jarvig 13 - 2006

[jarvig13]

Og jeres tanke om at være übermensch er tåbelig... den er syg Jarvig.

Jeg kommenterede dit indlæg i generelle vendinger på forrige side. Og hvis der er noget du specifikt er interesseret i få uddybet så er du velkommen.

Men lige denneher synes jeg for absurd.

Jeg har intet sted i denne log skrevet, at jeg eller mine venner er übermenschen. Det er andre som har skrevet dette om mine udsagn og som du så bruger mod mig som om jeg har postuleret dette. Men det passer ikke. Sådan hverken føler eller tænker jeg.

Jeg synes at troopers beskrivelse var en perfekt beskrivelse af hvordan jeg har det med dette område. Han skrev:

Det er skarpt, det handler jo ikke om objektive kriterier eller frembrusende adfærd det handler om at dingle nonchelant på livets fortovscafe og føle man har fundet algoritmen til mysteriet...... Og hvorvidt det så er sandt er underordnet.

.... hvilket jeg på enhver måde kan tilslutte mig og finde fornøjelse ved at genlæse og nonchelant smile genkenden til.

[jarvig13]

Dette er et svært indlæg. Jeg ved at jeg kan komme til at skrive noget på en måde, så folk kaster sig over biting i indlæget og ikke hvad jeg primært har i tankerne med indlæget.

Jeg har været lidt "ked af" nogen konkrete indlæg i OT. Ingen grund til at nævne navne. Men jeg blev noget trist over, at nogen stykker i et par forskellige tråde helt umotiveret - sådan oplevede jeg det - omtalte mine indlæg i meget negative toner såsom "gå hen og onaner et andet sted" osv. Jeg kan sagtens forstå når folk i en konkret kontekst bliver vrede eller irriteret over et eller andet i en debat og derfor lige blive lidt for personelige. Men sådanne vilde angreb ud af det blå, de er lidt mere "chorkerende".

Samtidigt poster Deluxe så en bredside af dimensioner om min person i denne log. Som jeg skrev tidligere så er det helt okay - det må man accepterer, når man bevidst vælger at skrive lige fra hjertet og ikke bruger tid på at udtænke strategisk smarte indlæg. Men Deluxes indlæg fik mig til tænke over en del. Det jeg kom til at tænke på kollidere med en eksistentiel usikkerhed som jeg gennem de sidste par uger har bakset en del med.

Derfor omhandler dette indlæg dette problem, samt en uddybning af nogen af de angreb som jeg i OT har stødt på (onaner et andet sted) og i denne tråd, samt som sagt en forespørgsel på konstruktiv kritisk, personelige meninger, egne erfaringer, gode råd vedrørende mit eksistentielle problem.

Det er helt okay, at nogen finder dette som værende endnu et navlepillende, onanerende, personlighedsforstyrret indlæg. Det er okay. Jeg kan forstå hvorfor, hvis nogen mener dette. Men det er nu ikke hensigten. Nej, hensigten har jeg lige forklaret.

Ligeledes håber jeg, at folk vil læse indlæget i den rette ånd og ikke tolke indlæget som et langt indlæg, hvor jeg fortæller, hvor meget jeg ser ned på folk og finder dem hjernedøde. Jeg ved det kan lyde sådan. Men det er bestemt ikke meningen - og er der tvivl i en sætning, så husk at den skal tolkes på en ikke arrogant måde.

Endelig er indlæget ikke en "krise i mit liv". Jeg har det godt, er glad og har styr på det meste. Det er ikke problemer med piger og det er kun indirekte noget med mine jobsynspunkter at gøre. Kort og godt. Det er noget som gør mig eksistentielt usikker, men som ikke som sådan gør mig ked af det.

Godt så - lad os så komme i gang.

Mange mennesker brækker sig over mine lange indlæg i OT og mine "selvglade" indlæg i min log. Det sjove er, at jeg altid er så ærlig som et givet emne overhovedet kan bære og at jeg altid skriver af interesse for et emne og en debat og ikke for at blære mig.

For mange mennesker må dette virke som en absurditet - at skrive tonsvis at lange indlæg på et skide motions-board. Well, jeg kan lide at være på MOL og er meget glad for at der findes alle slags mennesker her - kort og godt man møder respons fra alle dele af det danske samfund og den danske kultur - noget der i daglige liv er ret svært at få "så tæt på og direkte".

Men alt dette dækker over en personlig histore som første del af indlæget handler om. Jeg har skrevet meget om min historie på MOL - ikke fordi jeg har en pervers lyst til at udstille mine mangler, men fordi at jeg mener, at man skal prøve at opnå et så afslappet forhold til sin historie og sine handlinger, at man ikke har problemer med at lægge dem frem for næsten hvem som helst - også selvom det eventuelt er en historie og handlinger som man ikke er stolt af.

Jeg kan dog berolige med, at sådan er det ikke her - det er ikke noget som jeg overhovedet tænker på som noget jeg ikke er stolt af.

Men altså nogen har sikkert læst noget ligende før om min fortid, men her tager jeg den lige under lup fordi den er interessant for de to emner vi skal behandle i dette indlæg.

Da jeg sluttede i gymnasiet var jeg en gennemsnitlig intelligent mand og som faktisk ikke vidste særligt meget om særligt mange ting. Nu er menneskers intellingens så pudsigt indrettet, at den i grove træk er medfødt. Man kan sige, at alle mennesker er født med en evne til maks at blive ca. så og så intelligent. Om man rent faktisk udnytter hele af sit potentiale eller ej, det afhænger af ens opvækst og miljø. Men for de fleste vil det faktisk være sådan, at de som voksen ligger rimeligt tæt på deres potentielle maks-intelligens.

Helt omvendt med ens viden. Den er ikke medfødt. Og mængden af viden i ens hoved afhænger stort set kun af hvor meget viden du tilegner og hvor godt du husker det.

Derfor var udsigterne i slutningen af gymnasiet, at jeg formentlig "bare" ville blive en gennemsnitlig intelligent mand, hvorimod hvor vidende jeg ville blive hen af vejen var umulig at sige, men hvor et godt gæt ville være, at siden jeg de første 19 år af mit liv ikke ligefrem var en ørn til at tilegne mig viden, så ville jeg nok heller ikke blive det fremover.

Nu bliver jeg så lige nødt til at lave et spring i kronologien. Jeg springer lige 3-4 år frem i tiden. Bare 3-4 år senere, så var jeg med sikkerhed blevet langt mere intelligent og ting jeg ikke havde den fjernest ide om få år før sad fuldstændig på rygmarven (selvfølgelig fordi jeg havde læst en masse i disse år). Omkring denne tid begyndte jeg undrer mig over dette. Hvorfor havde jeg fået så middelmådige karakterer førhen og faktisk følt mig uintelligent, når jeg nu på ingen tid faktisk var blevet rimeligt skarp?

Svaret på dette er nødvendig, hvis man skal forstå (som første led - senere følger de resterende led), hvorfor jeg dog skriver så lange og "avencerede" indlæg på MOL, at nogen ligefrem bliver sur over det.

Jeg havde en forfærdelig barndom og ungdom. Mine forældre evnede aldrig at vise eller fortælle mig, at de holdt af mig. Jeg blev fed og blev drillet af alle, og fik aldrig nogen venner. Jeg blev fed, og piger behandlede mig som afskum.

Alt dette er gammelt nyt for dem som har fulgt i denne log. Men det er vigtigt her. Det var faktisk ikke så svært at finde ud af, hvorfor jeg "bare" var almindelig begavet helt op til universitetet. Min hverdag var simpelthen så fyldt med ren følelsesmæssig overlevelse, at jeg slet ikke havde energi til at dygtiggøre mit intellekt. Hvad dag handlede ikke om hvordan at læse lektierne i historie elller gennemskue, hvorfor mon Søren gjorde sådan overfor Anne, og hvorfor dette fremkaldte ditten og datten ting - nej, jeg tænkte kun på at finde på rimelige grunde til at jeg ikke skulle begå selvmord.

Nu var Blackmoore så venlig at quote mig fra en tidligere tråd i en tråd i OT om voldtægt og straf. I denne havde jeg fortalt, hvor jeg ramte bunden i mit liv. Da jeg blev anholdt for at være vindueskigger (lige efter gymnasiet) og fik en fængselsdom for dette.

Næppe nogen kan komme så langt ned. Jeg var helt alene og de bekendte jeg havde forduftede med det samme. Og oveni alt dette så afskyede jeg mig selv. Hadede mig selv. Jeg var afskum, jeg pervers og en bizar misforståelse i livet.

Her nede på bunden var der kun to muligheder. At dø eller kæmpe. Det tog et år, hvor jeg mere seriøst end nogensinde planlagde at dø. Men til sidst vandt kampen. Jeg ville kæmpe. Jeg ville leve. Jeg ville overvinde dette her.

Problemet var bare, at jeg ikke anede, hvor jeg skal begynde. Efter 20 år, hvor jeg stort set ikke havde omgået andre mennesker socialt set, så var det i hvert fald ikke på det menneskelige plan jeg kunne begynde.

Min eneste løsning var.....at forstå. Dette var en vild en. Jeg var ikke bogorm, jeg havde ikke særligt meget forstand på særligt mange ting, og jeg betragtede bestemt ikke mig selv som en der var intelligent. Men eftersom det var det eneste jeg kunne komme på, så var det det jeg gjorde. Den eneste måde jeg kunne forstå måtte jo være at tilegne mig viden og denne viden var vel mest oplagt at få gennem bøger.

Jeg ville lære at leve - læse mig til at lære at leve. Et absurd projekt - men det vidste jeg ikke dengang. Så jeg kastede mig over tingene i den rækkefølge jeg hen af vejen fandt interessant og vedkommende. Jeg begyndte med filosofi. Hvad var meningen med livet? Dette havde filosoffer jo gennem årt. funderet over - og hvis jeg læste alle disse filosoffer, så måtte jeg da få hulen få svaret på det. Hahahahaha - of cause not my dear. Jeg havnede i grove træk ved Camus og Satre som fortalte mig, at meningen med livet ikke er givet udefra, men at meningen med livet kun er den mening man selv lægger i livet. Ja, goddag mand økseskaft - har I brugt 2000 års tænkning for blot at nå frem til dette. Lettere mellemfornøjet så måtte jeg jo kaste mig over noget andet. Næste bud var religion. Ikke at jeg nogensinde har været det mindste religiøs og ej heller var jeg på udkig efter en religion. Næææ, jeg ville bare genre se om nogen religioner mon havde nogen spændende bud, hvad fand... meningen var med det hele. Well, også her blev jeg skuffet - det var det rene nonsens der stod her. Godt nok var min hjerne endnu slet ikke skarp nok til virkelig at forstå, hvorfor det var nonsens, det der stod - men selv uden at være skarp, var det absurde pointer der blev fremlagt.

Så de to første bud var fusere. De to mest oplagte kandidater til at jeg relativt nemt kunne læse mig til "meningen med livet" var ubrugelige. Eftersom jeg stadig ingen venner havde og stadig var mere håbløs medkvinderne og eftersom jeg stadig ikke helt havde tilgivet mig selv mit vindueskiggeri-eventyr, så var den eneste vej fremad stadig læsning. Jeg måtte bide i det sure æble og simpelthen læse alt. Jeg måtte læse historien for at forstå hvor vi kommer fra og hvorfor verden er som den er. Jeg måtte læse psykologi så kunne finde ud af, hvad der foregik inde i vores hoveder. Jeg måtte læse hjerneforskning da psykologien ligesom ikke kom rundt om det hele. Jeg måtte læse genetik da hjerneforskningen ligesom lod nogen spørgsmål ubesvarede. Jeg måtte læse evolutionsteori for at forstå genetikkens plads heri. Jeg måtte læse om biologi for at forstå fysilogien og anatomien i det levende. Men jeg blev også nødt til at lære menneskets plads mellem andre mennesker og så måtte jeg læse om sociologi. Jeg blev også nødt til at lære om politik, jura og statsbygninger og måtte så læse om politologi, retslære og statsteori. Snart måtte også antropologi og lingvistik fordøjes. Og også humaniora måtte besøges med lærebøger om litteraturhistorie, kunsthistorie og arkitekturhistorie. Det eneste fag jeg ikke behøvede at kaste mig over var det økonomistudie jeg var begyndt og blev fodret med hver dag.

Jeg bare slugte bøgerne. For hver dag gik fik jeg ikke kunne gigantisk mere viden. Nej, ærten snurrede hurtigere og hurtigere. Jeg slugte nemt en 3 års lærebog i et fag jeg ikke kendte på forhånd og sagde jeps, jeps, lyder rimeligt, jeps det er klart, okay spændende, ganske brugbart, jajaja, det er klart. Selvfølgelig kunne bøgerne ind i mellem være skrevet med så fag-eksklusive begreber og så indforstået at man til tider tabte tråden - men i det store hele så gled de bare ned.

Se det var "mystisk". Jeg kunne simpelthen mærke at jeg blev mere og mere intelligent for næsten hver uge der gik. Det var surrealistisk. Pludselig var der stort set aldrig en person som var (i hvert fald væsentligt) skarpere end mig i nogen forsamling og jeg kunne føre endeløse diskussioner med intelligente folk som jeg før i tiden bare ville have kigget måbende på.

På det sociale område gik det dog trægt. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg læste, så kunne jeg ikke læse mig til at lære og leve. Det gik langsomt op for mig. Heldigvis mødte jeg nogen geniale mennesker på studiet, der - modsat mig - på ingen måde var sociale tabere og som endog både var fantastiske mennesker og virkelig skarpe i knuppen. De blev mine venner - og de elskede mig for det jeg var.

Vi har tit analyseret på dette. Jeg var socialt set og selvværdsmæssigt så langt nede, at vi senere har fundet af, at det der skete med mig, var at jeg intet havde at tabe. Jeg behøvede ikke at tænke på at være smart, være sjov, være populær, fremstå på en speciel måde - for jeg havde intet at tabe, så der var ingen grund til at fremstå anderledes end man var. Og der nede på bunden, der fandt jeg ud af, at det som gav mest mening i mit liv det var at være ærlig, det var aldrig at påstå at være noget man ikke var, at turde alt, at ikke skamme sig over alt muligt, at turde desikrere følelser til de mindste atomer osv. Og det elskede mine venner. Måske knap så ekstremt som mig - de var jo ikke på bunden af livet - men dog alligevel forbløffende så var de på stort set samme måde. Ærlighed, talen om følelser og disikrere dem, turde alt, turde være sig selv, aldrig at fremstå som noget de ikke var - sådan var de også. Jeg var det bare vildere end dem - og de elskede mig til døden for det - og jeg elskede disse geniale mennesker som intet andet.

Men udover vennekredsen, så gk det trægt med det sociale liv. Modsat dem, så var jeg ikke let til bens i sociale sammenhænge og min vilde ærlighed, væren mig selv ægte, turde det og sige det som ingen andre turde, ikke at spille efter noget skuespil, det var simpelthen for meget for de fleste.

