LaMotta

Fed bike, hvad er forskellen egentlig på denne også den gamle?
Det hvide bremse-grebs gummi eller hvad man kalder det på cykelsprog er dog en "øje-bæ" - få smidt noget sort på, det er jeg sikker på vil gøre underværker.

Du så flot ud i den dér danskerdragt.

1000 tak kære superløber og lige nu kan jeg simpelthen ikke huske, hvor vi sås og stærk følte jeg mig bestemt ikke men var meget glad for at komme hjem på halv IM distance og havde en rigtig god (men hård) dag på kontoret inden jeg landede i 6.16. Længere beretning følger :hippy:
Træning d 24.6
Yoga
Hjemme Ashtanga :hippy:

Selv tak for frokosten lørdag, det var good ol' times! Og godt at høre du slog dig løs om aftenen, du har fortjent det, og det betyder intet før dit race om 14 dage. Jeg fik også lige et par øl, og lidt asti igår til Skt. Hans, med udsigt over Århus bugten!
Hold træningen, du er der snart!
N

Super fed weekend er ved at være slut og tid til lige at summe over søndagens race.
Som nævnt stillede jeg op på relay hold og startede med kun at skulle cykle, det ændrede sig så to dage inden til ogsåbat inkludere svømningen, da vores svømmer havde fået dårlig skulder. Nå, fint nok, så kunne vi da få testet endnu en disciplin frem mod FF.
Jeg valgte så at have mine løbesko stående så jeg kunne løbe med på en omgang af de tre på løbet for lge at teste og få løbet lidt i race.
Dagen startede med en tough omgang svømning, koldt, brandmænd og strøm, samt bølger gjorde det lige hårdt nok, men jeg fokuserede på at svømme roligt og kontrolleret hele vejen og kom igennem på en fin tid i 36min. Min t1 blev lidt for lang da jeg lige skulle fjerne lidt tentakler fra ansigtet og jeg ikke ville stresse. Ude på cyklen fandt jeg lynhurtigt stor klinge og de gode ben og så var det ellers bare afsted. Som relay starter man bagerst, og på så krævende og teknisk en rute var det absolut ikke en fordel. Jeg møvede og massede mig igennem første runde og så lige på klokken at de første 45km var kørt på 1.14...udemærket og en målsætning om sub 2.30 holdt fint. På anden runde blev der mere plads og jeg fandt lidt mere flow, uden det Ldrig blev helt godt. Der var simpelthen ikke 2km lige vej nogen steder og med en ukendt rute kunne jeg ikke satse i svingene. Anyways, så fik jeg parkerer cyklen efter 2.20, og kunne videre give chippen til relay partneren der skulle løbe halvmarathon. Jeg selv løb afsted og fandt en veninde der lå 3'er i sin AG der pacede 5.00/Km. Efter 3km havde jeg dog så sindssygt gode ben at jeg brændte hende og fandt en 4.30 løber. På den sidste kilometer blev jeg hentet af et par af Pro herrerne og jeg legede med og gik på hjul af dem i 2-300M, hvorefter jeg måtte strække gevær.
Vores relay blev 10'er i et stærkt felt, og jeg selv havde 3t4min med chip og 7km uden. Tror godt jeg kan sige jeg føler mig i form og glæder mig sindssygt til Frankfurt!
Mødte også lige Gadegaard igår og fik lige snakket med ham i 5min. Hyggeligt og så fik jeg også spist frokost med Jannie ved åen om lørdagen.
#godweekend
Nico

Super fed weekend er ved at være slut og tid til lige at summe over søndagens race.
Som nævnt stillede jeg op på relay hold og startede med kun at skulle cykle, det ændrede sig så to dage inden til ogsåbat inkludere svømningen, da vores svømmer havde fået dårlig skulder. Nå, fint nok, så kunne vi da få testet endnu en disciplin frem mod FF.
Jeg valgte så at have mine løbesko stående så jeg kunne løbe med på en omgang af de tre på løbet for lge at teste og få løbet lidt i race.
Dagen startede med en tough omgang svømning, koldt, brandmænd og strøm, samt bølger gjorde det lige hårdt nok, men jeg fokuserede på at svømme roligt og kontrolleret hele vejen og kom igennem på en fin tid i 36min. Min t1 blev lidt for lang da jeg lige skulle fjerne lidt tentakler fra ansigtet og jeg ikke ville stresse. Ude på cyklen fandt jeg lynhurtigt stor klinge og de gode ben og så var det ellers bare afsted. Som relay starter man bagerst, og på så krævende og teknisk en rute var det absolut ikke en fordel. Jeg møvede og massede mig igennem første runde og så lige på klokken at de første 45km var kørt på 1.14...udemærket og en målsætning om sub 2.30 holdt fint. På anden runde blev der mere plads og jeg fandt lidt mere flow, uden det Ldrig blev helt godt. Der var simpelthen ikke 2km lige vej nogen steder og med en ukendt rute kunne jeg ikke satse i svingene. Anyways, så fik jeg parkerer cyklen efter 2.20, og kunne videre give chippen til relay partneren der skulle løbe halvmarathon. Jeg selv løb afsted og fandt en veninde der lå 3'er i sin AG der pacede 5.00/Km. Efter 3km havde jeg dog så sindssygt gode ben at jeg brændte hende og fandt en 4.30 løber. På den sidste kilometer blev jeg hentet af et par af Pro herrerne og jeg legede med og gik på hjul af dem i 2-300M, hvorefter jeg måtte strække gevær.
Vores relay blev 10'er i et stærkt felt, og jeg selv havde 3t4min med chip og 7km uden. Tror godt jeg kan sige jeg føler mig i form og glæder mig sindssygt til Frankfurt!
Mødte også lige Gadegaard igår og fik lige snakket med ham i 5min. Hyggeligt og så fik jeg også spist frokost med Jannie ved åen om lørdagen.
#godweekend
Nico

