Endorfinjunkie på genoptræning

[CoqRouge]

heffe>Det var nu ikke specielt dig, mere sådan i al almindelighed. AFs svar beroliger mig noget - jeg troede faktisk, at risikoen ville være større. Det er 20 år siden jeg selv blev testet (negativ!), men jeg har levet et yderst monogamt liv siden da, så jeg regner ikke med, at jeg smitter.

Hepatitis?! Nu kan jeg ikke huske forskel på de forskellige typer - a, b, c etc. - men på et tidspunkt gennemgik jeg et 3-trins immuniseringsprogram, så i det mindste een af varianterne skulle ikke have nogen chance her!

[Armoured female]

Heffe: Narh, det er nærmest nemmere at få HIV ved samleje end ved at stikke sig på en kanyle. Risikoen er beregnet til mellem 0,1 og 10 % (størst ved det de kalder 'analt receptivt samleje', da endetarmen ikke er bygget til den slags ) - risikoen er større hvis man har sår, fx herpes eller rifter. Ca 40% af HIV positive er heteroseksuelt smittede, næsten det samme antal er homoseksuelt smittede mænd, og resten en blanding af stofmisbrugere og folk, som er blevet behandlet med blodprodukter (før man screenede donorer for HIV), fx blødere.

Coqrouge: Hepatitis B er en tretrinsvaccine - det må være den. Det kan være du fik A'eren samtidig (2 trin)

Edited May 23, 2005 by Armoured female

[Vandpyt]

Coqrouge: Hepatitis B er en tretrinsvaccine - det må være den. Det kan være du fik A'eren samtidig (2 trin)

<{POST_SNAPBACK}>

Er det C, der er den "grimme"?

Noget helt andet, nu fremhævede jeg selv for tid tilbage hr. Nørretranders, men jeg var vist lidt for tidligt ude af busken, usel mammon og samfundsansvar går ikke godt hånd i hånd. Jeg glemte i den sammenhæng Anja Phillip, som en dygtig viderbringer af videnskabeligt stof.

'Pyt

[Armoured female]

B og C er nogenlunde lige fæle at have som kroniske infektioner på grund af risikoen for leverkræft og skrumpelever - kronisk C kan dog helbredes hos 50%, omend med noget besvær

[CoqRouge]

Jeg har egentlig ikke tænkt over det før - men det er faktisk lidt rystende, at jeg ikke selv har overblik over mine vaccinationer. Sagen er den, at jeg i forbindelse med hektisk arbejdsmæssig rejseaktivitet til også mindre civiliserede områder i Sydøstasien og Kina i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne fik et hav af "shots" hos diverse læger i Danmark, Thailand og Singapore. Jeg har ikke nogle records, der siger, hvad jeg præcist fik. Grunden til, at jeg kan huske 3-trinsprogrammet er nok, at jeg fik læst og påskrevet om, at det var vigtigt at overholde de foreskrevne intervaller mellem injektionerne relativt nøjagtigt. Nå, det må have virket - for som jeg før har skrevet her i loggen, fejler jeg (stort set!) aldrig noget. :4thumbup: Seneste sygedag var i 2002.

Mandag stod den på 10 stk 15 sekunders sprintintervaller med start 22.30. Begribeligvis kunne jeg ikke sove før adskillige timer senere, men trænes skulle der altså! Tirsdag afløste det ene møde det andet indtil 22.00, så ved hjemkomsten magtede jeg kun at smide lidt omkring med mine kettlebells, inden jeg kollapsede foran Inspector Morse. Det var afsnittet "Joanna's Grav", som jeg personligt mener er ét af de mest vellykkede overhovedet i serien.

I dag bliver jeg nok nødt til at gøre til Thorsdag for at få hele ugens program til at gå op i den proverbiale højere enhed.

[CoqRouge]

Thor viste sig at være gabende tom. Jeg har nu ikke problemer med inspirationen af den grund, men jeg fik andre problemer. Jeg varmede op med en lille løbetur i Kløvermarken, og jeg ville slutte af med nogle sprintintervaller. I det første af slagsen fik jeg voldsom krampe i højre lår, og nu her fire dage senere gør det stadig ondt. Så har jeg også prøvet det! Løbe kunne jeg ikke mere, gå knap nok, men sjovt nok var det ikke noget problem at bøje og strække samt hoppe, så det gjorde jeg så - bedre end ingenting!

Siden krampen indfandt sig, har jeg snuppet et par cykelture, som ikke har voldt problemer. I aften får den så én på siden af hovedet med tunge squats, hvis jeg altså kan gennemføre det. Hvis det gør ondt, bakker jeg omgående ud.

