Kermit

Av. Forretning og familie er svært. Håber I finder en løsning hurtigt, som alle kan leve med.

Jeg skrev for nogle måneder siden at der skete en masse ting hos mig, som ikke var træningsrelateret, som jeg håbede at jeg kunne fortælle mere om på et senere tidspunkt. Jeg ville egentlig gerne have haft at det senere tidspunkt var når alt var faldet på plads, men kan også mærke at jeg har behov for at få det ud, fordi det fylder ekstremt meget i mit hoved. 
Min kone er selvstændig sammen med sin bror, i en forretning der har købt af deres forældre for nogle år siden. I grove træk har det været et ekstremt hårdt år, hvor der har været en del kampe med broren. Det hele startede tilbage i januar hvor virksomheden var ved at lukke pga. momsgæld (hurra corona og "hjælpepakker"), hvor de begge kæmpede for at skaffe kapital til at få virksomheden til at overleve. De har et markant andet mindset end jeg har, og er lidt mere "det når vi i morgen" hvor jeg er mere "lad os få det fikset inden i morgen". Uden at komme for meget i detaljer med det hele, så har broren ikke opført sig helt ansvarligt i situationen, og det har resten af året båret frugt af. Faktisk så meget at det kom til et clash tilbage i marts, hvor jeg først fortalte ham hvad jeg egentlig syntes om ham med den måde han agerede på, hvilket skabte en kæmpe kløft mellem ham og jeg, men også til et punkt hvor han endte med at sige til min kone og deres forældre at han ville skille forretning og familie fuldstændig fra hinanden. Så når han var på arbejde ville han ikke snakke familie, men kun forretning, og modsat. 
Det gik også fint, indtil de principper blev brudt lidt, hvilket betød at min kone faktisk fik det svært ved at gå på arbejde, fordi hun ikke rigtig havde lyst til at høre om hans familie. Han lovede i øvrigt guld og grønne skove i starten af året, og ville vise os alle at han virkelig ville forretningen og give den en skalle. Det skete aldrig rigtig. 
I løbet af året har jeg og min kone også lidt sammenstød, fordi jeg bliver træt af det hele. Sådan helt ind til benet træt over hvordan tingene bliver håndteret, og det hele kulminerer i august hvor vi egentlig skal til en fødselsdag og min kone har fri om lørdagen, men lige nævner at hun skal ind og tælle kasse op. Det undrer jeg mig egentlig ikke over, indtil jeg ser at hendes bror er taget til Silkeborg i weekenden, så det er derfor hun bliver nødt til at tage derind. Det skal siges at hendes bror er skilt og har ungerne hver anden uge, turen til Silkeborg (med den nye kæreste og sønnen) var i en weekend hvor han ikke normalt skulle have børn, og han i forvejen har en "let" uge når han har unger, og så en "normal" uge når han ikke har dem. Der bliver altså ikke ofret mere når ungerne ikke er der. Det kammede jeg over, fordi jeg følte at jeg skulle afgive noget af mig, så han kunne tage mere ferie. 
Flash forward til starten af september, hvor det hele så går galt. Der sker noget i deres familie, som igen skyldes fuldstændig uansvarlighed, som gør at hendes bror får et panikanfald for fuld smadder og ender på hospitalet til nærmere undersøgelser. Der begynder de at have snakken om at han faktisk ikke har lyst til at være i forretningen, og at han har følt sig presset ind i det liv, og det måske er en idé at købe ham ud så de begge kan komme videre. Han bliver sygemeldt med stress, og min kone går igang med at undersøge hvordan man køber ham fri, og hvad prisen i så fald skal være. Virksomheden har egentlig gæld op til begge ører, og fra de overtog den i 2018 og frem til og med sidste år, er egenkapitalen på lige over 1,5 mio forsvundet og forvandlet til en gæld, og der har ikke været skabt overskud. Corona har på ingen måde hjulpet i alt det her, men som sagt, så er der også nogle der har handlet ekstremt uansvarligt. 
Hun forhører sig hos forskellige, revisoren, bogholderen, og også banken. Det gennemgående tema er noget i stil med at han skal være glad for bare at komme ud uden gæld, men at 3 måneder med løn er hvad der reelt set kan tilbydes hvis det skal være ansvarligt. Hun får sendt et tilbud afsted, der er markant højere. 6 måneder med løn, og 50.000 i engangsbeløb. Det bliver afvist, og så dør den lidt der. Indtil han nogle uger senere åbenbart får en åbenbaring og pludselig skal alting gå stærkt. De får snakket sammen med deres revisor i et forsøg på at agere mægler, og min kone fremsender et nyt tilbud. I mellemtiden har hendes bror også sendt et bud retur til hende som var på 6 måneder med løn (hvoraf den ene måned lige havde 10k ekstra) plus et engangsbeløb på 225.000. Han vil til at starte med ikke gå længere ned, selvom min kone prøver at imødekomme ham. 
Efter næsten en uges tavshed fra ham, trods utallige forsøg på at få ham i tale, vendte han endelige retur i går og kunne gå med til et af tilbudene. Det hele så godt ud. Indtil 2 timer efter hvor der kom en besked om at han ville snakke med hende, fordi det hele var så forhastet (snakken om at købe ham fri startede i september, og har været mere intens fra start november og frem til nu), at han ikke havde nogen sikkerhed når det sidste beløb var blevet betalt etc etc. FULDT STOP! Årsagen til at det hele virker forhastet for ham, er fordi min kone presser på for svar på ret simple spørgsmål, og fordi han vælger ikke at svare i 5-6-7 dage, så bliver tonen også mere skrap. Dagen i går blev afsluttet med en besked fra ham om at han nu vil tage fat i en advokat og finde ud af sine muligheder. 
En kæmpe spand koldt vand lige i ansigtet, fordi vi nu endelig troede at vi kunne få sat et punktum i alt det her, og komme videre. Jeg er ikke i tvivl om at hendes bror har det svært, men jeg kan også se på min kone at hun har det ekstremt svært. Hun er normalt ikke en pushy person, der skubber på, men det er hun blevet her. Det tærrer på hende at hun skal bruge så mange kræfter på at få en afklaring, og selv de tage hvor hun forsøger ikke at tænke på det, så tænker hun på det. Det samme gør sig gældende for mig, for jeg prøver at støtte og komme med så mange gode råd jeg overhovedet kan. 
Så lige nu er vi der hvor det hele er gået i stå igen, og hvor man søger mere over i de "hårde" metoder. Og hold nu kæft hvor er det hårdt. 