Super fed weekend er ved at være slut og tid til lige at summe over søndagens race.
Som nævnt stillede jeg op på relay hold og startede med kun at skulle cykle, det ændrede sig så to dage inden til ogsåbat inkludere svømningen, da vores svømmer havde fået dårlig skulder. Nå, fint nok, så kunne vi da få testet endnu en disciplin frem mod FF.
Jeg valgte så at have mine løbesko stående så jeg kunne løbe med på en omgang af de tre på løbet for lge at teste og få løbet lidt i race.
Dagen startede med en tough omgang svømning, koldt, brandmænd og strøm, samt bølger gjorde det lige hårdt nok, men jeg fokuserede på at svømme roligt og kontrolleret hele vejen og kom igennem på en fin tid i 36min. Min t1 blev lidt for lang da jeg lige skulle fjerne lidt tentakler fra ansigtet og jeg ikke ville stresse. Ude på cyklen fandt jeg lynhurtigt stor klinge og de gode ben og så var det ellers bare afsted. Som relay starter man bagerst, og på så krævende og teknisk en rute var det absolut ikke en fordel. Jeg møvede og massede mig igennem første runde og så lige på klokken at de første 45km var kørt på 1.14...udemærket og en målsætning om sub 2.30 holdt fint. På anden runde blev der mere plads og jeg fandt lidt mere flow, uden det Ldrig blev helt godt. Der var simpelthen ikke 2km lige vej nogen steder og med en ukendt rute kunne jeg ikke satse i svingene. Anyways, så fik jeg parkerer cyklen efter 2.20, og kunne videre give chippen til relay partneren der skulle løbe halvmarathon. Jeg selv løb afsted og fandt en veninde der lå 3'er i sin AG der pacede 5.00/Km. Efter 3km havde jeg dog så sindssygt gode ben at jeg brændte hende og fandt en 4.30 løber. På den sidste kilometer blev jeg hentet af et par af Pro herrerne og jeg legede med og gik på hjul af dem i 2-300M, hvorefter jeg måtte strække gevær.
Vores relay blev 10'er i et stærkt felt, og jeg selv havde 3t4min med chip og 7km uden. Tror godt jeg kan sige jeg føler mig i form og glæder mig sindssygt til Frankfurt!
Mødte også lige Gadegaard igår og fik lige snakket med ham i 5min. Hyggeligt og så fik jeg også spist frokost med Jannie ved åen om lørdagen.
#godweekend
Nico

At miste sin mor (del III)

Min mor havde haft kræft i 13 år. Det havde været hårdt. Men hun havde klaret den gang på gang og i alle disse gang på gang kommet tilbage til et normalt og friskt liv efter alskens operationer og behandlinger.

Efter en måned, hvor jeg har givet den gas med min nye "jeg kan gøre alt jeg har lyst til" tid, så begynder min mor at hænge utroligt meget ud hos mig. Kommer hver dag. Hygger, men er træt.
Jeg er irriteret på hende. Synes hun udnytter mig. Jeg føler at hun har indset, hvor meget tid jeg har og nu vil hun have meget tid sammen med sin søn. Jeg er irriteret. Lad mig nu være mor (uha, jeg skammer mig over at fortælle dette).

I begyndelsen af december begynder hun småt at klage sig. Uanset hvor hårde behandlingerne og operationerne har været, så har hun aldrig klaget sig. Min søster og jeg begynder at blive bekymret og prøver gennem december at få vores mors læge (altså lægen i praksis ikke hospitalet) til at hjælpe hende. Men intet hjælper. Omkring nytår er min søster og jeg dybt bekymret. Vi ringer konstant til vores mors kontaktpersoner på hospitalet der er inde i hendes sygdomsforløb.
Men de vil ikke have hende ind. Men vi bliver ved og ved. Til sidste giver Herlev sig og siger "ok, så kom ind med hende".

Det viser sig, at sagen er alvorlig. En af hendes mange svulster er død. Den er formentlig død fordi den er vokset lidt og har kappet blodforsyningen til sig selv over. Og denne svulst sad på tarmen. Og der hvor den sad er nu et stort hul. Vores mor er alvorligt syg fordi indhold i tarmen strømmer ud i indvoldene.
Sagen er klar. Hun dør, hvis hun ikke opereres. Heldigvis har Herlev Nordens førende kirug på området og han er klar. Han siger dog til os, at operationen er dybt kompliceret og selv hvis alt går vel, så er der - med hendes kræftsygdom, hendes alder og hendes tilstand - en overordentlig stor chance for at hun ikke vil overleve operationen.

Sagen er dog klar. Vi er alle tre (min mor, min søster og jeg) klar. En operation er nødvendig.

Kirugen kommer jublende ud fra operationen og siger at alt gik perfekt.

Min mor er allerede vågen og klar næste dag. Fremtiden er dog en sej sag. Ligegyldigt hvad vil hun skulle være på hospital i flere måneder mens såret heles og derefter står den på ½ år genoptræning og først derefter kan hun komme hjem.

