Endorfinjunkie på genoptræning

[CoqRouge]

Den første singletime i tennis-comeback'et gik næsten perfekt, men......!

Fin og jævnbyrdig kamp på et bedre niveau, end jeg og makkeren i virkeligheden kunne tillade os at forvente. Trods alt er det 20 år og 2 måneder siden vi sidste gang - men ikke for første gang! - mødtes i en klubmesterskabsfinale, og de sidste 12 år har vi i bedste fald spillet - skal vi sige: sporadisk!.

Hurtig bane, bedre hukommelse for den offensive del af spillet osv. - jeg ved det ikke, men i hvert fald spillede vi et enkelt sæt uden breaks og hvor jeg kunne trække mig ud som en kneben vinder af en tie-break. Det var en fornøjelse - og den blev ikke mindre af, at herredoublen på banen ved siden af åbenlyst undrede sig over, at de to ældre herrer, som de aldrig før havde set, kunne spille spillet på et vist niveau.

Det lille "men" stammer herfra:

Tirsdag byder så for første gang i 4 år på en times tennissingle på et hårdt indendørs underlag. Det var her, at jeg for 4 år siden erhvervede mig den akillesseneskade, der holdt mig væk fra løbetræning i et helt år, og som stadig af og til sender nogle ganske lavmælte hilsener ved sidelæns vrid af foden, trods intensiv genoptræning (uden hvilken jeg formentlig stadig ikke ville kunne løbe!). Jeg håber ikke, at jeg kommer i den situation

Det gjorde jeg ikke - ikke sådan rigtigt - men efter 35 minutter fik jeg nogle signaler fra den gamle skade. Det blev aldrig på nogen måde slemt - men i dag onsdag får jeg stadig en lejlighedsvis hilsen fra den gode, gamle akillessene, som ellers troligt har tolereret calf raises, 25 km'ere, bakkespurter og andre former for mishandling. Lige nu trøster jeg mig med, at hvis senen ikke er ødelagt, vil den blive stærkere af tennis'en.

[CoqRouge]

Jeg har i dag bedrevet 4 x billat 2+2 - men det var slet ikke det, som jeg ville sige. Nej, det jeg ville sige er, at jeg her til aften har surfet lidt rundt i diverse logbøger, og nogle af dem gør mig så ked af det. Jeg ser flere mennesker, som kredser om det "at være sig selv"! Jamen, så forstå det dog, for fa....! Ingen af os har noget, som er det sande selv! Vi er sat sammen af en mængde roller, som vi bevidst eller ubevidst har valgt (eller er blevet tildelt!) og som vi spiller med større eller mindre held. Jeg kan blive helt ked af det på andres vegne, når jeg læser, at de tror, at lykken venter, når de har fundet sig selv! Det vil aldrig ske!!!! - den største og eneste lykke ligger i selve søgeprocessen

[Henning]

Jeg har i dag bedrevet 4 x billat 2+2 - men det var slet ikke det, som jeg ville sige. Nej, det jeg ville sige er, at jeg her til aften har surfet lidt rundt i diverse logbøger, og nogle af dem gør mig så ked af det. Jeg ser flere mennesker, som kredser om det "at være sig selv"! Jamen, så forstå det dog, for fa....! Ingen af os har noget, som er det sande selv! Vi er sat sammen af en mængde roller, som vi bevidst eller ubevidst har valgt (eller er blevet tildelt!) og som vi spiller med større eller mindre held. Jeg kan blive helt ked af det på andres vegne, når jeg læser, at de tror, at lykken venter, når de har fundet sig selv! Det vil aldrig ske!!!! - den største og eneste lykke ligger i selve søgeprocessen

<{POST_SNAPBACK}>

Hvorfor bliver du ked af det ?

Er det ikke bare en talemåde ?

Alt det, du nævner, som man er sammensat af, gælder det ikke om at sætte det rigtigt sammen ?

Og vælge at bygge livet på de rigtige ting, og vælge skidtet fra.

Og resultatet af de mange dele, i harmoni, er det ikke det vi kalder en selv.

