EQUILIBRIUM

[TranceT]

En af de oplevelser som jeg nok vil huske længst er nok vores tur i Tyrkisk bad.

Det var en af de ting som vi helt sikkert skulle prøve nu hvor vi var i landet, så vi fik det booket til allerede dagen efter vores ankomst. Glad og frejdige, ventede vi, tre fnisende tøser, på bussen mens vi spekulerede i hvad aftenen skulle byde på. Inden længe blev vi da også hentet, og sammen med en lille gruppe russere, fragtet til et tyrkisk bad i midtbyen. Her blev vi som de lettere uintelligente får, turister ofte forveksles med, blidt men bestemt gennet ind i omklædningen efter vi var blevet budt velkommen.

Små sludrende begyndte vi at klæde os af mens vi kiggede os omkring og bare generelt var spændte. Der gik dog ikke længe før den grumme grumme sandhed begyndte at gå op for os da de russiske kvinder begyndte at tage badetøj på. MAN SKULLE HAVE HAFT BADETØJ MED! Jeg tror det gik op for os alle sammen på omtrent samme tid for alt vores sludren forstummede og vores øjne borede sig tavst ind i hinanden med dette ene spørgsmål: ”Tog du noget med..?” Svaret for alles vedkommende var en slukøret og anspændt hovedrysten. Efter lidt usikker debateren og konsulteren med en ansat blev det besluttet at undertøj gik an. Og oh… hvilket undertøj… Personligt kunne jeg selv præstere at fremvise en stropløs behå som ikke tålte mange krumspring før en overvældende mænge af bryst og brystvorter ville være lige så fint pushet up og udstillet. Et par 100% gennemsigtige g-strenge færdiggjorde ligesom looket…. Awsome . Hvor Aleksandra var i nogenlunde samme båd med hensyn til trusserne havde Jane formået at få et par normale på. Disse var dog lavet af fint lyst og blødt bomuld så hvor meget mindre gennemsigtige de var end mine skal jeg ikke kunne svare på. Janes bh dog… Well… Jane havde ikke bh på. Under store tsk og misbilligende blikke viklede badehusmatronen hende ind i en mellemting mellem et håndklæde og et tæppe og foldede det op til en improviseret bh.

Vi var nu klar til vores tyrkisk bad oplevelse.

Med glødende kinder blev vi på tøvende fødder nu dirigeret ind til det første stop på ruten som var en sauna, derefter fulgte et dampbad, med så meget eukalyptus i dampen, at det skar i øjnene. Derefter kom vi i boblebad og efterfølgende i dampbad igen. Så langt så godt.

Derefter var det tid til peeling. At sige at jeg mest havde lyst til at presse øjnene hårdt i om tænke happy thoughts da en ung tyrkisk fyr med et muntert glimt i øjet begyndte at skrubbe mig, ville nok være ganske tæt på sandheden, men jeg kan faktisk ikke huske meget andet end at jeg var ret så flov . Derefter fik man sådan en skum gnubning. Det var nok alt sammen ganske lækkert men jeg var for anspændt til at nyde det . Min gut morede sig dog ganske godt over situationen og gav mig også et par klap i røven, og et dask på maven. Jeg var nok lidt for flov til at blive sur, og endte med blot at klaske ham tilbage.

Derefter blev vi skyllet og sidste stop var nu massage og ansigtsmasker, det var heldigvis en kvinde der udførte dette – phew.

Alt i alt en oplevelse jeg sent vil glemme.

+1 - dog var det knapt så akavet i et par boxers... Og vi havde endda spurgt om vi skulle have det med, men havde fået at vide det ikke var nødvendigt Synes ikke der var helt så gennemført som jeg havde håbet på - så vi snuppede istedet en times varmstensmassage da vi kom tilbage på hotellet, hvilket tilgengæld var top-nutch

En af de oplevelser jeg har fået indprentet er turen til waterland/aquaparken et stykke ude.. Omend den overall var lidt fesen, så glemmer jeg den sent. Vi ankommer, og går en runde mens vi flittigt bliver varmet op af solen. Efter at have sonderet terrænet har vi fundet første forlystelse der skal køle os ned. Stiller os i kø og venter en 20 min. Da vi står hhv nr 3&4 i køen har de et teknisk problem, der gør at al vandudpumpning i forlystelserne går i stå.. Sidder pænt og venter i en 25 min før det kommer igang igen. Min kammerat hopper først, hvorefter jeg snupper en tur. Da jeg stikker hovedet op fra vandet efterfølgende står min kammerat og kigger på mig mens han afventer en reaktion. Selvsamme øjeblik kan jeg mærke en grum smerte brede sig blandt de ædlere dele, hvorefter jeg lader dette komme til udtryk ret hurtigt - altimens han flækker af grin, da han selv lige er kommet over det værste... Efter en 5-10 min var vi dog klar til at fortsætte vores færd, men set i bakspejlet synes jeg det er jævnt god humor at vente så lang tid på at få smadret løgene. Så er man lidt ligesom vågnet op til dåd igen

[Jaaanie]

+1 - dog var det knapt så akavet i et par boxers... Og vi havde endda spurgt om vi skulle have det med, men havde fået at vide det ikke var nødvendigt Synes ikke der var helt så gennemført som jeg havde håbet på - så vi snuppede istedet en times varmstensmassage da vi kom tilbage på hotellet, hvilket tilgengæld var top-nutch

En af de oplevelser jeg har fået indprentet er turen til waterland/aquaparken et stykke ude.. Omend den overall var lidt fesen, så glemmer jeg den sent. Vi ankommer, og går en runde mens vi flittigt bliver varmet op af solen. Efter at have sonderet terrænet har vi fundet første forlystelse der skal køle os ned. Stiller os i kø og venter en 20 min. Da vi står hhv nr 3&4 i køen har de et teknisk problem, der gør at al vandudpumpning i forlystelserne går i stå.. Sidder pænt og venter i en 25 min før det kommer igang igen. Min kammerat hopper først, hvorefter jeg snupper en tur. Da jeg stikker hovedet op fra vandet efterfølgende står min kammerat og kigger på mig mens han afventer en reaktion. Selvsamme øjeblik kan jeg mærke en grum smerte brede sig blandt de ædlere dele, hvorefter jeg lader dette komme til udtryk ret hurtigt - altimens han flækker af grin, da han selv lige er kommet over det værste... Efter en 5-10 min var vi dog klar til at fortsætte vores færd, men set i bakspejlet synes jeg det er jævnt god humor at vente så lang tid på at få smadret løgene. Så er man lidt ligesom vågnet op til dåd igen

lol!

