Endorfinjunkie på genoptræning

[Henning]

Min rygskade kan jeg som tidligere nævnt takke min i øvrigt højt elskede hustru for, og den er stort set væk nu - hvis jeg holder mig fra back squats og dead lifts, hvilket falder mig svært - for man (jeg) vil ofte have det, som man (jeg) ikke kan få.

Og vil gøre det du ikke kan.

Hvis det er årsagen til skaderne, er medicin eller lægen så det rigtige ?

Det får mig til at tænke på det citat: Fra denne side

Buddha sad engang og mediterede og havde i lang tid været asket og fornægtet alt det pulserende liv.

Heldig for ham, var meditationen ikke dybere end han hørte en musiklærer og dennes elev, der kom sejlende op ad Ganges floden.

Musiklæreren sagde noget meget vigtigt til sin elev

" STRAMMER DU STRENGEN FOR HÅRDT BRISTER DEN. OG LADER DU DEN VÆRE FOR SLAP KAN DEN IKKE KLINGE ".

Pludselig forstod han hvad der var vigtigt her i livet netop leve intens men i harmoni med dit selv.

Det er dit selv der lytter til dig.

Derfor vær altid i harmoni med DIN TANKE - FØLELSE og HANDLING.

Henning

[Arne]

Som jeg læser de gode indlæg ovenfor, er der en rimelig grad af enighed om, at vi ikke har en fast kerne, der simpelt hen bare er os. Der er også en vis enighed om, at vi vælger at være den, som vi er i den enkelte situation eller sammenhæng. Der, hvor uklarheden sætter ind, er når vi skal have besvaret følgende 2 spørgsmål, der ikke som sådan er indbyrdes afhængige:

1: Hvordan kan det være, at vi af og til (endog ofte!) vælger at spille roller, som vi ikke kan lide - eller hvor vi ikke kan lide resultatet?

2: Hvorfor er forestillingen om det ene, sande jeg så tillokkende for så mange?

Svarforslag 1: Vi lader os fange og styre af vores fortid, andres reelle eller imaginære forventninger, urealistiske opfattelser af egne evner eller mangel på samme osv. Samtidig tillader vi os ikke at gennemtænke, hvordan vi ideelt skulle agere i den givne situation - for sæt nu vi måtte erkende, at vi havde begået fejl eller serier af fejl. Bedre at trække huen ned over øjnene!

Svarforslag 2: Fordi mange har et behov for simple løsninger! Tanken om, at vi ikke har en fast, men i stedet en overordentlig plastisk kerne, er ganske enkelt for skræmmende.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg har længe haft lyst til at respondere på dette – nu gør jeg det så. Jeg er enig med dig i at vi ikke har en kerne – men ikke helt i det efterfølgende. Og det er i mit svar på hvordan jeg er uenig, at mine svar på dine uafklarede spørgsmål skal findes. (Advarsel – dette bliver et ”Jarvig indlæg” i længde!)

Jeg mener altså ikke at vi kan vælge at være hvad som helst når som helst. Hvad jeg mener er at vi er at vi på basis af vores kunnen, bindinger, interesser, viden, drifter osv. leder efter strategier der tilbyder os at opretholde et fungerende billede af ”mig i verden”. Det er længe siden jeg har skrevet præcist om det her – så jeg ligger i det følgende (gennemgangen af Lacalu) ganske tæt på tekster af min gamle vejleder Kaare Pedersen (selv en kort tid aktiv på MOL) Når jeg når igennem vil jeg tilføke modellen noget som jeg mener at den mangler.

Centralt for mig er diskursbegrebet som beskrevet af bl.a. andre Ernesto Lacau. En diskurs er en række sociale praksiser som udgør en forskel og dermed en betydning. Skrift, tale vareudveksling. Hilseformer, pædagogiske metoder osv. er alle eksempler på sociale praksisser. Diskursbegrebet omfatter altså fra hverdagen til de største spørgsmål. Det diskursive udgør en struktur – altså den diskursive struktur der søger at fiksere en bestemt organisering af de samfundsmæssige og a den enkeltes liv. Der eksistere de og de typer af relationer, de og de mulige praksiser, det og det er rigtigt og forkert – inden for diskursen. Laclau siger ikke at der ikke er noget der ikke er diskursivt organiseret . han siger bare at det ikke giver mening at tale om det der er uden for diskurserne.

Nu vel – er jeg ikke i gang med at beskrive endnu et kedeligt strukturdeterministisk system der låser mennesker – som i munkemaksismen? Nej- så langt fra – hav en smule tålmodighed.

Det der frelser os fra en gold strukturdeterminisme er ifølge Laclau strukturens ubeslutsomhed og uafsluttethed. Jeg er et subjekt fordi strukturen ikke formår at reducere mig til et objekt for sig. Det der forårsager dette er antagonismen – den umulige relation. Jeg citere Kaare: ”Antagonismen er en relation hvor en identitet undertrykkes/negaters – fordi han/hun forhindres i at være den som han/hun identificere sig med: resultatet for den der antagoniseres er en fragmenteret samfundsmæssighed – det jeg anså for stabilt, objektivt og givent opløses i en truende politisk (mv. min indføring) virkelighed.”

