Jeanette K - et nyt og spændende år er begyndt

[Jeanette K]

Forandringer og forbedringer tager tid.

Tid alene gør ikke arbejdet, det er nødvendigt dagligt at reflektere og omsætter tanker til handlinger. Jeg har bare en fornemmelse af jeg skal løbe mit livs maraton uden at være klar over hvor længe og hvor mange km jeg skal løbe for at nå målet ej heller hvilken træning der skal til inden jeg stiller op på mål strengen.

Umenneskeligt kan man tænke men alt i alt er det realitet for enhver forælder uanset hvilken bagage man har med sig.

Når jeg nu har fokus på far / datter rollen er det altså ikke fordi jeg glemmer rollen som mor/ søn heller eller mor/ datter forholdet.

Forskellen er dog at jeg kan forandre og forbedre det jeg ikke oplevede som korrekt fra min mor – jeg kan dog aldrig blive far eller en mand og opnå det ønsket resultater.

Min rolle som mor er den største udfordring og samtidigt den mest givende job og rolle jeg har fået i livet.

Fjenden i min sjæl som gør jeg tit kommer til kort i rollen som mor er frygt.

For frygten for at skade eller miste mine to guldklumper hersker i min sjæl altid.

Det gøre det fordi jeg ved hvordan det er at miste forældre og blive skadet for livet af deres dårlige valg selvom de gjorde det bedste de kunne formå, var det bare ikke godt nok. Det er svært at genoprette det skadet end at komme i sving inden man gør skade!

Jeg flyttet hjemmefra meget tidligt på en ungdomspension og tro mig det er ikke sagen – det er en nød løsning vores samfund kan stille til rådighed men langt fra det optimale for forældre eller børn.

Ingen kan overtag rollen som ens Mor og Far.

Her siger jeg ikke at modellen er skidt blot huske det er en foranstaltning som bruges som løsningsforslag i en meget skidt situation.

Som voksen er vi en produkt af vores barndom og derfor er det så pokkers vigtigt som forældre at være parat til gør alt for at beskytte, hjælpe, støtte, pleje og give alt sin kærlighed til sine børn i den dagligdag de oplever og lever i. For når vi ikke er tilstede psykisk eller fysisk er uagtsomhed af vores uopmærksomhed roden til megen ondt for vore guldklumper. Ikke dermed at sige at vi helt kan undgå at være uopmærksomme selv om vi er tilstede. Som man kan se går man som forældre på en fin tråd som er ret skrøbeligt og ydest vigtigt ikke at vige alt fra langt fra.

Edited January 30, 2006 by Jeanette K

[Jeanette K]

Min datter straffer mig, hvem ellers skulle hun straffe?

Min fornuft forstår hende så godt, men mit hjerte bløder af konsekvenserne af hendes straf.

Jeg skammer mig over jeg bliver vred, mister tilliden og mister overblikket midt i alle hendes symptomer af savn og svigt.

Fornuft og følelser arbejder ikke så godt sammen i krisens midtpunkt.

Hun rusker ret billedligt talt i mig for at vise hun har det svært ved at træde over alle de grænser jeg har og hun kender til.

Virkeligheden er hun er blevet voksen for tidligt på nogle områder og hun kender ikke konsekvensen af det eller hvorfor det sker.

Tydeligt er det mens jeg sidder her og skriver det men ikke når jeg står i stormens midtpunkt og har opdaget alle de ulykker hun har skabt omkring os og ikke mindst omkring hendes selv.

Det er svært nok at være teenager uden tvivl men med hendes bagage som ikke er bearbejdet færdig endnu og med en mor som heller ikke er uden en last kan jeg sidde og være super bange for hvordan det vil komme til at gå os som familie, for hende som teenager og senere som kvinde i fremtidens samfund.

Hun har brug for så meget og jeg ved jeg det der skal til hvis jeg ellers genfinder mig selv og finder overskud igen.

For PT spiller min hjerne, hjerte, sjæl og frygt alt for stor en rolle og overblikket skal genfindes så hurtigt som muligt for frygten for at skade hende og miste hende gør mig jo ingen gavn siger min fornuft mens jeg mærker min krop ryste af fortidens sår i min sjæl.

[Jeanette K]

I kernen af vulkanen.

Hvad skete der som udløste så megen frygt, vrede og utryghed? Min søn og jeg havde ligget syge i 4 dage, begge børn var sendt i skole og jeg lå stadig under dynen smadret, træt og helt til hundene. Roskildesyge er bare et helved.

Det var et lortevejr – sne overalt – og ufarbare vej overalt. Min søn kom hjem og allerede her var mine alarm klokker begyndt at ringe da min datter havde fri længe inden han fik fri.

Tiden sneglede sig afsted og uroen blev til panik.

Hendes telefon lå her, så det var ikke til at få direkte kontakt med hende.

Aften før havde vi skændtes, jeg havde fundet en pk. smøger på hende, penge manglede i min pung og hun var alt i alt lidt for smart i en fart…...som teenager nu engang er.

Det slog mig ikke at hun havde taget sig mere af det end som så, vi havde talt sammen og enig om det nok skulle tales mere om dagen efter.

Der var ingen panik da vi sagde godnat og gik i seng.