Nogen ting er bare worth the wait haha.

[Jaaanie]

Sidder og spiser min sædvanlige eftertænings-grapefrugt som jeg har udviklet et noget nær afhængighedsforhold til og tænker lidt. Jeg har mistet styrke. Inden ferien gik jeg og spekulerede lidt i og det var sådan det forholdte sig, om jeg af den ene eller anden grund var blevet lidt slappere. Jeg var ikke rigtig sikker, der kunne jo være mange ting inde over. Men… I dag er jeg ret sikker, det så sgu ikke så godt ud til træning vægtmæssigt.

Siden knæene har virket gode på det sidste turde jeg at lave lidt mere opvarmning end blot de sædvanlige arm og bensving. Så det var meget godt.

Bænk

10x20kg

10x27,5kg

5x30kg

8x30kg

Jep det har ret svært, til gengæld synes jeg dog med hvad jeg ved om teknik, at jeg gjorde det ret flot. Nemlig, åbent bryst - skulderblade samlet, armstrækker håndstilling, godt opspænd. Kunne dog ikke helt huske det med hvornår man skulle trække vejret, tror det var derfor jeg kiksede sådan i tredje sæt.

Chinups

10xbw-53kg

10xbw-41,5kg

8xbw-39kg

6xbw-36,5kg

suk! Men igen ganske god teknik - kunne mærke jeg fik trukket godt igennem med ryggen, bortset fra aller sidste rep hvor det vidst primært var viljestyrke der trak mig op

[sS]

Lat raises

10x3kg

10x5kg

10x5kg

10x5kg

elastik cirkel ben ting

2x3x10

[/sS]

Swissball sitdowns

3x7

Balance bade bold

2x2x30 sek

Armstrækkere

1x4xtå (som del af mit GTG program*)

hyperekstentions

12xBW

3xBW+5kg

Liggende benløft

3x12

Udstrækning

Svømning

Selv om jeg generelt var slappere, føltes det godt til træning. Havde god energi og fokus på det jeg lavede. Synes selv min teknik og udførelse var god, langsom og kontrolleret. Så alt i alt var det en god træning.

Svømningen var også god, knæene føltes great så jeg flottede mig og prøvede at svømme lidt hurtigt brystsvømning, det gik an og det var nice! Jane kiggede på min brystteknik mens vi var i Alanya og sagde oki til den, så det er super. Derefter øvede jeg lidt crawl, og nu hvor mit hår ikke længere er langt nok til at forsøge at drukne mig gik det faktisk slet ikke så skidt. Fik rytmen til at fungere med nogle lunde, huskede ikke at cykle med benene for det meste, fik sat hånden i nogen lunde. Vejtrækningen fungere mindre godt men den var på vej. Armtags teknikken har jeg slet ikke fået sat på endnu, men tror lige jeg må have det andet automatiseret først.

Puha klokken er næsten ni. Må hellere få kokkereret og lave opgave.

Er der slet ikke nogen MOL mennesker der træner I Fields lige som jeg? Jeg har virkelig spekuleret over det, for jeg tænker jeg er ret genkendelig, men ingen ha sagt hej. Af den grund i hvert fald.

*GTG: 3 dag i dag, testede max i onsdags som var 5-6. Så vi siger seks! Igår trænede jeg altså 3 sæt af 3 hen over dagen. i dag har jeg også lavet 3 sæt, det ene dog med 4 fordi... Fordi jeg gjorde det til træning og havde glemt at efterlade mit ego sammen med mine smykker. I morgen er hvile dag og så 2 dage til med 3x3 og så ny max test, og forfra.

(... Fuck. Jeg har glemt min ring der oppe og nu er der lukket. FUCK FUCK FUCK - den ring betyder rigtig meget. Pis også, må stå klar der oppe klokken åbning. Bah )

[Jaaanie]

Kære Mol!

Idag har været en åndsvag dag. Fyldt med åndsvage gøremål. F.eks. så stod jeg op klokken halvtime for fitness.dk åbnede og med et par solbriller på de sløvt blinkende øjne og sandaler på halvkolde tæer begav jeg mig mod fitness for at se om min ring skulle ligge der i skabet og ensomt vente på min tilbagekomst. Og det gjorde den. Det var godt.

Ud over det har jeg ikke trænet noget som helst idag.

Jeg har bedrevet noget opgave skrivning og endnu mere overspringshandlen. Og blevet stresset over disse selvsamme ting. Til sidst besluttede jeg at gå en tur og købe noget Cola. Så det gjorde jeg, men da jeg kom tilbage til min dør, så gik min fødder videre. Så vi gik en tur, videre og videre ud i Amagers natur. Jeg havde musik i ørene og det var enten lidt vredt eller lidt trist, og det var rart, så jeg gik og følte mig som verdens vredeste person, gik og tænkte på at rive stykker af verden og kyle dem i hovedet på... Well. Men det gør jeg selvfølgelig ikke, verden for lov at blive hvor den er, i sådan en stand som den nu engang er. Jeg var bare vred og trist og stresset. Men det er en anden historie.