Avs, en værre en. Det er ikke et fedt område, ikke at have afklaring på tingene. Det må især være frustrerende, når man sidder på den side der ønsker kontrol og handling, mens den anden side “laller” i det. Og så den klassiske når famile og forretning er blandet. Håber I snart finder en god løsning på det. 

Zwift er jo ikke så vigtigt i den store sammenhæng men tillykke alligevel med gruppesejren. Der er da fint skub i cyklen, for tiden.

For et år siden havde Huxi Bach en virkelig interessant og ret animeret snak med selvsamme Willerslev om nærdødsoplevelser. Hvem ved? Måske giver de en lille forsmag på, hvad der venter. Det er i hvert fald en underholdende samtale, der stikker af i alle retninger.

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/ubegribeligt/ubegribeligt-2022/ubegribeligt-naerdoedsoplevelser-11162220466

Zwiftløb i går, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende på cyklen. Om end jeg egentlig føler at jeg er kommet ovenpå igen efter sygdom, så sidder der stadig noget i lungerne der generer mig lidt. 40 minutters opvarmning, hvor jeg bemærkede at min puls generelt var højere end den plejer at være. Så til selve løbet. 
En klassisk start hvor der skulle trædes nogle watt helt fra starten for at sidde med fremme, og hurtigt blev de 60+ startende til en frontgruppe på omkring 40. Jeg havde inden løbet tænkt at en top 50 ville være helt okay, så da jeg sad med ca. 40 andre var første mål reelt nået. 
Der kom nogle små angreb hist og her, og det kriblede da også i benene for at prøve et angreb af, men jeg blev ved med at minde mig selv om at jeg nok ikke havde så meget at skyde med, så det ville være bedre at gemme det hele til en eventuel spurt. Selv hvis der kom en gruppe afsted på 4-5 ryttere, så ville jeg stadig kunne sprinte med om en top 10 placering. 
Ruten var som sagt ikke særlig kuperet, men til gengæld kom højdemetrene løbende hele tiden. Allerede efter 5-6 km kørsel havde vi faktisk kørt 40-50 højdemetre, så det var ret meget op og ned hele tiden, med små bakker. Her var det vigtigt lige at give den lidt gas i slutningen af nedkørslerne, for at få momentum med ind på bakken igen. Faktisk klarede jeg det ret godt med at bruge så få kræfter som muligt, og sad ofte som en af de bagerste i gruppen. 
Ca. 11 km inde på ruten kom den eneste reelle stigning, som var på 400 meter med ca. 3% i snit. Hvad de lidt manglede at fortælle var at bakken også havde et stigende indløb, så man faktisk skulle klatre de første 300-400 meter inden man reelt set ramte stigningen. Den fik skabt en splittelse i gruppen, og jeg sad på et tidspunkt på mellemhånd på vej op, men fik lukket hullet på de sidste 100 meter så jeg sad i en frontgruppe med ca. 15 andre, og nærmeste gruppe herefter var ca. 8-10 sekunder efter. 
Så begyndte chatten at vågne lidt op, for vi kørte ikke hurtigt nok i front, og hver gang der var nogle der rykkede afsted, så var der andre der kørte med, men uden at rykke. Så de trak i stedet os andre med op. Det bliver der altid øffet over, og jeg forstår dem godt, men sådan er cykelsporten jo også nogle gange. Gruppen bagved tror jeg nåede at komme op, og så begyndte der at komme flere småangreb, uden at der reelt set var nogen der kom væk. Jeg tror simpelthen at ruten var for hurtig til at man på den måde kunne skabe forskellen i et hug. 
På de sidste 2 km var der en der kørte væk, fik et lille hul, og så begynde feltet ellers at sætte farten op. Omkring 900 meter fra mål begyndte de for alvor at træde til, og jeg sad og tænkte at jeg ikke kunne være med her, men alligevel fulgte jeg med. Jeg åbnede min spurt i en position som 13 og med 400 meter til mål eller noget i den dur. Og når jeg siger spurt, så var der intet punch, det var bare en sejtrækker for det var hvad jeg kunne i går. Stille og roligt kom jeg forbi de andre ryttere, og pludselig var jeg i top 10 - fedt! Så kiggede jeg på skærmen og kunne se at jeg reelt set kun havde nogle få ryttere foran mig, og jeg hentede ind på dem. Så hed den top 5. Og på de sidste meter døde dem i front, og jeg gled forbi. 
Jeg var HELT smadret med en puls på 180 (ud af 190 mulige) efter løbet, og var i tvivl om jeg havde set rigtigt - havde jeg vundet? Da resultatskærmen kom op stod jeg som vinder! MEGA fedt! Og langt over min forventning om en top 50 placering. 
Løbet var på 24,6 km og blev kørt med et snit på 41,6 km/t. 262 watt i snit, 280 i normalized power og en snitpuls på 167. Til sammenligning var sidste løb jeg kørte med 273 watt i snit og en snitpuls på 162. Efterfølgende forblev min puls også høj, og nok det tydeligste bevis på at min krop ikke har sluppet sygdommen helt. 
Men jeg vandt! Jeg snuppede 1. pladsen med 0,021 sekund til 2. pladsen og 0,054 sekund til 3. pladsen, så den var tæt, og var jeg en af de andre havde jeg godt nok ærgret mig. Det gælder jo i Zwift løb om at sidde med så langt fremme som muligt, og bruge så få watt som muligt for at gøre det. Jeg kørte med 3 w/kg, og kan se at de to andre i top 3 har ligget med 3,2 og 3,3 w/kg. Generelt har de fleste ligget på over 3,1 w/kg i det løb. 
Så selvom jeg missede en afdeling i sidste uge grundet sygdom, så ligger jeg stadig okay til i det samlede klassement. Inden løbet i går lå jeg på en 12. plads, og hurtig hovedregning placerer mig på en 4. plads efter løbet i går med 212 point. 3. pladsen har 217 point, 2. pladsen 219, og 1. pladsen er stukket af med 320 point.