Vejret er fint, men jeg sidder limet til computeren for nok engang at nå en deadline. Surt sjov! - og det var så min lille overspringshandling i denne omgang.

[CoqRouge]

Efter at have klaret en byge af ubehagelige deadlines er jeg nu kommet ud på den anden side, og jeg er nærmest i feriestemning. Ganske vist er der 3 uger til, at jeg drager sydpå for sammen med Principia'en at besejre et par udvalgte tour-tinder i Pyrenæerne, men fra nu af har jeg kun "almindelige" arbejdsdage foran mig, naturligvis med mindre, at der sker noget uforudset.

Jeg har fået trænet det, som jeg skulle i den forgangne uges tid, sådan da. Forklaring følger lidt senere, men det skal lige bemærkes, at restitutionen har haltet alvorligt. Således er natten til i dag første gang i flere uger, at jeg har fået 6 timers søvn. Om forklaringen skal findes her, kan jeg ikke sige, men faktum er, at jeg for øjeblikket føler mig som et omvandrende felthospital. Status er følgende:

Knæ: Ømme, spænding bag på venstre ved normal strakt position.

Hofter: Smerte inde i venstre hofteskål. Var jeg en hund, var det nok en art HD!

Mave: Ømhed i nederste muskelfæster

Ryg: Den gode gamle smerte i venstre side over lænden

Øvre ryg: Let hold i nakken

Arme: Udvendig tennisalbue på venstre arm (ikke spillearmen - kommer fra power cleans)

Jeg kunne skrive en længere afhandling om hver enkelt problem og indkassere adskillige tudekiks undervejs, men faktum er, at ét eller andet er galt, og jeg kan kun pege på manglende restitution som en fælles faktor.

Foreløbig kulmination indtraf tirsdag aften, hvor jeg måtte afbryde en løbetur, næsten inden den var begyndt. Benene og navnlig knæene nægtede at bære mig videre. I stedet blev det til tabata på den indendørs cykel - for som eneste aktivitet er cykling tilsyneladende upåvirket af skavankerne.

Overtræning? - ja, måske, men jeg har ikke trænet mere end sædvanlig, snarere lidt mindre. Undtagelsen kunne være military press, hvor jeg har registreret tilbagegang (!) trods en prioriteret indsats med øvelsen.

[Guest DBM]

Nedtur med skaderne!

Jeg render selv rundt med så mange forskellige skader, (små og store) at man tror det er løgn!

Kommer man over et vist niveau, er det nok ikke helt så sundt at dyrke sport mere - desværre!

[CoqRouge]

DBM>Ja, når jeg af og til skriver, at jeg aldrig fejler noget, har jeg pr definition set bort fra skaderne. De koster jo ikke arbejdsdage og lignende. Men det er sandt, at der er og har været mange skader - og at man faktisk godt kan sætte nogle berettigede spørgsmålstegn ved nettosundhedseffekten.

Venstre knæ er helt galt for tiden. Stivhed ved fuld strækning eller bøjning ud over ca. 45 grader, hvilket giver en noget anderledes gangart. Smerte på indersiden, nok nærmest i ledlinien. Løb, tennis og enhver form for squats er udelukket, og i virkeligheden er jeg heller ikke sikker på, at kettlebell swings og cykling (kortere ture) er nogen god idé, for selv om disse aktiviteter ikke direkte medfører smerte, så er der ingen bedring at spore med hensyn til knæet - det bliver bare værre.

Jeg har fulgt med i de to tråde om knæskader i skadesforummet, men synes ikke, at jeg kan finde symptomer, der helt dækker. Ligeledes må Netdoktor og mine 2 opslagsværker om skader melde pas. Det virker som en kombination af Baker's cyste (bare uden cysten!), brusknedslidning og en meniskskade - alt sammen opstået uden nogen form for ydre vold mod knæet.

Selvfølgelig kan man træne en hel del ting, mens man skåner venstre knæ, og det gør jeg da også - men jeg må erkende, at motivationen er under pres.

For at gøre det hele endnu mere gråt, er situationen også truende for et væsentligt element i min sommerferie, der nu kun er 2,5 uge væk. Med knæets nuværende situation er det udelukket for Principiaen og jeg at give os i kast med b.a. Galibier, som det ellers var meningen. Nå, så får jeg bedre tid til at lede efter den hellige gral - hvad enten den består af en fysisk genstand, mennesker eller en nedfældet/overleveret viden når jeg nu alligevel er i området og ikke kan bruge tiden på at cykle.