Da jeg kom hjem var stressen bedre, jeg kunne slappe af og tænke klart igen, og jeg lavede lidt mad og skrev nogle mails, og mens jeg skrev de mails kom jeg i tanke om Muddi. Nogen gange møder man et menneske, som man bare ved det er rigtigt med, men nogen gange er det bare også samtidig helt forkert. Sådan var det med ham. Her er historien om ham.

Jeg mødte Muddi sidste sensommer/efterår, jeg var single og havde været det i tre kvart år. Forholdet og brudet er noget af det sværeste jeg har været igennem i mit liv, og det tog lang tid at komme på højkant igen, som jeg vist har nævnt før. Jeg var stadig ret smadret på dette tidspunkt og fyre var i hvert fald ikke noget jeg bevidst kiggede efter. Faktisk gjorde tanken om at være tæt på et andet menneske mig både bange og ked, det var en ny og skræmmende verden jeg abrupt var blevet smidt ud i og jeg vidste endnu ikke helt hvad jeg skulle stille op med den.

Det var tidligt på eftermiddagen, lørdag og jeg var lige ankommet med toget på Hellerup station. Her stod jeg nu lidt småforvirret og kiggede mig omkring mens jeg rodede efter min lap med instruktioner om hvordan jeg nåede min destination, som var forsvundet under makeup osv. i min håndtaske. Mit tøj var pænt, håret sat fint, og makeuppen diskret men tilstede, velklædt nok til at virke presentabel, nedtonet nok til forhåbentlig ikke at føles som en trussel for moderen i den børnefamilie som jeg nu skulle ud og besøge. Jeg skulle se på et værelse som parret og deres to børn lejede ud og jeg var lettere desperat. Meget snart skulle jeg være ude af mit nuværrende værelse og indtil videre havde jeg ikke kunne finde et sted og bo. Det var studiestart og der var rift om værelserne. Min eneste anden mulighed indtil videre, var i en lejlighed på Nørrebro hos en lettere mystisk og stille mand i midten af 40erne. Værelset havde været stort og prisen okay, men han havde kigget så indgående på mig og sagt at siden det var en andel var vi nødt til at lade som om vi var kærester, fordi han egentlig ikke måtte leje ud. Det, kombineret med at en del af væggene som adskilte hans del af lejligheden fra hvad der skulle blive min, blot udgjordes af reoler, overbeviste mig om at det var vigtigt jeg gjorde et vældigt godt indtryk i dag. At jeg så pæn ud, fik børnene til at kunne lide mig ud og for helved ikke for vild og kom for sent. Jeg havde forberedt mig godt med rejseplanen og alligevel stod jeg nu her, som så mange gange før, instruktioner både på papir og memoreret, og alligevel helt i vildrede omkring hvilken vej jeg skulle gå.

Sagen er den at jeg altid bliver forvirret i mit udgangspunkt fra stationer, for der er altid flere udgange, så ud fra hvilken udgang var det man skulle gå til venstre? og hvad hedder den vej der løber der? Hvor er skiltene nu henne?! Suk.

Efter en del nervøs kiggen omkring og forsøg på at orientere mig i forhold til kørselsretning osv. gav jeg op og besluttede mig for at jeg måtte hellere få spurgt en, så jeg ikke gik vild og kom for sent. Mine øjne afsøgte området og der stod sørme en ung gut og så ud som om han ventede på nogen, måske han skulle hente en ven eller kæreste som kom med toget? Det var i hvert fald mere indbydende at spørge ham end de andre som hastede forbi med fortravlede miner. Så jeg gik over til ham og gav ham mit bedste smil og forklarede mit problem. Da jeg stod der foran ham gik det op for mig han måske var den smukkeste dreng jeg nogensinde havde mødt, og flink var han også. Det viste sig han ikke var derfra, men han kendte dog området nogenlunde og mente at han vidste hvilken vej jeg snakkede om. Han var dog ikke helt sikker, så om han ikke skulle følge mig på vej?

Overrumplet og glad tog jeg imod det fine tilbud og mens vi gik snakkede vi lidt. Han havde stået og ventet på nogle venner som var blevet forsinket, og ellers havde han læst HTX og nu satsede han på fodbold, for han spillede første division. Og så hed han Muddi. Men mere end hans ord og hans stille venlig måde at tale, så duftede han helt forførende godt. Mens vi gik og sludrede sammen blev det tydeligt han også var interesseret, og han spurgte mig om jeg havde travlt eller vi måske kunne..? Det måtte jeg jo desværre oplyse jeg havde, og jeg forklarede min situation, så vi gik bare sammen og sludrede om hvad vi ellers lavede. Spørgsmålet var kommet så naturligt, det havde ikke overrasket mig, men jeg havde heller ikke forventet det. Jeg havde bare følt det samme, lyst til at det ikke bare skulle være en gåtur, uden jeg egentlig vidste hvorfor. Jeg kendte ham jo slet ikke. Efter vi havde gået lidt begyndte hans mobil at bippe. Men han ignorerede den og i mit sind forsøgte jeg at finde på plausible forklaringer for hvorfor jeg som single kvinde havde en ung muslim med ud og kigge på værelse, så jeg kunne tage ham med.

Jeg så introduktionsscenen for mit indre øje: "Hej, Jannie (Rækker hånden frem og smiler), tak fordi jeg måtte komme. Og det er Muddi, han er min... Hvad? Kæreste? gode ven? Adopterede lillebror? bolleven? Jeg er hans støtteperson? Han er en tilfældig fyr jeg lige har mødt, men som jeg har taget med fordi, når jeg dufter til ham føles det som om jeg svæver?" Der var ligesom ikke nogen gode forklaringer, og sandheden var jo enkel og ikke rigtig egnet til lejligheden. På trods af jeg havde kendt ham i max 15 minutter ville jeg så forfærdeligt gerne pille tøjet af ham løbe mine fingre over hans hud, hvile mit ansigt på hans skulder og dufte til ham. Kigge på ham, bare sidde helt stille og kigge på ham, dufte til ham og printe ham og følelsen af hans hud ind i min hjerne til evigt eje. Men hvor gammel var han?! HTX.. damn, 18-19 måske? Kunne han være under 18, var det muligt? Fuck. Ej hvad har du gang i, du må stoppe det her!

