Gregers TF

Næste gang du kører La Marmotte, og der er lovet 40 grader og høj solskin, vil du så ikke gøre mig den tjeneste IKKE at køre i sort? :laugh:

I øvrigt er mine lats totalt brændt af efter mine 12x12 i chins i torsdags.
Min kone spurgte idag hvorfor jeg puster mig op. Men mine armé sidder bare derude pga lats :-D

Okay, så er det vist tid til et recap på La Marmotte 2015.. Beklager at jeg ikke har leveret en opdatering før nu, men ville lige holde lidt ferie fra cyklingen efter løbet, og derefter kom der lidt arbejde ind over i de efterfølgende dage af ferien. Here goes;
La Marmotte 2015
Hold op nogle indtryk jeg fik med mig i dette års løb. Både gode og dårlige.
Dagene op til løbet havde løbet rigtig fint, og jeg følte mig grundlæggende klar. Nuvel, jeg følte et par dage inden løbet, at benene stadig var en smule præget af træning, men jeg justerede bare mine præ-løbs-træningspas, således at jeg på dagen følte mig ”fit for fight”.
Torsdag begyndte jeg er carbe voldsomt op. Jeg spiste primært en masse tørret frugt for at få gang i mavesystemet og dette viste sig at være en ret solid idé. Fredag lavede jeg ud over et kort træningspas ikke andet end at afhente mit startnummer, og så ellers bare spise, ligge med benene oppe kun afbrudt af toiletbesøg. Helt konkret, så tror jeg, at jeg de sidste 24 timer op imod selve løbet talte ikke mindre end 12 toiletbesøg
Jeg gik relativt tidligt i seng om fredagen – måske omkring 22.30. Jeg havde selvfølgelig pisse svært ved at falde til ro, men en god bog fik løst problemet, og omkrig 23.30 faldt jeg i søvn. Kl 04.15 ringede uret og jeg var klar! Op, morgenmad tilberedt. Havregrød, rosiner, sukker, vanilje, kanel og et par kopper kaffe + vand. Herefter slappede jeg lidt af i sofaen imens jeg rendte på toilettet relativt frekvent. Jeg var carbloaded samtidig med, at systemet smed det overskydende fra.

Omkring kl 05.30 røg jeg i tøjet og 05.45 bevægede jeg mig ud af lejligheden. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på + vinterhandsker, så jeg ikke ville fryse på vej ned. Meningen var, at jeg så kunne smide det nede i Bourg. Det var alligevel for stort og for slidt til at jeg ville bruge det igen. Under dette lag havde jeg ikke andet end en bib + cykeltrøje. Ikke engang en sved-t-shirt havde jeg påført mig, for jeg vidste, at det ville blive varmt i år. Rigtig varmt. Dagene op til havde været hjernedøde varme, og vi havde sovet uden dyner på trods af, at vi sov i ca. 1.800 meters højde og med åbne vinduer.
Turen ned til Bourg gik fint, og jeg havde det egentlig bare varmt i jakken. Mærkeligt. Sidste år frøs jeg helt vildt. Undervejs ned ad Alpen stoppede jeg et par gange for at tjekke om varmen generede mine carbon-hjul, men det syntes på ingen måde at være en risiko. Fedt! Det skulle senere vise sig, at min fætter, der kørte på alu-hjul sprang sit baghjul grundet varme.
Jeg kom ned i Bourg og kom frem til start hvor jeg nok stod iblandt de første 100 ryttere. Dog ville de første 200 seedede få en plads oppe foran, men jeg stod grundlæggende fint. Jeg stod der nok i ca. 40 min og var bare mega spændt. Jeg kunne slet ikke få pulsen ned, der bare lå og hamrede med 105-110 slag i minuttet. Jeg forsøgte at slappe lidt af, men lige meget hvad, så sitrede kroppen af spænding. Klokken 7 fik vi at vide at starten ville gå om nogle minutter. Og jeg skulle på trods af, at jeg allerede havde pisset nede i Bourg, endnu en gang lade vandet. Jeg fik ved startlinjen angrebet en café og fik gjort mit korte besøg. Nu kunne jeg fandme ikke være mere klar! Da jeg kom ud, gik der 10 sekunder, og så lød starten.
Jeg kom fint afsted, dog kunne jeg hurtigt se, at der var kommet et hul mellem selve frontgruppen og der hvor jeg lå. Min antagelse er, at de VIP-ryttere der køber sig ind op foran, men som på ingen måde har form til at sidde i kl 07-gruppen, var årsag til hullet. Anyways, jeg fandt et par dygtige licensryttere fra Randers og sad på hjul af dem. Efter ca. 8 km var vi helt oppe og lå med måske de første 100 ryttere + motorcykler. Lidt sjovt at prøve. Det er altså seriøse ryttere. Vi kom til dæmningen, ca 10 km inde i løbet i det 13. minut. Vi havde altså skudt en seriøst fart på +50 km/t. Mine målinger viser en max-fart på 66 km/t på flad vej. Damn!
Efter dæmningen kørte vi videre mod foden af Glandon. Her ser jeg min gode kammerat, der har været iblandt de første 200 seedede. Jeg kører op til ham, og da vi rammer Glandon får vi kontakt. Jeg får sagt godt løb, og han bander og svovler over, at han har tabt sin eneste fyldte flaske. Jeg giver ham lidt vand og ønsker ham godt løb, hvorefter jeg stille og roligt lader mig falde fra ham. Egentlig har jeg bare det mål at komme nogenlunde sikkert igennem Glandon og så ramme toppen i 1.46. Jeg har en del fokus på min puls, men jeg kan simpelthen ikke få den til at falde under 160 – den ligger typisk mellem 165 og 167. God dammit! Anyways, jeg sænker farten og prøver at finde ro i mit hoved. Føler at jeg konstant bliver overhalet og ingen overhaler selv. Jøsses, det pisser mig af, men fokus er bare at holde en lav puls. Allerede efter de første 7-8 km op ad Glandon begynder varmen at blive seriøs. Jeg får lynet lidt ned i cykeltrøjen og fortsætter.
Efter 1.46 rammer jeg toppen af Glandon. Right on time. Pheew! Det synes jeg egentlig meget godt om, men erkender også at turen derop har været noget hård. Hårdere end hvad jeg havde forestillet mig. Pulsen vil bare ikke ned. På toppen er der altså relativt varmt. Min Garmin siger 26 grader og klokken er ikke engang 9!!! Nå, jeg får slappet lidt af, får spist og drukket i stort omfang og begynder så at bevæge mig ned ad bagsiden af Glandon. Fra start har jeg sagt til mig selv, at denne nedkørsel ville jeg være meget påpasselig med, specielt pga. mine hjul. Selvom jeg tager den meget med ro, laver jeg ikke andet end at overhale. Dog bliver jeg overhalet af samme ryttere når jeg et par gange stopper op for at tjekke varmen på fælgen. Ingen problemer at notere
I bunden kører jeg direkte videre og finder med det samme en god gruppe frem mod Lacet de Montvernier. Fuck det er varmt nu. 30 grader i skyggen og endnu mere i solen. Og der er bare ingen skygge overhovedet. Lacet de Montvernier er en lille sjov stigning. Her går det faktisk rigtig godt 11-12 km/t op ad stigninger af 8-9%. Pulsen er nu også blevet bedre og ligger et leje af omkring 160. Det skal senere vise sig, at dette er den eneste gang i hele løbet, hvor jeg faktisk finder et acceptabelt pulsleje. På toppen tanker jeg hurtigt min ene dunk og begynder over et lille fladt stykke at spise lidt mad som jeg har med i ryggen. Min nedkørsel er helt hjernedød fed. Ingen sidder med. Laver ikke andet end at overhale. På den anden side af Montvernier finder jeg en god gruppe af en 6-7 personer. Vi samarbejder sindsygt godt på de næste 15 km transportstykke. På trods af, at det går stille og roligt op, så snitter vi alligevel 32-34 km/t. Dog er varmen blevet værre og viser nu 34 grader i skyggen. Dette har uomtvisteligt også en effekt på min puls, for den synes bare mærktbart højere end normalen. Jeg føler mig ikke presset, men alligevel banker den 166-167 slag. For helvede det pisser mig af.