Helst vil jeg imidlertid - som altid! - nå det hele!

[CoqRouge]

For en sikkerheds skyld skal jeg lige have sat Galibier tilbage på dets rette plads i Alperne! Det bliver lidt langt at køre hertil fra mit feriested ved foden af Pyrenæerne! Til gengæld ligger der to andre tourtinder ikke så langt derfra. Det drejer sig om Plateau de Beille (1747 m), der var målby i 2004, og Ax 3 Domaines (1372 m), der er målby i år på etape 14 den 16. juli og også var etapemål i 2003. Det ser ud som et par udfordrende, men ikke uoverkommelige stigninger for undertegnede og den hårdt prøvede Principia - hvis ellers knæet arter sig!

Min diagnose på selvsamme knæ går nu ud på en forstrækning/irritationstilstand af mit MCL - knæets indvendige ledbånd - forårsaget af indadrotation af knæet ved squats. For at banke mine ultrastive adduktorer på plads har jeg stået med en bredere fodstilling, end det egentlig falder naturligt - dog kun ved træning med lette vægte - og adduktorerne har så kvitteret ved at trække knæene indad, når lårene nærmer sig parallel. Diagnosen underbygges en smule af, at jeg har lignende, men langt mildere symptomer i det andet knæ!

Gårsdagens træning bestod i tabata på den indendørs cykel, pistols på det raskeste ben og dips/pullups i ringene. Dertil eksperimenterede jeg med en øvelse, som jeg netop har set i det nyeste nummer af Pure Power Mag.: Énhånds full contact twists! Umiddelbart vurderede jeg dette til at være en funktionel øvelse for en tennisspiller, men jeg oplevede i praksis øvelsen som værende mere en arm- end en maveøvelse og selve bevægelsesmønsteret føltes lettere unaturligt, så jeg vil nok holde mig til den "autoriserede" tohåndsversion fremover.

Edited June 8, 2005 by CoqRouge

[CoqRouge]

I morgen er der klassefest i 5. B, og jeg har en kage i ovnen og konen i USA, så jeg har lige 30 minutter til at få luft. Kagen er en brownie fra side 65 i "Heibergs Chokolade" - lavet med discountchokolade (Ritter's Halbbitter), da klientellet alligevel formentlig ikke kan smage forskel på Marabou og Valrhona. (Elitær og upassende kommentar!)

Dagens træning: Opvarmning på den indendørs cykel - tabata - nix mere. Total træningstid 10 minutter. Så bliver det vist ikke mere minimalistisk! Knæ i bedring - bl.a. pga. Naproxen i form af Aleve.

-Men jeg skulle have luft! Jeg kommer fra et møde med pædagogerne i børnehaven, som har sporet krisetegn med yngste datter, som er 4 år og 8 måneder. Tænk sig, barnet følger med i personalets vagtplaner og korrekser de voksne! MOL-relevant eksempel følger: Pædagog: "Jeg får kondi nok - jeg arbejder meget i haven!" Yngste datter: "Du forveksler motion og kondition"! Det var bare for meget -for pædagogerne! (Jovist var der flere eksempler!) Barnet vokser op i et hjem, hvor man får svar, når man spørger - og hun spørger meget og kan ofte huske svarene, selv når hun ikke rigtig har forudsætningerne for at forholde sig til helheden. Jeg kan bare ikke se, at det er et problem - vi har en intelligent datter (faktisk har vi tre!) og vi forsøger at udvikle intelligensen frem for at holde den nede - men det må man åbenbart ikke, for det skaber problemer i børnehaven!

Jeg er måske bare underlig - men jeg synes altså ikke, at det er så mærkværdigt, at et barn, der ikke føler sig optimalt stimuleret ved sanglege på rød stue, lærer vagtplanen udenad og følger med i, om den overholdes og endvidere følger med i de voksnes konversation og taler med, hvis hun har hørt noget andet derhjemme.

Resultatet lige nu er, at barnet er ulykkeligt fra tid til anden ved at gå i børnehave - for hun fornemmer, at der er et sæt forventninger og nogle normer, som hun ikke lever op til. Jeg ville så gerne forklare hende, at hun i stedet lever op til nogle højere standarder, men det går alligevel over hendes forstand og mine evner som formidler.

Luksusproblem - jah, det er det nok - men det er alligevel reelt og alvorligt.