Zwiftløb i går, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende på cyklen. Om end jeg egentlig føler at jeg er kommet ovenpå igen efter sygdom, så sidder der stadig noget i lungerne der generer mig lidt. 40 minutters opvarmning, hvor jeg bemærkede at min puls generelt var højere end den plejer at være. Så til selve løbet. 
En klassisk start hvor der skulle trædes nogle watt helt fra starten for at sidde med fremme, og hurtigt blev de 60+ startende til en frontgruppe på omkring 40. Jeg havde inden løbet tænkt at en top 50 ville være helt okay, så da jeg sad med ca. 40 andre var første mål reelt nået. 
Der kom nogle små angreb hist og her, og det kriblede da også i benene for at prøve et angreb af, men jeg blev ved med at minde mig selv om at jeg nok ikke havde så meget at skyde med, så det ville være bedre at gemme det hele til en eventuel spurt. Selv hvis der kom en gruppe afsted på 4-5 ryttere, så ville jeg stadig kunne sprinte med om en top 10 placering. 
Ruten var som sagt ikke særlig kuperet, men til gengæld kom højdemetrene løbende hele tiden. Allerede efter 5-6 km kørsel havde vi faktisk kørt 40-50 højdemetre, så det var ret meget op og ned hele tiden, med små bakker. Her var det vigtigt lige at give den lidt gas i slutningen af nedkørslerne, for at få momentum med ind på bakken igen. Faktisk klarede jeg det ret godt med at bruge så få kræfter som muligt, og sad ofte som en af de bagerste i gruppen. 
Ca. 11 km inde på ruten kom den eneste reelle stigning, som var på 400 meter med ca. 3% i snit. Hvad de lidt manglede at fortælle var at bakken også havde et stigende indløb, så man faktisk skulle klatre de første 300-400 meter inden man reelt set ramte stigningen. Den fik skabt en splittelse i gruppen, og jeg sad på et tidspunkt på mellemhånd på vej op, men fik lukket hullet på de sidste 100 meter så jeg sad i en frontgruppe med ca. 15 andre, og nærmeste gruppe herefter var ca. 8-10 sekunder efter. 
Så begyndte chatten at vågne lidt op, for vi kørte ikke hurtigt nok i front, og hver gang der var nogle der rykkede afsted, så var der andre der kørte med, men uden at rykke. Så de trak i stedet os andre med op. Det bliver der altid øffet over, og jeg forstår dem godt, men sådan er cykelsporten jo også nogle gange. Gruppen bagved tror jeg nåede at komme op, og så begyndte der at komme flere småangreb, uden at der reelt set var nogen der kom væk. Jeg tror simpelthen at ruten var for hurtig til at man på den måde kunne skabe forskellen i et hug. 
På de sidste 2 km var der en der kørte væk, fik et lille hul, og så begynde feltet ellers at sætte farten op. Omkring 900 meter fra mål begyndte de for alvor at træde til, og jeg sad og tænkte at jeg ikke kunne være med her, men alligevel fulgte jeg med. Jeg åbnede min spurt i en position som 13 og med 400 meter til mål eller noget i den dur. Og når jeg siger spurt, så var der intet punch, det var bare en sejtrækker for det var hvad jeg kunne i går. Stille og roligt kom jeg forbi de andre ryttere, og pludselig var jeg i top 10 - fedt! Så kiggede jeg på skærmen og kunne se at jeg reelt set kun havde nogle få ryttere foran mig, og jeg hentede ind på dem. Så hed den top 5. Og på de sidste meter døde dem i front, og jeg gled forbi. 