Jeg rammer bunden af Mollard i 2.31. Også rigtig fint. Nu har jeg 3 timer til at ramme toppen af Croix de Fer. Det ser lovende ud. Mollard starter stille og roligt med nogle rigtig fine stigningsprocenter af omkring 5 %. Dertil går det op igennem en skov hvor man kan få lidt skygge fra den brændende sol. Jeg får arbejdet mig stille og roligt op igennem skoven, men føler også at kroppen er blevet noget fattig på energi. Det spiller ikke 100%. Jeg forsætter dog ufortrødent. Drikker ofte. Spiser og fokuserer på pulsen. 155 slag i minuttet, det er rigtig fint. Efter 10 km skal jeg tisse og står hurtigt af cyklen for at lade vandet. Og her går det galt. BANG! Jeg rammer de første kramper. Damn. Det plejer jeg aldrig at være eksponeret for. Jeg er langt fra toppen af Croix de Fer og har ikke engang ramt toppen af Mollard. Jeg bruger nok 3-4 min på at strække lidt ud. Men må videre op på cyklen med tanke på, at jeg bare lige skal op til toppen af Mollard hvor der ligger en food station. Men som en lyn fra en skyfri himmel vender hele løbet sig på en tallerken. De næste 6 km føles mega lange og jeg døjer med baglår der kostant vil trække sig sammen. Nå, men det er som det er, og jeg må bare videre. Men benene vil ikke som hovedet. De har ikke den power som jeg ønsker, det kramper og jeg begynder at få koldsved. Allerede!? Det er minimum 2,5 time for tidligt. 1000 tanker går igennem mit hoved. Jeg begynder at anerkende at jeg ikke kan imødekomme min målsætning. Damn det er hårdt. På et eller andet tidspunkt rammer jeg madstationen på toppen af Glandon. Jeg er fandme flad. Jeg sætter mig ned i skyggen og drikker lidt. Her går det også op for mig, at min sorte trøje er overdænget med hvide saltplamager på bryst, ryg og skuldre. Jeg tror jeg sidder her i 12-15 min og får noget energi ind samtidig med at jeg anerkender at jeg ikke kan realisere mit mål. Det bliver helt umuligt. Jeg sidder i ca. 1.600 meters højde og der er 36 grader i skyggen.
Nå, jeg får mig selv op på cyklen og kører en lidt mere rolig nedkørsel om end, der er ingen der overhaler mig. Rammer bunden af Croix de Fer der ligesom Mollard stiger stille og roligt i dets start. Jeg tager det roligt og kører alt mellem 10-17 km/t afhængigt at stigningsprocenten. Da jeg kommer op til hovedbyen inden Croix de Fer får jeg virkelig en krise. Jeg må lægge mig ned i græsset og strække kramper ud. Op igen og videre. 1 km. og så pause igen. En lang en denne gang. Jeg begynder nu at tænke, at jeg bare skal op på toppen af Croix de Fer, og så må jeg tage den derfra. Hele vejen op til toppen af Croix de Fer er forfærdelig. Når jeg sidder på cyklen går det egentlig fint, men for næsten hver km må jeg stoppe og strække kramper ud. Fuck! Det går vitterligt langsomt, men før eller senere rammer jeg toppen af Croix de Fer. Jeg er i +2.000 meters højde og der er 37 grader. Det er til at græde over så varmt der er.
Jeg kører en god nedkørsel hvor jeg igen blot overhaler folk. Lige indtil jeg rammer den skarpe V-stigning som ligger ca. halvvejs på Glandon. Her skal man køre ca. 2-3 km skarp opkørsel og på vej op vil jeg rejse mig i sadlen og her går det helt galt. Jeg får de største kramper jeg nogensinde har oplevet. De er så strenge at jeg ikke engang kan sætte mig tilbage i sadlen. Jeg må med stive ben køre til højre ud i grøften og bare klikke ud af pedalerne. Jeg må så forsøge at få mit venstre strakte ben over cyklen imens jeg står op ad en +10% stigning med et mindst lige så strakt højre ben. Fuck det må have set helt fucked op ud. Jeg får smidt cyklen og vralter over til en sten i smerte. Får sat mig ned, løfter mit venstre ben, sætter min højre arm op i knæhasen og hamrer så min venstre hånd ned på venstre skinneben. På den måde får jeg bøjet mit ben igen. Samme metode for højre ben. Her sidder jeg så med de sygeste kramper nogensinde. Sidder og masserer mine forlår og oplever på samme tid de vildeste muskelspændinger hvor forlåret bare trækker sig sammen selvom benene er 90 grader bøjet. Det ser helt crazy ud! Jeg aner ikke engang om jeg kan komme op på cyklen igen!? Folk kommer hen og spørger om jeg er okay. Jeg svarer, at det er jeg egentlig ikke, men jeg skal nok klare den. Kommer op på cyklen igen. Kører måske 100 m og så skal jeg bare af igen. Shit det er pres.
Langt om længe kommer jeg over stigningen og begynder så nedkørslen ad Glandon. Så længe at jeg triller rundt i pedalerne kan jeg holde kramperne væk. Det trækker i lårerne, men det fungerer. Jeg kører en skarp nedkørsel og rammer 85 km/t. Egentlig meget godt tilfreds med nedkørslen alt taget i betragtning. Igen, ingen kan følge mig. I bunden finder jeg mig selv i en gruppe hvor jeg faktisk ligger og trækker med en 36-37 km/t. Må bede nogle af de andre om at tage deres tur, hvilket de gør. Vi ligger nu og kører det lige stræk hen imod Bourg. Det er som at køre i en ovn. Den varme vind rammer lige ind i skallen. Det føles, som at køre igennem Death Valley. Langt om længe ankommer jeg til Bourg. Der er bare så hjernedødt varmt. Ingen skygge. Min Garmin siger 47 grader!!!!! Forfærdeligt. Jeg har nu brugt 7:55 minutter på at komme hertil. Og jeg er ikke engang kommet op ad Alpe d’Huez. Det er helt fucked. Jeg kører hen til madstationen ved rundkøslen. Jeg er helt færdig. Svimmel, kvalme, koldsved. Jeg er udsolgt. Jeg drikker og spiser og sætter mig på en bænk. Har bare smidt min cykel og er totalt ligeglad med den. Jeg kan slet ikke overskue at køre op ad Alpe d’Huez. Ja faktisk tror jeg ikke, at det er en rask beslutning. Mens jeg sidder her, begynder jeg at iagttage mine omgivelser. Folk sidder helt modløse, med tomme blikke. Der er konstant ambulancesirener og luften. Og her kommer jeg også frem til, at jeg ikke skal køre op ad Alpe d’Huez. Det er simpelthen ikke rationelt. Det vil kommer til at tage mig minimum 1:45 og det vil blive i bagende sol. No way – det er ikke rationelt. Det er ikke sundt for kroppen. Selvom jeg beslutter mig for at køre op, kommer jeg alligevel ikke frem til nogen handling. Jeg sidder lidt i madstationen, kører så tilbage til Bourg, for så at køre tilbage til madstationen. Og så kører jeg igen tilbage til Bourg. Hvordan kommer jeg op? Kan jeg kun cykle op? Jeg begynder at overveje det igen. Tilbage til madstationen igen igen. Og netop her ser jeg nogle gutter der står op fylder en bil op med cykler. Jeg spørger om jeg kan komme med, og jeg får netop lov og plads til min cykel. Lækkert! På vej op sidder jeg og iagttager de personer, som faktisk forsøger sig med Alpen. Hold kæft et syn. Aldrig har jeg set så mange cyklister liggende på asfalten. Sidde med livløse blikke i kanten. Trækkende og udslidt. Tænkte bare, at det var godt at det var overstået.
Da jeg kommer hjem i lejligheden får jeg mig et bad. Får ringet til de andre. To af dem er også på vej hjem med bus og har oplevet mindst ligeså surrealistiske situationer som jeg. En af dem havde siddet på cyklen og lige pludselig var en foran ham bare faldet om. Bare lige pludseligt.
Set i et retroperspektiv
Jeg gennemførte ikke løbet. Var ikke engang tæt på. Og hvis jeg havde forsøgt mig med Alpen så ville jeg være tæt på to timer over min målsætning. Jeg har trukket mig op fra de døde minimum 10 gange. Det var så fucking udslidende. Af godt 8.000 startende gennemførte blot lidt over 4.400. Af den gruppe som jeg var afsted med, gennemførte blot meget få. Og med tider som var helt væk ift. både målsætning og tidligere års tider. Min kammerat, som sidste år kørte 6.40 og som i år stod i sit livs form, kom igennem på 8.37.
Ruten var uomtvisteligt langt mere krævende i år, men det der virkelig har været den afgørende faktor, er varmen. Det var en hedebølge. Fuldstændig vanvittige omstændigheder. Næsten på kanten til det jeg vil kalde for acceptabelt for et løb af sådan en karakter.
Er jeg skuffet? Nej! Slet ikke. På trods af mit svage resultat, så er jeg taget derfra med en oplevelse af både positive og negative karakter. Jeg har lært utrolig meget om mig selv og hvor meget andre omstændigheder end blot fysisk form kan spille ind på det afsluttende resultat. Selvfølgelig kunne jeg have gjort meget anerledes. Kunne have kørt løbet langt mere afslappet og kunne muligvis også have gennemført, men det havde ikke været med målsætningen for øje. Jeg valgte at fokusere på sub-7-timer. Det gik godt den første halvdel og langt, langt værre i løbet af den sidste. Men hey, jeg forsøgte.
Rejsen mod målet har været fantastisk. Jeg har tabt mig og er kommet i super form. Det er fedt i sig selv!
Hvad så nu? Ja nu har jeg holdt lidt ferie og mere skal afholdes. Efter La Marmotte droppede vi alle tanker om at køre Mont Ventoux. I stedet tog vi en ekstra dag i Cannes og drak masser af rosé og nød solen. En super beslutning, som vi alle nød. Nu er jeg tilbage i Danmark og var i går ude på cyklen for første gang. Har ømme ben i dag, og det var fedt at være ude på landevejen igen