Jeg har nu for længst glemt alt om mit "fri-år". Nu hedder den kun min mor.

Jeg besøger hende næsten hver dag. Og tingene skrider fremad. Hun bliver mere og mere frisk og alt ser godt ud.

En vigtig dag (jeg kan mange datoer i hovedet de sidste 2½ år og denne dag er den 23. februar) er en dag vi har set meget frem til. Hele tre meget vigtige møder skal vi til denne dag. i) Vi skal tale med overlægen der har med min mors konkrete operation at gøre, ii) vi skal tale med min mors kræftspecialist der konkret skal tale om kræften og iii) vi skal tale med kommunen om mulighed for at få en anden lejlighed til vores mor, når hun har været igennem alt dette.

Alle tre møder går godt. Kommunen er fuldkommen klar til det vi vil have. Kræftlægen siger, at alt ser fint ud. Overlægen er ok tilfreds med det hele men er dog en anelse bekymret over, at vores mors sår efter operationen ikke lukkes helt så hurtigt som ønsket....men han er ikke rigtigt bekymret.

Det eneste jeg er en anelse bekymret over at min mor virker meget træt denne dag. Jeg slår det hen og siger, at det nok er grundet al spændingen op til denne dag og at vi har været fysisk i gang i lang tid denne dag.

Jeg tager ud til hende næste dag. Hun er lidt friskere. Jeg siger til hende at næste dag (en fredag) da kommer jeg ikke. Jeg trænger til en dag for mig selv og jeg vil gerne ud og morer mig med mine venner....men jeg kommer tidligt lørdag. Hun nikker og siger fint.

Jeg hygger mig gennem fredagen. Trænger virkeligt til at tænke på noget andet end min mor. Men så ringer telefonen sent på eftermiddagen. Det er min mor. Hun spørger om jeg ikke kommer. Jeg forklarer hende, at vi jo har aftalt at jeg kommer i morgen. Og så er det at fredag bliver til min skammens dag. For min mor tigger mig om at komme, hun trænger dybt til at se mig. Det er første gang i mit liv at hun har tigget mig om noget. Men skammen skal ride mig for altid. Jeg er hård - og irriteret - og siger hårdt, at jeg altså virkeligt trænger til en dag for mig selv og at jeg jo kommer i morgen. Dybt skuffet ligger hun på.

Jeg kommer næste dag lørdag og skammens dag - fredag - bliver en realitet for resten af mit liv. Min mor er ikke mere min mor. Hun er ikke ordentligt oveni hovedet. Hun sanser ikke rigtigt verden omkring hende og i stedet vil hun bare tale om syge drømme hun har haft om natten og tydeligvis tror er virkelighed. Jeg kan ikke nå ind til hende. Hun lytter ikke på mig.

Hun bliver ikke min rigtige mor igen. Lægerne siger at det er sygdommen som er for stærk i hende og tapper hende for liv og at der intet er at gøre.
De næste to uger bliver så vilde. Jeg indser at min mor er ved at dø og jeg intet kan gøre. Jeg drikker mig så vildt stiv hver eneste dag. Jeg er hos hende hele tiden. Fatter alle mine synder. Jeg har været så vred på hende i så mange år, at jeg aldrig har tilladt mig selv at fortælle hende, at jeg elskede hende. Og jeg indser, at millioner at ting, jeg aldrig har fortalt hende om vores liv og hvorfor vi har haft sådant et mærkeligt liv sammen, at dem har jeg aldrig fortalt hende.
De næste to uger fortæller jeg hende nonstop at jeg elsker hende vildt og jeg fortæller alt jeg kan om alle de ting hun ikke ved noget om, men som jeg burde havde snakket med hende om.
Men det er for sent. Hun er ved bevidsthed.....men hører ikke hvad jeg siger. Det drøner ind af det ene øre og ud af det andet. Hun hører ikke hvad jeg siger.

Efter to uger er det slut. Hun orker ikke mere og hun dør.

Jeg har lyst til at fortælle min historie. Delvis fordi jeg har lyst. Delvis fordi det er en delingsproces og det er godt at fortælle om alt det rod der er sket i ens hjerte de seneste år. Indlægene splitter jeg op, da det ellers vil blive et vildt indlæg ingen orker at læse.

Her er historien om, hvordan man mister stort set alt på 2½ år.


Forhistorie (del I)

Jeg har haft et hårdt liv. Alt for mange nederlag og svigt og alt for lidt succes og kærlighed. Det har jeg kæmpet med i mange år og MOLboere har gennem 12 år kendt min kamp i eksistensen.
Op mod slutningen af 30'erne har jeg langsomt accepteret tingenes tilstand. Jeg finder aldrig en kvinde at dele mit liv med. Omvendt har jeg mange gode venner. Jeg har et godt arbejde, jeg godt ikke trives i, men skaber en fin indkomst og stabilitet i mit liv. Jeg er tit mig selv, men ser meget til mine nærmeste venner og er en gang i mellem byen for at finde den pige, jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at møde. Jeg er alt for kræsen og jeg er en svær mand at gabe over og kvinder har det med at opgive inden de overhovedet er kommet i gang.

På sin egen stille rolige måde triller mit liv derudaf heromkring 2010.


