Spinderella

Prospekt indtog Amager
Efter en eftermiddag med perfekte forberedelser, blev klokken endelig 18 og jeg var 110% klar til start. Jeg kom i våddragten, fik gjort min skiftezone klar, inden jeg fik moslet mig frem til en plads i 2. startgruppe. Jeg ramte vandet kl. 18:03.

Svømningen var uden sammenligning det som jeg frygtede mest, men det var der tilsyneladende ikke den helt store grund til - jeg kom nemlig hæderligt igennem. Starten var lidt hektisk, men der faldt heldigvis hurtigt ro på feltet efterhånden som spredningen kom. Jeg fandt min rytme, og bortset fra lidt retningsmæssige problemer så gik det smooth
Jeg kom op af vandet efter 9 min og 7 sek, hvilket jeg er meget tilfreds med. Det rakte faktisk til en 16. plads i min aldersgruppe. Meget godt af en debutant :4thumbup:

Da jeg kom op af vandet, var jeg lidt omtåget. Lidt svimmelhed og uklarhed i hovedet, men ellers ok. Derfor tog jeg den også lidt med ro på vejen om mod T1, da jeg nødigt ville risikere et styrt.
T1 blev generelt nok lige en kende for langsom. Jeg stressede ikke, hvilket er fint, men det kunne bestemt godt have gået lidt stærkere, så det må der arbejdes på.

Op på cyklen og så ellers voll gas Jeg kom hurtigt ind i en fin rytme og blæste afsted med høj fart. Jeg havde glemt at få mit Garmin ur på, så hastigheden kunne jeg ikke se. Fornemmelsen var dog god, selvom jeg måtte lette lidt på presset efter et par km.
Ud til vendepunktet havde vi medvind, så det gik naturligvis glat. Derefter skulle der pludselig slides noget mere for at holde tempoet, da vinden pludselig blev en markant faktor.
Med god hjælp fra min lånte aerobar, sled jeg mig igennem vinden. På en af de hårdeste passager, hørte jeg pludselig mit navn blive råbt. Jeg kiggede op og spottede Motta og Kermit, som stod og heppede og hujede. Det gav virkelig et boost og jeg fik pludselig lidt mere power i stængerne.


Cykelturen blev afsluttet i god stil og jeg tjekkede ind i T2 i 6. bedste cykeltid overall med et snit på 34,7 km/t.
T2 gik fint, så jeg var forholdsvis hurtigt ude igen og kom hurtigt op i tempo på løbebenene.

Efter ca. 1,5 km løb rammes jeg af mavekrampe. Alle mavemusklerne trækker sig sammen, og jeg bliver nød til at stoppe op for at strække ud. Jeg kommer heldigvis hurtigt op i fart igen, og derfra glider løbeturen fint. Sidste halvdel af ruten var i strid modvind, så tempoet i slutspurten blev ikke helt så højt som håbet. I mål det kom jeg dog, og faktisk i ganske fin stil Løbetiden blev på 19, 37 sek :4thumbup:

Min samlede tid lød på 1 time 6 min og 51 sek, hvilket rakte til en samlet 20. plads og en 5. plads i min aldersgruppe Bum, bum, BUM!
Undervejs på cykelturen mærkede jeg en sten i min sko. Men fokuseret som jeg var, så smed jeg det i baghovedet og tænkte ikke mere over det. Ikke før løbeturen i hvert fald. For stenen var stadigvæk i min sko, og sad nu og knavede godt under min storetå. What to do? Continue!!! Tåen måtte vente til efter målstregen..... Her viste det sig at den havde gnavet sig godt ind, og sad inde i en større vabel Det må være en lille reminder til mig om, at gøre lidt mere ud af rengøringen af tæerne næste gang.

Da jeg sad og sundede mig lidt efter målstregen, kom der en gut hen til mig og gav mig thumbs up for min cykling. Jeg havde kværnet forbi ham med pedalen i bund, hvilket havde imponeret ham. Jeg voksede lige et par centimeter efter den bemærkning :4thumbup:
Nu er dagen snart ved at være slut, og jeg kan se tilbage på en helt forrygende debut i tri sporten. Det var SÅ fedt, og det er ikke løgn når jeg siger, at jeg nød hvert et sekund
At Motta og Kermit så samtidigt stod og heppede, ja det gjorde bare hele oplevelsen endnu federe. Thanks guys

Haha...jeg vil godt hjælpe dig med at finde én...!