Men en ting ændrede sig - mit selvværd øgedes dramatisk. Godt nok tog det mange år, men dramatisk det steg det. Fra nu af det ikke en kamp om, hvorvidt jeg var god nok - nej, nu var det bare en kamp om at finde linien mellem være unik på den måde man gerne ville være og så trods alt ikke få folk til at løbe skrigende væk fordi de slet ikke var vant til en så stor mundfuld. Men det var svært og oftest havnede jeg på den forkerte side. Specielt var det et problem med pigerne. Det var mig en gåde, at de ikke var interesseret i mig. OK, jeg var ikke som stort set alle andre - jeg var på alle måder en gigantisk mundfuld - intellektuelt, emotionelt, ærlighedsmæssigt og store krav til andre mennesker om det samme. Men alligevel for fucking hule da - jeg måtte da sq være en godbid for enhver pige at få.

Og nu kommer vi frem til de lange indlæg. Hvorfor lange indlæg og endeløse diskussioner? Fordi det er mig. Fordi i den lange periode hvor jeg gik fra at være purung mand (20 år) til for et år siden, da fungerede jeg ved at forstå. Livet var fucking svært at leve. Men at forstå det, at forstå så ufatteligt meget, det var og er nemt - og det er mig. Jeg lever ved at forstå - ikke ved at opleve.

Derfor skriver jeg lange indlæg og ofte for mange. Jeg forstår simpelthen bare hvad guldkornene er i en debat. Og jeg hader, når andre ikke kan forstå det. Jeg afskyr når andre ikke vil forstå det. Jeg brækker mig når andre ikke vil forstå det og i stedet bliver personlige.

Nu skal det ikke misforstås. Vi taler i gennemsnit. Selvfølgelig har jeg ikke de vise sten i hver eneste tråd jeg kommenterer og jeg kan endog tage fejl eller misforstå noget. Men det er trods alt sjældent. Så i gennemsnit bliver jeg bare fornærmet og forudrettet, når folk ikke fatter hvad jeg skriver eller "med vilje" misforstår det. Det er mit liv - at forstå, at gennemskue ting, at se sammenhænge hvor andre ingen sammenhænge ser.

Men det er ikke pga. lav selvtillid eller som en skrev i en tråd at "positionre sig". Jeg skriver fordi det er mig - det ærligste jeg nogen kan finde. Jeg skriver aldrig med grimme bagtanker om blær, onanering, positionering, retfærdiggøren af en selv, stillen sig selv i et bestemt lys. No way in hell - jeg er ikke sådan og tænker ikke sådan (med mindre vi taler om dating ).

Jeg håber det gav mening.

Så til anden del. En eksistentiel usikkerhed - der meget omhandler samme emne.

Jeg ved jeg har givet den gas ovenfor (gas betyde ingen filter, lige ud af posen) og at folk som er kommet hertil har kæmpet sig igennem mange "manden er gal", "han har storhedsvanvid". Det er fair. Og dette afsnit omhandler faktisk dette - men først må jeg fremlægge sagen set fra min side af - så jeg giver den endnu mere gas nu.

Jeg er i tvivl. Er jeg så skide intelligent som jeg føler jeg er?

Hmmmm, først og fremmest er det vigtigt at forstå, at så meget betyder intelligens heller ikke for mig. Jeg vil langt hellere være helt noramlt begavet og så have haft et meget mere normalt liv, end at fare forvirret rundt mens man tror man er skide intelligent.

På den anden side ville det være løgn at påstå at intelligens ingen indflydelse har på selvidentitet. Det er trods alt det jeg af alt jeg er bedst til i verden. Og jo, jeg har det med at se ned på andre mennesker, når de ikke kan følge med. Det er irriterende at føle sådan. I virkeligheden er det jo en form for afmagt - de er så dumme og alligevel så har de så meget som jeg gerne ville have af lykke og kærlighed, derfor må jeg naturligvis se ned på dem, når du nu bare er uduelige fjolser.

Hmmmm, det er ikke en fed tanke. Og jeg prøver altid at lade være med tænke sådan, men nogen gange popper det frem uden jeg rigtigt kan gøre noget ved det.

Nu er der godt nok sket meget de sidste års tid. Ja, det er gode gamle DeAngelo som igen spøger. Hans tanker hjalp mig enormt. Endelig at fatte at mangel på succes med piger ikke er en personlig menneskelig fiasko, men bare et spørgsmål om at nogen kan det der ved et tilfælde og andre kan ikke, det gav virkelig ro på hele systemet. Og som sagt, jeg er gladede, mere fri, mere harmonisk og mere afslappet end nogensinde før.

Derfor er min hang til "jeg vil og må være skarpere end alle andre" også meget, meget mindre.

Men det her med intelligensen driller altså stadig. Et eller andet sted, så er driller den eksistentielle uro mig - er jeg virkelig så skide intelligent som jeg selv tror?

Det lyder mærkeligt, men her er nogen pointer, som faktisk er vigtige for mig.

Der er lavet tonsvis af undersøgelser, som nogenlunde kommer frem til de samme konklusioner.

Når mennesker skal bedømmes deres egen succes/lykke i livet så svarer de typsik som følger:

- uintelligente mennesker føler ofte mangel på succes i livet

- gennemsnitligt intelligente føler ofte at de har rimelig succes i livet

- over gennemsnitligt intelligente mennesker føler ofte at de har stor succes i livet

- meget intelligente mennesker føler ofte mangel på succes i livet

- meget, meget intelligente mennesker (ca. geni-niveau) føler ofte en udtalt mangel på succes i livet

Det underbygges af, at folk som har de højeste lønninger og mest prestigefuldte jobs oftest har ca. 130 i IQ (hvor 100 er gennemsnitligt og standardspredningen er 24), hvilket bare er noget over gennemsnitligt godt begavet. Derimod vil folk med IQ over dette niveau (og mere udtalt jo højre det er) faktisk opleve mindre og mindre succes på arbejdsmarkedet.

Man kan sige at undersøgelserne tilsammen tegner et skræmmende billede. Ligger man med en IQ på omkring 110-130, så vil man i gennemsnit have de største cahncer for både at klare sig godt i det sociale liv og det professionelle liv. Ligger man under dette så vil man have visse handicaps som i en eller anden forstand trækker "livskvaliteten" ned.

Mere "mystisk" er det med folk med en høj IQ - de meget intelligente. Hvad går der galt for dem. Vel, ikke alle forskere er enige - men i bred forstand, så kan man inddele forklaringer i to

1. Reglerne, dynamikkerne og målene i verden "laves af midten" af samfundet. Det er det jævne, den gylne middelvej, designet af den gennemsnitlige mand/kvinde der skaber rammerne i samfundet. Selvfølgelig er det en fordel at ligge i den skarpe del af "midten" (direktøren med IQ 130), men bliver man meget mere intelligent, så bliver det en hæmsko. De kvaliteter som gør en succesfuld socialt og professionelt er ikke mere så meget intelligens (når man først er oppe på et vist niveau (jøvnfør igen direktøren med 130)), men derimod andre ting. Den intelligentes force bliver ubrugelig.

2. Intelligente mennesker inser flere ting end mindre intelligente mennesker og denne indsigt vil ofte være en hæmsko med modsatrettede dynamikker, som kun besværliggøre den intelligents liv. Analogien er Adam og Eva. Adam og Eva var lykkelige. Men Adam skulle lige spise af kundskabens træ og blive smart nok til at se at Eva var nøgen - og så blev det smidt ud af Edens have. Kundskab godt - meget kundskab en hæmsko.

Jeg vil ikke sige at ovenstående i sig selv skaber min eksistentielle usikkerhed - det er trods alt kun gennemsnitlige betragtninger. Men den er en blandt mange brikker som generende ligger i baghovedet.

OK, så til fakta. Jeg har fået min testet min IQ flere gange og den ligger altid lige over eller lige under 150. Blandt de højeste 2 % af befolknigen. Flot - men langt fra noget ekstraordinært. Problemet er at jeg føler mig langt, langt mere intelligent.

OK, så må der gerne råbes, manden har storhedsvanvid.

Men jeg mener det sq seriøst.

Hvordan skal jeg forklare det?

At teste IQ er svært. Man kommer meget nemt til at teste ens viden, og den er irrellevant for ens intelligens. Derfor er pålideige kilder til ens IQ rene test ved et skrivebord. Her score man så et eller andet. Men i den virkelige verden da vil man selv og alle andre være en blanding af intelligens og viden. Umiddelbart kan det være svært at afgøre om et begavet udsagn/analyse skyldes en høj intelligens eller blot en stor viden på området - eller begge dele.

Derfor er IRL vurderinger af folks intelligens mere pseudo-agtige og usikre. Alligevel tror jeg alle på det niveau de nu engang ligger på kender det der med at opdage at en person er hurtig til lige at fange en sammenhæng som to andre måske ikke ser og hvor du bare kan mærke at det ikke er fordi personen har læst 10 bøger om emnet, men at ærten simpelthen triller hurtigt derinde.

Og det er ikke kun her jeg henter såvel mine erfaringer som min tvivl. Det er også dagligdagen. Om alle mulige mærkelig tanker som bare popper op og som man bare må finde en eller anden sammenhæng i. Man ser fjernsyn og et indslag handler om x - men man kan bare ikke lade være med lige hurtigt at lave en analyse af konsekveserne for y og z selvom det slet ikke har noget med sagen at gøre. Jeg hører om grundvand og sidder straks og leger med differentialligninger i hovedet. Jeg hører om stigning af plankton over de seneste 3 år og må straks tænke op om væksten mon ikke er ekspotentiel. Jeg hører om at folk bliver mindre skildt end for 20 år siden og jeg tænker straks aha en et-generationers forsinket sociologisk kontra-reaktion på de sociale mønstre i 70'erne. Ud af det blå kan jeg ikke lade være med analyserer forskellen i den indrastruktuerelle magt i Romerriget og Karolingerriget og betydningen for krikens udbredelse deri. Jeg læser en bog og en passage kan jeg ikke lide - den lyder harmløs, men den ligesom smager forkert - tænke, tænke, når ja det er der fejlen er - og jeg må kassere bogen da den forkert tænkt.

Jeg kan blive ved i det uendelige. Det er dybt frustrerende. Det er ikke fordi jeg vil tænke sådan jeg kan bare ikke lade være.

Fint nok med det. Men tvivlen opstår, når jeg ligesom skal teste min intelligens. Min venner er ubrugelige - for de tænker altid det samme. Jeg kommer farende ind af døren og siger at jeg lige har tænkt over noget i fjernsynet igår om det seneste indenfor genforskning, og da jeg begynder min første sætning så afbryder (specielt en af mine venner) en mig og siger - du behøver ikke at fortsætte, jeg har overvejet det samme - æhhh, siger jeg, hvordan ved du hvad jeg har overvejet - men jojo, den er god nok, han ved hvad jeg ud af det blå har tænkt mig frem til og har allerede tænkt det samme selv - på et eller absurd, abskurt område. Mindblowing. Meget, meget scarry.

Men tester jeg det overfor nogen som ikke er mine venner, så vil de i langt de fleste tilfælde bare se undrene på mig og spørger hvad det er for noget galemandssnak jeg har gang i. Hvis så fætrene er rimeligt skarpe, så bruger jeg måske 10 min gående fra Adam og Eva og frem til konklusionen og så siger de - ahhhhh, ja det er rigtigt, det har jeg aldrig tænkt på (ikke altid selvfølgelig - men ofte). Jeg har fundet ud af, at selv de skarpeste personer jeg møder slet ikke tænker som jeg, ikke i samme baner, ikke om samme enmer, ikke i samme abstraktionsgrad. Det her lyder forfærdeligt arrogant - men det er ikke ment sådan. Pointen kunne jo være at det bare var mig som freaky med hensyn til tanker. Men når det er den anden vej rundt og disse skarpe personer som ofte har en IQ højere end min så fortæller om deres tankemylder, så er det altid - naaaaa, det er jo elementært, det børnehaveviden, du må da have kunnet nået frem til mere spændende konklusioner end det - men nææ nej, mere kan de ikke lige spytte ud.

Det efterlader mig kort sagt med en ubehagelig tvivl om, at jeg ikke ved, hvor intelligent jeg er. Er jeg virkelig så intelligent som jeg selv føler - eller løber jeg bare rundt og bilder mig det ind.

Det er virkelig meget, meget ubehageligt ikke at vide om man lever på en løgn.

Vel nok for denne gang - håber I overlevede sygdommen.

Edited June 30, 2005 by jarvig13

[Terndrup]

Og jeg hader, når andre ikke kan forstå det. Jeg afskyr når andre ikke vil forstå det. Jeg brækker mig når andre ikke vil forstå det og i stedet bliver personlige.

Nu skal det ikke misforstås. Vi taler i gennemsnit. Selvfølgelig har jeg ikke de vise sten i hver eneste tråd jeg kommenterer og jeg kan endog tage fejl eller misforstå noget. Men det er trods alt sjældent. Så i gennemsnit bliver jeg bare fornærmet og forudrettet, når folk ikke fatter hvad jeg skriver eller "med vilje" misforstår det. Det er mit liv - at forstå, at gennemskue ting, at se sammenhænge hvor andre ingen sammenhænge ser.

Så tror da faen at tonen i debatterne kan blive lidt skarp en gang imellem.

Den holdning der er da en direkte invitation til et hak i tuden i ny og næ.

Uanset om det er berettiget eller ej.

Det er altså svært at lade være med at komme med en sarkastisk bemærkning en gang imellem.

Men det er da trods alt tegn på at det du har skrevet er blevet læst.

Det efterlader mig kort sagt med en ubehagelig tvivl om, at jeg ikke ved, hvor intelligent jeg er. Er jeg virkelig så intelligent som jeg selv føler - eller løber jeg bare rundt og bilder mig det ind.

Det er virkelig meget, meget ubehageligt ikke at vide om man lever på en løgn.

Er det overhovedet så vigtigt om man er intelligent eller ej?

Og hvor er alle de uintelligente mennesker så henne? Det skulle jo så være halvdelen af os brugere på MOL der ligger under gennemsnittet. Men hvor gemmer de sig? Det er da sjældent at man hører nogen gøre opmærksom på at han eller hun ligger under gennemsnittet.

[Danfanatiker]

Meget meget interessant indlæg....Og jeg beundrer dig for dit mod til at stå frem og sige, JA JEG ER SGU INTELLIGENT. Det er et direkte modtræk til den danske møg jantelov, og det viser bare at du er en fyr, der tør stå ved dine holdninger. Derudover fortæller det mig, at stiller man dig et spørgsmål, så får man et ærligt svar og det er en dejlig kvalifikation hos et menneske, hvadenten svaret er negativt eller positivt.

Jeg ved sgu ikke om jeg selv er mega intelligent som dig (læser ikke store filosofiske bøger men er lynende kvik på andre områder) .eller hvad...og det er også f...ligemeget, men jeg har så andre ting og værdier, som jeg ved, at jeg er hamrende dygtig til. Gør det mig så også til en underlig person, som du måske er blevet beskyldt for?

Jeg sys, at det er flot klaret, at du har opnået en vis form for selverkendelse efter alt det, du har været igennem.

Nu har jeg øjensynligt ikke været igennem hele din log eller de andre 3-4stykker så, det kan godt være, jeg ikke helt ved, hvad du tidligere har udtalt dig om og so be it. Men den sidste post er ihvertfald en, der rammer plet...