Dagen efter om morgen var der heller ingen problemer for mig at se eller at spore – alt var ok troede jeg. Vi aftalte blot hun skulle komme hjem uden veninder efter skole.

Nå men som tiden gik hørte jeg den lokale radio og der havde været en ulykke med en bus. Det var mere end nok til at få mig op af stolen og kontakte politiet. Der var ingen personer som var kommet til skade fortalte den vagthavende.

Hmmm – ringede til sygehuset måske var hun faldet?

Nej der var hun heller ikke.

Tænkte mig grøn i hovedet – ringede til hendes klasse kammerater kun en havde set hende forlad skole og sætte sig i en bus.

Angsten bredte sig som steppebrand.

Politiet kunne ikke hjælpe men jeg kunne kontakte kommunen. Som sagt så gjort. Sagsbehandleren fik alle nr i hendes telefon og en sms blev sendt rundt til alle på hendes telefon om situations alvor.

Så kom der respons fra en telefon som vi ikke kunne spore – tak til taletid!!! ( sagt mega ironisk ) I sms stod der; Din datter kommer ikke hjem før i morgen.

Fra det øjeblik sank min verden i grund. Hun var løbet hjemmefra!

Panik, tårer og magtesløshed som jeg troede jeg kendte fik en hel ny betydning.

Jeg vidste ikke hvor hun befandt sig, med hvem hun var sammen med og men jeg vidste hun umuligt kunne være i sikker hænder da ingen voksne ville sende sådan en besked uden at svare igen på mine mange spørgsmål eller ringe og forklar mig situationen.

Jeg ringede til min skole veninde og bad hende komme. I hendes arme kunne mine tårer blive til gråd og nu vidste jeg at hun ville følge mig igennem dette.

Vi var i konstant kontakt med skole veninder, lærer og sagsbehandler for hun skulle findes og bringes i sikkerhed.

[Blackmoore]

I sådanne tilfælde ville vi, i hvert tilfælde i vores kommune, få en "voksenven/støtteperson" på det unge menenske. ved du om det er en mulighed?

[Jeanette K]

I sådanne tilfælde ville vi, i hvert tilfælde i vores kommune, få en "voksenven/støtteperson" på det unge menenske. ved du om det er en mulighed?

Min datter har støtteperson på igennem familiehuset så ja. Det har hun haft igennem et år.

Set i bakspejlet så havde jeg brugt alle mine kræfter med de mange problematikker omkring min søn og det havde gjort jeg var uopmærksom - det er kun mig jeg kan give skylden i det her.

Jeg er slet ikke færdig med at skrive, desværre sker der meget mere de kommende timer og dage efter det jeg jeg lige er blevet færdig med at skrive.

[Jeanette K]

Tillid skal fortjenes ikke bare tages for givet.

Siden jeg kom hertil med mine børn har jeg, om og om igen fået at vide jeg skal have tillid til systemet vil støtte, hjælpe og være der for os.

Der er i sig selv ikke noget jeg har gode erfaringer med at bare dele tillid ud til folk jeg ingen kendskab har til, så det har krævet en overvindelse uden lige at imødekomme.

Brændt barn skyr ild.

Sandheden har vist sig efter alt dette at de er der for børnene hver for sig og ikke for os som familie. Det har jeg måtte se i øjnene men jeg undres i den grad stadig over det. For hvordan kan det betale sig at vurdere en familie enkeltvis og ikke som noget der er værdifuld og vigtigt at holde sammen?

Odense kommune er bygget op på alle har deres eget sagsbehandler og hver problematik får næsten der eget sagsbehandler også.

DVS alt for mange mennesker, alt for meget snak, alt for lidt handling, alt for meget papir arbejde og ingen beslutninger eller foranstaltninger tages. Men dette sikre jo en masse arbejdspladser til kommunen. Jo jo ….

Det er over et år siden jeg søgte aflastning, et år siden de fik lavet en såkaldt paragraf 37 og intet er sket i sagen andet end jeg blev godkendt til tilbudet.

Jeg har tigget hvilken i sig selv er nedværdigende men jeg gjorde det i håb om at hjælpe min familie. Sikken en tåbelig tanke jeg fik mig der. Jeg kunne se at vi var belastet af det vi kom fra, det vi havde oplevet forgik uden mulighed for at kommer regelmæssigt fra hinanden og trække vejret. Var det sket kunne det have været med til at forhindre de mange konflikter vi har været igennem. Klart kun set i bakspejlet det er jo muligt jeg tag fejl.

Jeg har hele tiden vidst at der var noget der hed akut aflastning og som jeg har det med det ville det kun komme i brug hvis jeg skulle indlægges.

Beslutning om at mine børn skulle ud til nogen fremmed mennesker kortvarigt vil uanset omstændighed være ubehageligt for alle parter. Det vil være mennesker de kom ud til og aldrig skulle se igen derefter.

Det er et super tilbud i krise situation for en familie.

Skønt at der er mennesker med overskud til at stå til rådighed for børn der ikke har andre at kom hen til når en forældre ikke kan tag vare på deres børn.

Vores behov var ikke akut aflastning men derimod det jeg havde søgt; weekend aflastning.

[Jeanette K]

Misforstod jeg hjælpen?

Tilbage til den aften hvor min datter løb hjemmefra.