Jeg tror nok at Copenhagen Challenge regnes som andet end bare et træningspas af de fleste. Det afholdes jo samme dag som Fjorssvøm.

Woop woop!
Det var virkelig helt fantastisk - og tak! Jeg kan heller ikke få armene ned (eller dvs. faktisk kan jeg ikke rigtig få armene op - men hvis jeg kunne, ville jeg ikke kunne få dem ned ).

Hmm - der er sikkert flere bud.....
Jeg plejer at sende cyklen til smeden hvert forår - bare fordi. Jeg har nu aldrig kunnet mærke forskel når jeg har fået den retur, men nu nåede min cykel jo heller ikke at blive så gammel
Dækskift - afhænger af hvor ked du er af at punktere. På et tidspunkt bliver dækkene slatne og man punkterer oftere på dem. Her skifter jeg dem, men i princippet er der masser af km tilbage i dem hvis man kun ser på slitage. Hvis man tager punkteringerne eller kører med indlæg, kan man snildt trække flere km ud af dem.
Kædeskift - kommer an på hvilket strategi man vælger. Når kæden bliver slidt bliver den længere og gnaver i tandhjulene. Foran betyder det ikke så meget men bagpå vil den på et tidspunkt begynde at kamme over. Når man kommer dertil, skal man skifte både kæde og krans - ellers passer den friske kæde ikke til den slidte krans.
Hvis man skifter kæden før den bliver slidt, kan man nøjes med at skifte kæden hvilket er noget billigere. Til gengæld ryger der mange kæder og så er det alligevel ikke så billigt.
I stedet kan man køre med flere kæder i rotation; 2-3 stykker er vist det mest almindelige. Hvis man skifter kæden for hver 1000km*, bliver alle kæder samt krans slidt samtidigt og kransen som ofte er pebret i prisen, kan holde væsentligt længere end ellers.
* 1000km er det jeg har læst mig til, men har selv kørt tæt på det dobbelte inden jeg fik taget mig sammen og det har ikke drillet af den grund.

Squirt Dry Lube er den samme jeg bruger, og er faktisk en voksbaseret olie. Dvs. den mere eller mindre ikke sviner eller tiltrækker støv på samme måde som en traditionel olie. Det gør den også ret nem at fjerne igen.
Jeg brugte en citrus degreaser, men synes den stank alt for meget. Så jeg hoppede over på Finish Lines almindelige degreaser som virker lige så godt, og er lige så miljøvenlig.
Det er bare at komme igang med at vaske cyklen. Man kan sådan set ikke gøre noget forkert, så længe man ikke bruger en højtryksrenser
Til at gøre min cykel ren bruger jeg:
En spand
En vaskeklud
En stivhåret børste
En "blød" børste
Et bæger
En pensel
Først fylder jeg vand i spanden sammen med almindelig opvaskemiddel. Her bruger jeg så vaskekluden til at sæbe stellet ind, samt styr, frempind, bremser etc. Lader kluden opsuge vandet i spandet og så "klemme" det ud over cyklen.
Den stive børste bruger jeg så til at rense kassette og kæde - stadig bare med vand og sæbe. Den bløde børste bruger jeg til hjulene. En smal børste er genial for den kan komme ind mellem egerne og rense navet på hjulet.
Hvis kæden er beskidt hælder jeg noget degreaser op i et bæger, og bruger så en pensel til at rense kæde og kassette. Derudover giver jeg i samme moment bremsekløerne lidt(der kan godt sidde lidt grus fast nogle gange), samt for og bagskifter. Skyller efter med vand og så er den fjong.
Dagen efter smører jeg så kæden op gerne fra morgenstunden af så det kan sætte sig lidt.

Spam du bare
Jeg vasker ramme og hjul med vand og sæbe. En tør klud kan gøre rigtig meget ved en beskidt kæde, med mindre der er tale om gammelt skidt eller lidt ekstra sand fra en våd tur som idag.
Er kæden sort og fedtet af skidt, så kommer jeg lidt degreaser på en klud. Jeg bruger en degreaser med citrus, da det vist er mest miljøvenlig (købt hos den lokale cykelmand til 129 kr). Den er meget drøj i brug, så sådan en flaske holder nemt et par år. Når jeg har tørret kæden af med degreaser, eftertørrer jeg altid med en tør klud, for at få fjernet så meget af degreaseren som overhovedet muligt.
Derefter smører jeg den grundigt op igen. Jeg bruger en tør olie, som ikke sviner helt så meget som en tyndflydende olie à la den fra Silvan Den olie jeg bruger hedder Squirt Dry Lupe, og kan købes for ca. 70 kr. Jeg ligger den i et tyndt lagt rundt på hele indersiden af kæden, lader den derefter stå lidt så den kan trække ind, roterer dernæst lidt med pedalerne så olien fordeles lidt mere og sidst men ikke mindst tørrer jeg let (meget let) over med en tør klud igen, for at fjerne eventuelle olieklatter.
Jeg smører altid når cyklen er rengjort, da olien derved kan nå at trække godt ind i kæden

