Henrik S.

Så ser man lige mig til min første spinningtime i meeeeeget længe i går. Det foregik omtrent sådan her:

Du kan altid slå igen med denne her:

Apropos træningsprogrammer, tidtagning og struktur: Der var engang, hvor min kalender så sådan her ud. Tallene helt ude til højre er bare arbejdstimer og har ikke noget med løberiet at gøre. Men som det fremgår, var selve træningen et puslespil af alle mulige sessioner, der var tilrettelagt af min træner på daværende tidspunkt. Her er vi midt i maj 1982, hvor jeg netop prøvede at træne hurtighed nok til at løbe en god 5000 meter (på bane). Det var ekstremt minutiøst og disciplineret. Så jo tak, selv om Garmin og GPS ikke var opfundet dengang, så var det skam skemalagt ned i mindste detaljer. Det er nok derfor, at jeg ikke gider træningsprogrammer mere. Eller måske er de bare overflødige, fordi jeg har det på rygraden

Apropos træningsprogrammer, tidtagning og struktur: Der var engang, hvor min kalender så sådan her ud. Tallene helt ude til højre er bare arbejdstimer og har ikke noget med løberiet at gøre. Men som det fremgår, var selve træningen et puslespil af alle mulige sessioner, der var tilrettelagt af min træner på daværende tidspunkt. Her er vi midt i maj 1982, hvor jeg netop prøvede at træne hurtighed nok til at løbe en god 5000 meter (på bane). Det var ekstremt minutiøst og disciplineret. Så jo tak, selv om Garmin og GPS ikke var opfundet dengang, så var det skam skemalagt ned i mindste detaljer. Det er nok derfor, at jeg ikke gider træningsprogrammer mere. Eller måske er de bare overflødige, fordi jeg har det på rygraden

Planer ...
Næh, ikke rigtig nogen. Jeg har traditionen tro tilmeldt mig Frost Cup, denne gang på 5 km distancen. Men første afdeling er først ultimo november, så det har lange udsigter.
Næste lørdag skal jeg løbe årets sidste afdeling af RAC Milen (7,5 km), men det har jeg endnu ikke hurtighed i benene til at lave en god tid på. Så det bliver ét langt tempointerval.
Ellers kommer jeg til at koncentrere mig om at få mit træningsregime til at fungere, løbe nogle flere intervaller og så ellers alt det andet tamtam, der skal til for at få flyttet benene lidt hurtigere.
Det gælder kortere sprintintervaller, bakketræning, fartleg og alt det andet sjove, som jeg lige nu virkelig tørster efter som afveksling fra den tonsersæson, som jeg har haft indtil videre.
Det er virkelig en befrielse at slppe for at skulle løbe super langt og ikke at stile efter et maraton (som jeg i virkeligheden ikke rigtig er bygget til). Jge kan sagtens se udfordringen i at løbe en god 5/10 km næste år.

Det mente jeg nok. Han var en stor stjerne og åbenbart damernes ven. Der står lidt om ham her i Ritters bog:
http://books.google.dk/books?id=KS3RAQAAQBAJ&pg=PT237&lpg=PT237&dq=%22leo+duyndam%22&source=bl&ots=CHRaYEgVDf&sig=khA6FfyLSmLaJK6evqlOLGm1vyA&hl=da&sa=X&ei=Al4iVLS6CIWkygOLmYH4Cg&ved=0CB4Q6AEwADgK#v=onepage&q=%22leo%20duyndam%22&f=false

Altid hyggeligt, når gamle bekendte kigger forbi

Licensæsonen 2014

Hvilken sæson det har været i år rent licensmæssigt. De 16 point det krævede at komme op i B klassen blev kørt ind inden sommerferien, og mit niveau har umiddelbart været højere end nogensinde før. Der er stadig plads til forbedringer, men det skal nok komme.
ABC - Åbningsløb - 6. april
Egentlig ikke et rigtig licensløb, men derimod et åbningsløb der bliver kørt weekenden inden den sjællandske sæson går igang. Der skulle fart i stængerne, og løbet blev brugt som træning. Jeg hang derfor på som bagerste mand hele vejen rundt, og når de andre blev sat måtte jeg forbi og bruge flere kræfter på at lukke huller. Jeg kom med feltet hjem, og havde egentlig gode fornemmelser efterfølgende.

Slagelse - 12. april
Op kl. 5.30, køre til Slagelse, vente i 2 timer på starten pga. tåge. Et løb hvor der virkelig blev gået til stålet, hvor der blev rykket igen og igen på en kuperet rute. Jeg kom med et decimeret felt hjem, og kørte spurten 100% perfekt så jeg kunne tage 4. pladsen og 4 point. Første løb, og de første point på kontoen. I øvrigt blev løbet kørt med lange handsker, lange bukser og skoovertræk fra min side af.

Ringsted - 13. april
Det blæst en halv pelikan, og løbet i Ringsted er blandt de mest åbne ruter. Mine gode ben fra dagen forinden var forduftet, og jeg blev sat på første omgang. Jeg lå som sædvanlig for langt tilbage i feltet, og den knak i sidevinden, og selv efter nogle forsøg på at lukke hullet var de forreste kørt. Den gruppe jeg selv kørte i fungerede slet ikke, og i ren frustration valgte jeg at slå ud, og var tæt på at hoppe i bilen og køre hjem. Men et eller andet fik mig til at fortsætte. Jeg fandt en ny gruppe længere tilbage,og endte med at køre med dem. På det sidste stykke ind mod mål blev vi overhalet af A klassen, og jeg kom på mystisk vis med i deres slipstrøm, og kunne vinke farvel til dem jeg havde kørt med.
HFCK - 20. april
Efter nogle dage med influenza i kroppen skulle der køres gadeløb i Hedehusene. Et gadeløb hvor jeg på mystisk vis endte med at komme med i udbruddet der holdt hjem. Dog kunne jeg ikke stille noget op i spurten der blev kørt meget langt udefra, men en 5. plads kunne jeg dog klare.