Henning

[CoqRouge]

Henning>Jo, lige netop!! Og det er den forståelse, som jeg savner hos visse - i øvrigt indsigtsfulde og vidende - MOLboere. At jeg selv bliver ked af det, er vel bare en talemåde, ja - men denne søgen efter sig selv risikerer efter min opfattelse at føre til den dør, hvor der står"Her lades alt håb ude" - og det er døren til et - ahemm, religiøst rum, hvor man ikke ønsker at ende!

[Henning]

Henning>Jo, lige netop!! Og det er den forståelse, som jeg savner hos visse - i øvrigt indsigtsfulde og vidende - MOLboere. At jeg selv bliver ked af det, er vel bare en talemåde, ja - men denne søgen efter sig selv risikerer efter min opfattelse at føre til den dør, hvor der står"Her lades alt håb ude" - og det er døren til et - ahemm, religiøst rum, hvor man ikke ønsker at ende!

<{POST_SNAPBACK}>

Vi kigger vist ikke i de samme logbøger, for jeg kan ikke genkende det fra dem jeg har set.

Men et spændende emne, derfor svarede jeg.

Man skal måske ikke søge efter sig selv, eller kun være sig selv,

men man skal efter min mening spørge ind til sig selv.

Det vi ser og opfatter hos andre, ligger ofte inde i en selv, vi er alle

en del af helheden.

F. eks. når nogen irriterer mig, det kan være i trafikken eller andre steder,

findes årsagen som regel inde i mig selv.

Det arbejder jeg mig meget med for tiden, for den vender også den anden vej.

Når nogen kommer mig i møde med positive budskaber...

Det er absolut værd at dyrke, og det har man mindst lige så meget indflydelse på,

der kan også hentes en del inde i sig selv.

For at vende tilbage til logbøgerne, er der gode eksempler fra skaderne.

Når folk siger, at de skal til læge, og lægen ikke for står dem, så spørg ind

til Jer selv, der er svaret, I ved det godt.

Man skal ikke overbelaste sin krop gennem lang til, og så tro at lægen

kan reparere den.

Jeg plejer at spørge dem om, hvad de forventer lægen siger,

og om hvorfor de vil have ham til at sige det.

Henning

[Bruno J]

F. eks. når nogen irriterer mig, det kan være i trafikken eller andre steder, findes årsagen som regel inde i mig selv.

Som bekendt er jeg normalt ikke enig i ret meget af det du skriver i din logbog, men netop derfor skal du også komplimenteres, når du skriver noget godt . Og ovenstående sætning er virkelig begavet og rigtig. Problemet er bare, at det kræver en indre tyngde og balance at kunne indse det. Og det er netop, hvad dem, som virkelig har brug for at forstå din sætning, mangler.

[Panda]

Nej, det jeg ville sige er, at jeg her til aften har surfet lidt rundt i diverse logbøger, og nogle af dem gør mig så ked af det. Jeg ser flere mennesker, som kredser om det "at være sig selv"! Jamen, så forstå det dog, for fa....! Ingen af os har noget, som er det sande selv! Vi er sat sammen af en mængde roller, som vi bevidst eller ubevidst har valgt (eller er blevet tildelt!) og som vi spiller med større eller mindre held. Jeg kan blive helt ked af det på andres vegne, når jeg læser, at de tror, at lykken venter, når de har fundet sig selv! Det vil aldrig ske!!!! - den største og eneste lykke ligger i selve søgeprocessen

<{POST_SNAPBACK}>

Denne her må jeg lige reagere på, selvom det næppe er min log du har læst i - den ligger i coma for tiden

Jeg er enig med dig i, at mennesket ikke har en eller anden fast "kerne", som er dets sande jeg. Og derfor er udtrykket "at finde sig selv" måske misvisende.

Men selvom vi alle har mange forskellige identiteter og roller i forskellige sammenhænge, så er der nogle, der føles mere rigtige eller sande end andre. Man kan føle sig fastlåst i en bestemt rolle, eller man kan føle at man ikke "er sig selv". Dette uanset at dettet selv ikke er én fast defineret størrelse.

