Endorfinjunkie på genoptræning

[Arne]

Det var sjovt at møde dig i går - jeg havde desvære lidt for mange ting jeg lige skulle nå og havde også min kære mor med der ind - men håber at komme til at sludre med dig en anden gang. :)

[CoqRouge]

Det var sjovt at møde dig i går - jeg havde desvære lidt for mange ting jeg lige skulle nå og havde også min kære mor med der ind - men håber at komme til at sludre med dig en anden gang. :)

Arne>Det håber jeg også - om ikke andet skal jeg (sagt for 117. gang) snart have meldt mig ind i TSK, hvis de ellers vil have mig!? Så ses vi måske der? Det var i øvrigt ikke gået op for mig, at den nydelige ældre dame var din mor. Frit associeret ville jeg ønske, at min fru Moder havde hørt foredraget - hun vejer over 130 kg.

Dagens træning skulle have bestået af mit eksplosive fullbody træningspas + en times tid på cyklen, men jeg har måttet erkende, at min - øh, hmm rumpe! - ikke er tilvænnet længere tid i sadlen, så jeg har indskrænket mig til vægttræningen. (Med hensyn til, hvor jeg har ondt, vil jeg lade læsernes fantasi råde!) For dog at få pulsen op tilføjede jeg nogle "dumbbell alternate snatch (and press? - hedder det det, når man ender op med vægten i strakt arm??)" med 23 kg til træningen og kørte dem, til jeg blev forpustet. Det er en sjov øvelse - og jeg har på fornemmelsen, at den ville være endnu sjovere at udføre med kettlebells, men dem kan man jo så vidt jeg ved ikke købe i Danmark? (Hvis nogen ved bedre, hører jeg gerne om det!)

Om Chris MacDonalds foredrag glemte jeg at skrive, at vi alle gik derfra som vindere i "the gene pool". (Fik I den? :lol:)

Hvis man er slank fra naturens hånd, er man en vinder i nutiden! Og hvis man som jeg er "naturligt buttet" og alligevel slank, er man også en vinder. Sidst, men ikke mindst er de reelt buttede kulminationen af interaktionen mellem en lang række af overlevelsesdygtige gener, der ved at akkumulere energi har formået at overleve tusinder af års gentagne udbrud af hungersnød.

Ups - jeg må løbe - min lasagne (med hakkekød 6 % fedt) skulle være færdig nu!

[Guest DBM]

Hey CoqRouge - undskyld jeg lige bryder ind.

Jeg læste lige du skrev følgende i en anden log:

Nu har jeg fra tid til anden fulgt med i denne log og med beundring noteret mig de imponerende vægte, som der bliver smidt rundt med - men jeg får altså den syndige tanke, at træningen slider på overskuddet, mere end at bygge det op. Hvordan kan det nu være - er træningen degenereret til at være en måde at slippe bort fra dagligdagen på? Er du sikker på, at det genspejler dine reelle hensigter med dit liv?

Nej, jeg er ikke psykolog, blot en amatør med forundringens nådegave!

Kan du ikke sådan - øhhh - uddybe det lidt?? Emnet fangede mig lige...

Er træningen i øvrigt ikke et godt middel til at slippe bort fra hverdagen??

[CoqRouge]

Hey CoqRouge - undskyld jeg lige bryder ind.

Jeg læste lige du skrev følgende i en anden log:

Nu har jeg fra tid til anden fulgt med i denne log og med beundring noteret mig de imponerende vægte, som der bliver smidt rundt med - men jeg får altså den syndige tanke, at træningen slider på overskuddet, mere end at bygge det op. Hvordan kan det nu være - er træningen degenereret til at være en måde at slippe bort fra dagligdagen på? Er du sikker på, at det genspejler dine reelle hensigter med dit liv?

Nej, jeg er ikke psykolog, blot en amatør med forundringens nådegave!

Kan du ikke sådan - øhhh - uddybe det lidt?? Emnet fangede mig lige...

Er træningen i øvrigt ikke et godt middel til at slippe bort fra hverdagen??