Edited June 30, 2005 by Danfanatiker

[jarvig13]

Tendrup ->

Selvfølgelig er det "overdrevet" skrevet. Jeg bliver naturligvis ikke irriteret, hver eneste gang, at en person er uenig med mig. Det ville da være for dumt. Noget af det mest givende i livet er, at andre mennesker ikke er enig med dig alting - eller at de ikke har forstået en ting på samme måde som en selv.

Det er naturligvis skrevet som en latent følelse, der hvis den presses lidt for meget, så kommer den snigende. Men den skal selvfølgelig presses - og presses en hel del. Hvis den ikke presses eller bare presses normalt meget, så føler jeg naturligvis ikke sådan - så ville man jo være et absurd menneske, som slet ikke kunne være sammen nogen andre overhovedet.

Angående intelligens: Nej, det er ikke videre interessant om man er intelligent eller ej. Det har jeg også skrevet i flere indlæg i denne log. Det er en biting. Andre ting er langt vigtigere.

Pointen er selvfølgelig, at for mig personligt er det vigtigt at vide for mig, om jeg lever på en løgn. Det kunne principielt ligeså godt være, at jeg havde en IQ på 90, men mente at jeg faktisk var ret kvik med en IQ på 120. Igen så ville det være noget som havde indflydelse på, om man levede sit liv på en selvbestaltet løgn.

Som det fremgør af mange indlæg, så lægger jeg ekstrem stor vægt på ærlighed. Derfor koger jeg f.eks. slet ikke over, af at f.eks. Deluxe skriver som han gør - ud fra stilen i indlæget og hvilke enmer han vælger - og hvordan han vinkler disse emner - da tror jeg at hans ytringer er ærligt ment. Lidt "uforskammet" måske - men formentligt meget ærligt. Og et sådant indlæg, en sådan ytring, den er langt mere interessant og værdifuld end noget sludder-sladder, noget halv-fordækt, noget påstået.

Men er der en ting som er vigtigere for mig end ærlighed overfor andre, så er det at være ærlig overfor sig selv. Jeg nægter at lyve overfor selv. Jeg bruger enormer mængder af energi på at være sikker på, at de ting jeg ønsker og ikke ønsker, og at de den måde jeg tror tingene fungerer på (i livet), at det også afspejler mit sande jeg. Jeg vil simpelthen ikke leve mit liv på nogen som helst løgne. Et eksempel er jobsituationen. Jeg kunne bilde mig selv ind, at arbejde er spændende. Det ville gøre mit liv meget nemmere. Jeg ville kunne gå på arbejde og koncentrere mig om at gøre mit arbejde godt og planlægge, hvordan min karriere ville forløbe bedst muligt. Det ville være nemmere fordi 95 % af alle mennesker jeg møder, synes arbejde er vigtigt og interessant - hvorfor jeg stiller mig i en freak-position, når jeg siger, at jeg hader at arbejde. Men jeg nægter at bilde mig sådanne ting ind. Jeg hader fundamentalt set at bruge halvdelen af mit vågne liv på at arbejde. Intet arbejde i denne verden har udfordringer, afvesklingen og frihenden til at tilfredsstille mit livssyn. Det er derfor tidsspilde - også når jeg bliver ansat som landets førende embedsmand (departmentschef i Statsministeriet - der faktisk er det "ordinære" job jeg helst vil have), da vil det også være trivielt, kedeligt, en plage, ikke udfordrende i det lange løb osv. Så selvom det skaber en masse problemer, så kan jeg ikke lyve overfor mig selv - jeg hader at arbejde.

Derfor er det med intelligensen vigtig for mig. Jeg har ikke lyst til at gå rundt og tror at jeg absurd meget intellinget, hvis jeg ikke er det og bare er meget intelligent. Det ville være en løgn. En del af min selvforståelse ville i dette tilfælde bygge på en illusion, en løgn. Det går ikke. Og det samme gælder omvendt - hvis jeg er beskeden og siger, at jeg nok bare er meget intelligent, men at det rent faktisk ikke er tilfældet, så vil det også være en løgn - selvom det måske ville virke "sympatisk" hvis jeg bare foregav at være meget intelligent.

Som sagt, så er intelligensen som sådan rimeligt uvigtigt for mig. Det er et tilfælde at jeg født intelligent. Det er i langt de fleste situationer i denne verden stort set ubrugeligt at være meget intelligent. Derfor er det i grunden fuldkommen uinteressant om jeg meget intelligent eller meget, meget intelligent. Men det er derimod vigtigt i mit syn på livsførelse. Jeg vil ikke lyve overfor mig selv. Derfor er det vigtigt - for mig. Og som sagt så er jeg usikker på vurderingen.

Danfanatic ->

Tak for de pæne ord.

[Jeanette K]

Dette er et svært indlæg. Jeg ved at jeg kan komme til at skrive noget på en måde, så folk kaster sig over biting i indlæget og ikke hvad jeg primært har i tankerne med indlæget.

Jeg har været lidt "ked af" nogen konkrete indlæg i OT. Ingen grund til at nævne navne. Men jeg blev noget trist over, at nogen stykker i et par forskellige tråde helt umotiveret - sådan oplevede jeg det - omtalte mine indlæg i meget negative toner såsom "gå hen og onaner et andet sted" osv. Jeg kan sagtens forstå når folk i en konkret kontekst bliver vrede eller irriteret over et eller andet i en debat og derfor lige blive lidt for personelige. Men sådanne vilde angreb ud af det blå, de er lidt mere "chorkerende".

Samtidigt poster Deluxe så en bredside af dimensioner om min person i denne log. Som jeg skrev tidligere så er det helt okay - det må man accepterer, når man bevidst vælger at skrive lige fra hjertet og ikke bruger tid på at udtænke strategisk smarte indlæg. Men Deluxes indlæg fik mig til tænke over en del. Det jeg kom til at tænke på kollidere med en eksistentiel usikkerhed som jeg gennem de sidste par uger har bakset en del med.

Derfor omhandler dette indlæg dette problem, samt en uddybning af nogen af de angreb som jeg i OT har stødt på (onaner et andet sted) og i denne tråd, samt som sagt en forespørgsel på konstruktiv kritisk, personelige meninger, egne erfaringer, gode råd vedrørende mit eksistentielle problem.

Det er helt okay, at nogen finder dette som værende endnu et navlepillende, onanerende, personlighedsforstyrret indlæg. Det er okay. Jeg kan forstå hvorfor, hvis nogen mener dette. Men det er nu ikke hensigten. Nej, hensigten har jeg lige forklaret.

Ligeledes håber jeg, at folk vil læse indlæget i den rette ånd og ikke tolke indlæget som et langt indlæg, hvor jeg fortæller, hvor meget jeg ser ned på folk og finder dem hjernedøde. Jeg ved det kan lyde sådan. Men det er bestemt ikke meningen - og er der tvivl i en sætning, så husk at den skal tolkes på en ikke arrogant måde.

Endelig er indlæget ikke en "krise i mit liv". Jeg har det godt, er glad og har styr på det meste. Det er ikke problemer med piger og det er kun indirekte noget med mine jobsynspunkter at gøre. Kort og godt. Det er noget som gør mig eksistentielt usikker, men som ikke som sådan gør mig ked af det.

Godt så - lad os så komme i gang.

Mange mennesker brækker sig over mine lange indlæg i OT og mine "selvglade" indlæg i min log. Det sjove er, at jeg altid er så ærlig som et givet emne overhovedet kan bære og at jeg altid skriver af interesse for et emne og en debat og ikke for at blære mig.

For mange mennesker må dette virke som en absurditet - at skrive tonsvis at lange indlæg på et skide motions-board. Well, jeg kan lide at være på MOL og er meget glad for at der findes alle slags mennesker her - kort og godt man møder respons fra alle dele af det danske samfund og den danske kultur - noget der i daglige liv er ret svært at få "så tæt på og direkte".

Men alt dette dækker over en personlig histore som første del af indlæget handler om. Jeg har skrevet meget om min historie på MOL - ikke fordi jeg har en pervers lyst til at udstille mine mangler, men fordi at jeg mener, at man skal prøve at opnå et så afslappet forhold til sin historie og sine handlinger, at man ikke har problemer med at lægge dem frem for næsten hvem som helst - også selvom det eventuelt er en historie og handlinger som man ikke er stolt af.

Jeg kan dog berolige med, at sådan er det ikke her - det er ikke noget som jeg overhovedet tænker på som noget jeg ikke er stolt af.

Men altså nogen har sikkert læst noget ligende før om min fortid, men her tager jeg den lige under lup fordi den er interessant for de to emner vi skal behandle i dette indlæg.

Da jeg sluttede i gymnasiet var jeg en gennemsnitlig intelligent mand og som faktisk ikke vidste særligt meget om særligt mange ting. Nu er menneskers intellingens så pudsigt indrettet, at den i grove træk er medfødt. Man kan sige, at alle mennesker er født med en evne til maks at blive ca. så og så intelligent. Om man rent faktisk udnytter hele af sit potentiale eller ej, det afhænger af ens opvækst og miljø. Men for de fleste vil det faktisk være sådan, at de som voksen ligger rimeligt tæt på deres potentielle maks-intelligens.

Helt omvendt med ens viden. Den er ikke medfødt. Og mængden af viden i ens hoved afhænger stort set kun af hvor meget viden du tilegner og hvor godt du husker det.

Derfor var udsigterne i slutningen af gymnasiet, at jeg formentlig "bare" ville blive en gennemsnitlig intelligent mand, hvorimod hvor vidende jeg ville blive hen af vejen var umulig at sige, men hvor et godt gæt ville være, at siden jeg de første 19 år af mit liv ikke ligefrem var en ørn til at tilegne mig viden, så ville jeg nok heller ikke blive det fremover.

Nu bliver jeg så lige nødt til at lave et spring i kronologien. Jeg springer lige 3-4 år frem i tiden. Bare 3-4 år senere, så var jeg med sikkerhed blevet langt mere intelligent og ting jeg ikke havde den fjernest ide om få år før sad fuldstændig på rygmarven (selvfølgelig fordi jeg havde læst en masse i disse år). Omkring denne tid begyndte jeg undrer mig over dette. Hvorfor havde jeg fået så middelmådige karakterer førhen og faktisk følt mig uintelligent, når jeg nu på ingen tid faktisk var blevet rimeligt skarp?

Svaret på dette er nødvendig, hvis man skal forstå (som første led - senere følger de resterende led), hvorfor jeg dog skriver så lange og "avencerede" indlæg på MOL, at nogen ligefrem bliver sur over det.

Jeg havde en forfærdelig barndom og ungdom. Mine forældre evnede aldrig at vise eller fortælle mig, at de holdt af mig. Jeg blev fed og blev drillet af alle, og fik aldrig nogen venner. Jeg blev fed, og piger behandlede mig som afskum.

Alt dette er gammelt nyt for dem som har fulgt i denne log. Men det er vigtigt her. Det var faktisk ikke så svært at finde ud af, hvorfor jeg "bare" var almindelig begavet helt op til universitetet. Min hverdag var simpelthen så fyldt med ren følelsesmæssig overlevelse, at jeg slet ikke havde energi til at dygtiggøre mit intellekt. Hvad dag handlede ikke om hvordan at læse lektierne i historie elller gennemskue, hvorfor mon Søren gjorde sådan overfor Anne, og hvorfor dette fremkaldte ditten og datten ting - nej, jeg tænkte kun på at finde på rimelige grunde til at jeg ikke skulle begå selvmord.

Nu var Blackmoore så venlig at quote mig fra en tidligere tråd i en tråd i OT om voldtægt og straf. I denne havde jeg fortalt, hvor jeg ramte bunden i mit liv. Da jeg blev anholdt for at være vindueskigger (lige efter gymnasiet) og fik en fængselsdom for dette.

Næppe nogen kan komme så langt ned. Jeg var helt alene og de bekendte jeg havde forduftede med det samme. Og oveni alt dette så afskyede jeg mig selv. Hadede mig selv. Jeg var afskum, jeg pervers og en bizar misforståelse i livet.

Her nede på bunden var der kun to muligheder. At dø eller kæmpe. Det tog et år, hvor jeg mere seriøst end nogensinde planlagde at dø. Men til sidst vandt kampen. Jeg ville kæmpe. Jeg ville leve. Jeg ville overvinde dette her.

Problemet var bare, at jeg ikke anede, hvor jeg skal begynde. Efter 20 år, hvor jeg stort set ikke havde omgået andre mennesker socialt set, så var det i hvert fald ikke på det menneskelige plan jeg kunne begynde.

Min eneste løsning var.....at forstå. Dette var en vild en. Jeg var ikke bogorm, jeg havde ikke særligt meget forstand på særligt mange ting, og jeg betragtede bestemt ikke mig selv som en der var intelligent. Men eftersom det var det eneste jeg kunne komme på, så var det det jeg gjorde. Den eneste måde jeg kunne forstå måtte jo være at tilegne mig viden og denne viden var vel mest oplagt at få gennem bøger.

Jeg ville lære at leve - læse mig til at lære at leve. Et absurd projekt - men det vidste jeg ikke dengang. Så jeg kastede mig over tingene i den rækkefølge jeg hen af vejen fandt interessant og vedkommende. Jeg begyndte med filosofi. Hvad var meningen med livet? Dette havde filosoffer jo gennem årt. funderet over - og hvis jeg læste alle disse filosoffer, så måtte jeg da få hulen få svaret på det. Hahahahaha - of cause not my dear. Jeg havnede i grove træk ved Camus og Satre som fortalte mig, at meningen med livet ikke er givet udefra, men at meningen med livet kun er den mening man selv lægger i livet. Ja, goddag mand økseskaft - har I brugt 2000 års tænkning for blot at nå frem til dette. Lettere mellemfornøjet så måtte jeg jo kaste mig over noget andet. Næste bud var religion. Ikke at jeg nogensinde har været det mindste religiøs og ej heller var jeg på udkig efter en religion. Næææ, jeg ville bare genre se om nogen religioner mon havde nogen spændende bud, hvad fand... meningen var med det hele. Well, også her blev jeg skuffet - det var det rene nonsens der stod her. Godt nok var min hjerne endnu slet ikke skarp nok til virkelig at forstå, hvorfor det var nonsens, det der stod - men selv uden at være skarp, var det absurde pointer der blev fremlagt.

Så de to første bud var fusere. De to mest oplagte kandidater til at jeg relativt nemt kunne læse mig til "meningen med livet" var ubrugelige. Eftersom jeg stadig ingen venner havde og stadig var mere håbløs medkvinderne og eftersom jeg stadig ikke helt havde tilgivet mig selv mit vindueskiggeri-eventyr, så var den eneste vej fremad stadig læsning. Jeg måtte bide i det sure æble og simpelthen læse alt. Jeg måtte læse historien for at forstå hvor vi kommer fra og hvorfor verden er som den er. Jeg måtte læse psykologi så kunne finde ud af, hvad der foregik inde i vores hoveder. Jeg måtte læse hjerneforskning da psykologien ligesom ikke kom rundt om det hele. Jeg måtte læse genetik da hjerneforskningen ligesom lod nogen spørgsmål ubesvarede. Jeg måtte læse evolutionsteori for at forstå genetikkens plads heri. Jeg måtte læse om biologi for at forstå fysilogien og anatomien i det levende. Men jeg blev også nødt til at lære menneskets plads mellem andre mennesker og så måtte jeg læse om sociologi. Jeg blev også nødt til at lære om politik, jura og statsbygninger og måtte så læse om politologi, retslære og statsteori. Snart måtte også antropologi og lingvistik fordøjes. Og også humaniora måtte besøges med lærebøger om litteraturhistorie, kunsthistorie og arkitekturhistorie. Det eneste fag jeg ikke behøvede at kaste mig over var det økonomistudie jeg var begyndt og blev fodret med hver dag.