Edited June 8, 2005 by CoqRouge

[Waits]

-Men jeg skulle have luft! Jeg kommer fra et møde med pædagogerne i børnehaven, som har sporet krisetegn med yngste datter, som er 4 år og 8 måneder. Tænk sig, barnet følger med i personalets vagtplaner og korrekser de voksne! MOL-relevant eksempel følger: Pædagog: "Jeg får kondi nok - jeg arbejder meget i haven!" Yngste datter: "Du forveksler motion og kondition"! Det var bare for meget -for pædagogerne! (Jovist var der flere eksempler!) Barnet vokser op i et hjem, hvor man får svar, når man spørger - og hun spørger meget og kan ofte huske svarene, selv når hun ikke rigtig har forudsætningerne for at forholde sig til helheden. Jeg kan bare ikke se, at det er et problem - vi har en intelligent datter (faktisk har vi tre!) og vi forsøger at udvikle intelligensen frem for at holde den nede - men det må man åbenbart ikke, for det skaber problemer i børnehaven!

Jeg er måske bare underlig - men jeg synes altså ikke, at det er så mærkværdigt, at et barn, der ikke føler sig optimalt stimuleret ved sanglege på rød stue, lærer vagtplanen udenad og følger med i, om den overholdes og endvidere følger med i de voksnes konversation og taler med, hvis hun har hørt noget andet derhjemme.

<{POST_SNAPBACK}>

Velkommen til institutionaliseringen af middelmådighed og social ensretning aka Danmark. Kan ikke huske hvilken fiskeart det var - måske tun? - der altid svømmede rundt i stimer, og forskere havde så forsøgt at se hvad der skete når en af disse fisk havde en anden farve. Det tog ikke mange sekunder så var den blev hakket i småbider. Man skal ikke skille sig ud, og da slet ikke ved at være lidt kvik (og slet ikke hvis man er lidt kvikkere end personer der er 40 år ældre ). Men en skam er det da for barnet at føle sig unormal, det er ikke rart i den alder. Måske kan det lykkedes for hende at skille de to verdener ad, Børnehaven og Den anden verden hvor man bliver stimuleret. Trist er det da, at man på den måde ligger bånd på et barn uden at barnet er til gene for andre børn.

[CoqRouge]

Waits>Ja, hun er givetvis ikke til gene - faktisk fungerer hun ualmindelig godt med andre børn - selv om hun vælger nogle af dem fra. Tør jeg sige, at hun vælger dem fra, som hendes forældre nok også selv ville have sat spørgsmålstegn ved!? Derved adskiller hun sig fra ældste datter, som alle dage har haft en tendens til at knytte venskaber med de svagere klassekammerater og forsøge at hjælpe dem - yderst prisværdigt, men i flere tilfælde desværre forgæves.

[Waits]

Jeg glemte da forresten at sige at modsat næsten alle andre i denne log, synes jeg nu tennisaspektet var meget godt, altså når der stod mere end blot "1 times tennis"... Spillede/spildte selv min barndom og ungdom med tennis, men får da stadig en lille kriller i maven når jeg hører om andre der spiller.

[CoqRouge]

Angående fisk: Stimefisk er således indrettede, at de i løbet af et splitsekund reagerer som stimeføreren - men stimeføreren selv, hvem skal han/hun hente sin reaktion fra? Godt spørgsmål - indtil videre er svaret fra videnskaben, at førerfisken er genetisk defekt, hvor defekten ytrer sig ved, at fisken kan agere uden at modtage stimuli fra andre fisk i stimen. Analogien til menneskelig adfærd er decideret skræmmende - tænk, hvis samfundets ledende skikkelser har nået deres position via en genetisk defekt!

[CoqRouge]

Jeg glemte da forresten at sige at modsat næsten alle andre i denne log, synes jeg nu tennisaspektet var meget godt, altså når der stod mere end blot "1 times tennis"... Spillede/spildte selv min barndom og ungdom med tennis, men får da stadig en lille kriller i maven når jeg hører om andre der spiller.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg ved godt, at tennisstoffet ikke er det allerpopulæreste - men jeg ser dog fra tid til anden, at der også er andre, der forsøger sig med verdens måske sværeste spil (debatindlæg velkomne!) Jeg vil hellere end gerne skrive mere end blot "1 times....", men vil heller ikke fylde min log med noget, der kun er interessant for mig.

Min holdning efter de åbne franske: Kurt Nielsen tror, at man er udholdende, blot fordi man har en stor ketcherarm. Vrøvl, siger jeg. Om Nadal vil jeg mene, at han er ekstremt god til at spille sikkert i et opskruet tempo, men at han mangler en serv, der gør mere end at sætte bolden i spil. JH-H, vinderen af damesingle, servede i gennemsnit langt hårdere end Nadal i finalekampen. OK, han har langt mere spin på, men alligevel.....! Han er hurtig, mentalt stærk og sikker. Det vil bringe ham langt, specielt på langsomme overflader, men Wimbledon og US Open kommer han aldrig i nærheden af at vinde!

