Endorfinjunkie på genoptræning

[CoqRouge]

Nu er jeg efterhånden så godt i gang med tennis, at mine kaizen-tendenser begynder at titte frem, dvs. at jeg forsøger at optimere slagene frem for blot at spille. Det giver som altid nogle blandede resultater. Således holdt jeg i går bevidst ketcheren højere i udgangspositionen ved servemodtagelse, hvilket førte til flere gode returneringer, mens eksperimenter med øget ketcherhovedaccelleration i forhånden gav et par besynderlige rammeslag.

DOMS holder stædigt ved efter EDT-træningen i søndags. I morgen torsdag er det tid for runde 2. Specielt venstre biceps varsler jammer og klage - men den kan værsgo' makke ret, kan den!

I dag løb jeg for første gang i en måned et fuldt intervaltræningspas, nemlig 12xbillat 30-30. Det var som altid hårdt, men det lidt kedelige var, at jeg kun nåede at tilbagelægge ca. 5 % kortere distance, end hvad jeg gjorde for en måned siden. Nå, jeg har jo ikke just satset hårdt på løbetræning i den forgangne periode og kunne vel ikke vente bedre - men man håber jo altid, og forholdene var gode med rolige vindforhold og stier, der ikke var glatte, hvortil kommer, at jeg for én gangs skyld var kommet ud af døren, inden natten var i anmarch. Næste tur planlagt til lørdag.

[CoqRouge]

Som det muligvis vil være mine læsere bekendt, er jeg politisk interesseret uden at være medlem af et parti. Ligeledes er sundhed - hvordan det så end defineres?! - en af mine største interesser. Ellers ville jeg jo ikke være MOL'er. Nuvel, jeg har foranstaltet en lille undersøgelse af, hvad partierne siger om motion i relation til indsatsen på sundhedsområdet (herefter forkortet MS). Naturligvis er resultatet farvet af min måde at læse tingene på - men jeg har i det mindste forsøgt at være retfærdig.

Miniundersøgelsen består i, at jeg har tilbragt ca. 10 minutter på hvert partis hjemmeside med at søge efter og læse information om partiets holdning på området. Der er altså forbehold for, at jeg ikke har kunnet finde den information, som partiet ville have frem på området, og jeg har læst materialet relativt kursorisk, men omvendt afspejler den måde, som partierne anbringer stofområdet på nok i betydeligt omfang deres prioritering, så også her er der en vis retfærdighed til. Anyway, here goes:

Venstre er blandt de partier, der skriver meget lidt om MS. Sundhedspolitik er i Venstres optik noget med hospitaler, læger og ventelister, mens forebyggelse ikke er omtalt.

Socialdemokraterne skriver også meget om læger og hospitaler, men her foreslås der suppleret med offentlige tilbud om vejledning i sund livsstil og en stor indsats mod fedme. Der foreslås oprettelse af såkaldte sundhedshuse med vigtige forebyggende opgaver, ligesom der slås til lyd for støtte til motion i skolen, på uddannelsesinstitutionerne i øvrigt og på arbejdspladserne.

Det Radikale Venstre behandler ikke emnet i større omfang. Som minimum skal der informeres om værdien af usund kost og motion, og der skal afsættes midler til en indsats mod rygning.

SF har en stillingtagen til området i et 3 år gammelt notat. Man understreger, at sundhed er andet end behandling og nævner i lighed med SD sundhedshuse. Man understreger endvidere, at sundhed er et offentlig ansvar i meget høj grad.

Dansk Folkeparti anfører, at forebyggelse gennem motion og andre aktiviteter er vigtig og ellers - intet! Sundhed understreges dog at være et personligt ansvar, og det skal ikke skorte på midler til hospitalssektoren.

Det Konservative Folkeparti lægger stor vægt på MS for ældre, men anfører dog tillige, at idræt skal styrkes i folkeskolen. Endvidere er der en række relevante betragtninger om ernæring i al almindelighed.

Enhedslisten tager udgangspunkt i sociale hensyn. Dårlig/manglende sundhed er en følge af dårlige sociale vilkår. Man kommer på denne måde uden om at behandle MS som et selvstændigt emne.

Sammenfattende er jeg noget skuffet over partiernes behandling af emnet, og der er vist ikke materiale til at lade holdningen til MS være udslagsgivende, når man skal sætte sit kryds den 8. februar. Faktisk forfalder partierne til enten at sige almindeligheder eller til at undlade at behandle emnet. Eneste nytænkning forekommer mig at være de omtalte "Sundhedshuse", men deres nærmere tiltænkte funktion er mig noget uklar.