I bund og grund handler det vel om at man tør stå ved sig selv, sine meninger og følelser i alle de sammenhænge man fungerer i. Og det kan meget vel være at det betyder at man er en festabe sammen med de gamle studiekammerater, organisationstalentet på arbejdspladsen og konkurrencemenneske når man møder op i løbeklubben.

Men i det øjeblik, at man forsøger at leve op til et bestemt indtryk, f.eks. at gå vildt op i sin placering på den interne rangliste i løbeklubben (måske fordi de andre man kender i klubben gør det), selvom man dybest set kun løber fordi det er rart, så føler man sig ikke som sig selv. Og så er det værd at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig jeg vil - i denne her sammenhæng (løbeklubben). Og måske lige så vigtigt: Hvorfor giver jeg så udtryk for noget andet.

Tænksomme hilsener

Panda

edit: Havde indsat det forkerte citat

Edited October 22, 2004 by Panda

[Arne]

Jeg vil tillade mig at fremsætte nogle reflektioner i reaktion på den ovenstående - og nok også på den dialog vi for nogen tid siden havde i min log

Jeg er enig med dig om at der ikke findes nogen ”oprindelig indre kerne” i os – er det den man søger desperat, så risikere man at blive suget ned i en maltstrøm der spralerer ned i et mentalt sort hul hvor det eneste man selv kan se indefra – og det eneste andre kan se, er det kaos der hersker på kanten af det sorte hul.

Hvad jeg ikke tror på er at man kan beslutte sig til at man ikke har en historie – at man kan beslutte sig til ikke at bære den med sig – men man kan beslutte sig til – nogen gange kræver det så hjælp, at man vil et sted hen hvor den ikke længere er en tyngende byrde og en kilde til endnu mere smerte i nuet.

I stedet for billedet ”søgen efter mig selv”, såkam man kan bruge et andet billede. For mig er det vi kalder vores frie vilje ”bare” et udtryk for, at vi påtvinges, af andres stilen spørgsmål til og ved os, til at handle for at opretholde vores ”billede af mig i verden”. Dette billede af ”mig i verden” er under konstant rekonstruktion, vores historie er et sæt brikker der kan passes sammen på mange måder, om end ikke en hver version af ”historien om mig” er lige valid eller lige sund for ”mig”. Så det man kan lede efter, det er ”en historie om mig” – og et billede af mig i verden, der tillader en at leve en konstruktiv og nogenlunde velfungerende hverdag, med åbenhed for de momenter af glæde og tilfredshed der byder sig til.

[meadow]

Spaendende, spaendende, spaendende diskussion.

Jeg vil bakke Panda op i hendes kloge betragtninger - er selv vidne til en person meget taet paa mig som ikke har forstaaet at det er HENDE der bestemmer hvad hun vil med sit liv. Ikke alle os andre, - men hende selv.

Hun har endnu ikke set det, - og derfor render hun forvirret rundt, og har konstant ondt af sig selv fordi hun ikke har observeret sine egne muligheder og begraensninger. Hun er kun hvad nogle faa andre mennesker ser i hende - hun ser ikke noget selv!

Jeg har saa meget lyst til at fortaelle hende at hun bare skulle tage at pudse brillerne og laere ved at kigge paa hvad andre som er glade gaar og goer i stedet for at kigge paa det sorte hul inden i sig selv, - der kommer hun ingen vegne af. Hun skal holde op med at vaere bange for andre - og se at komme ud af osteklokken. Men humlen er at det kan man ikke sige til folk.

Jeg deler CoqR's frustration.

[Henning]

F. eks. når nogen irriterer mig, det kan være i trafikken eller andre steder, findes årsagen som regel inde i mig selv.

Som bekendt er jeg normalt ikke enig i ret meget af det du skriver i din logbog, men netop derfor skal du også komplimenteres, når du skriver noget godt

Hvordan kan du være uenig med mig i min log ?

Det meste jeg skriver, er min træning, og mine oplevelser omkring den.

Det kan vi vel ikke være uenige om

Jeg er nok uenig med mange her ang. måden, jeg træner på, - er det det, du tænker på ?

Der er jeg nødt til at følge det jeg oplever, men jeg lytter dog, og har I ret i,

at jeg træner for let, er det aldrig for sent at lave det om.