Sagsbehandler beroligede mig ” Vi skal nok finde din datter og jeg har bilen stående her, så når vi ved hvor hun er så tag jeg ud og henter hende” Disse ord lænede jeg mig op ad.

Jeanette og jeg forsatte med at ringe rundt og sent om aften brød en af de nyeste piger der var kommet i klassen sammen og fortalte at min datter var hos den anden helt nye pige i klassen. Jeg mærkede en lettelse dog skulle det vise sig at også dette skulle skabe flere problemer. Ingen vidste hvor denne pige boede? Den telefon nr vi fik var der ingen der tog. Så sagsbehandleren måtte i gang igen. Skole lærer og skole inspektør blev blandet ind i det. De fandt frem til pigens mor der var for nyligt blevet skilt fra hendes mand. Ingen kunne komme i kontakt med ham – det viste sig han var ude og spise????

Vi havde en vej navn nu men ingen nr på hvilken hus de befandt sig i.

Sagsbehandleren kom i kontakt med min datter og efter at have snakket med hende ringede hun og sagde alt var ok, vi fik vej navnet og nu tog hun hjem.

Hvaaaaaaaaaaaaaaaa??

Jeg var rystet i min grund vold.

Min veninde Jeanette brugte en ny telefon og ringede nr op og heldigvis tog pigerne telefonen. Hun forhandlede sig frem til den præcis adresse og vi aftalte at hun skulle tag ud og hente min datter og tag hende med hjem til hendes fælles hjem med hendes mand.

Børnene var alene i huset og hendes velvidende far var ikke kommet hjem trods han vidste alt om det hele. Dette ved jeg fordi moren som ikke kendte adressen på sin eks mand havde talt det hele igennem med ham.

[Jeanette K]

Roen falder og så kommer de mange spørgsmål.

Jeanette og hendes mand får en rolig snak med begge piger og beslutter at få min datter hjem da de vidste jeg først vil finder ro når jeg vidste hun var i sikkerhed. Ligeså snart de nået hjem til dem selv modtager jeg en sms om hun nu var hos dem.

Jeg gik direkte ud på wc og kastet op indtil jeg ikke havde mere at gør godt med, det var forløsning af en dag i frygt.

Man taler tit om man når til en rød felt i temperament, jeg nået i en violet felt så løsning om min datter skulle overnatte hos min veninde Jeanette var den bedste beslutning jeg tog den dag.

Søvn fik jeg ikke meget af mit hovedet kørte med 180 km/t med tanker og spørgsmål jeg ikke kunne få svare på.

Den eneste som kunne give mig svar var min datter. Disse svar ville jeg få dagen efter når Jeanette kom med hende.

Vi havde aftalt at ingen af os tog i skole nu skulle der arbejdes med familien på fuld skrue. Min datter forklarede at hun var blevet tosset over hun havde fået skideballe for stjæle, ryge og lyve og misforstået en sætning hvilken gav hende ideen om at smutte herfra. Hun havde pakket sin skole taske med det mest nødvendige og dagsorden var så at finde nogen at sove ved. Ingen af dem hun faktisk var tryg ved ville hun være hos.

Damn farligt når børn søger utryghed og spænding.

Hun vidste at alle forældre samt familie huset og hendes kontakt person ville give mig besked, derfor var det kun de to nye piger hun kunne søge hen til. De greb muligheden og hjalp hende igennem.

De var taget hjem til hendes far for der ville ingen stille spørgsmålstegn>!>>?!>>>???!!! ( kloge børn er de da.) Frygteligt er det at en pige på 12 år ved at hendes far ikke vil stille spørgsmålstegn til hun havde en helt ukendt pige med hjem for at sove på en hverdags aften!

De fik at vide politiet, kommunen og jeg var i gang med at lede efter hende og fik råd og vejleding af den pige som senere brød sammen og fortalte hvor min datter befandt sig henne, om at holde sig inden døre for så ville ingen finde dem.

Puster ud og trækker vejret dybt.

Film og et spil matador var hvad de havde bedrevet tiden med. Jeg kan slet ikke beskrive hvor gal jeg bliver da hun fortæller dette. Alle mest på mig selv, ”hvor pokker gik jeg galt i byen” var en tanke som forblev hos mig imens jeg lyttet og spurgte ud.

Splittelsen i at tag en beslutning som en voksen og have adfærd som en barn er vel essensen af at være teenager..

Vi fik besøg af min datters kontakt person og alle var enig om den weekend skulle vi være i ro, finde balancen og tale om alt andet end problemer. Det gik ok, tag ikke fejl af at stemning endnu var meget trykket men vi holdte vores aftale.

Mandag skulle hun i skole igen. Her valgte hun at planlægge en pjækkedag om tirsdagen igen med hjælp og vejledning fra piger i klassen samt støtte i at dække over hende. Hun tog ud til en fremmed dreng hun havde mødt en gang før, hun kendte ikke adressen men vidste hvor hans skole lå – pjækket fra hendes planlagte drama time og mødes med mig i min søns bryde klub. Ingen havde stillet spørgsmålstegn til hun igen havde forladt skolen, ingen havde kontaktet mig. Jeg opdager det kun på grund af hendes meget underlige adfærd i klubben. Så var hele møllen i gang igen! Faktisk er det vildt at jeg på dette tidspunkt kunne se en forskel i gennemsnit sov jeg tre timer pr. nat, spiste ikke og fik bestemt ikke nok væske. Dagene flyder ud i hinanden og jeg kan bare ikke finde mig selv og være rationel tænkende længere.