Kører jeg næste år? Måske, måske ikke. Nu vil jeg lige tage en slapper J

Hold da nu op - godt nok længe siden. Kun hyggeligt hvis du starter loggen op igen.

Det med at køre ned... Der er jo virkelig meget at hente på noget der er næsten gratis.
Er det "bare" en ide eller en bekymring for noget helt reelt? Kender du ikke én du stoler på, som langsomt kan vænne dig til det?

Træningen i sidste uge gik fint, og ingen gener fra knæet. Jeg kom også ud på en 85 km i lørdags som blev tilbagelagt med et højt snit, ingen intervaller, og en Klampenborg spurt hvor jeg vandt.

Så da jeg var til fys i går blev vi enige om at jeg i dag skulle køre "intensivt" og holde de 2,5-3 timer, torsdag lidt længere intervaller med knap så meget intensitet, og lørdag højst sandsynlig bare en "lang" tur hvor tempoet bliver holdt. I dag forestiller jeg mig at jeg kører 2x 40/20 eller 30/30 intervaller, noget sub-AT/AT intervaller på 10-15 minutter, og så en håndfuld 6/54 sprintintervaller.

Jeg glemte faktisk helt at skrive at da vi var ved at være færdige, så spurgte en af rytterne en anden "Hvad siger dit snit?". Så ved man bare at man er i HCM selskab.

Jeg havde et bagdæk derhjemme og eftersom det var det som punkterede to gange i går, satsede jeg på at var nok at skifte det. Men overvejer btw om jeg også skulle sætte 25mm foran, når den tid kommer.
Uopfindsomt, men behageligt køligt, startede dagens tur i sidemodvind ude fra Øresund ned ad Strandvejen. Men i fyraftens- og strandtrafikken magtede jeg ikke også køre nordpå på den røvsyge, og i betragtning af trafikken, også smalle vej. Trods de rare moderate varmegrader. Så ind i landet, hvor jeg endte med at køre forkert i Lyngby. Ingen ture uden U-vendinger
Hjem til Nivå via Hillerød og lidt ekstra småveje.
Jeg lagde generelt roligt ud og kørte Strandvejen som fixie med 29-30 uanset vind og bakker, men måtte alligevel noget overraskende op på 600-800 watt, for at slæbe ekvipagen op af bakkerne ved Vedbæk og Skodsborg uden at tabe farten. Stille og rolig øgning fra Klampenborgvej indtil jeg 10 minutter fra Nivå, blev nødt til at lette gassen, da jeg var ved at brænde ud.
Turen var kun 66 km med føltes længere. Dels fordi vi sjældent kører mere end 40-60 minutter før vi holder stille, så træneren kan give instrukser og så især at jeg aldrig ellers kører rundt på må og få. Det burde man måske nok
Det er også på tide igen at passe træningen lidt mere målrettet igen. Men tænkte at et par ugers semi-ladhed nok ikke var så tosset, så ikke lysten forsvinder midt i august som sidste år. Det med foden gjorde det let at vælge hvornår

Hvis du kigger under styrketræning og den den tråd der hedder: Begynder- se her.....
Vi kender intet til dine forudsætninger, mål eller muligheder, så det er umuligt at give dig et program - tror egentlig heller ikke, at der er nogen der gider :-)
Til gengæld plejer vi at svare grundigt, hvis der er noget som kræver en forklaring :-)

Ærgeligt jeg punkterede på vej til Hørsholm i går, ellers kunne vi lige have hilst på hinanden.
Og tænkte nok at de kørte som altid