Man får jo endvidere den tanke, at diverse fokusgrupper har overbevist d'herrer politikere om, at sundhed og forebyggelse ikke står højt på vælgernes dagsorden.

[CoqRouge]

Lørdag bestod træningen i 8 stk. bakkespurter á ca. 12 sekunders varighed. Underligt - det føltes som om jeg løb i vand til knæene. Der var ingen fornemmelse af fart og eksplosivitet. Mærkeligt, som kroppen kan reagere forskelligt fra gang til gang uden påviselig ydre årsag. Oven i hatten føles det venstre knæ stift i dag - ikke egentlig ømt, bare med en aversion mod at blive bøjet.

Søndag varmede jeg op med lidt dødløft, lægøvelser og crunches og kastede mig så over 3. træningsgang med EDT. Efter de 2 første gange har jeg været så øm som vel aldrig før - specielt i venstre biceps. Alligevel ser jeg allerede små forbedringer i det antal reps, som jeg kan tage på den normerede tid. Specielt fsv. angår dips, hvor jeg er gået fra 37 til 47 - en forbedring på over 25 %. Muligvis er det bare indbildning - men jeg har følt mig stort set konstant sulten, siden jeg startede programmet.

Jeg har bidt hovedet af al skam og forsigtighed og er gået til kiropraktor for at prøve at få styr på mine problemer med højre side af lænden. Indtil videre har 2 besøg gjort det klart værre! Jeg håber dog stadigvæk, at det er et tegn på, at han roder med noget af det rigtige. I hvert fald gav det første gang han "manipulerede" et knæk som et pistolskud - ligesom når man knækker et led, bare meget, meget højere. Jeg har i øvrigt fået at vide, at min ryg alt i alt er klart i bedre form og mindre slidt, end man skulle vente det hos en person i min alder - men desværre er det slid, som nu engang forekommer, af uklare grunde koncentreret i et lille område af rygsøjlen - og det område være årsag til mine problemer, selv om det slet ikke er her, at det gør ondt. Vi får se!

[CoqRouge]

EDT-træningen fortsætter efter planen. Jeg har kunnet øge belastningen i næsten alle øvelser, hvilket man iflg. forskrifterne gør, når man har øget antal repetitioner med 20 %. Kun pull-ups viser mere beskedne forbedringer. Heldigvis ser det ud til, at det - som jeg da også havde ventet - først og fremmest er neurale tilpasninger, som ligger bag forbedringerne. Coach Staley's løfter om uhæmmet muskelvækst har ikke noget på sig, så vidt jeg kan se - men alligevel lurer der en lille tvivl: Hvorfor er jeg ekstra sulten døgnet rundt?

Det ene af ugens løbetræningspas faldt sammen med en vinsmagning, og efter den kunne jeg ikke løbe nogen steder. Anden træningstur benyttede jeg til at forsøge mig men en træningsform, som John Berardi har anbefalet på T-Nation. Det går i korthed ud på, at man løber 30 sek hurtigt, jogger 90 sekunder og så fremdeles. Sammenlignet med mine sædvanlige billat 30-30 intervaller er restitutionsperioden altså tredoblet. Det førte til klart hurtigere intervaller, subjektivt vurderet med en hastighed i grænselandet mellem hurtigt løb og langsom sprint. Den gennemsnitlige intensitet, forstået som gennemsnitspuls, kommer til gengæld til at ligge noget lavere ved 30-90 træning. Det medfører i sagens natur mindre optimal træning af max VO2, men psykologisk er 30-90 langt lettere at gennemføre, og effekten på hurtighed og vel også løbeøkonomi er formentlig bedre, end tilfældet er for 30-30.

[CoqRouge]

6 bakkespurter onsdag har ført til et jamrende venstreknæ, der ikke vil bøjes. Selve smerten kan jeg ikke lokalisere og dermed diagnosticere - men ondt gør det. Jeg må måske se i øjnene, at jeg ikke kan holde til at køre løbetræning med all-out sprints indlagt.

Som konsekvens af ovenstående måtte jeg droppe squats i går. For at det nu ikke skulle ende i det rene discopump, kørte jeg et mave- og lægprogram, inden jeg gik i gang med 6. pas af EDT-træningen. Sidstnævnte har givet så fine resultater, at jeg i 8 ud af de 9 øvelser, som jeg kører, har kunnet se over 20 %'s forbedringer i det antal reps, som jeg kan presse ind i den givne tidsramme. Allerbedst er det gået i dips. Undtagelsen fra forbedringsreglen er pull-ups - min gamle svaghed - hvor forbedringen indtil videre "kun" er ca. 15 %.

Til gengæld er der overhovedet ingen tegn på, at Staley's løfter (trusler?) om massiv muskelvækst har noget på sig - og det lever jeg fint med. Nå, jeg må indrømme, at jeg ikke har taget tyrosin og ikke har brugt en halv time efter hvert træningspas på at sidde og gnide mig med en forvokset isterning!! Entusiast givetvis! - fanatiker, muligvis! - freak, absolut nej!!

I øvrigt undrer det mig, at mens man vel i de fleste større øvelser er tilnærmelsesvist lige stærk hver dag - plus/minus nogle procent - så er variationerne i grebsstyrke store. Nogle dage kan jeg på nær et par millimeter lukke COC2 med højre, mens der andre dage mangler over 1 cm. Nogle dage kan jeg lukke 1'eren flere gange med venstre, andre dage mangler der en halv cm. Jeg kan ikke relatere variationerne til forudgående aktiviteter, herunder træning.

[CoqRouge]

Jeg har nu aflagt i alt 6 besøg hos kiropraktoren. Det har virkelig lettet - lettet min tegnebog, altså, for jeg kan ikke spore bare den allermindste antydning af en forbedring af mine lejlighedsvise smerter i højre side af lænden - quadratus lumborum, så vidt jeg kan anslå. Kiropraktoren fortæller mig, at jeg har nogle stive facetled i et område af ryggen, hvor jeg ikke har spor ondt, og hiver så lidt i dem med nogle større eller mindre knæk til følge - men hverken umiddelbart efter behandlingen eller efter nogle timer/dage kan jeg føle nogen som helst forbedring der, hvor det gør ondt. Jeg har bedt om forslag til øvelser, siddestillinger og adfærdsændringer, men har intet fået. Min skepsis over for faget er unægtelig voksende, men jeg fortsætter lidt endnu - med mindre at jeg får besked på at holde op med at træne!!!!

[Armoured female]

Kiropraktorbehandlinger hjælper ca. 50% (ved 'facetledssyndrom'). En del bruger ikke tid på vejledning, det er der ikke penge i

[CoqRouge]

Kiropraktorbehandlinger hjælper ca. 50% (ved 'facetledssyndrom'). En del bruger ikke tid på vejledning, det er der ikke penge i

<{POST_SNAPBACK}>

AF, jeg er lidt i tvivl om, hvad du rent faktisk antyder her - men faktisk er jeg på vej til at føle, at jeg bare ses som en art pengegenereringsmaskine, ikke som en patient med et konkret problem. Det er ikke nogen rar følelse - men på den anden side er jeg af natur ikke quitter, så min første indskydelse er at holde fast i behandlingen, nu hvor jeg er gået i gang. Er der nogle gode idéer til, hvor mange behandlinger jeg skal gennemgå, inden jeg enten kan føle en forbedring - eller kan droppe ud i erkendelse af, at jeg tilhører de andre 50 %?!

[Armoured female]

Bortset fra det lidt kritisable (synes jeg) i, at nogle kiropraktorer kører med 10-12 patienter i timen, og ikke laver nogen form for bløddelsbehandling - så refererer jeg blot evidens Jeg tilhører selv de 50%, hvor det virker, og kan mærke tydelig effekt efter 1-2 manipulationsbehandlinger (nakkehold).

[Henning]

AF, jeg er lidt i tvivl om, hvad du rent faktisk antyder her - men faktisk er jeg på vej til at føle, at jeg bare ses som en art pengegenereringsmaskine, ikke som en patient med et konkret problem. Det er ikke nogen rar følelse - men på den anden side er jeg af natur ikke quitter, så min første indskydelse er at holde fast i behandlingen, nu hvor jeg er gået i gang. Er der nogle gode idéer til, hvor mange behandlinger jeg skal gennemgå, inden jeg enten kan føle en forbedring - eller kan droppe ud i erkendelse af, at jeg tilhører de andre 50 %?!

Jeg synes ikke at det lyder til at være godt at fortsætte.

Hvorfor bliver du ved ?

Når du ikke har mærket nogen bedring efter 6 behandlinger.

Når du ikke føler at kiropraktoren følger op på et konkret problem.

Ved du om diagnosen er rigtig ?

Eller om problemet er et helt andet sted.

Hvad med noget zoneterapi eller massage ?

Mon ikke det er billigere, og hvis det heller ikke hjælper,

så er det da trods alt mere behageligt.

Henning

[CoqRouge]

Henning>Jeg kan ikke sige andet, end at jeg for tiden gør mig nøjagtig de overvejelser, som du beskriver :1112:

[Henning]

For nogle år siden gik jeg for første - og forhåbentlig sidste gang - til kiropraktor,

fordi jeg følte ikke lægen havde undersøgt mig grundigt nok for iskiassmerter,

og jeg frygtede at det var en diskosprolaps.

Måske var det fordi jeg fortalte lægen om min træning, og at jeg fik det bedre af den,

at han var så sikker på at det ikke var en diskos...

Jeg sagde til kiropraktoren, som jeg følte, og at jeg kom for at blive undersøgt,

så skulle evt. behandling være min egen træning og evt. udstrækning.

Han mente det samme som lægen, at iskiasnerven var i klemme i en

lille tværgående muskel i ballen.

Han er en god kiropraktor, og jeg kendte en del til ham fra andre.

Det endte med at han alligevel fik solgt mig nogle behandlinger.

De hjalp også straks efter hver behandling, men om natten kom det igen.

Flere behandlinger kombineret med nogle strækøvelser, som han gav mig

og min træning og måske mest tiden, gjorde at det gik helt væk.

Henning

[CoqRouge]

I dag var så sidste dag i mit 4 uger lange forsøg med Charles Staley's EDT-træning. Jeg kan sige, at det har været overordentlig hårdt og at det har givet gode fremgange, målt på evnen til at tage flest mulige reps inden for en given tidsramme. Faktisk ville jeg på forhånd have udelukket, at det var muligt at øge antallet af dips og hammer curls på 15 minutter med mit 10-rep max med 50 % på kun 4 uger - men ikke desto mindre er det det, som jeg har oplevet.

Det er jo vældig godt - men Staley sælger sit system på, at man oplever massiv hypertrofi på den 4-ugers periode. Han på det nærmeste garanterer en tomme, altså toenhalv centimeter på overarmene. Well, jeg har ikke oplevet en vækst på så meget som toenhalv millimeter!! (OK, jeg har ikke målt, men jeg kan ikke se nogensomhelst forskel.) Det kan så enten betyde, at hans system ikke virker eller at jeg er og bliver et neuraljern. Jeg hælder mest til sidstnævnte anskuelse, og som mine eventuelle læsere vil vide, er det også sådan, at jeg helst vil have, at det er.

Undervejs oplever man mange sjove ting. Således har jeg kørt en øvelse, hvor man starter med en reverse curl og går direkte videre med et military press. Min vægt var beregnet ud fra mit maks i reverse curl, der naturligvis er langt lavere end mit mil-max, men når jeg kører mange reps, er det ikke desto mindre i military, at failure nås først. Det må betyde, at jeg her har mange hurtige fibre, i modsætning til i biceps brac.

Løbetræningen har de sidste uger og senest i går bestået i Berardi-træning, altså 30-90. Det er glædeligt, at mit formdyk nu synes at være vendt og at jeg således oplever fremgang fra uge til uge. Fremdeles har jeg dog ingen planer om at deltage i længere motionsløb.

I morgen formiddag går turen til Paris - forlænget weekend med min yndlingskone. Jeg har regnet ud, at jeg kan rejse alene med håndbagage, hvis jeg lader løbeskoen blive hjemme, så det gør jeg - stik imod sædvane. Det sker med blødende hjerte - men for ikke at gå helt i frø vil jeg stå tidligt op og køre en gang Tabata. Hvis knæene vil, bliver det med front squats/push press, og hvis ikke bliver det på den indendørs cykel.

[CoqRouge]

Lige for tiden er jeg langt fra verdensmester i logopdateringer - og det bliver der nok ikke lige her og nu lavet om på - men trænet bliver der.

Lige nu kan jeg berette om en gang berardi 30-90 onsdag, hvor det særlige var, at der var is på stierne. Det giver en ganske særlig effekt at forsøge at løbe hurtigt på glatte stier uden at falde og brække diverse højtelskede legemsdele. Det lykkedes at komme helskindet hjem, og benene var trætte, ganske som sædvanligt - men den tilbagelagte distance i intervallerne forbigår vi i diskret tavshed.....

I dag har der så været mit første forsøg nogensinde med de olympiske løftediscipliner på programmet. Det forgik i AK Thor under kyndig vejledning fra "legenden" Krebs, supplerende vejledning fra Incognito og med opmuntrende bemærkninger fra heffehurtig. Selve vægtene var ikke noget at skrive om, men dels fik jeg bekræftet, at de eksplosive løft er svære, og dels fik jeg tips til korrektion af nogle af de uvaner, der uundgåeligt sniger sig ind, når man normalt træner alene.

I skrivende stund - nogle timer senere - er der ikke den muskeltræthed, der oftest følger et hårdt træningspas. Til gengæld har jeg fået en smule ondt under svangen på venstre fod. Muligvis en bivirkning af min korrigerede squat-teknik??

Vægten har i juleperioden og januar gudhjælpemig sneget sig op over 82 kg Det skal der laves om på - konen har defineret "drillegrænsen" som 80 kg, men jeg har ikke underrettet hende om de seneste resultater - og derved bliver det!

[CoqRouge]

I morgen formiddag går turen til Paris - forlænget weekend med min yndlingskone. Jeg har regnet ud, at jeg kan rejse alene med håndbagage, hvis jeg lader løbeskoen blive hjemme, så det gør jeg - stik imod sædvane. Det sker med blødende hjerte - men for ikke at gå helt i frø vil jeg stå tidligt op og køre en gang Tabata. Hvis knæene vil, bliver det med front squats/push press, og hvis ikke bliver det på den indendørs cykel.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg kan i denne forbindelse berette, at der er ca. 650 trin op til andet niveau i Eiffeltårnet. Det gav god syre i læggene, men det var alligevel med nogen irritation, at jeg måtte konstatere, at der var lukket for trappen op til 3. og dermed øverste niveau. Nå, jeg prøver igen til sommer - og til den tid kommer jeg nok til at bære den 4-årige en del af vejen. Så vil det nok være mere kærkomment med en elevatortur fra 2. til 3. niveau!

[haggis]

MoL's røde hane,

en aftenhilsen fra det sydlige Ama'r,

Bliver livet lettere at leve hvis man prøver at finde mening med det?

Og hvorfor kan man ikke holde op med at lede efter meningen når man engang er startet, selvom ens søgen i perioder ikke er så intens.

Oplever du også den der nagende fornemmelse af at der er et eller andet der er overset, og hvis du gør, er der så noget du vil anbefale som en slags mental kløpind.

Er ikke på udkig efter en mental ligevægt -snarere en mental balance, jeg mener at ved ligevægt ophører enhver bevægelse, med døden til følge.

Forhåbentlig opfatter du ikke dette så morbidt som det umiddelbart ser ud, men siden din log er officiel eksistens log (og min viv mener at MoL er mit nye liv) vil jeg bare høre om du har ideer, der kan sætte min hjerne i nye svingninger.

Hyg

Hæg

[Henning]

MoL's røde hane,

en aftenhilsen fra det sydlige Ama'r,

Bliver livet lettere at leve hvis man prøver at finde mening med det?

Så længe man prøver uden resultat, bliver det nok ikke lettere,

men når man oplever at have fundet meningen med det,

bliver det nok mere meningsfyldt

Og opleves lettere

Og hvorfor kan man ikke holde op med at lede efter meningen når man engang er startet, selvom ens søgen i perioder ikke er så intens.

Fordi man savner den, så er det vel naturligt at fortsætte med at søge.

Når man finder den, holder søgningen vel op.

Start tættest ved, for jeg tror den findes der.

Inde i dig selv

Søg og du skal finde...

Oplever du også den der nagende fornemmelse af at der er et eller andet der er overset, og hvis du gør, er der så noget du vil anbefale som en slags mental kløpind.

Er ikke på udkig efter en mental ligevægt -snarere en mental balance, jeg mener at ved ligevægt ophører enhver bevægelse, med døden til følge.

Forhåbentlig opfatter du ikke dette så morbidt som det umiddelbart ser ud, men siden din log er officiel eksistens log (og min viv mener at MoL er mit nye liv) vil jeg bare høre om du har ideer, der kan sætte min hjerne i nye svingninger.

Hyg

Hæg

Når din viv mener at MOL er dit nye liv, er hun så glad for at du har fået et nyt liv ?

Og samtidig spørger du om livet bliver lettere, hvis man prøver at finde en mening med det.

Tænker du her på det nye eller det gamle ?

Skal din hjerne i nye svingninger ?

Synes da ellers at dit indlæg her er udtryk for ret høj svingningsaktivitet.

Håber ikke, det gør noget med min utidige indblanding, selv om det var spørgsmål til CoqRouge,

for ellers havde du vel sendt ham en PM i stedet for.

Fortsat god træning og god mening

Henning

[haggis]

Håber ikke, det gør noget med min utidige indblanding, selv om det var spørgsmål til CoqRouge,

for ellers havde du vel sendt ham en PM i stedet for.

<{POST_SNAPBACK}>

Altid velkommen Henning :4thumbup:

Respekt for alderdommen

Hæg

[Henning]

Altid velkommen Henning :4thumbup:

Respekt for alderdommen

Hæg

<{POST_SNAPBACK}>

Tak for det, så fortsætter jeg, for jeg spurgte lige min kone

om det med livets mening, for hun var gået i seng i aftes.

Hun mindede mig om Jakob Haugårds udlægning:

Meningen med livet er, at der er ingen mening.