Pointen er så at det netop er antagoniseringen – en proces der sker hele tiden i alle diskursive strukturer og for alle individer der muliggøre forandring, udvikling og for den sags skyld at politik overhovedet kan eksistere. ”For når det sociale fragmentere frisættes aktøren i forhold til præcis denne antagonisme: Antagonismen er, siger Laclau med henvisning til Lacan, præcis stedet for det radikale subjektive. Min frie vilje er mig påtvunget som følge af den strukturelle determinations ufuldstændighed”

Men vi er ikke løsrevet fra tid og sted. Vi indtager en subjektposition hvor vi er fixeret i en diskursiv struktur. Men vi er også subjekt – ikke fordi vi ved egen beslutning formår at overskride determinationen – men fordi strukturen ikke formår at reducere os til objekt.

Vores identitet må ses om noget aldrig afsluttet, aldrig fuldendt. ” En identitet der altid er under skabelse indenfor en på samme måde ufuldendt socialitet (struktur) der også er under stadig skabelse. Aktøren er kastet ud i stadige forsøg på at genskabe sammenhængen i strukturen, at genskabe objektiviteten, og dermed også sikre egen eksistens.”

Og så er vi oppe ved det jeg begyndte med. Vi vælger blandt de strategier der tilbyder sig, den som lader til at tilbyde os en rolle som vi kan identificere os med. Der er mange af dem – men vores identitet, de sociale praksiser som vi har adgang til og bemestre – betyder at vi ikke kan vælge at være hvad som helst. Det oplever vi nu ikke som en begrænsining i vores egen tankeprocess – vi ser jo kun de muligheder som ser ”gode” ud. Når andre ser os helt anderledes – så er det at vi antagoniseres og skal vælge mellem at negere dette eller handle – vores relationer udvikler os altså hele tiden.

Det er klart at nogen er meget bedre til dette end andre!

Hvad er det jeg synes modellen mangler? Jo jeg tror vi kan antagonisere os selv med drømme – drømme som hvis vi skal realisere dem kræver at vi skal udvikle nye prakssiser – nye kompetencer. Laclau vil hævde at vi ikke får sådanne drømme – måske – det var ikke det jeg spurgte ham om da jeg havde chancen for 7-8 år siden.

Dine spørgsmål Coqrouge:

1.Vi vælger de roller fordi det er dem vi kan få øje på - diskursen er ofte stærkere end os, vi søger en bedre strategi - men finder den måske ikke lige. Jeg vil så på egen regning sige at dem der er bedre til at drømme, til at antagonisere sig selv - med fokus - er dem der bedst bryder med det.. Men ingen kan gøre det hele tiden og i en hver situation.

2. Fordi vi heletiden forsøger at fiksere "billedet af mig i verden" - det kan vi aldrig - men når vi er presset, så kan vi drømme "Om opbrud der ramte alverden og et jordskælv der kaltes guds tugt" - eller bare om en objektiv sandhed. Det var jo derfor jeg i min ungdommelige tåbelighed blev kommunist. Nu har jeg lært at holde af min uafsluttethed - jeg ser den som en kreativ kraft - den slår tilbage som en god boksebold nogle gange den kraft - men den er det positive - den golde afklaring er en ødemark.

[CoqRouge]

Arne>Foreløbigt tak for et spændende indlæg, som kræver en del nærlæsning og overvejelse på min side, inden jeg kan dukke op med et kvalificeret svar. Pludselig dukker svaret op her i loggen - men det bliver nok ikke lige de første par dage. Der skal jo også trænes......

[Arne]

Arne>Foreløbigt tak for et spændende indlæg, som kræver en del nærlæsning og overvejelse på min side, inden jeg kan dukke op med et kvalificeret svar. Pludselig dukker svaret op her i loggen - men det bliver nok ikke lige de første par dage. Der skal jo også trænes......

<{POST_SNAPBACK}>

well- det skal være dig tilgivet - jeg var jo 20 dage om mit

[Henning]

Arne>Foreløbigt tak for et spændende indlæg, som kræver en del nærlæsning og overvejelse på min side, inden jeg kan dukke op med et kvalificeret svar. Pludselig dukker svaret op her i loggen - men det bliver nok ikke lige de første par dage. Der skal jo også trænes......

<{POST_SNAPBACK}>

well- det skal være dig tilgivet - jeg var jo 20 dage om mit

<{POST_SNAPBACK}>

Det kræver også en del evner.

Jeg har taget tilløb 2 gange, og fatter ikke hvad der står

Måske fordi min skolegang stoppede lige før gymnasiet.

Endnu et nederlag til mig.

Dem må jeg lære at tackle.

Der er rigeligt nok til at jeg efterhånden burde have meget øvelse

Jeg kigger også i diverse styrkelister, der er jeg ikke skrevet på nederst.

Var også så vovet at deltage i en tråd om IQ, her lå jeg også langt nede i selskabet her.

Men et sted står jeg ikke nederst, det er ang. ærlighed og selverkendelse.

Og på alderslisten står jeg vist stadig øverst på MOL.

Henning

[Arne]

Arne>Foreløbigt tak for et spændende indlæg, som kræver en del nærlæsning og overvejelse på min side, inden jeg kan dukke op med et kvalificeret svar. Pludselig dukker svaret op her i loggen - men det bliver nok ikke lige de første par dage. Der skal jo også trænes......

<{POST_SNAPBACK}>

well- det skal være dig tilgivet - jeg var jo 20 dage om mit

<{POST_SNAPBACK}>

Det kræver også en del evner.

Jeg har taget tilløb 2 gange, og fatter ikke hvad der står

Måske fordi min skolegang stoppede lige før gymnasiet.

Endnu et nederlag til mig.

Dem må jeg lære at tackle.