At miste sit arbejde (del II)

En dag i efteråret 2010 triller en nyhed ind fra Danske Kommuner (kommunernes fagblad) om at vores nabokommune har regnet meget galt på nogen efterreguleringer. Jeg er straks opmærksom på nyheden.....men ikke urolig. Jeg er opmærksom fordi, at jeg og min Økonomidirektør i et år har været opmærksom på selv samme tal og ment, at de tal vi havde var underlige. Men jeg er ikke urolig. Jeg har stakkevis af gange talt med Kommunernes Landsforening (kommunernes officielle eksperter de altid henvender sig til om komplicerede sager de er i tvivl om) om netop dette tal og hvordan det skal præcist skal forstås - og vi er nået frem til, at jeg har udregnet det korrekt.
Men vel vidende at min chef straks vil sende en mail til mig om at undersøge dette nærmere skriver jeg en mail til KL. Denne gang er der noget konkret at forholde sig til og jeg forklarer fra Adam og Eva, hvorfor vi i kommunen er forvirret over vores tal.
To timer senere tigger en meget forsigtig mail ind fra KL. De har endnu engang set på det og nu mener de at jeg har regnet 100 mio. kr (rigtigt mange penge, selvom det budget jeg har ansvaret for er på over 5 mia. kr) forkert. Jeg er rystet. Kort efter triller endnu en mail ind fra KL. Denne gang siger de, at hvis jeg har regnet forkert i år, så har jeg sikkert også regnet forkert sidste år og det er yderligere 100 mio. kr. vi taler om.

Panikken spreder sig i kommunen. Alle kan godt se at kommunen ikke "har mistet" nogen kr. Men i budgetarbejdet har vi troet at vi har flere penge end vi rettelig har og det afspejler budgettet.
Dagen efter fyres min Økonomidirektør.
Jeg ringer til DJØF og forhører mig, hvor slemt det ser ud for mig. De siger "bare rolig, ud fra hvad du forklarer har du gjort alt for at forhindre denne fejl og kommunen har retteligt placeret ansvaret for fejlen hos din øverste chef.....de kommer ikke efter dig, det giver ingen mening og sådan noget sker bare ikke, med alt det du har gjort for at løse et problem".

En uge efter kaldes jeg op til Kommunaldirektøren og efter 20 sekunder siger han "Ja, Jan, vi ved jo hvorfor vi er her - du er fyret".

DJØF er dybt rystet. Den havde de bare ikke set komme. De siger at de med det samme sætter alle ressourcer ind på at køre denne sag til enden. De betaler alt og de vil vinde - dette er principelt i den tunge ende - og siger de....vi vinder, bare rolig.....DJØF tager meget sjældent kampe med arbejdsgivere (det er underforstået når man er DJØF'er, at sådan er betingelserne)...men når de endelig tager en sag, så plejer arbejdsgivere at ryste så meget i bukserne at de med det samme er klar til forlig.

Jeg er vred. Omend jeg ikke ligefrem elsker mit job, så er det hårdt at blive udnævnt til sorteper og den der er skyldig i en stor sag. Og jeg mener jeg er uskyldig. Dette er bare så unfair.

Efter et par uger lægger vreden sig. Overenskomst og DJØFs måde at angribe sagen gør at at jeg er fritstillet og får fuld løn i 12 måneder som minimum, mens DJØF altså tager sagen til retten og vil have meget mere ud af min arbejdsgiver.

Jeg begynder at se tingene på en anden måde. For første gang i mit liv har jeg både tid og penge til at gøre lige, hvad jeg vil. Førend har jeg haft tid men ingen penge (tiden før arbejdsmarkedet) eller haft penge men ikke tid (på arbejdsmarkedet).
Nu kan jeg endelig gøre alt det jeg i mange år ikke har haft overskud til. Jeg skal rejse. Jeg skal meget mere hygge med mine venner. Jeg skal meget mere i byen. Jeg skal gå lange dejlige gåture. Jeg skal læse en masse bøger jeg ikke har fået nået. Jeg skal høre stakkevis af musik jeg ikke er nået igennem. Jeg skal se stakkevis af filmklassikere, jeg aldrig har fået set.

Jeg begynder at se det positive i det og glæder mig til et år for mig selv og alt jeg har lyst til.

Skal vi have gang i noget MOL tour managerspil? Bare en tanke......