Jeg er igen tilbage i Nivå et par dage.
I dag en stille tur på cyklen. En Tour de Memory. Tilbage til min barndom. I adstadigt tempo og med god tid til at at stoppe og lade tankerne glide 30-40 år tilbage.
Resten af denne tråd har intet med træning at gøre men jeg fik lige trang til at skrive historien om ham den underlige dreng, der som gammel blev ved at være mennesky og sær.
Første stop var mit barndomshjem i en lille landsby 10 km vest for Hillerød, hvor jeg voksede op og man generelt fandt helle, når lokummet brændte. Jeg boede med min mor hos mormor og morfar. Min biologiske far blev smidt på porten da han "kom til" at tabe mig ned af trappen, da jeg var få uger gammel. Min morbror boede der også i mine første år, inden han flyttede.
Det var nok her i byen jeg fik min overdrevne respekt for trafikken. Da jeg var 5-6 år, lå jeg og min cykel nemlig pludselig under skraldevognen. Hvordan er der ingen der ved. Jeg slap heldigvis med at bide lidt af min overlæbe og et bøjet/brækket kraveben.
Og så en lille hemmelighed, som jeg aldrig har fortalt til nogen før. Et par år senere var jeg cyklet hen til en fra klassen for at høre om han kunne lege - det gjorde man dengang. Han var ikke hjemme. Da jeg skal ud fra indkørslen, kører der en traktor forbi. I barndoms kådhed ville jeg køre efter den og oksede ud på vejen og så ikke den hvide Ford Taunus der kom fra venstre. Heldigvis rammer den kun på forhjulet men jeg husker tydeligt slaget endnu.
Herfra en lille smut længere mod vest til min skole de første 6 år. Overbeskyttet, blev jeg hurtigt sær og omgikkes kun med tre fra klassen. Gymnastik gad jeg f. eks. ikke og deltog aldrig. Skolen gav mig ekstrabøger i dansk og matematik, hvilket også rettede op på mit enorme fravær. Havde jeg lyst til at pjække, fik jeg nemlig lov og en seddel med om at jeg havde været syg. Det med tandbørster og bad, gad jeg heller ikke. Først efter flere år, opdager jeg at man plejer at gå i bad mere end et par gange om måneden. Siden har jeg været overrenlig, grænsende til det sygelige.
En af de ting vi lavede, var at cykle rundt mellem de lokale landsbyer, bare fordi. Den enes cykel var tit i udu og så sad han bag på min. Eller også kørte vi cykelfange i skolegården. Mindst en gang om måneden var mit baghjul til opretning. Dengang var det frost om vinteren og marken mellem min by og skolen var altid oversvømmet og blev til en skøjtebane på ca. 400x600 meter. Der kørte vi også fange og kørte om kap, og jo han sad også bagpå derude. Havde det sneet, tog vi kost og fejede "veje."
Alt i alt god basistræning og det reddede mig fra at få tæv til en idrætsuge/byfest. En af drengene tre klasser over ville pludselig tæve mig - jeg aner ikke hvorfor. Men skulle lige fange mig først og vi var begge to på cykel. Jeg ydmygede ham totalt mellem boder, mennesker, over ramper over vandslanger osv. Om det var derfor han senere blev cykelrytter, vistnok i C-klassen, ved jeg ikke.
Nå, videre til min skole fra 6-10 klasse tre km væk. Hæslig skolegang, hvor jeg endnu mere tilhørte bunden af bunden. Jeg rundede også lige mormor og morfars gravsted.
Tilbage mod Hillerød hvor min mor og (pap)far flyttede i deres første hus, efter nogle års opsparing.Jeg hadede skolen og alle på min egen alder og tog mine 2 studentereksamener på studenterkursus i København. Her fik jeg lyst til at cykle sådan rigtigt men vi havde så få penge, at jeg samlede flasker i toget på vej hjem, så vi kunne spise andet en spaghetti med ketchup. Måske også få åbnet telefonen, der ellers tit var lukket pga ubetalte regninger. Materielt manglede vi ellers ikke noget, tvært i mod. Jeg fik også en racer i gave men evnede ikke at køre rigtigt selv. Det blev mest en masse bakkefræs på Hillerøds to værste bakker, som jeg da også var på i dag. Den ene var der stadig godt bid i. En gang var der åben træning i Nordsjællands Cykelklub og jeg var med en gang og blev savet over af børn der var flere år yngre. Så var det med cyklen ikke sjovt mere og jeg fik også en Commodore 64.
Til sidst gik huset på tvang og vi lejede et gammelt slidt hus lidt uden for Kalundborg. Cyklen kom lidt ind i billedet igen. Jeg var dog blevet så menneskesky, at jeg helst kun cyklede i mørke. Spændende med de usle lygter der fandtes dengang. Det var her jeg købte mit første cykeltøj for min SU. Cykelbukserne havde pude i koskind. De skulle vaskes i sæbespåner og pladres ind i buksefedt, ellers blev de som krydsfiner. Og svedtrøjerne kløede og kradsede. Pantefogeden begyndte igen at komme og til sidst blev vi smidt ud og måtte igen omkring mormor og morfar. Cyklen gik i glemmebogen og jeg blev opslugt af computerspil.
Så fik vi lejet et hus Skævinge, lige ved siden af min folkeskole nummer to. Jeg fik arbejde i Netto i Hørsholm og en knallert til transport. På et tidspunk ansatte vi én der var gift med en amerikansk ex-soldat men det var ikke så godt, for hun ville hellere have mig og så måtte han hjem til USA. Efter nogle år blev jeg så skiftet ud på samme måde. Når jeg er i Jylland, er det faktisk hende jeg besøger og det en af hendes veninders hus og kat, jeg holder øje med lige nu. Med en femcifret gæld, flyttede jeg tilbage til mormor (morfar var død) og min morbror, som oprindeligt også flyttede ind med gæld efter en fruentimmer. Han var så i mellemtiden blevet alkoholiker af den ondskabsfulde slags, hvilke mine gamle logindlæg bar tydelig præg af. Har slet ikke tal på de gange han truede med at slå hende ihjel. Eller sig selv. Eller faldt ude af stand til selv at rejse sig. Eller da han vækkede mig om natten med kniven for halsen. Hæslig, hæslig tid. Deraf mit had til alkohol, sammen med at mormor også fik en kort tid som alkoholmisbruger i sorg over at blive stemt ud af folketinget. Det var inden mine forældre fik deres første hus, så det "muntrede" jeg mig også med.
Omsider gældfri får jeg min første lejlighed i Nivå og kaster mig over styrketræning, suppleret med en lille smule spinning. Da jeg bliver lokomotivfører og jævnligt skal checkes for blodtryk, sukkersyge osv, skifter jeg langsomt over til cykling. Morten Z har desværre slettet min gamle træningslog, så kan ikke helt huske hvor jeg endte. Jeg husker dog, at da jeg fyldte 30 vejede jeg lige over 103 kg med lavere fedtprocent end i dag og havde et overarmsflex på 43cm. Det var sgu tider, dengang. Det er i øvrigt min mors gener. Hun gik altid i lange trøjer for at skjule sine store biceps og det var ikke kun en ide - de VAR sgu store. Håber ikke at jeg også har arvet de gener der har plantet hende i en kørestol men det må tiden jo vise.
Jeg fik i øvrigt cyklet 76 km og er blevet skoldet på mine nu jævnt slatne cykelarme.