Der er rigeligt nok til at jeg efterhånden burde have meget øvelse

Jeg kigger også i diverse styrkelister, der er jeg ikke skrevet på nederst.

Var også så vovet at deltage i en tråd om IQ, her lå jeg også langt nede i selskabet her.

Men et sted står jeg ikke nederst, det er ang. ærlighed og selverkendelse.

Og på alderslisten står jeg vist stadig øverst på MOL.

Henning

<{POST_SNAPBACK}>

Henning, det er heller ikke for ikke akademisk trænede personer - det siger jeg ikke for at ringagte dem der ikke er det - det er bare sådan - akademisk sprog er et håndværk som så meget andet - det skal læres og trænes - hvis man har brug for det

[CoqRouge]

Endnu et nederlag til mig.

Dem må jeg lære at tackle.

Der er rigeligt nok til at jeg efterhånden burde have meget øvelse 

Jeg kigger også i diverse styrkelister, der er jeg ikke skrevet på nederst.

Var også så vovet at deltage i en tråd om IQ, her lå jeg også langt nede i selskabet her.

Men et sted står jeg ikke nederst, det er ang. ærlighed og selverkendelse.

Og på alderslisten står jeg vist stadig øverst på MOL.

Henning

<{POST_SNAPBACK}>

Henning, uanset hvad er du og vil du altid være en vinder - for din hele tilgang til alt muligt er en vinders tilgang!

Jeg føler mig også lidt mere som en vinder i dag - for let vægttræning (nærmere bestemt mediumtung, med relativt få reps) i går og 12 x billat 30-30 i dag har kunnet gennemføres uden vrøvl med diverse modstræbende legemsdele. Akillessenen reserverer brokkeriet til tirsdagens tennistime og såvel skulder som adductor er ganske vist en smule stive, men ikke ømme og slet ikke skadesramte, så det er fint. Så gør det mindre, at førnævnte løbetur gik elendigt og at en mindre oversvømmelse af en tunnel under den lokale motorvej gjorde, at turen måtte omlægges til mindre inspirerende omgivelser.

[Arne]

Endnu et nederlag til mig.

Dem må jeg lære at tackle.

Der er rigeligt nok til at jeg efterhånden burde have meget øvelse 

Jeg kigger også i diverse styrkelister, der er jeg ikke skrevet på nederst.

Var også så vovet at deltage i en tråd om IQ, her lå jeg også langt nede i selskabet her.

Men et sted står jeg ikke nederst, det er ang. ærlighed og selverkendelse.

Og på alderslisten står jeg vist stadig øverst på MOL.

Henning

<{POST_SNAPBACK}>

Henning, uanset hvad er du og vil du altid være en vinder - for din hele tilgang til alt muligt er en vinders tilgang!

<{POST_SNAPBACK}>

Enig!

[Bruno J]

akademisk sprog er et håndværk som så meget andet - det skal læres og trænes - hvis man har brug for det

Her er jeg nu ikke enig. Bemærk, at min kommentar ikke går på indholdet eller kvaliteten i dit konkrete indlæg, men jeg vil alligevel godt bruge dit indlæg som illustrativt eksempel i en anden diskussion, som du her lægger op til. Nemlig om det såkaldte akademiske sprog er et håndværk (din påstand), eller om det er et udslag af forfængelighed og uden nogen reel nytteværdi (min påstand)

Nu sætter jeg naturligvis tingene på spidsen med ovenstående formuleringer, men lad mig indledningsvis sige, at jeg også havde store problemer med at læse dit indlæg. Og jeg er selv en af de akademikere, som burde kunne sproget. Men efter min mening er det et udtryk for kommunikationsmæssig svaghed, når man benytter sig af udtryk som antagonisering, strukturdeterministisk, diskursive strukturer o.s.v.

Herved smækker man døren i for kommunikation med alle andre end sig selv og en lille håndfuld ligestillede, som lige så godt selv kunne have skrevet den samme tekst. Og derfor ikke får nogen nævneværdig gevinst ud af at læse den skrevet af andre. Det bliver let selvsmagende. Lidt Erasmus Montanus-agtigt.

Nu må du ikke betragte dette som en kritik af dig, Arne, men som en generel betragtning om vores brug af sproget. Mine tanker omkring dette udsprang egentlig af min hånlige/forargede holdning til to grupper:

1) De unge idag, som skriftligt udtrykker sig i et fattigt SMS-sprog og derved mangler evnen til at skrive noget med indhold og nuancer.

2) De fysioterapeutstuderende her på MOL, som svarer ikke-fysioterapeutstuderende med en strøm af latinske ord, som kun de selv (og deres lærer) forstår.

De to grupper har jeg tit rystet på hovedet over i min bedrevidenhed. Men så slog det mig, at jeg som en typisk intellektuel akademiker vel egentlig er lige så sprogligt fattig som de to nævnte grupper. Jeg drukner folk i en strøm af ord (se bare hvordan dette indlæg vokser og vokser ) og bruger ord og formuleringer, som er et resultat af min egen universitetsbaggrund. Men som går hen over hovedet på eksempelvis Henning. Siger det ikke en hel del om mine manglende evner til at kommunikere? Og er kommunikation ikke det eneste reelle formål med at skrive ord?