Jeg var HELT smadret med en puls på 180 (ud af 190 mulige) efter løbet, og var i tvivl om jeg havde set rigtigt - havde jeg vundet? Da resultatskærmen kom op stod jeg som vinder! MEGA fedt! Og langt over min forventning om en top 50 placering. 
Løbet var på 24,6 km og blev kørt med et snit på 41,6 km/t. 262 watt i snit, 280 i normalized power og en snitpuls på 167. Til sammenligning var sidste løb jeg kørte med 273 watt i snit og en snitpuls på 162. Efterfølgende forblev min puls også høj, og nok det tydeligste bevis på at min krop ikke har sluppet sygdommen helt. 
Men jeg vandt! Jeg snuppede 1. pladsen med 0,021 sekund til 2. pladsen og 0,054 sekund til 3. pladsen, så den var tæt, og var jeg en af de andre havde jeg godt nok ærgret mig. Det gælder jo i Zwift løb om at sidde med så langt fremme som muligt, og bruge så få watt som muligt for at gøre det. Jeg kørte med 3 w/kg, og kan se at de to andre i top 3 har ligget med 3,2 og 3,3 w/kg. Generelt har de fleste ligget på over 3,1 w/kg i det løb. 
Så selvom jeg missede en afdeling i sidste uge grundet sygdom, så ligger jeg stadig okay til i det samlede klassement. Inden løbet i går lå jeg på en 12. plads, og hurtig hovedregning placerer mig på en 4. plads efter løbet i går med 212 point. 3. pladsen har 217 point, 2. pladsen 219, og 1. pladsen er stukket af med 320 point.

Flot lavet ...

https://www.instagram.com/reel/CztJ6AgpW3t/?utm_source=ig_web_copy_link

Så fik jeg selv prøvet en Graspor test her forleden sidste uge. Jeg er bare ikke til sådan nogle ramp test, shit jeg hader dem. Den vurderede også min FTP til 25w mindre end TR gør. Så det gav en ftp på 308 og fatmax på 235w kun. Av :D 

Det var så åbenbart kun hjul der dukkede op her til formiddag. De er så til gengæld også møgfede! 802 gram for baghjulet og 714 for forhjul - 1516 gram for et 50 mm carbonhjul. Kan I huske dengang et bjerghjulsæt var vildt hvis det vejede omkring de 1500 gram? Køber man dem sammen med ramme og styr, så koster hjulsættet 743 euro, eller ca. 5.500 kroner. Det synes jeg godt nok er vanvittigt. Elves er igang med at undersøge hvor hulen rammen er henne af i verden, og om den overhovedet er blevet sendt afsted. Det har taget ca. 3 uger fra hjulsættet forlod Kina. 
En sjov detalje er at man får sådan et mærke med, hvor der står hvornår hjulsættet blev bygget og af hvem. Det sjove er at de er blevet bygget på min fars fødselsdag, og hende der byggede det hed Anna. Hvorfor er det så sjovt? Jo, for da min far fyldte 40 år, fik han en and, og den hed, tadaaaa Anna. Full circle. 
Noget andet er at jeg selvfølgelig har ramt sygdommen nu. Vågnede op her til morgen og var bare møgtræt, jeg havde lidt trykken i de øvre luftveje, og så bare en god hovedpine. Håber det hurtigt er overstået, som altid. 