Åh skat det er så ungt, du er så ung... God damn.

Vi gik videre, snakkede videre. Gik lidt vild, og kom så på rigtig vej igen. Hans telefon blev ved med at bippe og til sidst ringede den. Han tog den og snakkede kort og stille og stoppede. han sagde at hans venner... tja.. Han måtte gå. Vi var også næsten fremme kunne jeg se på husnumrene. Vi krammede, og jeg trak vejret så dybt som jeg kunne. Der helt puttet ind i hans Canada grouse jakke forsøgte jeg at dufte så meget af ham som jeg kunne. Det føltes som en evighed siden nogen havde rørt ved mig, været så venlig, og siden jeg havde duftet noget så vidunderligt. Da vi skiltes i krammet og jeg takkede ham for alt hans tid og hjælpsomhed, kunne jeg mærke han tøvede og det gjorde jeg også selv. Men vi vidste det godt begge to. Han havde heller ikke spurgt om min alder, men da jeg havde fortalt jeg læste på universitetet havde jeg set spørgsmålet krydse hans øjne. Så vi spurgte ikke om telefon numre, vi stod bare lidt og så skiltes vi.

Flere gange vendte jeg mig om og kiggede efter ham, og flere gange stod han også og kiggede efter mig.

Hvis han havde været bare lidt ældre... Men han var bare en dreng. En smuk smuk, dreng. Som duftede af noget der engang havde været kærlighed.

Tja.

Edited July 30, 2011 by Jaaanie

[Jaaanie]

Hvor er det bare sindssygt fedt:

At have et valgfag omkring krop og psyke!

Når man er helt død til træning men alligevel får gennemført uden at skulke fra noget!

Når alle tøserne til body pump ligger og stønner på knæene med numsen i vejret når de laver armbøjninger.

Når folk tør/har lyst til at sludre med mig i frivægtslokalet (men hov hør snakkede du ikke engang om at du ikke gad folk snakkede til dig..? Jo jo men man har vel lov at ændre mening ikke)

At rette sin teknik til og føle hvordan muskler glider gnidningsløs gennem bevægelser

At dykke igennem bobler og lave kolbøtter og vendinger under vandet.

Hvor er det bare sindssygt irriterende når:

Ens sidste opgave skal afleveres samme dag som næste semesters første undervisningsdag starter.

Når ens torskerogn smager af hårshampoo

Når man ikke har spist i syv timer og er så sulten at man spiser så hurtigt at man springer alle mæthedsfornemmelser over og går direkte fra sult til mavepine.

Når ens ”ICE BOMB”- slik som man har investeret hele 3 kroner i pga. den lovede ”EXTREME MINT EXPLOSION” smager som et Stimorol tyggegummi man allerede har tygget på de første 10 min.

Når man lige præcis spiser den der rosin for meget som gør at man nu er dømt til at gå rundt og prutte resten af dagen

Når man troede man havde lavet hele sit program uden at skulke og så kommer hjem og opdager man havde glemt noget!

Træning today fwiends!

BÆNK

Uha uha det var godt for inderbabserne

10x20kg

10x27,5kg

8x30kg

5x32,5kg skulle have været seks reps, men den femte kom nær ikke op

chinups

10xBW-53kg

10xBW-39

og her kom så min kommende ægtegemal spankulerende hen og fortalte mig at han havde set mig fra afstand og at jeg med min skønhed og udstråling og fantastiske chinups teknik, havde fortryllet ham i sådan en grad, at hans liv var mit at befale og at for blot et enkelt kys fra mine fagre læber ville han lave 1000 chinups. Eller også spurgte han bare om hvilken af maskinerne jeg prøvede på at blokere mens jeg stod og hang mellem sæt… Øv

8xBW-36,5kg

5xBW-34kg

[sS]

Lat raises

3x10x5kg

Elastikbencirkler

2x2x10

[/sS]

[sS]

Badebalancebold

2x2x30sek

Hypers

1x10xBW

2x10xBW+5kg

[/sS]

BEN PRESS

Hov – hvad er nu det, må du godt det med dit knæ frøken?

Ja ja det må jeg nemlig godt. For i går reparerede fyssen mit knæ med tape. Gotta lurve tape!

2x8-10stk excentriske et bens benpress. – for stabilitet og bla bla.

Liggende benløft

3x10xB(en)W

Hoftebøjertræk

3x2x10

Svømning, lidt frem og tilbage og så havfrueleg – jubii

Min stolthed bød mig at tage hjem og spis noget aftensmad før jeg lavede max test i armstrækkere, så det gør jeg lige når jeg ikke har ondt i maven mere.

Kender i det med navne?

Kender i det med navne, hvor folk siger ens navn helt vild mange gange, nærmest ved hver mulig lejlighed? Hvorfor gør man det nogen gangen? Jeg gør det faktisk selv af og til, mest hvis det er en person jeg godt kan lide, som et udtryk for nærhed tror jeg man kan sige. Eller ønske om nærhed vel.

Nå men, sådan er det for mig, men jeg undrer mig, er det sådan for andre også? Er det de samme ting i lægger i det hvis i bruger folks navn meget?

Der var en der gjorde det ved mig forleden, så nu er jeg naturligvis nysgerrig

Krop og Psyke

Jeg har et valgfag omkring krop og psyke, lige nu. Det er sindssygt spændende. Jeg er rigtig glad for det. Indtil videre er jeg aller mest fascineret af nogle af de tanker der ligger om huden, og for den sags skyld motorikken.