Jeg er igen tilbage i Nivå et par dage.
I dag en stille tur på cyklen. En Tour de Memory. Tilbage til min barndom. I adstadigt tempo og med god tid til at at stoppe og lade tankerne glide 30-40 år tilbage.
Resten af denne tråd har intet med træning at gøre men jeg fik lige trang til at skrive historien om ham den underlige dreng, der som gammel blev ved at være mennesky og sær.
Første stop var mit barndomshjem i en lille landsby 10 km vest for Hillerød, hvor jeg voksede op og man generelt fandt helle, når lokummet brændte. Jeg boede med min mor hos mormor og morfar. Min biologiske far blev smidt på porten da han "kom til" at tabe mig ned af trappen, da jeg var få uger gammel. Min morbror boede der også i mine første år, inden han flyttede.
Det var nok her i byen jeg fik min overdrevne respekt for trafikken. Da jeg var 5-6 år, lå jeg og min cykel nemlig pludselig under skraldevognen. Hvordan er der ingen der ved. Jeg slap heldigvis med at bide lidt af min overlæbe og et bøjet/brækket kraveben.
Og så en lille hemmelighed, som jeg aldrig har fortalt til nogen før. Et par år senere var jeg cyklet hen til en fra klassen for at høre om han kunne lege - det gjorde man dengang. Han var ikke hjemme. Da jeg skal ud fra indkørslen, kører der en traktor forbi. I barndoms kådhed ville jeg køre efter den og oksede ud på vejen og så ikke den hvide Ford Taunus der kom fra venstre. Heldigvis rammer den kun på forhjulet men jeg husker tydeligt slaget endnu.
Herfra en lille smut længere mod vest til min skole de første 6 år. Overbeskyttet, blev jeg hurtigt sær og omgikkes kun med tre fra klassen. Gymnastik gad jeg f. eks. ikke og deltog aldrig. Skolen gav mig ekstrabøger i dansk og matematik, hvilket også rettede op på mit enorme fravær. Havde jeg lyst til at pjække, fik jeg nemlig lov og en seddel med om at jeg havde været syg. Det med tandbørster og bad, gad jeg heller ikke. Først efter flere år, opdager jeg at man plejer at gå i bad mere end et par gange om måneden. Siden har jeg været overrenlig, grænsende til det sygelige.
En af de ting vi lavede, var at cykle rundt mellem de lokale landsbyer, bare fordi. Den enes cykel var tit i udu og så sad han bag på min. Eller også kørte vi cykelfange i skolegården. Mindst en gang om måneden var mit baghjul til opretning. Dengang var det frost om vinteren og marken mellem min by og skolen var altid oversvømmet og blev til en skøjtebane på ca. 400x600 meter. Der kørte vi også fange og kørte om kap, og jo han sad også bagpå derude. Havde det sneet, tog vi kost og fejede "veje."
Alt i alt god basistræning og det reddede mig fra at få tæv til en idrætsuge/byfest. En af drengene tre klasser over ville pludselig tæve mig - jeg aner ikke hvorfor. Men skulle lige fange mig først og vi var begge to på cykel. Jeg ydmygede ham totalt mellem boder, mennesker, over ramper over vandslanger osv. Om det var derfor han senere blev cykelrytter, vistnok i C-klassen, ved jeg ikke.
Nå, videre til min skole fra 6-10 klasse tre km væk. Hæslig skolegang, hvor jeg endnu mere tilhørte bunden af bunden. Jeg rundede også lige mormor og morfars gravsted.
Tilbage mod Hillerød hvor min mor og (pap)far flyttede i deres første hus, efter nogle års opsparing.Jeg hadede skolen og alle på min egen alder og tog mine 2 studentereksamener på studenterkursus i København. Her fik jeg lyst til at cykle sådan rigtigt men vi havde så få penge, at jeg samlede flasker i toget på vej hjem, så vi kunne spise andet en spaghetti med ketchup. Måske også få åbnet telefonen, der ellers tit var lukket pga ubetalte regninger. Materielt manglede vi ellers ikke noget, tvært i mod. Jeg fik også en racer i gave men evnede ikke at køre rigtigt selv. Det blev mest en masse bakkefræs på Hillerøds to værste bakker, som jeg da også var på i dag. Den ene var der stadig godt bid i. En gang var der åben træning i Nordsjællands Cykelklub og jeg var med en gang og blev savet over af børn der var flere år yngre. Så var det med cyklen ikke sjovt mere og jeg fik også en Commodore 64.
Til sidst gik huset på tvang og vi lejede et gammelt slidt hus lidt uden for Kalundborg. Cyklen kom lidt ind i billedet igen. Jeg var dog blevet så menneskesky, at jeg helst kun cyklede i mørke. Spændende med de usle lygter der fandtes dengang. Det var her jeg købte mit første cykeltøj for min SU. Cykelbukserne havde pude i koskind. De skulle vaskes i sæbespåner og pladres ind i buksefedt, ellers blev de som krydsfiner. Og svedtrøjerne kløede og kradsede. Pantefogeden begyndte igen at komme og til sidst blev vi smidt ud og måtte igen omkring mormor og morfar. Cyklen gik i glemmebogen og jeg blev opslugt af computerspil.
Så fik vi lejet et hus Skævinge, lige ved siden af min folkeskole nummer to. Jeg fik arbejde i Netto i Hørsholm og en knallert til transport. På et tidspunk ansatte vi én der var gift med en amerikansk ex-soldat men det var ikke så godt, for hun ville hellere have mig og så måtte han hjem til USA. Efter nogle år blev jeg så skiftet ud på samme måde. Når jeg er i Jylland, er det faktisk hende jeg besøger og det en af hendes veninders hus og kat, jeg holder øje med lige nu. Med en femcifret gæld, flyttede jeg tilbage til mormor (morfar var død) og min morbror, som oprindeligt også flyttede ind med gæld efter en fruentimmer. Han var så i mellemtiden blevet alkoholiker af den ondskabsfulde slags, hvilke mine gamle logindlæg bar tydelig præg af. Har slet ikke tal på de gange han truede med at slå hende ihjel. Eller sig selv. Eller faldt ude af stand til selv at rejse sig. Eller da han vækkede mig om natten med kniven for halsen. Hæslig, hæslig tid. Deraf mit had til alkohol, sammen med at mormor også fik en kort tid som alkoholmisbruger i sorg over at blive stemt ud af folketinget. Det var inden mine forældre fik deres første hus, så det "muntrede" jeg mig også med.
Omsider gældfri får jeg min første lejlighed i Nivå og kaster mig over styrketræning, suppleret med en lille smule spinning. Da jeg bliver lokomotivfører og jævnligt skal checkes for blodtryk, sukkersyge osv, skifter jeg langsomt over til cykling. Morten Z har desværre slettet min gamle træningslog, så kan ikke helt huske hvor jeg endte. Jeg husker dog, at da jeg fyldte 30 vejede jeg lige over 103 kg med lavere fedtprocent end i dag og havde et overarmsflex på 43cm. Det var sgu tider, dengang. Det er i øvrigt min mors gener. Hun gik altid i lange trøjer for at skjule sine store biceps og det var ikke kun en ide - de VAR sgu store. Håber ikke at jeg også har arvet de gener der har plantet hende i en kørestol men det må tiden jo vise.
Jeg fik i øvrigt cyklet 76 km og er blevet skoldet på mine nu jævnt slatne cykelarme.