Fed t-shirt!

Woop woop!
Det var virkelig helt fantastisk - og tak! Jeg kan heller ikke få armene ned (eller dvs. faktisk kan jeg ikke rigtig få armene op - men hvis jeg kunne, ville jeg ikke kunne få dem ned ).

Hvor er det bare brandærgerligt, når nu det startede så godt ud! Jeg forstår godt at du er så skuffet at det næsten ikke er til at holde ud, og muligvis er du ligeglad med at høre det, men jeg synes lige jeg vil sige:

Jeg synes du er megasej!
Nej, du kom ikke i mål. Men din form er jo flyvende, og det lyder til at du kørte et rigtigt godt løb indtil det punkt hvor det desværre gik galt. Den del af ruten som du gennemførte er i sig selv en stor bedrift, og du kæmpede godt - det må du ikke tage fra dig selv, selv om du forståeligt nok er sur, skuffet, ked af det og ærgerlig over at det gik som det gjorde.

Til alle Martin Mollerup´s venner. Challenge Aarhus holder 1 min. stilhed for ham på søndag kl 7 om morgen. jeg har fået lov til, at have hans "tids chip" på, så vores projekt bliver gennemført og Mollerup får sin finisher medalje. Martin var en af mine bedste venner og jeg håber det er ok med alle hans MOL venner.

Jeg krydser fingre for du ikke får en plads, du kan jo ikke engang løbe endnu

Eurodance

Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
Ja jeg gør i hvert fald.
/Jannie
MADLOG_ jaba150611.pdf

Tak, og tak for links, dem må jeg lige kigge på senere.
I går tog jeg den endelige beslutning, og i dag har jeg tilmeldt mig 4:18:4 tri!