Undskyldninger kræves ikke - velkomst tilbydes!

Jeg vil gerne uddybe - pas på med ikke at sætte mig i selvsving. Ord har jeg aldrig manglet........!

Mange af os her på MOL bruger mange timer om ugen på bare at være med. Vi kender som regel ikke hinanden IRL, men alligevel deler vi ofte tanker, som vi ikke har indviet forældre og kærester i - for slet ikke at tale om børn, for de af os, som er gamle nok! Selv læser jeg med på en masse logs og skriver regelmæssigt i et noget mindre antal sådanne. Den log, som du refererer til, har været en "læse, men ikke skrive" - log for mig i nogen tid. Jeg mener imidlertid at have konstateret, at UB er faldet i en grøft, som jeg i det daglige personligt må kæmpe for at holde mig ude af - den, hvor træningen bliver vigtigere end livet udenfor. Dette liv består af arbejde, familie og venner - og eventuelt visse andre elementer, som den enkelte har tilvalgt. Som jeg har skrevet før, er træningen - og bør være! - et sted, hvor man henter overskud til at tackle livets andre fortrædeligheder. Når træningen bliver et mål i sig selv eller begynder at skygge for koner, kærester og børn - ja, så har man et problem! Mit lille pip i UBs log var ment som en advarsel om, at dette ikke må ske!

Hvis nogen mener at have fundet den ideelle afvejning mellem træning, restitution, familie og arbejde - ja, så hører jeg gerne om det. I mellemtiden forbliver jeg 1 stk. trænende familiefar, der er Popper-fan med jungianske tilbøjeligheder og som har et karrierejob med 50+ arbejdstimer om ugen.

Edited May 7, 2004 by CoqRouge

[Arne]

Til sidst er der spørgsmål. Der er ikke rigtig tid til debat, og CD besvarer spørgsmålene sagligt og faktuelt. Et enkelt sted synes jeg, at svaret ikke er helt godt nok. CD advarer mod fisk fra havbrug, da sådanne fisk er federe og indeholder flere giftstoffer. Det er beviseligt ikke i sig selv rigtigt. Det afhænger totalt af det anvendte foder, og afhænger ligeledes af, hvor de "naturlige" fisk, som der sammenlignes med, er fanget. De højeste værdier af uønskede stoffer måles faktisk i fisk, der er fanget på naturlig vis i forurenede områder.

Chris advarede nu ikke mod fed fisk - han anbefalede tvært i mod fede fisk som laks og Makrel. Han sagde så at fisk fanget i vild natur er bedre - b.la. fordi de har fået lov til at "passe dere daglige fysiske aktivitet" - for nu at nævne en af Chris hjørnesten i konceptet "Total helse" - samt også fordi det foder man bruger til opdrættet fisk er underlødigt.

Jeg er i øvrigt ved at skrive mit referat af fordraget - som jeg sætter enten i min log eller i vægttab.

[Bruno J]

Som jeg har skrevet før, er træningen - og bør være! - et sted, hvor man henter overskud til at tackle livets andre fortrædeligheder.

Helt enig. Jeg har selv gennem de seneste 15 år anvendt Taekwondo-træning og styrketræning som en sikkerhedsventil i forhold til arbejdspresset. Og med stor succes. De timer man afsætter til at lave en eller anden form for fysisk hård træning belønnes rigeligt med mere overskud til andre af livets gøremål.

Men når det alligevel går galt sker det på en af to måder. Som afhænger af udøverens alder.

Den unge uden nogen nævneværdige forpligtelser i sin tilværelse risikerer at lade træningen tager overhånd. Dermed risikerer han at gå glip af en række værdier på bekostning af noget, som i bund og grund er meningsløst i sig selv.