Jeg bare slugte bøgerne. For hver dag gik fik jeg ikke kunne gigantisk mere viden. Nej, ærten snurrede hurtigere og hurtigere. Jeg slugte nemt en 3 års lærebog i et fag jeg ikke kendte på forhånd og sagde jeps, jeps, lyder rimeligt, jeps det er klart, okay spændende, ganske brugbart, jajaja, det er klart. Selvfølgelig kunne bøgerne ind i mellem være skrevet med så fag-eksklusive begreber og så indforstået at man til tider tabte tråden - men i det store hele så gled de bare ned.

Se det var "mystisk". Jeg kunne simpelthen mærke at jeg blev mere og mere intelligent for næsten hver uge der gik. Det var surrealistisk. Pludselig var der stort set aldrig en person som var (i hvert fald væsentligt) skarpere end mig i nogen forsamling og jeg kunne føre endeløse diskussioner med intelligente folk som jeg før i tiden bare ville have kigget måbende på.

På det sociale område gik det dog trægt. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg læste, så kunne jeg ikke læse mig til at lære og leve. Det gik langsomt op for mig. Heldigvis mødte jeg nogen geniale mennesker på studiet, der - modsat mig - på ingen måde var sociale tabere og som endog både var fantastiske mennesker og virkelig skarpe i knuppen. De blev mine venner - og de elskede mig for det jeg var.

Vi har tit analyseret på dette. Jeg var socialt set og selvværdsmæssigt så langt nede, at vi senere har fundet af, at det der skete med mig, var at jeg intet havde at tabe. Jeg behøvede ikke at tænke på at være smart, være sjov, være populær, fremstå på en speciel måde - for jeg havde intet at tabe, så der var ingen grund til at fremstå anderledes end man var. Og der nede på bunden, der fandt jeg ud af, at det som gav mest mening i mit liv det var at være ærlig, det var aldrig at påstå at være noget man ikke var, at turde alt, at ikke skamme sig over alt muligt, at turde desikrere følelser til de mindste atomer osv. Og det elskede mine venner. Måske knap så ekstremt som mig - de var jo ikke på bunden af livet - men dog alligevel forbløffende så var de på stort set samme måde. Ærlighed, talen om følelser og disikrere dem, turde alt, turde være sig selv, aldrig at fremstå som noget de ikke var - sådan var de også. Jeg var det bare vildere end dem - og de elskede mig til døden for det - og jeg elskede disse geniale mennesker som intet andet.

Men udover vennekredsen, så gk det trægt med det sociale liv. Modsat dem, så var jeg ikke let til bens i sociale sammenhænge og min vilde ærlighed, væren mig selv ægte, turde det og sige det som ingen andre turde, ikke at spille efter noget skuespil, det var simpelthen for meget for de fleste.

Men en ting ændrede sig - mit selvværd øgedes dramatisk. Godt nok tog det mange år, men dramatisk det steg det. Fra nu af det ikke en kamp om, hvorvidt jeg var god nok - nej, nu var det bare en kamp om at finde linien mellem være unik på den måde man gerne ville være og så trods alt ikke få folk til at løbe skrigende væk fordi de slet ikke var vant til en så stor mundfuld. Men det var svært og oftest havnede jeg på den forkerte side. Specielt var det et problem med pigerne. Det var mig en gåde, at de ikke var interesseret i mig. OK, jeg var ikke som stort set alle andre - jeg var på alle måder en gigantisk mundfuld - intellektuelt, emotionelt, ærlighedsmæssigt og store krav til andre mennesker om det samme. Men alligevel for fucking hule da - jeg måtte da sq være en godbid for enhver pige at få.

Og nu kommer vi frem til de lange indlæg. Hvorfor lange indlæg og endeløse diskussioner? Fordi det er mig. Fordi i den lange periode hvor jeg gik fra at være purung mand (20 år) til for et år siden, da fungerede jeg ved at forstå. Livet var fucking svært at leve. Men at forstå det, at forstå så ufatteligt meget, det var og er nemt - og det er mig. Jeg lever ved at forstå - ikke ved at opleve.

Derfor skriver jeg lange indlæg og ofte for mange. Jeg forstår simpelthen bare hvad guldkornene er i en debat. Og jeg hader, når andre ikke kan forstå det. Jeg afskyr når andre ikke vil forstå det. Jeg brækker mig når andre ikke vil forstå det og i stedet bliver personlige.

Nu skal det ikke misforstås. Vi taler i gennemsnit. Selvfølgelig har jeg ikke de vise sten i hver eneste tråd jeg kommenterer og jeg kan endog tage fejl eller misforstå noget. Men det er trods alt sjældent. Så i gennemsnit bliver jeg bare fornærmet og forudrettet, når folk ikke fatter hvad jeg skriver eller "med vilje" misforstår det. Det er mit liv - at forstå, at gennemskue ting, at se sammenhænge hvor andre ingen sammenhænge ser.

Men det er ikke pga. lav selvtillid eller som en skrev i en tråd at "positionre sig". Jeg skriver fordi det er mig - det ærligste jeg nogen kan finde. Jeg skriver aldrig med grimme bagtanker om blær, onanering, positionering, retfærdiggøren af en selv, stillen sig selv i et bestemt lys. No way in hell - jeg er ikke sådan og tænker ikke sådan (med mindre vi taler om dating ).

Jeg håber det gav mening.

Så til anden del. En eksistentiel usikkerhed - der meget omhandler samme emne.

Jeg ved jeg har givet den gas ovenfor (gas betyde ingen filter, lige ud af posen) og at folk som er kommet hertil har kæmpet sig igennem mange "manden er gal", "han har storhedsvanvid". Det er fair. Og dette afsnit omhandler faktisk dette - men først må jeg fremlægge sagen set fra min side af - så jeg giver den endnu mere gas nu.

Jeg er i tvivl. Er jeg så skide intelligent som jeg føler jeg er?

Hmmmm, først og fremmest er det vigtigt at forstå, at så meget betyder intelligens heller ikke for mig. Jeg vil langt hellere være helt noramlt begavet og så have haft et meget mere normalt liv, end at fare forvirret rundt mens man tror man er skide intelligent.

På den anden side ville det være løgn at påstå at intelligens ingen indflydelse har på selvidentitet. Det er trods alt det jeg af alt jeg er bedst til i verden. Og jo, jeg har det med at se ned på andre mennesker, når de ikke kan følge med. Det er irriterende at føle sådan. I virkeligheden er det jo en form for afmagt - de er så dumme og alligevel så har de så meget som jeg gerne ville have af lykke og kærlighed, derfor må jeg naturligvis se ned på dem, når du nu bare er uduelige fjolser.

Hmmmm, det er ikke en fed tanke. Og jeg prøver altid at lade være med tænke sådan, men nogen gange popper det frem uden jeg rigtigt kan gøre noget ved det.

Nu er der godt nok sket meget de sidste års tid. Ja, det er gode gamle DeAngelo som igen spøger. Hans tanker hjalp mig enormt. Endelig at fatte at mangel på succes med piger ikke er en personlig menneskelig fiasko, men bare et spørgsmål om at nogen kan det der ved et tilfælde og andre kan ikke, det gav virkelig ro på hele systemet. Og som sagt, jeg er gladede, mere fri, mere harmonisk og mere afslappet end nogensinde før.

Derfor er min hang til "jeg vil og må være skarpere end alle andre" også meget, meget mindre.

Men det her med intelligensen driller altså stadig. Et eller andet sted, så er driller den eksistentielle uro mig - er jeg virkelig så skide intelligent som jeg selv tror?

Det lyder mærkeligt, men her er nogen pointer, som faktisk er vigtige for mig.

Der er lavet tonsvis af undersøgelser, som nogenlunde kommer frem til de samme konklusioner.

Når mennesker skal bedømmes deres egen succes/lykke i livet så svarer de typsik som følger:

- uintelligente mennesker føler ofte mangel på succes i livet

- gennemsnitligt intelligente føler ofte at de har rimelig succes i livet

- over gennemsnitligt intelligente mennesker føler ofte at de har stor succes i livet

- meget intelligente mennesker føler ofte mangel på succes i livet

- meget, meget intelligente mennesker (ca. geni-niveau) føler ofte en udtalt mangel på succes i livet

Det underbygges af, at folk som har de højeste lønninger og mest prestigefuldte jobs oftest har ca. 130 i IQ (hvor 100 er gennemsnitligt og standardspredningen er 24), hvilket bare er noget over gennemsnitligt godt begavet. Derimod vil folk med IQ over dette niveau (og mere udtalt jo højre det er) faktisk opleve mindre og mindre succes på arbejdsmarkedet.

Man kan sige at undersøgelserne tilsammen tegner et skræmmende billede. Ligger man med en IQ på omkring 110-130, så vil man i gennemsnit have de største cahncer for både at klare sig godt i det sociale liv og det professionelle liv. Ligger man under dette så vil man have visse handicaps som i en eller anden forstand trækker "livskvaliteten" ned.

Mere "mystisk" er det med folk med en høj IQ - de meget intelligente. Hvad går der galt for dem. Vel, ikke alle forskere er enige - men i bred forstand, så kan man inddele forklaringer i to

1. Reglerne, dynamikkerne og målene i verden "laves af midten" af samfundet. Det er det jævne, den gylne middelvej, designet af den gennemsnitlige mand/kvinde der skaber rammerne i samfundet. Selvfølgelig er det en fordel at ligge i den skarpe del af "midten" (direktøren med IQ 130), men bliver man meget mere intelligent, så bliver det en hæmsko. De kvaliteter som gør en succesfuld socialt og professionelt er ikke mere så meget intelligens (når man først er oppe på et vist niveau (jøvnfør igen direktøren med 130)), men derimod andre ting. Den intelligentes force bliver ubrugelig.

2. Intelligente mennesker inser flere ting end mindre intelligente mennesker og denne indsigt vil ofte være en hæmsko med modsatrettede dynamikker, som kun besværliggøre den intelligents liv. Analogien er Adam og Eva. Adam og Eva var lykkelige. Men Adam skulle lige spise af kundskabens træ og blive smart nok til at se at Eva var nøgen - og så blev det smidt ud af Edens have. Kundskab godt - meget kundskab en hæmsko.

Jeg vil ikke sige at ovenstående i sig selv skaber min eksistentielle usikkerhed - det er trods alt kun gennemsnitlige betragtninger. Men den er en blandt mange brikker som generende ligger i baghovedet.

OK, så til fakta. Jeg har fået min testet min IQ flere gange og den ligger altid lige over eller lige under 150. Blandt de højeste 2 % af befolknigen. Flot - men langt fra noget ekstraordinært. Problemet er at jeg føler mig langt, langt mere intelligent.      

OK, så må der gerne råbes, manden har storhedsvanvid.

Men jeg mener det sq seriøst.

Hvordan skal jeg forklare det?

At teste IQ er svært. Man kommer meget nemt til at teste ens viden, og den er irrellevant for ens intelligens. Derfor er pålideige kilder til ens IQ rene test ved et skrivebord. Her score man så et eller andet. Men i den virkelige verden da vil man selv og alle andre være en blanding af intelligens og viden. Umiddelbart kan det være svært at afgøre om et begavet udsagn/analyse skyldes en høj intelligens eller blot en stor viden på området - eller begge dele.

Derfor er IRL vurderinger af folks intelligens mere pseudo-agtige og usikre. Alligevel tror jeg alle på det niveau de nu engang ligger på kender det der med at opdage at en person er hurtig til lige at fange en sammenhæng som to andre måske ikke ser og hvor du bare kan mærke at det ikke er fordi personen har læst 10 bøger om emnet, men at ærten simpelthen triller hurtigt derinde.

Og det er ikke kun her jeg henter såvel mine erfaringer som min tvivl. Det er også dagligdagen. Om alle mulige mærkelig tanker som bare popper op og som man bare må finde en eller anden sammenhæng i. Man ser fjernsyn og et indslag handler om x - men man kan bare ikke lade være med lige hurtigt at lave en analyse af konsekveserne for y og z selvom det slet ikke har noget med sagen at gøre. Jeg hører om grundvand og sidder straks og leger med differentialligninger i hovedet. Jeg hører om stigning af plankton over de seneste 3 år og må straks tænke op om væksten mon ikke er ekspotentiel. Jeg hører om at folk bliver mindre skildt end for 20 år siden og jeg tænker straks aha en et-generationers forsinket sociologisk kontra-reaktion på de sociale mønstre i 70'erne. Ud af det blå kan jeg ikke lade være med analyserer forskellen i den indrastruktuerelle magt i Romerriget og Karolingerriget og betydningen for krikens udbredelse deri. Jeg læser en bog og en passage kan jeg ikke lide - den lyder harmløs, men den ligesom smager forkert - tænke, tænke, når ja det er der fejlen er - og jeg må kassere bogen da den forkert tænkt.

Jeg kan blive ved i det uendelige. Det er dybt frustrerende. Det er ikke fordi jeg vil tænke sådan jeg kan bare ikke lade være.

Fint nok med det. Men tvivlen opstår, når jeg ligesom skal teste min intelligens. Min venner er ubrugelige - for de tænker altid det samme. Jeg kommer farende ind af døren og siger at jeg lige har tænkt over noget i fjernsynet igår om det seneste indenfor genforskning, og da jeg begynder min første sætning så afbryder (specielt en af mine venner) en mig og siger - du behøver ikke at fortsætte, jeg har overvejet det samme - æhhh, siger jeg, hvordan ved du hvad jeg har overvejet - men jojo, den er god nok, han ved hvad jeg ud af det blå har tænkt mig frem til og har allerede tænkt det samme selv - på et eller absurd, abskurt område. Mindblowing. Meget, meget scarry.

Men tester jeg det overfor nogen som ikke er mine venner, så vil de i langt de fleste tilfælde bare se undrene på mig og spørger hvad det er for noget galemandssnak jeg har gang i. Hvis så fætrene er rimeligt skarpe, så bruger jeg måske 10 min gående fra Adam og Eva og frem til konklusionen og så siger de - ahhhhh, ja det er rigtigt, det har jeg aldrig tænkt på (ikke altid selvfølgelig - men ofte). Jeg har fundet ud af, at selv de skarpeste personer jeg møder slet ikke tænker som jeg, ikke i samme baner, ikke om samme enmer, ikke i samme abstraktionsgrad. Det her lyder forfærdeligt arrogant - men det er ikke ment sådan. Pointen kunne jo være at det bare var mig som freaky med hensyn til tanker. Men når det er den anden vej rundt og disse skarpe personer som ofte har en IQ højere end min så fortæller om deres tankemylder, så er det altid - naaaaa, det er jo elementært, det børnehaveviden, du må da have kunnet nået frem til mere spændende konklusioner end det - men nææ nej, mere kan de ikke lige spytte ud.