Kære Spinderella og rov (hvilket bare er et fantastisk udtryk!)
Jeg har siden jeg læste dit indlæg i irritationsmomenter (http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=14529&st=16350), spekuleret lidt over den situation du befandt dig i forleden (Det vil sige når jeg altså ikke havde travlt med at drikke øl, råbe ukvemsord, og forsøge mig med diverse distraktions taktikker mod modstanderne i Kongespil). Sagen er jo den at jeg tror vi alle har været i den situation, hvor en eller anden med et englesmil på læberne har samlet alle deres indestængte frustrationer og smækket dem lige i skallen på os, som en kæmpe verbal passiv-aggressiv lussing.
Lammet af chokket over den nederdrægtighed der rettes mod os står vi målløse tilbage mens vores mentale eksistens snublende vælter baglæns og griber ud efter rebene i ringen, og prøver at processere hvad søren der lige skete der.
Sidst det skete for mig er nogle år siden. Jeg var for en periode flyttet tilbage til barndomslandsbyen efter et længervarigt udenlandsophold. Jeg havde lige færdiggjort min HF og var efterfølgende startet på Universitetet. Jeg skulle i det hele taget lige finde fodfæstet igen efter mange turbulente oplevelser, så det havde været med noget ambivalens jeg havde bosat mig i barndomsbyen, med dens noget brogede blanding af gode og dårlige minder. Men det var let og finde bolig og jeg kunne få et studiejob hvor jeg kunne sidde og læse mens jeg var på arbejde, så i sidste ende var det et godt valg, og jeg flyttede midlertidigt tilbage til muldjorden.
Af og til mødte jeg selvfølgelig gamle skole kammerater og det var for det meste ganske sjovt at se dem igen. Der var mange som havde fået børn, hus og så videre. Selv havde jeg jo ikke det helt store at prale af, men det var nu sjovt at høre hvad de havde gjort med deres liv. En dag uden for fakta, møder jeg så en pige som jeg gik i parallel klasse med. På trods af vi ikke var venner på noget tidspunkt havde vi tilbragt meget tid sammen da vi i en periode hang ud med de samme mennesker.
Hun var typen som gjorde og sagde en masse lede ting iklædt et englesmil og en ”med de bedste intentioner holdning”, mens fordømmelsen drev af hende i tykke strømme og de skarpt afpillede og optegnede øjenbryn bevægede sig helt op under hårgrænsen. På grund af dette var hun I min barndom og spirende ungdom en som jeg var evigt vagtsom over for, og egentlig helst ville holde mig fra. men på denne solbeskinnede dag på parkeringspladsen foran Fakta var alle bekymringer og vagtsomheden glemt, hun var jo trods alt kun en pige den gang…
Jeg hilste derfor glad på hende og den lille dreng der sad og svingede med benene i hendes indkøbspose-belæssede indkøbsvogn. Hun hilste da også tilsyneladende glad igen og vi sludrede lidt om hvad vi gik og lavede. Hun og hendes mand havde købt hus og arbejdede og havde fået to børn (Tillykke!!!). Selv nåede jeg ikke at fortælle meget mere end at jeg læste inde på universitetet i København før det, som et lyn fra en klar himmel, skete på nøjagtigt på sammen måde som da jeg var yngre. Øjenbrynene fløj op mod hårgrænsen og munden blev en stram linje, der kun med meget god vilje kunne minde om et smil. Kun en anelse opadrettet runding i mundvigende indikerede at de stramt sammenpressede læber skulle indikere andet end at en citron lige havde eksploderet i munden på hende. Da de sammenpressede læber momentært adskiltes var tonen nu blevet helt kold og hvislende, og i et kort øjeblik var jeg tilbage i ottende klasse, fumlende, med mine hænder usikkert presset så langt ned i lommerne som muligt mens hun med samme udtryk og tone "hjælpsomt" kommenterede på min kusines aflagte bluse som jeg igår havde fået, og indtil for 5 minutter siden, havde elsket.
”Nåe… Du er måske sådan en Evighedhedsstuderende?” Et øjeblik stod jeg mundlam over dette uventede angreb og fik så stammet at nej det var jeg da ikke (Hvad end det så er..?), men at jeg blot havde lavet andre ting før jeg begyndte at studere. Der var ingen tvivl om at samtalen nu var slut og jeg må indrømme at mit smil heller ikke ligefrem strålede mere. Med et overbærende smil og nik bakserede hun sin nu skrigende og sparkende dreng væk, mens jeg, stadig chokeret, fik mumlet de fornødne høfligheder og forsatte ind i Fakta mens jeg spekulerede over hvad helvede der lige skete der.
Den verbale lussing der var faldet, havde ikke været til at tage fejl af, på trods af det måske ikke lyder som nogen voldsom fornærmelse når jeg forsøger at gengive det her på skrift. Tonen og kropssproget efterlod dog ingen tvivl, none what so ever….
Kære Spinderella, der er i min verden, ud fra det du skriver, ingen tvivl om at hun lige langede dig en verbal lussing, lige meget om du trænger til at tabe dig eller ej. Der er simpelthen ingen pige/kvinde der besidder bare en middelmådig grad af intelligens der ville spørge en anden af kvinde om det spørgsmål uden af de var HELT sikre i deres sag. Overvægt, indbildt eller ægte er den måske nok mest velkendte og almindelige fornærmelse i den feminine verden. Det er lidt på linje med at sige ”Din fucking smatso”, det er sgu lige meget om man er en fucking smatso, det er stadig intenderet fornærmende.
Nå men det jeg gerne vil frem til er at stille spørgsmålet, hvordan skal man håndtere denne til tider mere eller mindre skjulte form for aggressivitet? Hvad gjorde du Spinderella? Hvad ville i andre gøre? Jeg har selv et par bud og dem vil jeg give når jeg har været op og træne. Men lad os høre hvad i har oplevet, hvad i gjorde, og måske endnu sjovere, hvad i så bagefter gik og fantaserede om at i skulle have gjort!
/Jannie

Totalt lækker weekend med solskin, masser af havearbejde og lækker mad.
Jeg har klippet hæk, beskåret roser og hindbær, formet birketræer og opstammet blodbøg. Og kravlet i pære- og blommetræer for at fjerne vanskud og andre grene. Og så har jeg lavet bål.
Det var virkelig skønt at være i gang, og jeg elsker den måde man virkelig kan se resultater af ens indsats. Men jeg forventer at alle bevægelser i morgen vil blive udført med stort besvær og anseelig smerte. Benene er allerede i dag godt medtagne efter gårsdagens løbetur....

