Henrik S.

… og efter en hurtig, midlertidig samling af dyret må jeg konstatere, at den er præcis lige så flot som lovet. Ganske godt skuldret af en 40 år gammel racer

He, he ...

He, he ...

Det er langt fra kun skidt at holde nogle dages løbepause. Jeg har fx allerede babyblide og smidige ankler om morgenen, når jeg står op. Hævelsen omkring venstre hælknogle og slimsæk er langsomt ved at fortage sig, og det hele er ikke så ringe endda. Jeg kunne såmænd godt fortsætte sådan her nogle uger endnu og lade cyklingen stå for cardiotræningen. Men lur mig, om ikke jeg bliver frygtelig løbesulten inden længe, når fyssen giver grønt lys for små prøveture igen?
Det har også fået mig til at tænke lidt over løbeteknikken. Mit fokus på poserunning har ikke været 100 procent, men dog nok til, at belastningen er flyttet fra hofte og knæ ned til ankler og fødder. Belastningen bliver jo ikke væk, bare fordi man løber anderledes, men holder afgjort flyttedag. Ryg, knæ og hofte mærker jeg absolut intet til, men jeg bøvler jo som bekendt lidt med ankler og akillessener. Måske jeg skal benytte mig af pausen til at justere lidt på teknikken, når jeg går i gang igen.

Tillykke med at gennemføre
Lyder som en af de gange, hvor man skal finde den gamle kliché frem om, at "What doesn't kill you, makes you stronger"

Super fed weekend er ved at være slut og tid til lige at summe over søndagens race.
Som nævnt stillede jeg op på relay hold og startede med kun at skulle cykle, det ændrede sig så to dage inden til ogsåbat inkludere svømningen, da vores svømmer havde fået dårlig skulder. Nå, fint nok, så kunne vi da få testet endnu en disciplin frem mod FF.
Jeg valgte så at have mine løbesko stående så jeg kunne løbe med på en omgang af de tre på løbet for lge at teste og få løbet lidt i race.
Dagen startede med en tough omgang svømning, koldt, brandmænd og strøm, samt bølger gjorde det lige hårdt nok, men jeg fokuserede på at svømme roligt og kontrolleret hele vejen og kom igennem på en fin tid i 36min. Min t1 blev lidt for lang da jeg lige skulle fjerne lidt tentakler fra ansigtet og jeg ikke ville stresse. Ude på cyklen fandt jeg lynhurtigt stor klinge og de gode ben og så var det ellers bare afsted. Som relay starter man bagerst, og på så krævende og teknisk en rute var det absolut ikke en fordel. Jeg møvede og massede mig igennem første runde og så lige på klokken at de første 45km var kørt på 1.14...udemærket og en målsætning om sub 2.30 holdt fint. På anden runde blev der mere plads og jeg fandt lidt mere flow, uden det Ldrig blev helt godt. Der var simpelthen ikke 2km lige vej nogen steder og med en ukendt rute kunne jeg ikke satse i svingene. Anyways, så fik jeg parkerer cyklen efter 2.20, og kunne videre give chippen til relay partneren der skulle løbe halvmarathon. Jeg selv løb afsted og fandt en veninde der lå 3'er i sin AG der pacede 5.00/Km. Efter 3km havde jeg dog så sindssygt gode ben at jeg brændte hende og fandt en 4.30 løber. På den sidste kilometer blev jeg hentet af et par af Pro herrerne og jeg legede med og gik på hjul af dem i 2-300M, hvorefter jeg måtte strække gevær.
Vores relay blev 10'er i et stærkt felt, og jeg selv havde 3t4min med chip og 7km uden. Tror godt jeg kan sige jeg føler mig i form og glæder mig sindssygt til Frankfurt!
Mødte også lige Gadegaard igår og fik lige snakket med ham i 5min. Hyggeligt og så fik jeg også spist frokost med Jannie ved åen om lørdagen.
#godweekend
Nico

X2

Impulskøb
Jeg er sgu' kommet til at købe mig en gammel racercykel. Som beskrevet tidligere forsvinder min singlespeed Benotto til Vesterbro inden længe, og den tidligere indkøbte Alan bliver derfor lavet om til dagligcykel. Det vrimler med 80'er/90'er cykler og stel på eBay og den slags steder, men rigtigt 1970'er grej er der godt nok langt imellem. Jeg havde kig på et Gios-stel, som kunne danne basis for et retroprojekt, men det er lige en centimeter eller to for lavt.
MEN i går faldt jeg over Velociao - http://www.velociao.com/ - fra Berlin, og halli-hallo! Her er der sateme godt nok lækkerier til salg. Det var lige, så jeg fik en tåre i øjenkrogen. Det er ikke alt i deres galleri, der stadig er til salg, men der var minsandten en sølv-Alan fra den første halvdel af 1970'erne. Med et 60 cm stel. Perfekt. Eneste ankepunkt er måske Universal-bremserne, men jeg har jo lige præcis Campagnolo-bremser liggende. Frem med dankortet!
Så nu lander den forhåbentlig her om en uges tid. Og hold da op, hvor jeg glæder mig til at komme ud at køre på sådan en klassiker igen, naturligvis med lukkede ringe

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Jow tak. Set i bakspejlet var det faktisk en rigtig fed oplevelse.
Da jeg svuppede rundt i mudderet var det mere i stil med Gøg og Gokke.
Og apropos Gøg og Gokke: Er det egentlig ikke alt for længe siden, vi har hørt dem give et nummer:

Salomon Trail Tour
Jeg skylder vist egentlig at fortælle mere om, hvordan det gik på min traildebut. Det må jeg hellere gøre, inden jeg glemmer det. Det var jo første gang, jeg skulle prøve kræfter med trail, som man vel også bare kunne kalde terrænløb, men det lyder ligesom ikke så smart
Salomon sponserer en række løb hen over sæsonen, og jeg havde haft kig på løbet den 9. juni i Svanninge Bakker uden for Fåborg. En klubkammerat havde tilmeldt sig, men kunne ikke starte, så da jeg kunne overtage nummeret, så jeg det som et tegn på, at det måtte jeg bare prøve.
Starten gik først klokken 11, så jeg kunne stå op på et nogenlunde humant tidspunkt og spise en ordentlig morgenmad. Af sted i bilen med det obligatoriske stop for at tanke, benzin, kaffe, to Snickers, en Red Bull og to Vitamin Water undervejs. Så skulle væskebalancen nok være på plads.
Drejede fra ved Odense og kørte sydpå. Det så stadig ret fladt ud, men en snes kilometer fra Fåborg blev det godt nok bakket, og jeg fik mine bange anelser.
Anyway, hovedkvarteret var ved Forum Faaborg, der er nogle sportshaller mv. Udlevering af nummer og udlevering af Salomon sko til dem, der gerne ville prøve dem. Jeg havde dog pakket mine NB Minimus Zero Trail med knopper under, der skulle vise sig at gøre det glimrende.
Det var Fåborg Orienteringsklub, der arrangerede løbet, og ved orienteringsløb er der åbenbart tradition for fælles instruktion før starten, så det var der også her inde i hallen. Det var en overskuelig flok, for alt i alt var vi måske halvanden hundrede løbere, de fleste på halvmaraton og kun få på 11 km ruten. Så var der fælles afgang i busser små 4 km uden for byen, hvor starten skulle gå.
Startstedet sagde sådan set det hele. Udsigt til rullende, danske bakker, så langt øjet rakte. Ufattelig smukt! Men også noget af en udfordring, når de skal forceres i løb. Pludselig virkede det lidt ambitiøst at skulle løbe en halvmaraton under de forhold, så jeg valgte den voksne approach og lagde særdeles konservativt ud. Det gav tid til at nyde synet af den lange perlerække af løbere, der slangede sig gennem landskabet, bakke op, bakke ned.
Efterhånden kom jeg ind i en fornuftig rytme, og efter en 4 km drejede vi ind på en sløjfe på 5 km, der skulle gennemløbes to gange (for halvmaratondistancen). De muntre fynske officials kaldte det kamelbakkerne, og det var da også den ene langstrakte pukkel efter den anden, ofte som singletrack, så man skulle helt ud i det lange græse for en overhaling. Vi rundede også noget meget godmodigt skotsk højlandskvæg, som vi kunne klappe på deres langhårede pels.
Ruten på 5 km sløjfen vekslede mellem tæt skov, åbne enge og meget snævre passager, hvor der var godt med brændenælder. Efter andet gennemløb, drejede vi ind på de kortere rute igen, som efterhånden snoede sig ud gennem skoven og til noget lidt mere åbent land.
Til instruktionen var vi blevet advaret om, at der ville komme en grøft amå 3 km før mål. Den kunne man enten vade igennem med risiko for våde fødder, eller man kunne tage den afmærkede Chicken Run udenom, som ville være længere, men mere tør.
Nuvel, et par kilometer før grøften viste det sig, at en bro gennem en mose var brudt sammen, så der skulle allerede vades en 5-10 meter gennem 20 cm vand på en spejlglat træbro. Så var fødderne ligesom blevet totalt våde, og man tænkte ved sig selv: Jeg snupper da også den skide grøft. Det kan umuligt være værre. Men det var det. For før og efter den famøse grøft var der i alt em 50-100 meter med 20 cm dybt mudder, hvor man bad til, at skoene ikke ville blive hængende.
Der er vist tradition for til Salomon Trail Tour, at man skal udfordres lidt på mudderfronten, så jeg burde måske have vidst det, men jeg regnede ikke med det, da det havde været meget tørt op til løbet. Men når det nu ikke kunne være anderledes, så var det faktisk skidesjovt! Ja, pardon my French, men det er altså lang tid siden, jeg har været mudret til fra top til tå, for som så mange af de andre lagde jeg mig også fladt ned på et tidspunkt
De kære arrangører havde så selvfølgelig sørget for opløb midt på gågaden i Fåborg, så løberne kom dryssende ind en efter en med godt med mudder op og ned ad benene
Min tid (sat under dæknavn) endte på 1:50 og en placering lige akkurat i den gode halvdel. Så lang tid har jeg godt nok aldrig brugt på et halvmaraton før, men der var altså 500 højdemeter, hvad der er ret meget at slås med. Derudover fik jeg udfordret mine mangler mht. at løbe hurtigt nedad. Det var ikke kønt, og der satte jeg helt klart rigtig meget tid til. Opad gik det bedre, og på det sidste lange, flade stykke ind mod byen hentede jeg faktisk en del, for da kom jeg op i landevejskadence igen.
Sjældent har et bad bagefter gjort så godt, og det sejlede med mudder i brusekabinerne. Det var en skøn erfaring at prøve sådan en omgang, og det er ikke sidste gang. Ruten var fabelagtig, og da vi kom ud af skoven var der den mest fantastiske udsigt ned over Fåborg. Det slår sgu' Fælledparken anytime.
Det kan nås endnu, hvis du har appetit på det, for der er stadig nogle afdelinger tilbage: http://www.salomontrailtour.dk/