Først når men indser at livet har ingen mening har,

så får livet en mening :4thumbup:

Henning

[Lis]

MoL's røde hane,

en aftenhilsen fra det sydlige Ama'r,

Bliver livet lettere at leve hvis man prøver at finde mening med det?

Og hvorfor kan man ikke holde op med at lede efter meningen når man engang er startet, selvom ens søgen i perioder ikke er så intens.

Oplever du også den der nagende fornemmelse af at der er et eller andet der er overset, og hvis du gør, er der så noget du vil anbefale som en slags mental kløpind.

Er ikke på udkig efter en mental ligevægt -snarere en mental balance, jeg mener at ved ligevægt ophører enhver bevægelse, med døden til følge.

Forhåbentlig opfatter du ikke dette så morbidt som det umiddelbart ser ud, men siden din log er officiel eksistens log (og min viv mener at MoL er mit nye liv) vil jeg bare høre om du har ideer, der kan sætte min hjerne i nye svingninger.

Hyg

Hæg

<{POST_SNAPBACK}>

Hej haggis m.fl.

Må jeg lige blande mig i debatten om livets mening?...

Samt knytte et par kommentarer til ovenstående, da det også er noget af det der i gennem mange år har optaget mig meget.

Mht. livets mentale LIGEVÆGT: Jer oplever det ikke, som noget statisk, men noget der kommer og går.

Og jeg tror ikke det varer så længe, at man dør af det!

Tværtimod, man har brug for det, for at samle overskud!

I de perioder, hvor man har overskud, kan man møde andre mennesker med smil, evt. hvælpe dem

- f.eks. holde afstand til en forankørende (i bil) på et sted, hvor der holder en på en sidevej, og ikke kan komme ud, fordi trafikken i min retning holder for rødt lys længere fremme og spærrer så vedkommende "aldrig" kan komme ud

........prøv det! det giver glæde til een selv også! For folk bliver så glade.

Når jeg føler mig i ligevægt, synes jeg livet er dejligt, og alting kører derud af, som et tog på skinner.

Men denne tilstand varer aldrig uendeligt. Den kan ændre sig som et lyn fra en klar himmel, oftes af udefra kommende hændelser.

Eller personer der kommer spræder "dårlige energier". Er man stærk, kan man klare at se bort fra det, men det kan man jo ikke altid.

Mht. MOL - så mener du jo ET. Men det får mig til at tænke på DUR og MOL fra musikkens verden. DUR er let og MOL er mere tungsindig - akkurat som livets skiftende stemninger.

Meningen med livet: For mig er det blevet klart, at jeg må betragte det at leve, som at gå i "livets skole" - livet er en lang læreprocess......

Når jeg oplever at livet viser sig fra den svære side, øver jeg mig i at sige til mig selv: Hvad skal jeg lære af dette?? Og så prøve at give slip på de ting, man ikke kan lave om på.

Og for mig at se, får vi tingenen vist - Vi må stå "Prøvelser" igennem -måske mange gange - lige til vi har lært "lektien". Og de bliver ofte præsenteret i forskellige forklædninger!

I stedet for at spille "stakkes mig" rollen - og sige: det er alle de andres skyld - så vend den rundt og spørg til dig selv: Hvorfor møder jeg denne oplevelse/person/opgave, hvad er det, den vil fortælle mig, hvad er det jeg skal lære af det??

Kan I mon bruge dette til noget??

Kærlig hilsen

Lis

[Bruno J]

Og for mig at se, får vi tingenen vist - Vi må stå "Prøvelser" igennem -måske mange gange - lige til vi har lært "lektien". Og de bliver ofte præsenteret i forskellige forklædninger!

I stedet for at spille "stakkes mig" rollen - og sige: det er alle de andres skyld - så vend den rundt og spørg til dig selv: Hvorfor møder jeg denne oplevelse/person/opgave, hvad er det, den vil fortælle mig, hvad er det jeg skal lære af det??

Teorien om, at man bliver sendt rundt i den samme cirkel, indtil man har lært lektien, er en religiøs indgangsvinkel. Men den kan nu også anvendes rent praktisk. Desværre har den teori ingen slutning. Når man endelig har lært lektien i den aktuelle cirkel, når man i den virkelige verden ikke Nirvana. Nej, man sendes blot videre til en ny cirkel. Og så starter det hele forfra.

Det kan man så vælge at blive deprimeret over med henvisning til, at man blot kører rundt i en uendelig maskine uden nogensinde at nå frem til målet. Eller man kan vælge den positive indgangsvinkel og glæde sig over det, hver gang man er blevet lidt klogere.

