Gregers TF

Challenge Copenhagen 14. August - 2011
Lad mig prøve at sætte lidt ord på hvad det har været for en oplevelse, for det har uden tvivl været noget af det største jeg har lavet i mine nu 26 år. Optakten startede allerede Torsdag, da Elkjaermark dukkede op ved hoveddøren, og ellers flyttede ind til en helt igennem fantastisk triathlon-weekend, både for hende og for mig selv! Dagene er fløjet afsted, og startede med et foredrag med Rasmus Henning i FDK Torsdag aften. Fredag gik med at klargøre udstyr, og gennemgå taktik for Prospectets første store udfordring indenfor tri-verdenen. Den er beskrevet andet steds, så jeg vil ikke gå i dybden med den her. Den eneste jeg vil sige, er hold kæft hvor var det imponerende at være vidne til !
Lørdag var lidt dagen derpå, men samtidigt var der en masse ting der skulle ordnes inden søndag morgen. Til CC får man ved registreringen udleveret 3 poser (Blå, Grøn og Rød) som hver skal bruges ved de forskellige transitions. Alt hvad man skal bruge, skal derfor lægges her i, og det er en hårfin balance mellem nødvendigt og overflødigt gear. Man har altid lyst til at putte mere i, og tænker at man skal være foreberedt på alt. Men her er det vigtigt at holde sig til de få basis ting der er nødvendige, og så stole på at man har det man skal bruge. Jeg pakkede sådan her:
Rød (T1): nummerbælte, håndklæde, Vindvest, cykelsko, solbriller, solcreme, løse ærmer
Blå (T2): Løbecap, løbesko, sokker, løbebælte
Grøn (After Race): Varmt tøj, compressions bukser og mobil
Lørdag eftermiddag, pakkede jeg den blå race pose, som skulle afleveres sammen med hjelm og cykel, og tog så til amager. Vejret var halv muggent, og udsigten til en dyster søndag, lagde lidt en dæmper på humøret. Men lidt friske bemærkninger fra Elkjær gjorde at humøret kom op igen, og efter at have afleveret hvad afleveres skulle, futtede vi hjem og lavede et fint pre-race meal, med efterfølgende is til dessert :4mewantfood: !
Jeg hoppede tidligt i seng, og satte vækkeuret til kl 04.00, så jeg kunne få lidt at spise og komme på wc inden vi skulle derud til klokken 05:00. Vi besluttede os for at køre derud i Elkjærs Fiat500, og det var jeg meget glad for. Jeg sov som et lille barn inden den store event, og har vel fået 6 timers kvalitets søvn. Maven artede sig desuden helt perfekt om morgenen, og havde ingen nerver på whatsoever i den henseende. Jeg smed et par skiver lyst brød med nutella ned, sammen med en shake - og så var jeg ellers klar til en CHALLENGE!
Jeg ankom derude, og fik sat min cykel op og gjort alt klar, samtidig med jeg prøvede at suge så meget atmosfære til mig som overhovedet muligt. Samtidig gik jeg rundt og gav hånd til en masse FDK'er, og fik snakket med dem, og prøvede at få nerverne til at gå væk. ved 5.30 tiden tog jeg lige et smut forbi det lille hus, hvorefter jeg fik en sidste pep-talk af Coach Elkjær, samt en krammer, og ønsket om et godt race! På med våddragten, lige gennemgå hele proceduren i hovedet, og så ellers ned til vandet. Her rammer den vildeste stemning så kroppen, og jeg må flere gange tage mig selv i at have gåsehud. Nervøsiteten er til at tage og føle på, samtidig med at luften er tyk af spænding, glæde, fokusering og en helt vild lyst til at komme igang. Jeg får endnu engang sagt godt race til en masse, og lige pludselig er der vores start-gruppe der rykker frem til vandkanten. Jeg stiller mig yderst til højre, og da starten går, lister jeg stille ud i vandet med en hånd på brillen og dykker under. Så er vi igang!