Salomon Trail Tour
Jeg skylder vist egentlig at fortælle mere om, hvordan det gik på min traildebut. Det må jeg hellere gøre, inden jeg glemmer det. Det var jo første gang, jeg skulle prøve kræfter med trail, som man vel også bare kunne kalde terrænløb, men det lyder ligesom ikke så smart
Salomon sponserer en række løb hen over sæsonen, og jeg havde haft kig på løbet den 9. juni i Svanninge Bakker uden for Fåborg. En klubkammerat havde tilmeldt sig, men kunne ikke starte, så da jeg kunne overtage nummeret, så jeg det som et tegn på, at det måtte jeg bare prøve.
Starten gik først klokken 11, så jeg kunne stå op på et nogenlunde humant tidspunkt og spise en ordentlig morgenmad. Af sted i bilen med det obligatoriske stop for at tanke, benzin, kaffe, to Snickers, en Red Bull og to Vitamin Water undervejs. Så skulle væskebalancen nok være på plads.
Drejede fra ved Odense og kørte sydpå. Det så stadig ret fladt ud, men en snes kilometer fra Fåborg blev det godt nok bakket, og jeg fik mine bange anelser.
Anyway, hovedkvarteret var ved Forum Faaborg, der er nogle sportshaller mv. Udlevering af nummer og udlevering af Salomon sko til dem, der gerne ville prøve dem. Jeg havde dog pakket mine NB Minimus Zero Trail med knopper under, der skulle vise sig at gøre det glimrende.
Det var Fåborg Orienteringsklub, der arrangerede løbet, og ved orienteringsløb er der åbenbart tradition for fælles instruktion før starten, så det var der også her inde i hallen. Det var en overskuelig flok, for alt i alt var vi måske halvanden hundrede løbere, de fleste på halvmaraton og kun få på 11 km ruten. Så var der fælles afgang i busser små 4 km uden for byen, hvor starten skulle gå.
Startstedet sagde sådan set det hele. Udsigt til rullende, danske bakker, så langt øjet rakte. Ufattelig smukt! Men også noget af en udfordring, når de skal forceres i løb. Pludselig virkede det lidt ambitiøst at skulle løbe en halvmaraton under de forhold, så jeg valgte den voksne approach og lagde særdeles konservativt ud. Det gav tid til at nyde synet af den lange perlerække af løbere, der slangede sig gennem landskabet, bakke op, bakke ned.
Efterhånden kom jeg ind i en fornuftig rytme, og efter en 4 km drejede vi ind på en sløjfe på 5 km, der skulle gennemløbes to gange (for halvmaratondistancen). De muntre fynske officials kaldte det kamelbakkerne, og det var da også den ene langstrakte pukkel efter den anden, ofte som singletrack, så man skulle helt ud i det lange græse for en overhaling. Vi rundede også noget meget godmodigt skotsk højlandskvæg, som vi kunne klappe på deres langhårede pels.
Ruten på 5 km sløjfen vekslede mellem tæt skov, åbne enge og meget snævre passager, hvor der var godt med brændenælder. Efter andet gennemløb, drejede vi ind på de kortere rute igen, som efterhånden snoede sig ud gennem skoven og til noget lidt mere åbent land.
Til instruktionen var vi blevet advaret om, at der ville komme en grøft amå 3 km før mål. Den kunne man enten vade igennem med risiko for våde fødder, eller man kunne tage den afmærkede Chicken Run udenom, som ville være længere, men mere tør.
Nuvel, et par kilometer før grøften viste det sig, at en bro gennem en mose var brudt sammen, så der skulle allerede vades en 5-10 meter gennem 20 cm vand på en spejlglat træbro. Så var fødderne ligesom blevet totalt våde, og man tænkte ved sig selv: Jeg snupper da også den skide grøft. Det kan umuligt være værre. Men det var det. For før og efter den famøse grøft var der i alt em 50-100 meter med 20 cm dybt mudder, hvor man bad til, at skoene ikke ville blive hængende.
Der er vist tradition for til Salomon Trail Tour, at man skal udfordres lidt på mudderfronten, så jeg burde måske have vidst det, men jeg regnede ikke med det, da det havde været meget tørt op til løbet. Men når det nu ikke kunne være anderledes, så var det faktisk skidesjovt! Ja, pardon my French, men det er altså lang tid siden, jeg har været mudret til fra top til tå, for som så mange af de andre lagde jeg mig også fladt ned på et tidspunkt
De kære arrangører havde så selvfølgelig sørget for opløb midt på gågaden i Fåborg, så løberne kom dryssende ind en efter en med godt med mudder op og ned ad benene
Min tid (sat under dæknavn) endte på 1:50 og en placering lige akkurat i den gode halvdel. Så lang tid har jeg godt nok aldrig brugt på et halvmaraton før, men der var altså 500 højdemeter, hvad der er ret meget at slås med. Derudover fik jeg udfordret mine mangler mht. at løbe hurtigt nedad. Det var ikke kønt, og der satte jeg helt klart rigtig meget tid til. Opad gik det bedre, og på det sidste lange, flade stykke ind mod byen hentede jeg faktisk en del, for da kom jeg op i landevejskadence igen.
Sjældent har et bad bagefter gjort så godt, og det sejlede med mudder i brusekabinerne. Det var en skøn erfaring at prøve sådan en omgang, og det er ikke sidste gang. Ruten var fabelagtig, og da vi kom ud af skoven var der den mest fantastiske udsigt ned over Fåborg. Det slår sgu' Fælledparken anytime.
Det kan nås endnu, hvis du har appetit på det, for der er stadig nogle afdelinger tilbage: http://www.salomontrailtour.dk/

Træning d 8.6
Yoga
Hjemme ashtanga tom Navasana. Super dejligt.
Løb
Ca 5 k, rolig jog ned forbi Tangkrogen og op forbi Føtex med løberygsækken på. Testede at være tilbage i "flade" Asics DS Trainer efter i en periode med lyskeprobs at have været i Nimbus´n
Desuden løsne ben inden dagens event.
Træning d 9.6
Løb
21.097 k, Nykredit Invest, Århus city halvmarathon 1.36.19 + opv/afj
Som led i USA tid stadig markant super zombi om morgenen mens jeg rigtigt frisker op om aftenen. Var således ved at ryge i totalt champagne party mode da jeg i går var ude med gammel gymnasieveninde men holdt mig nu til vand og kom i nogenlunde tid i seng gnaskende på Wasabi peanuts Tilgengæld rigtig træt og uoplagt i morges og endte med at droppe planer om bagage indlevering men løb bare med gammel Helly Hansen trøje over løbetøjet. Får varmet lidt op, tisset af og møder så grand old woman G fra triklubben og indser lige i det sekund, at jeg har glemt min chip. Plejer jo at deale med at overvinde præstationsangsen så føltes møgærgeligt men måske alligevel et Freudiansk ubevidst puds til at gøre det til mit eget private løb. Overvejede at jogge hjem men blev alligevel enig med mig selv om, at det var for fjollet. I gamle dage løb vi jo fint med stopur og jeg havde Garmin fætter med.
Starten går og kroppen føles overraskende god, kilometerne glider afsted i et solidt tempo, kriser ja vist men bedre mental kontrol end jeg plejer at have. Da en ret sej løbesild flere gange overhaler mig formår jeg i hvert fald at tænke positivt, at det er et godt udtryk for, at jeg bakker lidt af på tempoet og sparer lidt på kræfterne. Allerede hjemme var mave lidt øm og ligesom sidste år, så var det også den der føltes som den begrænsende faktor men tænker stadig, at både ben og kroppen generelt var brugt. Der kunne ikke pines mere ud mig. Ingen slutspurt for alvor heller men havde jo også sidste års oplevelse tydeligt i erindringen. Behøvede ikke at kaste op ind over målstregen i år. Efter at mine luftveje er blevet meget bedre, så er det som om min puls generelt ligger meget højere.
Kredsløbsmæssigt og luftvejsmæssigt er formen bedre end jeg turde at håbe på og mentalt kom jeg også godt igennem i dag men om det rækker til at jeg tør at gå til start på Århus Challenge vil i høj grad afhænge af vandfornemmelse, temperatur. Ready to check it out
http://connect.garmin.com/activity/325025571#.UbR3L0Wz_14.email
:hippy:

Grundlovs løb:
jeg havde gået og dimlet med om jeg skulle løbe det lokale grundlovsløb. Da benene føltes gode, valgte jeg klokken 12 at smutte op efter et nummer.
Selvom det kostede 100 kroner, går det til et godt formål, så det går nok endda.
For at få lidt for pengene blev det til 10 km ruten, så måtte det bære eller briste.
Forberedelsen har jo været ikke eksisterende, hverken i form af tempo træning, eller noget der bare minder om optimering af kulhydrater osv.
Kortsagt blev der i den grad løbet på dagsformen.
End result blev
10 km på 43.04 ifølge den officielle chip tid.
Garmin mente kun jeg havde løbet 9.81 så jeg var nød til at manuelt rette passet.
Som man kan se på split tiderne er jeg en idiot til at løbe korte distancer i øjeblikket. Ligger for hårdt ud, og er så nød til at gå lidt ned i hastighed, da jeg rammer en bakke der faktisk vare 1.5 km.
Pulsen er godt oppe men det var dejligt at jeg trods alt bevarede et nogenlunde tempo, på en kuperede rute.
Der var en anden Maraton løber jeg havde snakket med, der havde samme tempo som mig, og var en stor hjælp ift. motivation. tiden er også PR på 10k da jeg sådan set aldrig har prøvet at løbe en hurtig en af slagsen.
Dog er min 10k tid fra BT halv 45.42 så det er ikke den vildeste PR. Men det var også mindre kuperet de første 10k på den rute.
Anyways er en PR jo en PR...
Der blev løbet i Fivefinger speed.
Her lidt statestik...

He, he ...
http://www.youtube.com/watch?v=v9zCEMEDWX0

Nå, nå, nå, ikk' så ringe endda ...
Nu er der lagt tider på Spartas hjemmeside, og tirsdagens Stjerneløb i Ryparken på de knap 10 km gav en tid på 40:45. Når man tager det konservative udlæg i betragtning er det faktisk rigtig fint. Specielt fordi jeg intet kunne mærke i benene dagen efter, hvor jeg tog en joggingtur rundt om mosen. Ingen træthed i lårbasser og lægge.
De næste dage må afgøre, om jeg tager til Svanninge Bakker søndag og løber Salomon Trail Tour. Mine ankler og akillessener er lidt gammelmands-stive om morgenen. Og jeg holder skarpt øje med venstre knæ, så den gamle ballade med min menisken ikke begynder igen. lige nu er det dog min vurdering, at er bedst at holde systemet i gang.
Til min store tilfredshed kan jeg også mærke, at jeg ikke længere bliver helt så frustreret ved tanken om en dag at løbe ind i en regulær skade igen. Jeg satser naturligvis på at løbe udenom! Men det er altså ikke i helt samme grad et spørgsmål om liv elelr død længere, når bare jeg kan holde mig i gang på en eller anden måde. Ying, yang, zen og god torsdag

Aha! Nu har jeg endelig fundet ud af, hvad det der Ironman går ud på

ACTAS løbet


Den "rigtige" debut i C-klassen skulle stå sin prøve i går. 110 km landevejsløb på min gamle hjemmebane omkring Karlebo. Efter jeg er rykket op i C har jeg dog ikke fået trænet så godt som jeg egentlig ville. Meget af det skyldes at jeg har haft tankerne andre steder - ny cykel, situationen på job, de begyndende trin mod at sætte lejligheden til salg og meget andet. Ligeledes har vejret været ustadigt, og det har gjort det nemt at skippe træningen. Egentlig tror jeg at jeg har haft behov for at break fra al træningen. Første mål for året var at rykke op i C. Det blev gjort, men krævede måske også lige lidt tid til nogle andre ting efterfølgende.

Under alle omstændigheder troppede jeg op til starten med en forventning om bare at gennemføre. Jeg valgte at cykle til Karlebo og bruge det som opvarmning. Det fungerede faktisk ganske fint, og det var egentlig ret lækkert at være varm da jeg dukkede op og lige fik sagt hej til de andre. Indskrivning, og så lige et par sprinter til at åbne benene op det sidste. I alt tror jeg at jeg endte lige under de 30 km på opvarmningen alene.

Ved starten syntes jeg at det var lidt køligt i det, og DMI havde også sagt 13 grader omkring Sjælsmark, så jeg havde løse knæ og ærmer på.

Og så gik starten. Faktisk en mere overskuelig start end i D-klassen, men så gik de igang. Det første man hører når man rykker op i C er at rykkene er anderledes og hele tiden. Det kan jeg kun skrive under på nu. Det er ikke så meget at der er mere bund i rykkene, for det syntes jeg egentlig ikke, men det var bare NON-STOP! Så snart der var nogle der var stukket og kørt ind igen, kom kontrarykket, og det gentog sig så igen. Jeg kom selv afsted et par gange på første omgang, og var heller ikke bleg for at køre et par enkelte ind. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, Morten, så det gav mig også mulighed for at slappe af fra tid til anden.

Første omgang blev kørt ualmindeligt hurtigt - jeg tror vi kom rundt med lige over 42 km/t i snit! Fredensborg Kongevej som ellers har et par ok bakker blev også kørt udelukkende på stor klinge, og med god fart - medvinden hjalp uden tvivl!