Så for at slutte cirklen ved at vende tilbage til det indledende citat: Jeg anser ikke "akademisk sprog" som et håndværk, men som en sygdom, der begrænser kommunikationen mellem mennesker. Jeg lider selv af den sygdom

[Arne]

akademisk sprog er et håndværk som så meget andet - det skal læres og trænes - hvis man har brug for det

Her er jeg nu ikke enig. Bemærk, at min kommentar ikke går på indholdet eller kvaliteten i dit konkrete indlæg, men jeg vil alligevel godt bruge dit indlæg som illustrativt eksempel i en anden diskussion, som du her lægger op til. Nemlig om det såkaldte akademiske sprog er et håndværk (din påstand), eller om det er et udslag af forfængelighed og uden nogen reel nytteværdi (min påstand)

Nu sætter jeg naturligvis tingene på spidsen med ovenstående formuleringer, men lad mig indledningsvis sige, at jeg også havde store problemer med at læse dit indlæg. Og jeg er selv en af de akademikere, som burde kunne sproget. Men efter min mening er det et udtryk for kommunikationsmæssig svaghed, når man benytter sig af udtryk som antagonisering, strukturdeterministisk, diskursive strukturer o.s.v.

Herved smækker man døren i for kommunikation med alle andre end sig selv og en lille håndfuld ligestillede, som lige så godt selv kunne have skrevet den samme tekst. Og derfor ikke får nogen nævneværdig gevinst ud af at læse den skrevet af andre. Det bliver let selvsmagende. Lidt Erasmus Montanus-agtigt.

Nu må du ikke betragte dette som en kritik af dig, Arne, men som en generel betragtning om vores brug af sproget. Mine tanker omkring dette udsprang egentlig af min hånlige/forargede holdning til to grupper:

1) De unge idag, som skriftligt udtrykker sig i et fattigt SMS-sprog og derved mangler evnen til at skrive noget med indhold og nuancer.

2) De fysioterapeutstuderende her på MOL, som svarer ikke-fysioterapeutstuderende med en strøm af latinske ord, som kun de selv (og deres lærer) forstår.

De to grupper har jeg tit rystet på hovedet over i min bedrevidenhed. Men så slog det mig, at jeg som en typisk intellektuel akademiker vel egentlig er lige så sprogligt fattig som de to nævnte grupper. Jeg drukner folk i en strøm af ord (se bare hvordan dette indlæg vokser og vokser ) og bruger ord og formuleringer, som er et resultat af min egen universitetsbaggrund. Men som går hen over hovedet på eksempelvis Henning. Siger det ikke en hel del om mine manglende evner til at kommunikere? Og er kommunikation ikke det eneste reelle formål med at skrive ord?

Så for at slutte cirklen ved at vende tilbage til det indledende citat: Jeg anser ikke "akademisk sprog" som et håndværk, men som en sygdom, der begrænser kommunikationen mellem mennesker. Jeg lider selv af den sygdom

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg vil tillade mig at være delvis uenig. Der er en mening med de or - lige så vel som en mekanikker ikke kalder en bildel for "en dim der gør sådan og sådan". Det akademiske sprogbrug tillader en præcision som det almindlige sprog ikke tillader. Jeg nægter at skamme mig over mit fag og dets sprog - det har et formål som er helt legalt. bruges det ind imellem som ubetimeligt magtredskab - ja afgjort. Bruges det til at skabe afstand? - Ja helt klart. Men det var ikke mit formål!

Høre mit indlæg til på et board som MOL? Godt spørgsmål - jeg valgte at bringe det forhåbentlig glæde for dem der kan læse det. Men jeg tror jeg vil sætte mig og forsøge at skrive pointerne i "klart sprog" - men det er altså ikke nemt med den slags.

[Jørgen L]

Bruno: I det store hele enig..

Det er til stadighed en fristelse at anvende fagvendinger - og termer - når man skriver et indlæg som ligger inden for ens felt. For hvad nu hvis man ikke bruger een eneste vending, som kan afsløre at man altså ved noget om det her - og endnu værre, tror folk (kolleger) at man er en klamphugger, når man skriver i "banalt" sprog, og kalder scapula for skulderblad, og antagonisten for den modsatte muskel?

Når jeg skriver på MOL gør jeg krumspring, for at det skal kunne forstås af de fleste. Det åbner for at flere kan kommentere/diskutere, og modtageren forstår det måske hurtigere.

Der er vel både lidt forfængelighed og lidt dovenskab i det modsatte, men vi falder selvfølgelig allesammen i ind imellem.

Ps: Jeg fattede ikke en bjælde af dit indlæg, Arne

[Milter]

Jeg vil tillade mig at være delvis uenig. Der er en mening med de or - lige så vel som en mekanikker ikke kalder en bildel for "en dim der gør sådan og sådan". Det akademiske sprogbrug tillader en præcision som det almindlige sprog ikke tillader. Jeg nægter at skamme mig over mit fag og dets sprog - det har et formål som er helt legalt. bruges det ind imellem som ubetimeligt magtredskab - ja afgjort. Bruges det til at skabe afstand? - Ja helt klart. Men det var ikke mit formål!

Høre mit indlæg til på et board som MOL? Godt spørgsmål - jeg valgte at bringe det forhåbentlig glæde for dem der kan læse det. Men jeg tror jeg vil sætte mig og forsøge at skrive pointerne i "klart sprog" - men det er altså ikke nemt med den slags. 

<{POST_SNAPBACK}>

Hvis min mekaniker vil fakturere mig, gør han nu klogt i at redegøre for dimserne i et sprog, jeg kan forstå.