Edited June 8, 2005 by CoqRouge

[Bruno J]

I morgen er der klassefest i 5. B, og jeg har en kage i ovnen og konen i USA, så jeg har lige 30 minutter til at få luft. Kagen er en brownie fra side 65 i "Heibergs Chokolade" - lavet med discountchokolade (Ritter's Halbbitter), da klientellet alligevel formentlig ikke kan smage forskel på Marabou og Valrhona. (Elitær og upassende kommentar!)

Dagens træning: Opvarmning på den indendørs cykel - tabata - nix mere. Total træningstid 10 minutter. Så bliver det vist ikke mere minimalistisk! Knæ i bedring - bl.a. pga. Naproxen i form af Aleve.

-Men jeg skulle have luft! Jeg kommer fra et møde med pædagogerne i børnehaven, som har sporet krisetegn med yngste datter, som er 4 år og 8 måneder. Tænk sig, barnet følger med i personalets vagtplaner og korrekser de voksne! MOL-relevant eksempel følger: Pædagog: "Jeg får kondi nok - jeg arbejder meget i haven!" Yngste datter: "Du forveksler motion og kondition"! Det var bare for meget -for pædagogerne! (Jovist var der flere eksempler!) Barnet vokser op i et hjem, hvor man får svar, når man spørger - og hun spørger meget og kan ofte huske svarene, selv når hun ikke rigtig har forudsætningerne for at forholde sig til helheden. Jeg kan bare ikke se, at det er et problem - vi har en intelligent datter (faktisk har vi tre!) og vi forsøger at udvikle intelligensen frem for at holde den nede - men det må man åbenbart ikke, for det skaber problemer i børnehaven!

Jeg er måske bare underlig - men jeg synes altså ikke, at det er så mærkværdigt, at et barn, der ikke føler sig optimalt stimuleret ved sanglege på rød stue, lærer vagtplanen udenad og følger med i, om den overholdes og endvidere følger med i de voksnes konversation og taler med, hvis hun har hørt noget andet derhjemme.

Resultatet lige nu er, at barnet er ulykkeligt fra tid til anden ved at gå i børnehave - for hun fornemmer, at der er et sæt forventninger og nogle normer, som hun ikke lever op til. Jeg ville så gerne forklare hende, at hun i stedet lever op til nogle højere standarder, men det går alligevel over hendes forstand og mine evner som formidler.

Luksusproblem - jah, det er det nok - men det er alligevel reelt og alvorligt.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg troede egentlig, at den problematik hørte 70'erne til. Fra dengang husker jeg tydeligt, hvordan vi var nogle stykker, som i 5. klasse blev sendt ned på mediateket (et bibliotek, som var den lykkelige ejer af en videomaskine ) for at læse bøger. Ikke fordi der var nogen særlig grund til det, men udelukkende fordi vi var færdige med Læs-og-Forstå til og med 7. klasse. Og så var der desværre ikke noget for os at lave i de dansktimer, hvor man ifølge planen skulle lave Læs-og-Forstå.

Åbenbart har man stadig problemer med at forholde sig til forskelle i niveau hos børn her 30 år senere. Lidt skræmmende. Men hvis det kan berolige dig, så endte de børn, som dengang led under den manglende forståelse, trods alt med at klare sig ganske godt senere hen. En af dem blev godt nok ejendomsmægler og en anden aktieanalytiker, så et par brådne kar var der da imellem, men sådan kan det jo gå

[Armoured female]

Dine døtre er da så heldige, at de har nogle forældre med en bevidst forståelse af den slags 'problemer' de oplever socialt

Du bør nu ikke være så hovsky-snovsky med chokoladen i 5. klasses chokoladekage Da jeg gik i 2. klasse, kunne jeg smage forskel på smør og Morgensol (et smør-wannabe produkt fra 80'erne) under et tykt lag Nutella - til min fars store overraskelse. Han havde i arrigskab over at jeg ikke ville æde skidtet sat en blindtest op med to rundstykker med hhv. smør og Morgensol, og så med et tykt lag Nutella ovenpå

Arh, det går nok alligevel

[xjyden]

Hvis bare barnet går ordentligt på sine fødder, så er der vel ikke andet end pædagogerne at være bekymret om.

Ellers kunne der vel også være tale om problemer med ................!?