På 2. omgang blev der faktisk slået et hul i feltet, og jeg sad i en frontgruppe sammen med nogle andre, men af mystiske årsager kunne vi ikke få den til at køre rundt. Jævnt irriterende da vi allerede der kunne have kørt væk. Lige efter 3. omgang kom der så en gruppe afsted med 12-13 mand, hvor Morten også kom afsted, og så var det udbrud kørt. Det lagde en dæmper på i feltet, som pludselig nærmest kørte baglæns. Jeg tror den eneste klub der ikke havde en med var ABC, og da de kun havde én rytter med i feltet var det oplagt at det var ham der skulle hente dem ind hvis det var. Det skete sjovt nok ikke.

Ude på Kongevejen kom vi blæsende forbi Vejenbrød, og begyndte nedkørslen ned mod Fredtoftevej, da det alle frygter skete. En rytter ramte ind i en forankørendes baghjul, prøvede at redde den, men ender med at ryge på tværs af vejen med 50 km/t. Han styrtede til venstre for mig, og endte med at ligge lige foran mig. Jeg var dog allerede på vej højre om ham, og han stoppede heldigvis sin glidebane, så jeg undgik ham.

Det gav selvfølgelig et hul i feltet, og da der kort forinden var en gruppe der var kørt igen, var vi en 6-7 stykker der samlede os i en 3. gruppe. Vi prøvede at få den op og køre, men vi havde desværre 2 pisseirriterende svenskere med der ikke ville køre fordi de havde en siddende i 2. gruppe. Are you kidding me!?

Så vi andre blev overladt til arbejdet, men det blev aldrig nogen succes. På 4. omgang kørte vi et jævnt tempo, men uden nogen der reelt gjorde noget. Rent mentalt gik det hen og blev en omgang træning, og det passede mig egentlig også fint nok. Jeg brugte dog også en del ressourcer på at skumme over de 2 svenskere vi havde med. Nok lidt mere end jeg normalt ville have gjort, men da chancen for point alligevel var forpasset ville jeg sådan set bare gøre alt for at de ikke fik noget reelt når de krydsede stregen.
4. omgang blev kørt, og da vi kom over stregen valgte den ene svensker at stå af sammen med 2 andre. Jeg sad derfor tilbage med en enkelt svensker, og 2 FBL drenge. Den ene var Micky som jeg kender ganske godt, og vi blev enige om bare at køre. Vi ville køre lidt længere føringer, og da jeg endelig fik skubbet den sidste svensker frem tog han en føring på 10 sekunder og slog ud. Det fik mit pis i kog, og jeg råbte af ham at det der ikke var nok. Han svarede et eller andet igen som jeg ikke forstod. Normalt kan jeg godt forstå svensk, men for hulen hvor er skånsk bare svært.

Han blev igen ved med at springe sine føringer over, så da jeg pludselig lå i 3. position med de 2 FBL ryttere foran valgte jeg at holde op med at træde. De fik hurtigt et hul, og pludselig kunne ham svenskeren også sprinte. Det kostede mange kræfter at lukke hullet op til ham, men det var på en eller anden måde det hele værd. Derfra valgte han at deltage i arbejdet.

Jeg kunne dog mærke at jeg var ved at være træt. Mine ben ville ikke rigtig mere, og da vi ramte knoldene på Kongevejen måtte jeg slippe med kramper. De sidste 11-12 km var ualmindeligt lange, men det var det hele værd da jeg krydsede stregen som sidste mand.

Vi havde været 39 til start, men kun 20 gennemførte. Selvom jeg egentlig blev sat er jeg stolt af at have gennemført. Jeg fik den træning jeg kom efter, og kunne derefter kyle en Twix og en halv liter grøn sodavand ned.

I alt 109,1 km med 39,3 km/t. Frontgruppen kom hjem med 41,4 km/t, og Morten snuppede en 6. plads. Han fortalte efterfølgende at de havde tabt en del ryttere undervejs.




Den eneste ulempe var så bare lige at jeg havde 21 km hjem igen Jeg bandede mig selv langt væk da jeg vendte næsen hjem mod Lyngby, men det har nok gjort godt at få rullet ordentligt af, og heldigvis havde jeg medvind. I alt rundede jeg 160 km i går, og det tror jeg er PR for mig i totale km på én dag. Ikke mindst uvurderlig træning.

På søndag står jeg klar igen i Ganløse til 114 km i jævnt kuperet terræn. Det skal nok blive sjovt

Og så er Felt'en mere eller mindre solgt. Jeg går sådan set bare og venter på at overførslen går igennem, og så er der en fra Frederiksberg der bliver en enkeltstartscykel rigere. 15k ryger den for, og det er uden hjul.

Jeg er som sådan ikke blevet klogere på hvad jeg gør med ny cykel, andet end at min fokus er på en ny Orca. Om det så bliver et rammesæt, en brugt udgave, eller en komplet cykel skal jeg ikke kunne sige. Men det vil tiden uden tvivl vise

Hun er så cool. Løb også Ultraløbet fyr-til-fyr på Bornholm og gjorde det rigtig godt. Når man ser filmen fra det løb, så ligner hun vitterligt en skolepige, der løber for at nå bussen. Men altså, hun vejer jo næsten også kun halvdelen af os voksne mandfolk

He, he ...
http://www.youtube.com/watch?v=v9zCEMEDWX0

Måske man skulle have sig en Cannondale igen en dag, når der står cykling på menuen. Det er jo mærket for de lækre fyre

Bianchi har solgt lidt for mange lidt for billige cykler i lidt for lang tid. Det har undergravet deres værdi som varemærke i mine øjne. Og det kommer til at tage lang tid at genopbygge. Da far her var ung, var de celeste-grønne Bianchi'er toppen af poppen, men det er virkelig blevet et volumenmærke.