Jeg tror, at enhver fagmand vil komme ud i situationer, hvor han er tvunget til at redegøre for sit fags pointer i dagligsproget. Det kan også være en nyttig øvelse: fagets begreber, der efterhånden er selvfølgelige for ham, vil måske stå i et klarere lys bagefter, og selve processen kan blive en kilde til ny erkendelse. Samtidig kan vi komme i den spændende situation, at forskellige MOL-boere med vidt forskellig faglig baggrund vil kunne give deres besyv med. Så klø du bare på med oversættelsen. Jeg glæder mig til at læse det – og vist hører det hjemme i MOLs officielle eksistensforum, hvor ellers?

[CoqRouge]

Spændende, spændende. Jeg iler med at komme med mine 5 cents:

Sproget har til enhver tid og i enhver situation en signalværdi, der ligger ud over det konkrete indhold af de anvendte ord - ja, faktisk signalerer det mange ting på mange planer. (Jeg nød at skrive "ting" )

Det måske vigtigste signal er signalet om afsenderens identitet. Det signal er altid inkluderet - nogle gange bevidst, nogle gange ubevidst og nogle gange bevidst fordrejet - men det er altid med.

Den akademiske uddannelse kan man ikke lægge fra sig i kommunikationen - men man kan nøjes med at bruge den generelt og bevidst undgå at inddrage det specifikke, med mindre det er absolut nødvendigt. Hvis jeg f.eks. skriver "dikotomi", er jeg på det rene med, at jeg har sat 90 % af læserne af i ét nu. Fint, jeg lader være med at skrive den slags. Det betyder imidlertid ikke, at man skal undlade at anvende ord på mere end 3 stavelser. Det er i min verden ikke god skik at målrette kommunikationen mod den herostratisk berømte laveste fællesnævner.

Hvad er så god kommunikationsskik? Mit bud:

Man skal og kan forvente, at læseren er interesseret, velbegavet og besidder almen viden. Videre mener jeg, at der ikke findes et koncept eller et begreb, som man ikke kan forklare for denne læser i et præcist, akademisk og ikke-fagspecifikt sprog.

Stillet på spidsen hægter ovenstående altså de uinteresserede, ubegavede og uvidende af. Det kan jeg i de fleste tilfælde godt leve med som privatperson.

Ind imellem bliver man stillet over for et svært tilgængeligt indlæg uden for ens eget fagområde. Hvad gør man så? I mit tilfælde - her: Tilfældet med Arnes indlæg! - agter jeg at læse det nogle flere gange og lave et par krydsreferencer. Det følger naturligvis også af, at jeg allerede har en vis lægmandsviden og -interesse på området. Det kan med tiden føre til en større eller mindre grad af enighed - men jeg forventer under alle omstændigheder at blive en smule klogere af selve processen.

[Arne]

Jeg har forsøgt at genskrive mit indlæg uden en masse af det akademiske sprogbrug. Det er ikke helt tilfredsstillende for mig selv. Dels er det stadig meget svært at følge. Tankesætte er på et højt abstraktionsniveau – det omhandler en teori for hvordan identitet skabes, hvordan handlen skabes, hvordan forandring skabes. Min nye måde at beskrive det er meget mere løs og upræcis – men det gør måske ikke noget – for mulighederne for diskussion bliver nok også væsentligt større.

Ud fra den model jeg gengiver forsøger jeg at svare på CoqRouges 2 spørgsmål:

1: Hvordan kan det være, at vi af og til (endog ofte!) vælger at spille roller, som vi ikke kan lide - eller hvor vi ikke kan lide resultatet?

2: Hvorfor er forestillingen om det ene, sande jeg så tillokkende for så mange?

Svarforslag 1: Vi lader os fange og styre af vores fortid, andres reelle eller imaginære forventninger, urealistiske opfattelser af egne evner eller mangel på samme osv. Samtidig tillader vi os ikke at gennemtænke, hvordan vi ideelt skulle agere i den givne situation - for sæt nu vi måtte erkende, at vi havde begået fejl eller serier af fejl. Bedre at trække huen ned over øjnene!

Svarforslag 2: Fordi mange har et behov for simple løsninger! Tanken om, at vi ikke har en fast, men i stedet en overordentlig plastisk kerne, er ganske enkelt for skræmmende.

Det jeg er uenig med CoqRouge i er, at han skriver at vi kan vælge og spille en hver rolle – at vi selv kan bestemme vores identitet og skæbne.

Min måde at tænke det på – som jeg har fra bl.a. fra argentineren Ernesto Laclau, er at vi hver i sær har et billede af os selv i verden – det som vi også kalder identitet. Vi har det bedst når det billede af hvad vi er, hvem vi er ”passer”. Hver i sær har vi en strategi for hvordan vi opretholder den identitet. Det skal ikke forstås som at det er en fint formuleret strategi som vi præcist kan redegøre for – vi er meget beviste om nogen ting – men i høj grad så har vi nogle praksisser som vi følger.

Disse praksisser er i høj grad bestemt af vores omgivelser, vores egen vide og hvilke såkaldte sociale praksisser vi behersker. Vi er alle indskrevet i diskurser som er med til at sætte grænser og definere hvad der er gangbart eller ej. Jeg vil lave en illustration af dette ud fra noget vi alle kender godt. Diskussionsforummet på Motion-online. Først og fremmest er der en struktur i form af hvilke forummer som Morten Z har valgt at diskussionerne skal forgå i. altså ”Maksimal styrkevækst” osv. der er også nogle spilleregler og nogle moderatorer der kontrollere. MOL har også nogle bestemte sociale praksiser. Hvis det man skriver skal accepteres umiddelbart, så kan man ikke skrive på en hvilken som helst måde hvis man vil tages alvorligt eller overhovedet have et svar på det man skriver. Hvis man behersker disse praksisser så opnår man succes i sin færden på MOL.

