Gregers TF

For høwlede da - jeg har slet ikke været grounded, det var været misforståelse om noget datoværk. Eftersom jeg var opgivet, så har jeg alligevel ferie resten af ugen, dog har jeg fået en tilkaldevagt på lørdag. Nu skal jeg altså nyde dagene med god samvittighed. Det faldt på et MEGET tørt sted at holde fri, men det har været skæmmet af "dårlig samvittighed".
Nå, ferie sidst på måneden er aflyst og jeg skal køre natten mellem 31/12 og 1/1 og så er tavlen vasket ren.
Nu kommer problemet så at jeg skal klemme mig ned i mine uniformsbukser. Dagens data siger 92,5kg / F% 14,8 og 4cm mere om livet end i sidste restitutionspause. Heldigvis står den kun på let træning i denne uge, så min appetit bliver forhåbentlig til at styre.

Jeg er pænt øm i skinkeværket men sad også og gloede TV til klokken 3 i nat. Det er jo også længe siden jeg konkluderede, at søvn var godt

Apropos træningsprogrammer, tidtagning og struktur: Der var engang, hvor min kalender så sådan her ud. Tallene helt ude til højre er bare arbejdstimer og har ikke noget med løberiet at gøre. Men som det fremgår, var selve træningen et puslespil af alle mulige sessioner, der var tilrettelagt af min træner på daværende tidspunkt. Her er vi midt i maj 1982, hvor jeg netop prøvede at træne hurtighed nok til at løbe en god 5000 meter (på bane). Det var ekstremt minutiøst og disciplineret. Så jo tak, selv om Garmin og GPS ikke var opfundet dengang, så var det skam skemalagt ned i mindste detaljer. Det er nok derfor, at jeg ikke gider træningsprogrammer mere. Eller måske er de bare overflødige, fordi jeg har det på rygraden

Hvis nu Cadel Evans tager til Danmark når han stopper og finder på at cykle igen efter at have spist lidt for mange kringler

Først troede jeg, qua den udtalte jubeloptimisme, at jeg var faldet over Blackices log. Men graden af ordflomme taler self imod 😁

Så bliver det med neutralt greb, det fungerer klart bedst (derefter overhåndsgreb og så underhåndsgreb som det sværeste).
Min projekt bliver at holde reps i det sidste sæt. Jeg ligger på +15 i første hvis jeg går tail men så er der ikke mere end til 4-5 i resten..

HØ!, kaffe er ikke kun lokomotivførerdoping - det er også et must indenfor sundhedsmurene

Det mente jeg nok. Han var en stor stjerne og åbenbart damernes ven. Der står lidt om ham her i Ritters bog:
http://books.google.dk/books?id=KS3RAQAAQBAJ&pg=PT237&lpg=PT237&dq=%22leo+duyndam%22&source=bl&ots=CHRaYEgVDf&sig=khA6FfyLSmLaJK6evqlOLGm1vyA&hl=da&sa=X&ei=Al4iVLS6CIWkygOLmYH4Cg&ved=0CB4Q6AEwADgK#v=onepage&q=%22leo%20duyndam%22&f=false

Tja... weekenden blev jo knap så aktiv som jeg havde håbet - mestendels fordi jeg har en præsentation hængende over hovedet, som har affødt en nærmest endeløs række af uproduktive overspringshandlinger. Jeg har jo stadig et spinkelt håb om at jeg en dag bliver klogere - og med tiden bliver i stand til at overspringshandle med noget konstruktivt, hvis jeg da ikke lærer bare at få de dumme opgaver overstået i første omgang...
Nå men...
Lørdag d. 20/9 @ Skejby & Hasle
Laaaang gåtur - måske 8-9 km.
Aner ikke hvor længe jeg brugte på det. Og selv om gode gamle Mollerup (RIP) ville have hævdet at den eneste fordel i forhold til at blive hængende på sofaen er, at man så ikke spiser chips så længe, så var det nu rart lige at komme ud og mærke den friske luft mod ansigtet.
Søndag d. 21/9 @ JBV
Yoga flow
55 min
Og så står aftenen ellers på flere overspringshandlinger forberedelse af oplæg.