Det efterlader mig kort sagt med en ubehagelig tvivl om, at jeg ikke ved, hvor intelligent jeg er. Er jeg virkelig så intelligent som jeg selv føler - eller løber jeg bare rundt og bilder mig det ind.

Det er virkelig meget, meget ubehageligt ikke at vide om man lever på en løgn.

Vel nok for denne gang - håber I overlevede sygdommen.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg har smug læst her længe og jeg stiller ingen spørgsmålstegn til din IQ men jeg kan godt stille spøgsmålstegn til som jeg har med andre jeg kender med høj IQ om deres EQ.

Man har tit skrevet og talt om man ikke ser disse to blandes sig sammen men jeg har dog set det flere gange i livet og til min store glæde må jeg erkende.

På mig virker det som om du har haft en trist liv i dine år som barn hvilken jeg selv kan realitere mig til uden at blinke med øjene.

Jeg er bekendt med mange forældre par burde aldrig have fået børn .. mine forældre står klart på den liste.

Dog ved jeg de gjorde det bedste de kunne udfra deres forudsætninger. Begge mine forældre var eller ret kloge på papir.. ligesom du men de var bestemt ikke kloge på hvor deres plads i denne verden var.

Først opgav min Far .. derefter opgave min Mor at finde ud af det. I dag er de begge alkoholikker.

Min eks mands bror var indlagt på Sct Hans i rigtig mange år. ( Skizofren ) der mødte jeg også rigtig mange mennesker med rigtig høj IQ og nu syge ?? Hvorfor har jeg så tit tænkt???

Hvorfor sker dette?

Jeg bliver så trist ved tanken.

Der var en dreng på min søns koloni som havde en megaq høj IQ af hans alder ( 9 år ) han tegnet stjerne billedet med navne og placeringer på en tavle for mig.... jeg tegnet det så ned på et papir ( ved intet om emnet) Viste sig til at være korrekt.. til mindste detalje.

Vildt...

Det var samme dreng som havde fødselsdag .. han fik besøg af sine forældre.. 5 min.. og derefter kørte de.. han brød sammen på stranden af ren afmagt .. det var hans fødselsdag.

Uhhhaaaa jeg vil ikke kunne beskrive min vrede her uden at komme med mange ukvemsord ... sorry

Jeg tænker endnu på hvordan det nogensinde vil gå denne dreng?? Hvor mange ar han får på sjælen .. mon han nogensinde bliver en hel person ???

Jeg takker for din åbenhed og ikke mindst ærlighed... det er en glæde jeg nu ser hvad du består af og hvorfor du indimellem giver et helt andet indtryk i OT.

[jarvig13]

Hmmmmm, interessant indlæg Jeanette.

Hvad er normalt? Dette spørgsmål er når det kommet til stykket langt mere interessant for mennesket end mange andre spørgsmål. Vi har en hel videnskab som alene drejer sig om at finde forskellen mellem det syge og det raske sind. I moderne psykologi/psykiatri operere man med begret virkelighedstestning. Virkelighedstestning er om en person tolker virkeligheden på den måde som flertallet gør. Dette er faktisk ret perverst, når man tænker over det. Hvis man tolker verden på en anden måde end de fleste gør, så er man psykisk syg. Tankevækkende. Det skal dog ikke forstås som at jeg uenig i, at dette er måden man bør/kan teste om et sind er sygt eller ej. Men tankevækkende er det.

Mon ikke de fleste har set "A Beautiful Mind" om John Nash. John Nash var en meget, meget dygtig matematiker - men hans største "impact" er i økonomi. Rigtigt meget moderne økonomi kunne slet ikke fungere uden Nash's spilteoretiske set-up. Nu overdriver filmen selvfølgelig. Det er trods alt drama. Men Nash var skitzofren. Han var psykisk syg. Og historien om hvordan han ved viljens magt holdt sine skitzofrene vildtanker i skak er sandfærdig - omend de i filmen er lidt for dramatiseret. Men Nash er et fremragende eksempel på at det syge sind og det geniale sind er så tæt forbundne.

Der er en anden "sjov" detalje. Generelt anser og er økonomer de skarpeste personer i verden, når vi testet folk ud fra deres fagområde. Nationaløkonomer slår simplethen i snit alle andre uddannede personer i IQ og analyseevne. Men faget på andenpladsen er ikke overraskende matematik (et mulehår foran fysikere). Megen matematik og økonomi har gået hånd i hånd - og ikke uvæsentlig bidrag i økonomisk teori er direkte hentet fra matematik. Og matematikere er et meget mærkeligt folkefærd. Ingen andre uddannelse har brændt flere personer ud end matematik. Man siger generelt, at hvis man ikke har lavet sit internationalt anerkendte gennembrud i matematik senest i slutningen af 20'erne, så kan man ligeså godt opgive. Og værre endnu. Antallet at psykisk syge matematikere er langt højere end nogen stokastisk tilfæde kan godskrive. Ingen andre uddannelser end matematik har så mange mennesker som ender på gakgak-anstalt. Og for at være endnu mere absurd. Hvad der ligger langt ud over nogen statisk forklarelig sandsynlighed, så dør ufatteligt mange matematikere meget unge. Tonsvis af matematikere er død midt i deres karrirere unden at de er blevet 30 år. Nogen af selvmord og nogen af naturlige årsager.

Nu spørger du så hvorfor?

Det er umuligt at svare på. Men ingne tvivl om, at jo mere brilliant ens sind er, desto flere psykologiske overvejelser laver man. Og man bliver simpelthen skør af at det. Man bliver skør af at se ting som ingen andre ser. Man bliver skør af at gennemskue ting, som ingen andre ser og hvor man bare møder modstand, modstand og modstand. Ingen intelligente mennesker har valgt at blive intelligent. Det er en gave de har fået. Men en gave som er pinsel i det lange løb. For den der ikke er lyndende begavet, så kan man simpelthen begribe det i sit hoved. At se sammenhænge som ingen andre ser er en pinsel. Kan du ikke se sammenligningen med sindsyge. Med det syge sind. Med at psykisk syge mennesker ikke tolker verden på samme måde som raske mennesker. Den intelligente "opdager" hele tiden nye aspekter i alle mulige ting som ingen andre gør. Det kan ikke undre at grænsen til syge sind er meget, meget smald.

Desuden: Det vigtigste i livet er kærlighed. Hvad der mere end noget andet adskiller mennesket fra andre dyr, så er det, at vi har dybt avanceret kognitiv følelse, som bunder i absurd komplekst sammenspil mellem "reptilhjernen", det limbiske system og neo-cortex - en følelse vi kalder kærlighed. Menneskets evne til at føle og formidle denne følelse og sindstilstand er det som har skabt mennesket. Vi er intelligente. Ja. Men alle mainstream palæontologer er enige om, at intelligens var en evolutionær proces som blev skabt i konteksten af kærlighed. Det var mennesket udviklede sig til at få "ufærdige" børn og derfor måtte stole på at man havde en partener som ville være der hele tiden, at intelligensen blev født. At skabe en sociologisk virkelighed, hvor troskab, omsorg, mental udholdenhed, stabilitet osv. var nødvendige hvis et forældrepar skulle få overlevelsesduelige børn, det var det som evolutionært gjode os intelligente. En så hyper avanceret følelse som keærlighed, med alt hvad det indbefatter, det kunne først skabes, når hjernen blev intellignet, intentionel.

Hvad er pointen? Pointen er at mennesket ikke kan blive et velfungerende menneske uden kærlighed. Mennesket er (når det fungere) simpelthen produktet af kærlighed. Derfor er der mange forældre som aldrig burde have haft barn. Man får ikke barn fordi man har lyst til det. Man får barn fordi man har lyst til det og samtidigt er klar til at ofre alt det et barn behøver. Som sagt er menneskebarnet et totalt ufærdigt produkt. Igennem 15-20 år er mennesket et barn. Måske voksent at se på - men emotionelt og kognitovt stadig afhængig at sikre, kærlige støtter og forbilleder - det vi kalder "gode forældre".

At opforstre et barn uden kærlighed er lig med at opforstre et misforster. Simpelthen. Ingen i denne verden kan på nogen måde forvente at et barn som ikke har oplevet kærlighed i dets liv vil blive et "normalt menneske". Mennesket er godt kendetegnet ved en overlevelseevne som overstiger stort set alle andre dyrs. Det er faktisk tilfældet. Mennesket er simpelthen kendetegnet med, at selv der hvor man - i forhold til alle andre sammenlignelige dyr - man kunne forvente at vi gav op, der kæmper vi med alt vi har for at overleve. Derfor vil man til tider se mirakler. Det lykkes faktisk for nogen mennesker at blive nogenlunde velfungerende selvom de har aldrig har "lært" eller fået kærlighed. Men det er ikke noget man med rimelighed kan forvente. Mennesker bliver forkvaklede og syge af mangel på kærlighed. Først når vi er voksne og færdigudviklet vil vi unde tiden kunne klare at leve uden kærlighed - men selv som voksne. færdigtudviklede, velfungerende mennesker, da vil mange/alle blive forkvaklede mennesker uden kærlighed i det lange løb.

[jarvig13]

Forresten en "vild" aften her til aften. Den tror jeg lige jeg må fortælle om i morgen.

[Guest Slettet bruger]

Forresten en "vild" aften her til aften. Den tror jeg lige jeg må fortælle om i morgen.

<{POST_SNAPBACK}>

Glæder mig - god læsning i din log for tiden, tankevækkende og med elementer jeg kan nikke genkendende til.

[Deluxe]

Jarvig> [ Der gik fuck i den med quotes EDIT argh irriterende. Hvis mods læser det her, må de gerne give en hånd med. Det ser underligt ud, uden quotes ]

Tager lige tingene lidt hip som hap, tråden er trods alt lidt lang.

Samtidigt poster Deluxe så en bredside af dimensioner om min person i denne log. Som jeg skrev tidligere så er det helt okay - det må man accepterer, når man bevidst vælger at skrive lige fra hjertet og ikke bruger tid på at udtænke strategisk smarte indlæg

Naturligvis kan jeg tillade mig det, når du sort på hvidt, nedskriver dine tanker og endda personlige erfaringer. Naturligvis kan jeg tegne et portræt af dig, ud fra de ting du skriver. Men du siger jo selv at det er ok, men så må du også tage dig til takke med den feedback du får.

Derfor koger jeg f.eks. slet ikke over, af at f.eks. Deluxe skriver som han gør - ud fra stilen i indlæget og hvilke enmer han vælger - og hvordan han vinkler disse emner - da tror jeg at hans ytringer er ærligt ment. Lidt "uforskammet" måske - men formentligt meget ærligt.

De er skam ærlige, og mht min skrivestil og de emner jeg vælger, så har jeg mange gange før sagt, at MOL ikke er lig med ECTS point i min verden og jeg skriver som en stiv grønlænder hvis det er dét jeg vil. Jeg kunne sagtens formulere tingene pænere og mere seriøst, men så længe budskabet kommer frem er jeg ligeglad med, om det er pakket ind i sølvpapir eller silke.

De ting jeg angriber ér; De ting du kæmper med.

Du kæmper med din intelligens, du kæmper med dit job, dine drømme, kvinderne og de ting du mener, du er berettiget til at opnå!

Let's face the facts - Du bliver ikke en casanova, af at læse D'angelo eller "10-gode-råd-til-at-score-en-Playmate". Sociale kompetencer dækker i ligeså høj grad over diplomatiske evner og empati samt humor. Jeg tror ikke du har nogen af de tre kvalifikationer, i særlig udstrakt grad (Eller også skriver du, om de forkerte ting)

En del af de "modindlæg" som har været lige ovenfor har været "blaaaablaaaa, virker ikke, det er for dårligt, for plat, for mærkeligt osv." Men det er her hvor bukkene bliver skilt fra fårene. Det er nemlig en key-factor i denne leg/spil/forføring, at man faktisk føler/har tillært sig at lade som om, at you-couldn't-care-less.

Jarvig, jeg tror det er kendetegnet ved en masse bøvede mennesker, som netop sidder med næsen i en lang række score-guider, som ligefrem kan overanalysere en date situation på den måde. FUCK hvor må det være hårdt for dig, at sidde i kvindeligt selskab, når du er SÅ opmærksom på din egen navle og strategi. Ligefrem at sidde med et kampkort, over dine handlinger, mimik, kommentarer, attitude er rent faktisk plat. Den er grinagtig, men det er bare min mening. Som sagt hiver jeg en gammel "ven" frem, som ligner dig helt forfærdeligt på nogle punkter. Jeg havde aftalt at mødes med ham, mest for at jeg kunne more mig over ham, inde på en cafe i København. Her dukker manden op i jogging bukser (Hul ved skridtet), H2O sandaler og hvide tennis sokker. En stram, stram, stram kasket med malerpletter og en stilfuld sort jakke (sjov kombo). Der dukker en gruppe af veninder op, som er klar til at tage i byen.

Min ven sidder så, og drikker "sexet" af sin øl, kigger "frækt" over på pigerne og smiler "cooky" til dem... alt imens han sidder i en grinagtig mundering. Sidst men ikke mindst spørger han mig, om jeg har prøvet "at lave saksen" ?

D : Øh saksen?

>>> Ja, du skal gøre sådan her *Lav en saks-ting med fingrene* oppe i fissen på tøserne, så bliver de helt vilde.

D : Ah ok.... (Hmmm, kommer det fra en fyr, som ikke har lavet andet end at wanke pik på nettet)

D : Sig mig, hvor får du de ideer fra?

>>> Jeg har fuldstændig styr på pigerne nu, jeg har læst bøger om det, jeg er deres ven nu! Det gælder om at være cool og ligeglad, en hård fyr som er ligeglad. De elsker det.

Og det minder sgu lidt om dig ... umiddelbart en person, som ikke har nosserne til at ku' gå på jagt alene og uopfordret på en café eller whatever, og selv sørge for at komme i reel kontakt med en pige eller kvinde. Men som lever højt på et luftkastel.

Ville du også tage imod økonomiske råd fra en bistandsklient?! Wake up Jarvig...

Virkeligt dejligt med min far. Jeg har været så vred på ham i 32 år. Men efter at jeg har læst DeAngelo og fundet ror og selvsikkerhed overfor pigerne, så har jeg også haft overskudet til at lette på pedalen med vrede mod min far.

Undskyld at jeg griner, af dette indlæg.... Men jeg kan kun grine, når du gang på gang viser, at din støttesøjle her i livet, er blevet det imaginære billede som DeAngelo har tegnet i dig.

Søren -> Næææ, jeg er bare ærlig - noget som er en sjælden vare i vores samfund.

