Henrik S.

Lyder hyggeligt med Tom. Og så gratis ydelser.

Ellers må man gribe til de skrappe midler
http://www.youtube.com/watch?v=BnL2IZn06ws

Det giver da bare respekt, hvis der kommer en i shorts, selv når det er sk...koldt
At det så rent æstetisk kan være en tvivlsom fornøjelse at se på blå lår, det er en anden sag.
Så er der enkelte regulære undtagelsestilfælde som den amerikanske ultraløber Anton Krupicka. Han løber i shorts og bar overkrop, med mindre der er tale om en snestorm. Og han gør det oppe i Rocky Mountains i Colorado, hvor han bor. En ægte original, som var hovedpersonen i en usandsynlig smuk dokumentar, jeg så på Danish Adventure Film Festival i går. Uh-huh, jeg vil også bo et sted med bjerge!
http://www.youtube.com/watch?v=PlEDMBeJOP0

Jeg kan altså bedre lide SUCCEED-videoer end FAIL-videoer

Det var dog et FANTASTISK juleskin, der er kommet på siden. Med ét slag har hele MOL tilpasset sig mit profilbillede. Perfekt

Fin beretning fra Skovmaren. Det er sgu' gået godt og stabilt fremad. Mon ikke, du kan få en maraton i bogen på 3:15-3:20 næste år uden de store problemer?