Flere problem skulle tackles

Alle mine nakkehår strittet over hendes underlige adfærd og mens vi går hen mod bussen på vej hjem er min hjerne i gang med at reflektere. Jeg spørger ud til dagen og fanger hende i en masse usammenhængende ting. Så ruller snebolden og min hjerne er skarp trods den har alt imod sig.

Jeg tag hendes taske, i den er mit makeup, mine penge og ingen skoleting. Her faldt hendes korthus sammen omkring hende og jeg dirrede i vrede og skuffelse endnu engang.

Måtte gribe telefonen omgående og bed om hjælp og vejledning for jeg kunne overhoved ikke forhold mig til dette. Det bedste jeg råd jeg kunne få var sæt dig ned og se en film med hende, damn jeg hader nok folk bare ikke tag mig seriøst.

Onsdag ringer den sagsbehandler som gik hjem 2 m før målstregen for at høre hvordan det gik. Jeg rystet på hovedet og gav hende en meget gennemtænkt balle over episoden hvortil hendes tavshed var det eneste forsvar hun havde. Hun tilbød akut aflastning en mdr. til begge mine børn og derefter kunne man tale om anbringelse.

Jeg fattet nada – sad bare i chok og så spurgte jeg hende om hun havde glemt hendes hoved derhjemme.

Nej det var ikke klogt men hvad forstiller du dig man gøre i sådan en situation?

Jeg var så tosset over hun kunne kom med noget så uigennemtænkt og endda arrangeret det hele bag min ryg at heller ikke dette kan jeg omsætte i ord endnu.

Takket nej til hendes akutte tilbud, sagde at alt samarbejde var fremover ophørt, hun havde brudt min tillid, svigtet mig med ikke at holde hendes egene ord og hun kunne sige til hendes overordnet at jeg ville indberette hende for at gå fra sit job uden at have sikret sig fysisk at min datter var i sikkerhed den foregående torsdag for det står der i loven hun skal havde jeg fået at vide i familie huset.

Nu havde jeg fået nok!

Efter at have lagt telefonen sagde min datter nu gad hun mig ikke mere og jeg lod hende gå. Jeg kan ikke forklare hvad der forgik længere i mine tanker men da telefonen ringede og en mand i det andet rør sagde min datter var hos ham og hans kone var jeg tilfreds med jeg havde hans telefon nr.

Hvilken mekanik der satte ind der ved jeg ikke, mon ikke jeg bare skærmet mig selv for flere problemer jeg ikke kunne magte. Vi aftalte de kom hjem med hende og så fik vi os en lang snak som faktisk fik mig i ro til en vis grænse. Det var deres datter der var den pige som havde dækket over min om torsdagen og de anede ikke hvad der havde forgået.

Alt blev lagt på bordet og vi er alle i tæt samarbejde nu for at pas på vores piger.

Dagen efter tog den nye pige og hendes mor, min datter og jeg i skole sammen.

Aftalen var nu skulle der tales åben i klassen om alt hvad der var sket og vi skulle finde ind til benet af hvad der forgik i klassen.

Det var en meget lærerigt besøg og alt kom frem i lyset. Nu er der klarhed, alle løgne er dræbt og alle ved man ikke dækker over ting de ved er meget forkert.

Edited January 30, 2006 by Jeanette K

[Jeanette K]

Et tomrum som ingen kan fylde op.

Min datter er i besiddelse at et mega stort tomrum af en ikke eksisterende far, en der ikke gider hende, en der ikke besvarer hendes mange lange breve, en som man bare ikke vil se for hvad og hvem han er.

Dette tomrum er noget hun skal forholde sig til, lære at leve med og tackle igennem sit liv. Hvordan gør man det? Det gør man igennem terapi hvilket er arr. I dag.

Smerten må hun igennem og jeg vil gør alt i min magt for hun kommer helskindet igennem realiteten af jeg valgte og må stå til ansvar for hvorfor jeg fik børn med en mand som ham. Hvis ikke dette sker vil hun aldrig nå at opleve andet end løbe efter mænd som ikke er mere værd end den lort hun trådte i som en anden havde lagt på fortovet.

Hun fortjener kun de bedste mænd i sit liv for hun er guld værd.

Hendes selvværd og forståelse for mænd skal der radikale ændringer i.

Hvordan dette gøres praktisk skal JEG så finde ud af???

Som om det skulle være let!

En løsning skal jeg nok finde, men i mit baghoved arbejder mange tanker i disse timer og jeg har ikke fat i den rigtig ende lige nu.

En ting er helt sikkert at min datter skal ikke i følge mine fodspor når det kommer til mænd i hendes kommende liv. Hun må arbejde sig igennem med det med de dygtig mennesker vi har til vores rådighed og med mig ved hendes side som mor.

Jeg kan sagtens tåle hun straffer mig hvis hun når til at se hendes far i hendes tanker for den mand han er og ikke som den prins han er blevet til i hendes fantasi.