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Jeg er glad for at nørderiet er værdsat, for jeg synes selv at det er fantastisk. Selvom jeg har været syg det meste af weekenden, så har jeg alligevel siddet med et smil på læberne og et intenst blik på skærmen for at blive endnu klogere. Jeg kan ikke forklare hvor mange sider der er blevet gennemlæst af anmeldelser, anbefalinger o.lign. for at finde frem til det rigtige. Ikke mindst mine egne overvejelser over hvilke elementer der skulle på. Jeg tror min kæreste til sidst er blevet lidt træt af at høre på hvorfor det lige skulle være DEN frempind og ikke den anden, men tror samtidig at hun har været glad for den begejstring jeg har udvist.
Det er jo sådan at for os nørder, så er en cykel ikke bare en cykel. Da jeg startede med min CInelli i sin tid havde jeg egentlig bare købt et stel. Det var stellet der gjorde at jeg måtte have den cykel. De dele der sad på var egentlig ikke særlig fede, og over de følgende 3 år gik den fra at være en "standard" Ultegra cykel med halvkedelige hjul, standard Shimano pedaler, etc. til at være MIN cykel. Delene blev langsomt skiftet ud som jeg fik råd til dem, og pludselig stod der en fuldblodsracer med SRAM Red, Selle Italia sadel, FSA styr, og meget andet - dele som var blevet nøje udvalgt af mig. De dele blev så videreført til Orcaen hvor der så igen kom et par opgraderinger. Nu er det lidt det samme, om end jeg måske starter ud med drømmecyklen, men jeg har også lært at der ikke er noget facit for mig når det gælder cykler. Kommer der pludselig noget der virker interessant, så skal det prøves. Det er også det der adskiller os fra mængden af standard Wilier, Focus, Canyon, Trek, Specialized og hvad de ellers hedder alt sammen. For den sags skyld også Orbea. Der er nogle der er tilfredse med at have en cykel der er fantastisk, og så er der nørderne der gør alt for at gøre deres cykler til et udtryk for deres personlighed.
Ikke at der er noget galt med ikke at være nørd - det er jeg selv med andre ting hvor jeg bare skal have et eller andet standard for at komme videre i livet. Men lige præcis med mine cykler brænder der en vild ild og et ønske om at tingene skal være som i mit hoved. Det lykkes ikke altid, men jeg synes efterhånden at jeg kommer tættere og tættere på. Således er den kommende Orca jo også en nøje vurdering af hvad jeg egentlig ønsker, og ikke bare ønsket om at lave en billig cykel, en dyr cykel, eller en let cykel. Cyklen skal passe til det jeg skal bruge den til. Jeg vælger Orca stellet ud fra et rent æstetisk synspunkt. Det er en fryd for mine øjne at se den ramme, og det er den ramme der gør at jeg får lyst til at køre en lang tur. Rammen er stiv, har alle de elementer jeg søger(BB30, tapered headtube etc), men er på samme tid egentlig også håbløs. Den er ikke superlet som en Cannondale, Canyon eller et andet cykelmærke der starter med C. Den har ikke de flotteste lakeringer som f.eks. Colnago eller Pinarello(selv min kæreste var målløs da vi for et par uger siden kørte forbi en hvid og blå Dogma). Den er ikke super aero som en Venge, en Foil, Propel og hvad de ellers hedder. Den er på en eller anden måde en blød mellemvare, men til gengæld er den eksotisk, den er "skæv", det er en cykel hvor jeg kan forklare en historie. Prøv at spørg ham eller hende der kommer kørende på en Canyon/Trek/Pinarello/Focus/Specialized om hvorfor det lige endte med sådan en, og i størstedelen af svarende tror jeg ikke du på noget tidspunkt hører "Jeg så den og blev forelsket". Som oftest er de bare gået ind i en cykelbutik med et ønske om at købe en cykel til et givent budget, og er kørt derfra med hvad end butikken lige havde hjemme. Det er dejligt, det er det eneste rigtige hvis man ikke ved super meget om det, og det er genialt for det sikrer os at der kommer flere mennesker ud på landevejen og får rørt sig. Men man må sgu gerne være lidt særegen når man kommer lidt mere i dybden med det.
Og du skal SÅ meget bygge den TT fra scratch når du får et konstant cashflow! Du skal sidde med de samme frustrationer om det skal være styr A eller styr B som jeg har siddet med, og du skal sidde med smilet når beslutningen er truffet, og tvivlen når det 5 minutter går op for dig om det nu også er det rigtige du har valgt

Kæft jeg elsker dine nørderier på loggen med udstyr. Fatter knapper af det meste, men kan godt gennemskue dine tanker når du skriver. Fed læsning. Og når jeg har job igen, tjener lidt dollars, så skal jeg bygge den ondeste TT'er fra scratch!

Stort tillykke med det hele i øvrigt

Ha, så blev man sgu lige 5 år ældre!
Cbb -190 2013!
OUTWORK!

God fornøjelse i morgen, Motta!
Husk: det er i langt højere grad end festdag end en eksamen. :-)
Og GLÆD DIG!!

Masser af god vind fra mig også :hippy:

Sommerferie!!!

Min BA blev afleveret, og fejret med 10 km restitution, 4:58.
Nu afslapning, Gyldne Damer og fest!
Tre måneders ferie!! :banana3:

Tillykke med afleveringen! Altid en fed følelse at få en stor opgave væk.

Update...
I går stod den på 13 km
De første 6,5 km i 4:30, 4 km i 4:00 og 2,5 afjog. Derefter grill i solen med kæresten, som havde afleveret eksamensopgave.
I dag var planen en lidt længere, rolig tur.
Startede fint ud og rundede de 8,5 i 4:35. Jeg havde friske ben, så løb de næste 3 km i 4:25, sluttede af med 3,5 km i 4:00, og 2 km afjog.
I morgen afleverer jeg min BA, "Vi kaster ikke op. Vi har Alzheimer-Bulimi". Det betyder samtidig sommerferie for mit vedkommende, og en masse træning! Jeg regner med at løbe en restitutionstur i morgen inden jeg skal mødes med drengene til Gyldne Damer, som tradition påskriver efter eksamen. Derefter afslutning på Uni, og fest om aftenen gør nok, jeg ikke får løbet fredag. Til gengæld er der også afslutningsfest fredag, så lørdagens tur er også meget usikker. Søndag står den på Nykredit Invest Aarhus City Halvmarathon (verdens dårligste navn), hvor jeg skal agere fartholder på 1:30 - det skal nok blive godt med to dages druk op til.

For 5-6 år siden sad jeg på disse sider.

Jeg vejede 132 kg. og var deprimeret over mig selv, fordi selvværdet nu engang er helt i bund i sådan en situation. Jeg var på et tidspunkt så langt nede, at jeg overvejede om tilværelsen var det hele værd. Jeg fandt trøst i at se, via Motion-Online.dk, at jeg ikke var den eneste, der havde problemer med vægten. Jeg var altså derhenne, hvor andres ulykke var den eneste trøst.

