Bjergtrold

Velkommen tilbage kære Holger  og håber, at du hænger lidt mere ud med os denne gang. Det var gode gamle MOL tider da du ofte skrev lange spændende beretninger om træning mv mv. Det glæder jeg mig til. NB kan nu ikke læse noget om sild i forbindelse med spinning men ja nu venter vi bare på, at Henrik S har været til sin første yoga time. 

Well det her er jo et Game of Thrones værdigt MOL plot twist, som jeg slet ikke havde set komme kære Holger og hvis du lover at opdatere din log med flere spændende spinning beretning og IKKE først næste gang om to år!!! Ja så vil det måske alligevel være fristende for mig at skrible skrable her frem mod Nepal. Bliver nødt til at uppe min cardio lidt med noget svøm, eftersom at jeg absolut ikke formår at lade være med at opernære mig på Toms mørk chokolade med lakrids. I dag har jeg dog fået ikke mindre end 3 vaccinationer (plus en masse råd om astma og højdesyge mv) og så føltes det nu ok at være lidt i Nato stlling med det spændende afsnit 6 i 7. GoT sæson, hvor begrebet "fire & ice" kunne iagttages meget bogstaveligt.
Ellers begynder meget at være på plads med grej.
Denne video fik mig dog alligevel til at overveje ekstra varm dun fidus og fik købt nogle endnu vildere overtræksting til hænderne:
Dokumentar fra bjerget jeg håber at bestige 
Ingen træning i dag men lørdag gode Hechmann intervaller svarende til halvmarathon grundtræning uge 9, dag 6 = 3 x 3 min I AT-An1 som jeg lige nu har placeret svarende til 4 min/km, absolut hurtigere end tidligere. Kan virkelig noget Hechmann træningen. I går 85 svt dag 7 med 30 min's jog, 15 Ae1, 10 Ae2 og 10 jog inden 15 Ae1 og 5 Ae2 tilsidst. Løb dog udendørs i mudret skov i skybrud, så noget af det hurtige blev bremset lidt ned, mens det sidste lidt langsommere blev løbet tættere på Ae2. Lod mig udelukkende styre af puls og det fungerede egentlig fint men bliver meget mere hakket end de fine indendørs pulskurver fra fx lørdag

Nå i morgen forhåbentligt flere intervaller

Søndag stod den på en stille og rolig tur på raceren oven på lørdagens løbetur (som trods alt godt kunne mærkes i stængerne). Og jeg bliver nødt til - igen - at lovprise min hjemmebyggede Boreas. For filan, hvor er den god at rulle på. Det alustel er bare så meget bedre end det Cannondale alustel, jeg havde oprindeligt. Hjulene fra Wiggle er eminente og Shimano 105-serien gør det fortrinligt. Den står mig vel i 6.000 kroner i det hele, men med den form, jeg har nu, har jeg ikke brug for mere. Ja, ja, ja, hvis det om nogle år bliver seriøst med cykeltræningen igen, skal der noget carbon til. Men indtil videre er denne her fartdjævel rigeligt. 

Ja, så er det snart 2 år siden, at jeg sidst har postet. I morgen fylder jeg 60 - muligvis gør det mig til MOLs ældste levende medlem. Jeg spiller stadig tennis i elitedivisionen 40+, men i år har jeg for første gang nogensinde tabt alle mine kampe som holdets 1. herresingle. For helvede, hvis jeg havde været lidt mindre genert, kunne jeg have været far til de fleste af mine modstandere :-)
Jævnfør mit forrige indlæg virker det nogenlunde med rigelige mængder diclophenac. Hofterne holder mig vågen om natten, men jeg kan dog spille. Muligvis er det den manglende nattesøvn, der har gjort mig til blodtrykspatient. Problemet er så, at diclophenac og ARB-blodtryksmedicin kan interagere negativt. Somme tider bliver jeg under fysisk anstrengelse så svimmel, at jeg helt kan undvære alkohol!
Fedtprocent under 15, ikke-ryger, sund kost, 10+ timers træning om ugen og så alligevel for højt blodtryk. Det er sgu ikke helt retfærdigt....
Gamle læsere vil vide, at jeg har været lidt kritisk over for spinning. Det er jeg så ikke længere - bare det er en Tomahawk-cykel med wattmåler og farvekode, for hold kæft, hvor er de farver da motiverende.....!

Lone, det dér går slet ikke! Du kan da ikke bare forsvinde, netop som jeg kommer tilbage - og tilmed skriver noget pænt om spinning (og dertil hørende sild....!)

Egentlig ville jeg ønske, at jeg havde lidt mere at fortælle. Men omvendt er jeg også blevet mere kritisk med, hvad jeg fortæller om på MOL.
I sidste uge havde jeg to styrke-pas. I går var jeg en smule træt, men tvang mig selv til at cykle 12 km. Og det gik da også udmærket.
Lige om lidt kører jeg ned og træner. Håber på 3 styrke-pas i den netop påbegyndte uge.
På jobbet keder jeg mig en smule. Men det gør jeg jo så tit.
Som nævnt i opturs-tråden, så havde min far godt held med krabbefiskeriet. Han skal ud at røgte garnet igen i morgen. Hvis det giver lige så godt, venter han nok lidt med at sætte igen. Vi håber at kunne servere krabbesalat til min fødselsdag. Den bliver nok først holdt sidst i September, for nogle af gæsterne er ude at rejse på det tidspunkt, hvor jeg fylder år.
 

1000 tak alle 3 og ja jeg kan også sagtens savne både at skrive og læse her på sitet  
Så who knows maybe at jeg kigger forbi fra tid til anden.
God vind til alle   

1000 tak alle 3 og ja jeg kan også sagtens savne både at skrive og læse her på sitet  
Så who knows maybe at jeg kigger forbi fra tid til anden.
God vind til alle   

På gensyn og god digital detox 
 

God vind fremover Trold og god tur på bjerget.
Selv bruger jeg ikke FB, og har aldrig været på hverken Messenger eller Instagram.  Men log her på siden kan jeg godt lide.

At leve uden Instagram og Facebook tror jeg egentlig også ville kunne være ret lækkert. Nu render jeg i stedet oftest rundt uden at have telefonen med. Så er de sociale medier som regel kun et forstyrrende element, når jeg alligevel tuller alene rundt i lejligheden. For mig er det et OK kompromis men sommetider kunne jeg alligevel godt tænke mig, at FB ikke eksisterede. Nogle tråde viser sider af folk og "folket" som jeg helst havde undværet. Instagram er sjov tidsfordriv. Ser lidt tog, katte, træningsvideoer (nu der ikke er meget inspiration på MOL mere) og ellers hvis noget ser sjovt ud - lægger en sjælden gang noget op men er helt ligeglad om andre synes om det eller ej.
God vind fremover i en like-løs tilværelse. Jeg håber at du på en eller vis alligevel får det til at passe ind at komme forbi MOL en gang i mellem. Det har været hyggeligt at følge med og dine inputs bliver savnet.

Hvor er du blevet af, smukke Bjergtrold?

Phew føler med koffein detox. Personligt har jeg overgivet mig til kaffe djævelen og indset, at det er sådan. Prøver dog at begrænse.
Forstår godt lysten til at flytte forum men dine indlæg er nu ret underholdende og spændende, så håber ikke, at du gør alvor af det!!

Hvis det er de samme popups, så var min en sort boks og noget med at få tilsendt et program. Der var et hvidt felt hvor man kan taste en mailadresse ind og så trykke send nedenunder - var det en grøn knap, tror jeg.

God bedring.
Hvis det er noget, der minder om min sommerforkølelse, så har den et pudsigt forløb: Det værste er hurtigt overstået, men så havde jeg en lang efterbrænder på et par uger, hvor jeg ikke kørte på alle seks cylindre.
Krydser fingre for fast recovery.

Jeg synes jeg skulle møde fem-et-eller-andet. Jeg opdager at det er femTEM og så mangler der lige et par timer.
Eftersom jeg trives bedst under et vist tidspres så passede det fint, for planen var DDR-intervaller på fælleden. Jeg fik kørt 2 x 3/3 og 3 x 30/30 og en løs 30. Sidst jeg kørte vo2max for en måneds tid siden, kunne jeg lige akkurat klemme 330-340 watt ud mens jeg hev desperat efter luft. I dag lå de omkring 360. Selfølgelig ikke meget min vægt in mente men trods alt markant bedre end sidst. Hvad det så er sket. Intervallerne på 30 sek var bare for at tæve stængerne i bund og det lykkedes også, for de sitrede pænt da jeg kom hjem.
 

Still alive ...
Ja, jeg lever endnu og har det godt, men jeg orker altså ikke at klikke en pop-up væk, hver gang jeg skifter side herinde 
Samtidig er træningen ikke så vanvittig målrettet, selv om jeg som overordnet tema lige for tiden har 'ombygning'. Jeg er simpelthen ved at lægge mere tempo og bakketræning og den slags ind i træningen for at vænne kroppen til at bevæge skinkerne lidt hurtigere.
Mit 'fjernmål' er stadig at kunne løbe en respektabel 5 km næste år, og så må jeg jo hellere begynde at forberede mig.
Lige for tiden har jeg nogle nogenlunde faste uger, hvor jeg mandag og fredag besøger FW og tager 40 relativt intense minutter på en spinningcykel efterfulgt af en omgang styrketræning, hvor jeg er begyndt også at tage benene mere med.
1-2 gange om ugen løber jeg lidt mere intenst - det vil sige noget bakketræning, intervaller eller evt. et ParkRun lørdag morgen.
1 gang ugen løber jeg en længere tur eller erstatter den med en tur på landevejsraceren.
De øvrige dage er stille og rolige løbeture på 6-14 km. Så jeg er - naturligvis - i gang hver dag.
Min højre akillessene har rørt lidt på sig, og det er en af grundene til, at jeg tager et par dage med spinning/cykling. Sammen med lidt 'trappeløft' har det faktisk fået det til at gå væk igen, så jeg er pt. helt fri for optræk til skader og skavanker. Det kan forhåbentlig fortsætte, selv om jeg hen over efteråret og vinteren planlægger at skrue intensiteten mere op.
Det bliver spændende at se, om biostilladset kan holde til det. Jeg ser ikke så 'dramatisk' på det, da jeg bare hopper over på cyklen, hvis bentøjet giver problemer. Jeg kunne sagtens gå all-in på cykelmotion igen, men så længe benene har det fint med det, foretrækker jeg nok løb - ikke mindst fordi det ikke kræver så utrolig meget tid som cykling.
Nå, men det var bare et pip herfra. Der er ingen arrangementer under opsejling, så træningen fortsætter bare stille og roligt for at bane vej for 'ombygningen'. 
Hep! 
 

Jeg har bare givet den en fake mailadresse - en jeg var sikker på ikke findes, så jeg ikke rammer en eller anden stakkel. Og jeg får ikke flere popups :-)

I tirsdags havde jeg et godt styrke-pas. Må vejen hjem fik jeg jo lige lidt adrenalin på, pga. det med de maskerede gangstas på motocross-maskiner. Men jeg lod mig nu ikke skræmme.
Ellers vil jeg bare ønske god sommer til alle, der stadig læser med i denne log. Jeg kan jo se på antallet af likes, at der er nogle stykker, trods alt.
Udover, at jeg håber på en ferie med fiskeri og afslapning, er der meget, jeg skal tænke igennem. Jeg er ikke blevet religiøs eller noget, men foreløbig kan jeg kun sige, at der venter mig en lang, spændende og måske til tider smertefuld rejse, på det rent menneskelige plan.
Uanset hvad, så skal I have tak, alle gode støtter!
 
 
 

Træning d 1.7
Core & Flex
60 Dejlige minutter fra morgenstunden i Yo
Yoga
75 minutters Vinyesa marathon i Yo med altid veloplagte instruktør L i Yo
Løb
Hechmann grundtræning til halvmarathon/marathon uge 2, dag 6 
Nøgle interval 2 x 5 min i AT-An1. I sidste uge syntes jeg jo, at 4 min i 4.15 var krævende, så startede konservativt i 4.15 der dog så i dag føltes easy peasy og snuppede så nr 2 i 4.10, der ligeledes føltes fint og ikke slemt. 15 minutters opvarmning og 15 minutters cool down. 5 minutters jog ind imellem
I går fredag nul træning da jeg var på hospitalet til sent. 
Både onsdag og torsdag lidt presset på tid, så bare begge dage 25 minutters roligt løb inden yoga. Onsdag med masser af håndstandstræning, torsdag faktisk også masser af hovedstandsteknik, armbalance og i det hele taget indføring i at få anvendt alle kroppens små muskler til at stabilisere, være om ikke vægtløs, så dog let. Noget af det jeg er optaget af i øjeblikket.. hvad er vigtigt, hvad er effektiv træning, hvad er det for ting vi skal kunne håndtere med krop/sind, hvadenten det er i køkkenet, ved skrivebordet, eller i 6000 m's højde, hvad gør os godt? Hvad har vi brug for? Hælder nok mere og mere til de velsmurte, smidige led, muskler stærke nok til at løfte det der skal løftes = så lille krop som muligt i virkeligheden. Ja og så selvfølgelig hjerte kraft til at pumpe blod rundt inkl masser af ilt via velfungerende lunger. Men sidstnævnte er jo også det rolige dybe åndedræt, ligegyldigt hvor pressede vi er, og balance = afslapning resten af kroppen i en given stilling, kan være ligeså vigtigt som at være bomstærk men superanspændt, som jeg nok ofte har haft været det. I hvert fald anspændt. Er begyndt at gribe mig selv i pr automatik at have skuldrene helt oppe om ørene og især i forbindelse med bagudbøjninger. Gør en kæmpe forskel når jeg øver mig i at slappe af i hele nakke/skulderbæltet. Så mange ting i min crazy hjerne og udfordrede sind, som jeg ikke kan ændre på og så gør det alligevel sådan en kæmpe forskel når jeg øver mig i at bruge kroppen på en ny måde. Way to go!!!!!
Nu bare husalfe sysler.
Købte også i dag samtale bog med udveksling mellem Peter Bastian og Tor Nørretranders fra kort før Bastians alt for tidlige død. Minder mig om en yngre meget nysgerrig, idealistisk og måske lykkeligt uvidende udgave af mig. Altsammen fra en tid, hvor jeg ikke havde overvejelser vedrørende fx Aspergers, sådan som jeg har det i dag. Prøver nogle gange at tænke på om det ville have haft gjort de mange foregående år lettere, eller sværere, hvis jeg havde vidst hvad jeg ved i dag, kunne jeg have handlet anderledes, passet bedre på mig selv, været tydeligere over for omverdenen omkring mine udfordringer? - well og ja ligesom med leddene så er kunsten nok at lade det gå, give slip   It is what it is  lige i det her nu NU. Was what it was & så i øvrigt huske at være taknemmelig for at være, i hvert fald fysisk rask og i live. Tage den derfra og få det bedste ud af det der er og også selvom, at det er noget andet end hvad jeg forestillede mig da jeg var ung. Stay strong derude!!!

Træning d 1.7
Core & Flex
60 Dejlige minutter fra morgenstunden i Yo
Yoga
75 minutters Vinyesa marathon i Yo med altid veloplagte instruktør L i Yo
Løb
Hechmann grundtræning til halvmarathon/marathon uge 2, dag 6 
Nøgle interval 2 x 5 min i AT-An1. I sidste uge syntes jeg jo, at 4 min i 4.15 var krævende, så startede konservativt i 4.15 der dog så i dag føltes easy peasy og snuppede så nr 2 i 4.10, der ligeledes føltes fint og ikke slemt. 15 minutters opvarmning og 15 minutters cool down. 5 minutters jog ind imellem
I går fredag nul træning da jeg var på hospitalet til sent. 
Både onsdag og torsdag lidt presset på tid, så bare begge dage 25 minutters roligt løb inden yoga. Onsdag med masser af håndstandstræning, torsdag faktisk også masser af hovedstandsteknik, armbalance og i det hele taget indføring i at få anvendt alle kroppens små muskler til at stabilisere, være om ikke vægtløs, så dog let. Noget af det jeg er optaget af i øjeblikket.. hvad er vigtigt, hvad er effektiv træning, hvad er det for ting vi skal kunne håndtere med krop/sind, hvadenten det er i køkkenet, ved skrivebordet, eller i 6000 m's højde, hvad gør os godt? Hvad har vi brug for? Hælder nok mere og mere til de velsmurte, smidige led, muskler stærke nok til at løfte det der skal løftes = så lille krop som muligt i virkeligheden. Ja og så selvfølgelig hjerte kraft til at pumpe blod rundt inkl masser af ilt via velfungerende lunger. Men sidstnævnte er jo også det rolige dybe åndedræt, ligegyldigt hvor pressede vi er, og balance = afslapning resten af kroppen i en given stilling, kan være ligeså vigtigt som at være bomstærk men superanspændt, som jeg nok ofte har haft været det. I hvert fald anspændt. Er begyndt at gribe mig selv i pr automatik at have skuldrene helt oppe om ørene og især i forbindelse med bagudbøjninger. Gør en kæmpe forskel når jeg øver mig i at slappe af i hele nakke/skulderbæltet. Så mange ting i min crazy hjerne og udfordrede sind, som jeg ikke kan ændre på og så gør det alligevel sådan en kæmpe forskel når jeg øver mig i at bruge kroppen på en ny måde. Way to go!!!!!
Nu bare husalfe sysler.
Købte også i dag samtale bog med udveksling mellem Peter Bastian og Tor Nørretranders fra kort før Bastians alt for tidlige død. Minder mig om en yngre meget nysgerrig, idealistisk og måske lykkeligt uvidende udgave af mig. Altsammen fra en tid, hvor jeg ikke havde overvejelser vedrørende fx Aspergers, sådan som jeg har det i dag. Prøver nogle gange at tænke på om det ville have haft gjort de mange foregående år lettere, eller sværere, hvis jeg havde vidst hvad jeg ved i dag, kunne jeg have handlet anderledes, passet bedre på mig selv, været tydeligere over for omverdenen omkring mine udfordringer? - well og ja ligesom med leddene så er kunsten nok at lade det gå, give slip   It is what it is  lige i det her nu NU. Was what it was & så i øvrigt huske at være taknemmelig for at være, i hvert fald fysisk rask og i live. Tage den derfra og få det bedste ud af det der er og også selvom, at det er noget andet end hvad jeg forestillede mig da jeg var ung. Stay strong derude!!!

Wow..
Her gik jeg og troede at MOL forum døde med den gamle hjemmeside. Den nye har jeg ikke så meget pænt at sige om.
For dem der måtte huske mig startede jeg ud med at hygge løfte nogle vægte, og blev så bidt af løb, efter at have løbet min første Maraton i 2014 i København.
Siden da er det blevet til 30+ maraton, og nogle ultra løb.
Mit sidste Ultra løb var 24 timers løb i Sæby, hvor jeg fik løbet 174,8 kilometer på de 24 timer. Jeg poster min løbsberetning herunder, hvis man ikke kan sove og har brug for at falde i søvn.
 
Mine forberedelser til løbet var gået ganske okay. Selvom jeg godt kunne have tænkt mig nogle flere 20+ km back to back ture. Men en ugentligt mængde på omkring 110-120 km som top, var det arbejde og privat liv + den gamle krop syntes at kunne bære, så det var der den toppede.
Kort før Sæby begyndte jeg at døje lidt med nogle ømme baglår, der af en eller anden grund pludseligt ville vise tænder. Det betød at jeg ugen op til Sæby løb meget lidt, og fik en grundig behandling af min dygtige massør Dennis Hansen.
Lidt dioder med strøm til at massere musklen, og lidt akupunktur fik nogenlunde styr på ømheden, men det gav mig da nogle bekymringer omkring løbet, og om det var noget der pludseligt ville vise sig efter nogle timer.
Dagen op til løbet fik jeg carboloadet ret fornuftigt, med glukose sirup og vand i fornuftige mængder, sammen med noget 32Gi energi drik og almindelig mad og rigeligt med vand, så følte mig egentligt ret godt klar på det punkt. Maven og kroppen havde det god, lige på nær de små ømme baglår.
Jeg havde også fået pakket, og syntes egentligt jeg havde fået det med jeg skulle. Både skifte tøj, og regntøj var der pakket. Det skulle så vise sig at jeg glemte ekstra vaseline, hvilket jeg kom til at ærge mig over senere.
På raceday valgte jeg at løbe i mine Fusion kompression tri-tights, som jeg har løbet meget i, og som normalt funger helt optimalt. Sko var gorun 4 der er en lidt letter racing sko, og som ekstra sko var der medtaget Sketchers ultra road 2 sko. Sokken blev en Injiin tåsok i ultra versionen. Toppen var en tætsiddende kompressions t-shirt, så der ikke var noget der kunne skave. Men for en sikkerheds skyld var der kommet tape på brystet.
Jeg valgte at løbe uden puls bælte, da jeg ikke ville løbe efter den alligevel, og for at udelukke en evt. kilde til slidmærker.
Jeg havde også pakket en skotøjs æske med min energi, piratos, og koffein piller. Energien var 50 grams breve med 32Gi Endure, som jeg havde trænet på op til løbet.
På raceday blev jeg kørt til Sæby af min kæreste, så jeg var der godt 45 minutter før løbet, hvilket var god tid til af få nummer og chip på, og få sat min energi og skiftetøj i depotet. Jeg havde valgt at have en kuffert til skiftetøj og sko, da det var nemmer at have overblikket over, frem for en sporttaske, hvor det normalt kan blive rodet rundt. Det fungerede helt efter planen, og de ting jeg vidste jeg fik brug for under løbet, som fx pandelampe, lagde jeg i min skotøjsæske, så jeg ikke skulle lede efter det om natten.
Vejret var rigtigt fint på dagen, solskin men ikke for varmt eller blæsende, så alt i alt helt perfekt vejr.
Jeg lagde efter planen stille og roligt ud, og fulgte mit eget tempo. Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle løb/gå fra starten, og de første 2-2.5 time løb jeg hele tiden. Efter planen drak jeg 2-3 mundfulde energi drik hver gang jeg var i depot. Som det nogle gange er med ultraløb kan man godt være lidt for hurtig i starten, og den første time løb jeg da også lidt over 10 km, hvilket var hurtigere en planlagt, men heller ikke voldsomt for hurtigt.
Efter en kort snak med en erfaren flerdags ultraløber om min løb/gå plan, blev jeg rådet til at gør det så tidligt som muligt, for at udnytte effekten bedst muligt, så efter godt 22-25 kilometer satte jeg uret til at alarmere med 4 minutters løb og 1 minut gå. Den plan fulgte jeg så ret slavist indtil jeg fik problemer med at løbe pga. knæ smerter senere i løbet.
Egentligt er der ikke så meget at sige om løbet de første godt 11-12 timer. Jeg følte mig ret godt kørende, og mit løbe/gå taktik virkede godt. Maven fungerede, og de kakao mælk jeg havde valgt at tage med som supplering til 32GI drikken, gjorde det godt ud for fast føde. Noget jeg ikke har så gode erfaringer med, og som gjorde at jeg fik maveproblemer sidste år til 12 timers løbet og måtte udgå efter 8 timer.
Selvom jeg havde lavet en løs plan for antal kilometer osv. pr time, valgte jeg blot at løbe "mit eget" løb, og jeg havde godt overskud i de minutter jeg løb. Faktisk ramte jeg 105,311 kilometer på 12 timer, hvilket "kun" er 4 kilometer mindre en jeg løb på min 12 timers debut, og det immervæk med løbe/gå og uden at føle mig presset som jeg gjorde til min debut.
Det lykkedes mig faktisk ret godt ikke at tænke for meget på hvor meget jeg havde løbet, eller hvor længe 24 timer faktisk er det meste af tiden. Jeg fokuserede på at tage en runde af gangen, og at være positiv. Jeg havde trods alt selv valgt at deltage i løbet, og det var jo kun for sjov.
Jeg havde så også fået en god omgang podcasts med, og havde valgt at høre den danske pophistorei fra 1984 til i dag. God nok havde jeg fået sat på shuffle så årstallene kom lidt tilfældigt, men kombinationen af tale og musik fungerede godt som underlægning i den boble jeg fik skabt omkring mig mentalt.
Jeg skal ikke nægte at der var et tidspunkt hvor jeg følte at mit A mål på 190 kilometer nok var inde for række vidde. Jeg havde egentligt lidt frygtet hvordan jeg ville havde det når natte for alvor faldt på, men jeg oplevede egentligt ikke et stort fald i energien på det tidspunkt. Eneste flue i suppen, var at der kom en ordentligt omgang tung sommer regn, der gjorde at jeg nåede at blive ret våd. Det hjalp så heller ikke at jeg åbenbart ikke havde fået smurt nok vaseline på, så jeg var for at sige det ærligt, en smule øm i bagdelen. Selvom jeg havde lånt noget vaseline af en af dem der løb 3 maratons på 24 timer. En af de ting der gør den slags løb til en særlig oplevelse er måske netop at man kan spørge om nogle har vaseline, og det har de fleste så.
Da regnen var stilnet af, fik jeg skiftet overtøjet med en lang tight løbetrøje, og en løbejakke, da der var noget natte koldt. Jeg kan faktisk ikke huske præcis hvornår det var på natten, men jeg skiftete ikke tight, hviklet jeg nok burde have gjort. Det gjorde i hvert fald ikke tingene bedre at løbe i våde bukser, men jeg tænkte faktisk ikke på at få skiftet lige der, og senere magtede jeg det ikke.
Ved 2 tiden om natten kunne jeg godt mærke at kroppen begyndte at blive træt, og jeg havde også lidt vanskeligheder med appetitten på det tidspunkt. Men det lykkedes mig fortsat at holde mig nogenlunde til energi planene. Jeg havde styr på at få blandet en flaske på forhånd, så jeg ikke skulle rode for meget med det, men det tog lidt mere tid i depotet hver gang jeg skulle stå stille og rode med det hver time.
Det var efter en omgang roden med energi og tøj i depotet omkring 3 tiden, at jeg fik nogle ret massive udfordringer. Da jeg skulle sætte i løb, fik jeg en massiv smerte i ydersiden af højre knæ. Som om nogle havde jaget et rustent søm ind i det og vredet det godt rundt. Det gjorde helt utroligt ondt. På det tidspunkt var jeg omkring de 125-130 kilometer, og der havde ikke været noget at mærke op til. Min første tanke var at det var det samme problem jeg havde haft til mit første 12 timers løb, hvor jeg fik ondt i knæet efter 80 kilometer, men hvor det lykkedes mig at få gang i det igen og få løbet smerten væk.
Det skulle dog vise sig ikke lige at være så nemt denne gang. Det lykkedes mig dog at begynde at gå, selvom det gjorde helt utroligt ondt. Jeg vurderede dog umiddelbart at der ikke var gået noget i "stykker" eller faldet noget vigtigt af, og at jeg derfor ikke behøvede at stoppe.
Jeg fandt dog rimeligt hurtigt ud af at det ikke var muligt at løbe mere, da det udløste for mange smerter. Det var dog til at håndtere når jeg gik. Jeg erfarede også ret hurtigt, og på det sure måde, at hvis jeg ikke havde benene i nogle lunde konstant bevægelse, gjorde det helt utroligt ondt at komme i gang igen. Noget jeg desværre ikke helt kunne undgå resten af løbet, og som kostede en god del viljestyrke at overvinde.
Held i uheld ville at en af de kvindelige 24 timers løbere, også var rendt ind i lidt udfordringer samtidigt, så vi havde et par timer hvor vi slog følgeskab, og begge to var ret dårlige til hovedregning. Jeg havde faktisk opgivet at gå efter et kilometer mål, men var blot opsat på at opfylde mit hovedmål, der var at være på banen og i gang i de 24 timer.
Havde vi løbet DM ville det efter reglerne ikke være tilladt at følges ad på banen som jeg læser reglerne, med da det vår den åbne del vi løb gjorde et ikke noget. Min kvindelige medløber var overraskende tæt på at opgive på et tidspunkt, men jeg havde så meget mentalt overskud på det tidspunkt, at det lykkedes mig at få hende til at tage en tur mere og se hvordan det gik.
Det lykkedes hende faktisk at komme i gang med at løbe igen, og hun kom da godt op i kilometerne som afslutning. Det var under alle omstændigheder dejligt ikke at være alene i redningsbåden hele vejen.
Jeg havde med vilje ikke taget nogle Ipren med, da jeg ikke ville friste mig selv, men jeg skal gerne indrømme at havde jeg haft dem på det tidspunkt var de blevet spist, så jeg er ikke bedre en de fleste på det punkt. Jeg er dog glad for at de ikke var med til at friste mig i et svagt øjeblik.
Den eneste fordel ved at komme konstant ned at gå, var at appetitten ret hurtigt vendte tilbage, og at jeg derfor valgte at tage nogle sandwitch i depotet, sammen med noget varm the. Det var virkeligt skønt og gave en herlig energi.
Som jeg husker det foregik det meste af løbet efter klokken 6 for mit vedkommende alene. Jeg blev faktisk ikke voldsomt træt eller udmattet som sådan, også selvom jeg sammenlagt kun havde taget 400 mg koffein. Mest fordi at jeg har erfaret at for store mængder giver maveproblemer og hjertebanken. Alt fungerede egentligt som det skulle, lige på nær mit knæ.
Jeg holdt dog fast i de positive tanker, og havde tagen en sætning fra filmen, The Martian til mig. Man tager et problem ad gangen, og løser det. Når man har løst alle problemerne kommer man hjem. Sådan oplever jeg egentligt lidt ultraløb. Man kan planlægge så meget man vil, men der vil være ubekendte undervejs. De skal løses en af gangen, og så må bare se.
Selvom løbet var rimeligt godt organiserede var mit største irritations punkt at der ikke var en skærm man kunne se sine løbetider på. Jeg havde undervejs manuelt lappet mine omgange, men der gik rod i nogle omgange hvor jeg ikke fik trykket på knappen.
Dog var der om morgenen god hjælpe at hente fra dem der sad i tidtager teltet, hvor der specielt var en person, som jeg ikke fandt ud af hvem var, der løbende holdt mig opdateret med hvor langt jeg var. Til min overraskelse fandt jeg ud af at det faktisk ikke var urealistisk at nå mit mål om 100 miles, og heller ikke mit mål om at ramme de 169 kilometer der svare til godt 4 maratons.
De sidste 6 timer husker jeg bedst som nogle timer hvor jeg virkeligt skulle æde mig selv. Både fordi jeg var fysisk træt, men også fordi mit knæ gjorde ondt. Mit træning i at gå er slet ikke på niveau med mit løbetræning, og selvom det lyder mærkeligt syntes jeg det er hårde at gå hurtigt, en at løbe langsomt. Men som før sagt var løb ikke en mulighed, da jeg var bange for hvor mange som det ville udløse i knæet.
De sidste 2 timer valgte vejret så at vise sig fra den trælse side, og det begyndte at regne igen. Jeg fik dog varmt tøj på og fik kontrol over det. Men det var da ikke det sjoveste i verden.
Med godt 50 minutter igen, stod min Søn og Kæreste som tilskuere. Jeg var rimeligt tyndslidt der, og var nød til at råbe at jeg bare gik videre, da jeg ellers var bange for at jeg begyndte at hyle.
Jeg kunne på det tidspunkt se at jeg kunne nå op på de 88 omgange som jeg havde sat som B mål fra starten.
Efter 23 timer 47 minutter og 49 sekunder krydsende jeg mål porten for 88 gang. Da det stod ned gad jeg simpelthen ikke mere, og var ligeglad med at hente de få meter der skulle til for at komme over 175 kilometer.
Jeg var endelig i mål, om i benene, træt i hoved og sikkert rød i røven. Men helt utroligt tilfreds med at det lykkedes mig at holde skruen i vandet hele vejen, og bevare det gode humør, på trods af at jeg havde 8-9 timer hvor tingene ikke gik efter mine planer.
Efterfølgende har jeg selvfølgeligt tænkt. Hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg ikke havde fået ondt i knæet? Min taktik med at løbe og gå virkede helt utroligt godt, og gjorde at jeg kunne håndtere energien bedre i år en de foregående år. Dog havde jeg begyndende kvalme før jeg blev tvunget til at gå.
Havde jeg kunne løbe lidt mere, var de 190 kilometer bestemt realistiske. Jeg var kun 15 kilometer fra mit A mål, og havde jeg kunne holde mig til en omgangtid omkring de 15-16 minutter og ikke 20-23 minutter var de nok hentet.
Jeg har også spekuleret lidt på hvorfor mit knæ spassede sådan ud. Jeg har ikke trænet løbe/gå voldsomt meget, og det er muligt at den skiftende belastning kombineret med at man konstant har højresving, har givet belastningen. Det gør da at jeg fremover skal overveje hvordan jeg træner til så lange distancer, og om jeg ikke burde styrketræne lidt mere.
Det skal dog siges at efter godt 4-5 dage var jeg faktisk ikke øm længere. Efter min 12 timers debut var jeg betydeligt mere ramt.
Alt i alt er jeg rigtigt godt tilfreds med min debut. Jeg håndterede de udfordringer jeg mødte så godt jeg kunne, og 175 kilometer? Det er sgu heller ikke så ringe endda som en debut.
Det var vist alt for nu. Måske en lidt rodet beskrivelse. Det kan være jeg får redigeret lidt i den senere men det må være for nu.
Slutteligt vil jeg gerne sig mange tak til alle de herlige løbe nørde derude. Mange af jer var med i Sæby, enten på 24 timer, enkelt maraton, 12 timer osv. Det er en helt særlig oplevelse at løbe med så mange herlige mennesker. Tak for det.