🐬❤️🌸🐼
Er på yndlingsterrassen med Espresso og kan jo lige så godt skrive lidt om de sidste døgn :hippy:
Lørdag eftermiddag tilbragte jeg ved poolen listede så ved halv seks tiden ned mod tjek in. I elevatoren mødte jeg Joachim fra Tyskland og vi fulgtes både frem og tilbage med masser af god snak. Som mange andre var han chokeret over, at jeg kunne finde på at vælge dette stævne, som min første IM. Ja og det summer nok det hele meget godt op. Jeg er en crazy trold og min drøm er stadig at gennemføre IM Nice, der må være et af de smukkeste stævner i verden. Oveni har jeg sjældent mødt så mange søde officials, race marshalls og franske tilskuere ude på ruten, der heppede og råbte mit navn efter mig. Min drøm i år var også at gennemføre men vidste, at det var ambitiøst og et højrisiko projekt. Så meget jeg har skullet lære de sidste måneder.
Efter tjek ind slentrede jeg lidt rundt men vidste, at jeg gerne ville nå yoga, spise nudler og sove tidligt, hvilket også lykkedes godt. Havde sat uret til 3.30 men allerede kl 3 var jeg lysvågen og godt i gang med de sidste ting. Morgen kaffe, hirsegrød, tatoveringer, flette hår etc. Lidt over 5 bevæger jeg mod startområdet både spændt men også nervøs over at vove mig ud i det. Næsten kvalme af spænding men taler roligt til mig selv indeni og trækker vejret dybt. Får plantet energi drik på cykel, smører nakke ind i vaseline, tager våddragt på. De smukke lamper på Promenade d'Anglais slukker og pludseligt virker det meget mørkt. Solen er dog på vej og byen med havnefronten er utrolig smuk. Folk er søde til at småsludre, smile. Vi tjekker svømmeruten ud, jeg varmer op i vandet og vælger at placere mig allerlængst til venstre for folk langsommere end 1.25 for at undgå for meget pres. Pludselig er der lidt bølger at se. Stemningen er helt elektrisk, speakerne rabler løs på mange sprog. En drone flyver op. Proerne bliver sendt afsted. Kan mærke, at det kræver alt mit mod at være klar til at hoppe ud i det. Pludselig går starten. Glad for hurtigt at finde rytme, have ro på vejrtrækningen, vi svømmer nok noget længere ud end behøvet men har tilgengæld ikke komplet maseri rundt bøje. Da vi drejer ned langs orange og tværgående bøjer tænker jeg, at det nok skal gå, pludselig er vi på vej ind, kan høre musikken og med et er vi på land kort, 2.4 k er hjemme og jeg kaster mig glad ud i vandet til de sidste 1.4 k. Tilbage mod skift bliver der mere maseri og jeg får nogle gok men bevarer roen. Svømmetid ifølge ur jeg passerer 1.28, hvilket var omtrent som forventet og jeg var sindssygt glad for at gøre det. Burde dog absolut kunne optimere denne del med mere klubsvøm, start tættere inde på bøjerne og skarpere turns. Tog først ur på i forbindelse med bike, så kender ikke T1 men gik ikke vildt hurtigt. Omvendt havde jeg det godt med lige at finde balancen og føle mig klar til cyklen. God fornemmelse da jeg triller ud. Får drukket og klarer de første småstigninger godt. På Condamine 12 % stigning mister jeg på et tidspunkt momentum og må hoppe af og allerede her sker det første ulovlige så, idet en adræt franskmand giver mig et solidt skub bagi. Senere omkring Tourettes sur Loup opdager jeg, at flaske på cykel dingler og bliver absolut klamtsvedende. Normalt har jeg altid min 3 i en Umbraco nøgle med men pga nr på sadelrør og min korte krop havde jeg droppet sadeltaske og omfordelt ting til baglommer men ikke nøgle. Jeg nærmer mig nedkørsel mod Pont de Loup og ved, at det er livsfarligt, hvis flaske pludselig ryger. Har været ekstremt omhyggelig med alle skruer og fittings men har nok været i forbindelse med, at jeg testede pumpe på flaskeholder, at det er glippet. Prøver i flere omgange at stramme med fingre men duer ikke. Ved, at jeg enten kan 1) trække mig, eller 2) snyde igen. Er for tidligt til 1, så låner nøgle af cykelmotionist og oplever, at hele hans familie i vejkanten er engageret i mit "stramme skruen" projekt. Har det virkelig godt da jeg kører videre, lettet og med god fornemmelse af fighterspirit. Ja snyd men ikke som at ligge på hjul alle 180 k som nogle gjorde. Allerede nedkørslen mod Pont du Loup er så langsom, at racemarshalls på motorcykel spørger om jeg er ok. Tilgengæld overhaler jeg alt og alle på den efterfølgende stigning mod Col de Ecre. Jo jeg er ikke stor og cykel vejede 6.7 kg med racerdæk men tror også, at jeg er en lille klatrer. Bare ærgeligt, at jeg også er en lille bangebuks. De efterfølgende stræk er meget ligeud og det går ok indtil ny nedkørsel mod Greolieres. Det er anstrengende ikke bare at kunne give los og tiden går. Fødder kramper og jeg er nok lidt bagud på energi og vædske. På vej mod Coursegoules og col de Vence går det dog igen bedre og jeg får liv i kroppen op af. På Col får jeg lige et pusterum med lidt energi, salttabletter og snak med igen de sødeste officials, der talte om København og IM der og jeg jokede med, at jeg ikke var vant til bjerge 🚴🏻 Derefter lang lang nedstigning, hvor jeg til sidst er træt af at køre så langsomt, være anspændt og have været ude i så mange timer. Går lidt nedad 12 % stigningen for kunne ikke finde modet. De sidste flade 20 k mod Nice er der masser af kraft i benene men synet af forpinte marathonløbere skræmmer mig. Til yoga i onsdags fik vi alle lov til at trække seddel og på min stod "husk at gøre, hvad du har lyst til". Ja og havde bare ikke lyst til det marathon men nok heller ikke modet til at give op. Da jeg ankommer til skiftezonen er der gået mere end tilladelige 10 timer og 45 minutter. Tror at min cykelur sagde 9 timer og 12 minutter men startede det et par minutter for sent, med svøm + skift tror jeg ikke, at jeg var meget efter cut off men løbet var kørt. Min bedste marathon tid er 3 timer og 24 minutter og det har også på træningen været min bedste diciplin men under gårsdagens omstændigheder, havde det nok taget for længe, så ville have smadret mig selv, træningen de næste måneder og alligevel ikke været blevet en ironwoman. Med fare for at gentage mig selv, så har jeg lært så meget og det her er mit drømmerace. Middelhavet var vidunderligt at svømme i, bjergruten forunderligt smuk og ja jeg har lyst til at komme tilbage. Er ikke helt klar til at ændre logtitel for skal lige lande men vil have så meget bedre forudsætninger for tri træning nu. En god racercykel, varmt vintertøj, cykel til de dårlige dage. Mentalt syntes jeg også, at jeg var god til at tale opmuntrende til mig selv. Jeg drak en del men kunne godt have optimeret energi indtaget. Også en bagdel ved at være for længe på langsomme nedkørsler. Still so much to learn.
Snupper nok en løbetur senere i dag men ellers bare tid til nedpakning og forberede hjemtur i morgen.
Tak hvis evt læsere orkede at læse med og tak til Jer for opmuntring hele vejen :hippy:

Du er en sej én. Glæder mig til at læse mere.