Den gamle har derimod så mange forpligtelser og selvpålagte byrder, at han ikke magter at afsætte den fornødne tid til at passe sin træning ordentligt. Han skyder i lige så høj grad sig selv i foden, som den unge. Han gør det bare på den helt modsatte måde. Nemlig ved at fratage sig selv den sikkerhedsventil, som kunne have givet ham mere overskud til at pleje netop de værdier, som er årsagen til, at han ikke har overskud til at passe sin træning. Han ryger altså ind i en ond cirkel.

Begge tilfælde er uheldige. Og selvom de tilsyneladende er helt modsatte i forhold til hinanden, så har de en vigtig fællesnævner. Nemlig, at prioriteringen af træningen er kørt af sporet. Med tab af værdier til følge. Derfor er det ekstremt vigtigt, at man forsøger at holde prioriteringen i orden. Hvis man kan det, skulle resultatet gerne blive mere styrke og glæde både i træningen, i arbejdet og i privatlivet.

[CoqRouge]

Arne>ja, men han sagde højt og tydeligt, at fisk fra havbrug var federe end "vilde" fisk - og iflg. min udmærkede hustru, som vel er landets højeste autoritet på området, er det lodret forkert!

Fede fisk er godt! Kunstigt opfedede fisk er ikke godt! Det var hans budskab - og som allerede sagt er den anden halvdel af budskabet i bedste fald diskutabel!

[Henning]

Jeg læste også dit indlæg i Uclebullis (staves det sådan ?) log, og tænkte

på om du ikke lige så godt kunne have skrevet det til mig.

Træningen fylder meget, og til tider for meget i mit liv.

Jeg tager godt nok næsten kun det halve i vægt i forhold til ham,

og derfor er det måske kun værre, at jeg lader det fylde så meget.

Et behov er jo en uligevægtighedstilstand, og derfor har jeg nok

dette store behov for træning, selv om det ikke giver store resultater.

Det er som alt andet godt med måde, men det er svært at regulere,

mere vil have mere.

DBM-> Om det er et godt middel til at slippe bort fra hverdagen ?

Den skulle ikke gerne være sådan, at man skal slippe bort fra hverdagen.

Så har men i hvertfald et problem, der skal det løses, og det bør løses

ad den vej det er kommet, og hvor det hører til :)

Min træning er en del af hverdagen, ikke at slippe væk, men måske

snarere at komme ind og få plads sammen med de andre gode ting

som jeg samler sammen på til en rigtig god hverdag.

Der er forhåbentlig ikke for meget plads til dårlige oplevelser.

Det har jeg haft og kender det udmærket, så det gør ikke noget,

hvis livet for kort til mere af det :)

Henning

[CoqRouge]

Henning>Igen, jeg er ikke certificeret psykolog! - men som jeg har læst din log, har du en sund balance imellem de forskellige hensyn. Ingen advarselssignaler her!

[CoqRouge]

Som jeg har skrevet før, er træningen - og bør være! - et sted, hvor man henter overskud til at tackle livets andre fortrædeligheder.

Helt enig. Jeg har selv gennem de seneste 15 år anvendt Taekwondo-træning og styrketræning som en sikkerhedsventil i forhold til arbejdspresset. Og med stor succes. De timer man afsætter til at lave en eller anden form for fysisk hård træning belønnes rigeligt med mere overskud til andre af livets gøremål.

Men når det alligevel går galt sker det på en af to måder. Som afhænger af udøverens alder.

Den unge uden nogen nævneværdige forpligtelser i sin tilværelse risikerer at lade træningen tager overhånd. Dermed risikerer han at gå glip af en række værdier på bekostning af noget, som i bund og grund er meningsløst i sig selv.

Den gamle har derimod så mange forpligtelser og selvpålagte byrder, at han ikke magter at afsætte den fornødne tid til at passe sin træning ordentligt. Han skyder i lige så høj grad sig selv i foden, som den unge. Han gør det bare på den helt modsatte måde. Nemlig ved at fratage sig selv den sikkerhedsventil, som kunne have givet ham mere overskud til at pleje netop de værdier, som er årsagen til, at han ikke har overskud til at passe sin træning. Han ryger altså ind i en ond cirkel.