(Selvcensur, sådan en kommentar må jeg ikke skrive i CR's log)

Min søster har en datter, som meget langt op i årerne i alle anstrengte situationer gik op på tæerne. Hende havde pædagogerne tilsvarende problemer med.

[CoqRouge]

I skolen er differentieret undervisning en illusion. Tidligere havde det end ikke et navn. Det har det så fået nu om dage - men det bliver det ikke til virkelighed af! I børnehaven eksisterer begrebet ikke - der er børn, der afviger fra normen, bare et problem!

Jeg og familien lever med det! Som jeg ser tingene, består en given årgang/skoleklasse af 3 segmenter: 25 %, der klarer sig uanset hvad! 25 %, der er fortabt (i folkeskoleundervisningsmæssig forstand, altså!) uanset hvad! Og 50 %, for hvem det gør en kæmpeforskel, hvem læreren er, hvad han gør og hvordan undervisningsforløbet i det hele taget arter sig. Det vil næppe være fuldstændig urealistisk af mig at forvente, at læseren af dette godt ved, hvor jeg tror, at mit afkom hører hjemme i klassifikationen.

Advarsel: I aften har jeg lyst til at skrive! Lysten modificeres dog af det faktum, at jeg befinder mig i et massivt søvnunderskud, så hvis teksten pludselig ender i en række z'er, er forklaringen indlysende. Anyway, here goes:

Det ideelle træningspas: Naturligvis findes det ikke, for det skulle adressere alle muskelgrupper, indebære 0 risiko for skader, virke godt på alle parametre, være bredt funktionelt (hvad det så end betyder?), tage kort tid etc etc. Imidlertid kom jeg vist nogenlunde tæt på her tidligere i dag. Døm selv.

1: Opvarmning på cyklen og tabata. V02

2: Kettlebell swings. Eksplosivitet i hoftestrækkerkomplekset.

3: Pull-ups i ringe. Stabilitet/styrke i lats/biceps

4: Dips i ringe. Stabilitet/styrke i triceps og bryst.

5: Full contact twists. Styrke i hele maveregionen i et realistisk bevægelsesmønster.

6: CoCs. Styrke i hænder og underarme.

7: Short range military press med kettlebell. Styrke/stabilitet i skuldre.

Ideelt set havde jeg nok tilføjet noget styrke for lår og lægge - men det tillader knæskaden ikke endnu, selv om der er bedring at spore. Spørgsmålet er så: Kan man få mere ud af 60 minutters træning? Kommentarer er velkomne!

Edited June 11, 2005 by CoqRouge

[Henning]

1:Opvarmning på cyklen og tabata. V02

2: Kettlebell swings. Eksplosivitet i hoftestrækkerkomplekset.

3: Pull-ups i ringe. Stabilitet/styrke i lats/biceps

4: Dips i ringe. Stabilitet/styrke i triceps og bryst.

5: Full contact twists. Styrke i hele maveregionen i et realistisk bevægelsesmønster.

6: CoCs. Styrke i hænder og underarme.

7: Short range military press med kettlebell. Styrke/stabilitet i skuldre.

Ideelt set havde jeg nok tilføjet noget styrke for lår og lægge - men det tillader knæskaden ikke endnu, selv om der er bedring at spore. Spørgsmålet er så: Kan man få mere ud af 60 minutters træning? Kommentarer er velkomne!

<{POST_SNAPBACK}>

Gode kommentarer ang. skole og børnehave :4thumbup:

Ærgerligt at jeg ikke er uenig med dig, eller at jeg ikke kan foreslå bedre træning på 1 time,

for så kunne du få din lyst styret til at skrive.

Men i dag kan jeg kun sige at jeg er enig, så det kommer der ikke meget diskussion ud af.

Vi er måske også enige om at vi skal bekæmpe søvnunderskudet i stedet for

Henning

[CoqRouge]

Jeg har før truet med at anmelde "Quantum Strength Fitness II" af Patrick O'Shea (I øvrigt er denne forfatter afgået ved døden for ikke så længe siden!) Det dukker op i min BogLOG på et tidspunkt - men jeg skylder faktisk xjyden en uddybende kommentar i relation til et tema i bogen: Relationen mellem quantum physics og fysisk træning!