Dommer og advokaten har på det kraftigste frarådet samkvem pga hendes alder og psyke er hun i fare for at efter få ganges samkvem med overvågning at derefter skulle have ubeskyttet besøg hos ham igen.

Det vil jeg forhold mig til og beskytte med næb og klør for det ikke sker.

Det er jo ham der gjorde hende ondt og som ikke gav os andet valg end at flygte.

Jeg stiller ikke mine børn på spidsen igen for fare for hvad ville det så sige om mig som mor??

Hun er alt for dyrebart til jeg vil lege med ilden med risiko for at stille hende i fare så vælger jeg gerne at være den dåmme mor sådan som mine valg muligheder er lige nu.

Hun er mit barn, mit ansvar og jeg elsker hende ubetinget.

Jeg må lære igennem familie psykologen at bevar jord forbindelsen når hun så kommer ud i det grænser hun søger og rent ud sagt, langer ud efter mig trods jeg ikke er årsagen alene til hendes vrede..ingen andre kan gør det med den kærlighed jeg kan gør det med og med de bedste intentioner selvom jeg uden tvivl vil fejle fra tid til anden.

Det er mit selvvalgte lod i livet da jeg besluttet mig til at få hende.

Jeg har en familie og jeg vil gør alt i min magt for at rydde op og få det til at lykkes koster hvad det skulle koste.

Familien før alt andet

Edited January 31, 2006 by Jeanette K

[Jeanette K]

En tiltrængt pause fra hinanden.

Jeanette og hendes mand kom os til undsætning vi havde brug for en pause fra hinanden. Det er jo ikke hvem som helst som lukker deres hjem op for børn og endda uden at få betaling for det. De sagde ja til at tag min datter i 10 dage efter weekenden med begge børn hjemme hos dem, det er jo ikke nogen nem opgave at have så meget ansvar fra den ene dag til den anden og vide jeg samtidigt mangler min veninde og hun mangler mig meget i hverdagen.

Det er en kortvarig løsning som jeg værdsætter meget meget højt og er dybt taknemligt for deres hjælp for at genfinde os selv, hver for sig men også som familie. Afstanden imellem os og i deres trygge og sikre hænder kan jeg kom ovenpå og være en optimal Mor igen inden længe.

Hverdagen er jo ikke uden problematikker for Jeanette og T, for der er mange eftervirkninger af det kaos som opstod. Det tackler opgaven top nice og jeg synes de er super seje. Regler overholdes, de passer på min datter som hun var deres egen kød og blod.

Familie huset synes det ville være en super god ide at de blev aflastning til mine børn men her takket jeg nej. Så mange venner har jeg heller ikke her på øen at jeg har lyst til at sæt det venskab på spil ved at gør den til en prof forhold til hinanden.

Venner skulle gerne holde i mange mange år fremover og her har jeg været så heldigt at få et vennepar som bor lige i nærheden, elsker mine børn og passe på os som om vi var i familie sammen. Det gør de kun fordi de har hjerte med sig 200%. Dem skal jeg have love til at pleje venskabet, passes på dem som de passer på os og have lov at være så naturligt som muligt trods omstændighederne nu er meget underlige.

Deres hjælp i alt det her er uvurderligt og jeg vil ønske jeg kunne vise dem hvor meget det betyder.

Medmenneskelighed af karat jeg kun kan drømme om andre får lov at opleve for det giver mig håb, troen på vi kan komme ovenpå og vildt berigende for min skrøbelige sind ved at give tilliden fra mig og stole på andre kan løfte opgaven i samme stil som jeg har en et billede af man bør.

Aflastnings familier mangler!

Pt står der 200 børn og venter på en aflastnings familie bare i min kommune, det er ikke let at blive godkendt til som barn så det er tragisk at gode danske familie med tip top forældre ikke ved hvor meget de faktisk kan gøre for at give børn en ro og billede af hvordan en familie fungere som en enhed.

Det er altafgørende for børn at opleve en ”normal ” familie for det er med til at sætte deres værdier og få holdninger til hvordan og hvilken krav de skal tag når de bliver voksne. Så her oplever mig tigge i ord; Er du i overskud og kunne tænke dig at gør en forskel for et barn som er i behov for noget de fleste tag som givet i denne sammenhæng så kontakt jeres kommuner og gør en stor forskel for børn der har det svært men elsker deres enlig Mor eller Far.

Tryghed, varme, kærlighed og små hyggelige oplevelser med dem i centrum er hvad de har behov for. Hvis ikke en weekend pr mdr. så måske som kontakt person som har nogen faste aftaler pr uge med et barn et par timer.

Det ville være så betydningsfuldt i deres liv og der kan ikke være andet end meget givende at vide man faktisk er med til at ændre et barns liv for livet.

Please – hør mit bøn – tal med andre i kender – oplyse dem i ved som kunne være en super aflastnings familie eller kontakt person.

Der er drenge, pige børn og teenager som mangler gode rolle modeller i deres liv – måske har du mere at give af end du lige havde forstillet dig.

Bedsteforældre er også en manglevare for de selv samme børn … jeg ved at danskerne gerne vil gør en forskel det har alle vist i de mange indsamlinger sidste år, her handler det bare om tid man skal give væk.