Hej venner!
Jeg har været på Bornholm. Her har jeg svømmet ind i en klippesprække i noget koldt vand, svævet 290 meter hen og 60 meter ned i en tovbane, sprunget på hovedet fra en klippe på 7,5 meter ned i noget vand, og klatret op ad en 10 meter høj klippevæg en masse gange. Første gang jeg skulle klatre op ad klippen, skulle jeg lave et testfald, for at sikre, at jeg ikke døde, hvis jeg faldt for alvor. Klippen jeg klatrede opad lænede sig udad, så jeg kunne regne ud, at jeg ville komme til at svinge frem og tilbage. Jeg tænkte: Lad nu være med at svinge ind i klippevæggen og komme til skade og gjorde klar til testfald: "Bum," sagde jeg og sprang ud i intetheden og min klatresele reddede mig og jeg svingede ind i klippevæggen og kom til skade. Lige på albuen. "Av for Søren da også," sagde jeg og ømmede mig. Det var nu ikke så slemt, og snart klatrede jeg op og op - godt nok med lidt ondt i armen.
Der sker noget med ens hjerne, når man hænger sådan en 5-10 meter over en klippegrund. Bevidstheden er klar over, at man er sikker, takket være sikkerhedsrebet, men hjernen snydes. Thi, der går en neural bane direkte fra sanseinputcentret og til følelsescentrene i hjernen. Det er den neurale "pathway", (som man kalder den på bornholmsk), der gør, at vi får et kæmpechok i biffen, når en bøhmand dukker frem og siger "bøh", selvom vi jo egentlig er klar over, at vi sidder trygt og roligt i biffen. På samme vis får man altså et skud adrenalin, når man klatrer rundt højt oppe i luften og kun hænger fast med det yderste af fingrene. Især min sidste tur, havde jeg et alt eller intet lauch, hvor det virkelig føltes som om, at det var med den allersidste ene procent at jeg kunne holde fast. Sikke et sus.
Nu skal man jo ikke prale, det sømmer sig ikke, på den anden side skal man stå ved det, hvis man synes, at man har gjort noget godt, og jeg synes faktisk, at jeg var god til at klatre. Jeg klatrede sværere og sværere ruter og endte med at klatre op et sted, hvor jeg ikke ville have troet, at det var muligt. Sikke en succesoplevelse for sådan en som mig, der aldrig har klatret før. Bagefter var jeg mørbanket med skrammer og buler og snavs og sved - nåja og så den albue som jo burde have været iset og kompresseret (som det hedder på bornholmsk). Men så slemt er det ikke - bare rolig Carsten Brolægger!
Al denne tekst skal ses som udredning af årsagen til, forklaring på og undskyldning for, at jeg ikke tog til træning med min ven PATKANONEN i dag. Jeg kunne simpelthen ikke lave en armbøjning op ad væggen med min albue, men jeg fornemmer, at den er i bedring.
Det var alt for nu. Hav det godt, og husk at sige Jolly til din cola! Det minder mig om, at vi på jobbet har fået et smart nyt telefonsystem, hvor der kan chattes. Jeg fandt det morsomt - i bedste jolly cola Tina Kjær reklame stil, at skrive til en kvindelig kollega: "Jeg har noget under bordet du ikke kan modstå." Det fattede hun ikke en skid af! WTF? Hun er vist lidt for ung til at være borgmester, men det er hun jo på den anden side heller ikke.
hej hej

Busted
Til mit forsvar skal altså siges, at du anbefalede din log - du anbefalede altså ikke hvad jeg skulle gøre med din log. Så jeg tænkte det var klogt at læse lidt med på sidelinien inden jeg kastede mig ud i at skrive boom eller andre FMTMU (flotmandstræningsmandsudtryk), idet jeg derved risikerede at bruge vendingerne forkert og gøre mig selv til grin (og selv om du har forklaret morsomhedsmandsmorsomheders potentiale til at afværge statusfald, så vil jeg stadig gerne undgå at tabe ansigt på din hjemmebane).