Man kommer også galt afsted, med for meget ærlighed. Ikke at jeg er uærlig, men man kan komme galt, galt afsted med sådanne attituder. Derfor har hudløst ærlige mennesker altid set min ryg (99% af tilfældene) eller knytnæve. Selvfølgelig er ærlighed vigtigt, men kommer man væltende og braser sine meninger ud, uden empati og situationsfornemmelse m.m., er man hurtigt fjende med en person som mig. Især folk, som tror de er mere end mig. Ligeværdige ... så kan vi snakke.

Jeg og mine venner føler sig som en speciel race. Vi er skide intelligente. Vi er skide vidende. Vi er skide veluddannede. Vi er skide fucking interessante mennesker. Vi har fuldkommen gennemskuet verdens sammenhænge. Vi er fantastiske mennesker at være sammen med. Vi er ufatteligt ærlige. Vi har ingen emotionelle hang-overs. Vi føler også altid overlegen på alle tænkelige menneskelige områder.

Du er allerede sat af her Jarvig... det er simpelthen snot. Og folk som synes dét der, er en fed holdning og kommentar alá "Fuck Janteloven, go get'em Tiger!" burde få en flad. Dét der, er manglende respekt og så stor en selvfed buttplug, at en promille kunne være nok! Jeg tror, det er utroligt få selskaber du kan gebærde dig i og det er sjældent, at jeg kan væmmes ved bemærkninger.

Og når de så siger nej, og tydeligvis fortsætter med fluekneppe deres illusoriske livsopfattelse, er man så arrogant, når man trækker på skulderen og opgivende siger "jamen så må du jo også selv om det, hvis du virkelig ikke vil opleve noget fantastisk".

Ja ok, hvem er det liiiige som lever på en illusion? Jarvig, du ér en metalkæmpe med lerfødder. Jeg synes der er en grænse ved at sige, "Ok, hun ville ikke have mere med mig at gøre, det er sgu hendes tab. Dummo kælling" og til at tænke "Aha, hun vil ikke nyde mit fantastiske selskab, med min ekstreme hjernekapacitet og 300IQ point til gavn, ak ja lille sølle hyrde vil hellere passe lam. Jeg tilbyder alverdens status og magt, men det sølle undermennesker formår ikke at se stroboskop lyset"

Man møder kun folk som tror og lever efter illusioner, illusioner og illusioner. Osv. osv.

DU lever på illusioner Jarvig. Hvis du virkelig ér så fucking god, hvorfor sidder du så på din fede pind og sukker over alt det, du kunne have fået? Eller som du er berettiget til? Du siger du fortjener mere end din chef, jamen så TAG mere end din chef! Lad være med at ynke dig selv for din stand, det er til at brække sig over, og viser mangel på fucking nosser. Damn... er du sikker på, at DeAngelo ikke har gjort dig til en østrogeniseret cyborg?

Din IQ er høj, du er kvik - Hvorfor så ikke gøre noget ved det, fremfor at ynke dig selv og læse 100 bøger om året, med - i mine øjne - ligegyldig viden. Du ville klare dig skide flot i Hvem Vil Være Millionær, men hvad med at bruge tiden på noget konstruktivt? Indtil videre ser jeg kun, en meget lille mand uden et sex og socialliv, som lever den materialistiske drøm ved at spille online poker og håbe på den store gevinst.

Jeg synes det er fint, at I har åbnet en lille loge, hvor slavetøser imod betaling kan tilfredsstille jeres oppumpede trang til, at vise I er overmennesker. Jeg synes det er fint, at logen har åbnet deres egen lille off-shore klub, hvor I kan diskutere jeres verdensplaner og åbne det næste store firma, som vil bringe Danmarks betalingsbalance op på højder, som A.P. Møller ikke engang har formået.

Men istedet for at sidde og klynke, så GØR dog noget ved det!?

Lav porno, markedsfør jeres egen Hedge-Fund i Business Week og Times, send en ansøgning til statsministeren, gør ét eller andet istedet for at ynke dig selv, for din enorme viden som du ikke kan bruge til noget åbenbart?

Jesus christ, du ville starte et nyt og konkurrende blad uden engang at vide, hvor bladbranchen er skruet sammen og hvilke forlag, som bag kulissen driver de selvsamme blade.

Det er bare frustrende at mene at man har en masse fuldkommen unikt at give til verden og den så laller videre uden at nogen lægger mærke til noget.

Se mig, se mig, se mig - Jeg er klog, jeg er matematisk, jeg er logisk, min IQ er på 150, jeg kan gennemskue kvinder, jeg har gennemskuet livet! Se mig, vælg mig! Ta' mig!

Bortset fra, at ingen kigger og ingen lytter? og efterhånden lidt på grænsen til impertinence for en del som læser med jarvig.

Jeg kunne sikkert også godt, sætte mig til at prale højt og helligt, om alt hvad jeg foretager mig, de mennesker jeg kender, de ting jeg har opnået osv. osv., men hvorfor skulle jeg pynte på en net-persona, skabe en identitet online som ikke stemmer overens med min virkelighed? Og sidst men ikke mindst, fordi jeg gerne vil være anonym :4thumbup:

Nu fik du mine kommentare på de ting, jeg har bidt mærke i - Ærligt - og så kan du godt hive luppen frem, og kommentere de punkter du vil.

Blackmoore:

Jeg mener.. succes kan være lidt som at være cool. Hvis man behøver forklare folk at man er det..så er man ikke

Fuckin' A

Danfanatiker:

Og jeg beundrer dig for dit mod til at stå frem og sige, JA JEG ER SGU INTELLIGENT. Det er et direkte modtræk til den danske møg jantelov, og det viser bare at du er en fyr, der tør stå ved dine holdninger.

Den danske jantelov er det mest motiverende stykke uskreven lovsæt, man overhovedet kunne forestille sig. "Fuck Janteloven" .... (Se mig, jeg er ligeglad, jeg er cool... jeres mening betyder intet, jeg er så selvstændig)

Helt ærligt, kan man få respekt bare fordi man urinere lidt på janteloven? Noget som ikke engang er fysisk tilstede. Der skulle godt nok ik' meget til, for at imponere dét tøsebarn Jarvig - Noget har DeAngelo måske alligevel givet dig. Evnen til, at imponere kimærer kvinder som er inblanco på mange punkter.

Og så vil jeg slutte af med at sige - Fuck jer allesammen Gider ik' skrive mere nu.

Edited July 2, 2005 by Deluxe

[jarvig13]

Deluxe ->

Det er fuldkommen rigtigt, at jeg går og tumler med en masse ting. Det har jeg altid gjort. De første 20 år af mit liv var et hul. Så jeg har brugt de sidste 13 år på at catche up på dette. Umiddelbart lyder det da ikke så svært. Man skal speede processen med den dobbelte hasthed af andre. Men så nemt er det ikke. Når man er så langt bagefter socialt set, så møder man meget modstand og afvisninger. Så det er ikke bare at sige, jeps jeg mangler lige 20 års erfaring og jeg virker jo rimeligt fornuftigt socialt set, så nu speeder jeg bare processen op.

Det sidste års tid har været befriende, simpelthen fordi jeg endelig har fundet en form for harmoni i mit liv - jeg kan leve på min måde og vide at den på alle måder er god nok. Men når brikkerne langsomt falder på plads, så vil man opdage noget pudsigt - konflikterne internt i en selv blusser op. Hmmmm, hvad skal man sige? Jo, at deres "styrke" er langt fra så vild som før i tiden, men at de til gengæld er flere. Ikke så mærkeligt. En masse erfaringer og følelser har jo dannet sig i et sind, der var traumatiseret og ked af det. Alle disse erfainger og følelser skal nu omdannes, omprogrammeres, gives ny kontekst, når man så pludselig endelig føler man har fået styr på det.

Derfor har jeg det sidste års tid haft masser af problemer. Men det er så at sige "sunde" problemer, idet de er vendt mod forbedringer og afklaringer og ikke på interne frustrationer som sådan.

Men jeg vil da gerne kommenterer dine udspecificerede bemærkninger. Jeg vil dog lige dele besvarelsen op i to indlæg. For jeg tror at der med at der går knas i quotningen skyldes at man kun kan lave et vist maks antal quotes pr. indlæg.

ikke er lig med ECTS point i min verden

Hvad er ECTS point?

De ting jeg angriber ér; De ting du kæmper med.

Fint.

Du kæmper med din intelligens, du kæmper med dit job, dine drømme, kvinderne og de ting du mener, du er berettiget til at opnå!

Ja, det kan man sige.

Let's face the facts - Du bliver ikke en casanova, af at læse D'angelo eller "10-gode-råd-til-at-score-en-Playmate".

Enig. Det tror jeg da vist heller ikke jeg har skrevet. Jeg har modsat skrevet mange gange, at DeAngelo har hjulpet mig en del, men at være god til det, det kræver hård "træning".

Sociale kompetencer dækker i ligeså høj grad over diplomatiske evner og empati samt humor. Jeg tror ikke du har nogen af de tre kvalifikationer, i særlig udstrakt grad

Det er bestemt vigtige elementer i social omgang med andre mennesker.

Faktisk er alle tre elementer lidt pudsige hos mig.

På den ene side kan jeg være uhyre diplomatisk. Men hvis jeg bliver irriteret over andre, så kan jeg også være rimeligt udiplomatisk.

Empatien er derimod enorm. Jeg er altid meget opmærksom på, hvordan andre har det og ikke gøre dem unødvendigt ked af det. Man kan ikke altid undgå at gøre andre kede af det - men man bør prøve at gøre det mindst praktisk muligt.

Angående humor. Jeg er bestemt ikke verdens sjoveste mand. Det betyder ikke at jeg er en træpind - langt fra. Men jeg har skam affundet mig med, at jeg ikke er født til at få andre folk til at grine. Jeg kan godt - men udpræget nemt, det falder det mig ikke.

Jarvig, jeg tror det er kendetegnet ved en masse bøvede mennesker, som netop sidder med næsen i en lang række score-guider, som ligefrem kan overanalysere en date situation på den måde. FUCK hvor må det være hårdt for dig, at sidde i kvindeligt selskab, når du er SÅ opmærksom på din egen navle og strategi. Ligefrem at sidde med et kampkort, over dine handlinger, mimik, kommentarer, attitude er rent faktisk plat. Den er grinagtig, men det er bare min mening. Som sagt hiver jeg en gammel "ven" frem, som ligner dig helt forfærdeligt på nogle punkter.

Du har en meget vigtig pointe her. For den som er ål i vand blandt kvinder, da vil sådanne ting slet ikke være med i deres bevidsthed. Det ligger så meget på rygmarven, at de slet ikke behøver at tænke over det. Ja, det vil formentlig være typsik at personerne har det så meget på rygmarven at de ikke engang ville kunne forklare det bevidst, hvis man udspurgte dem om det.

Så god er jeg slet, slet ikke. Indtil for et år siden, så gjorde jeg faktisk alt det forkerte, og syntes det at jeg gjorde det rigtige. Jeg var sød, jeg var lyttende. Jeg var betænksom. Jeg prøvede at imponerer kvinden. Jeg prøvede at overtale kvinden. Jeg prøvede at forføre kvinden.

Det er bare ikke sådan det virker. Det har jeg så fundet ud af. Men det er mange års date-forføre-teknik-væremåde som skal omprogrammeres. Det er ikke nemt. Og i hele denne tid, da er de ting du nævner noget jeg må koncentrere mig om bevidst. Men målet er selvfølgelig, at man efterhånden har trænet det så meget, at man slet ikke tænker over det.

Derudover er der jo faktisk intet "mystisk" ved det.

Det er jo ligesom bare, hvis du har det med at savle ukontolleret, når du ikke tænker over det. Så bliver du ligesom i lang tid nødt til at være bevidst om ikke at savle. Det er da langt hårdere at skulle være bevidst om dette problem, end en som slet ikke savler.

Jeg havde aftalt at mødes med ham, mest for at jeg kunne more mig over ham, inde på en cafe i København. Her dukker manden op i jogging bukser (Hul ved skridtet), H2O sandaler og hvide tennis sokker. En stram, stram, stram kasket med malerpletter og en stilfuld sort jakke (sjov kombo). Der dukker en gruppe af veninder op, som er klar til at tage i byen.

Min ven sidder så, og drikker "sexet" af sin øl, kigger "frækt" over på pigerne og smiler "cooky" til dem... alt imens han sidder i en grinagtig mundering. Sidst men ikke mindst spørger han mig, om jeg har prøvet "at lave saksen" ?

D : Øh saksen?

>>> Ja, du skal gøre sådan her *Lav en saks-ting med fingrene* oppe i fissen på tøserne, så bliver de helt vilde.

D : Ah ok.... (Hmmm, kommer det fra en fyr, som ikke har lavet andet end at wanke pik på nettet)

D : Sig mig, hvor får du de ideer fra?

>>> Jeg har fuldstændig styr på pigerne nu, jeg har læst bøger om det, jeg er deres ven nu! Det gælder om at være cool og ligeglad, en hård fyr som er ligeglad. De elsker det.

Og det minder sgu lidt om dig ... umiddelbart en person, som ikke har nosserne til at ku' gå på jagt alene og uopfordret på en café eller whatever, og selv sørge for at komme i reel kontakt med en pige eller kvinde. Men som lever højt på et luftkastel.

Pænt bizart. Pænt bizart at du udnytter en anden person for egen morskabs skyd. Og pænt bizart er hans adfærd.

Undskyld at jeg griner, af dette indlæg.... Men jeg kan kun grine, når du gang på gang viser, at din støttesøjle her i livet, er blevet det imaginære billede som DeAngelo har tegnet i dig.

DeAngelo er ikke en støttesøjle.

DeAngelo forklarede bare noget ret interessant på en så overbevisende og sammenhængene måde, at jeg pludselig kunne se en vigtig pointe - en pointe som jeg aldrig havde set før. Som sagt så havde mine venner - og specielt en af dem - faktisk i årevis prøvet at fortælle mig det samme som DeAngelo fortalte. Men jeg kunne af mærkelige grunde ligesom ikke indse det, ville ikke indse det. Men DeAngelo kunne altså en ting - forklare det samme som min ven sagde - bare på en måde så den fes ind.

[T:I:R]

Hey Jarvig. Sorry jeg dissede Angelo før. jeg havde tydeligvis ikke sat mig godt nok ind i tingene

[jarvig13]

Man kommer også galt afsted, med for meget ærlighed.

Bestemt.

Selvfølgelig er ærlighed vigtigt, men kommer man væltende og braser sine meninger ud, uden empati og situationsfornemmelse m.m

Jeg giver dig helt ret.

Det er også helt bevidst at jeg skrev så ærlig som et emne kan bære. Det var sådan set det samme som dit jeg kunne have skrevet - ærlighed, dog med fokus på situationsfornemmelse og empati.

Nu er det jo i min log jeg skriver det meste af min ærlighed. Derfor er du en gæst når du besøger min verden. Indenfor rimelighedens grænser, så er det mig der bestemmer situationen i min log. Hvis jeg skriver noget tilsvarende uden for min log, så er det en helt anden ting. Og hudløst ærlig er jeg da også kun i få tråde med meget specielle emner, hvor emnet ligesom først bliver rigtigt interessant, når man tør og vil skrive uden alle mulige forbehold.