[Jeanette K]

Nu er alle ord ude af mit system ( 5200 ord ca ) – nu skal jeg finde nye mål og stramme mine baller an for at genvinde det forsømte, svigtet og mangle af overblik og overskud.

De sidste mange dage har jeg haft fokus på at drikke, spise og sove nok og det er lykkes mig godt. Jeg kan mærke en forbedring og så ved jeg at beslutninger som skal tages bliver mere realistiske ved at jeg har passet bedre på mig selv. Torsdag begynder træning i brydeklubben med to andre kvinder fra klubben imens vores små supermænd træner brydning hanker vi op i den svedig, ildelugtende lokale med drumbells, underlige vægtstænger og vægtskiver som vist er hjemmelavet osv. .

Jeg glæder mig og må holde fast i at uden motion er jeg dødsdømt som en ansvarlig og fit for fight mor. Skulle du have en god forslag så er jeg meget modtagelig for at sætte dem ind i nye mål for min families fremtid.

Tak til jer der har læst med og kommet med hilsner i post kassen i er dejlige. Ukrudt forgår ikke så let - så ingen fortæller mine børn om "Roundup" de skulle nødig få gode ideer

:4thumbup:

Edited February 1, 2006 by Jeanette K

[Jeanette K]

Det slår mig efter at have læst i logs de seneste dage hvor mange der her på mol er lige blevet eller er igang med at blive skilt.

Det er trist meget trist for så vidt jeg kan regne ud er der så en hel del børn som vil rammes hårdt af at disse forhold går i stykke.

Et sted læste jeg endda de kendte ord "heller to lykkelige forældre end....." hmm her tænker jeg om hvor fedt den sætning lyder i et barns øre?

Selvom mit ægteskab var slemt så havde vi en aftale om at bo i samme by, ikke for vores skyld men for børnenes.

Det gav børnene mulighed for at i de første år at have en meget tæt kontakt med deres far.

Hvis min supermand kom til skade så kunne far komme indenfor kort tid, var princessen ked af det så kom far og gik en tur med hende.

Da de om og om igen spurgte tusind spørgsmål om hvorfor vi ikke kunne finde sammen igen så var det ikke kun mine svar som de hørte.

Vi satte os et neautralt sted med børnene og talt det hele igennem om og om igen. Hertil skal det siges at min eksmand ikke ønsket en skilsmisse, det var min beslutning og selvom jeg synes det var svært, modbydeligt og en belastning så var det noget jeg måtte sætte på ignor da det var de smås behov der kom først.

Fælles middage, fælles ture og udflugter holdte igennem nogle år og gud hvor var det bare ikke sjovt men betød så meget for de to små guldklumper.

Telefon kontakt vil og kan aldrig være det samme som at stå med sine forældre når man er barn.

Dette gjorde jeg så igennem 7 år indtil mine børn fortalt mig hvor slemt det havde stået på den seneste år når de var alene med deres far.

Ansvar for ens børn er ikke noget der holder op bare fordi man som voksne ikke kan sammen længere, som altid så må de små behov komme i første række og ens egne behov, ønsker og længsel komme i sidste række alt andet er bare egoistisk.

Børn elsker deres forældre ligeså ubetinget som vi som forældre elsker vores børn.

Derfor kan jeg med sikkerhed skrive under på at ingen børn holder af den smerte som kommer til dem fordi forældre flytter fra hinanden.

Vi må bære vores små vidunderlige skabninger igennem det og være i nærheden når de har brug for det, overraske dem og give dem de oplevelser vi alle dage har taget tid til med dem.

Man kan i en hverdag hvis man bor i nærheden feks;

Gå en lang tur - lege på legepladsen, trille rundt på græsset, hente dem fra skolen, forældre møder, skole arr bør man altid deltage i og bage en kage som man kan dele med deres venner.

At være Weekend forældre er en rettighed men langt fra nok for børn, de har brug en begge forælder til at præge dem så derfor synes jeg personligt at det kun skal ske i væreste mellem de voksnes samarbejde at man bliver weekend forældre og kun hvor alt andet er førsøgt og intet er lykkes.

Jeg håber mødre og fædre vil fange hvor vigtig og betydnings fulde de er i deres børns verden, hvor meget deres tilstedeværelse betyder for deres udvikling og ikke mindst at de aldrig bad om den smerte vi som forældre bebryder dem med når vi skilles.

Edited February 1, 2006 by Jeanette K

[Jeanette K]

:4thumbup:

Træning i går;

Min nye trænings lokale har nok remedier til at lave en full body program. Problemet er blot jeg ikke kan gennemskue antal kg på drumbells, stænger og skiver.

Hvilken gøre det en smule svært må jeg erkende. De har skrevet med sprittuds på drumbells som er visket som godt ud og hjemmelavet skiver som umuligt kan skrives på, men jeg bad om de fandt en løsning og en vægt så vi i næste uge kunne forsøg at gør bod på det.

Det var de med på.

Særligt da jeg viste dem en drumbell der stod på gulvet som skulle veje 16 kg - det gjorde den bestemt ikke. Forklaring lød jamem der er to på = 2 x 16 kg. Som om det skulle give mening. Jeg er ikke taget til træning for at lave matematik var mit svar ... det var så oki.

Griner.

Der findes ingen små brumbells - da folk stjæler dem

Lagde ud med at rydde op i lokalet da der lå skiver allesteder og de mest ubelejlige steder hvor der var direkt fare for at komme tilskade.