Man har fundet at babyer der ikke bliver rørt ved, mister evnen til at skelne mellem sig selv om andre. At man har brug for at få pirret den taktile sans (berøringen). Det synes jeg er voldsomt spændende, denne grænse mellem selvet og verden og det at den kan blive flydende og ikke eksisterende.

Et eksempel kunne f.eks. være skizofrene. Det der karakteriserer en skizofren er vel til dels at realitetssansen er væk. Altså psykosen. Men det er rigtig ofte også en gennemtrængelighed af grænser, at de ikke kan hitte ud af det med hvor de selv holder op og andre ting og mennesker begynder! Der er altså ikke tale om en mangel på rationel viden, men en anden slags viden, en meget mere basal vidensniveau. Hvordan ved du f.eks. at dit højre ben er dit? Ja selvfølgelig er det dit, meget mærkeligt spørgsmål ikke sandt – for din krop og de følelser forbundet til den fungerer bare, det er en naturlig følelse, ikke noget man tænker over. Men hvad så når den naturlighed går i stykker?! Hvis ens ben lige pludselig ikke føles som ens eget mere, eller hvis det føles som om det andre siger er det samme som ens egne tanker?

Hvad er det der sker, når grænsen brydes ned, og hvorfor/hvordan bliver den brudt ned?

På torsdag skal vi ud på institut for idræt og lave idræt, jubii! :4thumbup:

Må jeg låne det blanke i dine øjne

for mit syn er blevet helt mat

fortæl mig ej nogen løgne

lad begær være mit spejl nu i nat

Edited August 2, 2011 by Jaaanie

[N Gadegaard]

Hvad læser du og hvorfor har du ikke ferie nu?

[Jaaanie]

Hvad læser du og hvorfor har du ikke ferie nu?

Jeg læser psykologi, og jeg har ikke ferie nu fordi jeg har taget et valgfag som et tougers sommerkursus.

Edited August 2, 2011 by Jaaanie

[pesaol]

Jeg læser psykologi, og jeg har ikke ferie nu fordi jeg har taget et valgfag som et tougers sommerkursus.

Rart at vide at man ikke er den eneste psych'er her på MOL I øvrigt en rigtig spændende log du har her, altid interessant at læse hvad der ligger bag al træningen.

[Jaaanie]

Rart at vide at man ikke er den eneste psych'er her på MOL I øvrigt en rigtig spændende log du har her, altid interessant at læse hvad der ligger bag al træningen.

mange tak!

Hvor læser du henne? Jeg læser selv kandidat ved KU.

[pesaol]

mange tak!

Hvor læser du henne? Jeg læser selv kandidat ved KU.

Læser også på KU, skal aflevere speciale om 1 måned så der er jo ikke længe til

[Jaaanie]

Max test armstrækkere

Jeg kan nu lave 7ogenhalv

så næste cyklus må blive på 4 stk!

wohoo!

Det er faktisk en øgning på 2 armstrækkere på 5-6 dage, det er faktisk ret vildt.

Edited August 2, 2011 by Jaaanie

[N Gadegaard]

Jeg læser psykologi...

Det forklarer al den plabren

[Jaaanie]

Det forklarer al den plabren

tihiihiii, jeg ved ikke hvad du snakker om!

[CloudHands]

Max test armstrækkere

Jeg kan nu lave 7ogenhalv

så næste cyklus må blive på 4 stk!

wohoo!

Det er faktisk en øgning på 2 armstrækkere på 5-6 dage, det er faktisk ret vildt.

You go girl

Tillykke :4thumbup:

[Jaaanie]

You go girl

Tillykke :4thumbup:

Jep jep! Tak tak jeg er også selv ganske betuttet og fornøjet! :4thumbup:

[Jaaanie]

Kære Mol,

Sidder og tænker over nogle ting. Hvad er forskellen på at opgive og leve og selvmord?

Min spekulationer startede vel egentlig ud som tanker om det at opgive livet. At være så håbløs at den dag døden kommer og vil tage livet fra en, så kæmper man ikke. Er det så selvmord?

Et eksempel kunne være en håbløs person som bliver overfaldet.

Hvis man ikke kæmper med alt hvad man har for at leve? Men måske 80% af sine ressourcer? er det så måske 20% selvmord?

Eller hvad med det lange og opslidende sygdomsforløb, som muligvis kunne kureres ved en smertefuld eksperimentel behandling, og at man vælger det fra?

(Jeg er godt klar over at jeg ved at medtage sygdomsaspektet muligvis kan støde nogen og det beklager jeg, men jeg føler det hører med, hvis du føler jeg tager fejl så er du velkommen til at rette mig.)

Det jeg egentlig vil komme frem til er, er det at leve eller dø egentlig ikke et valg? (selvfølgelig ikke forstået sådan, at man ikke kan dø imod sin vilje) Hvis man i en eller anden forstand ikke vælger at sætte alt ind på at leve når døden kommer på sin runde, vælger man så ikke livet fra? Og hvis man vælger livet fra, er det så forskelligt fra selvmord?

I et langt somatisk forløb med kroniske smerter og få usynlige muligheder for bedring, ikke forståeligt at nogen til sidst ønsker fred? På hvilken måde adskiller dette sig fra den kronisk deprimeredes liv?

Jeg tænker måske blot det kommer an på hvad omverden kan forstå?

Giver vi ikke alle livet op en dag?

Nogen der har lyst til at byde ind?

[TranceT]

Kære Mol,

Sidder og tænker over nogle ting. Hvad er forskellen på at opgive og leve og selvmord?

Min spekulationer startede vel egentlig ud som tanker om det at opgive livet. At være så håbløs at den dag døden kommer og vil tage livet fra en, så kæmper man ikke. Er det så selvmord?

Et eksempel kunne være en håbløs person som bliver overfaldet.

Hvis man ikke kæmper med alt hvad man har for at leve? Men måske 80% af sine ressourcer? er det så måske 20% selvmord?

