Henrik S.

Frost Cup, 1. afdeling
Som nævnt ovenfor stod den på Frost Cup i dag. I et anfald af kådhed meldte jeg mig til, mens akillessenen var på sit værste, så det var mere end usikkert, om jeg kunne nå det. Var dog realistisk nok til kun at tilmelde mig 5 i stedet for 10 km. Der er 5 afdelinger i alt, så jeg skal med andre ord prøve at knække koden til 5 km distancen, der var min disciplin i det halvandet år, hvor jeg løb konkurrencer aller mest intenst.
Lad mig på forhånd sige, at der er et stykke vej endnu. Jeg havde egentlig troet, at den skrøbelige akillessene ville være den værste hurdle, men som skrevet ovenfor, så meldte en virkelig øm og betændt hals også sin ankomst fredag. Den så jeg virkelig ikke komme, men da jeg vågnede søndag, virkede det som om, at jeg trods alt godt kunne løbe distancen uden at sætte helbredet på spil.
Det er småt med p-plads oppe ved Fægyden, som vejen mellem Hareskovby og Værløse meget passende hedder, så jeg hoppede på mountainbiken for at køre de små 10 km derop. Det regnede selvfølgelig for lige at føje en enkelt ting mere til udfordringerne, men nu var jeg af sted, og nu skulle der løbes.
Frost Cup har moderat vokseværk, så i år er der over 500 tilmeldte, hvor af de 175 nøjes med 5 km. På med trailskoene og chippen, ind i startbåsen og så går det ellers over stok og sten ad skovveje og -stier. Traditionen tro giver startnummer og startpistol mig en nytårsraket i røven, så jeg lagde naturligvis alt for hårdt ud på det første lange lige stykke. Så da bakkerne begyndte, måtte jeg lige skifte et par gear ned.
Der er slet ingen anaerob power endnu, kan jeg mærke, så selv om jeg de seneste uger er begyndt at løbe med i nogle tempopas og intervaller, så skal der mere af det til, krydret med et par lidt længere ture i ny og næ, før det rigtig rykker. Det kræver noget tålmodighed, så giv mig lige et par måneder mere, før vi tales ved igen
Nuvel, jeg kom igennem strabadserne på 20:32 i et løb, som jeg fik disponeret helt i skoven - bogstavelig talt. Det fik så også lige mindet mig om, at en 5 km er en ond distance, hvor man slet ikke når at få den ro på, man trods oplever på en 10 km eller en halvmaraton. Det er rent kaos inde i hovedet på hele turen. Så ja, den glæder jeg egentlig til at prøve kræfter med næste gang, som er den 16. december. Det er en flad asfaltrute, så det skal nok gå fremad

Træning d 25.11
Løb
10 k ca 46 + 5 k opvarmning/afjog - Andelskassens nytårscup - gnsn 4.38, gnsn puls 163
Trods antibiotika mave og ikke så god søvn kunne jeg jo faktisk mærke, at stænger og vejrtrækning har det udmærket og især, at følelsen af snot inde i bihulerne og ned i bronkierne var betydeligt bedret. Ja så god lejlighed til at få lidt intensitet i benene + måske også blive lidt bedre til at cope med præstationsangst, inkl følelsen af også at kunne presse citronen lidt selvom alt ikke er optimalt. Talte jo desuden i tirsdags meget med coach T om, at lige præcis sådan et løb som nytårscup kunne løbes med mange formål og fx kunne handle om at ligge pulsmæssigt i et givent område. Sådan en gusten, våd og blæsende dag som idag helt fantastisk at opleve så mange glade løbere inkl en masse mennesker, som jeg har lært at kende i Århus i tidens løb.
Havde et hårdt men udmærket løb, hvor jeg meget tydeligt kunne mærke forskellen på fx at ligge i puls 165 og puls 162 og fx 160, der nærmest føltes behageligt. Havde også kriser men mest følelsen af, at det var fedt at være ude at kæmpe med elementerne. Ca 500 m før mål var jeg dog overmodig og nok alligevel præget af noget kulde i maven og måtte stoppe op i vejkanten for at kaste op i flere omgange men selvfølgelig kun vædske, så gik endda selvom, der selvfølgelig gik noget tid med det. Alt i alt ovenud tilfreds med dagen og good vibes med folk jeg mødte og sludrede med. Meget mere af den slags :hippy:
http://connect.garmin.com/activity/246525111#.ULIDEGqj7UM.gmail

Hov, hov, nu skal du ikke forvirre debatten med fakta

He, he ...

Fed træningsdag oven på den mislykkede mandag
I løberkredse er de nye lygter også slået igennem. Da vi løb intervaller den anden aften, var der en løber bag mig, der tændte for pandelampen. Jeg sprang ind til siden, da jeg var sikker på, at der var en bil på vej bagfra

He, he ...

Hov, hov, nu skal du ikke forvirre debatten med fakta

Jeg zynz det zamme zom Ztine
Der er sgu' da mere fart i fodsålerne, end de fleste tør drømme om

Tak for et gensyn med Procol Harum. Det var sgu' dengang en rigtig mand kunne bære en moustache med selvsikkerhed og stil

Tja, den bliver i hvert fald diskuteret livligt og ret nørdet i kommunikationskredse:
http://www.kommunika...ember-kampagnen
Og så har satíretegnerne også kastet sig over den

Tja, den bliver i hvert fald diskuteret livligt og ret nørdet i kommunikationskredse:
http://www.kommunika...ember-kampagnen
Og så har satíretegnerne også kastet sig over den

Jeg har været inde at svare, fordi emnet er interessant og optager mig. Da jeg begyndte at løbe (1981) var det meget almindeligt, at man meldte sig ind i en sports-/løbeklub. Joggingbølgen var ganske vist nået til Danmark, og mange var begyndt at jogge - uden at være medlem af en klub - på gader og veje. Men procentdelen af klubmedlemmer var givet større end i dag.
Umiddelbart har jeg to bud, der i hvert fald er med til at påvirke udviklingen.
1) For det første er der en generel trend henimod, at folk gerne vil dyrke motion og sport på et tidspunkt, der passer dem. De vil ikke være afhængige af andre og af bestemte træningstider. Derfor stiger den uorganiserede idræt generelt. Det er jo ikke kun løbeklubberne, der bløder medlemmer, det gør fx fodboldklubberne også.
2) For det andet er der i dag et hav af muligheder for at kvantificere sin træning med pulsur, gps, wattmåler (på cykel), apps til smartphones etc. Før i tiden havde man til nøds et stopur, men var ellers henvist til at måle sig op imod andre (ens klubkammerater) for at få en fornemmelse af, hvordan det gik med formen.
Derfor har Mottas spørgsmål jo besvaret sig selv: Man skal absolut ikke være medlem af en løbeklub for at løbe. Det er jo præcis det, som rigtig mange vælger ikke at være. Og det er en trist udvikling set med mine øjne.
Løb er en meget social sport. Ikke sådan at forstå, at alle træningsture skal foregå sammen med andre, for det vil altid være en blanding af ture alene og sammen med andre. Men fællestræningen giver ens motion et helt andet 'åndedræt'. Man kan måle sig op mod andre, man kan give den ekstra gas i små interne dyster med de andre. Og man kan frem for alt udveksle erfaringer og oplevelser omkring sin motion. Det kan være guld værd at hente tips og tricks fra de 'gamle' i klubben, og man kan ofte undgå kostbare fejltagelser.
Jeg ser også den omsiggribende kvantificering og måling som et tveægget sværd. Pulsur o.lign. kan være et praktisk redskab (jeg bruger det selv), men det kan også blive en blindgyde, hvor man lander i en trist, ingeniørmæssig tilgang til sin sport. Man måler watt, kadence, sekunder, meter og pulszoner og glemmer fuldstændig at mærke efter, hvordan det føles, og hvordan man bevæger sig i relation til andre. Har man tænkt sig kun at dyste mod sit pulsur i al fremtid, er det fint. Har man tænkt sig at deltage i motionsløb sammen med andre, ja, så skal man også træne sammen med andre for at lære teknikken og samspillet.
Endelig er der spørgsmålet om at holde motivationen. Jeg vil tro, at der er langt flere, der holder gang i deres løbetræning i længere tid, hvis de træner sammen med andre i en klub, hvor der også er et socialt fællesskab, og hvor der er nogle, der venter på en. Det kan naturligvis også være faste træningsmakkere, der ikke nødvendigvis er i en klub. Mit bud er, at de fleste af dem, der mister motivationen og stopper, er dem, der træner alene og til sidt løber sur i det.

Det er alligevel en pæn luns, du har skrællet af

Er der ikke klemt ret meget træning, endnu mere arbejde og en ordentlig røvfuld pligter ind i ugeprogrammet for tiden? Det er lige, så Gammelsmølf her bliver helt forpustet.
Husk også at dyrke zen og den kosmiske balance
Det skulle nødig gå dig lige som The Swedish Chef, hvor der kommer for meget i gryden og det hele ryger i luften til sidst

Herunder mit første spædeforsøg på at lave en omsummering at et løb. Krydret med mine egne personlige betragtninger osv. Det bære sikkert præg af at det er længe siden jeg har forsøgt mig ud i skrivningens kunst. Stavefejl er helt sikkert at finde, inklusive meget mangelfuld tegnsætning.
Ålborg Halv Maraton.
For godt 21 år siden deltog jeg i Hjørrings Grundlovs løb, der dengang bestod af lidt over 10 kilometer, nu om stunder er der også en rute på 6 kilometer, men det er nu ligegyldigt. Så vidt jeg husker kom jeg ind på 47-48 minutter, og var meget irriteret over at jeg havde mistet en masse de første kilometer, på grund af babyjoggere og husmødre. At jeg kun havde trænet til løbet 6 uger indgik ikke i mine betragtninger.
Nu her godt 21 år efter stod jeg så i Hasseris ved Ålborg, tilmeldt mit 2. motionsløb i mit liv. Distancen er denne gang lidt længere en de 10 kilometer. 21,0975 kilometer. En halv maraton.
Jeg ville lyve gevaldigt hvis jeg sagde jeg ikke var svine nervøs. selv om jeg denne gang er betydeligt mere forberedt end jeg var dengang som 18 årig.
Distancen er langt fra ukendt for mig, som en del af min ugentlige træning har jeg indlagt en tur over de 20 kilometer. Mellem 22 og 24 kilometer bliver der gerne løbet om søndagen. Samtidigt bliver der løbet mindre ture på 8-12 kilometer, inklusive restitutitions løb. En god uge får jeg gerne løbet 55-60 kilometer.
Men en ting er at løbe af sted med mit Garmin ur på, og vælge en rolig pace omkring de 10-11 kilometer i timen, på en kendt rute, og med muligheden for at korte turen af hvis noget ikke fungerer.
Noget andet er det at skulle løbe et arrangeret løb, på ukendt rute, med egne forventninger, og med heppekor bestående af kæresten og børn.
Normalt er løb, og træning som sådan, en privat sag, hvor jeg ikke behøver at forstyrre eller belemre andre når jeg skal gøre det. Det betyder ikke at jeg ikke meget gerne taler om løb, træning og alle de positive oplevelser man kan få ved det. Men blot at træning er noget jeg forpligtiger mig selv til og ikke andre, og jeg er ikke vandt til at blive heppet på.
Mit løb kom først rigtigt ordentligt i gang efter sommerferien. Før det var det lidt sporadisk, med omkring 25-30 kilometer om ugen, som foregik efter følelse og dagsform. Normalt løb jeg efter at performe så godt som muligt. Lidt ligesom jeg vægttrænede. Jo mere der kan komme på vægtstangen jo bedre.
Nå men der stod jeg så, nervøs, spændt og småstresset. Morgenen havde forløbet rigtigt godt. Aftenen før havde jeg fået spist godt med spagetti og kødsovs, og morgenmaden bestod af krydderboller, og havregryn med sukker og skummetmælk. Så jeg var ret overbevist om at kulhydratdepoterne var fyldt op. Samtidigt havde jeg en god fornemmelse i maven.
En smule kaffe blev det også til.
Ungerne var eksemplariske, og havde forstået det da far havde sagt at han nok var lidt småstresset og bestemt om morgenen, og at diskussioner osv. ikke var i dag.
Aftenen før havde jeg lagt de ting frem jeg skulle bruge. Løbe buks. Trøje, sokker, ur osv. Så det var klar.
Jeg blandet en dunk med saft og en smule salt, så jeg havde lidt at drikke af før turen. Kæresten fik pakket unger, madpakker til dem, og bil, og vi tog af sted mod Ålborg og Hasseris.
Det var ikke svært at finde KFUM hallen i Hasseris. Det er fordelen ved at have en android telefon med Google maps og gratis navigation. Tænkte kort på om jeg mon var havnet på fyn hvis jeg havde brugt Apple maps?
Vi var der i god tid, så jeg fik fat i mit løbsnummer og den T-shirt der fulgte med. Jeg blev positivt overrasket da jeg så løbet blev målt med engangsløbechip. Noget der ikke umiddelbart fremgik af deres hjemmeside.
Vi fandt en "base" og jeg fik smuttet på Toilettet og gjort det der nu skulle gøres. Jeg var ikke interesseret i at løbe med fyldt blære eller andet når jeg skulle af sted. Jeg var rigtigt glad for at vi var kommet tidligere, da jeg så køen til toiletterne lidt senere.
Jeg fik fumlet en del med hvordan jeg skulle være klædt på, og hvordan mit løbs nummer skulle sidde. Det havde været lidt små koldt i starten, så jeg havde egentligt regnet med at løbe i en lidt tykkere jakke, men da det klarede op, blev det hurtigt lavet om til min Sleeveless Adidas, lettere løbe jakke, og som regn/windbreaker havde jeg min Ozone refleksvest. Så kunne jeg altid tage den af hvis det var for varmt.
Jeg havde valgt at løbe i mine Minimal sko, Merrell Road Glove. Jeg har løbet mange lange ture i dem, og de giver ikke vabler eller noget.
Løbenummeret kom ned og sidde på mit højre lår, hvor det sad helt formidabelt. Mærkede ikke noget til det under løbet overhovedet.
Efter roderi, foreslog Kæresten at vi fandt ud af hvor starten gik. Må sige jeg beundrer hende for tålmodighed og forståelse for den nervøsitet jeg udviste.
Vi lokaliserede startområdet, og med 15 minutter til start fik jeg det sidste på plads. Garmin uret blev tjekket og positionen opdateret, og pulsbælte blev iført.
Sammen med de øvrige løbere gik jeg frem til starten. Da der var chip på, var jeg ikke specielt optaget af at ligge helt fremme mod startlinjen, da jeg vidste tiden først talte når jeg kom over stregen.
Jeg stod og lurede en del på de forskellige løbere, for at få en ide om hvor de ville være rent tempomæssigt.
I ugen op til løbet havde jeg lagt en forsigtig strategi, og et mål hvor jeg ville se om der kunne løbes under 2 timer. Det betød jeg skulle løbe med en pace på 5:40 pr kilometer
Formen var blevet testet af om torsdagen med en tempotur på 10 kilometer, hvor jeg præsterede en pace på omkring de 5:15, uden at løbe helt ud, så jeg mente egentligt nok jeg burde kunne klare 5:40, men var ikke sikker på hvordan benene og energien ville have det omkring de 11+.
Jeg løber uden musik nu om dage, men det er en nyere ting, da jeg egentligt altid har syntes det var afslappende og hjalp mig at løbe med musik. Men jeg lagde meget mærke til hvordan de forskellige løbere havde udstyr med til musik, og tænkte på hvad det egentligt gør for fællesskabsoplevelsen. Jeg fik småsnakket med et par løbere i området, smilet til kæresten, og så lød startsskuddet.
Jeg gik/luntede frem mod startstregen, med hamrende hjerte. Meget spændt på ruten og løbet.
Solen tittede frem, og der var en god varme i luften.
1-3 kilometer
Jeg kiggede meget på Garmin i starten, jeg var ikke interesseret i at lægge for hårdt ud, men samtidigt havde jeg vildt meget optur over at jeg rent faktisk løb mit første "rigtige" løb i mange år.
Jeg forsøgte stadigt at finde en gruppe løbere der holdt et tempo jeg mente jeg kunne være med i, men der blev enten løbet for langsomt, eller for ustabilt efter min smag. Da mine ben føltes gode, og jeg havde fået varmet lidt op med airsquats osv, holdt jeg et tempo omkring de 5.30. jeg tænkte jeg altid kunne skrue lidt ned efter de første kilometer hvis tempoet var for højt.
Refleksvesten røg ret hurtigt ned og hænge i løbebæltet, det var alt for varmt. Men jeg beholdt mine løbehandsker på.
Det første stykke af ruten var på nogle småsnørklede villa veje, men der var hjemmeværnsfolk der viste hvor vi skulle hen, så det var okay.
3-6 kilometer
Tempoet var rimeligt godt her, jeg tjekkede uret med jævne mellemrum, og sørgede for at få tempo på når jeg blev for langsom. Det fungerede meget godt for mig at lægge mig lidt i læ af 2-3 løbere og finde min pace, og så gå forbi hvis det ikke passede mig. Der var mange der gik ned i pace når der blev lidt flere.
Omkring 6 kilometermærket var der væske for første gang. Jeg nappede et glas vand, og selvom jeg egentligt havde planlagt at stå stille og drikke, kom der folk bagfra så jeg luntede og fik drukket et par slurke. Jeg viste der først kom vand igen omkring 11 kilometer, og det irriterede mig egentligt lidt lige der at jeg ikke havde lidt vand med selv. Også fordi jeg ikke vidste præcist hvor depoterne var.
6-9 kilometer
Efter væskedepotet drejede vi af ind mod Estrup Engvej. Selvom der som lovet var utroligt fladt, var der lidt stigning her, men jeg syntes egentligt benene kørte meget godt. Der gik lidt social onkel i mig her, da jeg faldt i snak med 2 gutter, der småsludrede om fodtøj osv. De holdt egentligt også et tempo hvor jeg mente jeg kunne være med. Det gjorde det lidt sværere at fokusere på tempoet som sådan, og jeg var egentligt overbevist om at jeg var for langsom der. (Det kan jeg se efterfølgende jeg ikke var)
Da der var god varme bestemte jeg mig for at tage handskerne af og smide dem i bukselinningen. Desværre fumlede jeg med dem, og tabte dem, så jeg måtte stoppe op, og løbe tilbage efter dem. jeg mistede lidt mit tråd der, og de 2 gutter lå forude for mig, så jeg valgte at finde min egen pace igen, og ikke genere de andre løbere med småsnak.
Jeg lagde mig i læ af en unge pige, der havde masser af musik i ørene. Jeg kunne høre på hendes åndedræt at hun var mere presset en mig, så jeg valgte at gå roligt forbi hende op af en mindre stigning.
Et irritationsmoment på denne del af ruten var at det ikke var afspærret, og det var en smule svært at passere andre løber når der kom biler og andet bagfra. Jeg var glad for at jeg ikke havde musik i ørene, da det ville have stressede mig endnu mere.
jeg syntes faktisk min energi var rigtigt god, men jeg var stadigt lidt forsigtig, da jeg endnu ikke var halvvejs. Det er jo ret nemt at løbe en 10 kilometer. På plus siden var at jeg kunne se jeg var forude for min tidsplan.
10-16 kilometer
Omkring de 9 kilometer skulle vi dreje af, og jeg kom op til en gruppe af løbere fra politiet. De havde startet samtidigt med mig, så jeg kunne se jeg havde fået godt gang i tempoet. Det gav mig en god omgang selvtillid, og jeg gik forbi dem stille og roligt. Jeg fik også spist 2 druesukker tabletter, uden væske da der var lidt til depotet, men det gav et boost.
Jeg satte mig det mentale mål at jeg ville indhente mine 2 løbe "makkere" fra tidligere som jeg havde været nød til at lade løbe. I væskedepotet fik jeg et par slurke, ikke fordi jeg var tørstig, men det var godt alligevel, og en hjælp til at få de sidste rester af druesukker opløst.
Jeg begyndte at øge tempoet stille og roligt og jeg overhalede rigtigt mange løbere.
Der var nogle hvor jeg måtte beundre dem for deres vedholdenhed. Deres åndedræt tydede på at de var godt oppe i pulsen, og jeg kan efterfølgende tvivle på om de alle sammen gennemførte i sidste ende. Jeg følte mig overhovedet ikke presset på det her tidspunkt, og tog mig selv i at smile og bare nyde oplevelsen af at løbe med så mange der var lige så tossede som mig selv.
Min strategi med at se hvordan benene og energien havde det, bar frugt da jeg stille og roligt havde fået tempo i benene og nu lå omkring de 5:10-5:00 pr kilometer, omkring 40 sekunder hurtigere en jeg havde håbet på. Omkring de 14 kilometer løb jeg forbi mine løbemakkere fra tidligere, og vi fik lige givet hinanden et anerkendende high five, og et klap på skuldrene. Jeg talte efterfølgende med dem i målområdet, og de havde talt om at det var noget lort med den handske, og hvad det gjorde for ens rytme.
16-Mål
Det sidste depot var omkring de 16 kilometer. Jeg havde taget en gel uden væske et stykke tid før, da jeg ikke var 100% sikker på hvor depotet var. Men så var jeg sikker på at jeg havde klaret den først. Det gav ikke noget problemer med maven, men det er nu ikke optimalt at indtage energi uden væske.
Jeg kunne nu mærke at mine ben var en smule trætte, men stadigt gode, så jeg valgte at give den det gas jeg kunne mærke den kunne holde.
Jeg kørte lige på syregrænsen følte jeg. Der hvor man er lige ved at gå kold, hvis man skal løbe meget hurtigere, men ikke gør det fordi tempoet er lige hvor det er.
Ruten var rigtigt dårlig her syntes jeg. Der var ikke afspærret, så vi måtte løbe på cykelstien i hver sin side af vejen. Jeg havde rigtigt god fart i benene, og måtte ofte ud i smattet for at komme forbi en langsommere løber, og lavede også en enkelt småfarligt kryds af vejen. Altid dejligt når en småfed trunte skal brokke sig over en flok løbere.
Det gav mig dog energi hver gang jeg løb forbi en løber. Fik nu også lidt dårlig samvittighed, fordi nogle af dem så ud som om de var ved at dø, og det at se en komme forbi dem uden at være helt knust demoraliserede dem.
Jeg havde ikke helt styr på afstanden og ruten til sidst, så jeg syntes ikke selv jeg fik løbet all out som jeg måske kunne have gjort på de sidste 3 kilometer.
jeg overhalede 3-4 stykker på opløbstrækningen, og kom i mål på 1 time 50 min rent.
Ren optur over at have gennemført mit første halvmaraton, og en del erfaringer rigere.
Jeg havde løbet ret konservativt set i bakspejlet, og måske undervurderet min form. På den anden side skal jeg også lære at disponere et løb, men jeg havde stadigt overskud da jeg kom i mål, og ser jeg på nogle af de andre løbere, så de ud som om de havde givet betydeligt mere af sig selv.
Men målet før løbet var at gennemføre, og gerne under 2 timer. Det må siges at være opfyldt til fulde.
Afhængigt af hvilket løb jeg skal løbe næste gang, skal jeg have lidt mere fokus på en god opvarmning i starten, så jeg evt. kan lægge ud i et lidt højere tempo.
Selvom min udgangshastighed var hurtigere end jeg troede jeg kunne lægge ud, var det så nemt, at jeg nok burde kunne lægge ud i 5.15 om 2 måneders tid, hvis ikke hurtigere. Der er en del tid at hente der. Jeg er rigtigt godt tilfreds med slutpacen. Bedre at have energi til at øge, men der er også grænser for hvor meget der kan hentes rent tidsmæssigt ved negative splits.
Jeg er stadigt i gang med aktiv restitutition. Mit højre knæ var virkeligt træt, og ømt om mandagen. Ikke et resultat af løbet som sådan, men fordi jeg havde lavet nogle lounges med sandsæk nogle dage før, hvor jeg fik landet forkert, og lavet en form for vrid i knæet. 21 kilometers løb hjælper ikke, men jeg viste godt at der ville være en regning at betale. Jeg var bare ikke villig til at aflyse mit løb.
Så den kommende uge står på meget nedsat træning, plus alternativ kardio, i form af cykel, og crosstrainer
Vinteren kommer hastigt ind over Danmark, og der er ikke specielt mange løb tilbage på denne side af december. Jeg vil se hvad der er af 5-10 kilometers løb i marts, april, og om der evt. er et halv maraton også. Gerne 6-8 uger før CPH maraton.
I den kommende tid skal jeg have lavet et realistisk grundtræningsprogram, med en masse kvalitetskilometer i. Men også gerne en ugentligt AT/Tempo tur som hidtil. Afhængig af sne osv. bliver hastigheden nok udfordret. Men det må vi se på når det sker.
Jeg overvejer at skifte træningscenter, da mit nuværende har et små dårligt udbud af Cardio udstryr, og specielt løbebåndet er ringe. Det er jo lige for at følge Gadegaards råd om lave tempo/interval på løbebånde. Kedeligt men effektivt.
Edit: retten lidt stavefejl, og komma ting

OK. Godt at høre.

Hvis det glipper med løberiet ...
Alt tyder på, at jeg er ved at få gang i løbeskoene igen. Men HVIS det alligevel glipper og jeg må tilbage i cykelsadlen, så er dette her et rigtig godt tilbud: Ruby Rejser har en rejse til La Marmotte, hvor man tager til Frankrig en uge før løbet og kører fra Nice på tre etaper op til løbet, så man bliver dus med bjergene. Jeg er ret sikker på, at det ville være den bedste kur mod mine problemer med krampe. For man ville nå at få 'bjergben' før løbet i stedet for at gå lige på og hårdt. På mit ridt gennem Pyrenæerne i '08 blev jeg også bedre og bedre kørende i løbet af ugen.
http://www.ruby-rejser.dk/VisOphold?SoegType=&SoegForm=09-CM&SoegTypeNavn=&SoegFormNavn=Cykelmotion+og+l%C3%B8b&Land=&LandNavn=&SoegDes=MC-FR&SoegDesNavn=Motionscykell%C3%B8b%2Fferie+Frankrig&SoegUdDato=&SoegHjemDato=&Omraade=&OmraadeNavn=&SoegOphold=CM-008&SoegOpholdNavn=Marmotte%2C+inkl.++Nice-%3EAlpe+D+Huez%2C+fly&SoegStep=1&Retning=&IdTilCal=&FremCM-008=21-01-13&TilbageCM-008=05-11-12&FremCM-001=16-09-13&TilbageCM-001=01-07-13

I thought it enough. Det er faktisk - på trods af alle fordommene - et vidunderligt område med nogle fantastiske skove, bakker og bjerge. Er dybt misundelig over, at du bare kan sætte dig i bilen og køre derned. Det er en lidt større rejse herfra med færge und alles ...

Bloody hell!

Jeg tror sgu' snart, at jeg _ for gud ved hvilken gang - skal gense Jørgen Leths cykelfilm. Det sker med års mellemrum, så jeg lige kan minde mig selv om, at han har lavet nogle fremragende film, selv om han i dag er ved at være lidt af et gammelt sludrehoved
Åbningsscenen fra En Forårsdag i Helvede sætter tonen. Det kribler allerede i benene, når man ser mekanikeren forberede Mosers Benotto. Her får man så som bonus klippet, hvor Moser kører fra Poulidor og Danguillaume. Omkring 3:38 leverer han en overlegen demonstration af, hvordan sådan en smule brosten skal tackles :1356:

Hmm, jeg har åbenbart lidt for god tid til at spamme min egen log med stiløvelser. Nu har jeg efterhånden mange gange prist Francesco Moser i høje toner som den største sitlist nogensinde på cykel. Blandt løber må det være mellemdistanceløberne, der får den ære. Og få gjorde det bedre - og flottere - end Sebastian Coe, dengang UK dominerede mellemdistancerne totalt i begyndelsen af 1980'erne. Han løber altså de sidste 200 meter hurtigere, end de fleste kan sprinte samme distance uden at have været igennem 1300 meter først

Barefoot or barebutt?!
He, he, det er da godt, at der er selvironi i alle lejre. Også inden for naturligt løb. Her er i hvert fald nogen, der tager natural running to the max

... eller to! Jeg er helt enig. Efter min restitution (eller mangel på samme) efter maraton i maj er jeg blevt varm fortaler for LAAAAANG restitution efter et hårdt løb. Bare rolig, formen forsvinder ikke.

Barefoot or barebutt?!
He, he, det er da godt, at der er selvironi i alle lejre. Også inden for naturligt løb. Her er i hvert fald nogen, der tager natural running to the max

Uge 44
Samme recept som sidste uge. Ikke noget imponerende træningsvolumen som sådan, men alligevel endnu en uge med vægt på løb, og da det stadig går stille og roligt fremad, må det siges at være lige efter bogen.
Mandag
Ikke noget egentlig træning, men en del transportcykling. Så lad os bare tælle det med i regnskabet.
Tirsdag
Som tidligere nævnt fællestræning i Sparta med Ældre Sagen-holdet. I alt omkring en 12-13 km med et indlagt tempopas på 20 minutter langs havnen.
Onsdag
Samme som mandag. Ikke noget planlagt træning, men transportcykling. Det kommer der generelt nok bare mere af, for København er nærmest ufremkommelig i bil for tiden.
Torsdag
Ud at køre med de knogleskøre! Endnu en omgang fællestræning med de gamle. Denne gang en 11-12 km i det hele med 2 x 8 minutter tempopas på lysstien i Fælledparken.
Fredag
Stille og roligt tur mosen rundt, det er omkring 8,7 km. Iført FiveFingers og med fuld fokus på løbeteknikken. En meget nyttig dag.
Lørdag
Den traditionelle tur i den lokale FW før morgenmade. Med en omgang solospinning og efterfølgende styrketræning. Dejlig måde at starte weekenden på.
Søndag
Præcis samme tur som sidste søndag, knap 13 km. For at det ikke skal være løgn, landede den også på præcis samme tid - på sekundet - som sidst: 1:00:44. Turen er her http://connect.garmin.com/activity/240116165
Alt i alt er det uhyre tæt på at være en tro kopi af sidste uge, dog med en enkelt omgang fællestræning mere. Status på akillessenen er også den samme. Den bliver ikke provokeret mere af løb og er kun marginalt mere øm end den anden. Går stadig forsigtigt frem og holder hviledage indimellem. Fortsætter også med øvelser osv.
Keep on trucklin'!