God bedring, selvfølgelig.

Jeg så dine hjul på insta og ville egentligt skrive at kulfiberen ligger suuuuuper flot  men er ikke så god til at kommentere på insta, så det bliver her i stedet.

By the way: Jeg har fundet mit mere langsigtede mål: Den Grønne Halvmaraton den 28. april med start og mål i Lyngby. Jeg har skubbet løbet et godt stykke ud i fremtiden af to grunde: dels er jeg som skrevet ovenfor stadig i pivringe form, og dels er et halvmaraton altså lidt længere, end man sådan lige skulle tro. Da jeg sidst løb distancen - det var forrige år til Copenhagen Half - da kneb det sgu godt nok med at få krabbet mig selv i mål. Men Den Grønne er et lille halvt år ude i horisonten, så mon ikke det kan komme til at fungere? Når jeg får lidt mere tid, skal træningen i hvert fald have et nøk opad, og så vil jeg genoptage mine 5 km Park Runs lørdag morgen, tror jeg. Kombineret med en ugentlig 'lang tur', som nok ikke vil være så lang i begyndelsen.

Vild historie med Froome
Lyder retarderet på mange niveauer...
 
Men om det så var fem cm forskel, så burde det ikke give sig udslag i så ringe en præstation som han udvist igennem mange år.  Han mangler vel mindst 50 watt i ftp for at nærme sig tidligere tiders form...

Har boet i Roskilde det meste af mit liv, været på RF 35ish gange, kommet der som barn, været frivillig ca 20 år, min ene vennekreds er bygget op om RF, bror arbejder der. Har special fremstillet cykeltøj med RF logo og kører næsten altid i highviz udendørs - Orange... 
 
Glæder mig til at få cyklen og komme på landevejen i den nye sæson. Tror sku jeg skal forøge med lidt licens igen :)

Ja, man kan jo selv lave eksperimentet derhjemme. Hvis man har en cykel med 100 mm frempind, og så knalder en 130 mm på. Man skal jo være fuldstændig ude af trit med virkeligheden for ikke at kunne mærke det. 

Jeg tastede den samme undren på Feltet.dk da jeg læste det, men slettede det dog igen.

Når jeg forsøger at indstille Skrumlet, så rykker jeg typisk 2-3 mm på tingene - og er det sadlen, så kun en enkelt. På rigtige cykler er spring i frempindslænge og spacere større men jeg kan da også mærke i samme sekund som jeg har klikket i.
3 cm er jo vanvittigt. Jeg kan simpelthen ikke tro, at det er en sand historie.

5 sæt tåhævninger på et ben med 22 kg på ryggen - rep-PR i starten

Gennem sommeren har jeg flere gange, når jeg har skullet køre mit sidste tog til Hundige, haft en knægt på 10-12 år, der er stået af på Østerport ved forreste dør. Med racercykel og iklædt fuld kampuniform fra CC Ordrup.
Han  stiller cyklen på langs af perronen når han skal checke ud, så den ikke blokerer for andre. Og trods cykelsko, så trækker han cyklen.
 
Det er sjældent jeg cykelryttere i klubtøj i mit tog. Børn i cykeltøj er også sjældent. Begge dele og oven i købet super hensynsfuld. 
Det er længe siden jeg har haft ham med men i dag stod han af på Østerport. I godt reflekterende regntøj. Hvis han bliver ved at være lige så hensynsfuld, så kan hans forældre være stolte.

Nå ja - og så at han tager til vintertræning i regnvejr, mens vi andre kyllinger ud

Løbet i går var det hårdeste indtil videre, i hvert fald hvis man måler på gennemsnitswatt. Jeg endte med at køre de små 36 minutter med 270 watt i snit. 
Starten var relativt roligt, og der faldt ro på feltet. Den flade rute gjorde her virkelig sit udslag, da der ikke var super oplagte steder at rykke afsted. 6-7 minutter inde var der en gruppe der fik lidt hul, så dem kørte jeg op til, og så efter et minuts tid, så blev vi hentet igen. Lidt senere lavede jeg en fejl, da jeg blev utålmodig og selv valgte at køre afsted. Jeg fik lidt hul, men havde ikke poweren til at holde den kørende da der kom et par ekstra ryttere op, og kort tid efter var vi hentet igen. 
Og så kom vi mere eller mindre samlet hen til stigningen. Jeg sad godt med op, men måtte slippe en anelse da vi nærmede os toppen. Jeg var faktisk ved at give op undervejs, men fik på mystisk vis klemt det sidste ud, og kom med over toppen i gruppe 2. Foran var der en gruppe på 13 ryttere der havde fået et hul. Jeg sad i en gruppe med 9, og på et tidspunkt var vi ved at have lukket hullet, men det sidste manglede. 
Vores gruppe kom ind til spurten, og da der var en der åbnede omkring 300 meter ude, gik jeg med. Jeg fik fronten, og kunne så se 2 der var på vej op da der manglede 120-130 meter. Så der formåede jeg lige at lave et ekstra kick og holde dem bag mig. 
25 km. 270 i gennemsnitswatt. 291 i normalized power. 
Jeg var HELT smadret efter den omgang. 
Umiddelbart har jeg fået en 14. plads, hvilket jeg er ret godt tilfreds med. Resultaterne er ved at blive justeret, så det kan være jeg bliver bumpet lidt op. 