Køge og Sorø - 27. april og 4. maj
Begge løb endte som skuffelser. Køge løbet havde jeg egentlig set frem til, for det er en fed rute der passer mig godt. Da jeg kom til Køge fandt jeg dog ud af at min trøje med nummer lå hjemme på sofaen, og jeg kunne umuligt nå at hente den. Så det løb blev aldrig kørt. Sorø løbet blev aflyst på 2. omgang da det var her Mads Herschend blev braget ned af en bil.
Herlev - 10. maj
Et af mine favoritløb ude i Sengeløse. Det gik ikke helt som jeg havde håbet, da et udbrud kom afsted relativt tidligt, og holdt hele vejen hjem. Derfor skulle jeg så sprinte med hvad jeg nu engang kunne. En 9. plads blev det til da jeg blev 2'er i feltets spurt.
ABC - 11. maj
Normalt er deres løb ude på Tyren, men i år var det rykket til Strø. Motivationen var der slet ikke, og jeg stod af efter en omgang.

Nyborg - 17. maj
Efter lidt selvransalgelse havde jeg fundet ud af at mit største problem i løbene ikke var mangel på styrke, men derimod at jeg havde en tendens til at ryge igennem feltet og ligge bagerst ret lang tid af gangen. I korte træk betyder det som oftest at man går glip af det når udbruddet kører, og derudover bruger man alt for mange kræfter på at hænge på fordi elastikker virkelig kommer i spil. Derfor var målet med Nyborg løbet såadn set bare at holde mig så langt oppe foran som muligt. En super fed rute, som måske var lige en anelse for kuperet til min stil, men hvor jeg alligevel kørte godt. Det på trods af at jeg mistede min dunk med energi på første omgang da flaskeholderen knak. Der kom desværre en større gruppe afsted på sidste omgang som holdt hjem. Desværre fordi jeg vandt spurten i feltet i overlegen stil.


Frederiksberg - 21. juni
Et løb jeg egentlig ikke brød mig om, og så skulle vi i C klassen køre sammen med JUN som gav et relativt stort felt. Der kom et udbrud afsted, jeg sad fint med i feltet, og endte med at køre en ok spurt om sekundære placeringer.

Ordrup - 29. juni
Forårets sidste licensløb, hvor jeg egentlig ikke havde tænkt mig at stille op. At jeg gjorde det alligevel var vidst kun en god ting, for sjældent har jeg kørt så offensivt. Jeg var næsten med i alt der rørte sig af udbrud, og på et tidspunkt ramte jeg rigtig, og kom afsted med 2 andre. Desværre lavede jeg en lille taktisk brøler og måtte nøjes med 2. pladsen. Jeg lod simpelthen en af dem køre afsted, og håbede på at den anden ville køre ham ind. Han var bare så ristet at han ikke kunne. Jeg havde så meget overskud i spurten mod de to, at jeg burde have brugt de kræfter på at køre ham ind med det samme, og så alligevel snuppe dem begge i spurten. Det gav mig i øvrigt point nok til at kunne rykke op i B klassen.

Politiets - 16. august
Debut i B klassen, og der blev kørt stærkt fra starten af. Selvom jeg havde trænet hårdt henover sommeren, så var det stadig lidt af en oplevelse at komme til at køre i B klassen. Der blev virkelig kørt stærkt, og jeg måtte hænge i med det yderste af neglene. Jeg kom hjem med feltet, men fik kramper i begge ben i spurten og kunne intet stille op.


Hvidovre - 24. august
Criterium er ikke min force, og specielt ikke da vi skulle starte 100 mand da A, B og JUN havde samlet start. Allerede fra første færd lå jeg skidt til, tempoet var højt, og jeg blev sat. Jeg holdt dog hvad jeg kunne og endte med at køre hele løbet igennem, selvom jeg blev hentet.

CK Kronborg - 30. august
Et fedt løb, hvor tingene egentlig gik ganske fint. Desværre var vejret ikke helt på vores side, og regnvejret gjorde at vejene blev spejlglatte. Jeg måtte holde lidt igen, og det kostede mange kræfter når jeg så skulle lukke hullerne efter svingene. Jeg fik dog alligevel kørt en lille spurt, og kom igennem.

Roskilde - 31. august
Puha, endnu et criterium, og de våde og glatte veje fra dagen før sad tungt i mig. Blev sat efter en halv omgang i det første tekniske stykke, og endte med at stå af da mit højre skiftegreb lavede lidt vrøvl.

Næstved - 13. september
Blev kørt som endnu et criterium, og jeg havde faktisk ok gode ben. Kom hjem med feltet efter at have kørt offensivt undervejs, og fik kørt en ok spurt, og kunne notere mine første point i B klassen.

Hmm, kun 5 dage efter, at jeg sagde "Aldrig mere!" til mig selv, overvejer jeg i ramme alvor, om man skulle tage turen næste år igen. Det må være en eller anden rekord i fortrængning

Billedet snyder ...
... jeg var sgu' ikke så kæk lige der

Billedet snyder ...
... jeg var sgu' ikke så kæk lige der

Negativt split. Det er overskud

Jeg løb Powerade Copenhagen Half Marathon i går.
Efter jeg kom hjem fra ferie har jeg kun trænet to uger, så formen er langt fra, hvor jeg plejer at være.
Planen for løbet hed sub 1:30; jeg skulle løbe 4:15 indtil 16 km og så skrue på, og løbe negativ split hvis der var kræfter til det.
Jeg fulgte planmæssigt 1:30 ballonen indtil 15 km, hvorefter jeg øgede tempo lidt, fortsatte og kom i mål på 1:29:08.
Ikke min bedste tid, men jeg er ret godt tilfreds med disponeringen af mit løb. Det giver altid en meget federe oplevelse at løbe med overskud til sidst.
Nu er der et udgangspunkt, og mens vægten forhåbentlig går nedad, går formenkurven opad!