På en måde har det jo en nøje sammenhæng med det at træne. Når man lægger 5kg til sin personlige rekord er man ganske vist kommet et skridt videre. Men det er et skridt på vejen ud af en uendelig vej. Og er man så i praksis kommet nogen vegne? Principielt er al træning og udvikling derfor både meningsløs og berigende på samme tid. Helt afhængig af, hvilken holdning man vælger at have til det.

Det får mig til at tænke nogen tanker, som helt klart er barnligt naive. Som barn af 1960'erne er jeg nemlig vokset op med den indstilling, at man altid skal spørge "hvorfor". Man skal ikke acceptere noget som helst uden at stille sig kritisk til det.

Det er en meget brugbar indstilling i mange sammenhænge. Man bliver betydeligt vanskeligere at tage røven på med den politik muret ind i rygsøjlen. Man gennemskuer bluff, bedrageri, uhæderlighed o.s.v. uden større problemer, for det er man opdraget og uddannet til. Men det har en pris. Og prisen er, at man mister den naive glæde og tilfredshed, som barnet har.

Når jeg hører en politiker udtale sig i fjernsynet, så er min første tanke "Hvorfor siger han, som han gør. Hvad vil han opnå?" Jeg kan simpelthen ikke tænke den tanke, at han måske rent faktisk mener det han siger. Og at han måske siger det fordi han tror, det er godt for menneskeheden i almindelighed. Selve den tanke er utænkelig for mig.

Og desværre har den kritiske og mistroiske indstilling ret i 99% af tilfældene, når det gælder vore politikere. Og vores økonomer. Og vore direktører. Og vores fagforeningsformænd...o.s.v. Jeg kan gennemskue dem. Men gør det mit liv bedre?

Ville det ikke være dejligt at kunne gå gennem livet med et barns naive tro på, at det der bliver sagt og gjort nok er det rigtige? At George Bush sender soldater i krig i Irak for menneskehedens skyld og ikke for at redde sin egen valgkamp? At Holger K. Nielsen skiftede mening omkring EU fordi han ærligt og redeligt mente, han tog fejl med "Holger og konen siger nej til Unionen". Og ikke bare fordi han ville ind i varmen på ministergulvene? O.s.v.

Nu har jeg valgt to eksempler fra henholdsvis højre og venstrefløjen for at pointere, at der ikke er noget partipolitisk i dette. Det handler simpelthen om, hvorvidt vi får et bedre liv af at være så forbandet dygtige og effektive til at analysere og gennemskue alting.

Hele denne svada blev egentlig startet af Haggis' sætning "Bliver livet lettere at leve hvis man prøver at finde mening med det?". Baseret på ovenstående må svaret blive nej. Spørgsmålet er bare, om vi overhovedet er i stand til at lade være? Fordi vi jo er så veluddannede og "bevidste" om alting mellem himmel og jord, at det grænser til selvdestruktion. Kan vi overhovedet håndtere den simple glæde ved bare at være til?

Indledningsvis skrev jeg, at Lis' citat var en religiøs indgangsvinkel. Og for mit eget vedkommende vender jeg ofte tilbage til kristendommen, når ovenstående endeløse analysering bliver for meget. Her tilbydes fred og ro samt en klar stillingtagen dikteret fra en højere magt, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved.

Det er netop den kilde til fred og ro, som børn har, når de inderst inde ved, at deres forældre naturligvis har ret og ved alting. Som miljøskadet intellektuel er det bare meget vanskeligt for mig at håndtere den indstilling. Det bliver en kamp mellem, hvad jeg gerne vil bruge mine ressourcer til, og så hvad jeg er uddannet/opdraget til.

Hvordan forlader man en kamparena, hvor man med basis i flere årtiers erfaring er en vinder? Det gør man ikke. Man kæmper videre. Vinder sine sejre. Men hullet indeni en selv bliver aldrig fyldt op.

[xjyden]

Det er en interessant kommentar omkring politikkerne. Jeg er til stadighed nødt til at minde mig selv om, at alt hvad de siger, siges med et formål. Jeg bliver naivt ved med at tro på det umiddelbare, og jeg får tæsk hver gang. (Nå, lidt er jeg da ved at lære.)

Omkring livets mening, så tror jeg (måske håber) inderst inde, at livet bliver bedre, også af at søge livets mening, men indtil videre er det mit indtryk, at livet faktisk er bedre, for dem, som bare lever det. Jeg kender ingen, som reelt lever i nuet, men det kunne forekomme mig at være det ídeelle.

Jeg kan bare ikke få mit indre, mine "erfaringer" og min praksis til at passe sammen.

[haggis]

Jeg kan bare ikke få mit indre, mine "erfaringer" og min praksis til at passe sammen.

<{POST_SNAPBACK}>

Netop, hvordan praktiserer man sine erfaringer?