Jeg har helt glemt at smide billeder op af den nye ramme, der er på vej. I sidste uge fik jeg lidt billeder fra Elves, som nu også har pakket og sendt rammen afsted. Jeg synes den er blevet mega sprød, og jeg kunne sagtens være krakilsk og sige at overgangen mellem pink og blå skulle være mere fadende, men det gider jeg egentlig ikke. Speciallakering har kostet 45 euro, så det er helt godkendt fra min side af. 
Og nu vi er ved det, så lad os tage lidt grejsnak. Jeg har som sagt bestilt en Quarq Dfour wattmåler som er kommet, SRAM Red 172,5 mm pedalarme som også er kommet, og så en Alugear 48 aero klinge. Jeg prøvede at montere klingen, men de passer desværre ikke helt sammen. Rent praktisk er der ikke plads nok til at klingen kan komme på, bl.a. pga. Quarqs battericover. Jeg skrev til Alugear om problematikken, og de kendte godt til den, men fortalte at andre kunder med samme problem, havde valgt at skære lidt i klingen for at give plads. Jeg har ikke lige værktøjer til det, så tænker at AH Cykler får fornøjelsen når vi kommer så langt. Så bliver det også lidt mere Weightweenieagtigt lige at skære lidt i klingen for at gøre den lettere. 
Jeg bemærkede også i tirsdags at jeg fik ondt i mit venstre knæ da jeg kørte, og undrede mig lidt om det måske var klampen den var gal med. Ved nærmere eftersyn var det dog mere selve pedalen. Jeg kører de gamle Speedplay Zero pedaler, og dem der sidder på nu har en del km i sig. På pedalerne er der et L og et R på henholdsvis venstre og højde pedal, og på den venstre kunne man ikke længere se L'et. Plastikken på selve bodyen var med andre ord slidt for meget, og når det sker, så begynder man at få lidt sideværtsbevægelse, som kan lave lidt ballade med knæene. 
Igang med at søge på Speedplay pedaler, og alle steder har de jo nu de nye Wahoo pedaler, som er en anelse re-designet. Billigste pedal kostede 1100,- og så får man de "lette" klamper med, frem for standard. Heldigvis fandt jeg ét sted der havde nogle crmo pedaler på lager til 625,- som blev sendt afsted, og modtaget dagen efter. Det er den gamle udgave, så jeg flyttede reelt set bare akslerne fra de gamle over på den nye body, og bum, så var der nye pedaler. Men det er nok sidste gang jeg kan gøre det. Næste gang hedder det Wahoo pedaler, og så skal jeg til at købe nye aksler og sådan, da jeg faktisk har eftermarkeds titaniumaksler på mine. 

Jeg har helt glemt at smide billeder op af den nye ramme, der er på vej. I sidste uge fik jeg lidt billeder fra Elves, som nu også har pakket og sendt rammen afsted. Jeg synes den er blevet mega sprød, og jeg kunne sagtens være krakilsk og sige at overgangen mellem pink og blå skulle være mere fadende, men det gider jeg egentlig ikke. Speciallakering har kostet 45 euro, så det er helt godkendt fra min side af. 
Og nu vi er ved det, så lad os tage lidt grejsnak. Jeg har som sagt bestilt en Quarq Dfour wattmåler som er kommet, SRAM Red 172,5 mm pedalarme som også er kommet, og så en Alugear 48 aero klinge. Jeg prøvede at montere klingen, men de passer desværre ikke helt sammen. Rent praktisk er der ikke plads nok til at klingen kan komme på, bl.a. pga. Quarqs battericover. Jeg skrev til Alugear om problematikken, og de kendte godt til den, men fortalte at andre kunder med samme problem, havde valgt at skære lidt i klingen for at give plads. Jeg har ikke lige værktøjer til det, så tænker at AH Cykler får fornøjelsen når vi kommer så langt. Så bliver det også lidt mere Weightweenieagtigt lige at skære lidt i klingen for at gøre den lettere. 
Jeg bemærkede også i tirsdags at jeg fik ondt i mit venstre knæ da jeg kørte, og undrede mig lidt om det måske var klampen den var gal med. Ved nærmere eftersyn var det dog mere selve pedalen. Jeg kører de gamle Speedplay Zero pedaler, og dem der sidder på nu har en del km i sig. På pedalerne er der et L og et R på henholdsvis venstre og højde pedal, og på den venstre kunne man ikke længere se L'et. Plastikken på selve bodyen var med andre ord slidt for meget, og når det sker, så begynder man at få lidt sideværtsbevægelse, som kan lave lidt ballade med knæene. 
Igang med at søge på Speedplay pedaler, og alle steder har de jo nu de nye Wahoo pedaler, som er en anelse re-designet. Billigste pedal kostede 1100,- og så får man de "lette" klamper med, frem for standard. Heldigvis fandt jeg ét sted der havde nogle crmo pedaler på lager til 625,- som blev sendt afsted, og modtaget dagen efter. Det er den gamle udgave, så jeg flyttede reelt set bare akslerne fra de gamle over på den nye body, og bum, så var der nye pedaler. Men det er nok sidste gang jeg kan gøre det. Næste gang hedder det Wahoo pedaler, og så skal jeg til at købe nye aksler og sådan, da jeg faktisk har eftermarkeds titaniumaksler på mine. 