Begge tilfælde er uheldige. Og selvom de tilsyneladende er helt modsatte i forhold til hinanden, så har de en vigtig fællesnævner. Nemlig, at prioriteringen af træningen er kørt af sporet. Med tab af værdier til følge. Derfor er det ekstremt vigtigt, at man forsøger at holde prioriteringen i orden. Hvis man kan det, skulle resultatet gerne blive mere styrke og glæde både i træningen, i arbejdet og i privatlivet.

Jeg ku' næsten ikke være mere enig. Det hele handler om balance! Som Chris MacDonald sagde, er der ingen undskyldning for at undlade at holde sig i form - og der er heller ingen undskyldning for at lade træningen fylde hele sit liv, med mindre man er single med mulighed for at komme med til OL! Man hører af og til, at ingen har ligget på sit yderste og fortrudt, at man ikke brugte mere tid på kontoret! Nuvel, men jeg tror heller ikke, at det er mange, der ligger på dødslejet og beklager, at man ikke har brugt flere timer i Fitness.dk! Familien må og skal have 1. prioritet - "sagde han skinhelligt, da børnene var lagt i seng og konen var i USA!"

[Guest DBM]

Undskyldninger kræves ikke - velkomst tilbydes!

Tak :)

Jeg er selv slem til at falde i den grøft, hvor træningen fylder lidt for meget i ens liv! Især lige pt. hvor jeg har droppet mit studie på uni - hvilket giver (ALT) for meget tid til at træne! Pludselig er ens hverdag bygget op omkring træningen og ikke omvendt. Især når man er født med et "konkurrence-sind" samt evnen (lysten) til at presse sig hårdt. Jeg kan især blive irriteret på mig selv, når jeg forlader et - ellers udemærket træningspas - med følelsen af at det alligevel ikke var godt nok!

Lige pt. er jeg vist ikke i besiddelse af en sund stopklods. Jeg ved jeg har den, da jeg tidligere har gjort brug af den. For nogle år tilbage oplevede jeg, i forbindelse med noget landsholdssamling i holdsport, at blive gevaldig træt træningen og hele weekender med landsholdssamlinger. Måske især fordi jeg ikke selv kunne bestemme hvad jeg skulle træne/spise og hvornår... det er jo altid lettere at se andres fejl!! ;)

Well, tak fordi du lige gav mig lidt at tænke over! Nu er det g´nat tid - i morgen er jo en træningsdag!! :lol:

[CoqRouge]

Jeg er selv slem til at falde i den grøft, hvor træningen fylder lidt for meget i ens liv! Især lige pt. hvor jeg har droppet mit studie på uni

Den fornemmelse kender jeg alt for godt. Jeg fuldførte mit studium - den slags kommer relativt let for mig - men det tog ganske mange år, fordi jeg konsekvent prioriterede såvel personlig træning som min trænergerning over deltagelse i undervisning og varetagelse af hjemmearbejde. Det er ikke nødvendigvis forkert - jeg er der i livet, hvor ambitionerne som udgangspunkt sigtede - men det tog ganske mange år, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis jeg havde satset mere på karrieren og mindre på træningen!?

[Henning]

Men når det alligevel går galt sker det på en af to måder. Som afhænger af udøverens alder.

Den unge uden nogen nævneværdige forpligtelser i sin tilværelse risikerer at lade træningen tager overhånd. Dermed risikerer han at gå glip af en række værdier på bekostning af noget, som i bund og grund er meningsløst i sig selv.

Den gamle har derimod så mange forpligtelser og selvpålagte byrder, at han ikke magter at afsætte den fornødne tid til at passe sin træning ordentligt. Han skyder i lige så høj grad sig selv i foden, som den unge. Han gør det bare på den helt modsatte måde. Nemlig ved at fratage sig selv den sikkerhedsventil, som kunne have givet ham mere overskud til at pleje netop de værdier, som er årsagen til, at han ikke har overskud til at passe sin træning. Han ryger altså ind i en ond cirkel.