Til gengæld er springet til IRL langt større. Så ærlig som jeg er i denne log, det har jeg haft en tendens til også at være i enhver sammenhæng IRL. Men det var før i tiden. Jeg har gennem de sidste 2-3 år virkelig skåret drastisk ned på min hudløse ærlighed IRL. Selvom den stadig er i den lidt vilde ende af spektreret, så er det ikke et voldsomt "problem" nu om dage. Jeg har kort sagt lært, at ærlig altid skal afstemmes til situationen IRL.

Det er jeg blevet meget bedre til.

Du er allerede sat af her Jarvig... det er simpelthen snot. Og folk som synes dét der, er en fed holdning og kommentar alá "Fuck Janteloven, go get'em Tiger!" burde få en flad. Dét der, er manglende respekt og så stor en selvfed buttplug, at en promille kunne være nok! Jeg tror, det er utroligt få selskaber du kan gebærde dig i og det er sjældent, at jeg kan væmmes ved bemærkninger.

Jeg forstår godt, at hvis man kun læser sætningerne for sig selv, og slet ikke placerer dem i den kontekst de var skrevet i, at man så synes de er til at brække sig over.

Men nu var det jo skrevet i en speciel kontekst og så synes jeg bare at du er en dårlig kommunikator, hvis du ikke kan se den kontekst en ting er skrevet i.

Ja ok, hvem er det liiiige som lever på en illusion? Jarvig, du ér en metalkæmpe med lerfødder. Jeg synes der er en grænse ved at sige, "Ok, hun ville ikke have mere med mig at gøre, det er sgu hendes tab. Dummo kælling" og til at tænke "Aha, hun vil ikke nyde mit fantastiske selskab, med min ekstreme hjernekapacitet og 300IQ point til gavn, ak ja lille sølle hyrde vil hellere passe lam. Jeg tilbyder alverdens status og magt, men det sølle undermennesker formår ikke at se stroboskop lyset"

Du må gerne kalde det en illusion. Men sådan er tingene skruet sammen i min verden.

DU lever på illusioner Jarvig. Hvis du virkelig ér så fucking god, hvorfor sidder du så på din fede pind og sukker over alt det, du kunne have fået? Eller som du er berettiget til?

Måske hvis du læste lidt af de andre indlæg i denne tråd jeg har skrevet og ikke bare klamre dig til en eller to indlæg som du er blevet vred over, så ville du kunne blive klogere.

Men det korte svar. Fordi det ikke interessere mig.

Din IQ er høj, du er kvik - Hvorfor så ikke gøre noget ved det, fremfor at ynke dig selv og læse 100 bøger om året, med - i mine øjne - ligegyldig viden.

Well, det er faktisk lidt interessant det her. For sådan lidt gelænde formuleret, så ligger en stor del af problemet her. Pointen er at de den verden vi har skabt, da er blændende indsigt i tværfaglige decipliner stort set ikke eftertragtet. Stort set så arbejdsmarkedet deles op i tre.

1. Folk med lave kompetencer - de er i denne sammenhæng ikke interessante

2. Folk med rimelige kompetencer - folk med høje stillinger, stort ansvar, overordnet planlægning, overordnet strategi osv rekrutteres ofte fra dette område. Det skyldes at folk som skal "bestemme" over andre ikke kun skal være kompetente, men også at de har en forståelse af virkeligheden - specielt den sociale virkelighed - som er på det jævne. Hvis disse folk er for "avancerede" så får de koblet alt for mange mennesker af. De er så at sige dygtige, fordi de er jævne.

3. Specialisterne - folk med store kompetencer. Lederne fra gruppe 2. trækker store veksler på denne gruppe. Verden er voldsomt kompleks og enhver leder behøver en hær at høj-kompentente specialister for at have noget at kunne tage stilling til.

Det er jo åbenlyst at jeg hører til gruppe 3. Problemet er bare følgende - og det er et problem jeg deler med en god stor gruppe, dog en gruppe som er klart i undertal i forhold til dem som ikke oplever dette problem: Uddannelsessystemet og jobmarkedet er i dag skruet sammen på den måde at det uddanner folk med meget høje kompetencer på smalle områder. Du er ikke specialist i mikro-økonomi - nej, du er specialist i giffen goders betydning for forskubbelse af efterspørgselskurven i situationer med ufuldkommen information på et marked med udelelige goder. Forresten er der kun 3 andre personer i hele verden som bare er nogenlunde lidt inde i det samme.

Du er kort sagt ultra-specialist. Det er utroligt smalle områder du kan/må beherske hvis din insigt skal være så unik at den er et eftertragtet gode på markedet - og at du ikke bare skal havne som skide standard røvkedelig økonomisk controller i en kommune - sådan som f.eks. jeg er.

At være specialist på et meget lille område interessere mig nada. Og her deler jeg skæbne med mange andre højtuddannede (men altså stadig en klar, klar mindretalsgruppe), der simpelthen synes at dette er røvkedeligt. Hvad vi vil (og jeg siger vi for jeg har godt nok mødt en del af dem), det er være højkompentente generalister. Ikke specialister - men generalister. Folk som simplethen er vanvittigt gode til at overskue en masse områder på en gang og finde system, dynamikker og sammenhænge på højt abstrakt niveau. Men disse mennesker er der slet ikke efterspørgsel efter på markedet. Og dette skyldes helt klart folkene i gruppe 2. Gruppe 2 mennesker kan godt forstå at de ikke har specialistviden og at de derfor må ansætte et hav af specialister. Men de har meget, meget svært ved at indse, at det faktisk er dem som har sat på generalist-stillingerne - og at de faktisk ikke er (fagligt) særligt dygtige mennesker - de har derimod primært fået stillingen fordi de besidder nogen andre ikke faglige kvaliteter - typisk at de ser på virkeligheden på en måde, som gør at flest muligt kan være med.

Så disse dumpap-mennesker som rent faktisk sidder på halv-spændende stillinger kan slet ikke indse, at på det faglige niveau, da er de slet, slet ikke dygtige nok generalister. De forveksler deres stillings betydning angående deres faglige kompetencer med deres stillings ikke-faglige kopetencer og derfor indser de aldrig at på det faglige område da trænger deres stilling faktisk til en højkompetent generalist.

Indtil videre ser jeg kun, en meget lille mand uden et sex og socialliv, som lever den materialistiske drøm ved at spille online poker og håbe på den store gevinst.

Det skal du have lov til at mene.

Faktisk har du ret på områderet vedrørende poker. Jeg håbede at poker var vejen ud. Et spil jeg skide god til, og som jeg i det stille sind håbede kunne drive det til noget i. Derfor også min store irritation over, at det er gået ret dårligt.

Lav porno

Den afdeling er der andre i foreningen som spekulerer over - jeg nævnte bare lige nogen ideer som lige var poppet op i mit hoved.

Jesus christ, du ville starte et nyt og konkurrende blad uden engang at vide, hvor bladbranchen er skruet sammen og hvilke forlag, som bag kulissen driver de selvsamme blade.

Det var bare lidt brainstorming - intet andet.

[jarvig13]

Hey Jarvig. Sorry jeg dissede Angelo før. jeg havde tydeligvis ikke sat mig godt nok ind i tingene

<{POST_SNAPBACK}>

Det er helt okay.

[trooper]

Deluxe:

Når man skyder med de store kanoner må man af og til se deres bane være slemt fejlberegnet.

Du henviser konstant til en virkelighed som skal kunne validere Jarvigs udtalelser, men det er jo slet ikke et issue her, det handler om at kunne abstrahere og reflektere over ens egen position, og det har intet at gøre med hvad man tjener eller så videre... at interagere med både ens selv og ens omgivelser i en refleksiv distance er netop kendetegnet for som menneske at hæve sig over den rent behaveoristiske organisme.... verden havde dælme været fattig hvis ikke der fandtes et drømmende og selvransagende element i mennesket som er en helt anden arena end den fx. jobsituation/parforhold/indkomst man står i på det givene tidspunkt.

At man lægger disse tanker åbent frem kan naturligvis give forkete associationer, som jeg sagtens kan følge dig i, men den ramme du tolker på, synes jeg bestemt ikke giver dig særligt meget kredit.

Jeg siger ikke 'fuck janteloven' for det er et latterligt argument hos selvretfærdige typer.. men jeg siger 'fuck monotomien og fantasiløsheden'.... der er flere sfærer i den menneskelige livsverden end den du henfører til... og et af disse er evnen til at kunn selvinteragere med sin egen rolle og person..

[jarvig13]

Men altså historien fra igår.

Som de fleste andre så er jeg også som regel noget påvirket når jeg går i byen. Problemet er at finde det rette niveau, hvor man nyder alkoholens virkning, men trods alt er stort set fuldstændig velfungerende - gang, tale, formuleringsmæssigt, hvordan man opfører sig osv.

Men nogen gange kan det være lidt svært at finde niveauet. Igår var jeg forsigtig, idet det var varmt og jeg ikke var helt på toppen. Derfor fik jeg ikke så meget alkohol indenbords som jeg den dag formentlig ville havde det bedst med. Det hævnede sig, for inde i en by en fredag aften der er det ikke helt nemt lige at finde noget spiritus til hurtigt at hæve niveauet. Så jeg kæmpede mig igennem den ene bajer efter den anden - men ligelidt hjalp det - jeg følte mig totalt ædru hele tiden og som konsekvens deraf, så komme jeg aldrig i rette "mode". Løb ind i en gammel bekendt jeg havde været på studietur med og hvor vi to havde delt hotelværelse med flere dage i træk. Og han er sq en fin fyr. Gal - på den sjove måde. Så selvom jeg bestemt ikke er typen der henfalder til at snakke om "de gode gamle dage", så var det nu det vi gjorde. Rent faktisk kæmpede alle tre mand (jeg, min ven og min gamle bekendte) den samme hårde kamp - vi var alt for ædru, men ligemeget hvor meget vi kæmpede så "lettede vi ikke". Telefonen ringer og en anden ven foreslår at vi tager på Park. Damn, det er lang tid siden jeg har været på Park. Engang det mest sikre sted at gå i byen på en torsdag (for 10 år siden var Park det hippe sted at gå - specielt for studernede om torsdagen). Men så lavede Park nogen ting om, og så blev den mere Brøndby og guldkæder end Søllerød og Chanel. Så det Park havde bygget op på 5 år blev bombet tilbage på mindre end et år.

Nå, men skidt, det kunne da være meget sjovt at se, hvordan Park var nu om dage - om ikke andet så kunne man da få et nostalgi-flip.

Well ankommet til Park, så bliver man hurtigt overrasket. Der er faktisk en fed stemning - folk virker feststemte og "tjekkede". Cool. Og der er godt nok mange vanvittigt flotte piger der er dresset maks ud. Hæhæhæhæ, herligt.

Men det bliver meget værre. Ca. hver andet minut så stopper en limosine af de rigtig, rigtig lange slags op foran Park. Ud træder typisk to noble herre og to ultra smukke piger - det bliver bare ved og ved. Jeg finder aldrig præcist ud af, hvad, der er gang i. Men en siger, at der er en som holder monsterfest - og har fundet ravl og krat af venner og bekendte, som forskellige steder i Kbh. bliver samlet op af limosiner han har lejet. Jeg anede slet ikke at det var muligt at finde så mange super lange limosiner i Københavnsområdet - vi taler måske om 20-30 stykker i fast rutefart.

Og nu kan man godt glemme Hollywood. Glem alle de smukke kendte skuespillerinder og modeller som møder op til en galla i Hollywood. Det her er monstermeget vildere. Aldrig nogensinde har jeg set så mange fantastisk smukke piger - de er overalt og deres kjoler er alle sammen hamrende eksklusive.

Det tager sq pippet fra os. Det er simpelthen for mange damer på en gang. Der er ikke en chance for, at jeg lege med alle DeAngelos råd her. Det er simpelthen for overvældende.

Ganske krysteragtigt så vælger jeg bare at gå rundt og se cool ud, så ellers glemme alt om at være verdensmand, cocky og funny. Det eneste jeg kan tage mig sammen til er at gå meget langsomt (det er faktisk meget, meget powerfuldt kropssprog at bevæge sig meget langsommere end andre og hvor alle ens bevægelser med lemmer, hoved, øjne osv., er meget langsomme - vi taler ikke om fuldemands-langsomt med snublende, slingrende skridt - vi taler om at gå meget roligt og meget langsomt gennem en forsamling - powerfull stuff). Det virker godt - jeg har "styr på det" - det er behageligt.

Allerede efter 5 min kommer et pigebarn over til mig og griber fat i mig. Men det er nu kun for at fortælle mig at jeg glemt at lyne lunlåsen op. HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA - der føler man sig godt flov - her har man spillet cool, og så har jeg haft lynlåsen nede. Jeg fortrækker dog ikke en mine og siger istedet "fremgang, normalt plejer at glemme at trække bukserne op". Meget lækkert - det kun hun godt lide.

Ellers forløb aftenen glimrende - hele to pigebørn (og pigebørn er faktisk et godt udtryk for langt de fleste at pigerne var vel næppe mere end 20-23 år) kommer hen og snakker med. Jeg er dog slet ikke i moode til det. Jeg føler mig simpelthen ikke lækker nok på dagen, og kampen med alkoholen er faldet ud som den ikke skal gøre - sløv og træt istedet for flyvende og energifuldt. Så jeg slet ikke oppe på mærkerne og de smutter ret hurtigt - fair nok. Jeg havde det fint med bare at gå meget langsomt rundt og se cool ud. Jeg var alt for meget wussy til at klare mere den aften - tager tidligt hjem.

Men god damn, Danmark er et vildt sted når den viser sine smukkeste piger frem og placerer den i et enkelt diskotek. Svenskerne og nordmændene kan til dels være med, men derudover, så kan ingen lande i verden producere så smukke piger som Danmark kan.

Edited July 2, 2005 by jarvig13

[duenn]

Allerede efter 5 min kommer et pigebarn over til mig og griber fat i mig. Men det er nu kun for at fortælle mig at jeg glemt at lyne lunlåsen op.  HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA - der føler man sig godt flov - her har man spillet cool, og så har jeg haft lynlåsen nede.  Jeg fortrækker dog ikke en mine og siger istedet "fremgang, normalt plejer at glemme at trække bukserne op". Meget lækkert - det kun hun godt lide.

*LOL* syns du sagde du ik var sjov!!! Jeg syns sgu det går meget godt

Men god damn, Danmark er et vildt sted når den viser sine smukkeste piger frem og placerer den i et enkelt diskotek. Svenskerne og nordmændene kan til dels være med, men derudover, så kan ingen lande i verden producere så smukke piger som Danmark kan.

Ja se sådan noget kan vi jo bare godt li at høre

go Lørdag

knuzz

[Jeanette K]

Hmmmmm, interessant indlæg Jeanette.

Hvad er normalt? Dette spørgsmål er når det kommet til stykket langt mere interessant for mennesket end mange andre spørgsmål. Vi har en hel videnskab som alene drejer sig om at finde forskellen mellem det syge og det raske sind. I moderne psykologi/psykiatri operere man med begret virkelighedstestning. Virkelighedstestning er om en person tolker virkeligheden på den måde som flertallet gør. Dette er faktisk ret perverst, når man tænker over det. Hvis man tolker verden på en anden måde end de fleste gør, så er man psykisk syg. Tankevækkende. Det skal dog ikke forstås som at jeg uenig i, at dette er måden man bør/kan teste om et sind er sygt eller ej. Men tankevækkende er det.