Og så lidt træning. Onsdag følte jeg mig lidt off, fik klaret min styrketræning uden at den var prangende, og var lidt småsløj hele dagen. Endte da også med at gå i seng lidt over 21 og sove til klokken 7.30 dagen efter. Jeg var stadig lidt groggy, men hoppede på cyklen om eftermiddagen og kørte Zwift i 3 timer, og fik det undervejs markant bedre. Fik kørt 3x2 30 sekunders all out med 6-8 minutters zone 2 imellem, og så 10 minutters zone 2 mellem hver blok. Og sluttede af med noget zone 2 for at nå op på de 3 timer. 
Her til morgen fik jeg kørt lidt styrketræning, og følte mig super stærk. Det er sjovt som det kan variere så meget fra dag til dag. 

Tak. Så længe det ikke bliver værre, så er det det fint nok. Nogle skavanker på man jo nok acceptere på en veteranmodel
Fed (kage)dag i går - jeg klokkede ind på 95,5 kg til morgen. 95 er den berømte røde linie, så nu tæller jeg kalorier og prøver at tage mig lidt sammen
Btw et vanvittigt fremmøde da K skulle klappes ud. Vi plejer at stå 10-15 m/k, men der var nok tæt på 100 i går. Dertil havde en nyansat lokalleder, der endnu ikke har fået slukket gejsten af topledelsen, sørget for en fin afskedsreception, der blev holdt i vores pauselokaler, i stedet for et fjernt hjørne som de ellers plejer.
…
Hård formiddag for introverte mig. Jeg skulle ringe og bestille tid til kiropraktor, service til bilen og formstøbte høredutter. I denne måned skal jeg også have skiftes varmemålere, til Jylland og op og have styr på det sidste “pasning” af mor, før min bror tager to måneder til Japan. Så november bliver desværre ikke så stille som håbet. 

Da jeg havde fået rystet telefonsamtalerne af mig, kom jeg omsider på skrumlet.
Først med TrainerDay. Enten kunne jeg ikke finde lap-knappen eller også kan den kun vise watt pr omgang, når man har valgt en intervaltræning. Så det stoppede efter 5-6 minutter. Det jeg ville lave, ville jeg ikke kunne finde “forvalgt”
I stedet fandt jeg cykelcomputeren frem og kørte efter den. Det fungerer faktisk ret godt, når knapperne sidder ovenpå i stedet for foran.
3 sæt 5x30/30+10 minutter sweet spot med 4 minutters pause.

Kan i øvrigt anbefale denne bog af Nicklas Brendborg. Særdeles interessant og tankevækkende gennemgang af alle de områder, hvor vi mennesker er lette at manipulere på grund af vaner og instinkter.

Jeg fik ikke taget mig sammen til noget i går - mere senere…

Til formiddag 20 minutter i zone 2. Nå OK - jeg HAR snydt på vægten, på de tidligere ture på Zwift. Jeg valgte den vanlige w/kg gruppe men i stedet for at ligge i toppen af zone 2 med små perioder i z3, så var det nok halvt af hvert i dag. 
Bagefter ville jeg køre lidt intervaller - bare på Zwift, da jeg ikke havde så meget tid. Spøjst (og irriterende): Når Zwift har låst sig fast på wattpedalerne, så kan den ikke finde Skrumlet - og kan altså ikke styre belastningen. Når den står og søger, kommer den slet ikke frem. Hvis jeg vælger Skrumlet som kilden til watt, så kan Zwift pludselig godt finde skrumlet som “styring” og låse sig fast på den og så kan jeg bagefter skifte watt-kilde til pedalerne igen.
Alt det skide computerlort, altså