De 200M ud til første bøje, er ren overlevelse, og jeg er glad for at jeg har lidt fysik til at stå imod med. Da vi har rundet den første bøje, fornemmer jeg at der er lidt plads, og så slår jeg ellers møllehjulene til og får flyttet lidt vand, så jeg kommer væk fra rosset. Afsted afsted, kæmper jeg mig den lange vej ud for enden af lagunen, og begynder derude så småt at hente nogen fra startgruppen før os, og senere de langsomme piger der startede 20min før. På vej tilbage har jeg et lille slagsmål med et par af de andre, omkring placering på nogle gode fødder - dog finder jeg mit eget pace, og kommer ellers bare tilbage til den anden ende af lagunen. Det sidste stykke på vej ind mod land begynder jeg at gennemgå T1 strategien ved at repetere hvad der skal ske inde i hovedet, samtidigt med jeg begynder at sparke med benene for at få blod i dem igen.
Jeg kommer ind til jollerampen, finder fodfæste, og så er det ellers bare op! Får lige give lidt håndtegn til (Spoer?) og ellers nogen andre der råber mit navn. Hurtigt ind i T1 - skifte skifte, og så ud på bare fødder til cyklen.
Det hele spiller, så jeg kommer hurtigt afsted fra stativet med min hjelm på, og solbriller, samtidig med at jeg spiser en sportsbar og drikker en tår vand. Super! Ved porten ud fra T1 står Coach E, og jeg får givet en thumbs up til hende, inden jeg sætter focusen i gear! Væk fra amager, og ind igennem byen, mod langelinie, og så ellers nordpå mod Bellevue! Det kan ikke beskrives hvor vild en følelse det er at ligge på åben vej igennem København og bare brage afsted med 40-45km/t! :4thumbup: !
Ved Bellevue er første depot, og dermed først pejlemærke for formen, følelsen og fornemmelse af hvordan cyklen kører. Alt er som smurt, og jeg vælger ikke at tage noget i depotet. Så næste mål er svinget væk fra Strandvejen og ind i landet. For at være helt ærlig har jeg ingen rigtig hukommelse af dette stykke, andet end at jeg når derop efter 1t03min, og dermed har et snit på omkring 38km/t på det her tidspunkt. Pulsen har stabiliseret sig omkring 80% af max, og jeg vælger at tage det som mit udgangspunkt i det kroppen har det fint her, og jeg tidligere har ligget i denne zone uden problemer i lang tid (marmotte). Igennem landet, ud til kongevejen, og så ellers bare afsted mod depotet på Geels Bakke. Sindssyg fed opstigning, hvor publikum står helt ud ti vejen, og giver den vildeste support! På toppen får jeg øje på Elkjær og Kermit, der står med ekstra forplejning, og jeg tager en protein bar og nogle saltsticks med. Jeg får lige et par ord med på vejen, og givet lidt besked om at alt er vel, før jeg så fortsætter med rasende fart mod lyngby og anden omgang af CC-ruten. På det her tidspunkt holder jeg stadig farten i cyklen, og har overhalet alt hvad der er af piger på ruten, samt en masse lavere startnumre = folk der startet før mig på svømingen! :4thumbup:
Anden runde af cyklen falder min puls et par slag, og jeg prøver at holde focus på det solide tråd, og ikke bruge for mange kræfter på at træde. Det går en smule langsommere, men der er stadig masser af fart i cyklen. Da jeg når kongevejen har jeg regnet med frem til at hvis jeg holder 33km/t i snit herfra, vil jeg kommer under 5timer på cykel delen - dette har været et mål i sig selv. Og jeg sætter derfor alt på at holde tempo. Jeg får spist en 5-6geler i den tid jeg er på cyklen, samtidig med jeg drikker 3-4dunke High5. Det viser sig at være nok. Noget jeg måske kunne have forberedt mig selv bedre på . Forbi Geels bakke får jeg hurtigt råbt til Coach og Kermit at vi ses derinde, og har på det her tidspunkt alt hvad jeg skal bruge.