Og hvad så nu?
Umiddelbart efter et velgennemført løb - hvad det her jo i princippet har været på trods af den evighed, jeg befandt mig på strækningen - så er man jo fyldt med gåpåmod og planer for, hvad der nu skal ske. Og jeg har egentlig mest lyst til at skifte spor i den nærmeste fremtid og begynde at løbe lidt kortere distancer. Måske med henblik på at løbe nogle 5 og 10 km løb næste år.
Jeg tror, at jeg lige skal have genlæst Matt Fitzgeralds Brain Training for Runners, for han har nogle pointer plus en del gode træningsforslag. Så sent som i går på de sidste kilometer fik jeg et levende bevis for, hvor meget hjernen styrer vores adfærd.
Tidligere troede man jo udelukkende på "katastrofeteorien" - det vil sige, at når man bliver træt som fx til sidst i et langt løb, så er det fordi man begynder at mangle bl.a. kulhydrater, kroppen går i iltgæld, og det hele begynder at lukke ned.
Meget tyder på, at man har undervurderet hjernens betydning. For det er snarere hjernen, der registrerer, at man er ude i noget hårdt og derfor "lukker ned" for at beskytte kroppen og sørge for, at man ikke dør af det.
Ellers er der mange fænomener, som det bliver svært at forklare.
Han har nogle eksempler som fx drømmemilen (det vil sige en mile på under 4 minutter). Den havde man forsøgt at nå i årtier, og ingen var lykkedes. Så lykkedes for Roger Bannister og inden for et år havde en lang række andre også løbet under 4 minutter på en mile.
Tænk også på, hvordan man være ved at dø på et langdistanceløb for alligevel at finde kræfter til en hurtig sidste spurt med ærkerivalen.
Det sidste så jeg et fantastisk eksempel på i går til Jungfrau Marathon. Det blev bare hårdere og hårdere, og især km 37-40 var fuldstændig umenneskelige. Ruten gik stejlt direkte mod den blå himmel og ville ingen ende tage. Alle var nede at gå, og vi var en del, der måtte tage pauser fra tid til anden for overhovedet at komme videre, skridt for skridt.
Omkring ved 40,250 km kan man se den fantastiske morænesti, der fører op til 40,5 km punktet, hvor der - traditionen tro - altid står en sækkepibespiller (spørg mig ikke hvorfor, schweizerne har mange mærkelig traditioner).
Ved 40,5 km punktet slår stien et skarpt sving og så går det ned i en lille lavning, før man ved 40,9 km punktet når rutens absolut højeste punkt. Derfra går det nedad de sidste 1,3 km til målstregen.
Der sker det fantastiske, at deltagerne - inklusive yours truly - pludselig sætter farten op det sidste stykke op til sækkepibespilleren. Og ned i lavningen løber alle som kåde forårslam, op på den sidste top og hele vejen ned til målstregen. Folk er slet ikke til at styre, selv de minutterne forinden havde været ved at opgive alt for bare at lægge sig ned og dø i alpesolen.
Hvor filen kommer de kræfter fra? De kommer fra hjernen. Pludselig kan man se hjem. Målstregen er lige dernede, og dine lidelser er overstået om kort tid. Hjernen giver kroppen lov til en sidste spurt, for den føler sig ikke truet på livet længere.
Den vinkel gav virkelig meget mening for mig i går. For hvis man abonnerer på den gamle teori, så burde alle kun lige med nød og næppe kunne slæbe sig over til målstregen.
Alt dette og meget mere vender jeg tilbage til :)

Jungfrau Marathon
Nu har jeg skrevet om det her løb i umindelige tider her på MOL, så jeg skylder måske en kort opdatering, mens jeg stadig sidder i Schweiz og har dagens løb i benene. For jeg kom faktisk igennem - for nu lige at fjerne spændingen - men det var godt nok både hårdere og smukkere, end jeg havde drømt om.
Som tiden er gået, løb jeg jo efterhånden tør for undskyldninger, for der dukkede ikke de sædvanlige skavanker op, og jeg har tilmed haft noget af en tonsersæson, så nu skulle det være. Fredag morgen tidlig gik turen til alpelandet, og jeg fik både hentet startnummer og gjort alting klar.
Jeg har indlogeret mig på et hotel lidt nord for byen oppe i bjergene, da det prismæssigt var til at komme i nærheden af. De billige i Interlaken var taget, og de dyre, ja, de er virkelig dyre i sådan en schweizisk lille luksusby. Det har nu fungeret godt nok, selv om de først serverer morgenmad klokken 7. Det var simpelthen for sent, når nu starten til løbet skulle gå klokken 9, så jeg måtte selv ud at improvisere lidt i den lokale købmandshandel, der kunne fungere som morgenmas.
Det blev til to kyllingesandwich, noget juice, en masse frugt og så naturligvis to Rivella (schweizisk sodavand) til at skylle efter med. Plus to Landjäger for proteinens skyld - det er schweiziske, firkantede røgede pølser, som jeg altid har haft en svaghed for.
Det fungerede alt i alt meget godt, så klokken 7 satte jeg kursen mod Interlaken, smed bilen i en p-kælder og gik hen il starten. Så sent som i går havde de lovet mulighed for byger, men vejret var klaret op her til morgen, og det har været høj solskin hele dagen. Dog ret koldt, ikke mindst på toppen, hvor den højst ville snige sig op en 6-8 grader.
Jeg valgte derfor 3/4 tights, der er et godt kompromis, en T-shirt, en langærnet trøje og yderst min klubtrøje. Det skulle vise sig at passe fint på nær enkelte stedeer, hvor det for varmt, så jeg måtte tage den langærmede af og bruge den som solbeskyttelse på hovedet (formodentlig et ømt syn).
Når man står ved starten i Interlaken kan man se ned i dalen mod syd, hvor Jungfrau, Mönch og Eiger toner side om side i al deres storhed som et et hvidt bagtæppe. Mont Blanc er en bønne højere, men netop de tre har altid været mine favoritter i Alperne. Det er en imponerende trio, og da jeg kiggede på dem i morges, gik det pludselig op for mig, at det var lidt af et projekt, jeg havde kastet mig ud i. Jeg vi ikke sige, at jeg stod og sked grønne grise, men det var tæt på.
Nuvel, efterhånden blev alle 4500 deltager linet op, og der var prægtig musik med alpehorn, og kantonens faner blev svunget i luften efter alle kunstens regler. Det var lige, som det skulle være. Til sidst kom nationalmelodien, og før vi vidste af det, var vi sendt af sted.
Ruten tager først en rundtur i Interlaken, hvor man kommer tilbage på startlangsiden. Det foregik vældig festligt, og der var utroligt mange ude at heppe. Så løber man lidt langs Brienzer See (Interlaken ligger mellem to kæmpe øser, deraf navnet), før man sætter kurs ind i dalen. Den er en anelse større end Grejsdalen. Den er faktisk meget stor og mange steder med totalt lodrette klippesider, hvor gale schweizere kaster sig ud i frit fald, styrter mod jorden med jubelråb, hvorefter de folder faldskærmen ganske kort tid, før de rammer jorden. Der kom faktisk to hen over hovederne på os, da vi løb der.
Ved 10 km spurgte jeg en om tiden, og ed 50 minutter må man sige, at jeg ramte det valgte udgangstempo lige i øjet. Derefter begyndte det dog at gå ganske meget opad, så ved 21 km, som var helt ind i bunden af dalen sagde den 1:55. Det skyldes dels bakkerne og så det forhold, at jeg havde lagt en meget konsekvent depotstrategi: Jeg stoppede ved dem alle sammen og drak og spiste.
Efter en vending inde i bunden af dalen, går turen nogle kilometer tilbage til Lauterbrunnen, og så starter festen.
Lidt uden for byen ved 25,5 km drejer man skarpt til højre, og så står muren der. En skovsti, der går lige op i himlen med 28 hårnålesving, før man rammer Wengen længere oppe. Alle går. I hvert fald nede i den tunge ende, hvor jeg befandt mig. Og den gåtur tynger benene så meget, at man trygt kan kalde Jungfrau Marathon for 25 km løb med 17 km bjergvandinrg bagefter.
Der er enkelte plateauer, hvor der kan løbes, men stort set alle rutens 1829 højdemeter falder på de sidste 17 km. Det er "ret" stejlt. Og det fortsætter og fortsætter i det uendelige, så på den led var løbet langt hårdere, end jeg havde drømt om.
Det var også om muligt endnu smukkere. For når man er inde i dalen og kommer så højt op, så ligge de tre majestætiske bjerge (som alle er omkring 4000 meter) nærmest, så man kan række ud efter dem. Og i dag var de selvlysende hvide med blå himmel og enkelte lammeskyer som baggrund.
Til allersidst går ruten via en morænekam op til det højeste punkt ved 40,5 km. Her begyndte det at knibe med ilten for mig, og jeg måtte ind imellem lige sætte mig og få ny luft. Det var egentlig ikke nogen straf med den bjergvæg lige overfor :)
Hvorom alting er, var jeg lige ved at blive en smule bevæget, da jeg cruisede den sidste kilometer i mål, hvor det går nedad. Det lykkedes sgu. Med hiv og sving og en tid på 5:22, der gav med en plads som nr. 1697, det vil sige nærmest midt i det hele. Men taget i betragtning, at der var en god portion vandring involveret, og at det tog mig tre kvarter at komme fra km 38 til 40, ja, så er det sgu OK. Ikke mindst fordi det har været en kæmpe oplevelse, der har overgået mine forventninger. Og sådan nogle skal man samle på :)
Skriver ikke mere nu, da jeg skal finde en restaurant, der kan servere en stor kalvesteak med en ordentlig fadøl til. Og i morgen går turen hjem. Så jeg poster noget mere en af dagene. I mellemtiden kan du jo se filmen fra sidste år, hvis du har lyst:

Og hvad så nu?
Umiddelbart efter et velgennemført løb - hvad det her jo i princippet har været på trods af den evighed, jeg befandt mig på strækningen - så er man jo fyldt med gåpåmod og planer for, hvad der nu skal ske. Og jeg har egentlig mest lyst til at skifte spor i den nærmeste fremtid og begynde at løbe lidt kortere distancer. Måske med henblik på at løbe nogle 5 og 10 km løb næste år.
Jeg tror, at jeg lige skal have genlæst Matt Fitzgeralds Brain Training for Runners, for han har nogle pointer plus en del gode træningsforslag. Så sent som i går på de sidste kilometer fik jeg et levende bevis for, hvor meget hjernen styrer vores adfærd.
Tidligere troede man jo udelukkende på "katastrofeteorien" - det vil sige, at når man bliver træt som fx til sidst i et langt løb, så er det fordi man begynder at mangle bl.a. kulhydrater, kroppen går i iltgæld, og det hele begynder at lukke ned.
Meget tyder på, at man har undervurderet hjernens betydning. For det er snarere hjernen, der registrerer, at man er ude i noget hårdt og derfor "lukker ned" for at beskytte kroppen og sørge for, at man ikke dør af det.
Ellers er der mange fænomener, som det bliver svært at forklare.
Han har nogle eksempler som fx drømmemilen (det vil sige en mile på under 4 minutter). Den havde man forsøgt at nå i årtier, og ingen var lykkedes. Så lykkedes for Roger Bannister og inden for et år havde en lang række andre også løbet under 4 minutter på en mile.
Tænk også på, hvordan man være ved at dø på et langdistanceløb for alligevel at finde kræfter til en hurtig sidste spurt med ærkerivalen.
Det sidste så jeg et fantastisk eksempel på i går til Jungfrau Marathon. Det blev bare hårdere og hårdere, og især km 37-40 var fuldstændig umenneskelige. Ruten gik stejlt direkte mod den blå himmel og ville ingen ende tage. Alle var nede at gå, og vi var en del, der måtte tage pauser fra tid til anden for overhovedet at komme videre, skridt for skridt.
Omkring ved 40,250 km kan man se den fantastiske morænesti, der fører op til 40,5 km punktet, hvor der - traditionen tro - altid står en sækkepibespiller (spørg mig ikke hvorfor, schweizerne har mange mærkelig traditioner).
Ved 40,5 km punktet slår stien et skarpt sving og så går det ned i en lille lavning, før man ved 40,9 km punktet når rutens absolut højeste punkt. Derfra går det nedad de sidste 1,3 km til målstregen.
Der sker det fantastiske, at deltagerne - inklusive yours truly - pludselig sætter farten op det sidste stykke op til sækkepibespilleren. Og ned i lavningen løber alle som kåde forårslam, op på den sidste top og hele vejen ned til målstregen. Folk er slet ikke til at styre, selv de minutterne forinden havde været ved at opgive alt for bare at lægge sig ned og dø i alpesolen.
Hvor filen kommer de kræfter fra? De kommer fra hjernen. Pludselig kan man se hjem. Målstregen er lige dernede, og dine lidelser er overstået om kort tid. Hjernen giver kroppen lov til en sidste spurt, for den føler sig ikke truet på livet længere.
Den vinkel gav virkelig meget mening for mig i går. For hvis man abonnerer på den gamle teori, så burde alle kun lige med nød og næppe kunne slæbe sig over til målstregen.
Alt dette og meget mere vender jeg tilbage til :)