Eller hvad med det lange og opslidende sygdomsforløb, som muligvis kunne kureres ved en smertefuld eksperimentel behandling, og at man vælger det fra?

(Jeg er godt klar over at jeg ved at medtage sygdomsaspektet muligvis kan støde nogen og det beklager jeg, men jeg føler det hører med, hvis du føler jeg tager fejl så er du velkommen til at rette mig.)

Det jeg egentlig vil komme frem til er, er det at leve eller dø egentlig ikke et valg? (selvfølgelig ikke forstået sådan, at man ikke kan dø imod sin vilje) Hvis man i en eller anden forstand ikke vælger at sætte alt ind på at leve når døden kommer på sin runde, vælger man så ikke livet fra? Og hvis man vælger livet fra, er det så forskelligt fra selvmord?

I et langt somatisk forløb med kroniske smerter og få usynlige muligheder for bedring, ikke forståeligt at nogen til sidst ønsker fred? På hvilken måde adskiller dette sig fra den kronisk deprimeredes liv?

Jeg tænker måske blot det kommer an på hvad omverden kan forstå?

Giver vi ikke alle livet op en dag?

Nogen der har lyst til at byde ind?

IMO er det ikke det samme. Ved selvmord prøver man aktivt at tage livet af sig selv. Døden kan "blot" være en af følgevirkningerne ved at opgive, hvis man ikke får hjælp. Ved at du opgiver og ikke tager vare for eget liv, kan du jo stadig komme under andres varetægt (eks. "leve" livet som en grøntsag).

Selvmord = Egoistisk udvej.

At give op = et råb om hjælp. Hvorvidt man er modtagelig for denne, og hvorvidt man modtager hjælp, er en faktor af ukendt størrelse

Edit: Mht det at vælge livet fra, kommer det jo an på situationen. Hvis du kan redde X, ved f.eks. at tage en kugle for vedkommende eller lign, vil du så klassificere dette som 'bare' at vælge livet fra?

- og nej, vil ikke mene vi alle giver op på livet ... Man kan dø af en blodprop natten over eller lign

Edited August 3, 2011 by TranceT

[Jaaanie]

IMO er det ikke det samme. Ved selvmord prøver man aktivt at tage livet af sig selv. Døden kan "blot" være en af følgevirkningerne ved at opgive, hvis man ikke får hjælp. Ved at du opgiver og ikke tager vare for eget liv, kan du jo stadig komme under andres varetægt (eks. "leve" livet som en grøntsag).

Selvmord = Egoistisk udvej.

At give op = et råb om hjælp. Hvorvidt man er modtagelig for denne, og hvorvidt man modtager hjælp, er en faktor af ukendt størrelse

Edit: Mht det at vælge livet fra, kommer det jo an på situationen. Hvis du kan redde X, ved f.eks. at tage en kugle for vedkommende eller lign, vil du så klassificere dette som 'bare' at vælge livet fra?

- og nej, vil ikke mene vi alle giver op på livet ... Man kan dø af en blodprop natten over eller lign

Hej du,

Fedt du gider lege med! :4thumbup:

Jeg er ikke sikker på det at give op altid er et råb om hjælp? Er du det?

Men rent hypotetisk hvis en person stod i en livstruende situation og valgte ikke at kæmpe for sit liv, så har jeg svært ved ikke at ligestille det med selvmord.

Selvmord som en egoistisk udvej, javist. Meget få ting vi gør i dette liv er ikke egoistiske efter min mening, men det er vidst en meget lidt relevant diskusion og din pointe er selvfølgelig ikke tabt på mig.

Men hvad hvis man ikke længere har noget håb om at man nogen sinde blive glad? her snakker vi selvfølgelig ikke en 16årigs første vaklevorne møde med kærligheden, der endte med bitre tårer og flammende kinder, men nogle dybere problemstillinger. F.eks det at hver dag er en pinsel - et mareridt af angst og depression og man langsomt men sikkert er mentalt slidt ned?

Er det så ikke nærmere egoistisk som pårørende til sådan et menneske at ønske de skal tvinges til at leve?

/Jannie

edit: glemte lige at svare på det sidste, selvfølgelig tror jeg du har ret, at man kan dø uden at vide det sker, men jeg tror for de af os som er klar over det sker, så tror jeg faktisk der er et moment før døden indtræder, hvor en accept af at det er uundgåeligt finder sted, og "man giver slip".

Edited August 3, 2011 by Jaaanie

[TranceT]

Hej du,

Fedt du gider lege med! :4thumbup:

Jeg er ikke sikker på det at give op altid er et råb om hjælp? Er du det?

Men rent hypotetisk hvis en person stod i en livstruende situation og valgte ikke at kæmpe for sit liv, så har jeg svært ved ikke at ligestille det med selvmord.

Selvmord som en egoistisk udvej, javist. Meget få ting vi gør i dette liv er ikke egoistiske efter min mening, men det er vidst en meget lidt relevant diskusion og din pointe er selvfølgelig ikke tabt på mig.

Men hvad hvis man ikke længere har noget håb om at man nogen sinde blive glad? her snakker vi selvfølgelig ikke en 16årigs første vaklevorne møde med kærligheden, der endte med bitre tårer og flammende kinder, men nogle dybere problemstillinger. F.eks det at hver dag er en pinsel - et mareridt af angst og depression og man langsomt men sikkert er mentalt slidt ned?

Er det så ikke nærmere egoistisk som pårørende til sådan et menneske at ønske de skal tvinges til at leve?

/Jannie

edit: glemte lige at svare på det sidste, selvfølgelig tror jeg du har ret, at man kan dø uden at vide det sker, men jeg tror for de af os som er klar over det sker, så tror jeg faktisk der er et moment før døden indtræder, hvor en accept af at det er uundgåeligt finder sted, og "man giver slip".

