere end en ultrakort visit, så jeg løb 5 km i tempo fra 12 km/t til 14,5 km/t og ned til 12 igen.
14,5 km torsdag i jævnt tempo.
9,2 km fredag formiddag. 3-4 km om eftermiddagen med en omgang styrke i FW.
Lørdag gik jeg fuldstændig ned med flaget og halsonde. Sov det mest af dagen væk.
Her til morgen søndag var min stemme så væk - som i helt væk. Men jeg havde egentlig lyst til en lillebitte joggingtur i solen, så jeg tog 5,5 km turen, hvor jeg også fik testet mit nye gps-ur.
Jeg har investeret i et TomTom Runner, og det er godt et fremskridt i forhold til mit gamle Garmin Forerunner 110. Det finder satellitterne på få sekunder, og så er de vigtigste tal så store, at gammelfar kan se dem uden læsebriller
Upload til MySports går også som en leg, og selv om jeg har købt basismodellen (uden puls), så samler uret blandt andet kadencedata. Betjeningen undervejs er også bedre med en lille firkantet trackpad i stedet for knapperne på siden af Forerunner.
Så thumbs up for det, selv om det var en sølle hostende og harkende joggingtur.
Det har i øvrigt vist sig i dag, at hele min nærmeste familie nærmest har døjet med hals og hoste, så der er åbenbart noget i omløb. Det giver sådan en sær tilfredshed at vide, at man ikke er helt alene om det.
Indtil det modsatte er bevist, satser jeg på, at det er hurtigt overstået.
By the way: Som et led i mine nuværende "planer" om bare at løbe derudaf, har jeg fået anskaffet mig rejsekort. Med det i baglommen eller rygsækken kan man bare tage af sted og hoppe på et S-tog hjem, hvis det hele bliver for broget ...

I dag tur med HvidovreCK. Benene var noget hærgede efter bakkerne men de andre burde have trænet hårdt i går, så tænkte at turen nok var tilrettelagt efter det og mødte frem.
Fedt vejr og underligt nok stod der kun et to B-ryttere, en D, en licens af ukendt klasse og to motionister mere.

Vi kørte et par rulleskift-intervaller samlet, så licensrytterne har haft en let dag på kontoret, nu vi andre skulle kunne følge med. De kørte et par skiltespurter, hvor det "sjovt" nok var André, ham den lille D-rytter, der løb med sejren hver gang. I den sidste spurt var to licensfolk drejet fra for at køre langt, så det var kun ham og en B-mand tilbage. De lå forrest og samtidigt med at jeg kunne se et byskilt i det fjerne, kunne jeg høre dem aftale at der skulle spurtes. Normalt holder jeg mig ude af licensrytternes skiltespurter men tænkte at nu ville jeg sgu lege med. Dels ville jeg ikke køre i vejen nu de lå forrest og dels skal jeg desværre til "lungecheck" på tirsdag, hvor astamemedicinen jo nok forsvinder og så er det snart slut med at kunne træde igennem, når bronkierne igen skal til at snøre sig sammen. Btw. føles det SÅ bittert, nu jeg kan være helt symptomfri, hvis ikke hende gimpen var så opsat på at ændre på det, som lungemedicinsk har fundet på. Tanken om at finde noget at supplere op med på det sorte marked er ikke helt fjern, hvis jeg ellers kan finde det sorte marked for sådan noget. Havde jeg følt mig syg, så havde jeg bedre kunnet acceptere at gå fra at være velbehandlet til at skulle bøvle med det igen. Æv, æv og æv.

Nå, men de to gutter lægger fra land og det gør jeg så også. Jeg ved ikke helt hvad der sker men efter et øjeblik ligger jeg en halv cykellængde foran André. Da vi kommer op i fart ville jeg gerne have kørt et gear tungere og han kryber stille og rolig ind foran og vinder med 20cm. Havde den bare været 30-40 meter kortere..... så havde han nok bare trådt lidt hårdere og vundet alligevel. Jeg er 100 på, at han leger med mig som en kat med en mus, for det var det samme da vi kørte antrit i vinters. Pyt med det - jeg havde det sjovt og det jo det vigtigste. Og så 10 af sjældne sekunder, hvor jeg faktisk ikke er ligeglad med at vinde eller tabe

B-manden ville gerne køre +100km så ham, en motio mere og jeg tog en omvej om Amager Fælled. Jeg måtte selv en lille ekstra, ekstra omvej for at runde 100.
http://tpks.ws/FLgb

Jeg havde for lidt tøj med til Bornholm og frøs af Pommern til når vi var af cyklen, så nu er jeg ved at få ondt i halsen igen - håber det ikke sætter sig rigtigt.

Hey, lets' be careful out there ...

:1356:

Park Run Amager Strandpark
Tog for en gangs skyld en omgang Park Run i morges, men i stedet for Fælledparken nappede jeg udgaven ude på Amager Strandpark (i bragende solskin og høj blå himmel - det bliver ikke meget bedre). Jeg regnede ikke med, at det var optimalt at løbe i Fælledparken 2. maj af gode grunde ...
Den landede på 20:37 uden at få specielt meget sved på panden. Det vil sige mindst lige så hurtigt som i løbet af vinteren. Så sku' fanden da bruge tid på intervaller, når det går lige så hurtigt ved bare at løbe, som vinden blæser.

Overordnet set var Kina turen en kæmpe oplevelser, der kun har givet mere blod på tanden. Jeg har fået rigtig meget med hjem, jeg kan bruge i fremtiden, både sportigt men også bare indsigt i verden uden for Europa. Jeg har været presset i bud af en kombi af ulidelig varme kombineret med et ekstrem terræn der kun kunne to ting at være stejlt eller meget stejlt. Næste gange jeg møder Geels bakke, skal jeg huske at kigge efter skiltet på toppen, for ellers ser jeg ikke den...
Jeg har en masse ting der skal ordens, så den lange løbsberetning lade vente på sig. Indtil da kan i læse denne beretning fra mine nye hollandske venner. https://www.facebook.com/notes/837157319707235/. Det er ikke helt samme historie, men der er en del fælles træk.
De første men ikke bedste billeder, flere kommer løbende, når jeg får adgang til dem.

Ps. vi blev ramt af et par cut off, dvs. vi kørte ikke fuld rute, men fik en del straf tid i stedet
'
Sidst skal der lyde en tak til Maxim, fra at have støttet med massere af energi, hvilket gjorde løbet meget lettere at gennemfører. Deres 100ml geler kan i den grad anbefales.

Husk nu: