Hej igen. (igen ingen træning, men opfølgning fra sidst)
Tak for de opmuntrende kommentarer her i loggen. De betyder meget
- og blot det at jeg skrev mit forrige indlæg forleden dag lettede også presset en del. Allerbedst havde det nok været, som Axbard skriver, hvis jeg havde nogen at tale det igennem med men der er ingen jeg kender "på den rigtige måde" til at bryde mig om at kaste mig ud i den slags. Sjovt nok er en "MOL-log" mere tillokkende end de mennesker jeg ellers omgås. Pudsigt egentlig. Nå, men da jeg fik lettet trykket fra min forvirrede hjerne fik jeg også lidt overskud til at tænke praktisk over tingene og også skrive lidt på nogle lapper papir. Løsninger - rigtige løsninger fandt jeg ikke. Jeg kan ikke ændre eller fjerne sygdomme - hverken fysiske eller psykiske. Min famile er som den nu engang er - som min ex engang konstaterede så er jeg vist den eneste normale i familien. Om jeg er normal kan vel altid diskuteres (socialt er jeg ikke, men ellers tror jeg nu nok
) hvad de andre angår er de i hvert fald ikke altid lige nemme. Og det må jeg leve med. Men kan jeg skubbe på, på de rigtige steder og derudover gøre dagligdagen nemmere for mig selv er jeg kommet langt.
Samtidigt tror jeg via tilfældighedernes spil at min identitet som rutschebane-semi-nørd er intakt. Det uheld der var i Liseberg i går morges hvor to rutschebanetog stødte sammen fik mig straks til at gå i selvsving over en teknisk detalje som umiddelbar var lidt underlig og så havde jeg oven i købet ret. Så er den ubekendte da sat på plads.
Min mormors bofælle vil jeg prøve at arbejde ud af hans krise. De bor i et hus der trænger til en kærlig hånd flere steder, men han rører ikke en negl. Det har før hjulpet hvis en anden (mig) har taget initiativ til at gå i gang med noget. Der er dog en risiko for at han bliver mopset, men vil lige høre mormor om vi ikke skal tage chancen. Der er især et projekt vi har 90% færdigt og kunne det afsluttes kunne det måske fjerne et irritationsmoment også for ham + at mormor ikke ville kommentere at det aldrig er blevet færdig. Det er dog først her på det sidste at hun har villet acceptere en betalingsløsning for den kringlede del at jobbet. Måske der kan komme styr på den sag. Skulle humøret så blive bedre kan jeg tage på en endagstur med god samvittighed. De andre familiemedlemmers problemer ligger p.t. udenfor min rækkevidde. Deres helbred, bolig og uddannelsesforhold kan jeg ikke ændre på.
Men ellers har jeg besluttet at tage af sted alligevel. Jeg tror jeg lægger 9 ud af 10 fridage hos mormor, så skulle jeg afsætte een mere til mig selv må det være rimeligt. Jeg havde også en telefonsnak med hende; selv om vi talte om noget andet end dén tur kunne jeg høre at hun med ærlighed i stemmen mente at jeg også skulle tænke på mig selv.
Udover at klatte penge væk til at tage til Norge vil jeg også afsætte et humør-beløb til andre aktiviteter i løbet af sommeren. Ganske vist er min økonomi i minus (i hvert fald hvis jeg aller nådigst får lov at betale min restskat
) men med alle de ekstravagter jeg tager, må nogle af pengene også gå tilbage til mig selv. Det andet med at leve på et eksistensminimum og arbejdsmaksimum er selvudslettende i længden. Men det er noget der kræver lidt mentalt arbjde, da jeg hader - virkelig hader, at have økonomisk underskud.
Mit stressnivau. Den er straks værre da jeg generelt trives bedst under er vist pres. Jeg kunne dog forberede madpakker og træningstøj aftenen i forvejen i stedet for at hekse rundt inden jeg skal med toget på arbejde. Og lade være at tænde PC´en hvis sengetid nærmer sig - det har jeg før haft som ugemål. Og så bruge pauserne på arbejdet i pausestuen med kolleger i stedet for at hænge på internettet - MOL undtaget naturligvis.
Nå, og så motionen. Jeg savner virkelig at få tilført en spand endorfiner og hvad der ellers findes af velvære-kemi efter træning. Den bedste kemiske joint får man helt klart efter en hård gang cardio, men gårsdagen vægttræning hvor der blev "afreageret lidt" bl.a. på en 10 rep-challenge gav også lidt på kontoen. Og endda en del DOMS i dag
Mit knæ er bedre dag for dag, og derfor vover jeg mig ud på MTBen igen. Ikke flere dag i træk som sidst, men hver anden dag så der kan komme ro over knæets indmad hvis det skulle trænge - også selv om jeg ikke mærker det. I dag har jeg intet mærket til det heller ikke på arbejde, så jeg starter i morgen. Hvis det så går galt igen bliver det diskotræning i det kommercielle motionscenter og så vil jeg ikke stresse over knæet men hygge mig med overkropstræning og vente længe efter bedring før jeg igen prøver knæet af.
Træning er godt for meget. Ikke mindst det mentale. Selv om jeg er meget mere afklaret i dag og humøret er meget bedre, så ER der stadig nogle væsentlige ting som ikke er som jeg kunne tænke mig. Jeg kan ikke gøre noget ved dem, men hvis jeg kan øge mit mentale overskud, kan jeg nok bedre tackle de problemer som måtte komme. Så på den ene eller den anden måde: trænes igennem, det skal der altså.
Puha. Nå, det er sq godt at lette tankerne herinde selv om det ikke just er hovedformålet.
Venter lige lidt endnu med at skrive træning ind, men hvis min fornemmelse holder så er jeg en korkprop på vej op. Der er stadig vej til overfladen, men trykket letter.
Endnu en gang tak for at måtte bruge din tid til at lette mit mentale overtryk......hvis mine ideer holder bare nogenlunde vand skulle det gerne være sidste gang.
Mange hilsner
Gregers
Edited by Gregers TF, 16. July 2006 - 16:49 PM.
men er måske lidt "træt" på ydersiden bagpå knæet her til aften. 
en enkelt dum overlæge eller afdeling giver ikke ret til at skyde med spredhagl mod hele OUH 