Det tog mig noget tid at få taget mig sammen til at ændre min livsstil, mest fordi jeg forbandt det med tanken om sult, ubehagelig træning og afsavn. Og alt dette mens, man måtte give afkald på en masse socialt, fordi man ikke kan drikke øl i samme omfang som andre, når man taber sig. Jeg prøvede lidt forskellige måder og "tankesystemer" (den grundlæggende approach man har inde i sit hoved). Det begyndte lige så stille at vende, da jeg fik anskaffet mig en motionscykel og gav den en times opmærksomhed på daglig basis. Min kost var dog stadig elendig. Jeg spiste ikke så meget som før, men stadig de samme dårlige ting.

På et tidspunkt havde jeg tabt mig 10 kg. på den måde, og jeg fandt tilbage til Motion-Online.dk, som jeg fulgte intenst derefter. Jeg havde på dette tidspunkt været på mental slankekur i et halvt års tid, og undrede mig over alt det jeg hørte om folk, der tabte sig meget hurtigt. Det kunne jeg slet ikke genkende. Der gik det op for mig, lidt efter lidt, at det var kosten den var gal med. Jeg fulgte siderne og fik sat mig grundigt ind i kostaspektet, og i løbet af det næste halve år røg jeg ned på 100 kg.

Oprindeligt, da jeg var på 132 kg., var 100 kg. min målsætning. Men efterhånden som jeg nærmede mig de 100, så fik jeg mod på mere. Derfor satte jeg 85 kg. som et nyt mål. Hvad jeg dog ikke havde taget højde for på dette tidspunkt var, at en slankekur (som det var på det tidspunkt) slider ekstremt meget mentalt, fordi man er i et stadie, hvor mad og motion betyder forholdsvist meget. Man er simpelthen mentalt slidt ned af det, og derfor gik det fuldstændig i stå omkring de 100 kg. Jeg fik løbende overbevist mig selv om, at folk på 100 kg. jo ikke er tykke. Min kost blev langsomt dårlig igen, som følge af alle de afsavn jeg havde lidt, men eftersom jeg talte kalorier så gik det aldrig helt galt. Der lå stadig en nagen i mit baghoved om, at jeg gerne ville tabe mig det sidste. Omkring nytår, hvor jeg var på 105 kg. (jeg havde fået en kæreste, som lavede god mad), besluttede jeg mig for, at NU skulle det være.

Jeg ændrede min kost permanent: Scrambled Eggs med skinke/bacon/kylling mindst en gang om dagen, og i udgangspunktet proteinholdig kost. Jeg skar ned på min store last franskbrød, ligesom jeg holdt mig stort set fra pizza og anden fastfood. Den eneste acceptable last har været alkohol.

I dag viste vægten så 87 kg. og jeg fandt et billede af dengang jeg var størst. Hold kæft en forskel. Næste mål er nu en syv kg. mere hen over sommeren, og det bliver intet problem, fordi kosten nu er helt på plads. Det er så stort set kun motionen, der regulerer, hvor hurtigt jeg ønsker at tabe mig. Og det i sig selv er en stor motivator.

Motion-Online har været mig en stor hjælp i hele mit forløb. At kunne læse om andres erfaringer, gode såvel som dårlige, har været givende. Jeg har fået tilegnet mig en stor viden om kost, som også kan tilskrives sidens brugere. Det vil jeg gerne sige tak for. Jeg håber, at denne historie kan være et lys i mørket for de mennesker, der sidder derud som 132 kg. eller større, og overvejer om det er det hele værd. For når sandheden skal frem, så var det en historie som denne, der i sin tid satte mig igang.

Jeg lovede mig selv, tilbage i 2007, at når jeg en dag "nåede i mål", så ville jeg lave en lignende historie. Det være hermed gjort! Nyd livet og tak!

ACTAS løbet


Den "rigtige" debut i C-klassen skulle stå sin prøve i går. 110 km landevejsløb på min gamle hjemmebane omkring Karlebo. Efter jeg er rykket op i C har jeg dog ikke fået trænet så godt som jeg egentlig ville. Meget af det skyldes at jeg har haft tankerne andre steder - ny cykel, situationen på job, de begyndende trin mod at sætte lejligheden til salg og meget andet. Ligeledes har vejret været ustadigt, og det har gjort det nemt at skippe træningen. Egentlig tror jeg at jeg har haft behov for at break fra al træningen. Første mål for året var at rykke op i C. Det blev gjort, men krævede måske også lige lidt tid til nogle andre ting efterfølgende.

Under alle omstændigheder troppede jeg op til starten med en forventning om bare at gennemføre. Jeg valgte at cykle til Karlebo og bruge det som opvarmning. Det fungerede faktisk ganske fint, og det var egentlig ret lækkert at være varm da jeg dukkede op og lige fik sagt hej til de andre. Indskrivning, og så lige et par sprinter til at åbne benene op det sidste. I alt tror jeg at jeg endte lige under de 30 km på opvarmningen alene.

Ved starten syntes jeg at det var lidt køligt i det, og DMI havde også sagt 13 grader omkring Sjælsmark, så jeg havde løse knæ og ærmer på.