Leg er sundt for sjælen

Inderst inde er jeg overbevist om at det er. Hvis man giver op og lader stå til, har man brug for hjælp til at se en mening med livet. Hvis man helt havde mistet lysten til at leve, ville man antageligt nok (forsøge at) begå selvmord (lidt sort/hvidt. Man kan vel godt blive fanget på en vippe mellem de 2 punkter). Har du ikke som barn, nået til et punkt hvor du tænkte "så kan det hele da også være ligemeget" eller lign, hvorefter en voksen har hjulpet en med at perspektivere det hele, og finde en løsning på dét så man kunne fortsætte? - ikke sagt at det er det samme som at give op på livet, men man kan til tider blive fanget i en situation, hvor man ikke selv kan finde løsningen på problemet, og derfor lader stå til (indtil man bliver guidet).

Hvis man ikke længere har et håb om at blive glad, skal man have hjælp Det er derfor vi har flere former for hjernevridere IMO ved man bare ikke bedre. Som skrevet ovenfor kan man blive fanget, hvor man ikke selv kan gennemskue hvordan man kommer videre. Det er ikke unaturligt, og kan ske for alle, hvorfor der heldigvis er en del empiri & værktøjer at gøre brug af, så man kan komme videre.

Naturligvis er det egoistisk at holde andre mennesker i live, hvis deres ønske er at dø. Omvendt har vi også et ansvar, der skal sikre det ikke bare er i et øjebliks vanvid de ytrer dødsønsket.

Mennesker er egoistisk indbygget (og tak for det da - hvem gider leve på basis af hvad andre folk ønsker?) - men derfor hælder jeg stadig til at selvmord er mere egoistisk end det at "holde andre i live".. Nok mest fordi jeg er af den holdning, at sålænge der forefindes en løsning til et givent problem, så er der grund til at kæmpe

Fra "barns" ben er vi nok alle mere eller mindre indrettet til at forstå døden er en del af livet. Jeg tror ikke at vi alle er indforstået med at det skal være 'nu', når dagen kommer. Personligt ved jeg at min mormor kæmpede til det sidste, og havde ikke accepteret at hun skulle gå bort.. Hun havde døjet med nogle mavesmerter, hvortil lægen havde sagt at hun skulle spænde ballerne, og at det ikke var alvorligt... 2 uger efter kørte min morfar hende på hospitalet, hvor hun blev scannet og fik konstateret kræft i leveren (aggressiv), som havde spredt sig godt. Under 3 uger efter døde hun. Selv på sit dødsleje nægtede hun at give op, da hendes datter (min ene moster) kræver lidt ekstra hjælp grundet en sygdom.. Først da min morfar inderligt lovede hende at han nok skulle tage sig af hende, lagde hun sig ned og åndede ud under 2 minutter efter... Jeg har inderligt mine tvivl om hvorvidt hun accepterede det, men nu blev livet også taget fra hende ret hurtigt. Tror også selv jeg ville nægte at acceptere det, hvis jeg nu f.eks. fik at vide jeg skulle dø om X timer.. Har jo stadig en del tilbage at opleve

[Spinderella]

Jeg var egentlig i gang med at svare før, men fik vist bevæget mig lidt rigeligt væk fra topic, så droppede det. Men nu prøver jeg igen.

Det er min overbevisning, at det godt kan være en "rationel beslutning" at tage sit eget liv. Det er oplagt i forbindelse med terminale sygdomme, og sygdomme hvor man gradvist mister evnen til at foretage sig noget som helst selv. Jeg kan godt sætte mig ind i, at man kan lave en afvejning, og finde at prisen, i form af fysiske og/eller psykiske smerter, ved at være i live overstiger værdien af at være i live. Så jeg synes ikke nødvendigvis det er et spørgsmål om at give op, hvis man beslutter sig for selv at gøre en ende eller man beslutter sig for at afvise yderligere behandlinger. For det må da helt sikkert også være en afvejning af kvantitet versus kvalitet. Skal man fx tage en kraftig kemokur, hvor der er udsigt til at man får 1-2 måneder ekstra, men hvor man konstant er så dårlig og i så mange smerter at man ikke rigtigt er til stede sammen med ens pårørende? Eller skal man erkende at slaget alligevel er tabt, og "nøjes" med de få uger eller måneder man har tilbage, men hvor man til gengæld er forholdsvis klar?

På sin vis mener jeg også at det kan være "rationelt" at have et dødsønske i forbindelse med psykiske lidelser. Men her synes jeg grænserne er sværere at definere, netop fordi at det kan være et symptom på selve sygdommen at man ikke ønsker at leve længere. Det er utroligt svært at stille sig til dommer over værdien af andre menneskers liv, men mange vil jo have mulighed for at blive raske, og overkomme den psykiske smerte de føler under sygdommen - og et eller andet sted mener jeg, at man som behandler og vel også som samfund og medmennesker er forpligtet på at redde psykisk syge, der er suicidale.

[Spinderella]

Men hvad hvis man ikke længere har noget håb om at man nogen sinde blive glad? her snakker vi selvfølgelig ikke en 16årigs første vaklevorne møde med kærligheden, der endte med bitre tårer og flammende kinder, men nogle dybere problemstillinger. F.eks det at hver dag er en pinsel - et mareridt af angst og depression og man langsomt men sikkert er mentalt slidt ned?

Er det så ikke nærmere egoistisk som pårørende til sådan et menneske at ønske de skal tvinges til at leve?

Hvis man har en svær depression, så har man nærmest pr. definition intet håb om at det nogen sinde bliver bedre. Men det gør det ikke desto mindre for langt de fleste.

[Gregers TF]

Jeg synes bestemt ikke at selvmord behøver at være egoistisk.

Hvorfor være her hvis livet er for svært? Jeg vil så mene at det kræver en rimelig gangbar forklaring men hvis den er det og hele situationen er velovervejet, så må det være en menneskeret at tage livet af sig. Og gerne med lægehjælp hvis man ikke selv er i stand til det.