En pose blandede bolscher samt en ny PR
Efter nogle ugers hård træning, var min umiddelbare plan at tage den stille og roligt idag og få restitueret kroppen lidt. Den plan blev dog ændret, da den kommende weekend definitivt bliver helt uden cykling på programmet pga. lidt firmagolf med en kunde, samt en rejse til Glasgow med alt for tidlig afg. søndag Umiddelbart ikke lige det jeg drømmer om at bruge weekenden på, men det er uden tvivl en kærkommen lejlighed til at få droslet lidt ned.
Tirsdag og onsdag blev stille og rolige, da efterveerne af mandagens tur sad dybt i kroppen. Jeg kunne slet ikke rigtigt tage gassen, og gik konstant rundt med en markant træthed i kroppen. Den tur var noget hårdere ved mig en først antaget Jeg lod derfor cyklen stå i pit, og fik i stedet kørt noget BB med fokus på overkroppen. Noget jeg til min store tilfredshed faktisk har været ganske vedholdende med over de sidste par måneder!
Torsdag ville jeg have været ude på lågen, men en stiv kuling fik mig til at vælge den komfortable løsning - nemlig spinning. Det blev ikke noget mindeværdigt træningspas, men jeg fik da banken pulsen lidt op undervejs.
Spinning - 50 min @ 77 % af HR
Fredag skinnede solen, så jeg støvede min Supersix af og iførte mig de korte rør, kortærmet trikot og vindvest. Ihhh, hvor jeg bare elsker sådanne dage Jeg teamede op med min gode ven Niels, som bor i Sydney, men som pt. er hjemme på ferie. Han har flere gange udfordret mig til en cykeltur, så nu skulle det være. Jeg forventede på forhånd en hård tur, hvor Niels ville presse godt til fra start til slut. Jeg fik delvist ret, men også kun delvist Niels lagde ganske rigtigt ok hårdt ud, og det passede mig bare slet ikke! Mine ben ville nemlig rent ud sagt intet de første 35 km. Selv med en puls på ca. 70% af HR var jeg ved at dø, så det var faktisk lidt af en kamp at sidde med Heldigvis kunne jeg trøste mig med at kigge lidt på Niels´ pulsur, for det viste tydelige tegn på at han pressede den til grænsen......
Efter 38 km ramte vi Dollerup Bakker, og jeg havde endelig fået gang i stængerne. Jeg pressede derfor godt igennem, og kunne tydeligt høre at min følgesvend var langt mere presset end jeg. Ja tak, så kan han lære det!
Turen derefter blev langt mere moderat. Niels havde brændt sine tændstikker alt for tidligt, så det var både en tavs og tung ven jeg havde med på slæb på turen tilbage til Herning. De sidste 10 km gik han faktisk virkelig kold! Kold som i RIGTIG kold Disponering af kræfter og vurdering af egne evner, er åbentbart ikke noget de gør alverdens i nede down under
Cykling - 102 km @ 30,1 km/t - avg. HR 138
Lørdag
Jeg forstår virkelig godt, at profferne ikke altid er begejstret for udsigten til hviledage i Grand Tours, og jeg forstår endnu bedre, at de har behov for at holde gang i kroppen med en rulletur, selvom det var nærliggende at tro at en off day ville tjene dem bedre. Rytme! Det hele handler om at holde fast i rytmen!
Derfor var det også meget vigtigt for mig at komme ud på cyklen igår, selvom jeg vidste, at jeg skulle på langtur idag. Det blev en stille og rolig solotur, hvor jeg intet gjorde for at forcere tempoet. Lav puls, høj kadence og blot en enkelt lille accelleration på en bakke undervejs - bare lige for at teste om der var hul igennem. Det var der!
Cykling - 62 km @ 29 km/t - avg. HR 135
Søndag
Lidt kådhed havde fået mig til at acceptere en udfordring fra min træningsmakker no. 1. 220 km - intet mindre!
Vi mødtes i Bredballe kl. 9. Klar til kamp med en laaaaang rute lagt ind på Garmin
Fra første tråd var jeg velkørende! Normalt er jeg ALTID langsom starter, men af en eller anden årsag var det ikke tilfældet igår. Måske det var den halve liter lemon sorbet jeg indtog igår der gjorde forskellen???!!!
Afsted det gik i højt humør og med solen strålende ned fra himlen. Der var ikke en sky på himlen, og den noget hårde vind var end ikke i nærheden af at ødelægge morgenhumøret.
Tempoet var noget moderat, men forude ventede også en uhyggelig distance som ingen af os tidligere havde nærmet os. (Min PR var indtil idag 210 km).
Alt, og jeg mener ALT, gik efter planen idag! Ingen punkteringer, perfekt energistrategi, godt humør og super gode ben, gjorde turen til en fornøjelse fra start til slut. Ikke en eneste gang sad jeg og kedede mig og ønskede turen slut før tid
Da vi rundede de 180 km, begyndte jeg så småt med at sidde og vente på at blive ramt af træthed, men den udeblev til min store overraskelse fuldstændigt, og jeg kunne derfor nyde de sidste 40 km med yderst velfungerende ben. Jeg sad flere gange og forestillede mig, at jeg skulle køre en finale i et cykelløb. Noget jeg ofte gør, da forestillingen om en masse temposkift kan give et lille praj om hvor man befinder sig - fysisk såvel som mentalt. Idag var jeg klar, og var der blevet angrebet var jeg gået med! Det gjorde der så ikke, for det var "blot" en træningstur. Men jeg fik nu alligevel givet godt med gas på dagens sidste længere bakke, samt kørt en spurt ind mod skiltet i Vejle. Alt sammen bare fordi jeg kunne
Dagens tal:

Ps. Højdemetrene er helt fucked, men sådan er det altid når jeg uploader til Endomondo.
Iflg. Garmin kørte vi 1225 højdemeter.
Dagens tur bød på ny distance PR, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med! Hvad jeg er endnu mere tilfreds med er formen! Efter dagens tur kan jeg vist godt konkludere, at formen til at brage igennem til La Marmotte er ved at være på plads, og det til trods for at jeg endnu har 6 uger til race day. Det er en ubeskriveligt god fornemmelse, og meget skal gå galt hvis jeg ikke kan stille op i mit livs form d. 6/7-13. Derfra er der kun én ting at gøre - TRÆD TIL!