Og så gik starten. Faktisk en mere overskuelig start end i D-klassen, men så gik de igang. Det første man hører når man rykker op i C er at rykkene er anderledes og hele tiden. Det kan jeg kun skrive under på nu. Det er ikke så meget at der er mere bund i rykkene, for det syntes jeg egentlig ikke, men det var bare NON-STOP! Så snart der var nogle der var stukket og kørt ind igen, kom kontrarykket, og det gentog sig så igen. Jeg kom selv afsted et par gange på første omgang, og var heller ikke bleg for at køre et par enkelte ind. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, Morten, så det gav mig også mulighed for at slappe af fra tid til anden.

Første omgang blev kørt ualmindeligt hurtigt - jeg tror vi kom rundt med lige over 42 km/t i snit! Fredensborg Kongevej som ellers har et par ok bakker blev også kørt udelukkende på stor klinge, og med god fart - medvinden hjalp uden tvivl!

På 2. omgang blev der faktisk slået et hul i feltet, og jeg sad i en frontgruppe sammen med nogle andre, men af mystiske årsager kunne vi ikke få den til at køre rundt. Jævnt irriterende da vi allerede der kunne have kørt væk. Lige efter 3. omgang kom der så en gruppe afsted med 12-13 mand, hvor Morten også kom afsted, og så var det udbrud kørt. Det lagde en dæmper på i feltet, som pludselig nærmest kørte baglæns. Jeg tror den eneste klub der ikke havde en med var ABC, og da de kun havde én rytter med i feltet var det oplagt at det var ham der skulle hente dem ind hvis det var. Det skete sjovt nok ikke.

Ude på Kongevejen kom vi blæsende forbi Vejenbrød, og begyndte nedkørslen ned mod Fredtoftevej, da det alle frygter skete. En rytter ramte ind i en forankørendes baghjul, prøvede at redde den, men ender med at ryge på tværs af vejen med 50 km/t. Han styrtede til venstre for mig, og endte med at ligge lige foran mig. Jeg var dog allerede på vej højre om ham, og han stoppede heldigvis sin glidebane, så jeg undgik ham.

Det gav selvfølgelig et hul i feltet, og da der kort forinden var en gruppe der var kørt igen, var vi en 6-7 stykker der samlede os i en 3. gruppe. Vi prøvede at få den op og køre, men vi havde desværre 2 pisseirriterende svenskere med der ikke ville køre fordi de havde en siddende i 2. gruppe. Are you kidding me!?

Så vi andre blev overladt til arbejdet, men det blev aldrig nogen succes. På 4. omgang kørte vi et jævnt tempo, men uden nogen der reelt gjorde noget. Rent mentalt gik det hen og blev en omgang træning, og det passede mig egentlig også fint nok. Jeg brugte dog også en del ressourcer på at skumme over de 2 svenskere vi havde med. Nok lidt mere end jeg normalt ville have gjort, men da chancen for point alligevel var forpasset ville jeg sådan set bare gøre alt for at de ikke fik noget reelt når de krydsede stregen.
4. omgang blev kørt, og da vi kom over stregen valgte den ene svensker at stå af sammen med 2 andre. Jeg sad derfor tilbage med en enkelt svensker, og 2 FBL drenge. Den ene var Micky som jeg kender ganske godt, og vi blev enige om bare at køre. Vi ville køre lidt længere føringer, og da jeg endelig fik skubbet den sidste svensker frem tog han en føring på 10 sekunder og slog ud. Det fik mit pis i kog, og jeg råbte af ham at det der ikke var nok. Han svarede et eller andet igen som jeg ikke forstod. Normalt kan jeg godt forstå svensk, men for hulen hvor er skånsk bare svært.

Han blev igen ved med at springe sine føringer over, så da jeg pludselig lå i 3. position med de 2 FBL ryttere foran valgte jeg at holde op med at træde. De fik hurtigt et hul, og pludselig kunne ham svenskeren også sprinte. Det kostede mange kræfter at lukke hullet op til ham, men det var på en eller anden måde det hele værd. Derfra valgte han at deltage i arbejdet.

Jeg kunne dog mærke at jeg var ved at være træt. Mine ben ville ikke rigtig mere, og da vi ramte knoldene på Kongevejen måtte jeg slippe med kramper. De sidste 11-12 km var ualmindeligt lange, men det var det hele værd da jeg krydsede stregen som sidste mand.

Vi havde været 39 til start, men kun 20 gennemførte. Selvom jeg egentlig blev sat er jeg stolt af at have gennemført. Jeg fik den træning jeg kom efter, og kunne derefter kyle en Twix og en halv liter grøn sodavand ned.

I alt 109,1 km med 39,3 km/t. Frontgruppen kom hjem med 41,4 km/t, og Morten snuppede en 6. plads. Han fortalte efterfølgende at de havde tabt en del ryttere undervejs.




Den eneste ulempe var så bare lige at jeg havde 21 km hjem igen Jeg bandede mig selv langt væk da jeg vendte næsen hjem mod Lyngby, men det har nok gjort godt at få rullet ordentligt af, og heldigvis havde jeg medvind. I alt rundede jeg 160 km i går, og det tror jeg er PR for mig i totale km på én dag. Ikke mindst uvurderlig træning.

På søndag står jeg klar igen i Ganløse til 114 km i jævnt kuperet terræn. Det skal nok blive sjovt

Og så er Felt'en mere eller mindre solgt. Jeg går sådan set bare og venter på at overførslen går igennem, og så er der en fra Frederiksberg der bliver en enkeltstartscykel rigere. 15k ryger den for, og det er uden hjul.