Cyklen bliver sat efter 4timer og 57minutter, og jeg går hurtigt igennem T2, hvor jeg får mine løbesko og løbecap på. Og så er det ellers bare afsted igen. Min lidt naive forhåbning på det her tidspunkt er at pille ved de 10timer total set, så et marathon på lige under 4 timer er kravet. Jeg slår tanken væk, og sætter afsted hvor jeg har en strategi om at ligge ud med 6min/km - det holder dog overhovedet ikke da fart-fornemmelse er gået fløjten efter 5timer med 36km/t i snit, så jeg løber afsted med 4.50/km. Jeg får dog sagnet farten og finder mit niveau, hvorefter den mentale del af spillet går igang. Et punkt af gangen, et depot af gangen og ingen forceringer. FDK cheerleaders (heppekoret) står som noget af det første på ruten, og giver lige et boost, før det lange stræk fra knippelsbro ud mod langelinie. Herude ved jeg at der står nogen jeg kender, jeg ved dog bare ikke om de er kommet endnu, da jeg har parekret cykelen 30min før jeg har sagt det! Men heldigvis er mine forældre derude, og de får også lige et par ord med på vejen. Tilbage igen, og igang med anden omgang. Her rammer jeg så den største krise, og min mave begynder at vende sig, samtidig med jeg ikke kan få flere geler eller andet ned. Jeg prøver med lidt cola, men intet hjælper. Da jeg når ud til langelinie, må jeg en gang på potten, og får her lidt afløb for problemerne. Nå, videre videre, kæmper jeg med at holde igang.
Jeg får heldigvis set en masse kendte ansigter på ruten, og de står godt spredt så jeg hele tiden har noget at se frem i mod. Som tiden går kommer der flere og flere til, og fremmede som kendte venner råber mit navn (det stod på mit nummerbælte)! :4thumbup: Da jeg runder halvvejs mærket, kan jeg fornemme at nu er jeg på vej mod mål. 3 runde er nok den sværeste at komme igennem rent fysisk og mentalt, men jeg får heldigvis en masse opbakning og kommunikeret lidt med Coach E. Hun giver endnu engang en peptalk, og får mig op med humøret! Jeg prøver med alle de tricks vi har hørt om (smile, tælle, synge inde i hovedet), og det hjælper med at fjerne fokus fra smerten i benene, og maven. På vej ind på sidste omgang får jeg kigger på uret, og set at de sidste 10km skal løbes omkring 40min for at komme under 10timer. Jeg dunker en koffein-pille på 450mg, og så er jeg ellers flyvende. I depoterne laver jeg nogle hidsige red bull/cola blandinger, og så er det ellers bare afsted! Jeg holder tempo på 12-13km/t de næste 5km, og ser en mulighed for at komme så tæt på 10timer som muligt. Men til sidst på jeg overgive mig, og bestemmer mig for at finde rytmen for at få en super tid, i stedet for at gå ned og bruge 40min på de sidste 5km.
Da jeg runder langelinie for sidste gang er der high-fives til hele familien, og så i fuld galop mod Christiansborg. Jeg minder mig selv om at nyde det 100%, og sagtner farten de sidste 300M hvor jeg bare nyder alles blikke, og får vinket til folk jeg kender. Ind på opløbsstrækningen tager jeg den endnu mere med ro, og de sidste 15-20M er jeg helt nede og gå, hvor jeg så får øje på Coach der har kameraet klar! Hun får snappet "vinder" billedet, og jeg krydser stregen efter 10timer 12minutter og 39 sekunder. En tid der overgår min vildeste fantasi! At kommer under 12timer var udgangspunktet. Derefter legede jeg med tanken om at komme ind omkring 11 timer - men at gå under 10timer og 30minutter kan jeg slet ikke begribe! Den sidste time var nok noget af det hårdeste jeg prøvede, men jeg er freaking stolt af at have holdt mig til planen, og derefter bare have kæmpet med viljen for at komme igennem så godt som muligt. Min marathon tid i sig selv kan jeg slet ikke forstå: 4timer 3min - hvilket jeg i sig selv ville have været kongestolt over.
Jeg har samlet de bedste billeder og stemningsindtryk i en video herunder:
http://www.youtube.com/watch?v=77bCWeCK_vY
Til sidst i dette indlæg, vil jeg gerne takke Elkjærmark for en fuldstændig uvurderlig indsat i dagene op til, og på selve dagen med at holde mig i ørerne, og samtidig komme med de helt rigtige tilråb på de rigtige tidspunkter. Uden hendes indsats, tror jeg ikke min tid var blevet så god som det nu er tilfældet!
Hvis nogen er blevet inspireret til at lave CC2012 - kan jeg kun sige: GØR DET! Det er for vild en følelse, og jeg er så glad for at jeg holdt fast i drømmen, også da det så hårdt ud i vinter, og det tidlige forår!