Jeg er ikke fagmand på området, og kvantefysik har jeg kun en interesseret lægmands kendskab til - men et kvantespring kan defineres som en begivenhed, hvor "et eller andet" skifter til en ændret og typisk i én eller anden betydning højere tilstand. OK, det lyder højtravende, men det er en begivenhed, som enhver eventuel læser oplever ustandselig, for den dag i dag er det umuligt at forklare, hvordan en tanke bliver til en handling. Det er helt problemfrit at beskrive, hvorledes kemiske reaktioner og elektriske impulser bliver til en muskelkontraktion og dermed en pr i bench press - men hvordan løfterens ønsker, frygt, sans for timing, motivation og beslutsomhed blev til kemiske reaktioner og elektriske impulser - det kan kun forklares i kvantefysiske termer. Slægtskabet med Nørretranders' tanker i "Mærk Verden" ligger lige for - bevidstheden halter hele tiden bagefter handlingerne, men har dog forklaringskraft og vetoret.

Neurale tilpasninger kan man i yderste konsekvens se som et kunstigt begreb - et forsøg på at forklare det uforklarlige. Man kan med samme ret introducere begrebet "kvanteintelligens", som altså i denne sammenhæng vil repræsentere en forbedret evne til at gøre det uforklarlige - at få en tanke til at blive en handling.

[CoqRouge]

Det sande jeg: For lææænge siden gav jeg bolden op til en diskussion af en persons sande jeg. Min holdning var og er, at det sande jeg ikke findes - ethvert menneske består af summen af de ansigter, som man vælger at vise verden - sagt på en anden måde, summen af de roller, som man vælger at spille. I et godt indlæg gik Arne lidt i rette med mig, idet han påpegede, at man ikke kan vælge frit på alle hylder - der er begrænsninger af forskellig art. I den forbindelse benyttede Arne sig af den samme teknik, som min kone også gør med stort held - at ekstremisere mine synspunkter, således at modargumentationen lettes. Alt forladt, det er en absolut tilladelig argumentationsteknik. Arne inddrog i denne forbindelse en række kílder, hvoraf jeg kendte nogle, mens andre var nye for mig. Igen, fair nok - jeg er bare en interesseret lægmand på området. Jeg vil derfor tillade mig at inddrage gode, gamle Jung. Jeg gider ikke hive bøgerned ned fra hylden lige nu og skrive citater, så eventuelle læsere - de få, der ikke er stået af endnu! - må stole på min hukommelse for nærværende.

Jeg tillader mig at formode, at begrebet"det sande jeg" er nært knyttet til "det ubevidste". Hvis det modsatte var tilfældet, ville dsj jo være underlagt bevidsthedens censur og dermed ikke være "sandt"!? Det følger heraf videre, at det bevidste jeg ikke kan genkende "det sande jeg" som hørende til personlighedssfæren. Dermed er dsj henvist til at manifestere sig som enten drømme, psykosomatiske mekanismer eller projektioner. Den umulige konklusion bliver altså, at hver gang vi konfronterer vores "sande jeg" ophører det på stedet med at være sandt!

Det sjove set fra min kontorstol lige nu er så, at tiden og udviklingen i Arnes log har bevist, at min udlægning er rigtig - for så vidt, at der i denne uhåndgribelige sammenhæng overhovedet findes "sandt" og falskt". Hvorledes nu det? Jo, jeg er jo en trofast læser af omtalt log, og det er ikke gået ubemærket hen, at en vis Dr. Phil er kommet til at spille en stor rolle. Selvsamme persons kernebudskab (jo, jeg har læst bogen - faktisk flere af dem!) er jo netop, at vi selv vælger hele tiden. Vi vælger vore adfærdsmønstre, vi vælger vores indre dialog, vi vælger, hvem vi vil lytte til - kort sagt vælger vi, hvem vi ønsker at være. Jeg kunne skrive langt mere om dette, men min konklusion er klar: Vi vælger selv, inden for de rammer, som vore gener har bestemt. Med et gammelt citat, vistnok fra Litopsi: Jeg rister min kasse!

[CoqRouge]

I det foregående indlæg nævnte jeg dr. Phil, og som skrevet står har jeg læst hans bog om vægtproblemer. Det har inspireret mig til at causere lidt over emnet.

Udefra betragtet er min situation misundelsesværdig. Min fedtprocent er senest målt til 9, og selv om der har sneget sig et par kilo på, er den med garanti ikke over 12 nu. Jeg er helt på det rene med, at der findes mange, der ville pantsætte deres arvetante for en fedtprocent på det niveau. Endvidere vil omgangskredsen kunne berette, at jeg tilsyneladende aldrig nægter mig selv noget - vådt eller tørt, fedt eller sødt.