Begge tilfælde er uheldige. Og selvom de tilsyneladende er helt modsatte i forhold til hinanden, så har de en vigtig fællesnævner. Nemlig, at prioriteringen af træningen er kørt af sporet. Med tab af værdier til følge. Derfor er det ekstremt vigtigt, at man forsøger at holde prioriteringen i orden. Hvis man kan det, skulle resultatet gerne blive mere styrke og glæde både i træningen, i arbejdet og i privatlivet.

Bruno J-> Når og hvis den gamle har selvpålagte byrder, er det måske det, der skal

sættes ind mod.

Og det at være ung er ikke uden problemer, selv om det ser sådan ud.

Jeg havde mere eller mindre selvpålagte byrder som ung, og det er måske

derfor at jeg forsøger at leve som problemfri ung nu.

Det har jeg nok til gode at prøve :)

Jeg forsøger at minimere problemerne og leve med, og lave det jeg gerne vil,

nu da jeg har muligheder for det.

Og hvor kommer mulighederne så fra ?

Som ældre har man haft muligheder for at afdrage på livets studiegæld.

Tiden løser mange problemer og de mange ting man har gjort, både gode og fejltagelser,

har man vel haft udbytte af eller lært noget af.

Med andre ord. Jeg har haft længere tid til at arbejde hen imod målet, og

derfor mulighed for at være tættere ved det.

Henning

[Uncle Bully]

jeg er der i livet, hvor ambitionerne som udgangspunkt sigtede - men det tog ganske mange år, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis jeg havde satset mere på karrieren og mindre på træningen!?

Livet er ikke et kapløb! Forestil dig, at du havde nedprioriteret fysikken og var blevet færdig to år tidligere - ville du så have været et lykkeligere menneske i dag? Jeg nåede selv at blive 26, før jeg var færdig med bare en 2-årig uddannelse, men jeg havde også taget mig tid til at prøve forskellige veje af og samtidig bruge tid på ting, jeg simpelthen bare havde lyst til - f.eks. længere udlandsrejser. En af grundene til, at det er gået galt for mig nu er, at jeg i for lang tid ikke har satset på andet end at stræbe, uden at føle nogen fornøjelse ved det...

[CoqRouge]

Fy, Henning - nu var jeg ellers på vej i seng, men som så ofte før har du demonsteret en evne til at ramme hovedet på sømmet og sige noget almengyldigt, der på samme tid er provokerende.

Jeg har en datter på 20. Hun var ung frem for barn i en langt tidligere alder end jeg selv var. Til gengæld er hun stadig åndeligt talt midt i teenageårene, nu hvor hun er i en alder, hvor jeg og mine samtidige kammerater selv havde taget ansvar for vores liv. Det betyder, at nogle af os "gamle" føler at have noget til gode, når vi når en mere moden alder. Vi ser på de unge og noterer os, hvilke muligheder de har, og hvilket fravær af ansvar, som de oplever. Efter moden overvejelse har jeg fundet ud af, at jeg ikke vil bytte! Jeg har i mine år i 20'erne haft en identitet som laveliteidrætsudøvende studerende - et langt ord, men en klar identitet! Jeg var langt fra målet, men jeg kendte det! Min højt elskede og intelligente datter har intet mål - hun sætter sejl og forsøger at fange vinden, uanset retningen. Hvis man er lige så gammel som Henning, Bruno og jeg er det alt andet lige nemmere at tage bestik af de skiftende vindretninger!

Edited May 7, 2004 by CoqRouge

[Henning]

Min højt elskede og intelligente datter har intet mål - hun sætter sejl og forsøger at fange vinden, uanset retningen. Hvis man er lige så gammel som Henning, Bruno og jeg er det alt andet lige nemmere at tage bestik af de skiftende vindretninger!

jeg forstår udmærket folk uden de store karreierambitioner, for karriere er en kamp som kun nogle vinder.

I mine yngere år var jeg meget karieresøgende, men det lykkedes aldrig at få

det rette job.

Nu må de undvære, for jeg har klaret mig uden.