Spiller ikke!

Så kunne jeg komme i sving.

5 x 5 x Xkg Box squat

5 x 5 x Xkg Lounges

5 x 5 x Xkg dødløft

5 x 5 x Xkg pull downs

5 x 5 x Xkg mave crunch på gulvet.

12 x 3 back extenions

5 x 5 x Xkg push downs

12 x 3 mave øvelser med en skive på nogle kg

5 x 5 x Xkg ben press

5 x 5 x Xkg one arm rows

5 x 5 x Xkg scott curls

5 x 3 triceps dips mellem to bænke

5 x 5 x Xkg drumbell press

5 x 5 x Xkg stående calf raises

12 x 3 bridging - (hofteløft)

Knap en times træning og jeg kan da mærke balle, triceps, mave og lår doms mens jeg sidder her.

Edited February 3, 2006 by Jeanette K

[Lillen]

Det slår mig efter at have læst i logs de seneste dage hvor mange der her på mol er lige blevet eller er igang med at blive skilt.

Det er trist meget trist for så vidt jeg kan regne ud er der så en hel del børn som vil rammes hårdt af at disse forhold går i stykke.

Et sted læste jeg endda de kendte ord "heller to lykkelige forældre end....." hmm her tænker jeg om hvor fedt den sætning lyder i et barns øre?

Den var low...den der...

mener du at det er bedre for børnene at forældrene holder sammen til det bliver så galt at det kan blive fysisk farlig?

Jeg vil da til enhver tid mene at børn ikke har godt af at opfostres i et miljø hvor de to voksne mennesker ikke længer kan sammen. Og tvinger man sig selv til at være sammen for børnenes skyld, er det kun et spørgsmål om tid inden det går over i et meget usundt familiforhold..hvor man er utålmodig ,sur og ikke har positivt overskud til børnene...

Jeg vil heller ha forældre der hver for sig giver mig 100% af sig selv end at de sammen gir mig uro...og det samme ville jeg da også gøre for mine børn...og hvis jeg var så uheldig at mine unger havde en far der var farlig for dem ville jeg da skride INDEN han fik ødelagt deres barndom..

All respekt og medfølelse for dine problemer, men jeg synes ikke at man skal sette sit eget og børnenes mentale helbred på spil for at absolut være en "perfekt" familie...

og jeg tror ikke at en eneste en herinde der er ved at skilles eller er skilt gør det som andet end en sidste udvej...

Silje

[Nille]

Et sted læste jeg endda de kendte ord "heller to lykkelige forældre end....." hmm her tænker jeg om hvor fedt den sætning lyder i et barns øre?

Selvom mit ægteskab var slemt så havde vi en aftale om at bo i samme by, ikke for vores skyld men for børnenes.

Ansvar for ens børn er ikke noget der holder op bare fordi man som voksne ikke kan sammen længere, som altid så må de små behov komme i første række og ens egne behov, ønsker og længsel komme i sidste række alt andet er bare egoistisk.

WHAT THE FUCK...!!??

Normalt holder jeg mig rimlig MEGET ude af din log...!! Men på grund af din udtagelse i går i en vis herres Log.. Syntes jeg denne her "lille historie" virker lidt ved siden af..!!!!

Kender du ordet.. man skal ikke generalisere...!!!!!!!!!! Du ved jo slet ikke hvad der foregår i FOLKS HJEM..!!!!

tror næppe at du kan bruge ordet egoistisk, i mange stituationer hvor børn er blandet ind i det...!!! Det burde du vide som forældre, og at klantre andre for at være det.. er måske liiiiiiige i underkanten...

jeg håber det er sidste gang jeg behøver at skrive herinde... Jeg gider ikke genere folk da det IKKE er mit job.. MEN er på MOL for at støtte dem der vil have min støtte og opbakning, alt andet skal holdes udenfor med mindre man nærmest BER om det..

[Alva]

Normalt holder jeg mig rimlig MEGET ude af din log...!!

jeg håber det er sidste gang jeg behøver at skrive herinde...

Og disse kommentarer er nødvendige, fordi...?!?

Det var sgu da nogle underlige udtalelser, synes jeg.

Jeanette mener jo bare, at børnenes behov altid skal komme i første række - uanset hvad. Og det kan jeg da overhovedet ikke se noget forkert i. Tværtimod kunne man vel ønske sig at flere havde samme holdning.

Og jo, Nille - ordet egoisme kan sagtens bruges når der er børn indblandet. Der findes skam masser af egoistiske forældre rundt omkring, desværre.

Og lad da så for fanden være med at være så pisse-nedladende!

-Alva

[Brunetten]

Nu forstår jeg intet?

Du har flere gange i din gamle log (kan ikke finde den) skrevet at du har gjort alt for at forhindre kontakt mellem din X og dine børn? deriblandt at alle hans breve og gaver var hos advokaten? Og nu siger du, at han ikke har prøvet at komme i kontakt med børnene? Det er da dig, der har forhindret det?

Nej dette har intet med motion at gøre, men det handler din logbog jo heller ikke om.