. Og ovenstående sætning er virkelig begavet og rigtig. Problemet er bare, at det kræver en indre tyngde og balance at kunne indse det. Og det er netop, hvad dem, som virkelig har brug for at forstå din sætning, mangler.

<{POST_SNAPBACK}>

Og den tyngde kan komme ved at arbejde med sig selv, handle

efter det, man tænker og føler.

Altså følge sit eget jeg, sin egen sandhed.

De er ikke altid umiddelbar, man skal spørge helt ind og være ærlig

over for sig selv.

Undskyld at jeg stadig borer i det, jeg tror ikke vi er så uenige om tingene, vi har

måske bare forskellig måde og forskelligt udgangspunkt til at se dem fra.

Henning

[CoqRouge]

Som jeg læser de gode indlæg ovenfor, er der en rimelig grad af enighed om, at vi ikke har en fast kerne, der simpelt hen bare er os. Der er også en vis enighed om, at vi vælger at være den, som vi er i den enkelte situation eller sammenhæng. Der, hvor uklarheden sætter ind, er når vi skal have besvaret følgende 2 spørgsmål, der ikke som sådan er indbyrdes afhængige:

1: Hvordan kan det være, at vi af og til (endog ofte!) vælger at spille roller, som vi ikke kan lide - eller hvor vi ikke kan lide resultatet?

2: Hvorfor er forestillingen om det ene, sande jeg så tillokkende for så mange?

Svarforslag 1: Vi lader os fange og styre af vores fortid, andres reelle eller imaginære forventninger, urealistiske opfattelser af egne evner eller mangel på samme osv. Samtidig tillader vi os ikke at gennemtænke, hvordan vi ideelt skulle agere i den givne situation - for sæt nu vi måtte erkende, at vi havde begået fejl eller serier af fejl. Bedre at trække huen ned over øjnene!

Svarforslag 2: Fordi mange har et behov for simple løsninger! Tanken om, at vi ikke har en fast, men i stedet en overordentlig plastisk kerne, er ganske enkelt for skræmmende.

[Panda]

Spaendende, spaendende, spaendende diskussion.

Jeg vil bakke Panda op i hendes kloge betragtninger - er selv vidne til en person meget taet paa mig som ikke har forstaaet at det er HENDE der bestemmer hvad hun vil med sit liv. Ikke alle os andre, - men hende selv.

Hun har endnu ikke set det, - og derfor render hun forvirret rundt, og har konstant ondt af sig selv fordi hun ikke har observeret sine egne muligheder og begraensninger. Hun er kun hvad nogle faa andre mennesker ser i hende - hun ser ikke noget selv!

Jeg har saa meget lyst til at fortaelle hende at hun bare skulle tage at pudse brillerne og laere ved at kigge paa hvad andre som er glade gaar og goer i stedet for at kigge paa det sorte hul inden i sig selv, - der kommer hun ingen vegne af. Hun skal holde op med at vaere bange for andre - og se at komme ud af osteklokken. Men humlen er at det kan man ikke sige til folk.

Jeg deler CoqR's frustration.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg er ikke helt enig med dig i, at man ikke kan sige det til folk . Det skal måske ikke siges så direkte. Men hun skal jo lære at tro på, at hun selv kan gøre noget anderledes i sit liv, og det gør hun ikke hvis hun er styret af, hvad andre forventer hun er og gør. Den erkendelse kommer næppe overnight, men en rammende bemærkning kan sætte mange sunde tanker i gang. Jeg taler af erfaring .

Dette er ikke nogen opfordring til at gøre noget i det konkrete tilfælde. Det kommer jo meget an på, hvor godt du kender hende - og om du har lyst til at risikere at hun reagerer negativt. Selvom det lyder positivt kan det være en meget skræmmende erkendelse at man selv styrer sit liv. For med den indsigt følger også ANSVARET, og så bliver det en bevidst beslutning om man vil lave nogle ændringer i sit liv eller leve videre som hidtil . På mange måder er det jo nemmere at sige at det er de andres skyld altsammen og så ligge under dynen og have ondt af sig selv.

Som jeg læser de gode indlæg ovenfor, er der en rimelig grad af enighed om, at vi ikke har en fast kerne, der simpelt hen bare er os. Der er også en vis enighed om, at vi vælger at være den, som vi er i den enkelte situation eller sammenhæng. Der, hvor uklarheden sætter ind, er når vi skal have besvaret følgende 2 spørgsmål, der ikke som sådan er indbyrdes afhængige:

1: Hvordan kan det være, at vi af og til (endog ofte!) vælger at spille roller, som vi ikke kan lide - eller hvor vi ikke kan lide resultatet?

2: Hvorfor er forestillingen om det ene, sande jeg så tillokkende for så mange?

Svarforslag 1: Vi lader os fange og styre af vores fortid, andres reelle eller imaginære forventninger, urealistiske opfattelser af egne evner eller mangel på samme osv. Samtidig tillader vi os ikke at gennemtænke, hvordan vi ideelt skulle agere i den givne situation - for sæt nu vi måtte erkende, at vi havde begået fejl eller serier af fejl. Bedre at trække huen ned over øjnene!

Svarforslag 2: Fordi mange har et behov for simple løsninger! Tanken om, at vi ikke har en fast, men i stedet en overordentlig plastisk kerne, er ganske enkelt for skræmmende.

<{POST_SNAPBACK}>

ad1: Ja, jeg tror at fortid og "vane" spiller en stor rolle. Det er meget almindeligt at man udvikler/ændrer sig, når man pludselig skal fungere i en helt ny kontekst med lutter fremmede mennesker. Og det skyldes i høj grad at man ikke er bundet af (egne forestillinger om) andres forventninger til adfærd, holdninger m.m.

En anden vigtig forklaring er frygt. Frygten for det ukendte, for, hvad der vil ske, hvis man pludselig gør noget andet, end man plejer.

Hvilke forandringer vil det medføre? Hvordan vil de andre reagere? Vil de stadig kunne lide mig? Hvordan vil det påvirke dynamikken i hele gruppen? Hvem skal nu gøre det, jeg plejer at gøre?

ad2: Er det da det? Jeg synes mest at jeg møder det, som jeg har prøvet at beskrive tidligere: At man ønsker at stå ved sig selv, dvs. at kunne stå inde for sine ytringer, holdninger og adfærd i en given situation. Hvilket ikke betyder at man altid opfører sig på samme måde uanset hvor man er, eller at man ikke kan skifte mening.

Panda

[Henning]

Som jeg læser de gode indlæg ovenfor, er der en rimelig grad af enighed om, at vi ikke har en fast kerne, der simpelt hen bare er os. Der er også en vis enighed om, at vi vælger at være den, som vi er i den enkelte situation eller sammenhæng. Der, hvor uklarheden sætter ind, er når vi skal have besvaret følgende 2 spørgsmål, der ikke som sådan er indbyrdes afhængige:

1: Hvordan kan det være, at vi af og til (endog ofte!) vælger at spille roller, som vi ikke kan lide - eller hvor vi ikke kan lide resultatet?

2: Hvorfor er forestillingen om det ene, sande jeg så tillokkende for så mange?

Svarforslag 1: Vi lader os fange og styre af vores fortid, andres reelle eller imaginære forventninger, urealistiske opfattelser af egne evner eller mangel på samme osv. Samtidig tillader vi os ikke at gennemtænke, hvordan vi ideelt skulle agere i den givne situation - for sæt nu vi måtte erkende, at vi havde begået fejl eller serier af fejl. Bedre at trække huen ned over øjnene!

Svarforslag 2: Fordi mange har et behov for simple løsninger! Tanken om, at vi ikke har en fast, men i stedet en overordentlig plastisk kerne, er ganske enkelt for skræmmende.

<{POST_SNAPBACK}>

Måske, men jeg mener svaret på spørgsmål 2 snarere er for at arbejde sig ud af spørgsmål 1.

At man skal afdække sin fortid, erkende den, og gå videre derfra.

Og være ærlig over for sig selv, måske passe lidt på med rollerne,

som kan være en (falsk) skal uden på ens sande jeg.

Ens sande jeg burde man være så stolt af, at det ikke er nødvendigt at skjule det.

I stedet for kan man bare nøjes med at udlevere lidt af det.

Selvfølgelig skal man holde noget for sig selv, men der bør

være meget, som man brænder ærligt for, og gerne vil dele ud af

Vi vil alle gerne bidrage til en bedre verden og påvirke ens omgivelser.

Og det bedste at leve efter, og give udtryk for i denne,

og alle andre sammenhænge, er sandheden, ærligheden og kærligheden.

Henning

[CoqRouge]

Jeg har ikke nogen skal uden på mit sande jeg. Jeg består af en masse skaller, der tilsammen er mig! Lige nu er der en af mine skaller, der er glad, rigtig glad - for i dag gjorde jeg det! Jeg genindløste mit ellers i 27 år deponerede medlemskab af "Club 100"!

Sagt på en anden måde: Dagen har budt på PR i bench press. 101 kg. Armene ryster stadig lidt, men alligevel har jeg svært ved at få dem ned. Alderdomsspøgelset er endnu engang manet i jorden.

Status på vægttræningen:

Mål i dødløft nået.

Mål i bench press nået

Mål i squat - ikke nået og vil ikke blive nået pga. rygskade. I stedet trænes front squat - men her har jeg ikke rigtigt noget mål endnu.

Resultat: Jeg er lidt i tænkeboks mht. hvilke vægt-mål jeg skal sætte mig.

Edited October 23, 2004 by CoqRouge

[Henning]

Tillykke med de 100 + i bænk :1356:

Henning

[Bruno J]

Velkommen i Klub 100

[CoqRouge]

Dagen har budt på 5 km's løb, hvor selve den alvorlige del bestod af 6 stk 12 sekunders bakkesprints. Det gik meget godt.

-men jeg har fået en pudsig hilsen fra gårsdagens PR i bench press. I eftermiddags spillede jeg krabbefodbold med den 9-årige i stuen - den slags ting foregår jævnligt her i huset! - og pludselig fik jeg krampe i venstre triceps. Det har jeg aldrig prøvet før, men ondt gjorde det, og selv om der nu er gået 6 timer, er musklen stadig øm.

Jeg har bemærket den nærmest surrealistiske diskussion andetsteds på MOL af triceps' rolle eller mangel på samme ved bench press. Skulle jeg have været bare en smule i tvivl, har dagens oplevelse effektivt fjernet tvivlen!

Spørgsmål til squattere: Gives der en tommelfingerregel for sammenhængen mellem almindelig squat og front squat - således at man ved at kende sit 1-rep max i squat kan give et rimeligt estimat af 1-rep max i front squat? Ja, selvfølgelig kunne jeg bare teste - men ryggen skal lige have det lidt bedre først.

[Vandpyt]

2: Hvorfor er forestillingen om det ene, sande jeg så tillokkende for så mange?

<{POST_SNAPBACK}>

Tja, vel det samme som får folk til at jagte den hellige gral og alle de andre drømme - som du selv har svaret på - opfattelsen af at lykken ligger for enden af regnbuen.

'Pyt

[CoqRouge]

Ak ja - nogle få dages fravær og man er nede på side 5! Trænet er der blevet, men kvaliteten har ikke været den bedste. Tirsdag blev jeg vaccineret 2 gange - mod influenza og mod lungebetændelse. Siden da har jeg ikke været på toppen - jeg havde feber en 2-4 timer, og jeg har stadig modbydelig ondt i den arm, som blev udsat for lungebetændelsesstikket. Den ganske lange og tykke nål har måske ramt noget, som den ikke skulle ramme, hvem ved?

-men ellers er det stadig vigtigt for mig, at jeg "aldrig" er syg - nu er det næsten 700 dage siden, at jeg har haft en sygedag - and counting.......

-og det skyldes uden tvivl bl.a., at jeg ikke udsætter mig for fællessvedning i små fugtige lokaler - læs: Spinning

Edited October 30, 2004 by CoqRouge

[Milter]

-men ellers er det stadig vigtigt for mig, at jeg "aldrig" er syg - nu er det næsten 700 dage siden, at jeg har haft en sygedag - and counting.......