Busted
Til mit forsvar skal altså siges, at du anbefalede din log - du anbefalede altså ikke hvad jeg skulle gøre med din log. Så jeg tænkte det var klogt at læse lidt med på sidelinien inden jeg kastede mig ud i at skrive boom eller andre FMTMU (flotmandstræningsmandsudtryk), idet jeg derved risikerede at bruge vendingerne forkert og gøre mig selv til grin (og selv om du har forklaret morsomhedsmandsmorsomheders potentiale til at afværge statusfald, så vil jeg stadig gerne undgå at tabe ansigt på din hjemmebane).

Sjov tråd, David
Allerførst så falder det mig for brystet at du er så arrogant og bedrevidende overfor din lærer. Havde jeg siddet i den samme ende af sådan en udveksling, tvivler jeg på at jeg havde svaret lige så pænt. Det er vigtigt at huske på at Sandheden er en flygtig størrelse og jeg har, på trods af at jeg har mødt mange kloge mennesker, aldrig mødt nogen der har haft Den i deres hule hånd. Selv om man selvfølgelig skal have en vis tro på sine egne valg og sin egen viden, så er det meget farligt at tro at man per definition har mere ret end andre, for så bliver det lige pludseligt svært at lære mere, hvilket vel må være det overordnede mål i enormt mange sammenhænge.
jeg er helt klart uenig i lærerens standpunkt om at kosttilskud ikke tilfører noget man ikke kan få fra sin kost, hvis den er varieret. I den konkrete oplistning, har jeg følgende kommentarer
waxymaize - (Se svaret under postulat 3)
BCAA - idet en forholdsvis stor mængde af dit protein alligevel kommer fra mælkeproteiner, som indeholder en del BCAA, vil jeg tro at du fra kosten alene kommer op på 60-80 g BCAA fra kosten. Jeg ville nok forvente at den potentielt gunstige effekt af BCAA'er var mættet ved dette indtag og dermed ikke forvente nogen gavn af yderligere tilførsel.
ZMA - generelt er effekten af ZMA meget dårligt dokumenteret. Jeg personligt betragter det som værende meget usandsynligt at det gør noget godt i tilstedeværelse af en ok kost.
vitaminer/mineraler - De fleste mikronæringsstoffer har et bredt terapeutiskindex og hvor man BØR være dækket ind fra kosten, er det aldrig nogen skade til at suppleremed vitaminer og mineraler
kalk - jeg er skeptisk i forhold til suppleret kalk indtag, da det i forvejen er et af de mikronæringsstoffer med mindst terapeutisk index og jeg vil tro at du i forvejen ligger højt jf. dit indtag af mælkeprodukter. Det kan dog variere en del mellem produkter, så jeg kan tage fejl.. Men det står fast at kalk helt klart er noget af det man kan få for meget af.
CLA - fremstår lidt som et tveægget sværd. Noget tyder på at det styrker metabolismen i mennesker og noget andet tyder på at det svækker den. Det er trods alt ikke for sjov at fødevarestyrelsen har udstedt en offentlig advarsel mod det. Jeg afventer yderligere dokumentation på CLA, før jeg vil sige noget om det.
Beta alanin - dette ser helt klart lovende ud og jeg vil forvente at det er sandsynligt at der er en muskelopbyggende effekt og en vis øgning af udmattelsestolerancen
Generelt om din kost
Nu ved jeg ikke i hvilket omfang den viste dagskost er repræsentativ, men det ser virkeligt ud som om du ikke spiser nok grøntsager. Grøntsager har en række gunstige effekter på sundheden, både i kraft af de mikronæringsstoffer vi kender, men givetvis også en række vi endnu ikke kender. Der er et hav af polyphenoler, alkaloider og whatnot, som gør at grønt er fucking sundt, langt hinsides hvad man kan få i en vitamin-mineral pille. Hver gang man opdager sådan en ny gunstig mikronutrient, opstår der et nyt hypet superfood, om det så er blåbær, kirsebær, spinat eller noget helt fjerde, hvor det måske i virkeligheden er stort set alle grøntsager der er superfoods, på den ene eller anden måde.
Generelt om kostilskud
Kreatin giver gennemsnitligt 20-30 % større fremgang i styrke og muskelmasse i forbindelse med styrkeræning, end placebo, i utrænede. Selvom denne effekt givetvis er mindre i trænede, er selv en 5% større fremgang end uden vigtig. Det vigtige her er at dygtige atleter i regel har en standardafvigelse i deres performance på 1-2% og at selv en fremgang på 1-2% være voldsomt væsentlig. Mange af de studier der undersøger kosttilsskud tager ikke højde for dette og er dermed hvad man kalder for statistisk underpowered. Derfor kan litteraturen være svær at læse, da man både skal tage stilling til forsøgsdesign, og statistisk layout. På almindeligt dansk, så er et negativt fund ikke det samme som fravær af effekt. Omvendt har man selvfølgelig en kosttilskudsindustri som er helt iden anden grøft og misbruger litteratur efter for godt befindende.
Jeg er helt enig i din lærers standpunkt på dette område. Der er lavet mange studier på dette, også på vægttrænede atleter, hvor man ikke finder gunstige effekter ved at indtage over ca. 2 g/kg kropsvægt/dag. Og selvom jeg ser det som en svaghed at man angiver dette mål i forhold til kropsvægt, istedet for muskelmasse (idet muskelmassen givetvis er den største forbruger i denne sammenhæng), hvilket i princippet ville kunne betyde at folk med MEGET stor muskelmasse msåek har lidt større behov, så vil jeg fortsat være meget, meget skeptisk i forhold til så højt proteinindtag som dit.
jeg er ikke enig i at raffineret sukker og maltodextrin er det samme, primært på grund af fruktose indholdet, men eftersom der slet ikke er noget der tyder på at voldsomt store mængder hurtige kulhdyrater er nødvendige, er jeg ret skeptisk i forhold til om maltodextrin skulle være bedre en helt almindelige stivelse fra pasta eller ris. Desuden, med et indtag i en størrelsesorden som din, tvivler jeg på at dit blodsukker nogensinde bliver så lavt at din krop har "behov" for noget sukkerjunk i form af disse virkeligt hurtige kulhydrater.
Desuden, hvad angår estimering af energiforbrug, så kan det i praksis ikke lade sig gøre at estimere den slags med pulsur ved styrketræning, og andet intenst muskelarbejde med højt ekscitationsniveau, da pulsarbejdet ved denne type træning ikke matcher energiforbruget. Næstefter kalorimetermåling er den bedste måde til dette formål kostregistrering i forbindelse med styrketræning.