Back in DK
Efter længere tids stilstand i loggen, er det vist på tide at jeg får catchet lidt up igen. Man kunne fristes til at tro at min træning har været gået i stå, men næ nej, det vil vist være synd at sige;-) En træningstur til Club La Santa samt en pinse i høj kadence har dog spændt ben for mig, så det er først nu at jeg har tiden til at samle mig om et ordentligt indlæg.
Generelt set, så er min tid bare blevet noget mere sparsom. I hvert fald når det handler om tid til alt det der bevæger sig i det online univers;-) Groft sagt, så kan jeg vel konstatere, at jeg nu endelig bliver udnyttet til fulde rent erhvervsmæssigt, hvilket betyder at log-updates i dagtimerne hører sjældenhederne til. Baaah...... Eller dvs. NEJ, for jeg nyder virkelig de udfordringer mit nye job byder mig, og lever derfor også gerne med lidt mere sporadiske updates;-)
Nå, videre til det det egentlig handler om - nemlig træningen!
Efter at have kørt med stram kæde i hele uge 18, tog jeg toppen af træningen i dagene frem mod afrejsen til Lanzarote. En kort opsummering af træningen frem til og med torsdag ser således ud:
Tirsdag d. 7/5-13
Solskin og lidt hygge i det Midtjyske - tilmed årets første tur i korte ærmer og rør:-)
Cykling - 57,57 km @ 30,1 km/t (avg. HR 141)
Onsdag d. 8/5-13
En solskins dag var hvad det kunne blive til før himmel og hav skulle stå i et.... Desværre var jeg 12,5 km hjemmefra da det brød løs..... Behøver jeg sige mere???
Cykling - 25 km @ 29,5 km/t (avg. HR 134)
Fredag d. 10/5-13
Yes, endelig tilbage på Lanzarote:-) Vi skulle være i Billund allerede fredag morgen (nat) kl. 3:50, så det var ultra tidligt ud af fjererne. For at gøre ondt værre, så havde min mutti fødselsdag om torsdagen, så familien var samlet til middag og hygge og jeg kom alt for sent i seng. Angst for at sove over mig, fik jeg nærmest ikke lukket et øje inden vækkeuret ringede kl. 01:50, så det var en søvnig zoombie-agtig Jannie der tjekkede ind i lufthavnen. En times søvn i flyet gjorde dog underværker (bekræfter mig endnu engang i min teori om, at en nat uden alverdens søvn ikke betyder noget for ens performance, hvis ellers de foregående nætter har været af god søvnmæssig kvalitet), så da cyklen var pakket ud ved middagstid, var jeg knivskarp og klar til at skyde ferien igang med manér!
Planen var et relativt forsigtigt udlæg, da en lang og hård uge ventede forude, men f*** hvor var det svært når benene bare kunne og ville det hele;-) "Heldigvis" havde vi dog et par knap så hurtige hoveder med på slæb, og det hjalp os rent ud sagt med at holde niveauet på det rette sted.
Turen blev et glædeligt gensyn med surfers paradis i Famara, lorte asfalten fra rundkørslen i Teguise og de falske Ildbjerge. Super skønt at være tilbage på Lanza efter et års fravær!!!
Cykling - 84,40 km @ 28,5 km/t - avg HR 144 (1130 højdemeter)
Lørdag d. 11/5-13
Solskin og højt humør, og ja, så en tur på lågen inkl. en smuttur over Tabayesco. Bliver det bedre? Næppe......
Jeg husker desværre ikke min tid på selvsamme stigning fra de foregående år, men lørdagens forsøg gav mig en tid på 35 min og 55 sek på de 9,9 km @ 6,3% i snit. Dette uden at give mig fuldt ud, da kongeetapen ventede om søndagen. Tilfreds, det er jeg dog, for jeg havde virkelig en god rytme og et let tråd hele vejen op. Normalt kører jeg en del stående når det går op ad bakke, også når jeg klatrer i lang tid af gangen, men lige netop på denne front fandt jeg ikke rigtigt rytmen. Siddende gik det dog strålende, så alt i alt en virkelig god oplevelse.
Cykling - 90,94 km @ 27,5 km/t - avg. HR 145 (1311 højdemeter)
Søndag d. 12/5-13
Ud af os fem som havde medbragt cykler, var vi blot to som var friske på den helt store udfordring - nemlig Ironman ruten. Tidligt op, MASSER af morgenmad i den legendariske buffet i Atlantico og så ellers ud på rammen. Sikke en dag!
Efter at have været tilskuer og back-up for Nico sidste år, var jeg helt og aldeles klar over hvilken en udfordring der ventede os. Eller var jeg???
I modsætning til på Ironman´en, så startede vi ud fra Club La Santa, og ikke i Puerto del Carmen, med kursen sat mod Haria og Mirador. En pæn hård opstart, hvor det mere eller mindre stiger de første små 45 km. Og ikke bare stiger, det blæser også lige ind på trynen, så farten suges ud af benene selvom pulsen ligger i den høje ende. Ouch..... Især stigningen op til Mirador var tuff, og vinden var faktisk så hård at jeg ikke turde rejse mig i pedalerne, af fare for at cyklen ville blive revet væk under mig, og det til trods for at jeg kørte med lavprofil. Ikke fedt!
Videre fra toppen og nu endelig med lidt medvind og medløb:-) Benene var forsat gode og humøret i top, men jeg må indrømme, at respekten for distancen allerede fra toppen af Mirador gradvist steg kilometer for kilometer. Og jeg må nok også indrømme, at den tur ned fra Mirador til Puerto del Carmen, som jeg nok tidligere har regnet lidt for værende ren tempo, hygge og rul, rent faktisk er noget hårdere end som så. Stykket ind over Nazarat er fx. ikke noget at spøge med. Specielt ikke, når man som jeg, i forvejen døjer med lidt siddesår:-(
Ved ankomsten til Carmen var jeg slidt og tom for energi! Heldigvis vidste jeg at en lille pause ventede, så der ville blive mulighed for at tanke masser af carbs samt god moral. En anden ting som også lå i baghovedet og gav mig en dejlig tryghed forud for de sidste km, var det faktum at jeg endnu ikke er gået kold i år. Heller ikke selvom distancerne har været marathon-lange og tempoet pænt højt. Så hvorfor skulle det ske idag? Utænkeligt;-) Ej, helt så kæk var jeg ikke! Slet ikke! Men jeg undlod at indvie min makker i min lille krise, ene og alene fordi jeg efterhånden har erfaret, at enhver krise er midlertidig! Og ganske rigtigt, så var jeg på toppen igen sølle 20 min senere, og der forblev jeg de resterende mange kilometre frem mod La Santa by. Faktisk har jeg nok aldrig før kommet så let og ubesværet igennem Ildbjergene. Det var helt fantastisk! God med power i stængerne og en puls der forsat var påvirkelig. Kan man ønske sig mere efter 165 km?