Leg extension som support. Primær øvelser squat.
De fleste andre VMO øvelser bliver meget low load, stabilitet krævende.

Yes I´m back i gode gamle Danmark.
Har jo været fraværende de sidste 2 år grundet arbejde i Norge. Returnerede i slutningen af juni for at starte på nyt job starten af juli. Har indtil videre fået et vikariat for 1 år, så må vi se hvad fremtiden bringer.
Har også fået lysten til at logge igen. Ikke fordi jeg har et eller andet vildt stort og spændende projekt, men mere at det er givende at dele sine tanker omkring træning herinde. Stillet op i punktform hedder er mine mål nogenlunde sådan her:
1. Få bugt med skavanker og skader og komme ind i rytme med stabil og progressiv træning.
2. Løbe et marathon igen i 2015.
3. Generelt bedre og bedre kondition.
4. Få gang i styrketræning igen, med særlig fokus på ryggen.
5. Komme ned i vægt så jeg rammer de 70 kg. +/-
6. Etablere mig på arbejdsmarkedet i DK.
Okay, det sidste punkt har vist ikke så meget med træning at gøre... Vender tilbage med uddybende omkring nuværende tilstand samt mine oplevelser i Norge på godt og ondt.

Nogen har spurgt til, hvad mit handicap er.
Sådan et spørgsmål er naturligvis rimeligt nok. Jeg har været på MOL i flere år, og der er sket stor udskiftning i klientellet, så der er mange, der ikke kan vide det.
Jeg er lettere spastiker (medfødt). Det påvirker hovedsageligt mit venstre ben, og lidt min venstre arm. Det i armen er dog kun til marginal gene for mig, og det er et af de steder, hvor styrketræning især har gavnet mig.
Jeg har min minicrosser at køre på, og så en rollator, til hvis jeg skal gå lidt længere ture. Indendørs går jeg uden hjælpemidler.
Jeg klarer mig helt og aldeles selv i hverdagen, og har hverken hjælp til rengøring eller andet.
Som noget lidt atypisk blandt spastikere er min tale-funktion fuldt normal. Ellers var jeg næppe blevet den store sprog-nørd, jeg er.
Naturligvis var det et stort spring, da jeg, i 1997, flyttede her til Århus. Mine forældre var noget bekymrede, og det blev ikke altid bedre af, at jeg til tider tågede rundt på nogle af de mere tvivlsomme steder i byen (hvor der ofte blev snakket en del i krogene).
Men som jeg også nævnte i et andet indlæg, så kan jeg næsten blive rørt til tårer over, at mine forældre har turdet lade mig leve mit eget liv.
Når jeg træner, er det ikke decideret pga. mit handicap, men det er klart, at det er gavnligt at holde sig i gang.
Jeg har kendskab til en fyr, lidt ældre end mig, med nogle af de samme fysiske udfordringer, som jeg har. Han har et hus, som forældrene ikke tør lade ham bo i, og en bil, som står uden plader, fordi de har snakket ham fra at køre i den. Han bor nu hjemme på forældrenes gård. Der må han ikke være med til noget af arbejdet, selv om han er bomstærk (nok er landbruget en farlig arbejdsplads, men hvis han arbejdede sammen med sin far, kunne han godt være med til mange ting). Resultatet er derfor, at han enten ligger foran flimmeren eller sidder på en bænk på gårdspladsen, og falder mere og mere af på den, fysisk såvel som mentalt.
Og om natten ligger han gudhjælpemig i dobbeltsengen sammen med forældrene! Ligefrem incestuøst er det vel ikke, men det er sgu heller ikke sundt! En gut på omkring 40 år!
Naturligvis har jeg både mine vanskeligheder (som bl.a. er af social karakter) og mine personlige fejl, men i lyset af ovenstående føler jeg mig sgu godt nok heldig.
God weekend, når I kommer så vidt!

Lol, det begynder snart at være svært at følge med
Skal endelig ikke misforstås - bliv endelig ved at nørde lægetermerne, meget sjovt at være vidne til.
Mvh
Læser også med bøvl med nattesøvnen
Har btw prøvet melatonintilskud, som tidligere blev nævnt. Det blev lettere at falde i søvn men til gengæld, var det sikkert som amen i kirken, at ligge vågen 2-3 timer midt på natten.