Det bedste job jeg har haft, er som elektronikmekaniker til en normal

metalarbejderløn, og det har jeg kun haft 8 år.

Mine tidligere jobs har været betydelig dårligere, men så er der heldigvis andre veje,

og der er nok en højere mening med at jeg aldrig fik job, der svarer til min uddannelse

og mine daværende ambitioner :)

En af mine venner har en søn, som han var bekymret for, fordi han ikke ville noget

som helst...

Men så kom han i tanke om at han ville i lære som autolakerer, og han kom på rette

hylde og har godt job nu mange år efter.

Det samme med min søsters søn. Han vidste heller ikke hvad han ville, men kunne altid

blive handessstudent.

Nu har han alletiders job. Han er i lære som shippingelev.

Lige pludselig så sker det bare...

Henning

[CoqRouge]

jeg forstår udmærket folk uden de store karreierambitioner

OK, men det har jeg altså svært ved. Jeg erindrer en gang, da min nu voksne datter kom hjem fra en holdkamp i tennis og forkyndte, at hun havde haft en god kamp. Nærmere adspurgt havde hun tabt 6-0, 6-0. Den slags går over min forstand!! Ligeledes kan jeg huske resultatet fra stort set samtlige tennis-, fodbold-, og karatematcher, som jeg har være involveret i. Jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan sige, at de ikke kan huske resultatet af en kamp, som der har været involveret i for nogle få timer eller dage siden!

Om erhvervskarrieren kan jeg sige, at den aldrig har været prioriteret så højt, som den måske burde. Til gengæld har der altså været overskud til familie og konkurrencesport - det sidstnævnte senere afløst af træning for almindeligt velvære.

[meadow]

Min højt elskede og intelligente datter har intet mål - hun sætter sejl og forsøger at fange vinden, uanset retningen. Hvis man er lige så gammel som Henning, Bruno og jeg er det alt andet lige nemmere at tage bestik af de skiftende vindretninger!

( ;) Jeg har ikke sagt noget i din log i lang tid for jeg står midt i alt det der skrives om - jeg skal aflevere speciale d. 28. maj, men den historie om datteren bliver jeg nødt til at kommentere lige nu og her - jeg lover at vende tilbage til PC senere i din log... :) )

Det værste din datter kan få at vide af sin far er at hvis han havde haft de muligheder og forudsætninger hun har, så havde han brugt dem til noget mere fornuftigt end hun gør!

Bare fordi han ikke kan se hendes mål. Det er svært for ham at forstå hende på hendes præmisser, nuvel - men det må han holde for sig selv, - og så gøre forsøget på at forstå hende! Også selv om det udfordrer hans selvopfattelse!

[Dittef]

ja- jeg skal aflevere mit speciale i juni og sad da også med nogle tanker om emnet.

Jeg synes ikke, at 20 år reelt er så gammelt mht. at skulle i gang med at læse. Jeg kender flere, som af hensyn til forældrene følte, at de skulle gå i gang med et eller andet. Det er dem som søger ind på

dansk, HA og medicin. De var totalt forvirrede og senere droppede de ud og fandt sig et helt andet studie som passede dem bedre.

Jeg tror det er meget vigtigere, at man er helt sikker på hvilken retning man vil være inden for - når man vælger. Frem for at vælge forhastet og måske ende på den helt gale vej. Jeg var heldig og vidste hvad jeg ville da jeg var færdig med gymnasiet og derfor kunne jeg være meget målrettet. Men skal jeg være helt ærlig så ærgrer jeg mig over alle de ting jeg er gået glip af fx rejser og højskoleophold.

hilsener fra Ditte

[CoqRouge]

Det værste din datter kan få at vide af sin far er at hvis han havde haft de muligheder og forudsætninger hun har, så havde han brugt dem til noget mere fornuftigt end hun gør!

Bare fordi han ikke kan se hendes mål. Det er svært for ham at forstå hende på hendes præmisser, nuvel - men det må han holde for sig selv, - og så gøre forsøget på at forstå hende! Også selv om det udfordrer hans selvopfattelse!

Jame, det får hun rent faktisk heller ikke at vide! Da hun (muligvis af rent genetiske årsager) slægter sin far på i visse reaktionsmønstre, så ved jeg, at hvis jeg ytrede eller så meget som antydede noget sådant - ja, så ville det have den stik modsatte effekt af den tilsigtede!

Og jeg kan skam godt se hendes mål! Det kan hun også godt selv. Hendes erklærede mål er ganske enkelt at forblive teenager så længe som muligt, helst hele livet. Det er hun såmænd ganske åben om. Jeg mener ikke, at jeg er hverken kontraktligt eller moralsk forpligtet til at være enig i den målsætning. Min rolle er og vil også fremover være at stå til rådighed, når hun snubler og får skrammer.

Jeg er vel enten naiv eller forstokket - men jeg kan altså ikke se, hvor min selvopfattelse kom ind i billedet? (Ment som en venlig forespørgsel, ikke en bebrejdelse!)

Dittef>Følelsen af at gå glip af noget kender vi vel alle - ethvert valg indebærer jo et antal fravalg. Det, som jeg ikke helt forstår, er hvorfor netop perioden umiddelbart efter studentereksamen og x år frem i tiden har fået status som værende den bedste tid til at få prøvet alle de ting, som man ellers bagefter ville knurre over at have misset. Tiden efter endt uddannelse er da lige så god - ja, nok bedre, for nu har man et bredere perspektiv på oplevelserne. Eller hvad med at rejse jorden rundt, når man alligevel holder barselsorlov med den førstefødte. Højskoleopholdet sætter mange ind på kontoen for oplevelser, når de har passeret de 70, etc etc.

[meadow]

Og jeg kan skam godt se hendes mål! Det kan hun også godt selv. Hendes erklærede mål er ganske enkelt at forblive teenager så længe som muligt, helst hele livet. Det er hun såmænd ganske åben om. Jeg mener ikke, at jeg er hverken kontraktligt eller moralsk forpligtet til at være enig i den målsætning. Min rolle er og vil også fremover være at stå til rådighed, når hun snubler og får skrammer.

Jeg er vel enten naiv eller forstokket - men jeg kan altså ikke se, hvor min selvopfattelse kom ind i billedet? (Ment som en venlig forespørgsel, ikke en bebrejdelse!)

Kort sagt, så kan det udfordre ens selvopfattelse at skulle sætte sig ind i og acceptere andres præferencer, hvis man mener at kun ens egne præferencer er de sande.

Har ikke hermed sagt at du er forstokket eller naiv. Det gælder os alle. :)

[CoqRouge]

Nok er det nu cykelsæson, men jeg gider altså ikke at cykle i bygevejr! Dels er det koldt og dels øger det risikoen for punkteringer. Og ja - naturligvis har jeg alt det rigtige udstyr til såvel at holde kroppen tør med som til at pumpe dæk med! Ellers ville jeg jo ikke være en rigtig udstyrsfetichist. Men jeg gider altså alligevel ikke.......

Derfor blev det til Billat 30-30 med løbeskoene på i stedet. Den form for træning er under alle omstændigheder en raffineret form for selvpineri; men når den gennemføres en lørdag, hvor mandag - onsdag - fredag i ugen har budt på henholdsvis 20-rep squat, tungt dødløft og eksplosive front squats - ja, så er der tale om fuldbyrdet flagellantisme!

Hvis jeg et øjeblik må bruge en quote fra en seriøs diskussion i en mere letsindig sammenhæng:

Kort sagt, så kan det udfordre ens selvopfattelse at skulle sætte sig ind i og acceptere andres præferencer, hvis man mener at kun ens egne præferencer er de sande.