Hvis vi så for et øjeblik gør MOL til hele hvor verden – så kan vi sige at jeg har et billede af mig på MOL – jeg har en identitet der er defineret af hvilken rolle og position jeg har på MOL – om jeg oplever at jeg har succes osv. Mol har en både fysisk og social struktur der betyder at jeg ikke kan gøre hvad som helst – faktisk er der mange ting jeg end ikke overvejer at gøre. MOL som diskurs betyder at jeg kun ”ser” bestemte muligheder for handlen. Det betyder ikke at der ikke findes andre muligheder for handlen uden for MOL – uden for diskursen - det giver bare ikke mening at tale om dem. Laclau taler om at vi indtager det han kalder en subjet-position i diskursen. Dvs. vi skabes af diskursen på en bestemt måde..

Jeg kan allerede høre protesterne. Hvad med den frie vilje, hvad med vores egne ideer osv. Men bare rolig – de er der også.

MOL (vi lader stadig som om MOL er hele verden) er jo ikke uforanderlig. Dtrukturen forsøger ganske vist at styre os – men det kan den aldrig helt. Der opstår altid modsætninger (antagonismer i mit oprindelige indlæg). Jeg har et billede af mig på MOL – en identitet (det er ikke helt det samme – men ok det fungere her) men den bliver konstant modsagt. Mit billede af mig på Mol er også et bestemt billede af MOL – men det er jo ikke alle andres billede af MOL. For at opretgolde et billede af mig på MOL som jeg kan leve godt med, så er jeg nød til at handle. Jeg må lige blive lidt tricky igen. Laclau siger at min frie vilje bare er det at jeg er tvunget til at handle for at opretholde et billede af mig på MOL – fordi jeg hele tiden modsiges af andre – eller af at strukturen forandre sig.

Jeg søger hele tiden en strategi der har noget at tilbyde mig. Der kan lave 1 million forskellige strategier – alt er muligt – men alt er ikke muligt for mig. Jeg ser de muligheder som tilbyder mig noget. Det kan være noget der skabes af andre – eller en strategi jeg selv formulere – men det er den konkrete modsigelse jeg hele tiden reagere på. Og det er denne modsætning der gør at vikeligheden ikke er statisk – at vi ikke 100 % defineres af strukturen.

Laclau siger – omskrevet - at MOL forsøger at gøre mig til objekt. Objekt skal forstås som en fast størelse som MOL kan definere. Men det formår MOL ikke pga. der hele tiden opstår modsætninger mellem min egen oplevelse af min identitet og så de andre personer eller grupper (Aktører også kaldet) handlinger i forhold til mig. Jeg må altså handle – og mine handlinger ændre også strukture en smule – og gør også at andres strategier og identitetet modsiges.

Jeg samler op. Nej vi kan ikke vælge en hver position. Der er en struktur der indvirker på os – men vi er ikke låst. De konstante modsætninger gør at MOL (verden) er under evig forandring – og at vores egen identitet hele tiden er under dannelse. Vi vil helst have et fikseret billede af os på MOL – men det formår vi ikke – MOL forsøger som struktur at være statisk – men det formår den heller ikke. Vi er altid uafsluttede men også altid begrænset af den diskurs vi indgår i (altså vores viden, vores historie og de dominerende måder som tingene omkring gøres på (sociale praksisser) – de dominerende projekter og strategier der forsøger at bestemme hvordan MOL skal se ud.)

Jeg synes at Laclaus måde at se verden på er frugtbar. Den forklare hvorfor vores verden, vores identiteter ikke er totalt kaos – men heller ikke komplet orden – og hans model tilbyder en god forklaring på hvorfor vi handler og på hvordan en ting som MOL udvikler sig. I kan sikkert selv finde på en masse eksempler på hvordan MOL er blevet forandret . Jeg mener så også at han mangler noget. Jeg tror – og dette er så ikke gennemtænkt, endnu, på samme niveau, at vi kan modsige vores eget billede af mig i verden med vores drømme. Jeg mener at drømme kan sprænge diskursen – at vi kan skabe en frugtbar modsætning via vores drømme.

Dine spørgsmål Coqrouge:

1.Vi vælger de roller fordi det er dem vi kan få øje på - diskursen er ofte stærkere end os, vi søger en bedre strategi - men finder den måske ikke lige. Jeg vil så på egen regning sige at dem der er bedre til at drømme, til at modsige sig selv - med fokus - er dem der bedst bryder med det.. Men ingen kan gøre det hele tiden og i en hver situation.

2. Fordi vi hele tiden forsøger at fiksere "billedet af mig i verden" - det kan vi aldrig - men når vi er presset, så kan vi drømme "Om opbrud der ramte alverden og et jordskælv der kaltes guds tugt" - eller bare om en objektiv sandhed. Det var jo derfor jeg i min ungdommelige tåbelighed blev kommunist. Nu har jeg lært at holde af min uafsluttethed - jeg ser den som en kreativ kraft - den slår tilbage som en god boksebold nogle gange den kraft - men den er det positive - den golde afklaring er en ødemark.

[Henning]

Henning, uanset hvad er du og vil du altid være en vinder - for din hele tilgang til alt muligt er en vinders tilgang!

Takker Coq og Arne, som var enig.