Selvom det er lidt forsinkede, har jeg forsøgt at opsummere mine tanker om mit løb, og forberedelse i nedestående. Det er lang fra stor lyrik, og tjener primært til at huske mig selv på løbet, og måske til at drage nogle erfaringer til næste løb.
Skov Maraton.
3. November 2013.
Kl 10.00
Søndag morgen klokken 10 stod jeg i Store dyrehaven ved Hillerød. Klar til at løbe mit 2 maraton i år. Præcist 1 år efter at jeg løb mit første officielle halvmaraton i Hasseris ved Aalborg.
Egentligt havde jeg planlagt at skulle løbe et andet maraton i år, der lå lidt før, og som ikke var i en skov. Men da min bror havde meldt sig til Skovmaraton og var blevet skadet, havde jeg overtaget hans løb. Noget man ganske gratis kan gøre via sportstimings hjemmeside.
Samtidigt med at jeg havde et ventende maraton, havde jeg også tilmeldt mig Erimitage løbet, for første gang, også sammen med min bror. Men det kom jeg også til at løbe solo.
Optakten og træningen op til løbet var heller ikke helt efter planen. Da jeg fik nummeret havde jeg kun 12 uger til at komme i maraton form, og jeg syntes jeg manglede både hurtighed og udholdenhed da jeg gik i gang. Specielt hurtigheden over de lange distancer er en af de ting der generelt udfordre mig, og som jeg skal have arbejdet med.
Jeg valgte dog at tage udfordringen op, og fik lavet et program med 60-70 km og ugen.
Nu havde jeg løbet helt op til 100 km i en af ugerne op til, men det var betydeligt langsommere, end nogle af de tempo pas der er i Løbesidens programmer. Derfor valgte jeg en lidt mere konservativ tilgang til mængden. Samtidigt blev det spredt over 5 dage, så vidt som det var muligt.
Som jeg oplevede op til København, kræver det lige en mental omstilling at begynde at løbe tempo og intervaller, når man har løbet mange rolige kilometer.
Dog respondere kroppen ret hurtigt positivt på tempoer og intervaller, og det er fedt at mærke hvordan formen og psyken indordner sig.
Alt i alt forløb træningen op til Maraton egentligt ganske fint.
Jeg fik testet lidt løb i store grupper med DHL stafetten, hvor jeg løb 2 runder. Ikke specielt hurtig 10 km. Omkring de 45 minutter, men med trafik osv. Var det egentligt okay.
Eremitage løbet var et mareridt rent løbs mæssigt, da jeg ikke kunne løbe ordentligt hurtigt, pga. den massive trafik, det gav et meget rykkende tempo, med nogle ret inkonsekvente km tider.
Formåede dog at løbe de 13.3 på 1.00.14 hvilket lige rakte til at være blandt de 25% bedste i aldersgruppen der fik en E nål.
Helt uden problemer forløb træningen dog ikke, da jeg 2 uger før Maraton begyndte at døje gevaldigt med smerte og stivhed i højre baglår og balle. Sikkert Iskias nerven der har været irriteret.
Jeg valgte dog at fastholde det meste af min træning, da jeg oplevede at specielt tempo turene løsnede op på det. Jeg mistænker lidt den øgede træning i Maraton pace for at have givet problemerne, samtidigt med at jeg løber mere korrekte poserunning nu, end jeg gjorde op til CPH. En løbe stil der ligger meget mere belastning på baglår og balder.
For at gøre ondt værre, blev jeg også ramt af en omgang sygdom 4 dage for løbet. Fredag da jeg tog til København, var jeg langtfra optimistisk omkring mine muligheder for at løbe Maraton om søndagen. Jeg var simpelthen super træt og tung i hovedet.
Ugen før havde jeg taget 5 fiskeolie og 3 ipren 200mg til sengetid, og det havde hjulpet lidt på baglåret. Jeg havde dog bevidst valgt ikke at tage Ipren i forbindelse med træning. Samtidigt havde jeg fået smidt lidt styrketræning ind i programmet, der også havde hjulpet på baglåret, så jeg var rimeligt optimistisk omkring det.
Lørdag sov jeg virkeligt længe, hvilket var det jeg havde brug for. Om aftenen var planen at kæresten og jeg skulle ud og spise igennem, og så i biografen.
Valget var faldet på en Buffet ting på fisketorvet, og så ind og se Thor 2 bagefter.
Af en eller anden grund var min appetit helt i bund, og jeg kunne slet ikke spise de mængder jeg skulle til buffeten, selvom der var god pasta osv. På plus siden var Thor en rigtig god film. Men jeg var dog en smule bekymret for min manglende evne til at spise nok kulhydrater.
Søndag- Raceday
Vækkeuret var sat til klokken 7.00 hvor jeg stod op og smed en omgang havregryn med rosiner og sukker i hovedet. En kombination jeg havde succes med til Københavns maraton.
Jeg havde valgt at selvom jeg ikke syntes tingene helt havde spillet i den sidste uge skulle løbet stadigt have et chance. Så måtte jeg jo slække på ambitionerne. Endnu engang måtte jeg huske mig selv på at jeg indledningsvis havde tænkt det som et hygge maraton, og ikke et forsøg på at slå en PR.
I bilen på vej mod St. Dyrehaven kunne jeg mærke adrenalinen og den gode fornemmelse jeg får op til et løb. Det er det der er så fedt ved at deltage i løb, at man lige bliver de par procent mere skarp og motiverede en når man ”bare” løber alene.
Indskrivningen var nem nok, da den bestod i at tage sin kuvert i en kasse, og så spænde Chip på skoen. Vejret havde spøgt lidt da der havde været tale om at der skulle komme blæsende kuling, men det var perfekt løbe vejr. 10 grader og rimeligt vindstille. Jeg valgte at løbe i lange tights. Enjin tåsokker i mine Merrell Trail Gloves, Blå tight adidas t-shirt med min nye løbejakke udover.
Desuden løb jeg med 8 Isogels med koffein. Jeg medbragte også 2x2 Ipren, da baglåret stadigt var lidt ømt.
Op til start var jeg meget i min egen verden, og selvom det var fedt at kæresten og gode venner var der til at underholde, har jeg meget svært ved at være mentalt tilstede lige op til et løb. Her små snakker jeg hellere med andre løbere for at få nervøsiteten af, og satte min mp3 afspiller i gang med at afspille min lydfil der angav en 180 bmp tempo. Den eneste ”underholdning” jeg havde på turen, men super til at huske på kadencen, og ikke gå på kompromis med løbestilen når jeg bliver træt.
Planen var at jeg ville ligge ud i noget 5.00-4.50 agtigt og se om jeg kunne øge til 4.41 efter lidt tid, hvis kroppen var med på den. Starten gik fint nok, og da der ikke var så mange løbere var det betydeligt nemmer at finde et pace fra starten. Der var dog lidt trafik de første 2 km.
Stormen 2 uger før kunne god ses på skov stierne hvor der var mange små grene, selvom der var blevet ryddet pænt op. Samtidigt var der meget løvfald på stierne der gjorde det til lidt en udfordring visse steder.
Fik dog lagt ud i et okay tempo omkring de 5 min/km. Uden ballon osv. Var det lidt svært lige at finde konstant tempo, uden hele tiden at skæve til uret. Samtidigt oplevet jeg igen a det var svært at finde en løber eller gruppe at ligge sig sammen med, så indstillede mig på at jeg måtte trække mig selv.
Skovmaren er den samme ½ maraton rute man løber 2 gange, og hvor man kommer igennem en stjerne i midten 6 gange. Så jeg havde aftalt at det var der min kæreste og vennerne stod.
Eneste nedtur over dette var at man ramte den sidste gang omkring de 30 km, hvilket gjorde at de sidste 12 km blev løbet ret alene. Publikum supporten i en dansk skov på en søndag er trods alt noget mindre en København, selv i regnvejr.
Jeg havde aftalt med min bror at han også skulle være der, men de første 3 gange jeg kom gennem midten var han der ikke. Det var min kæreste dog og vennerne, så det var et godt boost. Min bror stod dog omkring de 20 km, hvilket var dejligt, da det også var her jeg begyndte at mærke at det trods alt var noget hårdere at løbe i det kuperede terræn i St. dyrehaven.
Jeg havde planlagt med at tage en gel efter 8-10 km og så en gel efter hver 5 km derefter, Samtidigt var planen at drikke vand ved hver post. Det holdt også ganske glimrende, selvom jeg valgte at supplere med lidt energi drik efter de 20 km, da jeg fandt ud af at det var tyndt blandet op.
De sidste 2 km før ½ maraton og maraton slut var rigtigt hårde, da det gik jævnt opad og stien var fyldt med små sten osv. Det var nok også derfor at jeg blev ramt at tanken om at man jo altid kunne stoppe efter den halve. Derfor var det også fedt at se min bror var dukket op. Det ville jo ikke være så fedt at have hevet ham ud i skoven og så udgå lige efter han var kommet.
Kilometerne efter halv maraton som jeg ramte i okay 1.43 var egentligt ikke så slemme. Jeg blev dog noget irriteret da jeg havde glemt at få mine Guarana tabletter med. Mit baglår opførte sig faktisk meget pænt på dette tidspunkt, men jeg valgt alligevel at tage 2 Ipren, for at afhjælpe de problemer jeg alligevel kunne mærke. Generelt syntes jeg at jeg kæmpede en del med energien på den sidste halvdel af løbet, og jeg skulle egentligt tale en del til mig selv. Men samtidigt var det også fedt, fordi det kun er en situation jeg kommer ud i når jeg løber løb. Det at jeg presser mig selv ud over min komfort zone. Bevares det gør jeg også tildels når jeg løber tempo og interval løb, men man giver sig noget mere når man stiller op til et løb. Specielt et maraton.
jeg havde haft lidt nogle kriser under vejs hvor jeg havde lagt mig op af løber der så gik mere ned i tempo når man lagde sig på siden. Jeg ved ikke om det er et spørgsmål om psyke, men jeg tænker at man kan hjælpe hinanden ved at trække lidt, jeg har dog endnu ikke oplevet at det rent faktisk fungere. Egentligt tænker jeg at det er nødvendigt at jeg stoler mere på mig selv og mit tempo, da jeg kan se at det går ud over mine kilometer tider. Men samtidigt er det også svært at bevare 100% fokus hele løbet igennem.
Da jeg løb København var jeg i tvivl om jeg mødte muren, det var jeg ikke her. Den lå smukt omkring 28-29 km, op til da var det egentligt meget godt lykkedes mig at holde et tempo omkring de 4.50-5.00 min/km men efter de 30 km var tanken tom for Carbs. Jeg tror jeg brugte omkring 1-2 km til lige at acceptere den nye situation. Det der hjalp for mig var at huske mig selv på at jeg inget kunne gøre ved den del af løbet jeg havde løbet, den energi jeg havde brugt var brugt, de kilometer der måske var løbet for hurtigt, ja de var løbet og kunne ikke gøres om. Den energi jeg ikke kunne indtage fredag og lørdag, var der ikke noget at gøre ved, så det var sådan set bare at dele løbet op i små overkommelige bidder var der af. 12 km vidste jeg, jeg kunne løbe, intet problem.
Et godt stykke af vejen havde jeg på afstand fulgt en løber som jeg stille og roligt var hentet ind på, men pludseligt stoppede han, nok pga, en krampe og gik i gang med at vælte træer. Jeg havde spottet ham sammen med en gruppe erfarne løbere tidligere, så det var egentligt lidt fedt at vide at selv en erfaren løber, kunne bliver overrasket over St. Dyrehavens bakker og stier.
Det lykkedes mig faktisk at hente 3-4 andre løbere de sidste 10 km, hvilket jeg var godt tilfreds med.
Men det slog mig også hvor ensomt et løb Skovmaren er når man løber omkring de 3.30-3.40.
Det var faktisk på nogle tidspunkter lidt svært at spotte hvem der var maraton løber og hvem der var halvmaraton løber, da der også blev løbet halvmaraton 1 time efter. Jeg hentede i hver tilfælde et par stykker af dem. Kunne da også efterfølgende se på halvmaraton tiderne at der var nogle hyggeløbere med, der løb den halve på 2.30.
Anyway fra 38 til mål var det ren og skær overlevelse. Jeg havde ikke meget energi tilbage og min lægmuskler gav rigtigt meget lyd fra sig. På positiv siden havde fokus på løbestilen gjort at jeg ikke havde nogen problemer med hverken knæ eller andre ting, udover baglåret der sagtens kunne mærkes, men jo ikke var en nykommen ting.
Jeg var utroligt glad da jeg kom i mål. Jeg havde faktisk ingen anelse om tiden, da jeg blot havde fokuseret på at holde det maksimale tempo jeg syntes der var energi til det sidste stykke. Havde jeg løbet sammen med en gruppe andre løbere, tror jeg måske godt citronen kunne være presset en smule mere.
Slut tiden var 3.31.17 hvilket faktisk var godt 2 minutter hurtigere en København.
Efter målstregen stod Kæresten, broren og vennerne klar med gode ting. Der blev også hygget i mål området bagefter. Denne gang havde jeg faktisk husket godt pre race tøj, i form at jogging bukser, fiber vest, og tør løbetrøje.
Jeg kunne se at der var rigtigt mange løbere der kom ind omkring 4 timers mærket, hvilket nok meget indikere at det er et lidt udfordrende løb.

Tempo, højdekurver og puls.

Det var det også

Velkommen tilbage. Lyder da fantastisk, at du er skadesfri og løbende igen

SMUKT!
Thanks for sharing

Frost Cup 1. afdeling
Traditionen tro er jeg også i år med i Frost Cupe på trods af mit vakkelvorne bentøj og sløje form. Men nu kører det på tredje år og er allerede blevet en fast tradition. Så der er ingen vej udenom.
Sidste år havde jeg også haft bøvl med akillessenenerne og nedgraderede til 5 km, men i år går jeg all-in på den lange 10 km. Og første afdeling i dag blev ligesom sidste sæson indledt med ruten i Hareskoven.
På trods af, at jeg slet ikke har nogen hurtighed overhovedet og derfor ville betragte alt under 45 minutter som en succes, blev jeg alligevel nervøs før starten. Det giver ingen mening, men jeg havde sommerfugle i maven.
Jeg var samtidig forvirret nok til, at jeg glemte chippen derhjemme og var cyklet et godt stykke op ad Hareskovvejen, før jeg måtte vende om. Så det gav ikke meget tid før starten og stort set ingen opvarmning. Den foregik til gengæld på cyklen på vej derop :)
Nuvel, vel ankommen var der præcis et kvarter til start, så det gik endda. På med nummeret på maven, på med skoene og chippen og så ellers af sted.
Arrangementet er vokset betragteligt fra første år med omkring 300 til start over sidste år med 500 og til i år, hvor der er over 800 tilmeldte. Velfortjent succes for initiativtagerne, der har stablet en populære tradition på benene med masser af sponsorer, forplejning og lodtrækningspræmier.
Turen i Hareskoven går stik vest på af en lang, lige skovvej, Så tager man en lang rundtur, løber mellem to søer og retur til den lange lioge vej tilbage til mål. Den er præcis 5 km, så de seje - herunder mig :) - løber rundt i en sløjfe og tager en tur mere.
Jeg må tilstå, at jeg havde glemt, hvor bakket ruten er. Der er 60 højdemeter pr. omgang, og det lyder ikke af meget for en cykelmotionist, men når det er sådan nogle stejle sataner, så kan det mærkes, når man løber, at det bliver til 120 hm på 10 km.
Samtidig kunne jeg konstatere, at jeg bare ikke har noget fart i benene overhovedet. Som i nul, nichts, nothing, rien. Nu løber jeg ikke konkurrence rmed ur og pulsmåler på, men det føltes ikke som om, at pulsen var særlig høj. Jeg er simpelthen ikke i god nok form til at presse den opad.
Så det måtte blive dieselmotoren, der måtte klare løjerne i et stabilt tempo, der ikke ligefrem pressede benene. Efter løbetr har der været bøvl med tiderne, men nu er de kommet op, og jeg står noteret for 43:46 for den 10 km. Det er jo ikke prangende, men da jeg havde sat alt under 45 minutter som en succes, så har tænkt mig at være tilfreds med det. Tiden rakte til en 9. plads i klassen for gamle, vrisne mænd (50+).
Så jeg er ganske godt tilfreds, men der er samtidig plads til forbedring, når det går løs med 2. afdeling på den pivflade rute i Lyngby.

Mandags MorgenSang™
Uh, jeg er i det smagløse hjørne her til morgen, hvor amerikansk showbizz går helt over gevind. De amerikanere kan bare køre den helt ud i hampen, men man kan ikke lade være med at se på det ... som var det et trafikuheld. Det gælder også Pentatonix, som er en 5-mands vokalgruppe, der lige har udgivet deres anden cd. De kører den også helt ud, men for filan da, hvor kan de noget med deres stemmer. Bemærk: Det er acapella.

I dag havde jeg den, vistnok sidste, tirs/torsdagsferiedag. Så kunne jeg nå omkring mormor og morfars gravsted; en lille valgdagstradition. De dage der var valg sitrede huset mere end juleaften, selvom jeg ikke var så gammel dengang det var på sit højeste.
Træningen foregik med HvidovreCK. Jeg prøvede at kæmpe imod men blev tvangsoprykket på hold 2. Det var som jeg jeg frygtede.
Første interval skulle være sub-AT. Styrkemæssigt lå jeg nummer 4 af 6 på holdet men lå pænt oppe i AT alligevel. Det værste var nu, at vi ikke brugte cykelstien men kørte på vejen. OK - den er 4-sporet, så det kunne vel nok gå i den sparsomme trafik. Men hvorfor skal det ene spor i rulleskiftet så absolut ligge helt ovre i venstre vognbane, når vi nu lige så godt kunne nøjes med at fylde den ene
Derefter til det sjove: Vo2max: 4 intervaller 4/2min. Sådan havde det været på det langsomme hold men her blev snydt og fusket, så det ikke er til at holde ud.
Først og fremmest var intervallerne højest 3½ minut lange - dertil startede de med en überfesen acceleration så de første 10-20 sekunder næppe kan tælle med.
Derefter så blev DE INDIVIDUELLE intervaller kørt, sådan at de hurtigste 2 skiftedes til at trække og resten lå på hjul. Problemet er, at det er fint nok i starten. Så bliver de lidt for let men uden overkud til at gå ud og overhale. Til sidst når der er (et ganske fair) forbud mod at overhale ham der har trukket, bliver det alt for let. Det der med at sidde og æde sig selv det sidste minut er fuldstændigt umuligt. At pulsen er meget lav, skyldes nu også at kroppen er slidt men jeg savnede at få syre i stængerne.
Det sidste interval var dog fint at køre på dette hold. En omgang på Holmen i rulleskift efter bedste evne. Selvfølgelig bragede vi ud i rundkørslen lige foran en bil som måtte bremse op til trods for, at det var præcis i en tilsvarende situation, at der var en der blev kørt ned sidste år.
Havde jeg ikke været både genert og nede i hierakiet, havde jeg kæftet op - der er overhovedet ikke i orden efter det jeg forventer. Skal det være sådan hver gang, må jeg overveje at skifte til at køre spinning, for det her bliver jeg i dårligt humør af i længden.
Stats (pulsmåleren flyttede på sig, så der er lidt udfald mod slutningen)
http://connect.garmin.com/activity/406402633
Nuij, jeg savner at have vores dame B som holdkaptajn. Der overholder vi næsten færdelsloven men er i hvert fald ikke nogle svin. Vi snyder ikke i intervallerne og vi ligger ikke på hjul men hver kører sit. Alligevel følges vi ad fra start til slut.

Når du blive rgammel nok, kan du bare sidde ned og fyre den af

Nix, den er god nok. Sidste søndag havde der været 850 til søndagstræningen, og denne gang var der betydeligt flere på grund af det fuldstændig absurd gode vejr.
Meeeen vi løber jo delt op i 12 grupper alt efter løbehastighed, så der bliver ikke sluppet knap 1000 løbere løs på én gang. De hurtige løber først, og så følger de andre efter i respektfuld afstand.
Det giver imidlertid stadig grupper på 70-80 løbere, og de fylder gevaldigt meget i trafikken. Fartholderne gør et fantastisk job med at disciplinere flokken og holde færdselsreglerne, men det er nogle gange et værre cirkus.
Jeg kan se af statistikken fra sidste år, at deltagerantallet også var oppe at vende på knap 900 i begyndelsen, men så dalede til 400-600 i samlet deltagerantal hen over vinteren og frem til maraton i maj.
Ruterne er naturligvis også valgt, så der er en nogenlunde realistisk chance for, at der ike bliver løbet børn og pensionister over ende.