-så mener jeg ikke, at jeg har det på den måde. Jeg kan f.eks. godt acceptere, at Allerup, Ziggymund og FastLegs synes, at det er sjovt at blive gennemblødt, mens man lapper cykel 30 km hjemmefra! :lol:

Edited May 8, 2004 by CoqRouge

[Guest Slettet bruger]

Spændende at se, at jeg ikke er den eneste der har problemer med kombinationen af styrketræning for benene og løb/cykling, jvf netop postet spørgsmål. Har i en periode bildt mig selv ind, at det måske ikke var nødvendigt..... men men men... tror at det giver noget til afsættet, dybe del af lænden, i det hele taget aktiverer muskelfibrene på en anden måde. Formentlig deraf udledt ømhed.

Anekdoter fra søndagens CSC løb her i Århus.. stod ned i stænger.. og det forlyder at selv professionelle cykelryttere drejede fra og hjem ved første og bedste byskilt. Orkede heller ikke det lousy vejr....

[CoqRouge]

Spændende at se, at jeg ikke er den eneste der har problemer med kombinationen af styrketræning for benene og løb/cykling, jvf netop postet spørgsmål. Har i en periode bildt mig selv ind, at det måske ikke var nødvendigt..... men men men... tror at det giver noget til afsættet, dybe del af lænden, i det hele taget aktiverer muskelfibrene på en anden måde. Formentlig deraf udledt ømhed.

Anekdoter fra søndagens CSC løb her i Århus.. stod ned i stænger.. og det forlyder at selv professionelle cykelryttere drejede fra og hjem ved første og bedste byskilt. Orkede heller ikke det lousy vejr....

Problemerne med den kombination har jeg underholdt med flere gange her i loggen og ligeledes i konditions-forummet. Efterhånden som tiden går, bliver jeg mere og mere overbevidst om, at styrketræning for benene kun hjælper løb over længere distancer i de tilfælde, hvor der er tale om et decideret styrkemæssigt underskud i udgangssituationen. Man kan ved diverse motionsløb observere løbere - specielt kvinder i den modne alder - hvor der slet ikke er noget "rebound" i deres løb. De skulle løfte noget jern, skulle de! For os andre - nej, sorry, det er kætterske tanker - men jeg tror ikke længere på effekten.

Det får mig til gengæld ikke til at lade være med at træne ben - jeg vil nemlig de fleste af årets måneder godt ofre lidt af hastigheden mod til gengæld at øge min styrke. Inkonsekvent? - ja muligvis, men sådan er det bare!

Og så slutter jeg med at gentage min sædvanlige observation: Styrketræning påvirker cykling negativt (forstået som f.eks. dagen efter!) i væsentlig mindre omfang, end tilfældet er for løb, iflg. mine erfaringer.

[CoqRouge]

Dagens træning bestod af 27 km på cykel. Så bliver det ikke meget bedre! Luften var lun, vind var der kun meget lidt af, græsset var grønt, rapsen stod gul og ude i engen gik Storken og talte egypt... - øh, nej, nu var jeg vist ved at lade HCA løbe af med mig, men det var altså godt. Jeg var veloplagt, Principia'en spandt som en kat, cykelcomputeren var der kommet styr på og jeg gennemførte den planlagte træning - Billat 30-30 - til punkt og prikke. Eneste mindre mislyd var, at det er så tidligt på cykelsæsonen på mig, at jeg ikke havde held til at drive pulsen op over 85 %, førend benene syrede til - men jeg ved af erfaring fra tidligere år, at den fornemmelse forsvinder, når jeg har tilbagelagt de første 1000 km.

Under selve intervaltræningen forsøgte jeg at minimere antallet af gearskift. På den måde sørger variationen i den lokale topografi for, at jeg både kommer til at arbejde tungt med lav kadence og let med hurtig kadence. Jeg skiftede først gear, hvis kadencen kom under 60 eller over 120.

Om datteren, der jo har været diskuteret her i loggen på det seneste, kan jeg berette, at hendes bud på en karakter efter første skriftlige eksamen - dansk stil - hedder "ikke under 9". Eneste bekymring var, at emnerne i år i den grad lagde op til en slags standardbesvarelse, hvor det bliver svært at skille sig ud fra mængden.