Heldigvis er der da flere betydninger af ordet vinder,

1. Den bedste i komkurrence, (og der er næsten konkurrence i alt)
   Selv de mest almindelige ting i livet, som at have et godt job, en sød kæreste eller kone osv.
   Og på de områder, er det heldet, der har været med mig på det seneste
   
2. En mentalitet.
   Det er vist den I mener, og den tror jeg er opstået efter at heldet har været med mig.
   

Men med hensyn til debatten om fagsprog i Arnes indlæg, så er det vel afsenderen af kommunikation,

der er ansvarlig for at det trænger ind hos modtageren.

Og modtageren er jo i det tilfælde CoqRouge, og hvis Arne og CoqRouge taler

og forstår samme sprog, er det jo perfekt.

At jeg så ikke fatter det, er egentlig ikke relevant her.

Havde det været i min log, havde sproget nok ikke været så videnskabeligt.

I den er der vist også nogen, der har opgivet mig, fordi jeg ikke forstår

principperne i progression osv.

Henning

[CoqRouge]

Onsdagens vægttræning bestod i første omgang af mit vinterprogram, der i hovedtrækkene består af 14 øvelser, som jeg kører igennem med vægte i størrelsesordenen 80 % af max, 5 reps, så hurtigt efter hinanden som muligt, 2 runder - planlagt til at skulle stige til 3 om nogle uger. Idéen er at kombinere vedligeholdelse af styrke med konditionstræning.

Jeg tror, at det bliver godt - pulsen var oppe på 85 % i en kortere periode og aldrig under 75 %. Subjektivt føltes det i øvrigt hårdere end løb med 85 %.

I dag torsdag var benene lidt tunge, så jeg nøjedes med 5 km løb i restitutionstempo. Dog eksperimenterede jeg lidt med det, som JanD betegner zig-zag sprint. Det føltes lidt stift og belastede mod forventning ikke akillessenen mærkbart. Muligvis gør jeg det ikke rigtigt - jeg tager gerne mod gode råd fra JanD eller andre.

[CoqRouge]

Lørdagen bød på et par ubehagelige overraskelser:

Nr 1: For første gang i mere end et halvt år var jeg ude på en 8 km. Jeg har løbet en del hurtige, korte intervaller og har egentlig oplevet, at det går fint - men da jeg forsøgte at øge tempoet på kilometrene 5 til 7 måtte jeg konstatere, at det gik slet ikke - jeg brugte mindst 15 sekunder mere pr km end jeg havde forventet. Sløvt, sløvt, sløvt!

Nr 2: Badevægten - som jeg ikke har konsulteret i et par måneder - har ved vejning 3 på hinanden følgende dage konfirmeret, at jeg har taget mere end 5 kg på siden den 20. september. Bedømt i spejlet kan jeg ikke rigtig finde alle kiloene, og fruen har da heller ikke reageret, så en del af det er så afgjort muskelmasse, men hvad skal jeg bruge den til? Og hvor kommer fedtdelen fra? Netop disse 2 måneder har jeg spist så sundt som nogensinde og passet min træning har jeg også!

Nu gælder det nok, at den mindre gode løbeperformance med en til vished grænsende sandsynlighed hænger sammen med de ekstra 5 kg. Det kræver heller ikke den store ledvogtereksamen at regne ud, at jeg skal indskrænke vægttræningen til en gang ugentlig vedligeholdelsestræning og så se at komme ud på veje og stier med de veltjente New Balance 1221 på fødderne.

Det her bliver måske så til en løbelog igen...........

[Dipy]

jeg har taget mere end 5 kg på siden den 20. september. Bedømt i spejlet kan jeg ikke rigtig finde alle kiloene, og fruen har da heller ikke reageret, så en del af det er så afgjort muskelmasse, men hvad skal jeg bruge den til?

Det her bliver måske så til en løbelog igen...........

<{POST_SNAPBACK}>

Hej CoqRouge

Surt med ekstra 5 kg at slæbe på, men det kan da ikke være så galt når du ikke kan finde dem som fedtfrikadeller ved at kigge dig i spejlet. Jeg troede ellers at alt det styrketræning gik ud på at blive stærkere og opbygge muskelmasse....men selvfølgelig hænger det ikke så godt sammen med ønsket om gode løbetider.

Ser da frem til at læse flere gode løbeberetninger i din log, selvom den absolut altid er et besøg værd

- Dipy

[CoqRouge]

Jeg troede ellers at alt det styrketræning gik ud på at blive stærkere og opbygge muskelmasse....men selvfølgelig hænger det ikke så godt sammen med ønsket om gode løbetider.

Ser da frem til at læse flere gode løbeberetninger i din log, selvom den absolut altid er et besøg værd

- Dipy

<{POST_SNAPBACK}>

Hej Dipy og tak for de pæne ord.

For mit vedkommende løfter jeg ikke jern for at opbygge muskelmasse, men udelukkende for at blive stærkere, hurtigere og mere udholdende. Muskelvækst er for mig i nogen grad en uønsket bivirkning.

Med 183 cm og (nu) 83 kilo er jeg ikke noget tower of power, men på den anden side er jeg også langt fra noget fnug. Fedtprocenten kender jeg ikke for tiden - men ved 77 kg var den 9 - og jeg mener i grunden ikke, at der er nogen grund til, at jeg skulle veje over 77 kg.