[Arne]

Jeg bryster mig af at være en god menneskekender - og jeg holder af forskelligheden os mennesker imellem - men nogen gange må jeg stå af og indse at der er noget jeg ikke fatter... Det gælder de mennesker som nu og før har valgt at reagere nærmest aggresivt og vredt på de ting Jeanette skriver...

Man kan sikkert mene meget om, at Jeanette skriver om dybt personlige ting offentligt og på MOl - personligt holder jeg meget af det - men man kan selvfølelig have en anden mening om det...

Det er også rigtigt at Jeanette skriver stærkt og direkte og ikke lægger skjul på hvordan hun tænker og om hvordan hun mener menensker bør opføre sig - og det kan der igen være mange menninger om og reaktioner på...

Men men hvad jeg ikke fatter e, at det skulle være nøvendigt at optræde fordømmende, nedladende og hvad ved jeg! Tag det som en gave, som jeg gør, at I får et indblik i et virkeligt liv - ikke en eller anden TV serie - men et virkeligt liv fra dangens Danamark hvor en kvinde kæmper en hård og modig kamp - en kamp vi alle kan bruge til at reflektere over vores eget og andres liv. Kan I ikke finde ud af det - så klap enten kajen I - eller skriv im det mindste jeres tanker og synspunkter med et minimum af respekt!

[Nille]

nr 1.. Man kan sikkert mene meget om, at Jeanette skriver om dybt personlige ting offentligt og på MOl - personligt holder jeg meget af det - men man kan selvfølelig have en anden mening om det...

nr 2.. Det er også rigtigt at Jeanette skriver stærkt og direkte og ikke lægger skjul på hvordan hun tænker og om hvordan hun mener menensker bør opføre sig - og det kan der igen være mange menninger om og reaktioner på...

nr. 3.. - eller skriv im det mindste jeres tanker og synspunkter med et minimum af respekt!

nr. 1... Ja man kan have andre meninger, og derfor holder jeg det også for mig selv "normalt" dette er anden gang jeg nogen side skriver i hendes log..

nr. 2.. Og ja hun lægger ikke skjul på hvad hun tænker = (gør jeg heller ikke!!!) Og derfor burde hun også kunne tåle andres meninger ellers skal man passe på hvad der bliver skrevet... (AF EN SELV)...!!

nr.3.. respekt.... hmmm.... (min tanke)..... Jeg ville slet ikke skrive her, hvis det ikke var fordi jeg syntes det Janette have skrevet både her og et andet sted var tankeløst og mangle på respekt

Edited February 3, 2006 by Nillepige25

[Jeanette K]

Alle har ret til en mening også når den er ligepå, kan i ikke lide min log .. jamen så lad være med at læse i den.

Jeres venskab har jeg fuld respekt for også når der er venskab så dukker behovet for at beskytte.

Fuld forståelse for det, jeg viser min respekt ved at oprigtigt til hver en tid og jeg må gå udfra i er oprigtig med jeres ord.

Det er ikke altid ens mening er velkommen og fair nok.

Jeg er nu overbevist om at Besand kan forsvar sig selv i alle henseende.

Tror næppe han har behov for i taler hans sag, kender ham og han kender mig nok til at vide .. at mine ord altid er oprigtigt ment og med de bedste intenioner.

Det ved i klart ikke og ingen kan jeg ikke gør meget ved det.

Når man er i krise som man er midt i en skilsmisse, så er det ikke ynk ej heller pladder sympati men derimod nogen der kan tænke rationelt og se alt udefra. En wake up call kan i mange tilfælde få ens tanker tilbage og undgå at lave noget uigennemtænk. Smerten i en skilsmisse kan få mange til løbe så langt bort som muligt, det er helt naturligt men som jeg kender Besand så er det ikke hans stil normalt da. Han smertes over kortvarigt adskildelse fra hans to små princesser og dette alene var årsagen til jeg giver min mening til kende.

Mine ord var Ilde hørt for jer to, det kan jeg kun beklage.

I kommer ind kun med bad attiude og derfor er det svært at give jer en konstruktiv svar uden at udlever Besand. Hvilken jeg ikke vil.

[Jeanette K]

Kære Alva og Arne

[Blackmoore]

Håber der er blevet tid samt mulighed til både overskud og træning her i weekenden...

[Jeanette K]

Håber der er blevet tid samt mulighed til både overskud og træning her i weekenden...

Kun cardio træning men også meget af det i selvskab med min søn. Svøming - løb og PW. I morgen er vi i træningslokalet igen.

Weiiiiiiiiii

Jeg har stadig doms efter sidst hvor ynkeligt det end ser ud så glædes jeg over dem big time Jeg kunne vel heller ikke forvente andet efter så lang en pause.

Bliver så flov når jeg læser hvor meget træning du får fyret af... du er for Leeeeeeee

Kan du og familie nu have en super dag

[Blackmoore]

Er der kommet mere træning til siden sidst?

krydser fingre for det..samt for dig og familien! :4thumbup:

[Powerbaby]

Hej Jeanette

Jeg er ret ny herinde og har flere gange kigget i din log, men ikke fået skrevet i den før nu Det er noget af en fightervilje du lægger for dagen dér ! Det er bare sejt at du kan jonglere familie, hverdag og træning....

Kig endelig forbi min log... jeg skriver ikke ret meget personligt dér men jeg træner :4thumbup:

Baby