Mon ikke de fleste har set "A Beautiful Mind" om John Nash. John Nash var en meget, meget dygtig matematiker - men hans største "impact" er i økonomi. Rigtigt meget moderne økonomi kunne slet ikke fungere uden Nash's spilteoretiske set-up. Nu overdriver filmen selvfølgelig. Det er trods alt drama. Men Nash var skitzofren. Han var psykisk syg. Og historien om hvordan han ved viljens magt holdt sine skitzofrene vildtanker i skak er sandfærdig - omend de i filmen er lidt for dramatiseret. Men Nash er et fremragende eksempel på at det syge sind og det geniale sind er så tæt forbundne.

Der er en anden "sjov" detalje. Generelt anser og er økonomer de skarpeste personer i verden, når vi testet folk ud fra deres fagområde. Nationaløkonomer slår simplethen i snit alle andre uddannede personer i IQ og analyseevne. Men faget på andenpladsen er ikke overraskende matematik (et mulehår foran fysikere). Megen matematik og økonomi har gået hånd i hånd - og ikke uvæsentlig bidrag i økonomisk teori er direkte hentet fra matematik. Og matematikere er et meget mærkeligt folkefærd. Ingen andre uddannelse har brændt flere personer ud end matematik. Man siger generelt, at hvis man ikke har lavet sit internationalt anerkendte gennembrud i matematik senest i slutningen af 20'erne, så kan man ligeså godt opgive. Og værre endnu. Antallet at psykisk syge matematikere er langt højere end nogen stokastisk tilfæde kan godskrive. Ingen andre uddannelser end matematik har så mange mennesker som ender på gakgak-anstalt. Og for at være endnu mere absurd. Hvad der ligger langt ud over nogen statisk forklarelig sandsynlighed, så dør ufatteligt mange matematikere meget unge. Tonsvis af matematikere er død midt i deres karrirere unden at de er blevet 30 år. Nogen af selvmord og nogen af naturlige årsager.

Nu spørger du så hvorfor?

Det er umuligt at svare på. Men ingne tvivl om, at jo mere brilliant ens sind er, desto flere psykologiske overvejelser laver man. Og man bliver simpelthen skør af at det. Man bliver skør af at se ting som ingen andre ser. Man bliver skør af at gennemskue ting, som ingen andre ser og hvor man bare møder modstand, modstand og modstand. Ingen intelligente mennesker har valgt at blive intelligent. Det er en gave de har fået. Men en gave som er pinsel i det lange løb. For den der ikke er lyndende begavet, så kan man simpelthen begribe det i sit hoved. At se sammenhænge som ingen andre ser er en pinsel. Kan du ikke se sammenligningen med sindsyge. Med det syge sind. Med at psykisk syge mennesker ikke tolker verden på samme måde som raske mennesker. Den intelligente "opdager" hele tiden nye aspekter i alle mulige ting som ingen andre gør. Det kan ikke undre at grænsen til syge sind er meget, meget smald.

Desuden: Det vigtigste i livet er kærlighed. Hvad der mere end noget andet adskiller mennesket fra andre dyr, så er det, at vi har dybt avanceret kognitiv følelse, som bunder i absurd komplekst sammenspil mellem "reptilhjernen", det limbiske system og neo-cortex - en følelse vi kalder kærlighed. Menneskets evne til at føle og formidle denne følelse og sindstilstand er det som har skabt mennesket. Vi er intelligente. Ja. Men alle mainstream palæontologer er enige om, at intelligens var en evolutionær proces som blev skabt i konteksten af kærlighed. Det var mennesket udviklede sig til at få "ufærdige" børn og derfor måtte stole på at man havde en partener som ville være der hele tiden, at intelligensen blev født. At skabe en sociologisk virkelighed, hvor troskab, omsorg, mental udholdenhed, stabilitet osv. var nødvendige hvis et forældrepar skulle få overlevelsesduelige børn, det var det som evolutionært gjode os intelligente. En så hyper avanceret følelse som keærlighed, med alt hvad det indbefatter, det kunne først skabes, når hjernen blev intellignet, intentionel.

Hvad er pointen? Pointen er at mennesket ikke kan blive et velfungerende menneske uden kærlighed. Mennesket er (når det fungere) simpelthen produktet af kærlighed. Derfor er der mange forældre som aldrig burde have haft barn. Man får ikke barn fordi man har lyst til det. Man får barn fordi man har lyst til det og samtidigt er klar til at ofre alt det et barn behøver. Som sagt er menneskebarnet et totalt ufærdigt produkt. Igennem 15-20 år er mennesket et barn. Måske voksent at se på - men emotionelt og kognitovt stadig afhængig at sikre, kærlige støtter og forbilleder - det vi kalder "gode forældre".

At opforstre et barn uden kærlighed er lig med at opforstre et misforster. Simpelthen. Ingen i denne verden kan på nogen måde forvente at et barn som ikke har oplevet kærlighed i dets liv vil blive et "normalt menneske". Mennesket er godt kendetegnet ved en overlevelseevne som overstiger stort set alle andre dyrs. Det er faktisk tilfældet. Mennesket er simpelthen kendetegnet med, at selv der hvor man - i forhold til alle andre sammenlignelige dyr - man kunne forvente at vi gav op, der kæmper vi med alt vi har for at overleve. Derfor vil man til tider se mirakler. Det lykkes faktisk for nogen mennesker at blive nogenlunde velfungerende selvom de har aldrig har "lært" eller fået kærlighed. Men det er ikke noget man med rimelighed kan forvente. Mennesker bliver forkvaklede og syge af mangel på kærlighed. Først når vi er voksne og færdigudviklet vil vi unde tiden kunne klare at leve uden kærlighed - men selv som voksne. færdigtudviklede, velfungerende mennesker, da vil mange/alle blive forkvaklede mennesker uden kærlighed i det lange løb.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg har læst din svar flere gange i dag og vil komme med svar når jeg har mere overskud til dette da jeg synes der er rigtig meget at tag fat i og stille flere spørgsmål til.

Tak for din svar og ikke mindst tiden du har brugt på den.

[jarvig13]

Hmmmmm, interessant indlæg Jeanette.

Hvad er normalt? Dette spørgsmål er når det kommet til stykket langt mere interessant for mennesket end mange andre spørgsmål. Vi har en hel videnskab som alene drejer sig om at finde forskellen mellem det syge og det raske sind. I moderne psykologi/psykiatri operere man med begret virkelighedstestning. Virkelighedstestning er om en person tolker virkeligheden på den måde som flertallet gør. Dette er faktisk ret perverst, når man tænker over det. Hvis man tolker verden på en anden måde end de fleste gør, så er man psykisk syg. Tankevækkende. Det skal dog ikke forstås som at jeg uenig i, at dette er måden man bør/kan teste om et sind er sygt eller ej. Men tankevækkende er det.

Mon ikke de fleste har set "A Beautiful Mind" om John Nash. John Nash var en meget, meget dygtig matematiker - men hans største "impact" er i økonomi. Rigtigt meget moderne økonomi kunne slet ikke fungere uden Nash's spilteoretiske set-up. Nu overdriver filmen selvfølgelig. Det er trods alt drama. Men Nash var skitzofren. Han var psykisk syg. Og historien om hvordan han ved viljens magt holdt sine skitzofrene vildtanker i skak er sandfærdig - omend de i filmen er lidt for dramatiseret. Men Nash er et fremragende eksempel på at det syge sind og det geniale sind er så tæt forbundne.

Der er en anden "sjov" detalje. Generelt anser og er økonomer de skarpeste personer i verden, når vi testet folk ud fra deres fagområde. Nationaløkonomer slår simplethen i snit alle andre uddannede personer i IQ og analyseevne. Men faget på andenpladsen er ikke overraskende matematik (et mulehår foran fysikere). Megen matematik og økonomi har gået hånd i hånd - og ikke uvæsentlig bidrag i økonomisk teori er direkte hentet fra matematik. Og matematikere er et meget mærkeligt folkefærd. Ingen andre uddannelse har brændt flere personer ud end matematik. Man siger generelt, at hvis man ikke har lavet sit internationalt anerkendte gennembrud i matematik senest i slutningen af 20'erne, så kan man ligeså godt opgive. Og værre endnu. Antallet at psykisk syge matematikere er langt højere end nogen stokastisk tilfæde kan godskrive. Ingen andre uddannelser end matematik har så mange mennesker som ender på gakgak-anstalt. Og for at være endnu mere absurd. Hvad der ligger langt ud over nogen statisk forklarelig sandsynlighed, så dør ufatteligt mange matematikere meget unge. Tonsvis af matematikere er død midt i deres karrirere unden at de er blevet 30 år. Nogen af selvmord og nogen af naturlige årsager.

Nu spørger du så hvorfor?

Det er umuligt at svare på. Men ingne tvivl om, at jo mere brilliant ens sind er, desto flere psykologiske overvejelser laver man. Og man bliver simpelthen skør af at det. Man bliver skør af at se ting som ingen andre ser. Man bliver skør af at gennemskue ting, som ingen andre ser og hvor man bare møder modstand, modstand og modstand. Ingen intelligente mennesker har valgt at blive intelligent. Det er en gave de har fået. Men en gave som er pinsel i det lange løb. For den der ikke er lyndende begavet, så kan man simpelthen begribe det i sit hoved. At se sammenhænge som ingen andre ser er en pinsel. Kan du ikke se sammenligningen med sindsyge. Med det syge sind. Med at psykisk syge mennesker ikke tolker verden på samme måde som raske mennesker. Den intelligente "opdager" hele tiden nye aspekter i alle mulige ting som ingen andre gør. Det kan ikke undre at grænsen til syge sind er meget, meget smald.

Desuden: Det vigtigste i livet er kærlighed. Hvad der mere end noget andet adskiller mennesket fra andre dyr, så er det, at vi har dybt avanceret kognitiv følelse, som bunder i absurd komplekst sammenspil mellem "reptilhjernen", det limbiske system og neo-cortex - en følelse vi kalder kærlighed. Menneskets evne til at føle og formidle denne følelse og sindstilstand er det som har skabt mennesket. Vi er intelligente. Ja. Men alle mainstream palæontologer er enige om, at intelligens var en evolutionær proces som blev skabt i konteksten af kærlighed. Det var mennesket udviklede sig til at få "ufærdige" børn og derfor måtte stole på at man havde en partener som ville være der hele tiden, at intelligensen blev født. At skabe en sociologisk virkelighed, hvor troskab, omsorg, mental udholdenhed, stabilitet osv. var nødvendige hvis et forældrepar skulle få overlevelsesduelige børn, det var det som evolutionært gjode os intelligente. En så hyper avanceret følelse som keærlighed, med alt hvad det indbefatter, det kunne først skabes, når hjernen blev intellignet, intentionel.

Hvad er pointen? Pointen er at mennesket ikke kan blive et velfungerende menneske uden kærlighed. Mennesket er (når det fungere) simpelthen produktet af kærlighed. Derfor er der mange forældre som aldrig burde have haft barn. Man får ikke barn fordi man har lyst til det. Man får barn fordi man har lyst til det og samtidigt er klar til at ofre alt det et barn behøver. Som sagt er menneskebarnet et totalt ufærdigt produkt. Igennem 15-20 år er mennesket et barn. Måske voksent at se på - men emotionelt og kognitovt stadig afhængig at sikre, kærlige støtter og forbilleder - det vi kalder "gode forældre".

At opforstre et barn uden kærlighed er lig med at opforstre et misforster. Simpelthen. Ingen i denne verden kan på nogen måde forvente at et barn som ikke har oplevet kærlighed i dets liv vil blive et "normalt menneske". Mennesket er godt kendetegnet ved en overlevelseevne som overstiger stort set alle andre dyrs. Det er faktisk tilfældet. Mennesket er simpelthen kendetegnet med, at selv der hvor man - i forhold til alle andre sammenlignelige dyr - man kunne forvente at vi gav op, der kæmper vi med alt vi har for at overleve. Derfor vil man til tider se mirakler. Det lykkes faktisk for nogen mennesker at blive nogenlunde velfungerende selvom de har aldrig har "lært" eller fået kærlighed. Men det er ikke noget man med rimelighed kan forvente. Mennesker bliver forkvaklede og syge af mangel på kærlighed. Først når vi er voksne og færdigudviklet vil vi unde tiden kunne klare at leve uden kærlighed - men selv som voksne. færdigtudviklede, velfungerende mennesker, da vil mange/alle blive forkvaklede mennesker uden kærlighed i det lange løb.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg har læst din svar flere gange i dag og vil komme med svar når jeg har mere overskud til dette da jeg synes der er rigtig meget at tag fat i og stille flere spørgsmål til.

Tak for din svar og ikke mindst tiden du har brugt på den.

<{POST_SNAPBACK}>

LOL - skrev det med en god ski' på. Ikke underligt der er så mange taste- og stavefejl. Håber meningen fremgår på trods af dette.

[Guest Slettet bruger]

Haha når du går i byen så tæt på MÅ jeg altså bare møde dig derinde en gang og snakke - jeg skal altså have mødt the jarvig før det er ovre

[Deluxe]

Jarvig og co. : Jeg står ihvertfald af her. Jeg synes det er langt væk, det meste som bliver skrevet. Og desuden har du selv givet mig ret, på en del af de punkter hvor jeg havde en idé om, hvilken type person du kunne være.

Jeg kan godt se, at du har et par rygklappere som ser de samme syner og det er ok. Men jeg har lsæt indlæggende, forstår dem udemærket godt, men synes det er hamrende bizart.

Så go' fornøjelse

[jarvig13]

Og desuden har du selv givet mig ret, på en del af de punkter hvor jeg havde en idé om, hvilken type person du kunne være.

<{POST_SNAPBACK}>

Bestemt.

This is my game - deal with it.

[Deluxe]

Og desuden har du selv givet mig ret, på en del af de punkter hvor jeg havde en idé om, hvilken type person du kunne være.

<{POST_SNAPBACK}>

Bestemt.

This is my game - deal with it.

<{POST_SNAPBACK}>

Edit - Nevermind. Gider ikke bruge energi på dit Prins-Henrik syndrom.

Edited July 3, 2005 by Deluxe

[jarvig13]

Jeg laver bare sjov med dig. Relax and enjoy attention.

Edited July 3, 2005 by jarvig13

[Surfer]

Når jeg læser denne log er der to ting der slår mig, træner du aldrig, det er trods alt en træningslog og ikke en online dagbog....

Damn du er teoretisk, hvad er grunden til at du skal kende teorien 100% til alt hvad du foretager dig, så som at ligge strategi for en bytur, agere (staves vist ikke sådan) på en specielt måde for at møde hunkøn.

Hvad gør du den dag der er bid, den dag en tøs falder for din opførsel, vil du så blive ved med at opføre dig som der står foreskrevet i dine bøger, fremfor at være dig selv. (og kom nu ikke og sig at du er dig selv, for mig at se er du et produkt af en samling bøger)

Fandme en spøjs log