Well jeg er bestemt ikke den store kost ekspert, men tilgengæld tror jeg at jeg kan se sagen fra begge sider. Og jeg synes faktisk din lærer har nogle valide pointer. Måske han teknisk set tager fejl, men pointen er at du på flere områder i din kost bevæger dig uden for hvad der ellers regnet som "best practice"
1: Hvorfor vælger du at holde dine kosttilskud uden for beregningen? Det giver IMO et ufuldstændigt billede at du blot nævner at det er hvad du indtager ud over xxx. Du kunne nemt have delt det op, så der var en sektion for kost, og en for kost tilskud, og så en opsumering af totalen.
2: Det må være muligt at lave et bud på dit gennemsnitslige energi behov, eller blot dit daglige. I stedet for blot at skrive det er umuligt. Det virker for let købt i en opgave
3: Du udtaler dig meget skråsikkert om at din kost er perfekt. Det gør du på baggrund af at den er sammensat af en du har tillid til. Forståeligt. Men faktum er jo at du feks indtager signifikant mere protein end der er evidens for at du har brug for. Hvis du mener du har brug for det, må du forklare hvorfor du kan bruge dette, også selv om det er langt over de anbefalede doseringer. Og hvis du ikke har svaret på dette, kan du jo gøre som du gør her, henvise til at din kost er sammensat af en træner der har med proffesionelle atleter at gøre, og du har tillid til at hans erfaringsgrundlag på området.
4: Du henviser flere steder til at du falder uden for normen. Din lærer poientere dette. Jeg er nok enig her. Det giver mening at nævne dette initielt i din aflevering, og så i stedet taget udgangspunkt i dine behov, i stedet for gennemsnittets behov. Ligeledes kunen du jo passende argumentere for hvorfor dine "behov" er anderledes (muskel masse, mængde af aktivitet osv)
5: Mht spørgsmållet omkring fedt, så mener jeg faktisk ikke at det citat du indsætter giver svar på spørgsmålet.
6: Slutteligt mener jeg din "konklusion" er for billigt købt. Du tager udgangspunkt i at du har ret, og "de" tager fejl. Det er nemt at sige at "jeg er anderledes" derfor kan den her opgave ikke bruges til noget (hvilket er jo det du flere gange indirekte siger)
Det skinner igennem at du synes opgaven er idiotisk og at du stort set ikke gider svare. Du kunne jo nemt svare på hvorfor dine behov er anderledes end det der anbefales, og argumentere for hvorfor du på trods af nogle anbefalinger omkring protein indtag m.m alligevel vælger at agere anderledes. Så viser du at du er helt bevidst med at du bevidst indtager (feks) signifikant mere protein end det anbefales (også for atleter) og at du har gjort dig overvejelser om dette.