Også tillykke fra en skabslæser :-)

Mange tak Doc og tillykke også her. Længere beretning følger men for evt læsere, kan jeg fortælle, at jeg svømmede de 3.8 km havsvøm og cyklede 180 km i bjergene. Kørte meget forsigtigt ned og brugte, så lang tid, at jeg ikke fik liv til at gå videre på løb. Også selvom, at der egentlig var lang tid til 22.30. Var imidlertid egentlig ret lettet for havde nok været sværere selv at beslutte. Nu kan jeg træne videre, dyrke yoga og nyde ferie.
Stadig stolt af, at jeg fandt modet til at gå til start i morges. Føltes scary 🐬🐬🐬
Guess that's it for now :hippy:

28/6 Langtur 10K
Med fire indlagte bakkesprint. Forkert singlet som sad og skarvede med en syning i armhulen og sled på brystvorterne. Ikke velegnet til andet en styrketræning.
Nogle af runaars vil lave en 4:18:4, så jeg overvejer at gå med, men skal nok have lånt en cykel og øve mig lidt inden. Det kunne jo være meget sjovt og jeg har flere gange overvejet det, så en eller anden gang skal det vel være og hvorfor ikke nu.
https://www.strava.com/activities/334728464

Update
Er velinstalleret med en kop the på hotellets tagterrasse med smuk udsigt over start/målområde og hele resten af Nices fantastiske skyline. Den her by og havnepromenade er simpelthen så smuk. Hidtil har rejsen været alt det eventyr, som jeg havde håbet på. Allerede i flyet faldt jeg i snak med nogle cykelryttere, der skulle deltage i et løb ved Ventoux og en af dem havde boet i Nice nogle år. Således fint overskud da jeg pga taxi strejke strandede i lufthavn med hundredevis af andre turister, der opførte sig som folk på jagt efter gær i halvfemsernes DK. Endte med at gå halvdelen af vejen ind til Nice med kufferter. Var dog velkomment, da en cykeltaxi samlede mig op og kørte det sidste stykke.
Fik hurtigt samlet cykel inkl rekord hurtig påsætning af baghjul og fik gear justeret hos Mavic i forbindelse med registrering. Total fornøjelse at se cykeldoktorerne arbejde. Ellers nok at gøre med at slappe af her på terrassen, være til briefing + gøre alt klart med poser, klistermærker og i morgen tidlig bare de sidste tatoveringer, kaffe, hirsegrød, fylde dunke og så afsted. Har også fulgt program til punkt og prikke med de sidste pas. Normalt har jeg været glad for superkompensation og altså fri fredag før stævne søndag, men program har på alle punkter været fint, så nu er jeg tro mod det. God fornemmelse de sidste dage af at være fit og klar. Here goes mht pas:
Træning d 24.6 fortsat
Yoga 75 min og derefter opbyggelig snak med skønne miss Spinderella.
Træning d 25.6
Bike
Små 40 langsomme minutter blandt en milliard turister, skatere, løbere, cyklister mv mv. Krævede mental overvindelse men vidste, at det var vigtigt for lige at teste, at alt føltes rigtigt.
Træning d 26.6
Svøm
Morgenhavsvøm 30 minutter i fabelagtigt lækkert varmt vand. Havde orange flydedims med til at putte skiftetøj i + være synlig, da jeg svømmede alene. Følte mig fjollet og anderledes men var ikke kommet i vandet, førend at en goodlooking franskmand kommenterede, hvor smart det var.
Løb
15 minutter da det nok var allervarmest. Med langsom svømning og langsom landevej skulle det dog nok ende med en senere og mindre varm løbetur.
Yoga
5 solhilsner A + 5 B + lidt stræk.
I dag er planen også lidt yoga men skal lige have det timet i forhold til Bike indtjek mellem 18 og 19. Mine hjemmekogte nudler og tidligt i seng.
Spændt på, hvad min næste update bringer... Jeg må huske, at glæden ved at gennemføre handler om at have vovet det fodfæste og udfordret mig selv og derfor skal! det føles scary og overvældende nu. Langt henad vejen, så skal jeg finde pace, så det føles rart for ellers har jeg for meget fart på.
Den gode weekend til boardet ❤️

Go' tur, dernede :-)

Forhåbentlig slipper du for at bøvle med slangeskift, nu du har valgt Durano Plus. Jeg, og flere andre i klubben, har kørt med dem hele vinteren uden en eneste punktering.

Skum ved jeg intet om, men patronerne kan du jo øve dig i sammen med slangeskift. I den store sammenhæng er udgifterne til at øve-patroner lille i forhold til resten af de udgifter du må have til projektet.
Jeg ville ikke tøve et sekund på at tage slange af og på, for sjov og øvelsen skyld, en håndfuld gange.
Hvis du har både alm pumpe og patron, så giv slangen nogle få pumpeslag med den manuelle inden du lægger den i fælgen, så den er til at styre. Kun at give den en lille smule med patronen er svært.
Afhængig af dit dæktryk og og bredde på dæk, kan det måske, kun måske, være en ide at forpumpe en smule. "Brede" dæk og højt tryk kan en patron ikke klare alene, og det er lettere at pumpe manuelt mens trykket er lavt. De erfaringer kan du også gøre dig, hvis du tester hjemme i stuen. Du vil også vænne dig til, at patron og ventil fryser sammen et øjeblik.
Hvis du vælger de hurtige dæk, kan du tage lidt klisterlapper med i reserve. Måske.., hvor varmt forventer du at det bliver?

Skum ved jeg intet om, men patronerne kan du jo øve dig i sammen med slangeskift. I den store sammenhæng er udgifterne til at øve-patroner lille i forhold til resten af de udgifter du må have til projektet.
Jeg ville ikke tøve et sekund på at tage slange af og på, for sjov og øvelsen skyld, en håndfuld gange.
Hvis du har både alm pumpe og patron, så giv slangen nogle få pumpeslag med den manuelle inden du lægger den i fælgen, så den er til at styre. Kun at give den en lille smule med patronen er svært.
Afhængig af dit dæktryk og og bredde på dæk, kan det måske, kun måske, være en ide at forpumpe en smule. "Brede" dæk og højt tryk kan en patron ikke klare alene, og det er lettere at pumpe manuelt mens trykket er lavt. De erfaringer kan du også gøre dig, hvis du tester hjemme i stuen. Du vil også vænne dig til, at patron og ventil fryser sammen et øjeblik.
Hvis du vælger de hurtige dæk, kan du tage lidt klisterlapper med i reserve. Måske.., hvor varmt forventer du at det bliver?

For første gang i godt og vel 8 måneder kørte jeg for første gang i går det første fællestræningspas 100%. Dvs. jeg kørte alle de intervaller som var på programmet, med den rette intensitet. En fantastisk fed følelse, specielt fordi knæet tog det meget pænt på trods af nogle intense intervaller hist og pist.

Vi kørte op til Bregnerød og skulle så køre 2 sæt af 6x 40/20 intervaller. Jeg var lidt bekymret fra starten, og overvejede egentlig kun at køre det ene sæt for lige at mærke lidt forsigtigt af. Men jeg nåede alligevel at skifte mening, og kørte begge sæt. Jeg blev parret med en U15 rytter og allerede fra starten af kunne jeg se at jeg havde ok power i stængerne. Så jeg endte faktisk med at køre en del af intervallerne fra spids med ham på hjul. Det ville sgu også være underligt andet. Men for hulen hvor er det dog hårdt - var i øvrigt også første omgang 40/20 siden efteråret sidste år. Lidt restitution og så igang igen, denne gang med en 3. makker der var stødt til, også her gik det fint.

Herefter kørte vi over Ganløse til Toppevad for at køre nogle sub-AT rulleskift. 2 sæt af 10 minutter. Ikke det hårdeste, så det var en relativ let omgang.