Skulle min mor en dag vælge "at trække stikket" så har hun min fulde opbakning - det er sågar drøftet således at hun ikke skal tumle med samvittighedskvaler hvis det skulle kommer dertil. Det er så godt nok pga. fysisk sygdom men det er principielt ligegyldigt.

Skulle jeg ende i en ligende situation, så ville jeg blive svært skuffet hvis jeg ikke også fik opbakning til det.

Edited August 3, 2011 by Gregers TF

[Jaaanie]

Fedt at komme hjem fra en travetur i fælleden og finde så velformulerede og fede indlæg! Det er godt nok lækkert!

Nu kan jeg mærke at jeg kommer til at bevæge mig lidt væk fra det spørgsmål som jeg originalt stillede da jeres svar gør mig nysgerrig.

Trance T du skriver at hvis folk ikke kan se meningen med livet så skal de have hjælp.

Spinderella, du skiver at selvmord kan være en rationel opvejning. Og skriver i din anden post om at depression jo i høj grad er karakteriseret af håbløsheden.

Samlet til disse bemærkninger vil jeg sige at det har fået mig til at spekulere på om det at livet nødvendigvis er godt og meningsfuldt nødvendigvis altid er sandt?

Med hensyn til depression, her har du uden tvivl ret, depression er karakteriseret af denne statiske fastlåste håbløshed. Men spørgsmålet er jo kausaliteten, er man håbløs fordi man er depressiv eller er man depressiv fordi man er håbløs. Jeg mener begge ting eksisterer. Og ja nogle/mange (i dont know!) bliver selvfølgelig glade igen - men der er jo mennesker for hvem filmen er knækket, meningen er forsvundet.

Jeg læste på et tidspunkt om en undersøgelse man havde lavet der viste at de folk der havde det mest realistiske billede af verden var de mennesker der var let depressive- At dette samtidigt bliver karakteriseret som psykisk sygdom, finder jeg interessant. At vi mennesker faktisk i en hvis grad har brug for illusioner om verden for at være glade murer tit rundt som en undren i mine tanker. Dette sætter jo i en hvis grad spøgsmålstegn ved præmissen om den meningsfulde verden, ligesom jeg også tænker at denne holdning måske er kulturel. I andre kulturer er det jo fuldt anerkendt at livet er noget fucked up lorte lort, til tider.

Og så er vi tilbage til udgangspunkt hvofor lever vi? Hvad er meningen med det hele?

42

42

42

42

Sidder og kigger ud i nattenhimlen og på metroen der rytmisk passerer forbi. den ligner lidt et venligt spøgelse af en kæmpe larve når den suser og hviner gennem natten på sine forevigt fastlagte spor. Varmt gult lys strømmende ud af den tomme skal som dagens sommerfugle forlængst har forladt.

Jeg var aftensmad for tæt på 50 myg idag på min powerwalk. Aldrig har min krop kendt en så intens og opmærksom tilbedelse. Mine tanker om at "det går sgu nok, jeg har en myggestift der hjemme" virker nu som en hul hån over for den massive indsats mine små tilbedere satte ind. Man må sige de vandt slaget.

Edited August 3, 2011 by Jaaanie

[Oksen fra Århus N]

Jeg var lige ved at frygte, at du var selvmordstruet.

Selv om du vel omtrent var den sidste, jeg ville tro det om. Men helt sikker kan man jo aldrig være. og jeg kender dig jo ikke, sådan decideret.

Men naturligvis skal man også kunne have psykologiske/filosofiske overvejelser i sin log.

[RuneN]

Samlet til disse bemærkninger vil jeg sige at det har fået mig til at spekulere på om det at livet nødvendigvis er godt og meningsfuldt nødvendigvis altid er sandt?

[..]

Jeg læste på et tidspunkt om en undersøgelse man havde lavet der viste at de folk der havde det mest realistiske billede af verden var de mennesker der var let depressive- At dette samtidigt bliver karakteriseret som psykisk sygdom, finder jeg interessant. At vi mennesker faktisk i en hvis grad har brug for illusioner om verden for at være glade murer tit rundt som en undren i mine tanker. Dette sætter jo i en hvis grad spøgsmålstegn ved præmissen om den meningsfulde verden, ligesom jeg også tænker at denne holdning måske er kulturel. I andre kulturer er det jo fuldt anerkendt at livet er noget fucked up lorte lort, til tider.

Og så er vi tilbage til udgangspunkt hvofor lever vi? Hvad er meningen med det hele?

Men hvad er et "realistisk billede af verden"? I sidste ende mener jeg ikke, at man kan have andet end et stærkt subjektivt billede af verden - om det så er et positivt eller negativt billede.

I øvrigt tror jeg at man - specielt i den vestlige verden - har en tendens til at forvente for meget af livet, så at sige. Man forsøger at undgå alle former for lidelse og især døden betragtes ikke længere som en naturlig del af livet. Når man møder hård modgang i livet, så betragtes det som en depression. Der er bestemt masser af folk, der har depression og de skal selvfølgelig behandles for det. Men hvornår er man deprimeret og hvornår er man "bare" trist og modløs med god grund?

Det har måske også noget med ens tilgang til livet at gøre. Indenfor fx buddhismen er principperne, at lidelse er grundvilkåret for alt liv her på jorden og at intet er en stilstand.. alt forandrer sig. Hvis man har en grundlæggende forståelse for at "lige nu er jeg modløs og helt nede, men det varer ikke ved for evigt", så har man måske også en bedre mulighed for at klare sig igennem?

Når det kommer til meningen med livet, så tror jeg personligt ikke der er nogen "højere" mening med det hele - måske lige udover replikering af gener Hvad angår den mere "personlige" mening med livet, så tror jeg på, at det er noget man selv må skabe.