LOOOOOL @ Skriget.

Har lige postet skoparken på en facebookside og tænkte, at billedet også hører til herinde. Måske nogle kan blive inspireret til at prøve lidt anderledes løbesko.

.

Mandags MorgenSang™
Jeg har sgu' ondt af alle de unge, der aldrig har hørt om Billy Joel. Singer-/songwriter og klaverbokser af guds nåde. Med 150 mio. solgte plader og et bagkatalog, der siger spar to. Mere er der vist ikke at sige om den sag
http://www.youtube.com/watch?v=GPbG1-wLs8U
http://www.youtube.com/watch?v=B-LDtZ0owBQ

Det her er da godt nok noget af en cykletur ...

Talent-Svøm
Tirsdagen morgen står den på træning for de bedste atleter i klubben, og jeg fungerer lige nu i en position som koordinator for projektet. Det er tough, og man finder ud af at det og arbejde med sportsfolk ikke altid er lige nemt. Men jeg leder lige nu efter en talent-chef, og skal holde samtale med en torsdag formiddag. Spændende og udfordrende, men fedt at være igang med en process frem imod skabelsen af noget stort (forhåbentligt).
Imorges stod jeg for deres dryland træning, og vi fik en god halv time med øvelser, snak, hygge og sjov. Jeg tog lige et par pics fra træningen:

Træningen blev selv en fin omgang svømning, og så en smule core med de andre. Blandt andet lidt chins. Awesome.
Svømning 2000M: http://connect.garmin.com/activity/400319943
Og nå ja, så fik jeg job idag. Haps.
/N

EXIT-strategi
Det er ikke kun bandemedlemmer, der har brug for et smuthul og en exitstrategi. Det har gamle løbere med svagt bentøj også. Derfor har jeg i dag sørget for, at jeg har en grum trussel hængende ude i horisonten for det tilfælde, at jeg ikke snøvler mig sammen til at få løbet til at fungere. Jeg har nemlig tilmeldt mig min gamle ærkefjende La Marmotte, da jeg ved et tilfælde fandt ud af, at der åbnet for sluserne i dag. Så er der i hvert fald et alternativt mål, hvis biostilladset svigter
PS: Hvis jeg ikke får brug for det, skal der nok være nogen, der vil overtage det til den tid. Der plejer vist at blive udsolgt rimeligt hurtigt.

EXIT-strategi
Det er ikke kun bandemedlemmer, der har brug for et smuthul og en exitstrategi. Det har gamle løbere med svagt bentøj også. Derfor har jeg i dag sørget for, at jeg har en grum trussel hængende ude i horisonten for det tilfælde, at jeg ikke snøvler mig sammen til at få løbet til at fungere. Jeg har nemlig tilmeldt mig min gamle ærkefjende La Marmotte, da jeg ved et tilfælde fandt ud af, at der åbnet for sluserne i dag. Så er der i hvert fald et alternativt mål, hvis biostilladset svigter
PS: Hvis jeg ikke får brug for det, skal der nok være nogen, der vil overtage det til den tid. Der plejer vist at blive udsolgt rimeligt hurtigt.

Ah, jamen så er vi to til at krydse fingre for, at det lykkes med mit løberi. I givet fald er der et nummer til overs

EXIT-strategi
Det er ikke kun bandemedlemmer, der har brug for et smuthul og en exitstrategi. Det har gamle løbere med svagt bentøj også. Derfor har jeg i dag sørget for, at jeg har en grum trussel hængende ude i horisonten for det tilfælde, at jeg ikke snøvler mig sammen til at få løbet til at fungere. Jeg har nemlig tilmeldt mig min gamle ærkefjende La Marmotte, da jeg ved et tilfælde fandt ud af, at der åbnet for sluserne i dag. Så er der i hvert fald et alternativt mål, hvis biostilladset svigter
PS: Hvis jeg ikke får brug for det, skal der nok være nogen, der vil overtage det til den tid. Der plejer vist at blive udsolgt rimeligt hurtigt.