Tænkte på om du havde lyst til at være virkelig fuld fredag/lørdag, eller skal du noget i weekenden?

Sgu nogle i orden beretninger du får skrevet herinde om dine cykeleskapader Og Hallandsåsen skulle eftersigende være et fantastisk sted at træne, så det er sgu et godt udgangspunkt for dine bjergegenskaber.

Årh, va´Fa´en - når JAAB tør, så tør jeg oss´
Vægten er stadig 92,0 og håber at dette lille tiltag kan få n.sset mig sammen til at gøre noget ved det så det værste af overfladespækket kan se og fise af.
Optimalt, forsvandt det alene fra maven og stængerne - de der blodårer som allerede nu er synlige på overkroppen, har jeg det ikke vældigt godt med, faktisk. Men det ved jeg jo godt at man ikke kan styre.


Jeg håber at der bliver tid til træning i morgen men dagsprogrammet er ude af mine hænder så det er langt fra sikkert.

Kæft, hvor jeg savner en tur med denne her herlige gamle skude!

Billetter kostede kun et symbolsk beløb. Det var toldfrie indkøb, samt mad og drikke, de tjente pengene på.
Der havde man godt nok mange sjove oplevelser ombord. Foruden turister var der også fyldt med alskens lokale spasmagere (og til tider også nogle af Flensborg havns selverhvervende damer). Jo, der var gang i den. Jeg åd fritter og bockwurst, imens de voksne fik romflasken og en kæmpe kande cola på bordet.
Hvis det en sjælden gang skete, at nogen gik for vidt, blev vedkommende taget i hoved og r... og kylet i land. Bortset fra, at en ældre mand skar sig slemt, da han faldt oven på en bajerflaske, som knustes ved faldet, har jeg aldrig set nogen få noget værre end et sæbeøje dernede.
Officielt måtte det naturligvis ikke hedde sig, men der var en slags hemmelig overenskomst mellem besætningen og passagererne: Hvis servitricen tog oplukkeren, og slog 4-5 gange på én af jernstolperne (hvilket afstedkom høje kling-lyde), så betød det, at tolderne stod ved landgangen, så man måtte hellere vente til efter næste overfart med at gå i land. Dette skete engang, hvor en sjællandsk landkrabbe, der ikke kendte gamet, spurgte, hvad det betød?
Aner ikke, hvad du taler om!, sagde servitricen. Han spurgte den anden servitrice, og fik samme svar.
Så vendte han sig mod mig: Jamen, du så det da også!?
Så hvad? Jeg har ikke set noget. Hold du hellere lidt igen med bajerne, selv om de er billige. Når man begynder at se mærkelige ting, så er det på høje tid at skære ned!, svarede jeg, og forsøgte at holde masken.
Ligeledes var det alm. kendt, at mange af damerne havde en `Smugler-BH´, der var flere numre for stor, så skålene kunne stoppes ud med cigaretpakker. Der gik mange virkelig storbarmede trunter i land fra båden! Men de måtte passe på, ikke at bukke sig forover, for så væltede ligkistesømmene oven ud af udskæringen. En ekstra-ordinært modig dame gik så vidt som at fordele en flaske rom i to plastikposer, og anbringe en pose i hver BH-skål!
Ak ja, det var sgu tider!
Nå, men status på gårsdagens træning blev, at jeg cyklede 15 km. 26,2 km/t i snit.