I mit daglige virke gør jeg en dyd af at så vidt muligt hjælpe hvor jeg har mulighed for det, men desværre er jeg i min embedsførelse også nødt bevidst at undlade handlinger som kunne hjælpe nogle for i stedet sørge for flertallet.

Dette gælder sandsynligvis for de mennesker, jeg var imidlertid nødt til for nogle år siden at redefinere mine arbejdsmæssige mål.

Hvis jeg kan sove godt om natten er det "godt nok" til mig.

Problemet er bare at det bliver sværere og sværere at leve med "godt nok", så jeg er kommet til en skillevej, tidligere end jeg havde forventet, og er absolut i syv sind ang fremtiden- en rigtig 40-års krise.

Skal jeg reevaluere min moral?

Skal jeg skyde skylden på samfundet?

Eller skal jeg gøre det grimme, selv tænke mig frem til en løsning, en løsning jeg måske slet ikke har lyst at komme til?

Aner det ikke

Fortsættelse følger...

Hæg

[CoqRouge]

Et par dage uden MOL - og når jeg vender tilbage, er loggen fyldt med interessante indlæg. Skønt!

Når jeg siger "skønt", har det også en relation til det, der diskuteres, for der gives tidspunkter, hvor jeg kommer til at stille spørgsmålstegn ved min logføring. Når man råber, er det for at få svar. Kun ved at se, at det vi siger og gør har effekt på omverdenen og udløser respons, kan vi få bekræftet vores egen eksistens.

Jeg tror endvidere, at det bedste, som vi kan håbe på, er at få bekræftet vores eksistens hyppigt og på positiv vis af omgivelserne. Jeg er på mine lidt ældre dage blevet alvorligt bange for, at det at forvente at finde en mening med livet/eksistensen er dømt til at ende med frustration.

Skal det så betyde, at vi skal holde op med at lede efter meningen? Nej, på ingen måde! Forskellige filosoffer har på varierende vis udtrykt, at "det er selve vejen, der er målet". Vi når aldrig målet, men men det er et mål i sig selv at blive ved med at søge målet og søge at nærme sig det.

Men hvad er målet så? Her bliver det for alvor svært! Jeg selv er for tiden i gang med et amerikansk inspireret coachingforløb, hvor en stor del af øvelsen går ud på at sætte sig mål for snart sagt hvadsomhelst. Kors, hvor er det svært! Selv når jeg bruger fysisk træning som et mikrokosmos - eller skulle jeg sige et øveområde - finder jeg det vanskeligt med målsætningerne, for grundlæggende vil jeg jo det hele, og helst på én gang. Tænk så bare, hvor vanskeligt det er, når hele livet inddrages - familie, arbejde og hvad ved jeg.

Det er vist i "Alice i Eventyrland", at det bliver sagt, at "hvis man ikke ved, hvor man skal hen, er alle veje lige gode". Jeg er ikke helt enig, men næsten. Der vil være nogle veje, som ens personlige etik, moral og værdier afskærer en fra at vælge - men blandt de øvrige kan man vælge frit, hvis man ikke har klart definerede mål. Det ser mange som et skrækscenario - men jeg er ikke helt sikker på, at de har ret. Hvis man kan leve med en grad af usikkerhed og uforudsigelighed i sit liv, kan man uden dårlig samvittighed forfølge mere kortsigtede interesser. Selv ønsker jeg absolut ikke uforudsigelighed i mit familieliv, men på andre områder er jeg med på den værste (næsten da!), hvis nogen skulle have en god idé!

[Morten D]

Spændende indlæg.

Som Bruno J er inde på, at tror jeg også, at eksistentielle spørgsmål i sin essens er af religiøs karakter. Idet du spørger: 'hvad er meningen med livet?', så leder du efter en slags 'ekstern organisator', der har defineret en ramme for vores eksistens - og således også et formål.

Peter Bastian siger: 'galt stillet spørgsmål!'

Man skal ikke gøre alt, bare fordi man kan - heller ikke stille spørgsmålet 'hvorfor' til alt. Medmindre vi leder efter et religiøst svar, er spørgsmålet 'hvad er meningen med livet?' så ikke en ufrugtbar øvelse, fordi vi forsøger at blive i vores eget paradigme mens vi vil besvare et spørgsmål tilhørende et andet?

Jeg har stillet mig selv eksistentielle spørgsmål siden jeg for mange år siden læste min første Kierkegaard-tekst. Det har været berigende og endnu mere frustrerende. Noget at det mest interessante (og vigtigste kilde til balance!) jeg er stødt på i min dannelsesrejse, er Steven Harrison: 'At gøre ingenting'.

En varm anbefaling af denne bog skal hermed lyde i den røde hanes log.