Det er dejligt at lave noget, der bare giver ren nydelse!  -og samtidig lidt ekstra til kroppen - også selvom det ikke er "det allermest effektive".
Har du overvejet "bare" at gå nogle lange ture? Det er vel det, I mest skal i Nepal? - og så ligger det hårdhedsmæssigt i "midten" mellem træning og "nydelse" - samt er lige det du skal...og så kan det være hårdt "bare at gå", hvis man ikke går til daglig...
Det lyder ellers skønt med badeture og vellykket yoga
Knus fra Tina

Mareridt kan virkelig være noget pis! Kender alt for godt til det der med at vågne op og være i trist humør, fordi man lige tror, at der er sket noget slemt. Og så er det først, når man ser at klokken er 3 om natten, at man får ræsonneret sig frem til, at når man har ligget i sengen siden kl. 22.30, så kan den og den ulykke ikke være sket for et øjeblik siden. Især dengang, min mor lå på det yderste, var jeg plaget af mareridt, som omhandlede grusomheder og vulgariteter så frygtelige, at de gik langt over min forstand. Det var godt nok scary!

Så smed jeg lige et styrke-pas ind, sidst på søndagen.
Kæft, det er mange år siden, at jeg har cyklet og styrketrænet på samme dag! Det er jeg en smule stolt over.