Årh, va´Fa´en - når JAAB tør, så tør jeg oss´
Vægten er stadig 92,0 og håber at dette lille tiltag kan få n.sset mig sammen til at gøre noget ved det så det værste af overfladespækket kan se og fise af.
Optimalt, forsvandt det alene fra maven og stængerne - de der blodårer som allerede nu er synlige på overkroppen, har jeg det ikke vældigt godt med, faktisk. Men det ved jeg jo godt at man ikke kan styre.


Jeg håber at der bliver tid til træning i morgen men dagsprogrammet er ude af mine hænder så det er langt fra sikkert.

hvis du har dagsform, har du også en log. sådan må det være!!

Useless trivia
Et lille stykke trivia, som de færreste nok er klar over: Når BB-folket siger BUM!, så kommer inspirationen faktisk fra en gammel fransk chanson

Nej, nu kan det satan lyneme være mere end NOK!
Oksen siger NO, MA´AM!
Nu vil jeg ikke mere udnyttes. Jeg har elsket den broad, og jeg har reddet hende, både fra økonomisk uføre og fra nogle meget lidt sympatiske prol-typer. Og hvis det igen gjaldt hendes liv, så ville jeg gøre, hvad jeg kunne. Jeg støttede hende, da hendes søn døde, jeg støttede hende, da hun mistede sin mor, jeg støttede hende, når hun var bange for sin psykopatiske eks og hans rocker-lignende venner, og jeg har hjulpet hende adskillige andre gange. Men denne gang må jeg sætte min militærstøvle-klædte fod ned, sådan, at det kan høres!
Hun ringer og vil låne 1000 kr. Jeg frygter, at det drejer sig om noget vigtigt til hende selv eller til hesten (i så fald var jeg måske til at forhandle med), men det er sateme bare et kradse-miljø til sin kat, hun vil have. Jeg forstår godt, at hun holder af dyr, men har man ikke råd til en sådan luksus-ting som ovennævnte, så lader man være med at købe den! Og katten dør jo ikke af at måtte klare sig, som den hidtil har gjort.
Gudhjælpemig, om hun så ikke siger, at så må hun bare lade være med at købe sin hjerte-medicin, så der kan blive råd til kradse-miljø til katten! Til det kan jeg kun sige, at hvis hun sætter en ikke livsnødvendig luksus-ting til katten højere end sit eget helbred, så er det edderhakkeme for dumt! Hvis man ustandselig skal låne sig gennem livet, så går det som i Luksusfælden.
Og der var det så, at røret blev smidt på.
Men nu er min grænse nået. Hun skal ikke true, hverken med at skade sig selv, eller med at skaffe pengene på gaden, bare for at blackmaile mig. Jeg har været en poor, lonesome cowboy det meste af mit liv, og det kan jeg tåle at blive igen!

Det her må, for mit vedkommende, klares med en cykel-etape, og dernæst en solid scotch.
I´VE HAD IT UP TO MY NOSE!

Hmm - der er sikkert flere bud.....
Jeg plejer at sende cyklen til smeden hvert forår - bare fordi. Jeg har nu aldrig kunnet mærke forskel når jeg har fået den retur, men nu nåede min cykel jo heller ikke at blive så gammel
Dækskift - afhænger af hvor ked du er af at punktere. På et tidspunkt bliver dækkene slatne og man punkterer oftere på dem. Her skifter jeg dem, men i princippet er der masser af km tilbage i dem hvis man kun ser på slitage. Hvis man tager punkteringerne eller kører med indlæg, kan man snildt trække flere km ud af dem.
Kædeskift - kommer an på hvilket strategi man vælger. Når kæden bliver slidt bliver den længere og gnaver i tandhjulene. Foran betyder det ikke så meget men bagpå vil den på et tidspunkt begynde at kamme over. Når man kommer dertil, skal man skifte både kæde og krans - ellers passer den friske kæde ikke til den slidte krans.
Hvis man skifter kæden før den bliver slidt, kan man nøjes med at skifte kæden hvilket er noget billigere. Til gengæld ryger der mange kæder og så er det alligevel ikke så billigt.
I stedet kan man køre med flere kæder i rotation; 2-3 stykker er vist det mest almindelige. Hvis man skifter kæden for hver 1000km*, bliver alle kæder samt krans slidt samtidigt og kransen som ofte er pebret i prisen, kan holde væsentligt længere end ellers.
* 1000km er det jeg har læst mig til, men har selv kørt tæt på det dobbelte inden jeg fik taget mig sammen og det har ikke drillet af den grund.

Lad mig lige høre om jeg har forstået dig ret.
Du er 192 cm høj (Centimeter, så som 10 millimeter?)
Du vejer 69kg (Kilo gram, altså 69.000 Gram)
Og du vil gerne cutte ?
Jeg kan oplyse dig at hvis ovenstående er korrekt kan du under ingen omstændigheder blive "fit" på 3½ uge. Du kan blive endnu mere tynd end du er i forvejen.
Hvor meget du kan tabe dig afhænger af hvor stort et kalorie underskud du ligger dig i, kombineret med hvordan din krop reagerer på dette.

Super fed beretning.
Igen engang stort tillykke med gennemførelsen af murmeldyrel.
Egentligt ville jeg godt have lagt billet ind på en første hånds beretning en dag men jeg stikker sydpå på torsdag så det når vi vist ikke.
Jeg håber du stadig vil opret holde et minimalt niveau af logning eler i det mindste i ny og næ vil give livstegn fra dig.
mvh
Lars

Fixed

La Marfloppe®
Inspireret af de mange beretninger fra vores hjemvendte har jeg gået og tænkt lidt over, hvad filen jeg egentlig gjorde galt, da jeg selv prøvede kræfter med rundturen dernede i de franske alper. Og failede - big time. Men jeg kan sgutte sætte fingeren på, hvad der præcist gik galt. For egentlig gjorde jeg alting rigtigt, men blev alligevel fældet halvvejs.
Det var 2009, og jeg havde været tilbage ved cykeltræningen i tre år. Havde to styks Sjælland Rundt på 9 timer bag mig og en coast to coast tur i september 2008. Det gik ganske godt til fællestræningen, og til diverse motionsløb i foråret 2009 fik jeg nogle fornuftige placeringer og skød en god fart.
Grejsdalsløbet gav mig godt nok et forvarsel om, at mit gamle problem med kramper langt fra var overstået, for jeg måtte gå i depot ved 170 km og massere ben i stor stil. Men det fik mig til at undersøge emnet dybere, og jeg begyndte at drikke rigeligt og supplere med salt- og magnesiumtabletter.
Tog med Velo Tours til Hallandsåsen medio juni og var rigtig godt kørende op ad de små stejle sataner, man finder derovre. Også de stejleste af dem, som vitterligt går lige op i himlen. Det hele endda med godt overskud, så jeg var forsigtig optimist, da jeg stod i Roskilde og læssede cyklen på anhængeren hos Velo Tours sammen med en flok andre cykeltosser.
Rejste derned sammen med min gamle roommate fra C-to-C turen i september 08. Vi skulle også dele værelse dernede, og alt gik efter planen. Vi blev indkvarteret og tog - traditionen tro - allerede på førstedagen en tur ned i dalen, ud på lidt af ruten og tilbage op ad Alpe d'Huez.
Den var godt nok stejl i starten, men jeg fik skudt mig ind på, at jeg bare skulle pulsen under 140-142 slag i minuttet, så ville jeg være nogenlunde i det grønne område. Vi køret vel op på en lille times tid uden at komme i de store kriser undervejs. Og så var der egentlig bare en dag til hygge og carb-loading, før det gik løs lørdag morgen.
Vi havde den traditionelle iskolde nedkørsel, og så gik starten. God trafik hele vejen hen mod Col de Glandon og ret meget trafik opad bjergsiden, blandt andet en ambulance med udrykning, der skulle nedad! Total kaos på toppen, hvor der var kamp om vandet. Det var dog på en eller anden måde også en fantastisk oplevelse med fransk panik på alle poster.
Opkørslen var da hård, men kontrolleret for mit vedkommende. Så vidt jeg husker, var på toppen på lige under to timer. Og så havde jeg den mest vidunderlige, glidende nedkørsel. Turen fra forrige efterår sad åbenbart stadig i kroppen, for det var super fedt at køre nedad. Og på det lange flade transportstykke fandt eg et godt "tog" med højt tempo.
Lige fra starten havde jeg spist godt med energibarer og drukket rigeligt med væske. Jeg tog nogle depotstop og fyldte ekstra salt på maskinen. Med andre ord: Jeg gjorde alting rigtigt. Så da vi holdt i St.-Jean-de-Maurienne (hedder den vist), var jeg stadig ved godt mod. Men på vej opad Telegraphe gik det alligevel helt galt.
Jeg kunne mærke det et stykke tid, før det kom. Og pludselig sagde det bang! Jeg havde to stenhårde telefonpæle i stedet for ben. De var fuldstændig låst fast, så jeg kunne få fødderne vristet fri. Jeg kørte ud i siden af vejen og kunne lægge mig ned i græsskråningen på siden, stadig med fødderne i pedalerne. Det må have været et ømt syn.
Efter utallige strækøvelser og forsøg på at komme videre, måtte jeg opgive og modløst trille ned i St-Jean-de-Maurienne igen. En taxa kunne man ikke få fat på, så jeg måtte vente på fejekosten og køre med alle quitterne tilbage til alpen (vi boede oppe på toppen). Det var en hårrejsende oplevelse at køre opad, blandt trætte cyklister, men op kom vi da.
Det hele var så lidt sjovt, som det overhovedet kunne blive. Næsten alle andre i vores selskab havde gennemført, og så sidder man der ved maden og den kolde øl om aftenen og har ikke rigtig fortjent det. Og man kan heller ikke rigtig tale med på de meeeeget lange bustur hjem, hvor humøret ellers var overstadigt og overtræt højt.
Jeg hang sgu med hovedet ved hjemkomsten. Der var ikke rigtig noget ved noget. Det var fail - big time. Lige indtil jeg tog mig selv under behandling og tog en beslutning. Jeg kom på cyklen igen, og så viste det sig - selvfølgelig - at formen stadig var fremragende. Jeg kunne køre lige op med de andre til træningen.
Jeg svor ganske vist, jeg aldrig, ALDRIG ville køre det rådne løb igen. Men da jeg atter "kom til mig selv", så genfandt jeg da glæden ved at cykle og fik sat det hele lidt i perspektiv. det havde jo egentlig været en fantastisk oplevelse. Jeg var glad for mit billede fra toppen af Glandon. Og gad vide, om jeg ikke stadig var blandt de 5 % i bedst form i min aldersgruppe.
Med andre ord: Jeg fik taget et grundigt opgør med bagsiden den dedikation, der ligger i at sætte sig et mål og prøve at nå det. Jeg synes - og vil altid synes - at det er en stor tilfredsstillelse at efterstræbe et mål og sætte alt på at gøre det så godt som muligt. Men det er simpelthen ikke rimeligt, at man skal skamme sig eller have det dårligt, hvis man ikke kommer helt i mål.
Det løb var en del af en erkendelsesproces. Da jeg var ung, var jeg i dårligt humør en hel uge, hvis et cykelløb om søndagen var gået i vasken. Jeg blev indædt og fik ikke ro, før jeg havde et godt resultat i hus igen. Det er fint, når sporten er hele ens liv. Men det er ikke mentalt sundt, fpr motion og træning skal være udfordrende, ja, men også sjovt.
Vejen mod målet måske, når alt kommer til alt, hvad det drejer sig om. Tilfredsstillelsen ved et godt træningspas. Oplevelsen af at være i nuet. Kommer man helt i mål og kan række hænderne i vejret, er det en ekstra bonus. Kommer man kun knapt derhen, så kommer der nok en chance mere. Det skal aldrig mere få lov til at ødelægge mit humør.
Så der var måske en dybere mening med at gå omkuld i grøften på Telegraphe

Jeg har postet pics af hende før, og hun er sgu hot.- dyb stemme eller ej.

Hej Henrik
Tak for støtten.
Hvad sker der lige med din egen log.
Jeg husker dels at du begyndte at døje med en skade, dels at du ville holde en pause med logningen, men at du ville vende tilbage.
Hvordan ser det ud med dig, skaden, din træning og din log?
Fyssen

Du er overhovedet ikke grim.

Du taler om boobs, ik For hende i sort har da helt klart den flotteste fysik, men for store plastik boobs...

For det vrimler jo med 110 kg badejern i de danske centre og specielt den clean slags. Det mest sørgelige er at du rent faktisk mener det.

Har du dyrket konditionssport før?
Hvis nej, så cykler du bare rundt efter tid og lyst også den næste måned. Stille og roligt længere og længere ture uden at forcere det, indtil du er oppe på 50 km eller mere på dine ture. Rammer du en lang bakke et stykke med modvind, kan du give ektra gas dér og så tage det med ro i nogenlunde ligeså lang tid som du forcerede, indtil du genoptager dit "normale" tempo. Men lad være med at overdrive det. Det er vigtigt at have grundformen nogenlunde på plads inden man går videre og den får du blot ved at hælde km i benene. Intensiteten skal være moderat til høj. Altså noget der giver sved på kroppen men uden at du er totalt kvast bagefter (det skal nok komme, muhahaha )
Når 3-4 50km-ture om ugen er blevet hverdag, kan du begynde at lægge lidt mere planlagt struktur ind over (1 dag om ugen med en tur der er noget længerere end de andre og de øvrige dage med temposkift = intervaller).
Hvis du holder vægten og er tilfreds med den, så er din kost jo i orden, samlet set.
2-3 timer inden cykelturen, spiser du noget mad med langsomme kulhydrater og når du kommer hjem spiser du nogle hurtige kulhydrater og lidt protein indenfor en time - jo før jo bedre. Det med hurtige og langsomme kulhydrater kan googles, hvis det er.
Cykler du over 1 time, kan du med fordel have en banan eller lidt rosiner med - alternativt energidrik.
Så ud og nyd solen og det gode vejr og hyg dig med cyklen.
Nyd at du blot kan køre rundt på må og få og alligevel få stor fremgang. Senere kommer du til at arbejde noget mere for det - det kan så også være sjovt, men du kommer på intet tidspunkt igen til at opleve at det går så stærkt som nu.
At dyrke en ny sport er en velsignelse

Alt andet andet ville også være tarveligt; jeg tør slet ikke tænke på hvor smertefulde DOMS jeg ville få af 10x10

Tirsdag d. 29. marts
Stille og rolig dag, ikke så meget at skrive hjem om. Det blev sent, men training completed!!
Leg Press
3x10x120
1x10x130 (højre knæ )
Lunges
1x10xstanglakrids
1x10x40
2x10x60
Pulley
3x10x30
Rumænsk Dødløft
1x10xstanglakrids
2x10x40
2x10x50
DB Curl
3x10x12
1x10x14
Push Down
3x10x25
1x8x27,5
Push Ups
3x10
Et billede af PP her til aften (der er dårligt taget):

Forkert saddelhøjde er også to bud (for høj/lav) samt at sadlen skal rykkes i længderetningen - ved af bitter erfaring at en saddel der er for langt fremme er en knædræber og så fornyligt på feltet.dk at det er et gangbart trick at rykke den lidt længere tilbage end de gængse anvisninger om den optimale position, hvis knæene driller uden nogen oplagt årsag.

Ja, det er en joke. Havde slet ikke læst andet end dit quote.
Ja, og man kan også vinde TDF på en et-hjulet cykel, hvis man er god nok. Pointen er bare, at man ikke vinder noget, der er værd at vinde, hvis ikke man bruger trøje i SL - På samme måde som man ikke vinder noget i Crossfit, hvis man ikke kipper i sine pullups. Og ligesom der findes enkelte stævner uden udstyr i SL, findes der iø. også Crossfit workouts med strict pullups.
Personligt synes jeg både kipping pullups og bænkpres trøjer er en kæmpe joke!