Billedet snyder ...
... jeg var sgu' ikke så kæk lige der

Og hvad så nu?
Umiddelbart efter et velgennemført løb - hvad det her jo i princippet har været på trods af den evighed, jeg befandt mig på strækningen - så er man jo fyldt med gåpåmod og planer for, hvad der nu skal ske. Og jeg har egentlig mest lyst til at skifte spor i den nærmeste fremtid og begynde at løbe lidt kortere distancer. Måske med henblik på at løbe nogle 5 og 10 km løb næste år.
Jeg tror, at jeg lige skal have genlæst Matt Fitzgeralds Brain Training for Runners, for han har nogle pointer plus en del gode træningsforslag. Så sent som i går på de sidste kilometer fik jeg et levende bevis for, hvor meget hjernen styrer vores adfærd.
Tidligere troede man jo udelukkende på "katastrofeteorien" - det vil sige, at når man bliver træt som fx til sidst i et langt løb, så er det fordi man begynder at mangle bl.a. kulhydrater, kroppen går i iltgæld, og det hele begynder at lukke ned.
Meget tyder på, at man har undervurderet hjernens betydning. For det er snarere hjernen, der registrerer, at man er ude i noget hårdt og derfor "lukker ned" for at beskytte kroppen og sørge for, at man ikke dør af det.
Ellers er der mange fænomener, som det bliver svært at forklare.
Han har nogle eksempler som fx drømmemilen (det vil sige en mile på under 4 minutter). Den havde man forsøgt at nå i årtier, og ingen var lykkedes. Så lykkedes for Roger Bannister og inden for et år havde en lang række andre også løbet under 4 minutter på en mile.
Tænk også på, hvordan man være ved at dø på et langdistanceløb for alligevel at finde kræfter til en hurtig sidste spurt med ærkerivalen.
Det sidste så jeg et fantastisk eksempel på i går til Jungfrau Marathon. Det blev bare hårdere og hårdere, og især km 37-40 var fuldstændig umenneskelige. Ruten gik stejlt direkte mod den blå himmel og ville ingen ende tage. Alle var nede at gå, og vi var en del, der måtte tage pauser fra tid til anden for overhovedet at komme videre, skridt for skridt.
Omkring ved 40,250 km kan man se den fantastiske morænesti, der fører op til 40,5 km punktet, hvor der - traditionen tro - altid står en sækkepibespiller (spørg mig ikke hvorfor, schweizerne har mange mærkelig traditioner).
Ved 40,5 km punktet slår stien et skarpt sving og så går det ned i en lille lavning, før man ved 40,9 km punktet når rutens absolut højeste punkt. Derfra går det nedad de sidste 1,3 km til målstregen.
Der sker det fantastiske, at deltagerne - inklusive yours truly - pludselig sætter farten op det sidste stykke op til sækkepibespilleren. Og ned i lavningen løber alle som kåde forårslam, op på den sidste top og hele vejen ned til målstregen. Folk er slet ikke til at styre, selv de minutterne forinden havde været ved at opgive alt for bare at lægge sig ned og dø i alpesolen.
Hvor filen kommer de kræfter fra? De kommer fra hjernen. Pludselig kan man se hjem. Målstregen er lige dernede, og dine lidelser er overstået om kort tid. Hjernen giver kroppen lov til en sidste spurt, for den føler sig ikke truet på livet længere.
Den vinkel gav virkelig meget mening for mig i går. For hvis man abonnerer på den gamle teori, så burde alle kun lige med nød og næppe kunne slæbe sig over til målstregen.
Alt dette og meget mere vender jeg tilbage til :)

Efter en del dage i papkassen, fik jeg pakket min hjemmetræner (Elite Muin) ud og knappet cyklen på, for at lure hvor stille den er.
Til ære for Devious Builder som efterlyste billeder, så er her levende af slagsen. TV2NEWS der står og kværner og så hjemmetræneren oveni. Den er primitiv og laver mere modstand (= mere støj), jo flere omdrejninger der er, så kørte lige en støjtest op til 800W. Det er i hvert fald kortvarigt jeg kommer til at larme så meget. Eller lidt, for den ER stille.