Som afslutning kørte vi over på flyvestationen for at køre noget lead-out og sprint træning. Vi blev parret i to og to, så der var 3 grupper, og den ene skulle agere leadout man og den anden skulle sprinte. Jeg trak sprinterkortet, og på den lille rundstrækning blev vi lidt overrasket af OTA og Patrick som startede med et angreb ude fra. Vi kom dog med, men jeg sad skidt placeret i sidste sving og opløb, så jeg kunne ikke få åbnet nok op ift. OTA som tog sprinten.

De prøvede at lave samme trick på den efterfølgende omgang, men jeg droppede min leadout man og hoppede med på deres tog. Jeg forudså de enkelte ryk der var, og da vi nærmede os det sidste sving kunne jeg se at der gik nogle personer med en barnevogn, og at farten var sænket en del. Det betød at jeg hamrede afsted lige inden svinget, kunne tage det perfekt, og samtidig lukket fuldstændig af for Patrick som skulle sprinte mod mig. Man har vel sine tips og tricks når stængerne ikke er helt 100%

Som det sidste kørte vi over på landingsbanen og i medvinden kørte et langt tog. Jeg sad på som sidste mand, og så skulle den ellers køres op i fart så jeg kunne afleveres med så meget fart som muligt. Det fungerede også rigtig fint.

Faktisk var det ikke det sidste, for jeg blev bedt om lige at give et par tips og tricks med til sving. Det var lidt uforberedt og flyvestationen er faktisk ikke lige det bedste sted at træne det, men vi fandt en kort rundstrækning hvor jeg så lige gav et par gode råd med til sving. Generelt gælder det faktisk bare om at tro på det, og ikke mindst træne det. Hvis ham foran dig kan køre hurtigt igennem svinget, så kan du også. Man skal bare lige overvinde frygten.

Herfra var det bare hjem, og jeg kunne klokke over 3 timers træning og meget tæt på de 100 km.

Udstrækning, og så bare krydse fingre for at knæet ikke var blevet super irriteret. Umiddelbart lader det til at være gået fint, og jeg mærker ikke synderligt til mit knæ her til formiddag. Jeg er lidt stram i hoften, men ellers ikke noget.

:1112: God bedring. Avs :hippy:

Nå, nu er jeg ikke den store "logger" men i dag sidder jeg med en restitutionsdag på hånden, og så kan jeg lige smide lidt detaljer på bordet vedrørende ruten samt programmet, når jeg snarligt skal køre La Marmotte.

Ruten
Ruten er som sagt ændret i år ift. mange tidligere år. En af tunellerne på nedkørslen af Galibier er under restaurering, og man når ikke at færddiggøre arbejde inden løbet den 4. juli. Dog når man det inden Touren, der rammer området ca. to uger senere. Mange er utilfredse omkring ændringen, men altså, sådan er det jo bare - det er ens for alle, og indtil videre ser det jo ud som om at, 1; vi rammer nogle übber fede stigninger, og 2; vi kommer til at køre nongelunde samme distance samt højdemetre som de foregående år.
Sidste år kørte jeg den normale rute, og det ville selvfølgelig være en fordel af kunne køre den igen i år. Man kender stigningerne og ved hvad der kommer forude. Det sagt, så har en ny rute også sine fordele. Et er, at vi ikke kommer op i + 2.600 meters højde - vi bryder lige 2.000 meters-grænsen, og dette får formentlig sin fordel ift. mængden af ilt (alt er relativt) der findes i lejet over +2.000 højdemetre. Nogen andet er, at jeg siden december har kørt med FBL, hvor mit sekundære mål er, at køre licensløb. Jeg har endnu ikke stiftet bekendtskab med licensløb endnu, men dette kommer formentlig engang over sensommeren. Træningen med FBL har dog mange gange haft sit fokus på AT-intervaller, og med tanke på, at når vi rammer bunden af Glandons bagside, så skal vi ikke sidde på et 30 km transportstykke. I stedet rammer vi 7-10 km transport, og derefter rammer vi en kort og hidsig stigning - Montvernier. Ned igen og så endnu et kort transportstykke hvorefter Col de Mollard + Col de Croix de Fer, starter. Det kommer til at lægge et pres på kroppens evne til at finde et hurtigt hvileleje, og det er netop her, at jeg vil vurdere, at min træning med FBL kommer til gavn.

Det hvor jeg oftest "lider" er når stigningerne kommer over 7-8% og skal sidde der i længere tid. Min vægt på ca. 72 kg begynder simpelthen at have en ulempe ift. de watt jeg kan presse. Jeg har siddet og kigget på Col de Croix de Fer versus Col du Galbier og det ser positivt ud ift. mine ønsker;
Galibier (inkl. Telegraphe): 34,9 km // 17 km med +7 %-stigninger Col Croix de Fer (inkl. Mollard): 30 km // 11 km med +7 %-stigninger Altså, jeg skal køre 6 km færre med +7 %-stigninger ift. sidste år. Dog kommer Montevernier ind i billedet, men det er blot 4 km helvede, og det kan jeg sagtens klare. Det er mere, når vi kommer ud over længere stigninger, at det kan blive et problem for mig. Så alt i alt er jeg positiv.

Når det kommer til hjul, så har jeg valgt at holde mig til mine Roval CLX 60. Jeg ved godt at det er lidt at et undren for nogen. Men hjulene kører hjernedødt godt og jeg er tryg med dem. Dertil skal jeg reelt køre blot én decideret nedkørsel. Nedturen af Alpe d'Huez om morgenen, samt bagsiden af Glandon kan skæres op i bidder, hvis nu at hjulsættet skulle blive for varmt. Jeg har i hvert fald tænkt mig at stoppe op et par gange og tjekke. Hvad angår den reelle forside af Glandon, som bliver nedkørslen ad Col de Croix de Fer, ja så bliver denne jo afbrudt af to små stigninger, hvorfor hjulsættet også får sin pause for overophedning. Dertil installerer jeg korkbremseklodser for at være på den sikre side, og ja, så må det gå. Jeg kører allerede en habil nedkørsel og ligger ikke og filer på bremsen hele tiden.


Programmet
I år bliver vi et større team, der samles oppe på Alpen. Vi har lejet en række chalet'er og skal bo super godt. Jeg og to andre har valgt at køre derned og gøre en god tur ud af det. Sidste år var det sgu for meget kørsel frem og tilbage, for blot at køre ét løb. I år vil vi gerne kombinere det med lidt ferie. Derfor hedder programmet;
Onsdag: København-Harzen + Køretur i Harzen Torsdag: Harzen-Alpe d'Huez + indkvartering Fredag: Stille og rolig tur på geden. Gøre sig klar til race-day Lørdag: Race-day Søndag: Afslapning og se enkeltstarten på Alpe d'Huez Mandag: Col de Madeleine (hvis vi gider) + kørsel til Bedoin Tirsdag: Mont Ventoux - jeg skal prøve kræfter med dette bjerg. Sidste gang i 2012 bankede det mine 88 kropskilo tilbage til stenalderen, og jeg vil have en revance + kørsel til Cannes Tirsdag aften: Afslapning, middag, druk på Baoli+Gotha i Cannes Onsdag: Afslapning i Cannes og evt. en tur op over Col de Madone (øst for Nice) Torsdag: Hjem Så alt i alt, så føler jeg mig positiv, samt glad for, at der også bliver tid til andet end blot La Marmotte