BERLIN MARATHON
Så har jeg tilmeldt mig! Umiddelbart giver det lidt sved på panden , men mon ikke jeg stille og roligt får trænet mig op, - blot jeg holder den nuværende træningsdisciplin?
Nå så må jeg hellere gå i seng.
Ole

Update på træning
Slackede virkelig i sidste uge mht træningen. Tor, fre, lør lavede jeg ikke noget. Holdt hviledag torsdag, og fredag var jeg til samtale på et drømmejob, så efter samtalen og efter at jeg havde fået at vide, at jeg havde fået jobbet :4thumbup: yay!!! kollapsede jeg på sofaen med wii, film og hvidvin
Lørdag kom straffen så med en lille hovedpine og træthed, så jeg syrede godt til, bare ved at gå med vuffi i 20 min...
I går, søndag d. 14/3, stod træningen på 30 min løb som fartleg (skulle til undervisning, så det var alt jeg kunne nå)
I dag, mandag d. 15/3 var programmet:
1 time spinning udholdenhed i Fitness world (dejligt hårdt, men jeg havde gyldne ben i dag, så jeg fik kørt mig selv godt ud)
Styrketræning af skuldrene (flyes og row i maskine).
Og nu: AFTENSMAD!!!!!

Hvilken slags ondt har du? Føles det som musklerne, leddene eller knoglerne der gør ondt? Eller er det huden eller måske blodtilførslen det er galt med?
Hvorfor mener du at der er sammenhæng mellem dine forstuvninger og at du nu får ondt i fødderne? Jeg tænker om der kunne være noget andet på spil, siden det åbenbart ikke kun er den fod, hvor anklen har været forstuvet, at det er galt.
Jeg er i øvrigt regerende Danmarksmester i ondt i fødderne.

hej du
for det første, tillykke med dit valg
Du er sikkert allerede blevet præsenteret for hvor relativt få der reelt bliver kureret efter en klinisk (diagnosticeret) anoreksi og jeg vil i forlængelse af det sige at det er meget få der kan overgå direkte fra at have anoreksi, eller en anden forstyrrelse af kropsbillede, til at have en sund, veltrænet krop og et velafbalanceret syn på den. Mange har en periode hvor de fjerner fokus totalt fra kroppen (lader "stå til" om man vil), mens de normaliserer deres kropsbillede. Jeg vil på ingen måde sige at det er den "rigtige" måde at gøre det på, blot anskueliggøre at det er en meget svær opgave du står foran.
Derudover, så bekymrer dig mig at du fortsat snakker om at det er et mål for dit fremtidige Jeg at være tynd, hvor du giver eksempler af en række kendisser som alle har haft perioder hvor de har været FOR tynde. Jeg tror helt ærligt ikke på at du kan slippe din spiseforstyrrelse, hvis det forsat er en del af din selvopfattelse at du skal styre din vægt til en bestemt "rigtig" størrelse. Jeg tror den eneste måde du kan overgå fra en sygelig til et raskt kropsbillede er ved at nulstille dine forventninger om vægt totalt og slippe din kostkontrol. Men det betyder ikke at du behøves at lade stå til. Du kan vælge at dyrke noget idræt og fokusere på din præstation deri istedet og derudover spise sundt OG EFTER DIN APPETIT (og for the record er det aldrig sundt at spise 1200 kcal om dagen i en længere periode). Efter at have haft en spise forstyrrelse kan det tage meget lang tid at finde sin appetit igen - op til flere år, og nogle finder den aldrig igen.
Mit råd er at du smider alt hvad der minder om vægte ud, og gør en alvorlig indsats for at prøve at finde din appetit igenm, altså virkeligt mærker efter. Og så synes jeg at du skal finde en sportsgren, hvor du kan fokusere på din præstation og at fremgang i den aktuelle sportsgren iøvrigt i et eller andet omfang kræver fremgang i muskelmasse (i virkeligheden er det for at du skal finde noget hvor det ikke kan være en fordel at pine sig ned i vægt)