Da jeg "ude på kanten af stuen" ikke har nogen underbo men svalegang nedenunder, så behøver jeg vist ikke at tage vildt og voldsomt hensyn til tidspunktet jeg hopper på den.

Men stadigvæk...
Jeg er lige kommet "hjem" fra en 60km cykeltur i det jyske.
Mens jeg står, stadig i cykelkludene, og gumler i en chokolademad åbnede sluserne. Havde turen været få km længere var jeg blevet brusebadsvåd.
Helt befriende at køre rundt uden at møde 253 lyskryds og endnu engang må alle fordomme om jyske bilister manes til jorden. Hold nu fast, hvor er de bare markant mere hensynsfulde end hjemme på Djævleøen. Også de fodgængere jeg mødte på den kombinerede cykelsti - allerede 100 meter før jeg nåede dem, skiftede de til at gå bag hinanden i stedet for side om side. Det er simpelthen en hel anden verden. Det et dog en uvane, at belægge alle småvejene med de der skærver det skal køres fast i tjære, så det føles som at sidde på en rystepudser.
Snithastigheder er i bund og grund ret uinteressante men alligevel lidt sjovt pludselig at ligge oppe ved 32.
Nå, jeg er vist svedt af og kan komme i bad og være lidt social

Aldrig, aldrig NOGENSINDE, bruge min cykelcomputer som GPS i byzone igen. Det tog 70 minutter at køre ud til Ballerup Cykel Arena, konstant gennem små villaveje og grusveje også.
Derude fik jeg rodet mig ud i noget, jeg næppe helt kan overskue, men det må vi tage. Jeg har nemlig alligevel fået fedtet mig ind på det hold, som der var snak om. Træneren synes nemlig at jeg skulle og det skulle så lige godkendes af kontoret derinde. Det blev det også men undrende, for der kommer både Mørkev og andre i samme kaliber. Der er jeg jo ikke ligefrem. Det må den gode træner få til at virke i praksis. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til, at køre noget andet end progressive intervaller.
Hjemturen var lidt lettere, da jeg vidste hvad jeg skulle sigte efter, så det blev langs de store veje i pendlertiden.
Sjovt som man lidt har pisset territoriet af, ved at afpelse stængerne. De folk i cykeltøj som kom ud fra sideveje og nåede op når jeg holdt for rødt, blev alle bagved. Men civilisterne med blomster på cykelkurven var i hobetal oppe og halvt ude i lyskrydsene, så de kunne køre i vejen når der blev grønt.

Fra en svunden tid.
Å madesjov mæ unnetækstern dahr køritallsprå. Totaal håbløs på dansk, nå vi trajke all ornesammniet

Det er sq OK Kermit, du skulle jo også starte en del før
Henrik for .... jeg sidder med tabt underkæbe over, at du kan genkende en rundstrækning pga en lille bid vej. Imponerende.
Jeg er åbenbart flittig kunde nok i Heino til at jeg i stedet for en tidsbestilling over telefonen fik lov at dukke op med cyklen da jeg havde fri. Og blev så i første omgang mødt med et "Hej Gregers, vi har da ingen aftale i dag", indtil det lige blev vendt.
Med nyt kabel på cyklen kørte jeg ud til cykelbanen, der havde opstart efter badmintonstævne. Cyklen har stået i bur derude sommeren over og var ikke blevet stjålet. Mekanikeren fik lige checket hjulene, at limen stadig var god og ringene sad forsvarligt på.
Desværre blev det ikke til, at jeg fik tusket mig ind på løbsryttertræningen. Der var ellers også nogle som jeg godt kan køre fra, så.... men fair nok, jeg ER jo ikke løbsrytter. Men ærgeligt nu det var mere en antydet at jeg måtte køre med alligevel, nu det er tifold bedre træning end den veterantræning jeg gerne må deltage i.

Det er jo nok bedre at søge over inden der bliver kamp om pladserne, men også træls at sige farvel til noget og nogen man holder af.