I dag bliver min log nok mest en cykellog - for planen er at snuppe 12 x billat 30-30 på indendørscyklen, når aftensmaden er faldet lidt mere på plads

[CoqRouge]

Mandag blev det til 4 x billat 2+2. Jeg fejrede indvielsen af mit nye sigma ved at måle max- og gennemsnitpuls (det sidste er nyt for mig). Jeg nåede maksimalt op på 91 % af MHR og gennemsnittet blev på 85 %. Det er lige i underkanten, men jeg oplevede det som én af de aftener, hvor pulsen ikke rigtig ville komme op og ringe, trods store anstrengelser.

I dag har jeg så været på Idrætsklinikken med min akillessene. Det gik efter forventning, kan man desværre sige. Jeg fik kort og godt at vide, at der ikke kan gøres mere. Min nuværende træning med eccentriske hælsænkninger og balanceøvelser er det bedste, som man kan råde til. Alternativet er operation uden nogen afgørende sandsynlighed for positiv effekt. De gode nyheder er, at jeg bare kan spille løs - der vurderes ikke at være øget risiko for seneoverrivning eller lignende djævelskab. Smerterne vil sætte begrænsningen. (Vel nærmere bestemt min evne til at tolerere nævnte smerter!)

-Og om 45 minutter skal akillessenen og jeg spille tennis igen............

[CoqRouge]

-og for første gang i comeback'et klarede akillessenen 1 times tennis uden at gøre specielt vrøvl. Lidt øm og stiv, javist - men ikke noget egentligt alarmerende. Måske har den haft godt af at se en (i øvrigt ikke særlig!) hvid kittel

En medvirkende årsag kunne også være, at jeg af én eller anden grund bevægede mig dårligt - måske holder jeg ubevidst igen i mine afsæt? Til gengæld kan jeg næppe laste den kære sene for, at jeg kun fik 25 - 30 % af mine førsteserver ind og derfor måtte indkassere et sættab.

Onsdag gennemførte jeg 2 runder á 14 øvelser i mit styrke/udholdenhedsprogram, tid 23 min 51 sekunder, som altså er den tid, der skal slås i løbet af den kommende tid. Maksimumpuls 85 % af MHR, gennemsnit 75 % - og rent subjektivt MEGET hårdere, end disse tal antyder.

[CoqRouge]

Det var med en kombination af positive forventninger og bange anelser, at jeg forleden inviterede Chris MacDonald til at give et foredrag for mine medarbejdere. Positive forventninger, fordi jeg tidligere har oplevet Chris give et glimrende show ved et Politiken-arrangement. men bange anelser fordi han hos os ville møde også de medarbejdere, der mener, at motion har Fanden skabt, rygning ikke skader og alle læger er korrupte. De bange anelser fik yderligere lidt næring, da jeg tidligere på dagen fik en række tilkendegivelser i retning af, at man mente, at jeg var ved at træde ind over grænsen mellem arbejdsliv og privatliv, når jeg nu havde inviteret "sådan en helse-fyr!"

-men det glæder mig at kunne berette, at Chris gjorde mine bange anelser til skamme! Han mestrede virkelig kunsten at få sagt det samme, som han havde gjort på Politiken-arrangementet, blot nu tilpasset publikum. At holde foredraget for et Politiken-publikum, der selv har tilmeldt sig arrangementet, er at prædike for et frelst og temmelig vidende publikum. Situationen på min arbejdsplads var en ganske anden - skepsis er et venligt ord for det, som mange følte på forhånd - men Chris formåede at få afleveret budskabet uden at det fik karakter af løftede pegefingre, og specielt til slut havde han medarbejderne i sin hule hånd.

Nu går jeg så og spekulerer på, hvordan jeg følger op på succes'en...........???

Egen træning har i dag bestået af 10 km løb, hvoraf kilometrene 6-8 i relativt højt tempo. Jeg øger gradvist distancerne - men det er nu en underlig fornemmelse, at 10 km kan føles i benene på den måde, som tilfældet er. Jeg er slet og ret halvmarathon-træt! Det er helt tydeligt, at manglerne ved sommerens korte, hurtige intervaltræningspas kommer frem nu!

[CoqRouge]

Da jeg efter ovennævnte foredrag talte med Chris, foreslog han mig i samtalens løb at prøve spinning. The power of the Dark Side..........

Mandag blev det til 5 km løb med 6 indlagte bakkespurter. Alle led, muskler og sener fandt sig i det uden vrøvl.

Det samme gjorde sig gældende ved tirsdagens tennistime. Højre hæl/akillessene agerede for anden uge i træk på forbilledlig vis, og dette til trods for, at jeg denne gang følte, at jeg for første gang i come-back'et løb 100 % igennem efter de vanskelige bolde. Selve spillet gik også OK, men det er klart og tydeligt, at 1 x træning om ugen ikke fører til det helt store. Førsteserven - specielt min sliceserv - var taget på tidlig juleferie, jeg tog indledningsvis for store sving på servereturneringerne og da jeg fik korrigeret det, begyndte mine sving på grundslagene at blive for korte. Men ellers - og det er sagt uden ironi! - gik det faktisk rigtig godt.

[Milter]

Da jeg efter ovennævnte foredrag talte med Chris, foreslog han mig i samtalens løb at prøve spinning. The power of the Dark Side..........

<{POST_SNAPBACK}>

Det må dog være en opmuntrende tanke for dig: endnu er det ikke kommet så vidt - eller gået så galt.

[Arne]

I dare you! Prøv bare een time med Chris og lad os høre hvad du så siger - det bliver mellem os og resten af MOL