Og hvad så nu?
Umiddelbart efter et velgennemført løb - hvad det her jo i princippet har været på trods af den evighed, jeg befandt mig på strækningen - så er man jo fyldt med gåpåmod og planer for, hvad der nu skal ske. Og jeg har egentlig mest lyst til at skifte spor i den nærmeste fremtid og begynde at løbe lidt kortere distancer. Måske med henblik på at løbe nogle 5 og 10 km løb næste år.
Jeg tror, at jeg lige skal have genlæst Matt Fitzgeralds Brain Training for Runners, for han har nogle pointer plus en del gode træningsforslag. Så sent som i går på de sidste kilometer fik jeg et levende bevis for, hvor meget hjernen styrer vores adfærd.
Tidligere troede man jo udelukkende på "katastrofeteorien" - det vil sige, at når man bliver træt som fx til sidst i et langt løb, så er det fordi man begynder at mangle bl.a. kulhydrater, kroppen går i iltgæld, og det hele begynder at lukke ned.
Meget tyder på, at man har undervurderet hjernens betydning. For det er snarere hjernen, der registrerer, at man er ude i noget hårdt og derfor "lukker ned" for at beskytte kroppen og sørge for, at man ikke dør af det.
Ellers er der mange fænomener, som det bliver svært at forklare.
Han har nogle eksempler som fx drømmemilen (det vil sige en mile på under 4 minutter). Den havde man forsøgt at nå i årtier, og ingen var lykkedes. Så lykkedes for Roger Bannister og inden for et år havde en lang række andre også løbet under 4 minutter på en mile.
Tænk også på, hvordan man være ved at dø på et langdistanceløb for alligevel at finde kræfter til en hurtig sidste spurt med ærkerivalen.
Det sidste så jeg et fantastisk eksempel på i går til Jungfrau Marathon. Det blev bare hårdere og hårdere, og især km 37-40 var fuldstændig umenneskelige. Ruten gik stejlt direkte mod den blå himmel og ville ingen ende tage. Alle var nede at gå, og vi var en del, der måtte tage pauser fra tid til anden for overhovedet at komme videre, skridt for skridt.
Omkring ved 40,250 km kan man se den fantastiske morænesti, der fører op til 40,5 km punktet, hvor der - traditionen tro - altid står en sækkepibespiller (spørg mig ikke hvorfor, schweizerne har mange mærkelig traditioner).
Ved 40,5 km punktet slår stien et skarpt sving og så går det ned i en lille lavning, før man ved 40,9 km punktet når rutens absolut højeste punkt. Derfra går det nedad de sidste 1,3 km til målstregen.
Der sker det fantastiske, at deltagerne - inklusive yours truly - pludselig sætter farten op det sidste stykke op til sækkepibespilleren. Og ned i lavningen løber alle som kåde forårslam, op på den sidste top og hele vejen ned til målstregen. Folk er slet ikke til at styre, selv de minutterne forinden havde været ved at opgive alt for bare at lægge sig ned og dø i alpesolen.
Hvor filen kommer de kræfter fra? De kommer fra hjernen. Pludselig kan man se hjem. Målstregen er lige dernede, og dine lidelser er overstået om kort tid. Hjernen giver kroppen lov til en sidste spurt, for den føler sig ikke truet på livet længere.
Den vinkel gav virkelig meget mening for mig i går. For hvis man abonnerer på den gamle teori, så burde alle kun lige med nød og næppe kunne slæbe sig over til målstregen.
Alt dette og meget mere vender jeg tilbage til :)