.. til gengæld føltes det rigtigt at få en kvitttering for at have søgt over på fjern, så det var nok alligevel rigtigt at forsøge.
Det føles også mest rigtigt at hoppe på vægten hver morgen igen. Bukserne var begyndt at stramme og det viste sig også, at vægten var på den forkerte side af 90kg. Det er indført fokusfjæs og samme opskrift som før Babberupturen; desværre er de næste 9 dage fyldt med fælder og spisning ude af huset, så kan ikke holde det gode stil ret længe.
Dagens træning i FW var samme koncept som sidst, nemlig at have lige lidt for sent fri til at kunne nå det hele.
Romaskine: 5 min
Bænkpres: 10x20, 8x72½, 8x72½, 8x72½, 8x72½, 8x72½
Kropshævninger: 6, 6, 6, 6, 6
ss
Tæhævninger på et ben: 14, 14, 14, 14, 14
Squat: 15x20
Frontsquat: 8x20, 8x40, 8x60, 4x72½, 4x72½, 4x72½, 4x72½
Benpres: 10x50, 10x100, 5x150, 8x170, 8x170, 8x170, 8x170, var en tøz, så de var lidt hurtige end ellers, da jeg var "bange" for at faile.
Leg extensions: 15x30, 15x75, 14x75 (lidt for langsomt = for lang tut), 15x70, den sidste rep kunne de så nok høre på etagen nedenunder
Liggende lårcurl: 10x60, 12x90, 12x90, 12x90
Laterals: 8x8, 8x8, 8x8, 8x8, 8x8
Bicep curl: 8x22, de sidste reps ikke kønne men spas at køre med 22erne for første gang i mange år.
Tricep pushdowns:
Hyperextensions: 15, 15, 15
supersættet med
Sidebøj: 15, 15, 15
Mavebøjninger
Planke med knæ til bryst: 8, 8, 8
Sideplanke: 30sek, 30sek
Efterfølgende spinning

Jeg fik DOMS i quads allerede inden jeg nåede hjem, det tegner sjovt for de næste dage
Hviledag igen i morgen.

En del af aftalen er at han nu er med k. Han bliver glad for det i længden

For hulan da, hvor var jeg træt da jeg kom hjem fra arbejde. Shit, jeg kunne godt bruge nogle fridage med mulighed for at sove længe eller endnu bedre FERIE (hvilket minder mig om, at ferie fra oktober til første maj, skal bestilles senest i denne uge).
Jeg havde fået lokket tre motionister med til træning og jeg blev samlet op lige ude for elevatoren - det bliver ikke lettere.
Vi havde aftalt at køre intervaller på Holmen og så bare køre "hygge" ud om Amager bagefter. Jeg fik til opgave at styre intervallerne. Det gik dog som i sidste uge, hvor vi blev mødt af massiv regn, så det stoppede brat.
Vi nåede at køre lidt opvarmning, 4 x 30-20-10, lidt afrul og 2 x "race winners" og så faldt himlen ned over os. Jeg kan ikke umiddelbart mindes, nogensinde at have været udendørs i så hidsigt et regnvejr, dog fandt vi hurtigt en mur der gav læ og så stod vi og snakkede i en halv times tid, indtil det løjede lidt af og vi luskede hjem. Godt og grundigt kolde!
Jeg var lige hjemme og hente en stump hos Kurt og så snakkede vi igen.
29km på 2t 55m
Hvis det her møgvejr fortsætter, overvejer jeg om man skulle drosle ned på cyklingen i sådan 3-4 uger, indtil vintersæsonen starter op, så jeg er lidt sulten efter at komme igang. Så er det nemlig tid til at starte op på banecyklingen.

NUL HULLER ...
... og ros for forbilledlig tandhygiejne. Så lykkeligt endte mandagens - som altid frygtede - tandlægebesøg. Nu kan jeg ånde lettet op og leve uden bekymringer de næste 6 måneder.

Heldigvis kender jeg mit publikum.
Indtil videre har alle jeg har sagt det til (venner/fra job/fra dans) sagt "det kan jeg godt forstå!" Jeg har ikke lige haft behov for at vende problemstillingen med dem, som jeg godt kan regne ud straks vil give sig til at male fanden på væggen