Da Ildbjergene var lagt bag os gik det videre med fuld fart på mod La Santa. Det går mere eller mindre ned ad bakke hele vejen, så det var ikke alverdens fysik der skulle lægges i pedalerne. OK, lidt skulle der trædes, for der blæste en solid vind fra nord som tog toppen af farten, men det var bestemt overkommeligt. Da vi nåede byskiltet i La Santa gearede vi ned og besluttede os for at rulle de sidste 3-4 km hjem til CLS. Fra det sekund ville mine ben ikke mere. De var helt døde! Hvis man kan tale om at ben kan gå mentalt kolde, så var det lige hvad mine gjorde. Meget tankevækkende faktisk!
Cykling - 179 km @ 27,4 km/t - avg. HR 148 (2435 højdemeter)
Gosh, for en omgang;-)
Mandag d. 13/5-13
Godt brugt efter søndagens tur, rullede vi ud på lidt restitution. Hvis vi ikke skulle cykle, hvad pokker skulle vi så lave;-)
At Femes så skulle besejres undervejs gav blot lidt krydder på en ellers rolig tur, men så kan jeg også (endelig) sætte den på cv´et.
Cykling - 73,76 km @ 26,4 km/t - avg. HR 136 (1040 højdemeter)
Tirsdag d. 14/5-13
I stil med søndagens tur på Ironman ruten, så var tirsdagens på forhånd planlagte tur endnu en af dem jeg havde set ekstra meget frem til. Udfordringen bestod af Tabayesco x 3, kørt med en relativ beskeden intensitet så tæt på La Marmotte pace som muligt. Direkte ud mod foden af stigningen, en kort tissepause og så ellers igang! BUM!
Første tur var ok, men ikke mere end det. Flowet var ikke helt i top, men jeg havde god kontrol over puls og kom fornuftigt op. Ingen pause på toppen, bare videre ned og så ellers op igen. Anden tur var helt perfekt! Som i ren og skær verdensklasse! Overskud og flow hele vejen. Mere af det, JA TAK! Igen bare op for at vende og så ellers ned til tredje og sidste tur. Den blev en anelse hårdere end de to foregående, men benene var virkelig gode og jeg boblede af overskud! Et kort sekund overvejede jeg faktisk at tage en fjerde tur, men nogle gange skal man huske at stoppe mens legen er god!
Cykling - 122,31 km @ 2326 højdemeter
Tur 1 - 41:04 min - avg. HR 152
Tur 2 - 40:24 min - avg. HR 156
Tur 3 - 39:40 min - avg. HR 158
Til info kan jeg fortælle, at stigningen hver gang blev målt til ml. 10,0-10,2 km.
Onsdag d. 15/5-13
Total off day! Ikke off day fra cyklen, men off day som i DÅRLIGE ben! Træthed, fysisk såvel som mentalt, og det er i bund og grund vel ikke så underligt! Det til trods, så fik jeg cyklet lidt.
Cykling - 86,47 km @ 26,7 km/t - avg. HR 128
Og så gik det galt! Onsdag aften blev lidt for festlig i selskab med alle de andre hoveder fra Vejle, så derfor blev der ingen cykling til miss Mark torsdag;-)
Lørdag d. 18/5-13
Hjemme i DK igen til en solrig dag med masser af varme. Hvor skønt var det lige? På med carbon fælgene igen, og så ellers ud og nyde det gode vejr. Ikke så meget for træningens skyld, men mest af alt fordi jeg havde lyst! Benene var nemlig forsat møre og tunge, så alt hvad der mindede om offensiv kørsel blev pakket væk til fordel for et jævnt og moderat tråd.
Cykling - 73,11 km @ 30,8 km/t - avg. HR 142
Søndag d. 19/5-13
Egentlig skulle jeg have kørt licensløb, men grundet den tunge træningsmængde de sidste mange dage gav det ikke meget mening at stille op. Så hellere vente til en anden god gang, hvor jeg har mulighed for at time min træning lidt mere fordelagtigt.
I stedet tog jeg en rolig tur med en veninde. En tur hvor jeg på det flade stykker konstant kæmpede med tunge ben, men derimod havde super gode ben på alle stigninger. Weird.....
Cykling - 115, 21 km @ 27,5 km/t - avg. HR 132
Mandag d. 20/5-3
Sidste feriedag:-( Min oprindelige plan var egentlig en hviledag. Den blev så lavet om til en solotur på ca. 100 km, inden jeg pludselig blev overmodig og kastede mig ud i årets længste...... Ihhh, hvor kan planer hurtigt ændres;-) I selskab med min makker fra Lanzarote gik det over stok og sten. Afg. fra Herning og så ellers bare følge den rute som Garmin dikterede os. Ikke så meget shit der. Heller ikke selvom vi fik adskillige skyllere undervejs...... Udgangspunktet var Herning, og for de lokalkendte kan jeg berette om visitter i henholdsvis Fasterholt, Ejstrupholm, Mossø, Ry, Silkeborg, Funder, Bording, Tulstrup og Gjellerup.
Da vi langt om længe endelig landede i Herning igen, var jeg helt udsolgt! Flad og SULTEN! Og beskidt! Og våd! Vi satte os på trappen udenfor min lejlighed, lokkede en pizza ud af bagdøren ved det nærliggende pizzaria og sad så ellers bare og frådede med pizza, cola og kaffe. Ikke værst..... På daværende tidspunkt viste min Garmin 174 km.
Lidt nørderi med Endomondo og en lommeregner, og pludselig var vi kommet frem til at jeg manglede sølle 7 km i at have tilbagelagt 1000 km på 10 kalenderdage. Hvad gør man så? Træt, våd og kold..... Tja, man hopper selvfølgelig op på cyklen igen for at få de sidste km i hus;-) That´s the spirit of a true Ironwoman!!!!!
Cykling - 182 km @ 30,6 km/t - avg. HR 142 (højdemeter 1285)
Og hvad så med dagens træning? DEN ER IKKE EKSISTERENDE, og det har jeg det rigtig godt med :-)
Hvad jeg har det endnu bedre med er det faktum at jeg på nuværende tidspunkt har kørt 6019 km i 2013. Det må være ny PR medio maj:-)

Fin stil på billederne. Der er endda overskud til et smil. Sådan