Tillykke med "sejren". Flot klaret at gennemføre.
Mvh
Søren

Jungfrau Marathon
Nu har jeg skrevet om det her løb i umindelige tider her på MOL, så jeg skylder måske en kort opdatering, mens jeg stadig sidder i Schweiz og har dagens løb i benene. For jeg kom faktisk igennem - for nu lige at fjerne spændingen - men det var godt nok både hårdere og smukkere, end jeg havde drømt om.
Som tiden er gået, løb jeg jo efterhånden tør for undskyldninger, for der dukkede ikke de sædvanlige skavanker op, og jeg har tilmed haft noget af en tonsersæson, så nu skulle det være. Fredag morgen tidlig gik turen til alpelandet, og jeg fik både hentet startnummer og gjort alting klar.
Jeg har indlogeret mig på et hotel lidt nord for byen oppe i bjergene, da det prismæssigt var til at komme i nærheden af. De billige i Interlaken var taget, og de dyre, ja, de er virkelig dyre i sådan en schweizisk lille luksusby. Det har nu fungeret godt nok, selv om de først serverer morgenmad klokken 7. Det var simpelthen for sent, når nu starten til løbet skulle gå klokken 9, så jeg måtte selv ud at improvisere lidt i den lokale købmandshandel, der kunne fungere som morgenmas.
Det blev til to kyllingesandwich, noget juice, en masse frugt og så naturligvis to Rivella (schweizisk sodavand) til at skylle efter med. Plus to Landjäger for proteinens skyld - det er schweiziske, firkantede røgede pølser, som jeg altid har haft en svaghed for.
Det fungerede alt i alt meget godt, så klokken 7 satte jeg kursen mod Interlaken, smed bilen i en p-kælder og gik hen il starten. Så sent som i går havde de lovet mulighed for byger, men vejret var klaret op her til morgen, og det har været høj solskin hele dagen. Dog ret koldt, ikke mindst på toppen, hvor den højst ville snige sig op en 6-8 grader.
Jeg valgte derfor 3/4 tights, der er et godt kompromis, en T-shirt, en langærnet trøje og yderst min klubtrøje. Det skulle vise sig at passe fint på nær enkelte stedeer, hvor det for varmt, så jeg måtte tage den langærmede af og bruge den som solbeskyttelse på hovedet (formodentlig et ømt syn).
Når man står ved starten i Interlaken kan man se ned i dalen mod syd, hvor Jungfrau, Mönch og Eiger toner side om side i al deres storhed som et et hvidt bagtæppe. Mont Blanc er en bønne højere, men netop de tre har altid været mine favoritter i Alperne. Det er en imponerende trio, og da jeg kiggede på dem i morges, gik det pludselig op for mig, at det var lidt af et projekt, jeg havde kastet mig ud i. Jeg vi ikke sige, at jeg stod og sked grønne grise, men det var tæt på.
Nuvel, efterhånden blev alle 4500 deltager linet op, og der var prægtig musik med alpehorn, og kantonens faner blev svunget i luften efter alle kunstens regler. Det var lige, som det skulle være. Til sidst kom nationalmelodien, og før vi vidste af det, var vi sendt af sted.
Ruten tager først en rundtur i Interlaken, hvor man kommer tilbage på startlangsiden. Det foregik vældig festligt, og der var utroligt mange ude at heppe. Så løber man lidt langs Brienzer See (Interlaken ligger mellem to kæmpe øser, deraf navnet), før man sætter kurs ind i dalen. Den er en anelse større end Grejsdalen. Den er faktisk meget stor og mange steder med totalt lodrette klippesider, hvor gale schweizere kaster sig ud i frit fald, styrter mod jorden med jubelråb, hvorefter de folder faldskærmen ganske kort tid, før de rammer jorden. Der kom faktisk to hen over hovederne på os, da vi løb der.
Ved 10 km spurgte jeg en om tiden, og ed 50 minutter må man sige, at jeg ramte det valgte udgangstempo lige i øjet. Derefter begyndte det dog at gå ganske meget opad, så ved 21 km, som var helt ind i bunden af dalen sagde den 1:55. Det skyldes dels bakkerne og så det forhold, at jeg havde lagt en meget konsekvent depotstrategi: Jeg stoppede ved dem alle sammen og drak og spiste.
Efter en vending inde i bunden af dalen, går turen nogle kilometer tilbage til Lauterbrunnen, og så starter festen.
Lidt uden for byen ved 25,5 km drejer man skarpt til højre, og så står muren der. En skovsti, der går lige op i himlen med 28 hårnålesving, før man rammer Wengen længere oppe. Alle går. I hvert fald nede i den tunge ende, hvor jeg befandt mig. Og den gåtur tynger benene så meget, at man trygt kan kalde Jungfrau Marathon for 25 km løb med 17 km bjergvandinrg bagefter.
Der er enkelte plateauer, hvor der kan løbes, men stort set alle rutens 1829 højdemeter falder på de sidste 17 km. Det er "ret" stejlt. Og det fortsætter og fortsætter i det uendelige, så på den led var løbet langt hårdere, end jeg havde drømt om.
Det var også om muligt endnu smukkere. For når man er inde i dalen og kommer så højt op, så ligge de tre majestætiske bjerge (som alle er omkring 4000 meter) nærmest, så man kan række ud efter dem. Og i dag var de selvlysende hvide med blå himmel og enkelte lammeskyer som baggrund.
Til allersidst går ruten via en morænekam op til det højeste punkt ved 40,5 km. Her begyndte det at knibe med ilten for mig, og jeg måtte ind imellem lige sætte mig og få ny luft. Det var egentlig ikke nogen straf med den bjergvæg lige overfor :)
Hvorom alting er, var jeg lige ved at blive en smule bevæget, da jeg cruisede den sidste kilometer i mål, hvor det går nedad. Det lykkedes sgu. Med hiv og sving og en tid på 5:22, der gav med en plads som nr. 1697, det vil sige nærmest midt i det hele. Men taget i betragtning, at der var en god portion vandring involveret, og at det tog mig tre kvarter at komme fra km 38 til 40, ja, så er det sgu OK. Ikke mindst fordi det har været en kæmpe oplevelse, der har overgået mine forventninger. Og sådan nogle skal man samle på :)
Skriver ikke mere nu, da jeg skal finde en restaurant, der kan servere en stor kalvesteak med en ordentlig fadøl til. Og i morgen går turen hjem. Så jeg poster noget mere en af dagene. I mellemtiden kan du jo se filmen fra sidste år, hvis du har lyst:

Jungfrau Marathon
Nu har jeg skrevet om det her løb i umindelige tider her på MOL, så jeg skylder måske en kort opdatering, mens jeg stadig sidder i Schweiz og har dagens løb i benene. For jeg kom faktisk igennem - for nu lige at fjerne spændingen - men det var godt nok både hårdere og smukkere, end jeg havde drømt om.
Som tiden er gået, løb jeg jo efterhånden tør for undskyldninger, for der dukkede ikke de sædvanlige skavanker op, og jeg har tilmed haft noget af en tonsersæson, så nu skulle det være. Fredag morgen tidlig gik turen til alpelandet, og jeg fik både hentet startnummer og gjort alting klar.
Jeg har indlogeret mig på et hotel lidt nord for byen oppe i bjergene, da det prismæssigt var til at komme i nærheden af. De billige i Interlaken var taget, og de dyre, ja, de er virkelig dyre i sådan en schweizisk lille luksusby. Det har nu fungeret godt nok, selv om de først serverer morgenmad klokken 7. Det var simpelthen for sent, når nu starten til løbet skulle gå klokken 9, så jeg måtte selv ud at improvisere lidt i den lokale købmandshandel, der kunne fungere som morgenmas.
Det blev til to kyllingesandwich, noget juice, en masse frugt og så naturligvis to Rivella (schweizisk sodavand) til at skylle efter med. Plus to Landjäger for proteinens skyld - det er schweiziske, firkantede røgede pølser, som jeg altid har haft en svaghed for.
Det fungerede alt i alt meget godt, så klokken 7 satte jeg kursen mod Interlaken, smed bilen i en p-kælder og gik hen il starten. Så sent som i går havde de lovet mulighed for byger, men vejret var klaret op her til morgen, og det har været høj solskin hele dagen. Dog ret koldt, ikke mindst på toppen, hvor den højst ville snige sig op en 6-8 grader.
Jeg valgte derfor 3/4 tights, der er et godt kompromis, en T-shirt, en langærnet trøje og yderst min klubtrøje. Det skulle vise sig at passe fint på nær enkelte stedeer, hvor det for varmt, så jeg måtte tage den langærmede af og bruge den som solbeskyttelse på hovedet (formodentlig et ømt syn).
Når man står ved starten i Interlaken kan man se ned i dalen mod syd, hvor Jungfrau, Mönch og Eiger toner side om side i al deres storhed som et et hvidt bagtæppe. Mont Blanc er en bønne højere, men netop de tre har altid været mine favoritter i Alperne. Det er en imponerende trio, og da jeg kiggede på dem i morges, gik det pludselig op for mig, at det var lidt af et projekt, jeg havde kastet mig ud i. Jeg vi ikke sige, at jeg stod og sked grønne grise, men det var tæt på.
Nuvel, efterhånden blev alle 4500 deltager linet op, og der var prægtig musik med alpehorn, og kantonens faner blev svunget i luften efter alle kunstens regler. Det var lige, som det skulle være. Til sidst kom nationalmelodien, og før vi vidste af det, var vi sendt af sted.
Ruten tager først en rundtur i Interlaken, hvor man kommer tilbage på startlangsiden. Det foregik vældig festligt, og der var utroligt mange ude at heppe. Så løber man lidt langs Brienzer See (Interlaken ligger mellem to kæmpe øser, deraf navnet), før man sætter kurs ind i dalen. Den er en anelse større end Grejsdalen. Den er faktisk meget stor og mange steder med totalt lodrette klippesider, hvor gale schweizere kaster sig ud i frit fald, styrter mod jorden med jubelråb, hvorefter de folder faldskærmen ganske kort tid, før de rammer jorden. Der kom faktisk to hen over hovederne på os, da vi løb der.
Ved 10 km spurgte jeg en om tiden, og ed 50 minutter må man sige, at jeg ramte det valgte udgangstempo lige i øjet. Derefter begyndte det dog at gå ganske meget opad, så ved 21 km, som var helt ind i bunden af dalen sagde den 1:55. Det skyldes dels bakkerne og så det forhold, at jeg havde lagt en meget konsekvent depotstrategi: Jeg stoppede ved dem alle sammen og drak og spiste.
Efter en vending inde i bunden af dalen, går turen nogle kilometer tilbage til Lauterbrunnen, og så starter festen.
Lidt uden for byen ved 25,5 km drejer man skarpt til højre, og så står muren der. En skovsti, der går lige op i himlen med 28 hårnålesving, før man rammer Wengen længere oppe. Alle går. I hvert fald nede i den tunge ende, hvor jeg befandt mig. Og den gåtur tynger benene så meget, at man trygt kan kalde Jungfrau Marathon for 25 km løb med 17 km bjergvandinrg bagefter.
Der er enkelte plateauer, hvor der kan løbes, men stort set alle rutens 1829 højdemeter falder på de sidste 17 km. Det er "ret" stejlt. Og det fortsætter og fortsætter i det uendelige, så på den led var løbet langt hårdere, end jeg havde drømt om.
Det var også om muligt endnu smukkere. For når man er inde i dalen og kommer så højt op, så ligge de tre majestætiske bjerge (som alle er omkring 4000 meter) nærmest, så man kan række ud efter dem. Og i dag var de selvlysende hvide med blå himmel og enkelte lammeskyer som baggrund.
Til allersidst går ruten via en morænekam op til det højeste punkt ved 40,5 km. Her begyndte det at knibe med ilten for mig, og jeg måtte ind imellem lige sætte mig og få ny luft. Det var egentlig ikke nogen straf med den bjergvæg lige overfor :)
Hvorom alting er, var jeg lige ved at blive en smule bevæget, da jeg cruisede den sidste kilometer i mål, hvor det går nedad. Det lykkedes sgu. Med hiv og sving og en tid på 5:22, der gav med en plads som nr. 1697, det vil sige nærmest midt i det hele. Men taget i betragtning, at der var en god portion vandring involveret, og at det tog mig tre kvarter at komme fra km 38 til 40, ja, så er det sgu OK. Ikke mindst fordi det har været en kæmpe oplevelse, der har overgået mine forventninger. Og sådan nogle skal man samle på :)
Skriver ikke mere nu, da jeg skal finde en restaurant, der kan servere en stor kalvesteak med en ordentlig fadøl til. Og i morgen går turen hjem. Så jeg poster noget mere en af dagene. I mellemtiden kan du jo se filmen fra sidste år, hvis du har lyst:

Jungfrau Marathon
Nu har jeg skrevet om det her løb i umindelige tider her på MOL, så jeg skylder måske en kort opdatering, mens jeg stadig sidder i Schweiz og har dagens løb i benene. For jeg kom faktisk igennem - for nu lige at fjerne spændingen - men det var godt nok både hårdere og smukkere, end jeg havde drømt om.
Som tiden er gået, løb jeg jo efterhånden tør for undskyldninger, for der dukkede ikke de sædvanlige skavanker op, og jeg har tilmed haft noget af en tonsersæson, så nu skulle det være. Fredag morgen tidlig gik turen til alpelandet, og jeg fik både hentet startnummer og gjort alting klar.
Jeg har indlogeret mig på et hotel lidt nord for byen oppe i bjergene, da det prismæssigt var til at komme i nærheden af. De billige i Interlaken var taget, og de dyre, ja, de er virkelig dyre i sådan en schweizisk lille luksusby. Det har nu fungeret godt nok, selv om de først serverer morgenmad klokken 7. Det var simpelthen for sent, når nu starten til løbet skulle gå klokken 9, så jeg måtte selv ud at improvisere lidt i den lokale købmandshandel, der kunne fungere som morgenmas.
Det blev til to kyllingesandwich, noget juice, en masse frugt og så naturligvis to Rivella (schweizisk sodavand) til at skylle efter med. Plus to Landjäger for proteinens skyld - det er schweiziske, firkantede røgede pølser, som jeg altid har haft en svaghed for.
Det fungerede alt i alt meget godt, så klokken 7 satte jeg kursen mod Interlaken, smed bilen i en p-kælder og gik hen il starten. Så sent som i går havde de lovet mulighed for byger, men vejret var klaret op her til morgen, og det har været høj solskin hele dagen. Dog ret koldt, ikke mindst på toppen, hvor den højst ville snige sig op en 6-8 grader.
Jeg valgte derfor 3/4 tights, der er et godt kompromis, en T-shirt, en langærnet trøje og yderst min klubtrøje. Det skulle vise sig at passe fint på nær enkelte stedeer, hvor det for varmt, så jeg måtte tage den langærmede af og bruge den som solbeskyttelse på hovedet (formodentlig et ømt syn).
Når man står ved starten i Interlaken kan man se ned i dalen mod syd, hvor Jungfrau, Mönch og Eiger toner side om side i al deres storhed som et et hvidt bagtæppe. Mont Blanc er en bønne højere, men netop de tre har altid været mine favoritter i Alperne. Det er en imponerende trio, og da jeg kiggede på dem i morges, gik det pludselig op for mig, at det var lidt af et projekt, jeg havde kastet mig ud i. Jeg vi ikke sige, at jeg stod og sked grønne grise, men det var tæt på.
Nuvel, efterhånden blev alle 4500 deltager linet op, og der var prægtig musik med alpehorn, og kantonens faner blev svunget i luften efter alle kunstens regler. Det var lige, som det skulle være. Til sidst kom nationalmelodien, og før vi vidste af det, var vi sendt af sted.
Ruten tager først en rundtur i Interlaken, hvor man kommer tilbage på startlangsiden. Det foregik vældig festligt, og der var utroligt mange ude at heppe. Så løber man lidt langs Brienzer See (Interlaken ligger mellem to kæmpe øser, deraf navnet), før man sætter kurs ind i dalen. Den er en anelse større end Grejsdalen. Den er faktisk meget stor og mange steder med totalt lodrette klippesider, hvor gale schweizere kaster sig ud i frit fald, styrter mod jorden med jubelråb, hvorefter de folder faldskærmen ganske kort tid, før de rammer jorden. Der kom faktisk to hen over hovederne på os, da vi løb der.
Ved 10 km spurgte jeg en om tiden, og ed 50 minutter må man sige, at jeg ramte det valgte udgangstempo lige i øjet. Derefter begyndte det dog at gå ganske meget opad, så ved 21 km, som var helt ind i bunden af dalen sagde den 1:55. Det skyldes dels bakkerne og så det forhold, at jeg havde lagt en meget konsekvent depotstrategi: Jeg stoppede ved dem alle sammen og drak og spiste.
Efter en vending inde i bunden af dalen, går turen nogle kilometer tilbage til Lauterbrunnen, og så starter festen.
Lidt uden for byen ved 25,5 km drejer man skarpt til højre, og så står muren der. En skovsti, der går lige op i himlen med 28 hårnålesving, før man rammer Wengen længere oppe. Alle går. I hvert fald nede i den tunge ende, hvor jeg befandt mig. Og den gåtur tynger benene så meget, at man trygt kan kalde Jungfrau Marathon for 25 km løb med 17 km bjergvandinrg bagefter.
Der er enkelte plateauer, hvor der kan løbes, men stort set alle rutens 1829 højdemeter falder på de sidste 17 km. Det er "ret" stejlt. Og det fortsætter og fortsætter i det uendelige, så på den led var løbet langt hårdere, end jeg havde drømt om.
Det var også om muligt endnu smukkere. For når man er inde i dalen og kommer så højt op, så ligge de tre majestætiske bjerge (som alle er omkring 4000 meter) nærmest, så man kan række ud efter dem. Og i dag var de selvlysende hvide med blå himmel og enkelte lammeskyer som baggrund.
Til allersidst går ruten via en morænekam op til det højeste punkt ved 40,5 km. Her begyndte det at knibe med ilten for mig, og jeg måtte ind imellem lige sætte mig og få ny luft. Det var egentlig ikke nogen straf med den bjergvæg lige overfor :)
Hvorom alting er, var jeg lige ved at blive en smule bevæget, da jeg cruisede den sidste kilometer i mål, hvor det går nedad. Det lykkedes sgu. Med hiv og sving og en tid på 5:22, der gav med en plads som nr. 1697, det vil sige nærmest midt i det hele. Men taget i betragtning, at der var en god portion vandring involveret, og at det tog mig tre kvarter at komme fra km 38 til 40, ja, så er det sgu OK. Ikke mindst fordi det har været en kæmpe oplevelse, der har overgået mine forventninger. Og sådan nogle skal man samle på :)
Skriver ikke mere nu, da jeg skal finde en restaurant, der kan servere en stor kalvesteak med en ordentlig fadøl til. Og i morgen går turen hjem. Så jeg poster noget mere en af dagene. I mellemtiden kan du jo se filmen fra sidste år, hvis du har lyst:

Fra en svunden tid.
Å madesjov mæ unnetækstern dahr køritallsprå. Totaal håbløs på dansk, nå vi trajke all ornesammniet

Det er sq OK Kermit, du skulle jo også starte en del før
Henrik for .... jeg sidder med tabt underkæbe over, at du kan genkende en rundstrækning pga en lille bid vej. Imponerende.
Jeg er åbenbart flittig kunde nok i Heino til at jeg i stedet for en tidsbestilling over telefonen fik lov at dukke op med cyklen da jeg havde fri. Og blev så i første omgang mødt med et "Hej Gregers, vi har da ingen aftale i dag", indtil det lige blev vendt.
Med nyt kabel på cyklen kørte jeg ud til cykelbanen, der havde opstart efter badmintonstævne. Cyklen har stået i bur derude sommeren over og var ikke blevet stjålet. Mekanikeren fik lige checket hjulene, at limen stadig var god og ringene sad forsvarligt på.
Desværre blev det ikke til, at jeg fik tusket mig ind på løbsryttertræningen. Der var ellers også nogle som jeg godt kan køre fra, så.... men fair nok, jeg ER jo ikke løbsrytter. Men ærgeligt nu det var mere en antydet at jeg måtte køre med alligevel, nu det er tifold bedre træning end den veterantræning jeg gerne må deltage i.

God ide, Henrik. Jeg er dog heldigvis ude af lige den problematik for nu. Det er andre steder end hælen at jeg er generet.

Jeps, de får lige "det blide snit". Så hakker hælkappen ikke længere ind i den bløde del af akillessenen, hvor det kan irritere og give inflammation. For mig har det ingen betydning for funktionaliteten, når jeg løber, de sidder stadig lige godt fast.
Her er et billede af mine Inov-8, der har fået snittet. Du skal lige se bort fra trevlerne. De stammer fra det ekstra bånd, som man kan trække skoen på med og er ikke en del af hælkappen som sådan. Det er bare trevlet op efter at være blevet skåret igennem.
Det skal siges, at jeg ikke har gjort på mit seneste skoindkøb, fordi mine akillessener er ved at være modstandsdygtige igen, men hvis jeg mærker det mindste, så få de også kniven. Skoene, altså, ikke senerne ;)