-men billedet mangler et par dimensioner! Man skal lytte til sin krop, siges det. Bullshit, siger jeg! Hvis jeg lyttede til min krop, ville jeg leve af fede, søde og alkoholholdige ting og veje 100 kg til august og 125 kg til jul. Jeg ville stadig træne - det er jeg afhængig af - så jeg ville være fed og relativt veltrænet. Den pris, som jeg betaler er, at jeg konstant er sulten, hvis jeg ikke deltager i noget socialt, og at jeg konstant må tænke på, at jeg ikke bare kan spise. Det er en kamp - og at jeg i modsætning til mange andre er en vinder i den sammenhæng, ændrer ikke ved det faktum, at hver dag betyder et nyt slag at udkæmpe.

Hvor kommer motivationen så fra? Tjah, så vidt jeg kan gennemskue mig selv, kommer den fra frygt! Jeg er som vist nok tidligere skrevet den første i min familie, der ikke er overvægtig eller direkte amerikanerfed! Min gamle mor vejer f.eks mindst 125 kg, og min far har først nået en normalvægt efter at have gennemgået adskillige operationer i forbindelse med nogle svulster, som lægerne betegner som "borderline" - de er ikke invasive, men spreder sig relativt aggressivt. Sagt på en anden måde er der ikke tale om en "rask" normalvægt. Alle 4 bedsteforældre vejede også alt for meget - langt før sodavandens tid, og med hårdt fysisk arbejde som en del af hverdagen. Endvidere skal 3 ud af 4 af mine døtre tydeligvis også passe på, trods en mor, der ikke kunne tage på, selv om hun blev bundet til en pæl og fodret med fløde! Frygten, hvad så med den? Jo, jeg er bange for at blive tyk som resten af familien. Det vil jeg ikke acceptere, vil ikke!!!

Nu er det sådan, at dr. Phil og andre så rigtigt påpeger, at frygt er en dårlig motivator. Man kan konfrontere sin frygt og overvinde den - og i dette tilfælde ville det føre til uønskede konsekvenser. Jeg er altså bange for, at jeg skal holde op med at være bange for at være overvægtig! Frygt for, at frygten forsvinder! Hvilket paradoks!!

Omvendt oplever jeg det også frygtelig pinligt at indrømme over for andre end de allernærmeste, at jeg holder øje med vægten. Tro mig, det virker yderst provokerende på andre (og tykkere!) i selskabet, når en åbenbart veltrænet mand med en fedtprocent omkring de 10 undlader af spise af den hjemmelavede lagkage og angiver vægten som årsagen, hvis han gås på klingen. Jeg spiser altså - og lider efterfølgende.

Dr. Phil siger, at man skal sætte sig et realistisk mål for sin vægt. OK, jeg kommer aldrig til at veje de 65,5 kg, som jeg med min højde skulle for at passe ind i det statistiske materiale for marathonløbere i verdensklassen - men på den anden side har jeg yderst vanskeligt ved at acceptere, at jeg som 47-årig kan tillade mig at veje mere, end jeg gjorde som 18-årig (hvor jeg også kæmpede med kiloene, ganske som idag). Siden da er jeg skrumpet lidt i højden og har til gengæld lidt mere muskelmasse. Facit: Jeg bør veje det samme - og det gør jeg! Hvorfor skulle jeg sætte mig "realistiske" mål - hvis realistisk betyder slap?!

Hvad fører ovenstående til? Det ved jeg ikke..... - men det var rart at få det skrevet, og måske kommer der nogle indsigtsfulde kommentarer fra mine trofaste og hårdt prøvede læsere. Man har jo lov at håbe......!

Edited June 11, 2005 by CoqRouge

[RunnersHigh]

Spændende diskussion du har gang i om hr. Phil Mcgraw.

Har selv fulgt hans programmer med stigende interesse, og når alt reklamegøglet, hans personlige kæpheste og indflydelsen fra frøken Winfreys produktionsselskab - Harpo Productions - er skåret væk, står vi tilbage med hans kernebudskaber, og de er ganske interessante.

Et af mange spændende pointer han kommer med er "the inner voice"- teorien: Hvordan vi alle har en tendens til at køre den negative plade 24-7 i vores hoved og hvor skadeligt det er for os. Det er noget jeg arbejder meget med, fordi jeg kan se hvor vigtigt det er at få under kontrol. Han har selvfølgelig ikke opfundet disse teorier, men han præsenterer dem på en fremragende måde så de går lige ind. Svarende til "the inner voice"-teorien er noget f.eks. NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) arbejder en del med, og det er vel noget vi alle lider under i et eller andet omfang, hvilket understreger hvor vigtigt det er at han bruger sine "1500 hours of fame" til et så relevant, nyttigt og altruistisk projekt frem for alt det andet skrald der vælter ud af tvet.