Jeg er som sådan ikke blevet klogere på hvad jeg gør med ny cykel, andet end at min fokus er på en ny Orca. Om det så bliver et rammesæt, en brugt udgave, eller en komplet cykel skal jeg ikke kunne sige. Men det vil tiden uden tvivl vise

Det er satme i orden, godt kørt! Der må siges at være nogle watt i de stænger!!

Rød Tyr anno 2013
Hvert år bliver der arrangeret en lille hyggelig event på Tyren, nord for KHB. De 11.6Km skal gennemkøres 2x for fuld smadder, og vinderen er kongen af tyren indtil næste år. I år ingen undtagelse, og alt fra A-licens ryttere til tunge triatleter stiller til start og det er altid sjovt at se folk give sige 100%.
I år havde jeg sat mig op til det, og været ude at teste ruten for at se hvor hurtigt jeg egentligt kunne køre. Efter i onsdags var et forsigtigt bud jeg ville tage to omgange på 35min. Under opvarmningen idag (se billedet) kommer regnen væltende og jeg tænker shiiit - Det ødelægger lige alle tider, og fokus går til bare at komme sikkert igennem og flække lidt til de rigtige steder. Jeg bliver sendt afsted som mand nr. 3, 20sek efter en tung triatlet og 40sek efter en dame a-rytter på en overfed HTC specialized med plade og hele pomfritten på. Fåårk. På første omgang er taktikken lige at få trådt mig helt varm, og så ellers at få hente de to foran liggende. Triatleten bliver hentet efter nedkørslen. Lol. Og så går jagten efter dame-rytteren. Jeg er dog usikker på om jeg kan spise hende, da jeg ved hun er en af de bedre i dame-rækkerne. Ude ved rundkørslen får jeg øje på hende, og en solid kørsel op ad Tyrens nakke og det efterfølgende "flade" stykke gør hun bliver hentet ved Bastrup sø. Herfra er det ind på det mega trælse stykke op til Nymølle, hvor det stiger og altid føles som om der er modvind. Anden runde skal der så åbnes lidt mere op, men jeg kan mærke at jeg allerede kører på limit, så taktikken bliver at holde dampen oppe og fokus på kadence. Jeg flyver mildest talt henover stigningerne, og kæmper mig op ad Tyrens nakke anden gang med høj kadence hvor jeg henter en af de senere startende. Tror jeg spiser 3-4 stykker derude, men jeg er helt lukket inde i min lille bobbel. Det sidste stykke får jeg overbevist mig selv om at det skal bare ædes og jeg sprinter det sidste stykke op til målstregen. Min tid har jeg på det her tidspunkt ingen anelse om, så da jeg kigger på uret og den siger 32.57 tænker jeg Fåååk. Den officielle tid bliver klokket til 33.05 og godt 41.5km/t i snit.

Rødtyr: 5. Plads, 33.05
Resultat-Liste: https://app.lap.io/event/2013-roed-tyr/results

Rød Tyr anno 2013
Hvert år bliver der arrangeret en lille hyggelig event på Tyren, nord for KHB. De 11.6Km skal gennemkøres 2x for fuld smadder, og vinderen er kongen af tyren indtil næste år. I år ingen undtagelse, og alt fra A-licens ryttere til tunge triatleter stiller til start og det er altid sjovt at se folk give sige 100%.
I år havde jeg sat mig op til det, og været ude at teste ruten for at se hvor hurtigt jeg egentligt kunne køre. Efter i onsdags var et forsigtigt bud jeg ville tage to omgange på 35min. Under opvarmningen idag (se billedet) kommer regnen væltende og jeg tænker shiiit - Det ødelægger lige alle tider, og fokus går til bare at komme sikkert igennem og flække lidt til de rigtige steder. Jeg bliver sendt afsted som mand nr. 3, 20sek efter en tung triatlet og 40sek efter en dame a-rytter på en overfed HTC specialized med plade og hele pomfritten på. Fåårk. På første omgang er taktikken lige at få trådt mig helt varm, og så ellers at få hente de to foran liggende. Triatleten bliver hentet efter nedkørslen. Lol. Og så går jagten efter dame-rytteren. Jeg er dog usikker på om jeg kan spise hende, da jeg ved hun er en af de bedre i dame-rækkerne. Ude ved rundkørslen får jeg øje på hende, og en solid kørsel op ad Tyrens nakke og det efterfølgende "flade" stykke gør hun bliver hentet ved Bastrup sø. Herfra er det ind på det mega trælse stykke op til Nymølle, hvor det stiger og altid føles som om der er modvind. Anden runde skal der så åbnes lidt mere op, men jeg kan mærke at jeg allerede kører på limit, så taktikken bliver at holde dampen oppe og fokus på kadence. Jeg flyver mildest talt henover stigningerne, og kæmper mig op ad Tyrens nakke anden gang med høj kadence hvor jeg henter en af de senere startende. Tror jeg spiser 3-4 stykker derude, men jeg er helt lukket inde i min lille bobbel. Det sidste stykke får jeg overbevist mig selv om at det skal bare ædes og jeg sprinter det sidste stykke op til målstregen. Min tid har jeg på det her tidspunkt ingen anelse om, så da jeg kigger på uret og den siger 32.57 tænker jeg Fåååk. Den officielle tid bliver klokket til 33.05 og godt 41.5km/t i snit.

Rødtyr: 5. Plads, 33.05
Resultat-Liste: https://app.lap.io/event/2013-roed-tyr/results