Fik kørt en kort gang “på/over” efter min formodede FTP. Ret hårdt uden at være ikke all-out.
Jeg ved ikke hvor meget det har vist sig i loggen, men de sidste uger har været lidt off - gode Zwift-ture men ellers dårligt humør og ingen træningslyst.
Årsagen er lortearmen. Jeg har prøvet lade som ingenting men den stikker og prikker stadigvæk et i et par perioder på de fleste dage. Men “værst” af alt, så er der er kommet en langsgående fuge i den. Om det er det samme som skete sidst, bare ikke med en hel overrivning aner jeg ikke. Det ser ikke ud som sidst, så måske er det et andet sted, der er gået fra - hvis noget er gået fra. Jeg havde i hvert fald en fornemmelse af tre “nu er der noget der giver sig” på samme måde - bare uden lyd.

At lade som ungenting virkede ikke, så nu stopper jeg al træk-træning i overkroppen. Bænkpres bliver ikke med håndvægte. At løfte over 30 kg ud af stativet, kan ikke undgå at belaste biceps. Prøver at huske at bære poser osv i højre arm, så den ikke bliver strukket ud (så tit) og undgå store belastninger.
Men jeg er også “blevet bange” for at træne ben. Venstre knæ kan godt mærkes et døgns tid efter styrketræningen og det er jo også skidt. 
I dag træner jeg efter fyraften og ikke i en pause og så prøver jeg at tage lidt af vægten af men så træne med flere sæt og gå fra 15 til 20 reps, også. Det er jo ikke optimalt sådan, men jeg må jo prøve at finde på noget, det gamle skrog ikke klynker over. Jeg magter ikke, hvis jeg både skal være gået i stykker i overkroppen og underkroppen samtidigt.

(det bedste ved Zwift er at den laver nogle gode kurver)
 

Så landede mit lille cykelprojekt i form af en Raleigh Rapide årgang 1977. Det var typisk for Raleigh dengang at lave modelserier, der lukrerede på deres rigtige Team-cykler. De blev så forsynet med prisvenlige komponenter (som fx SR-kranksæt, der er brandet som Raleigh) og skudt af i store mængder til mere forbrugervenlige priser. Der er dog tale om Reynold 531-rør, så det er ikke helt skævt. Selv en Brooks lædersaddel er der på. Tænker, der skal skærme på, så den kan bruges til hverdag og småture i omegnen. Sølle 2600 kroner fra Buycycle.

Egentlig fint vejr, så stor lyst til at køre ude - indtil jeg så at det kun var 6 grader. Altså…. Det er jo ikke voldsomt koldt men så skulle jeg til at rode rundt i skuffer og skabe, for at finde vinterkludene frem.
Tanken var først at køre noget sweet spot på Skrumlet men så fandt jeg et løb på 40km. I det kunstige Zwifttempo, gættede jeg på at det ville tage en times tid, så jeg meldte mig til og begyndte på en grundig rengøring af stue/køkken + få tørrestativ ind fra altanen mm. 

Pludselig havde jeg travlt, for løbet begyndte om lidt. Hurtigt i bad og trække i bibs og handsker og så havde jeg små tre minutter til at varme op
Starten blev sikkert også derfor ekstra forfærdelig - RET stor forskel fra D til C. Det blev til en del vo2max de første 7-8  minutter, indtil det faldt til ro. Fandens til måde at starte på . Jeg har ikke styr på hvornår folk faldt fra, men de sidste 10 km var vi 7 ud af 11 startende. En par enkelte fesne angreb og det sidste med to km tilbage og så sad vi og samlede luft inden spurten.
Det kan de garanteret godt huske ude på cykelbanen, ikke er den bedste taktik når jeg kører med. Så selvom jeg fik trådt skrumlet forvirret, så belastingen “sad fast” og den var rigelig tung, så fik jeg nørklet et lettere gear ind og kørte den ret sikkert hjem.

Nu har jeg så dårlig samvittighed over om jeg har snydt uden at vide det, og overkompenseret min vægt ned, så det passer til det skrumlet viser forkert. Er ellers ret sikkert på at jeg har underkompenseret men det er jo ikke sjovt hvis jeg har snydt. Tror jeg næste gang skal taste min rigtige vægt ind og så lade pedalerne sætte wattene. Egentlig også åndssvagt, at jeg ikke bare lod den stå sådan, da jeg testede om det virkede. Omvendt var afslutningen på alle måder skræddersyet, så måske er den alligevel god nok. Nå, det må testes næste gang.

Men en hård omgang med års-PR i puls på alle felter fra 5 sek il 60 min - derfor også en mega lang afrulning, så jeg også kan lave lidt i morgen.

Nu op til mor på plejehjemmet og så spise med lillebror bagefter.