-og det skyldes uden tvivl bl.a., at jeg ikke udsætter mig for fællessvedning i små fugtige lokaler - læs: Spinning

<{POST_SNAPBACK}>

Godt for dig.

Men bliv, hvor du er. På en jysk arbejdsplads ville du ligge i toppen af sygestatistikken.

[CoqRouge]

Min målstyringsaftale og dermed min resultatløn afhænger blandt andet af sygefraværet - så en sygemelding er for mig det første trin på vejen til økonomisk ruin. For 700 dage siden havde jeg 2,5 sygedage i forbindelse med en lungebetændelse, og før den tid var det adskillige år siden, at jeg sidst måtte en ufrivillig tur på langs. Nu er jeg jo ganske vist også emi- og immigreret jyde, men mon dog ikke, at jeg selv på en jysk arbejdsplads kunne hævde mig i helbredsstatistikken.

I dag var helbreddet i hvert fald nogenlunde på ret kurs igen. Mit bakkesprints-træningspas forløb derfor meget tilfredsstillende - rent subjektivt var der virkelig "riv" på hele vejen. Venstre arm er imidlertid stadig noget injektionsforstyrret.

-men den velsignede højre akillessene udsender flere og flere signaler om, at den ikke vil sanktionere mit tenniscomeback, der ellers spillemæssigt forløber over al forventning. Jeg håber virkelig, at den (senen) kommer til besindelse!

[Milter]

Oh, CoqRouge – en sygelig spinner fra de lumre sale brænder selvfølgelig efter at bringe sine tal – men jeg lader være – jeg kan dog glæde dig med, at jeg ligger på den anden side af de 700 dage.

[Guest DBM]

Laver du noget skadesforbyggende for din akillessene?? Har selv meget bøvl med den højre akillessene, så det ville være lækkert med lidt gode råd! Har lige været til 12 x behandling hos min fys. hvilket har hjulpet en del på det... helt god er den dog - desværre - ikke!

I øvrigt... kunne du ikke uddybe din "Billat/interval/bakketræning" lidt??

Hvor meget, hvor hurtigt og hvorfor mm.?!?

[Bruno J]

Angående sygedage, så er det egentlig et interessant emne. For når folk bryster sig af få sygedage, hvad skyldes det så?

1) Er de virkelig mindre syge end gennemsnittet? I så fald er det jo dejligt for dem.

2) Eller møder de op på arbejde, selvom de er syge?

2.1) Hvis ja, gør de det så, fordi de er bange for at blive fyret, hvis chefen finder ud af, at de godt kan undværes? I så fald er få sygedage vel nærmest udtryk for en konstant angsttilstand, som sikkert er både stressende og sygdomsfremkaldende.

2.2) Eller gør de det ud fra den misforståede opfattelse, at deres kolleger vil beundre dem for deres stærke vilje. I så fald er der tale om en helt grotesk misforståelse, da de færreste har varme følelser for ham, som møder syg op på arbejde og smitter alle andre. I stedet for at holde sig væk indtil han er rask.

CoqRouge>Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved din almene helbredstilstand , men har du som chef nogensinde overvejet ovenstående punkter m.h.t. dine medarbejderes sygefravær? At et lavt sygefravær ikke nødvendigvis er positivt, men faktisk kan være udtryk for en gruppe medarbejderes usunde holdning til deres egen sygdom og respektløshed overfor deres kolleger og deres afdelings overordnede effektivitet.

[Granhof]

SPændende diskussion mht til sygefravær

Jeg tror personligt at de fleste sygedage på de danske arbejdspladser, simpelthen skyldes pjæk..

Jeg kender så usandsynligt mange der pjækker fra arbejde, og tager mig til hovedet hver gang, jeg har 7913 aldrig pjækket fra arbejde (skoleundtaget ) Og fatter ikke dem der smider læsset over på sine arbejdskolleger, når de pjækker.

For det er jo det de gør, giver de andre mere arbejde

ps. jeg har faktisk kun været syg 1 eller 2 gange i løbet af min læretid på 4 år, der er slut om 1½ mdr Og det tror jeg faktisk er et meget sandsynligt godt gennemsnit for en normal dansker, altså 1 enkelt sygeperiode i løbet af 1 år.